Issuu on Google+

ALL I SAW SARAH PALINS WASILLA bog2.indd 1

06/06/11 01.22


bog2.indd 2-3

06/06/11 01.22


Udsigt over Lake Lucile, Pioneer Peak og Mount POW/MIA.

bog2.indd 4-5

06/06/11 01.22


“I think we need a little bit of reality from Wasilla Main Street there, brought to Washington, D.C.� - Sarah Palin, St. Louis 2008

6|

bog2.indd 6-7

|7

06/06/11 01.22


Havørn over Wasilla.

bog2.indd 8-9

06/06/11 01.22


ALL I SAW SARAH PALINS WASILLA

RASMUS FLINDT PEDERSEN

bog2.indd 10-11

06/06/11 01.22


BA-opgave på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole 2011 - Rasmus Flindt Pedersen, 0907-2045-Fo bog2.indd 12-13

Ved første øjekast er Wasilla med dens blot 7028 indbyggere ikke det helt store. Byen er strategisk velplaceret i forhold til den store del af borgerne, der hver dag pendler frem og tilbage fra deres arbejde i Anchorage længere mod syd, men ud over det byder Wasilla ikke på noget ekstraordinært. Det er bare en by som så mange andre små byer i USA, og måske slet ikke værd at skrive en linje om. Hvilket der nok heller ikke var blevet gjort uden for Alaska, hvis det ikke lige var for det faktum, at Det Republikanske Partis vicepræsidentkandidat i 2008, Sarah H. Palin havde været borgmester i byen. Med hendes vicepræsidentkandidatur blev Amerikas øjne for alvor rettet mod Wasilla – og opmærksomheden blev ikke mindre, da Palin under vicepræsidentdebatten i St. Louis, Missouri, udråbte byen som USA’s forbillede: ”Jeg tror, vi har brug for at bringe lidt af virkeligheden fra Wasilla Main Street til Washington D.C.” Men hvilken virkelighed er det, Sarah Palin taler om? Hvad er det for kvaliteter, en soveby som Wasilla kan tilbyde de magtfulde mænd og kvinder i hovedstaden i verdens mægtigste land? *** Wasillas Main Street er et trist bekendtskab. Små trætte træfacader og brune betonkonstruktioner er kastet tilfældigt ned på den brede, lige hovedgade. Bygninger, som blandt

andet huser tandlæger, advokater, en brandstation, byens museum og diverse småbutikker. Resten af centrum er en gitterkonstruktion af små veje, hvor der blandt andet ligger våbenforretninger, pantelånere, depotrum, spiritusbutikker, indkøbscentre og forskellige fastfood-restauranter. Følelsen af by møder du aldrig rigtigt, og efter fem minutters kørsel er du allerede på den anden side og på vej mod Fairbanks – seks timers kørsel længere mod nord. ”Dette er i sandhed Guds land”. Jeg står sammen med Dan og ser på bjergene, der omkranser Wasilla. Solen er langsomt ved at gå ned bag træerne bag os, og den har farvet himlen, bjergene og gletsjeren foran os dyb orange. Tågen hænger lavt over trætoppene, og bjergene danner rammen om et eventyrlandskab så utroligt, at det er svært at finde ord for skønheden. ”Guds eget land”. Dans ord trænger langsomt dybere ind i min bevidsthed. Stilheden, endeløsheden og evigheden er nærmest ved at overmande mig, og først nu begynder jeg at forstå, hvordan den betegnelse kan give mening. I Wasilla er det naturen, der bestemmer. Den omslutter byen og skyder op, hvor end man retter blikket. Det er i naturen, at de fleste af byens indbyggere bruger deres fritid - hvad end de tager på jagt, hiker i bjergene eller kører på deres mange snescooters eller firhjulede crossmaskiner. Naturen er deres legeplads, for nogen deres arbejdsplads, for andre deres hjem. Livet i byen foregår på naturens præmisser og her – med ryggen mod Wasilla - åbner landskabet sig, storslået og smukt. Det virker utroligt, at man

har kunnet bygge så kedelig en by i så fantastiske omgivelser. *** ”Må jeg bede for dig?” Hun stiller spørgsmålet forsigtigt fra sidelinjen, ti minutter inde i min smalltalk med hendes mand om Alaskas natur, mødet med bjørne og lystfiskerhistorier. ”Ja, du må undskylde, hvis det er et upassende spørgsmål”, skynder hun sig at tilføje. Vi står ved siden af boden, hvor der serveres kaffe bagerst i det store menighedslokale i Church On The Rock lidt uden for Wasillas bygrænse. Søndagens tredje gudstjeneste skal til at begynde. ”Jo, det må du da gerne og nej, det er da ikke upassende”, skynder jeg mig at svare, og hendes ansigt lyser øjeblikkeligt op. Hun er langt fra den første, der har stillet mig det spørgsmål, og jeg er for længst holdt op med at blive overrasket. Efter en fem-minutters bøn for min videre tur i Alaska samt min familie og kæres ve og vel, undskylder hun sig og skynder sig op til scenen forrest i kirkerummet. Hun vender hurtigt tilbage med en stak papirer og en bibel pakket ind i plastik. ”Tak, fordi vi måtte bede for dig”, siger hun og rækker mig, hvad hun har i hånden. ”Du skal da have en bibel med dig, før du går”, insisterer hun, mens hun i samme åndedræt inviterer denne fremmede gæst i hendes kirke med til middag hjemme hos familien samme aften. Kirkerne i Wasilla er mange. Rigtig mange. Et kig i den lokale avis, Frontiersman, giver et overblik over 12 af dem, men der er mange flere,

som ikke annoncerer. I gamle skure, kælderlokaler og forskellige bygninger i alle størrelser og former. En hurtig søgning i Yellow Pages viser, at der er omkring 80 kirker med postnummer i Wasilla. De tæller dels de store etablerede kirker fra de traditionelle trosretninger inden for protestantismen og katolicismen samt en mormonkirke. Dels alle frikirkerne, som gør tingene på deres helt egen måde. Her byder gudstjenesterne på alt lige fra en mindre rockkoncert til heksedoktorer, som er tilkaldt for at uddrive onde ånder, og tilhørere, der taler i tunger. Og så alt det midt i mellem. Det er svært at blive klog på, hvorfor antallet af kirker er så højt, og der er forskellige forklaringer alt efter, hvem man spørger. En historie går på, at der ved grundlæggelsen af Wasilla blev indført en lov om, at der skulle opføres en kirke for hver bar, der blev åbnet. I dag er der dog ikke mere end et par enkelte barer i byen, men de kan jo være blevet revet ned for at gøre plads til flere kirker. En anden og mindre kulørt historie handler om, at der på et tidspunkt har været en person, der blev træt af måden, tingene blev gjort på i én kirke og derfor besluttede sig for at starte sin egen. Sådan skal det så være fortsat frem til i dag. ***

| 13

06/06/11 01.22


14 | “Sign waving” for Gud efter påskegudstjenesten i Good Shepherd Lutheran Church.

bog2.indd 14-15

Michel, 47 år. | 15

06/06/11 01.22


16 | I udkanten af Wasilla.

bog2.indd 16-17

Ron og Johnnie Bernier med børnene Matthew, Mason, Danny, Julie, Michael og Ronnie. | 17

06/06/11 01.22


18 | Wasilla centrum. Main Street går fra den røde bygning i toppen og skråt ned mod venstre, hvor den ender i krydset ved Parks Hwy.

bog2.indd 18-19

Robert og Debbie Herrett. | 19

06/06/11 01.22


20 |

bog2.indd 20-21

Ron p책 tur med hundene. | 21

06/06/11 01.22


Wasillas r책dhus.

bog2.indd 22-23

06/06/11 01.22


24 |

bog2.indd 24-25

Anden søndagsgudstjeneste i Church On The Rock. | 25

06/06/11 01.22


26 |

bog2.indd 26-27

Daniel E. Stone, arkĂŚolog. | 27

06/06/11 01.22


28 | Rachel Aaberg, Ileah Aaberg, Chris Crookham og børnene Gwen og Aurora Aaberg.

bog2.indd 28-29

Wasilla. | 29

06/06/11 01.23


bog2.indd 30-31

06/06/11 01.23


32 |

bog2.indd 32-33

Lawton Mclean. | 33

06/06/11 01.23


34 |

bog2.indd 34-35

Servitricer p책 kaffebaren Milk Maids. | 35

06/06/11 01.23


36 |

bog2.indd 36-37

Rygtet i byen går på, at unge narkomaner holdt til i hytten, indtil den brændte ned. | 37

06/06/11 01.23


38 | Conservative Patriots Groop konference.

bog2.indd 38-39

| 39

06/06/11 01.23


40 |

bog2.indd 40-41

Aften langs Parks Hwy. | 41

06/06/11 01.23


bog2.indd 42-43

06/06/11 01.23


44 | Ronnie Bernier.

bog2.indd 44-45

Fly p책 himlen over Wasilla. | 45

06/06/11 01.23


Clint Eastwoods legendariske 44 Magnum. AK 47eller M4-angrebsrifler. Jagtgeværer i forskellige kalibrer. Du kan få håndvåben i alle størrelser i Wasilla. De er nærmest lige så almindelige som mælk og smør. Ifølge politichef Gene Belden går ni ud af ti indbyggere i byen med våben, og som den eneste stat i USA tillader Alaska, at folk bærer våbenet skjult uden særlig tilladelse fra myndighederne. Forestillingerne om en skydegal guldgraverby fra tidligere tider trænger sig på. Men de mange våben giver ikke anledning til de store problemer i byen, hvis man spørger chefen for Wasillas 26 mand store politistyrke. ”Langt de fleste folk i byen er fornuftige og ved, hvordan man skal håndtere våben”, siger Gene Belden fra sin bastion bag skrivebordet. ”Det holder mine folk på tæerne”, fortsætter han uden at fortrække en mine. ”Ja, altså vi ved jo, de har våbnene, så vi tager vores forholds-regler, når vi for eksempel stopper en bil”.

det ret vigtigt, at de er forberedte. Bjørne, ulve og elge. Det er ikke før, Dan nævner de vilde dyr, at det for alvor går op for mig, at Alaskas natur er et ugæstfrit og farligt sted at opholde sig. Og den er lige der - naturen - fem minutter fra hovedvejen. ”De brune bjørne er godt nok de største heroppe, men det er de små sorte bjørne, man skal passe på. De er udspekulerede og går ikke af vejen for at angribe mennesker. Og så er de hurtige”, siger Dan alvorligt. “Hvis du ser en sort bjørn, så gør dig så stor som muligt. Og gå baglæns. Du må aldrig vende ryggen til sådan en.” Men selv om et møde med en bjørn kan virke faretruende, er det elgene, der er farligst. Især elgkøerne, når de har kalve. ”De er aggressive”, forsikrer Dan. ”Og de stopper ikke, før du er død”. Alt tyder på, at han har ret. I en af de lokale liquor stores fortæller ekspedienten mig et par dage efter, at en elg i ens indkørsel er en helt legitim grund til at komme for sent på arbejde.

Dan kommer mig i møde, da jeg kører op ad indkørslen. ”Jeg tager de store kanoner med i marken i morgen”, siger han begejstret, da jeg træder ud af bilen. Dan hedder i virkeligheden Daniel Stone og er arkæolog. ”Jeg tager de store kanoner med i marken”, gentager han og fortsætter med at fortælle om nogle bjørnejægere, som han mødte dagen i forvejen. Det er bjørnesæson, og jægerne er begyndt at lægge lokkemad ud i det område, hvor Dan og hans hold i øjeblikket er ved at foretage udgravninger i Wasillaområdets skove. Derfor er

Måske er der ikke noget at sige til, at våben er så udbredte i Wasilla?

46 |

bog2.indd 46-47

”Vores søn kom ind og vækkede os en tidlig morgen, fordi der var rapporteret en skudepisode på vejen, hvor min mor bor”, fortæller John. Det viste sig, at en mand havde set en bil i sin indkørsel og undret sig over, at den kørte igen med det samme. Da han så bilen køre ind i en anden indkørsel længere nede ad vejen, havde han resolut grebet sit jagtgevær og skudt mod bilen i den anden indkørsel. ”Det var et avisbud”, fortæller John. ”Hun nåede at kaste sig ned bag instrumentbrættet, og mens manden skulle lade, trykkede hun speederen i bund og skyndte sig væk”. John ryster lidt på hovedet af hele situationen. ”Men tossede mennesker har man jo over alt”.

det mig: Hvor er de - problemerne? De lidende, de hjemløse, de fattige? De kriminelle? Kan det virkelig passe, at byens problemer begrænser sig til hovedgadens manglende æstetik og til tider en galning, der går amok med sit gevær? Selvfølgelig ikke. Hvis du spørger de rette og leder de rigtige steder – væk fra byens centrum – finder du den sociale slagside: Problemer med stoffer, hustruvold og hjemløshed. En spørgeundersøgelse har for eksempel vist, at næsten hver anden kvinde i Alaska har været udsat for vold i hjemmet, og ifølge Alaska Family Services er Mat-SU Valley, som Wasilla er en del af, et af de værst ramte områder.

***

Samtidig har Alaskas State Troopers udråbt området omkring byen som USA’s metaamfetaminhovedstad, og den seneste narkorapport fra området afslører store problemer med produktion, salg og forbrug af stoffer – blandt andet heroin. Narkotikamisbruget går ud over børnene. Pastor Robert Hicks fra Christ First United Metodist Church fortæller, at der er store problemer med børn, som ikke får mad nok, fordi forældrene er på stoffer. ”Det har betydet, at nogle af byens skoler er begyndt at give eleverne madpakker med hjem i weekenderne”, tilføjer han.

Jeg så ingen våben på gaderne eller i de hjem, jeg besøgte – men de er der et sted. Det er helt sikkert. Og langt de fleste folk, jeg mødte, kender nogen – eller nogen, som kender nogen – der er kommet galt af sted på grund af våben.

”Jeg plejede at køre lastbil gennem byen her”. 70-årige Larry Curl peger ud af vinduet. Han sidder i sin kørestol i forkontoret til den lille Bread of Life Church, der ligger på en bakke med udsigt over Wasillas centrum. ”I sådan en”, tilføjer han og peger igen ud af vinduet, idet et monster af en truck suser forbi. I dag er Larry hjemløs og bruger sine dage på at sidde i forkontoret, hvor han tager imod kirkens besøgende, mens præsten er ude. ”Jeg venter på at få min social security,” fortæller han. ”Og jeg har fået lov til at bo her i baglokalet, mens jeg venter”.

”På et tidspunkt blev der skudt nær min mors hus”. Vi sidder ved spisebordet i John og Taffina Katkus’ køkken alrum, hvor John og jeg i lang tid har diskuteret våben.

Hvis man var i byen i ethvert andet ærinde, ville man måske slet ikke tænke over det. Men efter at være blevet præsenteret for gudstjenester, familiemiddage, gæstfrihed og en politichef, der siger, at ’her har vi kun mindre problemer’, slog

”Her er en mørk side, som ingen har lyst til at se eller forholde sig til”. Michele Overstreet sidder klemt inde mellem en computer og et lille skrivebord i sit kosteskab af et kontor på Burchell High School – en af byens to high schools. Her taler tallene for sig selv: Omkring 100 af

skolens i alt 300 elever har ikke noget sted at bo. ”Vores problemer med især hjemløse unge mænd er så store, at vi har hentet vores løsningsmodeller fra byer med en til to millioner indbyggere, fortæller hun mig. Det er overraskende for en by med kun lidt over 7000 borgere. ”Eleverne flytter rundt og bor på venners sofaer, i skure langs hovedvejen, i biler, på byens baseballanlæg eller i skoven”, forklarer Michele Overstreet. Jeg parkerer bilen ved en Shellstation. Lige ved siden af ligger et lille skovområde, og for et halvt år siden opholdt en gruppe unge sig i telte mellem træerne. Michele Overstreet fandt dem, da hun ledte efter en elev, der ikke var blevet set på skolen længe. Jeg går ind i skoven og ser straks de små blå teltduge inde bag træerne. Der er ikke gjort noget forsøg på at skjule dem, men selv om jeg er kørt forbi hver dag og er stoppet jævnligt ved tanken, har jeg aldrig lagt mærke til dem. Nu er de forladt. Et af dem er revet op – formentlig af en bjørn.

”Vi er nødt til at være en by på vores knæ”, siger Debbie Herrett, mens hun sidder i sit køkken og ryger en cigaret under emhætten. ”Altså, Wasilla er ikke noget specielt”. Hun ser over på sin mand Robert, som er syg af kræft. Han nikker til hende. ”Vi har masser af problemer med vold i hjemmene, og byen har voldsomme problemer med stoffer”. Debbie ved, hvad hun taler om. Hendes egen datter har nemlig været misbruger, lader hun mig forstå. ”Nej, Wasilla er ikke noget specielt. Men i det mindste har vi let adgang til vores politikere”. ***

Kirkerne i Wasilla udgør borgernes primære sociale sikkerhedsnet. Det er dem, der sørger for billig eller gratis mad, tøj, brænde, rabat på benzin og andre fornødenheder til de trængende. For nylig har en sammenslutning af kirker fået et legat til drift af et herberg, fortæller præsten Ann Whitney. Det er et forsøg på at hjælpe mænd og familier, der ellers ville bo på gaden. Men er du kvinde..? ”Så lad være med at være hjemløs, lyder det sarkastisk, hvorefter præsten tilføjer: “Jeg ved, der er behov for et sted for dem, men det findes ikke.”

| 47

06/06/11 01.23


48 |

bog2.indd 48-49

Monica, 17 책r. | 49

06/06/11 01.23


50 |

bog2.indd 50-51

PĂĽskeĂŚgjagt efter gudstjeneste. | 51

06/06/11 01.23


52 |

bog2.indd 52-53

Larry Curl, 70 책r. | 53

06/06/11 01.23


Jernbanen i retning mod Anchorage

bog2.indd 54-55

06/06/11 01.23


56 | Harley Davidson ved kirke.

bog2.indd 56-57

Hannah og hendes kollega reklamerer langs Parks Hwy. | 57

06/06/11 01.24


58 | Leg med yoyo.

bog2.indd 58-59

For seks müneder siden boede der en gruppe hjemløse teenagere i teltene. Nu er stedet forladt. | 59

06/06/11 01.24


60 |

bog2.indd 60-61

Aurora Aaberg. | 61

06/06/11 01.24


bog2.indd 62-63

06/06/11 01.24


64 |

bog2.indd 64-65

Debbie Herrett. | 65

06/06/11 01.24


66 |

bog2.indd 66-67

Wasillas borgmester Verne E. Rupright. | 67

06/06/11 01.24


68 |

bog2.indd 68-69

Madtid. | 69

06/06/11 01.24


70 | Udsigt mod Wasilla centrum fra “Crack Alley”.

bog2.indd 70-71

John og Taffina Katkus. | 71

06/06/11 01.24


bog2.indd 72-73

06/06/11 01.24


74 |

bog2.indd 74-75

P책skegudstjeneste. | 75

06/06/11 01.24


76 |

bog2.indd 76-77

Hus i udkanten af Wasilla. | 77

06/06/11 01.24


78 |

bog2.indd 78-79

Brugtbilforhandler og skrotsælger ved “Crack Alley”. | 79

06/06/11 01.24


”Wasilla drejer sig om gammeldags, traditionelle værdier”. Jeg sidder over for Joe Munday på hans kontor. Han er præst i byen og har daglig kontakt med Wasillas borgere. ”Vi er meget uafhængige heroppe og ønsker ikke, at de føderale myndigheder blander sig. Washington skal sikre os mod onde mennesker og sørge for veje og militær. Det er grundlæggende set alt, hvad den skal.” Joe Mundays betragtninger er udtryk for en mentalitet, jeg oplevede blandt mange i Wasilla. Frihed er en kerneværdi. Selv om hver har sit udgangspunkt, er det ønsket om den mindst mulige indblanding fra Washington, som går igen hos indbyggerne - fra borgmesteren og ned efter. Lavere skatter, færre restriktioner - frihed til at leve sit liv, som man selv vil. Var det mon den frihed, Sarah Palin tænkte på, da hun sagde, som hun gjorde, under vicepræsidentdebatten i 2008? Måske. Spørger man Wasillas borgmester, Verne E. Rupright, hvad Washington og resten af USA har brug for, falder svaret prompte: ”Det er de simple amerikanske værdier: Arbejd hårdt, behandl folk med respekt og pas dine egne sager. Det er vel sådan, det burde være i et hvilket som helst civiliseret samfund.” Tilbage på Joe Mundays kontor forsøger han at sætte flere ord på: ”Jeg oplever, at mange mennesker i Wasilla og Alaska er mistroiske overfor myndighederne.” Han læner sig tilbage i sin kontorstol og slår så fast: ”Vi værdsætter vores frihed. Den skal andre folk ikke blande sig i”.

80 |

bog2.indd 80-81

Dale L. Bond. | 81

06/06/11 01.24


bog2.indd 82

06/06/11 01.24


All I saw