4 minute read

KULTUREN SKAL KOMME NEDEFRA

AF KAREN BENDIX

I Hjørring Kommune er man enige om, at musik og kultur har en stor betydning for den lokale sammenhængskraft og for at gøre kommunen attraktiv for tilflyttere. Men det gør ikke kulturen til et vigtigt emne i valgkampen.

HJØRRING

”I HJØRRING KOMMUNE kommer initiativerne til kultur- og musikmiljøet nedefra. Vores vision om, at alle børn skal have musikundervisning, fra de er fire år, er groet nedefra og udviklet mellem folkeskolerne og musikskolen,” fortæller leder af Den Musiske Skole i Hjørring, Christian Larsen (Foto: Hjørring Musiske Skole).

Det er ikke mange måneder siden, Hjørring Kommune kom på landkortet med en vision om at tilbyde alle børn fra fire år og frem til mellemtrinnet musikundervisning. Visionen er dog ikke fremlagt af lokale politikere, men af det kommunale skolesystem, repræsenteret ved Hjørring Musiske Skole, der er kommunens eneste musikinstitution, og derfor centrum for de musikalske aktiviteter i Hjørring. ”I Hjørring Kommune kommer initiativerne til kultur- og musikmiljøet nedefra. Vores vision om, at alle børn skal have musikundervisning, fra de er fire år, er groet nedefra og udviklet mellem folkeskolerne og musikskolen. Der er ikke kommet ekstra penge fra kommunen til at udføre det. Men vi har haft politikernes opbakning og ’velsignelse’ til at gennemføre det i hele kommunen. Det betyder for eksempel, at vi underviser i musik rundtom på skolerne, hvor børnene får lov til at gå fra en time for at følge deres instrumentundervisning, ligesom man gør det i eksempelvis Finland. Det kan vi gøre, fordi vi ved, at undervisning i udøvende musik kan bruges til at opfylde andre læringsmål som dannelse, trivsel og læring i skolen generelt. Og det har vores kommunalpolitikere bakket op om,” fortæller leder af Den Musiske Skole i Hjørring, Christian Larsen.

BESPARELSER MEN IKKE FLERE PENGE

Da Hjørring over fire år skulle spare 160 millioner kroner, gik det blandt andet ud over musikskolen, som måtte sætte elevpriserne op. Og det har haft indflydelse på tilmeldingen af privatelever, fortæller Christian Larsen: ”Politikernes beslutning om at hæve taksterne kan vi allerede se effekten af. Der er færre, der melder sig til soloundervisning, og det ser nu ud til, at det samlede provenu falder. Så hvis politikerne tror, at de kan spare penge ved at lade borgerne betale mere for de kulturelle tilbud som eksempelvis musikundervisning, så er det en forkert strategi. Sætter man priserne ned, kan flere borgere betale, og dermed får vi flere elever og tjener mere. Derfor ville det være rart med en større bevågenhed fra politikernes side på den effekt, besparelser på kultur og fritidsaktiviteter giver,” mener Christian Larsen, der dog er rigtig godt tilfreds med samarbejdet mellem musikskolen og politikerne.

KULTUREN BYGGER PÅ FRIVILLIGHED

En af de siddende politikere er musiker og DMF-medlem Michael Vajhøj fra Liberal Alliance, der sidder i Fritids-, Kulturog Bosætningsudvalget i Hjørring. Han værdsætter Hjørring Musiske Skoles initiativ med musik ud på alle skolerne i kommunen, men vil ikke give flere kommunale kroner til projektet. Hans mærkesager er børn, erhverv og frivillighed. Og netop frivillighed skal kulturlivet bygges på, hvis det står til ham. ”I mine øjne skal kommunen stille rammer til rådighed, for at et kulturliv skal udfolde sig nedefra og ved frivillighedens vej. Det er ikke kommunens opgave at betale for kulturelle institutioner, men derimod facilitere dem. Jeg går ind for et foreningsliv, der bygger på frivillighed, hvor borgerne tager initiativerne til et aktivt kulturliv. Det er ikke noget, vi kan tvinge ned over borgerne med store kulturelle institutioner,” mener Michael Vajhøj, der lægger vægt på iværksætteri og frihed for den enkelte.

STØTTE TIL RAMMER – IKKE INDHOLD

Rammerne er vigtige for, at et aktivt foreningsliv kan leve. Og der er masser af rammer for idrætslivet i Hjørring Kommune, men det kniber med øvelokaler, spillesteder og scener til musikken. Michael Vajhøj er derfor fortaler for at skabe et sted til de unge, hvor de kan samles, spille musik og hænge ud, så de ikke løber rundt på gader og stræder om aftenen. Men det er dem selv, der skal komme med initiativet. ”Jeg vil gerne bakke op om at skabe rum for et musikalsk vækstlag og et godt ungdomsmiljø i Hjørring. Men det kræver, at de unge og borgerne generelt selv ønsker at skabe et miljø og træder ind i arbejdet.”

Michael Valhøj opdeler kulturen i den oplevede og udøvende kultur. Den oplevede kultur, hvor borgere køber billetter til eksempelvis teaterforestilling og museumsbesøg, er nogle store institutioner, som kommunen har prioriteret at støtte. Den udøvende kultur og kunst kommer nedefra og skal foregå ad frivillighedens vej. På samme måde skelner han mellem kunst og kultur: ”Kulturen er den,der samler os; kunsten er den, der splitter og udfordrer os – forstået positivt. Både igennem den regionale kulturaftale og i KulturAlliancen imellem Frederikshavn Kommune og Hjørring Kommune har vi politikere valgt at satse fælles på nogle af de ting, der kan være svære at løfte alene. Det gælder blandt andet de store fysiske fyrtårne som det regionale spillested Det Musiske Hus i Frederikshavn og det nye egnsteater Vendsyssel Teater i Hjørring og også et orkester som Aalborg Symfoniorkester. Men det er ikke for de ting mit hjerte brænder. Det er for at skabe de rammer, der gør, at tingene kan vokse op af sig selv,” slutter Michael Vajhøj.

“I MINE ØJNE skal kommunen stille rammer til rådighed, for at et kulturliv skal udfolde sig nedefra og ved frivillighedens vej. Det er ikke kommunens opgave at betale for kulturelle institutioner, men derimod facilitere dem,” mener musiker og DMF-medlem Michael Vajhøj, der stiller op for Liberal Alliance i Hjørring.

KÆRE MEDLEM

TJEK DIN PROFIL

Har du skiftet adresse, efternavn eller har du fået ny mailadresse? Så husk at opdatere din profil på

This article is from: