Således realiserer antisemitten sig som menneske på grund af jøden. Han har brug for sin fjende (jøden, den Anden) for at blive sig selv. Dette er prototypen på det middelmådige småborgerlige massemenneske, der bliver sig selv ved at være konform med massen. Konstruktionen af jøden som noget ydre bliver muliggjort af jødehadet, gør det muligt for småborgerskabet at forene sig i banal solidaritet. Racismen kan forklares som grundlag for samfundsordenen. Antisemitten opfinder derfor historier om jødernes sammensværgelser og trussel mod samfundets eksistens. Sartre siger, at den middelmådige antisemit i virkeligheden flygter fra livet: han gør sig til en ting, en del af massen, et banalt undermenneske, der er bange for de menneskelige eksistensvilkår. Sartre har imidlertid også blik for, at strukturerne i det moderne samfund er med til at skabe modsætningen mellem jøderne og jødehaderne. Når vi henviser til menneskerettighederne, siger vi, at jøden frem for alt er et menneske og ikke kan betragtes som jøde. Ifølge denne opfattelse fødes jøden ikke, men skabes af samfundet. Som sådan kan hverken race, religion, moral, natur eller kultur forklare, at nogle mennesker bliver jøder. Henviser man fx til jødernes fælles fortid, om at de skulle have dræbt Kristus, går det ikke, for korset er jo romersk. Dette viser, at det er samfundet, der konstruerer jøden. Men Sartre hævder også kontroversielt i lighed med Hannah Arendt, der er en anden af det 20. århundredes store kritiske og samfundsengagerede intellektuelle, at jøden risikerer at være med til at konstruere sig selv som jøde. Som alle andre mennesker er jøden et menneske i den situation, at han/hun skal vælge sig selv. Den sande jøde vælger specifikke træk for at definere sin eksistens som jøde. Jøderne har skabt sig selv som folk og race, og de har også brugt modsætningen til samfundet som et middel til at opnå en stærkere identitet som gruppe. Jøderne bliver således masochister, fordi de indvilger i ydmygelsen, skammen, volden, som når de fx tvinges til at gå med jødestjerner. Samtidig mener Sartre, at jøderne repræsenterer den universelle filosofiske rationalitet og humanisme, når de er imod vold og må afvise antisemittens nationalfølelse og racistiske sammenhold. Som jødehaderen vælger sig selv, er jøderne også frie til at vælge sig selv som mennesker, og de kan således også vælge den kritiske rationalitet i modsætning til at definere sig selv som den inferiøre paria. Derfor er antisemitismens racisme et fælles
69
”
…hvordan samfundet har brug for syndebukke… i samtidens politiske debat, hvor nogle samfundsgrupper forsøger at udsondre andre samfundsgrupper for at skabe en fælles enhed og magt”
samfundsmæssigt problem, der udtrykker menneskets tingsliggørelse og ufrihed. Det er vigtigt for Sartre at understrege, at ingen kan blive frie, før den gensidige fornedrelse og undertrykkelse er ophævet. Sartres eksistentialisme har således været med til at illustrere Hannah Arendts pointer om, hvorledes både bødler og ofre, antisemitter og jøder skabte Holocaust i fællesskab, fordi de begge lod sig fange i deres umenneskelige roller. Hermed menes, at gensidig undertrykkelse, kamp og fornedrelse bygger på en tæt forbindelse mellem undertrykkerne og deres ofre, hvor disse ikke er helt isolerede fra hinanden, men gensidigt påvirker og påvirkes af hinanden og dermed i kraft af deres reaktion på hinanden i fællesskab er med til at gøre Holocaust til en realitet.
Også i dag har samfundet syndebukke Sartres analyser er et godt eksempel på, hvordan den kritiske intellektuelle tager et aktuelt samfundspolitisk problem op til kritisk refleksion. Der er mange pointer omkring, hvordan samfundet har brug for syndebukke, og om folk, som det ekskluderer – pointer som også er at genfinde i samtidens politiske debat, hvor nogle samfundsgrupper forsøger at udsondre andre samfundsgrupper for at skabe en fælles enhed og magt. Det er vigtigt at garantere, at et samfund bygger på respekt for mangfoldighed og respekt for forskelligheder, snarere end at man forfølger dem, som er forskellige og anderledes, hvad enten det drejer sig om køn, religion, race eller social klasse. Her virker den kritiske intellektuelle som en person, der altid forsvarer ’den Anden’ og de andre i forhold til den etablerede holdning og norm i et givent samfund.
Jacob Dahl Rendtorff er lector ved RUC. Han har skrevet en række bøger om fransk filosofi, fænomenologi, etik mv., bl.a. Jean-Paul Sartres filosofi, 1998.
Det Ny Clarté #20 —august 2012