2 minute read

REDAKTØRENS LEDER

Next Article
ARTLAB

ARTLAB

Sæt kryds ved kulturen

Kommunevalget nærmer sig, og på lygtepæle, busser og i aviserne er portrætter af håbefulde lokalpolitikere, der ønsker at ændre eller forbedre noget i deres lokalområde. Kulturen er sjældent et emne, der bliver prioriteret særlig højt i en valgkamp – hverken til folketingsvalg eller ved kommunalvalget. Men i de kommuner, hvor kulturen bliver prioriteret, er der en gevinst at hente i form af øget tilflytning og et større fællesskab blandt borgerne i frivillighed og inddragelse.

MUSIKEREN har været rundt i landet og talt med lokalpolitikere og kommunale embedsmænd om, hvordan og hvorfor de prioriterer kulturen og musikken i deres kommune. Og hvorfor nogen kommuner ikke har kulturen øverst på dagsordenen. Det er blevet et spraglet kludetæppe, der viser, hvor forskelligt kulturen håndteres kommunalpolitisk. Men fælles for dem alle er, at de lokalpolitikere, der tør tale kulturen op, går ind i sagen med liv og sjæl. Og det er der behov for.

En ny rapport om det elektroniske miljø blev færdig i september og viser et frodigt miljø, der er spredt ud over hele landet. Københavns og Frederiksberg kommune har netop indgået et samarbejde om den elektroniske musik. Så rapporten kan også bruges i resten af landet til at prikke lokalpolitikerne på skulderen med tal, der beviser, at der er behov for at styrke det elektroniske miljø lokalt.

“De lokalpolitikere, der tør tale kulturen op, går ind i sagen med liv og sjæl. Og det er der behov for.”

Vi har også været en tur i Odense, som netop har åbnet dørene til et splinternyt musikkonservatorium, med undervisningslokaler og koncertsale, der er beregnet til musik og har en eminent akustik. Det har været længe undervejs og igennem mange lokalpolitikeres hænder. Men nu er det en realitet.

Orkestrene, ensemblerne og musikkorps er også afhængige af deres lokalpolitikere. I en tid, hvor de er udsatte på hver deres måde, er det vigtigt at kommunalpolitikerne bakker op om deres regionale orkestre. Musikerne fra de danske orkestre har derfor gennem fotos vist deres varierede arbejdsdag. Her kan lokalpolitikere se, at orkestrene spiller derude for borgernes skyld. Se mere på #seosnu og i bladet.

GOD FORNØJELSE.

SIDEN SIDST

CHAMPAGNEGALOPPEN BOBLEDE I HELE DANMARK

Tonerne af H.C. Lumbyes ”Champagnegaloppen” fyldte koncertsale, foyerer, rådhuse og kantiner, da musikere fra landets orkestre, ensembler og musikkorps spillede Champagnegaloppen i fællesskab. www.dmf.dk

MANGLENDE BETALING FORTSÆTTER

Dansk Musiker Forbund er kommet i medierne på baggrund af en sag, som DMF fører for orkesteret Fede Finn & Funny Boyz. Orkesteret har ikke modtaget sit honorar efter at have spillet på Lindelse Kro. www.dmf.dk

ELEKTRONISK MUSIK UD AF SUBKULTUREN

Ny rapport afdækker den danske elektroniske musikscene og synliggør interessen for organisering og professionalisering. www.musikeren.dk

This article is from: