Mit hjerte bløder…

Skiftede mit sociale liv i Aarhus ud med livet i Horsens. Og jeg så frem til det, som skulle være det næste, spændende kapitel i mit liv.

Jeg engagerede mig hurtigt i handicappolitiske organisationer og fik sæde i Handicaprådet, hvor jeg straks mærkede, at jeg kunne gøre en forskel.

Jeg havde lidt naivt håbet og forventet, at Horsens ville overtage min BPA-ordning, som den var i Aarhus.

Processen og revurderingen af min BPA - bevilling gik helt efter bogen i gang i juni 2022.

De sidste fem måneders sagsbehandling og konstante nye krav, - indhentning af lægeerklæringer, 10 år gamle hjemmehjælps-visitationer, forespørgsler til hospitalsafdelinger mv.

Alt sammen informationer, der blev efterspurgt for at afklare, om det nu er korrekt, at jeg er SÅ dårlig? For måske kunne man spare en time her og der ved at lægge hjælpen om?

En ubehagelig proces

Det, jeg har oplevet de sidste fem måneder her i Horsens, har været en meget ubehagelig proces.

En proces og en dialog, der over tid tydeligt viste mig, at mine ord og forklaringer blev drejet, med det tydelige formål at så tvivl om mine behov og dermed muligheden for at nedjustere min ordning.

I min sagsbehandling er der gennem de sidste måneder bl.a. blevet peget i retning af en hjemmehjælpsordning, suppleret med løst tilknyttede behandlere, sygeplejersker m.fl., som ville skulle defilere ind og ud af mit hjem gennem hele døgnet. En håndtering af et plejebehov, der ville begrænse mig voldsomt i mit liv og udadvendte aktiviteter.

Desværre er der ikke meget, der i håndteringen af min sag har peget i andre retninger end en stor spareøvelse.

På intet tidspunkt har jeg mødt spørgsmål, som havde til hensigt at hjælpe mig bedst…

Tydeligt er det, at Horsens Kommune i sin iver for at spare, har haft et mål om at ændre