1 minute read

Debatindlæg

Det arbejde, Tours on Wheels laver året rundt, laver vi for at gøre opmærksom på den elendige tilgængelighed.

Drop de mange fine ord, og “nu skal vi have gjort noget” - sæt nu noget handling bag ordene. Vi råber op om det her hele tiden og har arbejdet hårdt for at skabe opmærksomhed - de fleste politikere i Aarhus Byråd har været eller er blevet inviteret med på en tur med os - for at mærke udfordringerne på egen krop. Vi har ihærdigt banket på de forskellige partiers og magistraters døre og forsøgt at sætte tilgængelighed på dagsordenen.

Advertisement

Fra Christiansborg vil man gerne have, at alle bidrager til at holde gang i samfundet, men hvordan skal vi med fysiske eller psykiske handicaps have mulighed for det, når vi ikke engang kan komme rundt i byen eller ind i bygninger?

Under den nyligt overståede valgkamp prøvede vi at sætte fokus på problematikkerne ved at lade politikere fra nærmest samtlige politiske partier prøve en tur i kørestol for at mærke det på egen krop. Og alle var enige om, at det ikke er godt nok med tilgængeligheden for kørestole.

Vi er i Tours on Wheels begyndt at registrere, hvordan tilgængeligheden er for kørestole i Aarhus - både når det kommer til bygninger og parkeringspladser. Det ville være rart med noget opbakning fra kommunen, regionen eller endda Christiansborg. Vi skaber et overblik over, hvad der skal til for at bygningerne er tilgængelige og sikre. Tryghed er et meget subjektivt begreb, så vi foretrækker ”sikkert for alle” i stedet for, da det er mere objektivt.

Opfordringen fra Tours on Wheels lyder derfor: inddrag os i civilsamfundet og dem fra erhvervslivet, så vi i fællesskab kan finde en løsning, der er god for både brugere og butikker i byen.

Cityforeningen og VisitAarhus er klar til dialog og indspark. Vi er klar.

Andre organisationer er helt sikkert også klar. Inddrag os og brug os - vi er eksperterne på det levede liv med et handicap, og det giver det bedste resultat, hvis byen skal indrettes sikkert for os i fremtiden.

Ulla Søberg Jakobsen, bestyrelsesformand, på vegne af Tours on Wheels. Valdemarsgade 20, 103, 8000 Aarhus.

This article is from: