Page 1

DET NY CLARTÉ #21 · 7. ÅRGANG · december 2012 LØSSALG KR. 50,-

#21 T EM A :

Venstrefløjen og fagbevægelsen

Læs også:

Fra nydansk til nudansk – unge muslimers medborgerskab | En Utopi? | Europæisk fag- og arbejderbevægelse i krise | Reorganisering og oplysningsorgan | Hans Scherfig. Satirens mester


Udgives af: Foreningen Det Ny Clarté Website: www.clarte.dk Henvendelse: kontakt@clarte.dk Ansvarshavende redaktør: Karen Helveg Petersen redaktoer@clarte.dk

Øvrig redaktion: Flemming Larsen Marc Grønlund Tormod Olsen Anton Thorell Steinø

Troels Riis Larsen Jens Laugesen Christian Borum Albert Scherfig

Portal:

Jens Laugesen webeditor@clarte.dk

Webmaster: Anton Thorell Steinø layout:

Erika Kauffmann

illustrationer:

Erika Kauffmann Miriam Mouritsen Forside: Erika Kauffmann

Korrektur:

Thora Heegaard og Ellen Agerskov

Adresse:

Det Ny Clarté C/O Mediesyndikatet Monsun Nørrebrogade 5c, 1. tv. 2200 København N.

Skribenter: Staffan Dahllöf Søren Engelsen Jørgen Knudsen Mikael Nyberg Klaus Riis

Mikkel Thorup Gerd Callesen Johan Heinsen Kjeld Ammundsen

Gæsteskribenter: Senay Arikan Tanis Malene Fenger-Grøndahl Marc Woodall Asbjørn Wahl Terry Bell

Charlotte K. Pedersen Ole Wugge Christiansen Martin Ottovay Frederik Ohsten

Redaktionen afsluttet: 3. december 2012 Tryk: Frederiksberg Bogtrykkeri A/S Oplag: 500 ISSN: 1902-0333 Abonnement:

Mail: abonnement@clarte.dk Privat 4 numre 225 kr. Opgiv: navn, adresse, tlf. og email Institutioner 4 numre 400 kr. Opgiv: Navn, adresse, tlf., email og faktureringsadresse

Giro: 10189179 Netbank: 1551–10189179 CVR/SE: 3009 2805 Annoncer: annonce@clarte.dk Denne udgivelse er støttet af tipsbevillingen til tidsskriftstøtte 2011.


#21 Aktuelt & baggrund interview

4

Historien, der skal fortælles: Journalistik i en krigstid – Interview med Nagieb Khaja — Af Marc Grønlund

Analyse

7

Fra nydansk til nudansk – unge muslimers medborgerskab

analyse

11

Regningen gives til de fattigste, når krisen kradser.

INTRODUKTION

16

Nye tider —  af Anton Thorell Steinø

kommentar

17

En Utopi? —  af Jens Laugesen

kommentar

21

Utopier er ikke kimærer, de er de mest noble drømme, man kan have —  af Karen Helveg Petersen

Kommentar

25

Mondragon kooperativerne i Euskadi (Baskerlandet)

—  af Senay Arikan Tanis og Malene Fenger-Grøndahl —  af Marc Woodall

Utopi

—  af Gorm Winther

Tema: venstrefløjen og fagbevægelsen introduktion

32

Venstrefløjen og fagbevægelsen —  af Karen Helveg Petersen

Analyse

39

Europæisk fag- og arbejderbevægelse i krise —  af Asbjørn Wahl

Analyse

44

Perspektivet fra Sydafrika og London —  af Terry Bell

Analyse

50

Reorganisering og oplysningsorgan —  af Charlotte K. Pedersen

Kultur  & anmeldelser Bog

53

Komik eller arbejde

Bog

56

Koldkrigsrationalernes fiasko i Latinamerika

bog

58

Den komplekse ondskab

Bog

60

Krisen og den udeblevne systemkritik – et essay

portræt

64

Hans Scherfig. Satirens mester


aktuelt og baggrund

Historien, der skal fortælles: Journalistik i en krigstid – Interview med Nagieb Khaja

Af Marc Grønlund

D

et Ny Clarté har med jævne mellemrum behandlet konflikten i Afghanistan og den danske deltagelse i den årelange besættelse af landet siden 2001.

meraer af civile afghanere selv, og som viser en helt nye side af den årelange konflikt, uset af et vestligt publikum og ignoreret af kyniske magthavere og behagesyge medier.

I 2014 forlader de udenlandske magter anført af NATO Afghanistan og overlader landet til en form for afghansk regering med en vis suverænitet, men med meget lidt reel magt og truet af både interne spændinger, stor korruption og et omfattende oprør ledet an af den genrejste Talebanbevægelse.

I starten af oktober satte vi os ned til en snak med Nagieb Khaja, netop som han var på vej til endnu en krigsskueplads i Syrien, og blot få uger inden ”My Afghanistan” fik verdenspremiere til filmfestivalen CPH:DOX.

Men hvad er status på konflikten? Og har vi egentlig fået et retvisende billede af den krig, som nok har været meget omtalt, men som mere og mere, i takt med den forestående tilbagetrækning, fremstår fjern og i stigende grad behandles med apati og ligegyldighed?

Igennem en årrække har Nagieb Khaja med jævne mellemrum rejst til Afghanistan, hvor han, som regel ved hjælp af lokale kontakter og journalistkolleger, har begivet sig ud i nogle af de farligste egne i særligt den sydlige del af landet. Bogen fra sidste år var en opsummering af de rejser, han har foretaget siden 2004, og er derfor et naturligt startpunkt for vores samtale. For hvad var det, han ville opnå med bogen, og har den rent faktisk ændret på debatten om krigen?

Til at svare på disse og en række andre brændende spørgsmål, har vi talt med Nagieb Khaja, danskafghansk journalist, som igennem flere år har rejst i de dele af Afghanistan, hvor vestlige medier sjældent har vovet sig ud. Sidste år udgav Nagieb Khaja den roste, men lidt oversete, bog ”Historien, der ikke bliver fortalt”, hvor han beretter fra den ’anden side’ af det krigshærgede land og ikke mindst blotlægger nogle af de mange illusioner om en ’god og retfærdig’ krig, som er blevet ivrigt næret af politikere, militær og medier i (u)skøn forening. I bogen møder vi mange af de civile, som lever klos op ad slagmarken i den sydlige del af Afghanistan, men hvis levevilkår og skæbne ikke har interesseret synderligt mange i Vesten hidtil. Nagieb Khaja er samtidig aktuel med en ny dokumentarfilm om krigen, ”My Afghanistan”, der for en stor dels vedkommende er optaget med mobilka-

4

Et skævvredet billede

− Vi har længe fået et skævvredet billede af situationen i Afghanistan. På den ene side har vi haft journalister, der rapporterede fra de større byer og gav indtryk af, at de rapporterede fra krigens Afghanistan. Men de større byer såsom Kabul er altså en helt anden virkelighed end konfliktområderne. I min optik kunne de lige så godt have været i Islamabad eller siddet derhjemme, for det er ikke der, hvor krigen foregår. Og på den anden side har vi haft journalister, som var ’embedded’ med militæret; det skaber i sig selv et filter, hvor man ikke får adgang til en masse oplysninger. Forsvaret omgås kun folk, som de samarbejder med, så allerede der er kilderne farvet.

Det Ny Clarté #21 —december 2012


− Det, som det handler om, hvis man vil fortælle den rigtige historie om krigen, er at tage ud til konfliktområderne og møde de lokale folk, som lever midt i krigen. Det var, hvad jeg gjorde og fortæller om i bogen. Jeg forsøgte at komme uden om det filter, som det vestlige publikum har fået præsenteret krigen igennem.

Hvordan synes du, bogen er blevet modtaget? − I den brede offentlighed er det budskab, jeg gerne ville have ud, ikke rigtig kommet igennem. Min tilgang har generelt været kritisk over for den militære tilstedeværelse. Men der er folk i forsvaret, som har sympati for det, jeg har lavet. Det har de selv tilkendegivet, og de synes, at det, jeg skriver, er i overensstemmelse med deres egne oplevelser. Det kommer ofte fra folk, som har været derude selv, men jeg har også talt med folk på et mere overordnet plan, som har indrømmet, at den militære strategi ofte er blevet udformet på et politisk grundlag. I politiske kredse har bogen rusket lidt i folk, bl.a. hos nogle af dem, der er tæt på udenrigsministeren. Det har jeg i hvert fald hørt. Der er sikkert mange, som er dybt uenige med mange af mine konklusioner. Men de er ikke kommet på banen med det. De har valgt at ignorere bogen. Der er ellers blevet talt om et skifte i debatten i de sidste par år?

− Der var allerede kommet en lidt mere kritisk debat, før min bog udkom. De fleste ved i dag, at der er noget galt, men det er der forskellige årsager til, og medmindre der bliver såret danske soldater, så er der en tendens til at glemme, at vi er dernede. Danmark har også en helt anden taktik nu, man holder sig til sine baser og tager ikke ud og ’opsøger fjenden’, som de kalder det.

banere, som havde et godt ry i deres lokalsamfund, er blevet dræbt og erstattet af mere radikale typer fra Pakistan. Der findes Wikileaks filer om møder mellem amerikanske embedsmænd og officerer, som diskuterer strategien og roser den, netop fordi den har den effekt, at Taleban skubber lokalbefolkningen fra sig. Rent kynisk har amerikanerne ment, at det var til gavn for krigsindsatsen. Selvom det naturligvis står i skærende kontrast til NATO’s snak om, at man gerne vil forhandle med ’moderate’ talebanere, som man altså bevidst går efter med den her strategi.

Krigen set fra en mobiltelefon Siden 2009 har Nagieb Khaja sideløbende med sine øvrige aktiviteter, arbejdet på en dokumentarfilm om det selvsamme emne og omdrejningspunkt for bogen: Livet i det krigsramte Afghanistan og tilværelsen for de helt almindelige afghanere, som har levet med krig i mere end et årti. − Min tanke var, at for at kunne fortælle deres historie og komme ind under huden på dem, så var det selvfølgelig nødvendigt at blive der i lang tid. Men det var for stor en risiko, både for dem og for mig. Så hvorfor ikke lade dem lave en film selv? I filmen er lokale fra Helmand blevet udstyret med mobiltelefoner med kameraer, så de kan filme sig selv og deres hverdag. Kameraer kan godt være et særsyn i de her områder, men mobiltelefoner er efterhånden almindelige i selv de mest isolerede dele af verden, så det vakte mindre opsigt. Det er en filmisk version af bogen, men modsat bogen er det ikke noget journalistisk projekt. Filmen tager udgangspunkt i afghanernes liv i et område, hvor medierne sjældent kommer ud, fordi der er stor fare for at blive kidnappet eller dræbt. Hvad har filmen at fortælle os?

Der er altså også sket noget nyt i selve krigsførelsen?

− Siden bogen udkom, har der været flere massive offensiver i Sydafghanistan, og Taleban er ikke så meget på banen som før. Men samtidig med at den her ’surge’ eller troppeforstærkning fandt sted i syd, så steg oprørernes aktiviteter i det østlige Afghanistan med 800 %. Så det havde egentlig bare den effekt, at de rykkede andre steder hen. Spørgsmålet er, om Taleban er helt knækket nede sydpå, eller om de har tilpasset sig den massive tilstedeværelse som ’fisk i vandet’ og bare venter på, at antallet af tropper daler igen. Det hele er lidt åbent nu. − Jeg ved dog, at Taleban er blevet mere upopulære i nogle af de områder, hvor de før stod stærkt. Flere kilder siger, at det skyldes amerikanernes ’kill or capture’ strategi, hvor de går efter Talebans lokale ledere. Det har ført til, at en masse moderate tale-

5

− Jeg håber, den giver et anderledes indblik i Afghanistan. Et indblik i det Afghanistan, hvor den militære tilstedeværelse er mest markant. Jeg vil gerne give folk i Vesten indblik i, hvordan de civile oplever deres eget liv og den vestlige tilstedeværelse, uden at det er journalistisk, men mere personligt præget. Det er en film, hvor de er blevet bedt om at fortælle om deres liv, men hvor krigen alligevel hele tiden dukker op i den hverdag, som de bare prøver at få til at fungere.

En pligt at bryde konsensus Med så farlig en opgave, han undertiden har påtaget sig i krigszoner, er det samtidig interessant at spørge ind til, hvordan Nagieb Khaja opfatter sin egen rolle. For er han ikke langt mere engageret, end den traditionelle opskrift på en distanceret journalist foreskriver?

Det Ny Clarté #21 —december 2012


aktuelt og baggrund

− Jeg er på visse områder aktivistisk. Jeg deltager i debatten og har holdninger til tingene. Men jeg gør det mere af nød end af lyst, og jeg deltager altid på baggrund af et journalistisk vidensgrundlag. Jeg synes faktisk, det ville være uansvarligt af mig, hvis ikke jeg blandede mig, når jeg har den viden, som jeg har.

rende tendenser, som vi også ser hos medierne. De lader sig alt for tit præge af en politisk diskurs. Jeg ser mig selv som en del af et internationalt fællesskab af folk, som prøver at være i opposition til det.

Men kan det ikke være et problem, risikerer du ikke at blande to forskellige roller sammen?

− Jeg tror, det hele er afhængigt af det internationale samfund. Først og fremmest at de blander sig udenom, men på den måde at de sørger for at få lavet nogle spilleregler, der tvinger de forskellige grupperinger i landet til at sætte sig sammen, og man får en form for føderal stat i Afghanistan, som fungerer på samme måde, som Afghanistan altid har fungeret. Der er brug for, at nogen internationale aktører, som ikke har aktier i konflikten, blander sig. Det kunne være en tredjepart, som Taleban også stoler på. Det nytter ikke noget, at det er et vesteuropæisk land, som har haft tropper med i ISAF-styrken. De krigsførende lande er nødt til at trække sig helt ud.

− Det ser jeg ikke noget problem i, fordi jeg bygger mine holdninger på mine observationer og mit arbejde. I Danmark har der nærmest været konsensus om krigen i Afghanistan. Jeg føler, det er min pligt som journalist at bryde den konsensus, når jeg kan se, at den bunder i et svagt og forvrænget erfaringsgrundlag, som er forkert. Jeg ville føle mig skyldig, hvis ikke jeg blandede mig. Jeg er ikke blevet journalist for æstetikkens skyld, jeg vil gerne ændre verden. Jeg vil også gerne fortælle fantastiske historier, men mit hovedformål er at rykke ved folks verdensbillede. Det kan man vel også på et nyhedsmedie, som du selv har været på tidligere?

− På en nyhedsredaktion er det svært at fortælle de historier, som jeg gør. jeg kan ikke arbejde under nyhedskriterier, som afgør, hvad der er interessant at vise. Da jeg var på TV-2, var det ikke i højsædet at fortælle historier om de civile afghanere, man gik mere efter noget, folk kunne identificere sig med, såsom de danske soldater. Senere sadlede man om, men det er sjældent, at man laver andet end at rapportere fra Kabul, og det er bare ikke tilstrækkeligt, hvis man vil vise hele billedet.

Udsigt til mere krig Hvordan tror du, det ender i Afghanistan?

− For de fleste lande er det blevet en kattepine at være der. Men amerikanerne er nok delt i to lejre, hvor nogen gerne vil fastholde faste baser, så de kan omkranse Iran og opretholde indflydelse i et område, hvor kineserne også er til stede. Men der er også nogen, der bare gerne vil ud, og som ikke mener, det er det værd. Det, der er helt klart, er dog, at man overhovedet ikke har nogen klar plan for at stabilisere Afghanistan. Hvis det fortsætter som hidtil, tror jeg, vi vil få et fraktioneret Afghanistan efter 2014, hvor en række militser vil kæmpe om magten. I værste fald kan det blive en meget voldsom borgerkrig, som da russerne trak sig ud. Skal du så tilbage og dække det?

Hvad ser du så dig selv som?

− Sandsynligvis. − Jeg føler mig som en del af en strømning, der er i opposition til de generaliserende og dæmonise-

6

Marc Grønlund er historiker og journalist. Se også Det Ny Clarté #15, 16, 17 og 18.

Det Ny Clarté #21 —december 2012


Fra nydansk til nudansk – unge muslimers medborgerskab

Tørklæder, halalkød, badeforhæng og mandschauvinisme. Diskussionen om unge muslimers placering og påvirkning af det danske samfund har været låst fast i symbolske markeringer fra begge sider. Det er på tide at sætte en ny dagsorden – om nudanskhed og medborgerskab. Af Senay Arikan Tanis og Malene Fenger-Grøndahl

E

n undersøgelse af danske mediers omtale af islam og muslimer i løbet af et par måneder i efteråret 2011 viser, at 58 % af alle artikler, debatindlæg, ledere og kommentarer i fire aviser gav et negativt indtryk af islam og muslimer. Kun 8 % var positive. Undersøgelsen blev foretaget af Det nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI), og forskningsassistent Kristina Weibel, der stod bag undersøgelsen, kunne bl.a. fortælle, hvordan en omtale af en voldtægtsforbrydelse indeholdt en beskrivelse af gerningsmanden. Her bliver hans kriminelle handling sat i sammenhæng med, at han er muslim og har været på såkaldt genopdragelsesrejse for at lære om islam og somalisk kultur. Kristian Weibel nævner også, at mange tekster reproducerer en ensidig og negativ stereotypisk opfattelse af muslimer ved fx at tage udgangspunkt i, at etnisk danske kvinder er frigjorte, mens muslimske kvinder er kuede og undertrykte. I flere artikler opstilles muslimer som en modpol til danske værdier og danskhed. Ofte er de valgte overskrifter og illustrationer med til at bekræfte stereotypen. Selv kommer muslimer til gengæld kun sjældent til orde; i 75 % af de pågældende artikler, læserbreve og kommentarer om muslimer og islam hørte man ikke én eneste muslim. Negativ diskurs om muslimer og islam Undersøgelsen er ikke epokegørende. Den er snarere en gentagelse – eller endnu en dokumentation – for det, som langt de fleste, der har fulgt med i mediedebatten og den politiske debat siden terrorangrebet mod New York og Washington 11. september 2001, allerede ved: At debatten siden har været præget af en generelt negativ diskurs om islam og muslimer og har været domineret af negative eksempler, som er blevet gjort til generelle eller universelle påstande om islams eller musli-

7

mers (uforanderlige) væsen. Religionsforsker Nadja Jeldtoft har påvist, at de mest religiøse og mest aktivistiske muslimer fylder uforholdsvis meget i det danske mediebillede og til dels også i forskernes fremstilling af islam og muslimer i Danmark. I 2008 lavede World Economic Forum en undersøgelse af mediediskursen om forholdet mellem islam og Vesten, foretaget i 24 forskellige lande. Her placerede Danmark sig øverst på listen over lande – som det land, hvor andelen af artikler med negativ omtale var højest og andelen med positiv omtale lavest. Her var der altså ikke blot tale om negativ omtale af islam og muslimer, men endvidere et negativt og pessimistisk billede af forholdet mellem Vesten og islam. Den danske politiske debat om integration har i høj grad fulgt samme mønster og har handlet meget om (u)foreneligheden af islam, muslimsk kultur og islamiske værdier med demokrati, danskhed, kristne eller sekulære værdier. Hizb ut-Tahrir: Kun Guds love gælder

58 % af alle artikler, debatindlæg, ledere og kommentarer i fire aviser gav et negativt indtryk af islam og muslimer. Kun 8 % var positive”. Denne kategorisering af værdier og mennesker svarer til de holdninger, der findes blandt medlemmerne af den islamistiske bevægelse Hizb ut-Tahrir, hvis talsmænd og medlemmer giver udtryk for, at islam og demokrati er uforenelige størrelser. De råder deres, ofte veluddannede, medlemmer til ikke at engagere sig i partipolitik eller stemme ved folketingsvalg, da de ikke opfatter de demokratiske institutioner og de folkevalgte politikere som henholdsvis gyldige eller legitime.

Det Ny Clarté #21 —december 2012


aktuelt og baggrund

Her placerede Danmark sig øverst på listen over lande – som det land, hvor andelen af artikler med negativ omtale var højest og andelen med positiv omtale lavest”

Ifølge Hizb ut-Tahrirs ideologi er kun Guds love, som de er åbenbaret i Koranen, gyldige og bindende for muslimer. Hizb ut-Tahrir bekræfter altså den formodning, som er udbredt blandt mange ikkemuslimske danskere: at islam og demokrati ikke kan kombineres, og at graden af religiøsitet blandt muslimer hænger sammen med ekstremisme og antidemokratiske holdninger. Nyere forskning i radikalisering og antidemokratisme bekræfter imidlertid ikke en sådan direkte sammenhæng.

’Offensiv islam’ vinder frem Der er ganske vist blandt den yngre generation af muslimer en større og stigende religiøsitet end i forældre- og bedsteforældregenerationen. Det viser flere undersøgelser, bl.a. det såkaldte IntegrationsIndex fra Catinét. De unge er præget af det, den danske islamforsker Jørgen Bæk Simonsen kalder ’offensiv islam’, som er karakteriseret ved, at de unge i højere grad end forældregenerationen forholder sig aktivt og kritisk til deres tro. Islam er for dem i højere grad end for forældrene et tilvalg, og dette tilvalg er ofte forbundet med et delvist fravalg af forældrenes etniske og nationale identitet som fx pakistanere, tyrkere, arabere, jugoslaver, afghanere, somaliere osv. Forskerne Kirstine Sinclair og Kate Østergaard skriver i antologien 11. september – verdens tilstand ti år efter (Aarhus Universitetsforlag, 2011) om ”Muslimske organisationer i Danmark 2001-2011 – Debat og reaktioner siden 11. september 2001”, og her nævner de, at den offensive islam blandt unge muslimer i Danmark ”har forskellige udtryk og ses både blandt liberalt og humanistisk orienterede muslimer, der ønsker at skabe en plads til islam i den offentlige sfære og at involvere sig i nye spørgsmål, der opstår i den europæiske kontekst. Men ses også udtrykt i såkaldt fundamentalistiske grupper, som er imod tilknytning til Danmark, og som opfatter de liberales tilgange som at gå på kompromis med islam. ’Fundamentalistisk’ betyder her, at man ud over at have en bogstavelig tolkning af de religiøse tekster også opfatter islam og alle andre religioner og kulturer som modsætninger.”

Radikale muslimer: Veluddannede tv-seere I januar 2010 blev resultaterne af en undersøgelse med titlen ”House of War” om islamisk radikalisering i Danmark offentliggjort. Den var gennemført af to forskere for Center for Forskning i Islamisme og Radikaliseringsprocesser (CIR) ved Aarhus Uni-

8

versitet og var den første større kortlægning af radikalisering herhjemme. Undersøgelsen, der byggede på interview med 15-30-årige muslimer med baggrund i 12 forskellige lande, men bosiddende i Danmark, viste, at langt hovedparten – 76,5 % – enten slet ikke var radikaliserede eller var radikaliserede i meget mild grad. Knap hver femte – 17,8 % – sympatiserede med den radikale islamisme, men støttede den ikke direkte. 5,6 % støttede den radikale islamisme direkte. Om det er mange eller få, kan diskuteres. Men interessant er det, at rapportens profil af de radikaliserede personer viste, at de generelt var veluddannede, talte godt dansk, så dansk tv og havde arbejde. Tilsvarende resultater fremkom i en lignende undersøgelse foretaget i Aarhus af CIR. De radikaliserede unge deler med andre ord karakteristika med mange af de unge muslimer, som er aktive i fuldt ud demokratiske muslimske foreninger og organisationer.

Tro understøtter medborgerskab Disse foreninger, som der er blevet flere af de seneste ti år, har typisk medlemmer med meget forskellig etnisk baggrund, men med fælles udgangspunkt i islam. De opfatter typisk demokrati, samfundsengagement og religiøsitet som naturlige dimensioner i deres liv og samfundsforståelse. De insisterer med andre ord på at få tingene til at hænge sammen og på, at en muslimsk identitet og en stærk personlig tro kan kombineres med, eller ligefrem understøtte, et aktivt medborgerskab, demokratisk sindelag og demokratisk deltagelse. De opfatter typisk sig selv som danske muslimer og/eller som ’muslimske verdensborgere’ – og dermed som del af et tværetnisk og transnationalt religiøst fællesskab, der ikke er begrænset af nationalstatslige eller andre geografiske grænser. Et eksempel er foreningen Muslimer i Dialog, der tilbyder dansksproget undervisning i islam til sine medlemmer, men også laver mere udadrettede kampagner, som skal påvirke muslimer til at engagere sig i samfundet. Her kan nævnes kampagnerne ’Giv blod’ og ’Tag Ansvar’. Sidstnævnte var en opfordring til, at muslimer skulle bruge en lørdag på at rydde op og fjerne affald i deres lokalområde.

Der er ganske vist blandt den yngre generation af muslimer en større og stigende religiøsitet end i forældre- og bedsteforældregenerationen”

Hermed bryder de unge med den diskurs, der hævder, at det danske samfund er og skal være båret af danske kristent funderede værdier. De unge oplever derfor også, at deres foretrukne identitet eller selvopfattelse ikke bliver anerkendt af det omgivende samfund, men snarere anfægtet og problematise-

Det Ny Clarté #21 —december 2012


ret. Dette både af ’trosfæller’ i fx Hizb ut-Tahrir og blandt politikere, ikke kun fra Dansk Folkeparti, men også fra store dele af det øvrige politiske spektrum. Især efter 11. september 2001 har der været stærkt, og primært negativt, fokus på islam i de danske medier og i den danske politiske debat. Det har resulteret i, at unge muslimer har oplevet, at de af deres skole- og studiekammerater, af lærere eller tilfældigt forbipasserende er blevet presset til at redegøre for deres teologiske og politiske position i forhold til emner som dødsstraf, sharia, utroskab, forholdet mellem politik og religion, kønsroller, homoseksualitet og ægteskab. Både deres position som religiøs minoritet i en dansk sammenhæng og den globale tendens til at dele verden op efter religiøse skillelinjer, hvor især kristendom og islam ofte udpeges som modsætninger, betyder, at de er blevet mere synlige som muslimer. De bliver oftere end unge med kristen, hinduistisk eller buddhistisk baggrund identificeret med udgangspunkt i deres religiøse tilhørsforhold. De unge oplever samtidig, at de ikke altid har svar på disse spørgsmål, når de bliver afkrævet teologiske udredninger eller personlig stillingtagen til etiske og politiske dilemmaer.

Godt integreret på papiret De unge står med andre over for – eller midt i – en identitetsmæssig opgave af de større. Hvordan finde sig til rette under disse vilkår? Her vælger nogle få unge angiveligt den radikale og antidemokratiske islam. Overraskende er det typisk unge, som på papiret regnes for godt integreret, At det netop er disse unge, som radikaliseres, kan måske forklares med, at deres forventninger og visioner er højere end fx forældregenerationen, der qua deres dårligere danskkundskaber og opvækst i fattige, uroplagede lande, er tilfredse med at leve i et velfærdssamfund, hvor de måske ikke anses for ligeværdige medborgere, men i det mindste har adgang til social sikkerhed og muligheder for socioøkonomisk opstigning. De unge, der typisk er født og opvokset i Danmark, har formodentlig en anden forventning om at blive behandlet ligeværdigt. En tilsvarende tendens har vist sig i tidligere undersøgelser af oplevet diskrimination, hvor de grupper af flygtninge, der havde opholdt sig længst i Danmark og havde det højeste uddannelsesniveau, havde flere oplevelser af diskrimination end andre flygtninge. Nogle unge muslimer med ressourcer og kvalifikationer ’vælger’ altså en identitet og rolle som islamiske fundamentalister i opposition til demokratiet og som demokratiske medborgere, mens andre insisterer på det modsatte: at islamiske værdier stemmer overens med demokrati og danskhed. Hvordan kan det være? Noget tyder i hvert fald på, at islam ikke som sådan er den forklarende og afgørende faktor. Islam kan dog næp-

9

pe heller tænkes ud af sammenhængen, for det er svært at forestille sig, at den mediebårne diskurs om islam ikke påvirker de unges valg(muligheder).

Udenlandsk forskning i radikaliseringsprocesser er hidtil ikke lykkedes med at identificere en gennemgående faktor, der skubber den enkelte i retning af radikalisering og i sidste ende potentielt voldelig adfærd og terrorisme”

Her er det interessant, at flere undersøgelser foretaget af danske forskere har påvist, at kun få danske muslimer anser imamerne for at være troværdige religiøse autoriteter. Især de unge nærer stor skepsis til imamerne og anser dem ofte for irrelevante, når de skal finde svar på de udfordringer, de møder i et forsøg på at leve som ’gode muslimer’ i en nutidig europæisk kontekst. De unge søger derfor ofte svar i udlandet, på internetbaserede fora eller i selvbestaltede religiøse grupper, hvor de på egen hånd fortolker Koranen. Dette kan give sig udslag i antidemokratisk fundamentalisme eller i liberale, demokratiske tolkninger.

Mønsterbrydere eller reformatorer? Hvilken vej den enkelte muslim vælger, er naturligvis påvirket af en lang række faktorer. Udenlandsk forskning i radikaliseringsprocesser er hidtil ikke lykkedes med at identificere en gennemgående faktor, der skubber den enkelte i retning af radikalisering og i sidste ende potentielt voldelig adfærd og terrorisme. Omvendt er der heller ikke med sikkerhed fundet en formel for ’mønsterbryderne’. De unge, som formår at udvikle sig til aktive, demokratisk sindede medborgere, selv om deres forældre er indvandret fra ikke-demokratiske lande og typisk ikke har nogen uddannelse med i bagagen. Flere kvalitative undersøgelser af succesfulde etniske minoritetsunge har imidlertid påvist, at de unge ikke nødvendigvis opfatter sig selv som mønsterbrydere. De mener kun sjældent, at et brud med forældrenes værdier eller religion har været nødvendigt eller fremmende for deres egen succes. Snarere peger de på, at en vis reformering og en videreudvikling af forældrenes værdier og religiøse udgangspunkt har været gavnligt. De peger på kontinuitet snarere end brud som det afgørende i deres livshistorie. De ønsker at se deres liv som en sammenhængende fortælling, som forbinder dem bagud i tid til deres forældre og slægtninge og i nutid og fremtid både til deres forældre, det danske samfund og den øvrige verden.

Det Ny Clarté #21 —december 2012


aktuelt og baggrund

bl.a. fordi de fik øje på ligheder mellem jødedom og islam, som de ikke havde været opmærksomme på.

Fra Arkiv; Ulla Rose Andersens

Nudanskhed på mode? I december 2010 skrev den daværende formand for Ny-Dansk Ungdomsråd, Samira Nawa (tidligere Ahmad) i en klumme i MetroXpress under overskriften ”Nudanskhed kan være vejen frem”: ”For mig står det dog lysende klart, at danskhed ikke er noget, man kan påtvinges fra oven – det er en følelse, og du finder den dybt inde i dig selv. Derfor er det da også enormt vigtigt, at vi sammen finder en definition på danskhed, der rummer alle de mange mennesker, der bor og lever her i dag. I Ny-Dansk Ungdomsråd har vi foreslået betegnelsen nudansker – en åben og inkluderende betegnelse, der dækker alle dem, som er danskere i nuet. På samme måde som ordene i en nudansk ordbog er i evig bevægelse, forvandling og fornyelse, så er det danske folk det nemlig også. Vi tænker, handler og er ikke som for 100 år siden, og det er ret så vigtigt, at især den yngste generation af samfundsborgere ved, at den danske befolkning kan have forskellig hud- og hårfarve, religion, livssyn, seksualitet, madvaner med videre.” Ikke mindst i skolen er der mulighed for at arbejde med denne ’nudanskhed’ ved fx at inddrage ikkekristne traditioner, men også ved at udvikle nye traditioner, som giver mening for nutidens danske skolebørn. Men det kan kun lade sig gøre ved bevidst at etablere en modvægt til den mediediskurs, der beskriver islam og muslimer overvejende negativt og som en modsætning til danskhed og kristendom. Her kan man fx hente inspiration i projektet ’Din tro – min tro’, et gæstelærerprojekt, som har kørt i København i omkring otte år. Gæstelærerteams bestående af en kristen, en muslim og en jøde tager ud på folkeskoler og fortæller om deres tro og praksis, og om de ligheder og forskelle, der er i de tre monoteistiske religioner. En evaluering af projektet fra november 2011 viste, at et stort flertal af både lærere og elever oplevede, at de fik større viden om de tre religioner. Især de muslimske elever oplevede det som øjenåbnende at se en muslim forklare sin praksis. En stor del af de muslimske elever oplevede desuden at få et mere positivt indtryk af jødedom,

10

Omvendt viser undersøgelser foretaget af antropologen Laura Gilliam fra DPU, at de mange kristne traditioner i skolen, som lærerne ofte ikke er bevidste om, at de lægger ind i skoletiden, kæder (folkekirke)kristendom, danskhed og ’normalitet’ sammen på uheldig vis. Konsekvensen bliver ifølge Gilliam uundgåeligt, at de etniske minoritetselever, især de ikke-kristne, nemt føler sig marginaliserede og fremmedgjorte. Tilbage står især drengene med (lidt skarpt formuleret) et valg mellem at tilpasse sig en ’kristen’ danskhedsnorm eller at leve op til rollen som utilpasset ’muslimsk’ ballademager. Her oplever de muslimske unge med andre ord en form for ’fundamentalisme’, hvor der – ganske vist uudtalt – tegnes et skel mellem ’de rigtige’ og ’de forkerte’. Reaktionen vil ofte være, at de unge – især drengene – søger identitet og sikkerhed i en gruppe af ’forkerte’, som bekræfter mediernes uudtalte præmis om, at islam og demokrati ikke kan forenes. Samtidig viser virkeligheden, at mange muslimske unge fungerer som aktive demokratisk sindede samfundsborgere. I det omfang, deres religiøse ståsted bliver accepteret og kan rummes i fællesskabets definition af det selv, bliver det for mange af dem mindre magtpåliggende at hævde dette ståsted. Så bliver de i stedet til nudanske unge, der har identiteten som demokratiske modstandere af de fundamentalistiske kræfter til fælles med andre nudanske unge.

Malene Fenger-Grøndahl (f. 1976) er journalist, forfatter og foredragsholder med speciale i integration, etniske minoriteter, Mellemøsten og religion. Hun har skrevet og bidraget til en række bøger om disse emner. Senay Arikan Tanis (f. 1982), cand.mag. i filosofi og samfundsfag, samfundsdebattør og foredragsholder med speciale i menneskerettigheder og demokrati, integration og unge med etnisk minoritetsbaggrund. Hun har holdt foredrag og medvirket til debatter om disse emner.

Det Ny Clarté #21 —december 2012


Regningen gives til de fattigste, når krisen kradser.

I 2012 faldt udviklingsbistanden for første gang i 15 år. Den globale økonomiske krise fik stats- og regeringsledere til at trække på deres hjælp til verdens fattige for at sikre finanspolitisk spillerum og politisk ro på hjemmefronten. Det giver kriseregningen videre til verdens mest sårbare mennesker. Det er sammen med en række andre tendenser med til at underminere det globale udviklingsarbejde og viser et systematisk internationalt svigt af verdens fattige. Af Marc Woodall

D

. 4 april 2012 var en opsigtsvækkende dag for dem, der fulgte international udviklingspolitik. Det var på denne dag, at OECD, samarbejdsorganisationen for de industrialiserede lande, udgav deres årlige gennemgang af verdens udviklingsbistand. Det er normalt i forbindelse med denne årlige tilbagevendende ”event”, at udviklingsorganisationer i den vestlige verden udsender pressemeddelelser og analyser, der forklarer, hvorfor det er godt, at bistanden stiger igen i år, men ærgrer sig over, at den langt fra stiger nok. Dette fører ofte en lang række analyser med sig af, hvad flere penge vil kunne bruges til, samt hvad brud på bistandsløfter betyder for den internationale tillid mellem rige og fattige lande. D. 4 april i år var dog lidt anderledes.

0,7 % startede som et minimumskrav, det mindste man kunne forvente af rige lande der havde taget så meget fra verden og givet så lidt. Nu er det en uoverkommelig opgave. Et gammelt løfte, man helst ser glemt.“ Den 4. april 2012 kunne OECD nemlig oplyse, at for første gang siden 1997 var mængden af udviklingsbistand nemlig faldet. I 2011 gav donorerne fra OECD, de såkaldt DAC-lande, 133,5 mia. dollars i udviklingsbistand. Et fald på 3 % fra året før. Dette ser måske ikke ud af meget ved første øjekast, men når man ser det i et større internationalt politisk perspektiv, begynder man at ane konturerne af noget odiøst. For træder man lidt tilbage, ser man faldet i bistand som del af et globalt system, der bygger på ulighed og undertrykkelse, og som i de sidste år har tvunget det globale samfund til at stille store

11

spørgsmålstegn ved den vestlige verdens solidaritet med fattige og undertrykte mennesker.

0,7 %: Det uopnåelige minimumskrav Et af de mest kendte tal i udviklingspolitik er 0,7%. Tallet står for den procentdel af et lands bruttonationalindkomst, som skal gives i udviklingsbistand. Der er aldrig givet udtryk for præcist, hvad der vil ske, når dette mål nås, og begrundelserne for tallet er mildest talt svage, men det har i flere årtier stået som en symbolsk måling af de rige landes politiske engagement og dedikation over for udviklingslandene og fattigdomsbekæmpelse. 0,7 % så dagens lys i en FN-resolution fra 1970. Her blev målet stadfæstet på anbefaling fra det, der hed Pearson Kommissionen. I resolutionen lyder det: ”Each economically advanced country will progressively increase its official development assistance to the developing countries and will exert its best efforts to reach a minimum net amount of 0.7 per cent of its gross national product at market prices by the middle of the decade” FN Resolution 2626, art.( 43), 24. oktober 1970 Målet om 0,7 % var dermed sat, og i-landene skulle gøre deres ypperste for at nå det inden 1975. Løftet er blevet gentaget utallige gange siden da, men her 42 år efter er missionen mislykkedes for alle undtagen fem industrialiserede lande1. I 2005 lovede verdens rigeste lande ved G8-topmødet i Gleneagles at nå 0,7 % inden 2015, og løftet blev gentaget samme år af de 15 rigeste EU-lande. Ingen seriøse mennesker tror i dag, at målet bliver nået. En udregning af 1 Danmark, Sverige, Norge, Luxembourg og Holland giver over 0,7 %

Det Ny Clarté #21 —december 2012


aktuelt og baggrund

Mens det ved første øjekast kan virke fornuftigt at fjerne bistand fra fremadstormende økonomier med storpolitiske ambitioner, er der nogle faldgruber.“

NGO-netværket Concord Europe viser, at EU manglede omkring 115 mia. kroner bare for at nå de 0,55 %, der var lovet sidste år.

tiske og sociale indikatorer som børnedødelighed, politisk frihed og uddannelse. Områder, hvor bistand kan gøre en forskel.

Alle er bekendte med tendensen til at bruge udviklingsbistand til alt muligt andet end udviklingsarbejde (erhvervsstøtte, sikkerhedspolitik m.m.). Der er store mængder penge, som kaldes ”udviklingsbistand”, men som reelt ikke har noget med fattigdomsbekæmpelse at gøre. Og selvom det forsøges ændret af civilsamfundet gennem lobbyarbejde og oplysningskampagner, er der en stiltiende accept fra de fleste, at øvelsen er en konsekvens af den større udenrigspolitiske virkelighed, som bistand er en del af. Kritikken mod denne praksis er blevet mildnet, da der de sidste år har været en international accept af, at bistand skal stige lidt hvert år, så den i det mindste ikke bliver udhulet af inflation. Det har været en uskreven regel. Men den er nu blevet brudt. Selv foregangslandene Danmark, Holland og Luxembourg skar i deres bistand, mens en af Europas største økonomier, Spanien, skar bistanden med over 30 %, og Frankrig skar over 3,5 mia. danske kroner. 0,7 % startede som et minimumskrav, det mindste man kunne forvente af rige lande, der havde taget så meget fra verden og givet så lidt. Nu er det en uoverkommelig opgave. Et gammelt løfte, man helst ser glemt.

Omdefinering: Bistand er ikke nødvendigvis bistand

Differentiering: Fattige i vækstlande må klare sig selv Mængden af bistand er vigtig, men ikke den eneste faktor af betydning. I dag tales der i udviklingskredse meget om differentiering. Her er tanken, at de rigeste udviklingslande ikke længere skal have bistand, men i stedet tilbydes styrket samarbejde gennem handel og investering. Diskussionen tog for alvor fart, da Europa-Kommissionen i 2011 foreslog differentiering som en del af den nye udviklingsstrategi. Under det nye system vil 19 såkaldte mellemindkomstlande miste deres bistand, heriblandt Indien, Kina, Brasilien, Indonesien, Maldiverne og Panama. Mens det ved første øjekast kan virke fornuftigt at fjerne bistand fra fremadstormende økonomier med storpolitiske ambitioner, er der nogle faldgruber. For det første er Indien, Kina og Indonesien stadig hjemsted for enorme mængder af ekstremt fattige mennesker. Selvom landene bliver rigere, er fattigdommen stadig stor. At stoppe bistand pga. statens økonomiske magt er ikke nødvendigvis fornuftigt. Samtidig skal det huskes, at et lands udvikling ikke bare afhænger af bruttonationalproduktet, men en lang række poli-

12

Herudover ser vi i dag i stigende grad forsøg på at omdefinere selve begrebet udviklingsbistand. Den økonomiske krise har øget fristelsen for nogle lande til at pynte på tallene og tælle flere ting med i deres bistandsregnskaber, end hvad der er forsvarligt. Tre gode eksempler er flygtninge, gældseftergivelse, sikkerhed og klima. At husere flygtninge, der ankommer til EU, kostede i 2011 over 12 mia. danske kroner. Lægger man hertil udgifter til studerende fra ulande og gældseftergivelse (ting med yderst tvivlsomme udviklingsmæssig effekt), blev der pyntet for over 40 mia. danske kroner på de europæiske udviklingsbudgetter i 2011. Oveni dette lægges 17 mia. kroner til finansiering af klimatiltag i udviklingslande. Udgifter til klima kan sagtens være fattigdomsorienteret, men under COP 15 i København blev der lovet nye og additionelle midler til klimakampen. Det er det ikke, når man tager det fra bistanden. Det svarer til at tage en 10’er fra en hjemløs og give ham en 5’er igen. Her er Danmark også interessant, da vi bruger næsten 1 mia. kroDet svarer til at ner om året fra tage en 10’er fra bistandsbudgeten hjemløs og tet til at husere give ham en 5’er igen.“ flygtninge i Danmark. Penge, som næppe skaber udvikling, mens hele det danske bidrag til ulandenes klimafinansiering fra 2010-2012 blev taget fra bistandsbudgettet trods løfterne om nye penge. Endelig kan nævnes tendensen til at rette bistandskronerne hen mod lande, hvor man har sikkerhedsmæssige interesser. Det kan enten være pga. frygt for terrorisme eller flygtninge, hvorfor skrøbelige stater og lande i Nordafrika har fået stigende opmærksomhed fra bistandsdonorer i Europa, selvom det ikke nødvendigvis er her, at pengene gør mest gavn.

Mindre åbenlyse forsøg på at udhule bistanden ser man i OECD, hvor visse lande har forsøgt at åbne op for en ændring af de såkaldte DAC-kriterier, som er de regler, der bestemmer, hvilke udgifter må registreres som bistand. Især Holland, efter aftale med Geert Wilders, forsøgte at inkludere flere militære operationer i definitionen af bistand. Det har vist

Det Ny Clarté #21 —december 2012


sig umuligt at samle andre lande om disse ændringer, men det har til gengæld skabt en politisk usikkerhed, der forhindrer en hel legitim opdatering af kriterierne. Det har vist sig umuligt at opdatere reglerne til at indeholde en fornuftig registrering af klimabistanden eller til at øge deres fattigdomsorientering. Denne mangel udstilles på beundringsværdig vis af det danske Udenrigsministerium. Deres årlige rapport om den danske udviklingsbistand, Regeringens Udviklingspolitiske Prioriteter opdeler nemlig Danmarks udviklingsbistand i to rammer, Den Fattigdomsorienterede Ramme og Den Globale Ramme. Den Globale Ramme indeholder næsten 3 mia. kroners bistand, som Udenrigsministeriet har defineret som ikke-fattigdomsorienteret bistand. Det vil sige 3 mia. kroner, som lever op til DAC-kriterierne for bistand, men ikke bekæmper fattigdom.

Budgetstøtte: Noget for noget Man skal heller ikke glemme budgetstøtten. At man støtter udviklingslande gennem den såkaldte budgetstøtte, hvor bistandskronerne føres direkte ind i landets statskasse i stedet for gennem udviklingsprojekter, er en meget anerkendt metode til overførsel af udviklingsbistand. Mens det er generelt accepteret, at budgetstøtte kan være en fornuftig og effektiv måde at yde bistand på, fører det også til en øget politisering af bistanden. Med budgetstøtte har de rige lande et værktøj, hvormed de kan straffe modtagerregeringer, hvis de ikke lever op til krav

om bl.a. demokrati, menneskerettigheder, politiske fremskridt eller fornuftig administration. EU eller dens medlemslande har tidligere stoppet bistand til bl.a. Det Palæstinensiske Selvstyre, Uganda, Malawi og senest Rwanda. Årsagerne bygger som regel på brud på de førnævnte krav, men årsagerne og effekterne kan være meget svære at udrede generelt. Senest er bistand til Rwanda blevet stoppet på grund af præsident Paul Kagames støtte til rebeller og disses uhyrligheder i nabolandet DR Congo. Mens dette er forsvarlige og fornuftige grunde, har det længe været kendt, at Rwanda har ydet denne form for støtte, og man kan derfor undre sig over, hvorfor det lige præcis sker nu, og om der er andre politiske overvejelser, der ligger bag. Samme spørgsmål kunne man stille omkring EU’s indstilling af bistand til det Hamas-styrede Palæstinensiske Selvstyre i 2006. Når man indfører straffe, er det altid relevant at spørge, om dem, man vil straffe, også er dem, der bliver straffet. Hvem bliver ramt, når udviklingsbistand indstilles? Er det de etablerede eliter i statsadministrationen, eller er det de fattige borgere og offentligt ansatte, som er afhængige af støtten (hvis den da når frem), og som ingen indflydelse har på landets udenrigspolitik? Hvis bistand endelig skal bruges til denne form for politisk pres, er det derfor fuldstændig afgørende, at et lands borgere ikke tages som gidsler i et internationalt politisk

Når man indfører straffe, er det altid relevant at spørge, om dem, man vil straffe, også er dem, der bliver straffet. Hvem bliver ramt når udviklingsbistand indstilles?“

13

Det Ny Clarté #21 —december 2012


aktuelt og baggrund

presspil. Bistanden skal kanaliseres uden om staten i de perioder, hvor staten har vist sig uegnet til udføre opgaven selv.

Svære tider for udviklingslande Udviklingslandene er i mange år blevet presset fra flere sider. Skattely, kapitalflugt og multinationale virksomheder med smarte revisorer suger penge ud af landene i en størrelsesorden, der vurderes til at være 8 gange størrelsen på udviklingsbistanden. Samtidig tvinges mange af dem til at underskrive firhandelsaftaler med store industrimagter. Adgang til lukrative vestlige markeder bruges som lokkemad for at få udviklingslande til at åbne deres markeder for vestlige virksomheder, der udkonkurrerer de lokale til stor skade for den lokale udvikling. Hertil lægges, at de fattigste lande er blandt de hårdest ramte af de globale klimaforandringer og er groft underrepræsenteret i de globale magtorganer, som skal styre verden igennem krisen. Oveni dette kan vi lægge en finanssektor, der insisterer på at udvide spekulationen i råvarer. En aktivitet, der er til stor skade for millioner af fattige landmænd verden over, som er afhængige af stabile fødevare-

Skattely, kapitalflugt og multinationale virksomheder med smarte revisorer suger penge ud af landene i en størrelsesorden, der vurderes til at være 8 gange størrelsen på udviklingsbistanden.`

priser for at overleve.

dring i en ellers stor pengestrøm, ligner det i højere grad en del af et globalt, økonomisk og politisk system, der er indrettet til at bevare de bestående magtstrukturer, og sørge for, at magt og penge altid flyder en vej: Vest. Finanskrisen har vist sig som en global udfordring. En udfordring af vores evner som samfund til at bevare interessen for andre end os selv. Selv solidariteten med mennesker, der bor lige ved siden af, i Spanien og Grækenland, sættes under pres af vores arbejdsløshedskurver og stillestående væksttal. Men det er lige præcist evnen til at tænke langsigtet og se fordelene ved global solidaritet, som altid har kendetegnet et stærkt og progressivt samfund. International udvikling fremmer fred, vækst, velfærd og mobilitet. Den giver mulighed for, at millioner af mennesker kan inddrages i det globale samfund og bidrage til løsningen af vores globale problemer. Men den bygger samtidig på en indsigt om, at de store problemer i dag bliver skabt internationalt og derfor skal løses internationalt. At investering i andre er en investering i os selv. Men det er en skrøbelig proces, der kræver tillid, disciplin og samarbejde og ikke mindst, at man ikke løber fra opgaven, når man selv føler finansloven stramme. Det er netop disse muligheder, vi skal holde for øje, når vi overvejer at lukke øjnene og give regningen videre, når kriserne kradser.

Marc Woodall skriver speciale i udviklingsstudier. Han har blandt andet arbejdet for den internationale udviklingsNGO Action Aid i Bruxelles, Afrika Kontakt og for de danske udviklingens NGO’ernes paraplyorganisation Concord Danmark.

Det er i denne ramme, vi skal forstå faldet på 3 % i udviklingsbistand. I stedet for at være en lille æn-

14

Det Ny Clarté #21 —december 2012


Ny sektion:

15

UTOPI

Det Ny Clarté #21 —december 2012


utopi

NYE TIDER Af Anton Thorell Steinø

D

være, og hvor de to andre er konkrete eksempler fra virkeligheden, fra steder, hvor ideen er blevet ført ud i livet, og hvor disse erfaringer vendes og vurderes.

Men hvad sker der med bladet, når en hel sektion sådan udgår? Den bliver naturligvis erstattet. Den nye sektion hedder ‘Utopi’, og den er skabt med det formål for øje at skabe en positiv fortælling om venstrefløjens projekt. Mange af vores artikler handler om at rakke ned på det bestående og består af systemkritik og dybe analyser – og dét er vigtigt. Men der skal også være plads til drømmene, plads til utopierne, plads til de positive visioner, vi har for samfundet.

I dette nummer handler det om kooperationen som samfundsbærende institution. Det handler om, hvordan mennesker kollektivt kan og skal organisere arbejde, og om hvordan der skal være andre endemål for den økonomiske basis end profit. Det skriver Jens Laugesen om i ‘En Utopi?’. Emnet bliver fulgt op af en gennemgang af Mondragonkooperativernes historie og betydning af Gorm Winther, der forklarer om kooperationens vanskeligheder i en globaliseret verden, og den bliver fulgt op af Karen Helveg Petersens artikel “Utopier er ikke kimærer, de er de mest noble drømme, man kan have”, hvor det kuriøse eksempel om aktivistborgmesteren Gordillo fra Spanien tages op.

er er indvarslet nye tider på Det Ny Clarté. Opinionsstoffet vil ikke længere være at finde i bladet − men bare rolig, for vores hjemmeside (clarte.dk) vil fremover fungere som opinionssektion. På den måde kan opinionsstoffet komme ud, mens det er relevant, og det vil naturligvis stadig være af samme, gamle, høje Clartéstandard.

Ideen er ikke bare at skrive nogle udflydende ideer fra venstrefløjspersonligheder om deres drømme. Selvfølgelig skal Clarté-standarden holdes i hævd. I hvert nummer vil der være to-tre artikler om det samme emne, hvoraf den ene vil være teoretisk, med beskrivelser af, hvordan det kunne og burde

Så kære læsere – jeg håber vores nye organisering vil falde i jeres smag, og om ikke andet, så nyd, at der er plads til at drømme.

Anton Thorell Steinø er Utopiredaktør på Det Ny Clarté

Konkurrence om den bedste UTOPI Skriv et essay om

Venstrefløjens samfundsutopi: hvad er dit bud og hvordan når vi den Længde: mellem 15.000 og 20.000 enheder med mellemrum Førstepræmie: 5.000 kr. , andenpræmie 2.500 kr. Vindernes essays bliver trykt i Det Ny Clarté Deadline: 31. marts 2013 Nærmere oplysninger på www.clarte.dk.

16

Det Ny Clarté #21 —december 2012


EN UTOPI? Dette er ikke en utopi i ordets egentlige betydning, for meget af det, jeg nu skal fortælle om, er faktisk blevet til virkelighed. Men dengang, i starten af det 21. århundrede, hvor de første tanker dukkede op om at samle alt det markedskapitalismen så skæbnesvangert havde adskilt – mennesket fra mennesket, mennesket fra samfundet, mennesket fra naturen, og mennesket fra sig selv – havde de i sandhed ’ikke noget sted’ at bo. Af Jens Laugesen

M

arkedskapitalismens sammenbrud blotlagde ikke bare en klode og en verden splittet for alle vinde. Den havde boret sig helt ind i sjælen og skudt et penge-led ind imellem mennesket og virkeligheden, ’økonomiseret’ dets relationer til andre mennesker, til samfundet og til naturen, og efterladt en forestilling om, at problemer var af økonomisk natur og derfor kun kunne løses gennem økonomiske beregninger og transaktioner. Penge og økonomi havde skubbet mennesket ud i anden position og gjort dets forhold til verden indirekte og instrumentelt. Evnen til at indgå dybere relationer og opnå en dybere forståelse forvitrede. Mens økonomernes råb om mere markedskapitalisme druknede i en malstrøm af borgerkrige og klimakatastrofer, dæmrede det, alle andre vel dybest set godt vidste, nemlig at der var tale om en samfundskonstruktion, som for længst havde vendt sig mod menneskeheden og udviklet sig til alle tiders største paradoks. Den erkendelse materialiserede sig parallelt med den gamle verdens sidste krampetrækninger og er grunden til, at jeg kan skrive disse linjer i dag. Havde det ikke været for den, var mennesket som art blevet udryddet, ikke af et gigantisk meteornedslag, men ved egen kraft. Efter al sandsynlighed havde utallige avancerede teknologiske redningsforsøg trukket alt andet liv på kloden med sig i faldet og efterladt den i en Mars-lignende tilstand som studieobjekt for opdagelsesrejsende fra andre planeter. Derfor besluttede vi at dokumentere det nye samfund, der opstod som fugl Fønix af asken fra det gamle, som en hyldest til menneskets evne til at mobilisere det bedste i det værste.

Tingenes orden Da Adam Smith samlede trådene i oplysningstidens guldalder og kanoniserede principperne for en liberal markedsøkonomi, drev han en kile tværs igen-

17

nem århundreders forestillinger om ’et godt liv’. Det kan karakteriseres som den aristoteliske tanke om, at der findes et liv, en tilstand, som bærer målet i sig selv (Telos), hvor de nødvendige behov er opfyldt, og al stræben efter mere er meningsløs, ja uetisk og ødelæggende, symboliseret gennem myten om kong Midas, der − udstyret med den tvivlsomme fordel, at alt, hvad han rørte ved, blev til guld − blev offer for sin egen grådighed og døde af sult. Det var, da markedsmekanismen skiftede brugsværdien ud med bytteværdien og satte Fanden på aktier, at markedskapitalismen skiftede plads fra middel til mål, og det hele gik af skaftet. Det var tabet af ’det gode liv’ på profittens, konkurrencens og effektivitetens alter, som den nye verden måtte råde bod på. Det ny samfund startede i de få tilbageværende internationale organer, der ikke var økonomisk styret, med endegyldigt at forkaste forestillingerne om, at markedskapitalismen kan tøjles og bringes under demokratisk kontrol. Det var monstrets inderste drivkraft, der skulle vendes om. Det var ikke længere verden, der skulle omdannes til kapital – men omvendt. I stedet for at lade foretagsomheden drive af kapitalens umættelige trang til at formere sig, skulle den nye verden drives af trangen til at lægge tingene til rette for ’et godt liv’.

Det var ikke længere verden, der skulle omdannes til kapital – men omvendt”

’Det gode liv’ Det ny samfunds politiske dagsorden drejer sig om, hvad ’det gode liv’ er for en størrelse, hvordan det måles, og hvordan der skabes betingelser for at opnå det. Foreløbig har det udmøntet sig i en række livsindikatorer, som forhandles og udvikles dels på universelt plan, og − inklusivt − på regionalt, nationalt og lokalt plan gennem de respektive demokratiske institutioner. Vækst forstås som livsvækst, det vil sige tilvæksten i indikatorerne for ’det gode liv’ – livsindikatorerne. Niveauet af den globale livsvækst er til enhver tid udtryk for, i hvilken grad det er lykkedes at skabe betingelserne for ’det gode liv’ for alle mennesker på kloden. Opgaven er at øge livsvæksten. Omfanget og sammensætningen af livsindikatorer varierer over tid og fra område til område, kultur til kultur, men nogle er skrevet ind i de universelle menneskerettigheder og skal altid indgå i alle kodekser for ’det gode liv’, både regionalt, nationalt og

Det Ny Clarté #21 —december 2012


utopi

lokalt. Fortolkningen og beskrivelsen af disse universelle indikatorer, på alle niveauer, har udviklet et stort offentligt rum, med begreber, sprog, problemstillinger, konflikter, konsensus, forestillinger, debatkultur etc., som får demokratierne til at hænge sammen og den politiske kultur og deltagelse til at blomstre. Det er dem, jeg vil skrive om her. 1) Tryghed. Tryghed forstås som fravær af frygt. Frygt for overgreb af enhver art, krig, forbrydelser, forfølgelse, magtmisbrug, diktatur, osv. og frygt for ikke at kunne skaffe sig det nødvendige eksistensgrundlag, mad på bordet, tag over hovedet, værn mod naturkatastrofer, adgang til livsnødvendige ressourcer som luft og vand etc. Det er frygten for at miste kontrollen over sit eget liv, ved psykisk og fysisk sygdom eller handicap, eller andre ekstraordinære omstændigheder, og det er endelig frygten for social udstødning på grund af genetisk betingede eller tillærte afvigelser fra normerne. Der er defineret en række mål for disse parametre, som forhandles og aftales kontinuerligt. Graden af tryghed er en fundamental forudsætning for reel frihed. Omvendt er frihedsrettighederne nødvendige for at kunne kæmpe for trygheden. 2) Frihed. Frihed ses ikke længere kun i den klassiske dimension som et spørgsmål om, hvor langt samfundet kan gå i forhold til det enkelte menneske. Frihed forstås i højere grad som retten til at indgå i et respektfuldt og generøst samarbejde med andre om at skabe noget meningsfuldt sammen. Dybest set betragtes frihed som friheden til at blive sig selv, som det unikke menneske man er, hvilket forudsætter ligeværdige og udviklende relationer til andre mennesker. Mere kontant indebærer det friheden til at organisere sig, som man vil, udtrykke sine meninger og kæmpe for sine holdninger og synspunkter. I det omfang der er behov for at lægge begrænsninger, for eksempel i forbindelse med kriminalitet, sker det som et fælles, demokratisk anliggende. Fordi magt for en stor del er elimineret (det kommer jeg tilbage til), har det nye samfund rødder i den grundopfattelse, at frihed ligger i samværet med − ikke i fraværet af − andre mennesker, og at ’det gode liv’ ikke handler om grænseløs grådighed, men om at finde en balance.

18

3) Balance. Balancebegrebet er på mange måder det bærende princip i det nye samfund. Oven på forestillingen om vækst uden grænser, som havde sendt hele den gamle verden til tælling, blev gendannelsen af balanceforestillingen – reciprociteten – selve livsnerven i den modbevægelse, som udløste den materielle og økologiske genopretning under overgangen til det nye samfund. De to store balanceparametre er den sociale balance, forstået som lighed i adgangen til de ressourcer, der skal til for at skabe et menneskeværdigt eksistensgrundlag, og den økologiske balance, forstået som en balanceret omgang med naturen og kloden i det hele taget.

Graden af tryghed er en fundamental forudsætning for reel frihed. Omvendt er frihedsrettighederne nødvendige for at kunne kæmpe for trygheden”

Arbejde ’Det gode liv’ ophævede den kunstige adskillelse af arbejdskraften fra mennesket. Den var jo alene skabt for, at kapitalen kunne frigøre sig for ansvar for hele mennesket og nøjes med at styre rundt med den del, den havde brug for. Arbejde er ikke længere en vare. Det demokratiske princip er udbredt til hele samfundet og sikrer, at ingen kan få magt over andre uden deres samtykke. Alle kan indgå samarbejdsaftaler, hvor nogen træffer afgørelser på andres vegne, men altid på et mandat fra dem, de har indflydelse på. Dualiteten arbejdsgiver – arbejdstager, kapital – arbejdskraft, er væk og rekonstrueret som en samarbejdsrelation. Løn indgår som et element af ’det gode liv’. Minimumslønnen er en politisk reguleret størrelse, der følger af livsindikatorerne, og hviler som en forpligtelse på alle, der indgår et organiseret samarbejde, inklusive samfundet. Det hindrer ingen i at tjene mere.

Det Ny Clarté #21 —december 2012


Arbejde er en del af et demokratisk medborgerskab og glider naturligt sammen med en livslang uddannelse og udvikling”

Begrebet ’arbejdsløshed’ er meningsløst, fordi alle mennesker bliver født ind i et samfund, hvis hele indhold består i alles arbejde for at skabe sit eget ’gode liv’ og katalysere andres. Arbejde er en del af et demokratisk medborgerskab og glider naturligt sammen med en livslang uddannelse og udvikling. Arbejde er ikke bare midlet til ’det gode liv’, det er en del af det. Mål og middel genforenes.

Virksomheden Al virksomhed baseres på en aftale mellem ligestillede parter, som bringer deres forskellige kompetencer og ressourcer i spil omkring den mission, de definerer for virksomheden. Man organiserer sig, som man vil, til en forpligtende enhed. Alle organiseringsformer bygger på princippet om, at ingen kan eje frugterne af andres arbejde, og ingen kan have (an)del i en virksomhed uden selv at være en aktiv deltager (principper, der i begyndelsen gik under fællesbetegnelsen ’Workers’ Self-Directed Enterprise’, WSDE). Den klassiske, hierarkiske måde at organisere og lede på, som kapitalen indførte i forlængelse af markedskapitalismen , og som hærgede erhvervslivet hele vejen op igennem det 20. århundrede med en syndflod af pseudo-videnskabelige management-skoler, er derfor væk og erstattet af mere organiske, agile netværksorganiseringer. ’Ledelse’ er nu en kompetence som alle andre. Virksomheden kan tilføres finansiering fra både enkeltpersoner og fra samfundet. Den form for ’kapital’ giver ingen adgang til indflydelse eller ejerskab, og er derfor ikke ’kapital’ i klassisk forstand, men alene en mulighed for at aktivere sine penge og få et afkast af dem. Afkastet til ’kapitalen’ er fastlagt politisk, og ens for alle virksomheder. Ejerskab og indflydelse er altid og udelukkende knyttet til dem, der deltager i og driver virksomheden, og fastlagt i samarbejdsaftalen. Alle virksomheder er forpligtet til at aflægge ’regnskab’ på livsindikatorerne, som ikke må forringes, men gerne forøges. Derudover er det op til virksomheden at tjene det, den kan, på traditionel vis, via køb og salg på et marked, eller ved direkte udveksling mellem forbruger og producent. Indtjeningen

19

fordeles i henhold til samarbejdsaftalen. Der er dog politisk fastlagt et loft, som sikrer, at indtjening over en vis størrelse skal afspejle sig i forbedringer på livsindikatorerne, og at private ’kapitaler’ over en vis størrelse skal recirkuleres i virksomhed. Hvis virksomheden ikke kan opfylde kravet om ikke at forringe livsindikatorerne og for eksempel ikke kan udbetale den fastlagte minimumsløn, afgør samfundet, om den skal støttes i en periode eller lukkes. Samfundet leverer stadig en lang række ikke-betalbare ydelser, og deltager i mange organiseringer og finansieringer af arbejdet med at katalysere ’det gode liv’. Fordi kloden og naturens ressourcer anses for fælles eje, betales en politisk reguleret afgift til samfundet for at bruge disse ressourcer. Det er samfundets indtægtsside. Der skelnes ikke længere mellem privat og offentlig virksomhed. Myten om, at det kun var den private virksomhed, som skabte værdierne, mens det offentlige nærmest nassede på dem, var et levn fra den tid, hvor værdiforståelsen var reduceret til økonomisk vækst. Samfundet forstås nu som det fællesskab, alle er en del af og styrer. Derudover findes der utallige mindre grupperinger, som driver de forskellige former for virksomhed og aktiviteter.

Overgangen til det nye samfund I løbet af de årtier, hvor det gamle samfund gik i opløsning, var de tilbageværende hel- og halvtotalitære alliancer mellem regeringer og kapital i mere eller mindre permanent borgerkrig med sine egne befolkninger. Så selvom erkendelsen af, at verden var nået til en korsvej, var til stede i de fleste samfund, så var der en udbredt modstand mod alt, hvad der kunne føre til en yderligere optrapning af volden. Overgangen til det nye samfund måtte derfor finde vej gennem en trinvis transformation nedefra. Strategien samlede sig til en successiv overførsel af mennesker og ressourcer – kapital, teknologi, produktionsprocesser, viden, energiforsyning etc. – fra den gamle økonomi og de gamle virksomheder til de nye organiseringsformer, der allerede havde været i gang længe, inden det store sammenbrud for alvor satte ind. Skridt for skridt tømtes det gamle

Det Ny Clarté #21 —december 2012


utopi

system for ressourcer, der reorganiserede sig efter de nye principper og skabte byggeklodserne til det nye samfund. Det skete i takt med, at det blev åbenbart, at det gamle system slet ikke kunne løse de helt fundamentale opgaver, der nu er omfattet af livsindikatorerne – snarere tværtimod. Reorganiseringen byggede i første omgang på de mange forskellige alternativer til den gamle økonomi, der allerede havde taget form over det meste af verden under overskrifter som ’den tredje sektor’, NGO, ’social virksomhed’, ’solidaritetsøkonomi’, ’økologisk økonomi’, ’social økonomi’, ’social kvalitet’, ’demokrati på arbejde’ (DAW), m.v.

Ejerskab og indflydelse er altid og udelukkende knyttet til dem, der deltager i og driver virksomheden, og fastlagt i samarbejdsaftalen”

Den centrale enhed i de fleste af disse overgangsformer er lokalsamfundet, og det centrale i reorganiseringen handler om en høj grad af lokal produktion, forbrugsreduktion, selvledelse og udvikling af viden og kultur. Der sker en tilbageførsel af ansvar for de områder, den gamle økonomi havde skilt sig af med som ’eksternaliteter’, f.eks. miljø-, arbejdsmiljø- og klimabelastning, og en recirkulering af kapital og profit inden for enheden. Der var et stort behov for at udligne nogle af de massive sociale skævheder på globalt plan, som markedskapitalismen havde forårsaget, og det førte til en etablering af en række store udligningsfonde i regi af det tidligere FN. Verdensbanken og IMF o.a. blev reorganiseret som udligningsfonde og fik til opgave at tilføre kapital til de nye initiativer i lokalsamfundene. Det skete for det meste som støtte til de netværk, der flettede de forskellige lokale initiativer sammen i et kontinuum af samarbejdsformer efter de nye principper. På den måde var der ikke bare tale om en blank overførsel af kapital, men om en tilførsel af et vedvarende udviklingspotentiale.

verden set et lignende bombardement af fantasifulde argumenter for, hvorfor dette dog var en helt og aldeles utopisk tanke, som aldrig – aldrig – nogensinde skulle få sin gang på denne jord. Til det måtte vi blot svare, at fantasien præcis er det stof, utopier er gjort af. Havde vi ikke ladet fantasien gå i forvejen, var Homo Sapiens nok aldrig blevet Sapiens. Den allerstørste landvinding er måske netop ideen om, at der ikke findes nogen overgribende idé med forkørselsret frem for alle andre. Sådan må ideen om ’det gode liv’, med livsvækst og livsindikatorer, også hele tiden stå sin prøve. Allerede nu kan effekten dog måles på et faldende tempo i ødelæggelserne af naturen og klimaet og et betydeligt lavere globalt konfliktniveau. Så ufærdig og naiv, den end kunne synes dengang, viste utopien sig at være livskraftig nok til at skabe håb om en bedre verden – og det satte noget helt nyt i gang. De nye ideer blev født efter devisen, at: ”Hvis enhver tanke skal holdes tilbage, indtil den er fuldkommen underbygget, synes en grundlæggende problemhåndtering at være umulig, og vi vil i så fald være henvist til at beskæftige os med symptomniveauet (...)”1, og det åbnede for en iderigdom og kreativitet uden sidestykke. De fleste nyskabelser kommer nedefra, prøves af og udvikler sig, hvis de kan bruges til noget. Det gør samfundet til en levende organisme, hvis styrke ligger i de små strukturers robusthed og tilpasningsevne.

Litteratur: Amin, Ash ed. 2009. The Social Economy, Zed Books Hann, Chris m.fl. ed. 2009. Market and Society: The Great Transformation today, Cambridge Hart, Keith m.fl. ed. 2010. The Human Economy, Polity Press

Udligningsfondene virkede på både lokalt, nationalt, regionalt og globalt plan og blev forløberne for hele demokratiseringen og reorganiseringen på verdensplan og for det nye samfunds produktionsog distributionsforhold – baseret på livsvækst og livsindikatorprincipperne.

Skidelsky, Robert og Edward. 2011 How much is enough? Allen Lane, Penguin Wright Mills, C. 2002 - Den sociologiske fantasi (først udkommet i 1959)

Afslutning Dengang alle disse nye tanker tog form, rejste der sig et sandt ramaskrig fra kapitalen og hele dens armé af økonomiske husskribenter. Aldrig havde

20

1 Wright Mills (2002), s. 127.

Det Ny Clarté #21 —december 2012


”UTOPIER ER IKKE KIMÆRER, DE ER DE MEST NOBLE DRØMME, MAN KAN HAVE”1 FORFATTEREN STØDTE ind i den spanske Robin Hood i Malaga. Citatet i overskriften er fra The Guardian (15. august 2012), men på trods af den højtravende sprogbrug virker borgmester Gordillo meget beskeden. Artiklen redegør for det utopiske samfund Marinaleda, dets innovative måde at skaffe boliger på og dets landbrugskooperativ. Gordillo har trodset fjendtlige omgivelser og med sine tilhængere arbejdet stædigt for at vriste jordrettigheder fra en jorddrot og skabe et lokalsamfund, der er baseret på fælleseje og kollektivt ansvar. Et mere arbejdskraftintensivt og mindre kemisk baseret landbrug bliver måske den eneste overlevelsesmulighed for mange. Derfor er den Che-inspirerede borgmester og Marinaleda interessant. Af Karen Helveg Petersen

P

å Plaza de la Constitución i Malaga var der ansats til forsamling i begyndelsen af september i år. Ved nærmere inspektion viste det sig at være en mildest talt broget skare, der bestemt ikke lignede det sædvanlige klientel af turister og spansk middelklasse med nogle gøglere og tiggere blandet ind. Det var folk, der bar præg af at være brugt af livet og arbejdslivet. Forsamlingen virkede forventningsfuld. Det viste sig, at den berømte borgmester, Gordillo, skulle komme. I ventetiden blev mikrofoner og kameraer holdt frem foran en veltalende ung mand. Politiet havde opmarcheret kassevogne på torvets modsatte side.

Efter sultestrejker og 12 års landbesættelser lykkedes det at få Andalusiens regionalregering til at ekspropriere de ca. 1200 ha besat landbrugsjord”

Så ankom et folkevognsrugbrød, som man plejede at kalde den slags, og pludselig var Juan Manuel Sanchez Gordillo der. Han var med sine tilhængere på vej til fods − dog med bagage/aflastningsvogn − rundt i Andalusien med besættelser af tomme ejendomme og jordtilliggender undervejs. Da der var kommet samling over det hele, tog nogle i hans følgeskab plasticsække med velvoksne meloner frem, huggede dem i stykker med macheter og delte dem ud blandt de fremmødte. Der skete ikke meget 1 En kimære er en kombination af en ged (hovedet), en løve og med et slangehovede i enden af halen. Det stammer fra græsk mytologi.

21

mere, nogle journalister gik rundt med mikrofoner, mobiltelefoner blev holdt op til fotografering, og folk småpludrede på kryds og tværs. Gordillo er borgmester for 3000 sjæle i Marinaleda lidt over 100 km fra Sevilla. Han blev for alvor kendt i verdensoffentligheden, da han tidligere i år var involveret i tyveri fra supermarkeder til fordel for de fattige. Gordillo er anklaget for at have opildnet til (u)dåden. Da han er medlem af regionsparlamentet for venstrefløjspartiet IU, har han immunitet fra retsforfølgelse.

Andalusien Kører man igennem Andalusien ”ude på landet”, er der ikke så yndigt, som der uden tvivl var engang. Nu består landskabet af store marker med afgrøder i så lige rækker, som bjergene tillader, nogle steder afbrudt af plasticoverdækkede områder til grøntsager. Stordriften og monokulturen er tydelig. Flotte motorveje med viadukter højt over dale og floder og tunneller gennem bjergene sikrer, at trafikken flyder. Tallene bekræfter affolkningen. Mellem 1964 og 1994 er landbobefolkningen faldet med 75 %, antallet af landarbejdere med mere end 3 millioner, hvoraf de fleste er emigreret mod nord. Alligevel er arbejdsløsheden højere end landsgennemsnittet, 34 % mod 25 %, og Andalusien, der er den folkerigeste region i Spanien, har bedt om støtte fra centralregeringens regionale støttefond. Med de ekstra nedskæringer, regeringen er på vej med i Spanien, vil den ene milliard euroer, som regionalregeringen i første omgang har ansøgt om, ikke hjælpe meget.

Kooperativ- og radikal fag/ besættelsesbevægelse Under den langvarige erodering af livsgrundlaget for en stor del af befolkningen, forstærket af storbøndernes brug af underbetalte immigrantarbejdere, blev der først dannet et militant landarbejderfagforbund og i 2007 en slagkraftig andalusisk fagforening (SAT), der kræver kollektiv brugsret til jorden. Der er mange eksempler på forfølgelser af SAT fra myndighedernes side. Gordillo har været med hele vejen i disse bevægelser, men han er mest kendt for sin borgmestergerning. En artikel i det engelsksprogede The Olive Press fra august d. å. omtaler den ikoniske borgmester på en fremtrædende plads blandt artikler om besøgende celebrities, de mangfoldige måder expats bliver snydt på og pudsige kæledyrshistorier. Gordillo har haft jobbet som valgt førstemand i sin hjemlandsby siden 1979, da Hertugen af Infantado stadig ejede jorden. Allerede i 1980 begyndte landarbejdere i Marinaleda at tage sagen i egen hånd. Efter sultestrejker og 12 års landbesættelser lykkedes det at få Andalusiens regionalregering til at ekspropriere de ca. 1200 ha besat landbrugsjord. Det skete lige

Det Ny Clarté #21 —december 2012


utopi

før Verdensudstillingen i Sevilla i 1992, og ønsket om at projicere et positivt billede af Andalusien har nok spillet ind. Landsbyen huser et kooperativ på ejendommen El Humoso, og fællesskabet garanterer en løn på 47 euroer om dagen, både ved offentlige arbejder og i kooperativet.

Selvbyggeri Byen har et program for selvbyggeri. På 20 år er der bygget 350 byhuse på hver 90 m2 i grupper af typisk 20. De bygges i fællesskab på jord, der er offentligt ejet og stillet gratis til rådighed. Omkostningerne er ca. 20.000 euroer i materialer per bolig, og husets værdi er fastlagt, så det svarer nogenlunde til byggematerialernes plus det nedlagte arbejde, estimeret til 47 euroer om dagen multipliceret med ca. 400 byggedage (18 mdr.). En person, der arbejder med husbyggeri, får udbetalt 800 euroer om måneden, lidt under standardlønnen, og får fratrukket ca. halvdelen som direkte bidrag til byggeriet. Først når en gruppe huse er færdige, får selvbyggeren anvist sit eget. En rekonstruktion af logikken vises nedenfor: 2 Værdi Husets ansatte værdi Eget bidrag i arbejdstid/friværdi Resten Finansiering af materialer Materialeomkostninger Selvbyggerens selvfinansiering Subvention og andet

€ 37 240 € 18 800 € 18 440 € 20 000 € 7 200 € 12 800

Landsbyen huser et kooperativ på ejendommen El Humoso, og fællesskabet garanterer en løn på 47 euroer om dagen, både ved offentlige arbejder og i kooperativet”

priser er meget højere end dem, der nævnes her for selvbyggerhusene. Men Andalusiens regering har hjulpet med, siger skeptikere (op til €11 600 per hus), og er det så bæredygtigt? Dette er sket gennem anvendelse af den såkaldte landbeskæftigelsesplan (Plan de Fomento de Empleo Rural) til at købe byggematerialer. PFER er dog ikke skræddersyet til Marinaleda, men er oprettet for at støtte landarbejdere i arbejdsløshedsperioder. Hvad subventionen til byggematerialer er i dag, vides ikke.

Landbrugskooperativet genererer på gr. af sine lave omkostninger et overskud, selv når afsætningspriserne på landbrugsafgrøder er lave”

Landbrug og fællesliv Landbrugskooperativet genererer på gr. af sine lave omkostninger et overskud, selv når afsætningspriserne på landbrugsafgrøder er lave. Det har en ca. 400 personer i arbejde på markerne og i forarbejdningsindustrien og har held med sin organiske produktion af bønner, artiskokker, peberfrugter og olivenolje. Folk arbejder kun 35 timer om ugen spredt over 6 dage. Overskuddet investeres i teknologiske forbedringer, og noget overføres vel også til fællesskabet, men undertegnede har ikke kunnet finde materiale om, hvordan det sker. Det lader ikke til, at der er mange beboere, der arbejder uden for Marinaleda. Kommuneskatten er uhyre lav på trods af, at der naturligvis er ansatte i administrationen osv., men intet politi. Til gengæld er der svømmebassin, andre sportsfaciliteter og et fint nyt borgmesterkontor. Offentlig renholdning er en del af borgerpligterne. Det nævnes som et lille omvendt problem, at eleverne i skolen ikke er højmotiverede med al den tryghed.

Kan modellen eksporteres?

Som man kan se, er der en stor friværdi, der tilskrives selvbyggeren uden tilsyneladende at modregne fællesskabets støtte i byggeperioden. Da beboerne ikke må sælge deres huse, og den månedlige boligafgift kun er på 15 euroer om måneden, kan den umuligt dække renter og afdrag på udækkede direkte byggeudgifter eller evt. finansieringsomkostninger. Det skal lige tilføjes, at der er salg af huse i Marinaleda, men det er ikke af selvbyggerhuse. De

På basis af sin succes er borgmesteren så gået videre ud i verden med sit budskab, der både er kamp for jord, opbyggelsen af alternative lokalsamfund og modstand mod nedskæringer og den nye fattigdom. Udover supermarkedsaktionerne har Gordillos tilhængere for nylig hjulpet med besættelse af en landsby i Cordoba, Moratalla, hvor arbejderne ikke var blevet betalt.

2 TLAXCALA (2007) bringer værdierne i dollar, her oversat til euroer iflg. den opgivne dollarkurs for det tidspunkt.

22

Det Ny Clarté #21 —december 2012


utopi

Litteratur: Før krisen steg kritikken af borgmesteren også blandt sympatisører, men nu er den forstummet. Dvs. naturligvis har han arge modstandere, men det at hans landsby og kooperativ ser ud til at trives økonomisk selv i dagens hårde krise i Spanien, undergraver i nogen grad argumentet om mangel på ’bæredygtighed’. Under alle omstændigheder er der jo altid udefrakommende pres, som skyder en giftig pil ind i produktionsfællesskaber og andre former for kollektivt virke og har en tilbøjelighed til at ødelægge dem. At det ikke er sket i Marinaleda, gør ’utopien’ til andet end en kimære.

24

Presseurope. 2012.“Worker’s cooperative defies crisis”, 29 Aug. URL: ”http://www.presseurop.eu/en/content/ article/2601741-workers-cooperative-defies-crisis The Olive Press. 2012. « Meeting the Spanish ‘Robin Hood’ », Aug. 23- Sept. 05 TLAXCALA. 2007. “Marinaleda (Seville, Spain): a step ahead on the road to Utopia”. 14 januar www.tlaxcala,es Diagonalweb. 2012.“Cuarenta años de lucha por la tierra de jornaleros en Andalucía”. 3. juli. www.diagonalperiodico. net  

Det Ny Clarté #21 —december 2012


MONDRAGON KOOPERATIVERNE I EUSKADI (BASKERLANDET)1 ARTIKLEN GENNEMGÅR udviklingen i kooperativerne i Mondragon i Baskerlandet, fra dets spæde begyndelse i 1956 til senere internationalisering. Indtil 90’erne var Mondragon historien om, at det er muligt at skabe succes på kooperativ basis. Det altoverskyggende spørgsmål er imidlertid, hvordan Mondragonkooperativerne har klaret globaliseringspresset, og om det er muligt at ’eksportere’ den kooperative model til andre regioner globalt set. Af Gorm Winther

S

iden 1956, hvor det første kooperativ blev etableret i provinsen Guipuzcoa i Euskadi i tilknytning til byen Arrasate, herefter på spansk Mondragon, har vi været vidne til en enestående kooperativ succes på globalt plan. Dette var på samme tid en succes, der viste, at det er muligt at skabe et større industrielt center lokalt med begrænsede samfærdselsårer i den bjergrige provins.

Den oprindelige kooperative idé om åbent medlemskab for alle og ophøret af lønarbejde må siges at være forladt i dag, hvor kun ca. 1/3 af dem, der er tilknyttet Mondragonkoncernen, er medarbejderejere”

Den oprindelige kooperative idé om åbent medlemskab for alle og ophøret af lønarbejde må siges at være forladt i dag, hvor kun ca. 1/3 af dem, der er tilknyttet Mondragon-koncernen, er medarbejderejere.2 Man overgik til den juridiske betegnelse ’Corporation’ netop i 90’erne (MCC: Mondragon Co-operative Corporation), hvilket refererer til en virksomhedsejerform. I Mondragon-kooperativerne er ejerkredsen dog indskrænket til alene at være de ansatte og ikke udenforstående aktionærer, der alene investerer for at realisere en profit. Målsætningerne og organisationen er også fortsat, som vi skal se nedenfor, indrettet på andet end profitmaksimering for en aktionærgruppe. Det er beskæftigelsen, de ansattes indkomst og virksomhedens vækst, der sættes i højsædet. 1 Euskadi er den baskiske betegnelse for Baskerlandet beliggende i Frankrig og Spanien. Baskisk er et andet sprog end spansk og fransk og er et uafhængigt sprog, der ikke uden videre kan tilskrives en sprogfamilie. 2 http://www.mondragon-corporation.com/language/ en-US/ENG/Frequently-asked-questions/Corporation.aspx.

25

Det er klart, at denne virksomhedsform havde en større appel til lønarbejderklassen under den forrige økonomiske krise i 70’erne end senere gode tiders ’lønfest’, når profitterne klemmes. Hvor arbejdsløsheden globalt, i Spanien og i regionen har været stigende under krisen, har Mondragon-kooperativerne nogenlunde fastholdt beskæftigelsen, idet der kun et sket et fald på 0,3 % fra 2010 til 2011, som sikkert skyldes sæsonudsving, hvor man ansætter løsarbejdere. Koncernen har i dag med 66 datterselskaber globalt set evnet at fastholde beskæftigelsen på ca. 83.500 medarbejdere. Som der argumenteres fra koncernens side, har en medarbejder-ejer en anderledes motivation end lønarbejderen i et typisk kapitalistisk selskab. Hvor medarbejderen vil maksimere sin løn ud fra primært en kortsigtet interesse-horisont, ser den kooperative medejer sine interesser bedst tjent ved en kombination af en fair betaling og en langsigtet interesse i at bevare sit job en fem til ti år ud i fremtiden. Medejerne søger ikke profitøgning og store andele i profitten − kooperativernes profit investeres i stedet i nye kooperativer gennem den kooperative sparekasse Caja Laboral Popular.3 Det er ikke første gang, man har set, at Mondragon-kooperativerne er jobbevarende, mens traditionelle virksomheder lukker og/eller afskediger sine ansatte. Tilsvarende tendenser så vi under 70’ernes økonomiske krise. Ifølge BBC News Europe er ”Arbejdsløsheden i Baskerlandet 15 % og lavere i provinsen Guipuzcoa, hvor Mondragon er baseret. Arbejdsløsheden i Spanien som helhed er 25 % ”.4 Mondragon har 25.000 indbyggere, hvoraf de fleste er beskæftiget i tilknytning til de kooperative aktiviteter, der omfatter stort set alt i byen. Den industrielle udvikling de senere år har blandt andet fokus på vedvarende energi og fremstilling af solpaneler. Dels på grund af faldende salg tættere på hjemmet var Mondragon nødt til at afskedige flere medarbejdere i 2008 og 2009, også fordi EUstøtten blev indskrænket. Men de medarbejdere, der havde mistet deres job, blev overtaget af andre virksomheder inden for den kooperative bevægelse. I 2010 var selskabets formuer oppe igen, og disse mennesker var i stand til at vende tilbage til deres tidligere job. Jeg vil med denne artikel belyse disse spørgsmål nærmere, ligesom jeg vil se på Mondragon-kooperationens ledelsesprincipper og udvikling fra 1956, hvor virksomheden FAGOR startede som ULGOR med at fremstille de første paraffin-opvarmede kogeredskaber, og til i dag. FAGOR er også kendt i den danske hverdag for sine produkter (køkkeninventar).

3 Jose Maria Aldecoa i Financial Times 27/3 2012. 4 http://www.bbc.co.uk/news/world-europe-19213425

Det Ny Clarté #21 —december 2012


utopi

Når medarbejderne ejer og leder? Mondragon kooperativernes selvforståelse kan sammenfattes ved ’brandet’ på koncernens hjemmeside, der refererer til ’Mennesket på arbejde’. Koncernens ideologiske fundament er dels progressive katolske socialdoktriner knæsat af en præst Jose Maria Arizmendiarrieta, dels en utopisk socialist Robert Owens kooperative principper, der lå bag oprettelsen af verdens første forbrugerkooperativ i Rochdale i Skotland. Den overordnede målsætning er ikke kapitalistisk i den forstand, at det er kapitalstyring (læs profitmaksimering), der sætter rammerne for koncernens operationsfelt. Det er i stedet behovsstyring og hermed de ansattes behov for varig beskæftigelse og gode løn- og arbejdsforhold, der sætter rammerne. Med dette er det også modsat den kapitalistiske organisation arbejdet, der ’hyrer’ kapital og ikke omvendt kapital, der ’hyrer’ arbejde. Det er ikke aktionærernes magt, men virksomhedsdemokratiet, der er fremherskende. I stedet for at stemme efter, hvor mange ’høveder man har gående på marken’, gælder samme princip som i det politiske demokrati. Reelt økonomisk demokrati indebærer, at man har en stemme på generalforsamlingen, og kun de ansatte kan stemme. Endvidere er de ansatte sikret en høj grad af medbestemmelse på arbejdspladsen.

26

Essentielt er arbejderkooperativet eller det arbejderstyrede firma et alternativ til det kapitalstyrede firma, der maksimerer profitsummen. Når kapital hyrer arbejde er ledelsesfilosofien ofte baseret på arbejdets underordning og på længere sigt koncentration af formuer gennem akkumulerede profitter, der henlægges som opsparing eller anvendes til investeringer. Fordelingsaspektet er på kort sigt tilvejebringelsen af en skæv indkomstfordeling, hvor akkumulationen også har en ofte overset magtdimension. De, der besidder jord og realkapital i form af produktivkræfter (produktionsteknik i form af maskiner og bygninger), kan hyre andre produktivkræfter (arbejdskraft) med henblik på at øge værditilvæksten – arbejdet underordnes ejendomsbesiddelsen, og de tre skæve fordelinger indkomst, formuer og magt konstituerer kapitalismens institutionelle mekanisme regionalt, nationalt og globalt. Arbejdet dehumaniseres og forvandles til et element i en omkostningskalkule eller en produktionsfunktion, der siger noget om de forskellige mulige kombinationer af kapital og arbejde, der skal til for at producere et output af varer og tjenester. Humaniseringen indebærer, at arbejderen skifter rolle og bliver både den udførende og den besiddende. Kapitalistiske ejerforhold opløses, således at kun arbejde kan aflønnes og ikke ejendom per

Det Ny Clarté #21 —december 2012


se. Det kooperative princip om varig beskæftigelse og ordentlige løn- og arbejdsvilkår fører til, at profitmaksimering erstattes af indkomstmaksimering for den ansatte efter arbejdsindsats og efter fradrag for nødvendige investeringer og betaling af kollektive goder for de ansatte. Men humaniseringen indebærer også underordningens bortfald og indførelsen af det, vi herhjemme kender fra andelsvirksomheder, hvor demokratisk kontrol efter princippet om en person – en stemme erstatter kapitalens kontrol efter principper om, hvor meget man besidder. Overskudsdeling henlagt til kontant betaling eller som medarbejderaktier, medarbejderdeltagelse i finansiering, de ansattes trivsel og virksomhedsdemokrati erstatter dehumanisering i form af profitmaksimering, hierarki og koncentration af formuer. Historisk set og set i nutiden er der flere cases på denne form for kapitalismealternativ – vi skal her alene se på Mondragon kooperativerne som case.5 Mondragon-kooperativerne hylder disse principper som en del af sit kooperative særpræg.6 Ideologisk er det klart, at denne organisationsform ikke blot kan tilskrives kristne sociale doktriner, men at det også er en del af visionen om den socialistiske virksomhed og arbejdsplads. Det jugoslaviske selvforvaltningssystem af nogen benævnt ’Titoisme’ var ifølge moderkirken i Moskva et ’kætteri’ mod marxismen-leninismen, hvilket kan debatteres. Marx modsagde sig selv på dette punkt fra lovprisninger til fordømmelse af det, der den gang hed produktionsforeningen. Den oprindelige idé knæsat under Oktoberrevolutionen baseret på rådenes magt (sovjetterne) er også inspireret af tankerne bag rådssocialismen7 og oprindeligt Pariserkommunens kortvarige eksistens.8 Sovjetterne fik kun kort levetid som virkelig rådsmagt. Debatterne i Jugoslavien før 1989 viste i høj grad, at man beskæftigede sig med utopisk socialisme, anarkisme, anarkosyndikalisme og den britiske lavssocialisme – så at sige i marxismens-leninismens navn. Denne ideologiske debat er i sig selv en artikel værd.

ver (landmænd, fiskere o.a. primærerhververe som medlemmer), forbrugerkooperativer (forbrugere som medlemmer, kendes fra det hjemlige Brugsen), arbejderkooperativer (medarbejdere som medlemmer) og hybride kooperativer (på engelsk multipurpose co-op’s).9 Sidstnævnte omfatter kombinationer af medlemskredse. I Mondragon benævnes disse 2. grads kooperativer.

Mondragon-kooperativerne er et enestående eksempel på, hvordan den demokratisk ledede virksomhedsform skal organisere sig med en mangfoldighed af medlemmer i et netværk af virksomheder“

De grundlæggende principper i Mondragon er den demokratiske og deltagerstyrede organisation, uddannelse, overskudsdeling efter nødvendige henlæggelser, som bidrager til at skabe det, man kalder ’lønsolidaritet’, kapitalens subsumption under arbejdet og frem for alt beskæftigelse, jobsikkerhed og uddannelse. Kernen frem til i dag har været arbejderkooperativet og åbent medlemskab for alle. Hvert arbejdermedlem skal præstere en betaling til på 5000 $ til den kooperative sparekasse Caja Laboral Popular. Har man ikke så stor en sum, kan man låne pengene. Baskerne er et sparsommeligt folkefærd, hvilket også er med til at forklare hvordan noget sådant overhovedet kan lade sig gøre. Det kooperative demokrati har to facetter henholdsvis demokratisk kontrol efter princippet om en person – en stemme og deltagelse i arbejdets tilrettelæggelse gennem forskellige ’deltagelsesteknikker’, f.eks. selvstyrende grupper. •

Medlemmer skal alle gennem en prøveperiode på mellem 6 og 12 måneder.

Kooperativet er baseret på et system mht. demokrati og deltagelse. Hvert kooperativ vælger egen ledelse og arbejderrepræsentanter til netværksorganer. Mellem 800 og 900 medarbejdere repræsenterer de senere år deres kolleger i ledende organer.

Hvert kooperativ er en uafhængig enhed.

Støtte-kooperativer er sammenslutninger, der servicerer de enkelte kooperativer m.h.t. finansiering, de ansattes velfærd, efteruddannelse og anvendt forskning.

Divisioner og undergrupper er sammenslutninger af virksomheder inden for samme branche med det formål at trække på fælles funktioner mht. strategiske beslutninger, koordination, rådgivning, planlægning,

Mondragon-kooperativernes organisation Mondragon-kooperativerne er et enestående eksempel på, hvordan den demokratisk ledede virksomhedsform skal organisere sig med en mangfoldighed af medlemmer i et netværk af virksomheder. Groft taget deler vi ofte op i leverandørkooperati5 Winther & Kuur Sørensen (2009) og Winther (2001). 6 http://www.mondragon-corporation.com/ENG/Cooperativism/Co-operative-Experience/Co-operativeCulture/Instrumental-and-Subordinate-Nature-ofCapital.aspx 7 Råd valgt demokratisk af befolkninger på landet og i byen og i den stående hær erstatter parlamentarismen som demokratisk basis for beslutningsprocesserne. 8 Winther (2012)

27

9 I Winther (1988) findes der i indledningskapitlet en detaljeret gennemgang af de forskellige kooperationsformer, der er oprettet som andelsselskaber med begrænset ansvar (a.m.b.a.)

Det Ny Clarté #21 —december 2012


utopi marketing og overordnede funktioner, hvor der kan realiseres stordriftsfordele. •

Generalforsamlingen er kooperativets øverste organ, hvor ledelsen vælges demokratisk af medarbejderne.

Den kooperative kongres beslutter sig for de strategiske målsætninger, efter hvilke koncernen styres, koordineres og planlægges. Kongressen har 650 delegerede.

Det demokratisk valgte ledende råd er kooperativets øverste myndighed mellem generalforsamlingerne, og rådet træffer beslutninger om kooperativets drift.

Den professionelle ledelse udpeges af det ledende råd og er ansvarligt over for dette, uden at ledelsen har flere stemmer end de ansatte.

Det sociale råd artikulerer medlemmernes interesser og overvåger, at det hele går rigtigt for sig, og at beslutninger faktisk føres ud i livet. I daglig jargon hedder dette også ’vagthundenes råd’.

Revisions-kommissionen godkender kooperativernes regnskaber.

Indkomstfordelingen er gennem årene blevet mere ulige fra 3:1 i 80’erne til 4,5:1 i dag mellem den øverste ledelse og de højtuddannede og de ufaglærte. Mht. overskudsdelingen går 70 % ind på hver medarbejders individuelle konto, mens de resterende 30 % er øremærket til reinvesteringer og kollektivt konsum. Man hæfter solidarisk for tab, der fratrækkes ens individuelle konto. Udsigt fra den kooperative koncerns administrationsbygning. Mondragon ligger som et andet ’Shangri-La’ oppe mellem bjergene. Stort set alt i byen er kooperativt. (Foto: Gorm Winther, Mondragon 2004). 2. grads kooperativer betales for sine ydelser til kooperativerne og kan være alt fra velfærd i form af børnehaver, uddannelser (grundskole, lærlingeskoler, specialarbejderskoler og universitet), boliger, Forbrugerkooperativerne ’Eroski’, der ses overalt i Spanien, og sparekassen Caja Laboral Popular, der også har brancher overalt i Spanien. Ledelsen i den slags kooperativer er som nævnt mere sammensat af forskellige interessenter som brugere, forbrugere, leverandører og medarbejdere. Man har egne centre for innovationer og har formået at følge med på dette felt i forbindelse med ’high tech.’ (automatiseret teknologi, computerstyring, produktudvikling, vedvarende energi etc.).

Mondragon-kooperativerne er beskæftigelse. Væksten mht. beskæftigelsen siden 1956 kan nok få en til at spærre øjnene op i disse krisetider. Siden etableringen af det første kooperativ har den gennemsnitlige årlige vækst ligget på ca. 19 %. Beskæftigelsen i Mondragon-kooperativer i Spanien alene udgør (2011) 67.900 personer, hvor det i Euskadi

28

omfatter 34.695 beskæftiget i alle tænkelige brancher. I 2006 var Mondragon kooperationen Spaniens 7. største virksomhed, og der er skudt 65 datterselskaber op globalt set.10 Tallene modsiger på ingen måde, hvad tidligere analyser i 70’erne og 80’erne antydede. I BBC’s snart legendariske dokumentar om ’The Mondragon Experience’ udtalte Allan Gelb fra ’London School of Economics’, at Mondragon-kooperationen var enestående effektiv, fordi ledelsen så sine interesser bedst tjent af en loyal og højt motiveret medarbejderskare, mens medarbejderne på deres side så deres interesser bedst tjent hos ledelsen. Den traditionelle modsætning mellem kapital og arbejde skulle hermed påviseligt være ophævet, hvilket naturligvis har affødt en del debat i forskerkredse. Det er næppe økonomiske incitamenter alene, der forklarer Mondragon-kooperativernes enorme succes, før man lod sig globalisere i 90’erne. Også arbejdspsykologiske faktorer kendt fra ledelsesteorien spiller ind, således at en kombination af overnormale indkomster (løn plus profitandel) og højt motiverede og pligtopfyldende medarbejdere, der føler sig som ejere, og som yder en ekstra indsats, fordi dette skaber en høj motivation. Ifølge faderen til den økonomiske teori om den arbejderstyrede markedsøkonomi Jaroslav Vanek yder medarbejderstaben mht. arbejdsintensitet, kvalitet og effektiv tid mere end i den kapital- eller statsstyrede virksomhed.11 Den tidlige empiriske forskning om Mondragon-kooperationen understøtter i høj grad denne teori.12 Fra 1956 til 1986 skabte kooperativerne 21.000 nye jobs, og mens Baskerlandet i krisen i tiåret 1976-86 så arbejdsløshed, afskedigede man ikke en eneste medarbejder. Komparative data antydede, at hvad værditilvækst, produktivitet og profitabilitet angik, klarede kooperativerne sig bedre end regionen eller resten af Spanien. Data på sygefravær antydede et lavere fravær i Mondragon-kooperativerne end i traditionelle virksomheder. Det er klart, at et ensidigt fokus på jobskabelse kan betyde, at andre data ser knapt så pæne ud. Sådan var det ikke, før man globaliserede med oprettelse af traditionelle datterselskaber i udlandet. Årene 1997 til 2006 viser i forhold til regionen og Spanien, at beskæftigelsestilvæksten er højere i den kooperative koncern, værditilvæksten knapt så

10 Se http://www.mondragon-corporation.com/mcc_ dotnetnuke/Portals/0/documentos/eng/CorporativeProfile/Corporative-Profile.html#/1/ 11 Vanek (1970), Chapter 12, og (1989). 12 Thomas & Logan (1982) og Bradley & Gelb (1981), siderne 211-231.

Det Ny Clarté #21 —december 2012


meget højere, mens produktivitetstilnærmelsen værditilvækst pr. medarbejder følgelig viser en lavere gennemsnitlig årlig vækst. Opbygningen af en multinational kooperativ koncern bærer sin del af skylden. Fra Mondragon-koncernens side fortolkes dette på denne måde: ”I vores traditionelle aktivitetsområde, Baskerlandet, steg jobskabelsen drastisk. I dag (2006, GW) er 80 % af arbejdsstyrken i dette område medlemmer. Mange, der ikke er medlemmer, er imidlertid kun midlertidigt ansat, siden en majoritet af dem bliver medlem inden for en to- til treårig periode. Uden for regionen og i Spanien er der skabt tusinder af jobs [af Mondragon, red], som ikke er kooperative. Dette skyldes manglen på en dækkende erhvervslovgivning for kooperativer i de områder, hvor vi ekspanderer; det skyldes det faktum, at mange nye selskaber etableres som et ’joint venture’ med andre partnere, og fremfor alt skyldes det, at dannelsen af kooperativer kræver, at der er medlemmer, som forstår og er engagerede i forhold til en kooperativ virksomhedskultur, noget som man umuligt kan opnå over en kort tidshorisont i sådanne vidt forskellige geografiske områder.”13 Det skal bemærkes, at et særligt program for Eroski kooperativerne (forbrugerkooperativerne) er sat i gang for at øge medarbejderejet, og at man forventer, at dette vil slå sig betragteligt igennem mht. de ansattes medeje indenfor de næste 2 – 3 år. Der medgår en vis tid, inden de ansatte beslutter sig for at blive medejere.

fra forløbet for den spanske økonomi. Figur 2 viser derfor i stedet den årlige beskæftigelsesvækst (%), hvor Mondragonforløbet sammenlignes med forløbet for spansk økonomi. Hvis man indlægger trenden lineært eller ikke-lineært vil man se, at det årlige væksttempo er hurtigere for Mondragonkoncernen end for spansk økonomi. I perioden 1999 - 2011 er den gennemsnitlige årlige vækst for koncernen 5,9 %, mens den gennemsnitlige vækst for spansk økonomi lå på 2,5 %. De voldsomme beskæftigelsesnedgange i 2000 hænger sammen med spansk økonomis sårbarhed over for udenlandsk konkurrence efter optagelsen i EU (1986), samt at fraværet af en valutapolitik gjorde, at man omkring årtusindeskiftet så et fald i BNP vækstraten ligesom, man havde problemer pga. af bortfaldet af devalueringer. I Figur 2 vises den procentuelle ændring. De sorte tynde kurver illustrerer tendensen. Det ses, at ’gabet’ mellem de to tendenskurver bliver mindre, og følgelig bliver Mondragon-kooperationens forspring, hvad væksttempoet angår, også mindre. Mondragon-kooperationen rammes ikke, hvad jobskabelsen angår af det samme voldsomme udsving nedad, hvilket sikkert skyldes kooperativernes målsætning om at etablere nye kooperationer og jobs. Bortfaldet af EU-støtten i 2008 og 2009 nævnt indledningsvis synes imidlertid at have ramt Mondragon-kooperationen relativt hårdere mht. jobskabelsen. Arbejdsløsheden steg rundt omkring, om end de afskedigede i Mondragon alle kom i job igen det samme sted og kun midlertidigt forflyttedes til andre virksomheder eller efteruddannelse.

I figur 1 får vi et indtryk af jobskabelsen i perioden 1999-2011, naturligvis ganske imponerende, men forløbet afviger ikke, hvad udsvingene angår,

Problemer – er det ikke for bøvlet alt sammen?

13 www.mondragon.mcc.es/ing/contacto/faqs6.html

Fra Thomas Moores Utopia og til i dag har vi alle i mere eller mindre grad haft det forsæt at realisere

29

Det Ny Clarté #21 —december 2012


utopi

Figur 1.

Figur 2. Kilde: Årsregnskaber fra Mondragon-koncernen diverse årgange og Instituto Nacional de Estadísticas Annual Statistical Year book diverse årgange. Beregningerne for 2002 og 2011 for spansk økonomi er estimater.

det ideelle samfund – på venstrefløjen det socialistiske erhvervsliv. Og der kan vel næppe herske tvivl om, at der nu, hvor både planøkonomien og markedsøkonomien har spillet fallit, er behov for en tredje demokratisk vej til dannelsen af et demokratiseret socialistisk erhvervsliv, der inddrager ressource-økonomiske, hvor netop arbejderselvforvaltningen, som vi så den i Mondragon før 90’erne,

Det er fortsat topledelse og nøglepersonel, der har mest at skulle have sagt – kun i virksomhedsnetværk med koncentration af forskellig viden kan man se en ligelig magtfordeling”

30

tidligere i Jugoslavien fra 1950 til 1989, under den spanske borgerkrig i Catalonien i 30’erne og andetsteds. Inden for koncernens mure peger man advarende på den kulturelle faktor – det baskiske folk skulle angiveligt være mere ligelighedsorienteret end andre folk og derfor mere tilbøjeligt til at acceptere en udjævning mht. indkomstfordelingen, formuefordelingen og hermed magtfordelingen i et samfund. Topledelsen i koncernen sætter efter sigende rekord i at modtage en lav gage, idet man kun modtager 8 gange så meget i løn som den lavest aflønnede medarbejdergruppe i koncernen. Ligelighedsdebatten rejser på sin side et spørgsmål, om der overhovedet er tale om mere ligelighed. Kritikere peger på det, John Kenneth Galbraith kaldte tekno-strukturen

Det Ny Clarté #21 —december 2012


i det store foretagende. Altså det interne hierarki, der følger med opnåede kompetencer, uddannelse og medarbejdere i professionelle ledende funktioner. På grundlag af studier af enkeltvirksomheder hævdes det, at Mondragon-medarbejdere ikke har mere at skulle have sagt end i et traditionelt foretagende?14 Da der ikke er tale om stikprøveudtagninger kan dette dog højst lede til en hypotese, der savner en afprøvning. Men med globaliseringen kan dette problem måske oven i købet blive uddybet, hvis det eksisterer. Forskning omkring industrielt demokrati antyder, at magtfordelingen mellem personalegrupper er skæv. Dette kan naturligvis forstærkes, når man globaliserer, men problemet har været der hele tiden. Det er fortsat topledelse og nøglepersonel, der har mest at skulle have sagt – kun i virksomhedsnetværk med koncentration af forskellig viden kan man se en ligelig magtfordeling.15 Noget andet er problemet med, at oprettelsen af datterselskaber i udlandet og det øvrige Spanien har skabt et ’arbejderaristokrati’ i Baskerlandet og

Det var ikke længere verden, der skulle omdannes til kapital – men omvendt”

en masse udenlandske lønarbejdere, der er beskæftigede i nogle tilfælde i lavtlønslande for dette ’aristokrati’. Omend man er bevidst om dette problem i koncernen, og man de facto gør noget (Eroski), er Mondragon nu nede på en tredjedel af de ansatte som medejere. Koncernen er degenereret til lønarbejde, og det kan tage årtier, hvis man skal bygge bro over vidt forskellige kulturer, kooperativ-lovgivninger og arbejderklassens modtagelighed over for at lade sig indrullere i kooperativerne. Populært sagt: Hvorfor alt det bøvl, når bare man kan hæve sin løn ved kasse 1 i stedet, og hvorfor alt det bøvl med at skulle tage et medansvar for drift og ledelse? Hvordan dette kan have påvirket virksomhedens resultater, når man sammenligner med tiden, før man angiveligt under konkurrencekampens pres så sig nødsaget til at flytte produktioner til udlandet, antydede vi ovenfor, og det antydes af de data, vi har. Bortset fra beskæftigelsesmålsætningen gik det bedre, før man blev en global koncern(!). Ser vi på finansielle data, går det ikke så godt som med beskæftigelsestallene. Der er ingen tvivl om, at Mondragon-kooperationens historiske data afslører en imponerende række af resultater forbundet med det kooperative særpræg. Dette rejser på sin side endnu en hypotese, for det kunne jo være, at

netop det lokalsamfunds-forankrede kooperativ er det, der klarer sig bedst, og det, der er bedst til at bevare demokratiet og den lokale beskæftigelse.

Gorm Winther har været professor ved Aalborg Universitet 2007-2010, han er nu chef for Dansk Center for Medarbejdereje og er medlem af Enhedslistens politisk-økonomiske udvalg.

Litteratur: Bradley og Gelb. 1981. “Motivation and Control in the Mondragon Experiment”, British Journal of Industrial Relations, 19(2) Kasmir, Sharryn. 1996. The Myth of Mondragon Cooperatives. Politics, and Working-Class Life in a Basque Town. State University of New York Press, Albany. Tannenbaum, Arnold. 1968. Control in Organizations, Mcgraw – Hill. Thomas, Henk & Chris Logan. 1982. Mondragon: An Economic Analysis, Erwin & Hyman, London. Vanek, Jaroslav. 1970. The General Theory of Labor-managed Market Economies, Cornell University Press, Ithaca, New York , Chapter 12. Vanek, Jaroslav (upubliceret). 1989. Crisis and reform, East and West, Essays in Social Economy, Ithaca, New York. Jaroslav Vanek var Winthers mentor under flere ophold som gæst ved hans forskningsprogram på Cornell Universitet, se http://www.ru.org/51cooper.html Winther, Gorm.1988. Erhvervsudvikling i Grønland – en selvforvaltet fiskeindustri, Aalborg Universitetsforlag Winther, Gorm. 1999. “Theory O – is the Case Closed?” Economic and Industrial Democracy – an International Journal, no. 2, May, Stockholm Winther, Gorm. 2001. Introduktionskapitlet til “Participatory Ownership in General: Conceptualization, Viability and Potentials” i Gorm Winther (red) Participatory Ownership and Management in Greenland and Other Arctic Regions – proceedings from a network Seminar in Ilulissat, Arctic research Journal 1. Winther, Gorm & Michael Kuur Sørensen. 2009. “The Mondragon Co-operatives Going Global”.siderne 149 og fremad i Xing, Jizhen og Winther (ed): ‘Globalization & Transnational Capitalism, Crises, Opportunities & Alternatives’ Aalborg University Press. Winther, Gorm. 2012. ”Arbejderkooperation uden arbejderstyre” (upubliceret) lagt ud på nettet juni 2012 inden foredrag for enhedslisten Aalborg, se http://aalborg.enhedslisten.dk/ sites/default/files/arbejderhistorieGW.txt

14 Kasmir (1996). 15 Tannenbaum (1968) og Winther (1999).

31

Det Ny Clarté #21 —december 2012


tema

FAGBEVÆGELSEN OG VENSTREFLØJEN

Artiklen gennemgår udviklingen og hovedtrækkene i fag- og arbejderbevægelsen, reform vs. revolution, løn- og arbejdsvilkår, ændringer i produktionsbetingelserne, samarbejdet med det politiske niveau, international organisering og velfærdsstaten for at slutte med den nuværende krise. Disse problematikker udbygges på forskellig måde i relation til venstrefløjen i det samlede tema. Af Karen Helveg Petersen

Grundtræk i udviklingen

I

følge Marx er fagbevægelsens rationale først og fremmest at holde konkurrencen mellem arbejderne i ave for at stække kapitalisternes magt til ensidigt at definere kontraktforholdene. Dertil kommer, at bedre løn og arbejdstidens længde er fælles områder for alle arbejdere. På et dybere plan havde den samlede arbejderbevægelse imidlertid interesse i en grundlæggende forandring af systemet. Dette er dobbeltheden mellem arbejderbevægelsen, der varetager arbejderklassens overordnede interesser med den ultimative afskaffelse af kapitalismen lurende i baggrunden, og fagbevægelsen, der er knyttet til forbedrede forhold inden for ’systemet’. Allerede på Marx’ og Engels’ tid var der tegn på dannelsen af en klike af korrupte


eller fjerne fagforeningsledere, der steg op i deres eget faghierarki eller indgik uhellige politiske alliancer. Så reform vs. revolution og tilpasning/ forfald vs. en klar modstandslinje er gennemgående temaer for arbejderbevægelsen i kapitalismens historie. Kapitalens repræsentanter er naturligvis imod arbejdernes organisering, men ikke entydigt. Det er nemmere at forhandle med en nogenlunde uddannet og samlet gruppe end at skulle kæmpe sag for sag, fra arbejdsplads til arbejdsplads. Det er næsten en grundsætning, at arbejdernes strejker helst skal være partielle, mens arbejdsgivernes instrument − lockout − bruges mere massivt. Selvom ro er ønskeligt, er det et leitmotif fra kapitalejernes side, at lønnen skal holdes nede. De skriver ikke under på primitive underkonsumptionsteorier. Accepten af orga-

niserede partnere har naturligvis også at gøre med, hvor stærke arbejdsgiverne anser arbejderne for at være. Er sidstnævnte svage, slår de gerne til. Fagbevægelsen har tilkæmpet sig rettigheder og bedre vilkår slag for slag. Uden at det har været et eksplicit tema, er det logisk, at specifikke fag- eller industriforbund er blevet skabt. Arbejdsforhold er ikke ens overalt, og nærhed og identificering spiller en rollle. Minearbejdere har f.eks. altid været en distinkt gruppe. Fagbevægelsen har ændret form med udviklingen i arbejdsindholdet, der har krævet stadig mere uddannelse, i takt med at produktionsformerne og teknologien har udviklet sig. Den faglærte arbejder blev stadig mere fremtrædende som det industrielle svar på den gamle håndværkerstand. Meget er gjort ud af taylorisme og fordisme, veltilret-


tema: venstrefløjen og fagbevægelsen

telagt teamarbejde og semiautomatisk samlebåndsarbejde, som stedfundne ændringer i produktionsprocessen (Ford-fabrikkernes samlebånd karikeret i Charles Chaplins film Moderne Tider fra 1936). For at udvikle produktiviteten indså de største og mest progressive virksomheder i tredverne, fyrrerne og ikke mindst efter krigen, at de havde interesse i modparter, der ville deltage i produktivitetsfesten. Et andet nyere fænomen er organiseringen af offentligt ansatte1, især efter at disse gik fra at være tjenestemænd til kontraktansatte. Med fremgangen af servicearbejde i den vestlige verden er en stigende arbejdspladsindividualisering indtruffet, som − kombineret med decideret prekære arbejdskontrakter − fører til nye splittelser. Det er så meget desto mere nødvendigt at holde sammen, som det bliver sværere at gøre det i praksis. Fagbevægelsen kæmper med ryggen mod muren for blot at bevare det, den har opnået. Politisk har der i mange år været spændinger mellem en moderat, socialdemokratisk hovedstrøm og venstrefløjens evt. kommunistiske kræfter inden for fagbevægelsen. De sidste har ikke nødvendigvis troet på verdensrevolutionen som udkommet af hver en strid, men har været mere militante i deres krav og metoder end de første. Endelig skal nævnes, at fagbevægelsen er blevet spændt for den storpolitiske vogn, således under Den kolde Krig.

Kollektive overenskomster og strejkeret Danmark Den kollektive aftaleret blev etableret i Danmark med Septemberforliget af 1899 mellem Dansk Arbejdsgiverforening og De samvirkende Fagforbund (nu LO: Landsorganisationen i Danmark). Forud var gået en storkonflikt med oprindelse i en arbejdsgiverlockout. Forliget gav arbejdsgiverne ret til at lede og fordele arbejdet, men strejkeret til fagforbundene, hvis de ikke kunne blive enige med arbejdsgiverne om en ny overenskomst, og hvis strejken var lovligt varslet. Til gengæld var der fredspligt i overenskomstperioden, men naturligvis kunne aktioner også iværksættes lovligt inden for perioden, hvis modparten brød reglerne. Septemberforliget blev afløst af Hovedaftalen i 1960, der senere igen er blevet revideret. Regelværket er beskyttet af faglig voldgift, der nu ligger i Arbejdsretten (retskonflikter, fortolkningsspørgsmål). Arbejdsmarkedets parter overlades til at forhandle selv, i princippet. Forhandlingerne/mæglingen 1 I 1899 stiftedes Københavns Kommunale Arbejderforbund, der grupperede kommunale arbejdsmænd.

34

Så reform vs. revolution, tilpasning/ forfald vs. en klar modstandslinje er gennemgående temaer for arbejderbevægelsen i kapitalismens historie”

foregår først i de store hovedforbund- og arbejdsgiverforeninger. F.eks. lagde CO-Industri for i alt 240.000 industrielt ansatte − fordelt på 8 forbund, hvoraf 3F og Dansk Metal er langt de største − og DI som arbejdsgivermodpart ud med overenskomstforhandlingerne i begyndelsen af 2012. Senere gik de andre i gang. Reglerne er, at hvis der opnås enighed, sendes resultatet til urafstemning. Ellers begynder forhandlingerne i Forligsinstitutionen, der udarbejder et mæglingsforslag, som den kan kræve sendt til afstemning. Ved forkastelse kan der varsles strejker, og disse kan enten køre, indtil enighed nås ved nye forhandlinger, og en ny urafstemning har vedtaget aftalen. Forligsinstitutionen har stor magt, f.eks. kan den sammenkæde afstemninger, altså kræve, at flere overenskomstområder bliver lagt sammen og stemt om under ét, og det er blevet sværere at forkaste mæglingsforslaget. Eller politisk indblanding er mulig. Statsminister Th. Staunings kunststykke med Venstre, Kanslergadeforliget (1933), forlængede overenskomsterne med et år. Senere i tredverne greb han også til lovindgreb over for strejker. Derudover kan Folketinget ophæve mæglingsforslaget eller dele af det til lov. Det er kun sket i enkelte tilfælde, første gang i 1956 under den socialdemokratiske H.C. Hansen regering, under de ligeledes socialdemokratiske regeringer Viggo Kampmann og Anker Jørgensen (3 gange) og igen under Poul Nyrup (1998 – ’gærstrejken’). Poul Schlüter gjorde det også. Men der er altså kun ét tilfælde, hvor statsministeren ikke var socialdemokrat. Det blev ligefrem en læresætning i statskundskab, at det kun var socialdemokraterne, der kunne få arbejderne banket på plads. I 1963 skete der imidlertid det, at regeringerne gennem den såkaldte indkomstpolitik prøvede at styre reallønudviklingen ved mere generelle tiltag. Regeringen spiller naturligvis i kulisserne under overenskomstforhandlingerne og åbenlyst under de såkaldte trepartsforhandlinger, der siges at udspringe i 1899. Der er lovgivet om Arbejdsretten og Forligsinstitutionen, generel arbejdstidslængde, feriebestemmelser, dagpenge osv. Staten er derudover selv arbejdsgiver og yder mange støttekroner

Det Ny Clarté #21 —december 2012


et relativt venstreorienteret universitet i Madison, ekstra interessant. Baggrunden var, at da staten i 2010 havde for få indtægter, ville den nye republikanske guvernør skære i de offentligt ansattes pensioner og andre goder. For at hindre strejker blev strejkeretten begrænset. Resultatet var langvarige protester, men til sidst slap guvernøren igennem med sit forehavende. Efter at en dommer først havde dømt lovgivningen ulovligt vedtaget, blev den opretholdt af statens højesteret.

Fagbevægelsens udvikling Strukturudviklinger og domænetab

til arbejdsløse og dem uden for arbejdsmarkedet, selvom alt dette er ved at blive undergravet.

USA Den danske model er stort set identisk med den nordiske. Sydeuropa har lidt andre traditioner, bl.a. en meget mere splittet fagbevægelse, men det skal der ikke gås nærmere ind på her. I USA var det først med Wagner Act i 1935, at den kollektive forhandlingsret blev lovliggjort. Denne lov blev modificeret i 1947 ved Taft-Hartley tillægsloven, der bl.a. forbød lukkede enheder (”closed shops”), dvs. aftaler hvor en arbejdsgiver kun måtte hyre fagforeningsmedlemmer. Fagforeninger måtte stadig godt kræve medlemskab, men kun hvis der var en kollektiv aftale på arbejdspladsen. AFL og det mere venstreorienterede CIO fusionerede i 1955.2 Der er ikke mange medlemmer af AFLCIO i forhold til arbejdsstyrken, på nuværende tidspunkt kun 11-12 millioner ud af en arbejdsstyrke på 157 millioner. Den største medlemsorganisation er den amerikanske sammenslutning af offentligt ansatte. Taft-Hartley forbød føderalregeringens ansatte at strejke. Wisconsin var den første stat, der tillod strejker for delstatsansatte (1959). Derfor er den nylige konflikt i Wisconsin, der har et progressivt image på basis af stærke blue-collar traditioner og 2 AFL = American Federation of Labor, CIO = Congress of Industrial Organizations

35

Overenskomstforhandlinger er centrale, men mange detaljer overlades til forbundene. Medlemstallet af alle fagforeninger i Danmark, røde plus gule, er faldet med 150.000 fra 2000 til 2010, mens både antal og vægt af ældre medlemmer er steget. Det skyldes formentlig både en svindende arbejdsstyrke og rekrutteringsbase, men også udmeldinger. Især yngre arbejdere og lønmodtagere ser ikke pointen i medlemskab, og mange, ikke mindst dem i prekære stillinger, har ikke råd. Alt dette gør, at de mindre fagforbund slår sig sammen. Nogle medlemmer er bange for, at det faglige fællesskab så forsvinder, mens muligheden for at få mere organisatorisk saft og kraft og for at spare penge altid kan bruges som forsvar for fusioner. Om det vil styrke det overordnede sammenhold ved overenskomstforhandlinger, er et åbent spørgsmål. Samtidig har de gule fagforeninger, såsom den kristne, KRIFA, og Det Faglige Hus, vundet terræn. De er modelleret som serviceorganer, der kan give juridisk bistand og hjælpe med praktiske spørgsmål. Og derudover er de billigere. Hvis der er medlemmer af et LO-forbund på en arbejdsplads, skal arbejdsgiveren respektere denne overenskomst, og den skal gælde også for dem, der ikke er LO-organiseret. I modsat fald giver det ret til blokade fra LO’s side. Det er i store træk problematikken om Restaurant Vejlegården, der nu er indbragt for Arbejdsretten. Sagen startede med, at den nye ejer af Vejlegården ikke ville indgå overenskomst med 3F (tidligere SiD) og lockoutede medlemmer af 3F fra restauranten. I stedet indgik han overenskomst med KRIFA. Derefter begyndte blokaden fra 3F’s side, og andre LO-forbund iværksatte sympatiaktioner. Så kom balladen.

Succeser, tilpasning og ledelsesrekruttering Den danske fagbevægelse har været dygtig til at forhandle og forsvare bedre løn og arbejdsvilkår. Samtidig har den formidlet og medvirket til produktivitetsforbedringer. I mange år foregik forhandlingerne under devisen, at reallønningerne kunne stige med (højst) produktivitetsforbedrin-

Det Ny Clarté #21 —december 2012


tema: venstrefløjen og fagbevægelsen

Den danske fagbevægelse har været dygtig til at forhandle og forsvare bedre løn og arbejdsvilkår. Samtidig har den formidlet og medvirket til produktivitetsforbedringer”

gerne. På nuværende tidspunkt er fagbevægelsen nærmest overivrig efter at spille erhvervslivets kort. Dansk Metal giver f.eks. gode råd til arbejdsgiverne om eksportmuligheder og produktionsudviklinger. Produktivitetsdevisen har ledsaget de enorme teknologiske omkalfatringer af industri- og produktionsstrukturen, så de fleste (industri)arbejdere af en vis alder har en fundamentalt forskellig arbejdsplads end tidligere. Undtagen måske dem i marginaliserede jobs, der også er de dårligst organiserede. Fra halvfemserne begyndte fagforeningerne at kæmpe for at holde på medlemmerne. Herhjemme forsøgte de sig først med medlemsservice, såsom at skaffe rabatter på skijakker og at forære kalendere bort. Fagbevægelsens ledelse og organisation er blevet professionaliseret som et led i udviklingen. De sidste årtiers uddannelseseksplosion har bevirket, at de mest energiske arbejderunge blev opslugt af universiteterne, Hvis de havde en smule solidaritet med, hvor de kom fra, gik de måske ind i socialdemokratisk politik eller partier lidt til venstre. Cand. polit’iseringen af socialdemokraterne går langt tilbage (Viggo Kampmann og Jens Otto Krag, der havde fæller i statsadministration og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd), men blev senere til cand. scient.pol’ificering. En fin lille nuance. Sidstnævnte lærer om politik og det politiske spil og fristes til at fortsætte omkring og på Borgen, hvorimod det faglige grundlag er mere tilfældigt. Begge grupper er systemkonforme, de første fordi universitetsøkonomien lod til at tilbyde effektive styringsinstrumenter, de sidste fordi ambitionerne ligger i en form for politisk-teknokratisk tilgang til problemerne. Selvfølgelig er ikke alle så tilpassede, men fortidens mere autodidakte originaler med lidt partiskolefernis blev der for good or bad færre af i fagbevægelsen og socialdemokratiet.

Venstrefløjen Venstrefløjen inden for fagbevægelsen Den danske fagbevægelse har jo traditionelt været knyttet til socialdemokraterne. Men der har også igennem historien dels været mere venstreorienterede kræfter i den, dels konkurrerende forbund. Syndikalisterne gik ind for direkte aktioner og generalstrejker. De direkte aktioner havde f.s.v. held med sig, som man giver en syndikalistisk aktion i

36

byggefagene i 1918-19 en stor del af æren for opnåelsen af 8-timers arbejdsdagen i 1919. Nogle forbund var domineret af en anden partifarve end socialdemokratisk. Dette gjaldt især i mellemkrigstiden og i de tidlige efterkrigsår, hvor kommunisterne havde vind i sejlene (typografer, havnearbejdere). I slutningen af tresserne/halvfjerdserne blussede konflikterne op. Dels var der tressernes optur, fulgt af nedtur i halvfjerdserne. Den traditionelle fagbevægelse fik konkurrence fra en mere aggressiv venstrefløj, der stillede de klassiske spørgsmål igen. Mange konflikter, der blev dømt overenskomststridige, fandt sted.

Venstrefløjen uden for bevægelsen De fleste venstreorienterede står nærmest per definition på ’arbejderklassens’ side, men relationerne har svinget fra romantiseren til udskældning over fagbevægelsens højredrejning med en sviptur over ligegyldighed. Her foregår ’revolutionens subjekt’diskussionen. Men venstrefløjen støtter også, at arbejdernes krav skal være så radikale som muligt på gr. af, at det er dem, der skaber ’værdiproduktet’.3 Ligeledes har der været alliancer med fagbevægelsen i politiske spørgsmål, såsom Vietnam-krigen. Men udviklingen efter 2. verdenskrig gav venstrefløjens samarbejde og forståelse med fagbevægelsen et grundstød. Det amerikanske AFL havde med støtte fra sin regering og endog CIA held til at få de europæiske landsorganisationer over på amerikansk/kapitalistisk side. Det var genialt gjort. Udgrænsningen af kommunisterne skete i forbindelse med Marshall-hjælpen og Præsident Trumans doktrin om inddæmning af Sovjetunionen, begge annonceret i 1947. Men fagbevægelsen og socialdemokraterne, i hvert fald i Danmark, var mere end samarbejdsvillige i bekæmpelsen af kommunisterne.4 På den måde blev kommunister til landsforrædere – ofte hjulpet på gled af ivrige efterretningstjenester – og da ethvert revolutionært alternativ måtte være lig med sovjetkommunismen, som hur3 Selv dette er nu under angreb. Det er lederen og management, der producerer ’shareholder value’ osv. osv., se forfatterens http://www.modkraft.dk/artikel/ ricardo-og-shareholder-value 4 Se Knudsen (2012).

Det Ny Clarté #21 —december 2012


tigt kunne vises at være diktatorisk, ja så blev TINA (”there is no alternative”) introduceret før Margaret Thatcher og den såkaldt neoliberale revolution. I firserne blev det politiske formål for de genvakte konservative/neoliberale kræfter en direkte ødelæggelse af fagforeningerne (”union busting”). I England var der fru Thatchers kamp mod minearbejderne og i USA Reagans fyring af 11.000 strejkende flyveledere, der nægtede at genoptage arbejdet, efter at de var beordret til det. Thatcher og Reagan vandt deres omhyggeligt udvalgte kampe, og disse sejre gav et grundstød til fagbevægelsens selvforståelse. Fagforeninger blev endnu mere set som fagforsteninger, der bare ikke havde fattet noget, nu kunne de ikke engang forsvare sig selv. Fagbevægelsen krøb ind bag sine bastioner, prøvede at forsvare den kollektive forhandlingsret, men blev trængt tilbage. Med Sovjetunionens kollaps i 1989 var socialisme/ kommunisme defloreret og demonteret. Derfor behøvede kapitalkræfterne og deres håndlangere ikke mere at tilbyde en gulerod af stadige forbedringer. Dette til trods for at man ville have forventet det modsatte, nemlig at når sovjetkommunismen ikke længere var ’faktisk eksisterende’, ville arbejderbevægelsen blive mere fri til at genoplive socialismen.

37

Men kræfternes parallelogram havde skiftet, således at der nu kunne blive slået ned, ikke bare på evt. genopblussende socialistiske sympatier, men også på tidligere vundne sejre. Angrebene blev pænt pakket ind i snak om økonomisk nødvendighed, og cand.polit.erne havde modelleret det hele.

De grundlæggende problemer i dag Velfærdsstaten og krisen Krisen kradser, levestandarden falder. Det gælder i Europa og USA. Hvis kapitalismen kommer ind i en ny fase, bliver disse dårligere forhold uden tvivl institutionaliseret. Det er det, der kæmpes om globalt i dag. Hele velfærdsstaten kan siges at være en bygning rejst for − v. hj. af beskatning − at forbedre arbejderklassens generelle reproduktionsbetingelser. Disse betingelser er så blevet fladet ud til at gælde hele folket. Folkhemmet blev den nyttige illusion. Det blev næsten til, at folkhemmet havde afløst klassekampen. Social udligning, retfærdig fordeling og fremskridt for de dårligst stillede, boligbyggeri osv., alt det dominerede efterkrigstidens progressive socialdemokrater. Fagbevægelsen slog til, og på den måde gik den hånd i hånd med de socialdemokratiske regeringer. Men klasserne var ikke helt afskaffet der borte i Sverige heller. Der var bare ikke så mange rige, kapitalen var koncentreret og nogenlunde diskret.

Det Ny Clarté #21 —december 2012


tema: venstrefløjen og fagbevægelsen

…venstrefløjen støtter også, at arbejdernes krav skal være så radikale som muligt på gr. af, at det er dem, der skaber ’værdiproduktet”

Der er ikke nogen grund til at mene, at klassekompromiset udelukkende blev indgået for at holde kommunismen ude, snarere var faren fra øst et middel til at få arbejdernes mentalitet banket ind i de rette baner. Det underbyggedes af de materielle fremskridt, der gav arbejderne helt nye muligheder for at rejse og leve et anderledes liv og udsigt til, at deres børn fik et (endnu) bedre liv end dem selv. Men hvis man dykker lidt ned i historien, var der alligevel enorme spændinger og mærkelige fænomener, der ikke passede ind i glansbilledet. Det krakelerede. Mordet på Olof Palme var det uhørte, der ikke kunne ske. I Europa er fagbevægelsen i en baglæns kamp for at ’forsvare velfærdsstaten’, dvs. mod ekstreme nedskæringer og tilbagerulning af opnåede resultater. I dette spændingsfelt går den traditionelle forståelse op i limningen. Evigt ejes kun det tabte, og der er ingen laurbær at hvile sig på. Det åbner op for mere flydende tilstande med strejker og demonstrationer. For den gamle model er ophørt med at virke. Den er opløst i ’konkurrencens’ navn. Asbjørn Wahl skriver om dette på europæisk niveau. End mere kan man sige, at fagbevægelsen har fejlet ved ikke at opdatere sig selv og sin mission som bekæmper af og medspiller i at skabe alternativer til det kapitalistiske samfund og er blevet hængende i de klassiske lønkampe.

Sydafrika Sydafrika er også interessant i et globalt perspektiv. Det magtfulde overordnede fagforbund, Cosatu, er under pres og det fra sine medlemmer, som Terry Bell redegør for. Cosatu og ANC førte kampen mod apartheid, men fremgangen for den sorte befolkning har ladet vente på sig. De apparatchikere, der

38

blev sat ind i store virksomheders direktioner, eller de, der på anden måde var i stand til at nyde godt af ’black economic empowerment’-programmer, avancerede materielt. En betragtelig sort middelklasse er skabt, men de marginaliserede har ikke nydt godt af det nye styre, bortset fra at nogle slumområder har fået vand og elektricitet. Den grundlæggende økonomiske struktur i Sydafrika er ikke blevet anfægtet, og jobs har der været for få af. De traditionelle forbund som NUM har ikke været i stand til at tilkæmpe sig ordentlige vilkår for minearbejderne, som det kom så tydeligt frem i Marikana-strejken. Derfor er de mest kritiske forbund ved at gentænke deres internationale forbindelser, og det venstreorienterede faglige verdensforbund WFTU ser nu mere tiltrækkende ud. O.K., kan man sige, men Sydafrika er jo ikke kommet til, hvor vi er. Der er stadig fremgang mulig. Uden tvivl, men Sydafrika er også en del af verden, og det er de samme store kapitalinteresser, der dominerer, og som har holdt en effektiv lokal kapitalakkumulation stangen samt kunnet præservere en underbetalt arbejderklasse. Medmindre kampen ændrer sig, risikerer Sydafrikan at gå lige ind i vores krise.

Fagbevægelsens udfordringer i Danmark Endelig skriver Charlotte K. Pedersen ud fra et personligt perspektiv om fagbevægelsens tiltrækningskraft og beklagelige mangel på samme i dagens Danmark. I en situation hvor der er god brug for den. Det drejer sig om perspektivet for dens virke (fagligt eller lønmodtagerbaseret) samt dens mangel på evne til at få sin historie og berettigelse gjort forståelig for både medlemsbase og en større del af befolkningen.

Litteratur: Aglitetta, Michel.2000. A Theory of Capitalist Regulaton: The US Experience, New Edition, New York/London: Verso Classics Knudsen, Dino. 2012. Amerikaniseringen af den danske fagbevægelse: Marshallhjælp, kold krig og transatlantiske forbindelser 1945-56, København: Museum Tusculanums Forlag 2012 Leksikon.org. 2004. ”Arbejdskonflikter i Danmark”, Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie Molyneux, John. 2012.”Marxism and Trade Unionism”, i Irish Marxist Review, Vol 1 Number 1

Det Ny Clarté #21 —december 2012


Europæisk fag- og arbejderbevægelse i krise

DENNE ARTIKEL ser på fagbevægelsens udfordringer på europæisk plan og analyserer de interne politisk-ideologiske barrierer, som hindrer de store fagorganisationer i at udfylde deres rolle i dagens situation. Socialdemokratiets historiske æra er ovre, også partierne til venstre er kompromitterede, og arbejder- og fagbevægelsen står over for problemer af en alvor, der kræver, at klassekompromiset må opgives. Den organiserede fagbevægelse er på europæisk plan end ikke i stand til at erkende problemernes alvor, så tilløb til protest kommer nedefra, især fra bevægelserne i de lande, der er hårdest ramt af krisen.

Af Asbjørn Wahl

F

ag- og arbejderbevægelsen repræsenterer ikke længere noget helhjertet troværdigt alternativ til den kriseramte kapitalisme, som for tiden fører til massearbejdsløshed, fattigdom, nød og elendighed over store dele af det europæiske kontinent. Fagbevægelsen har på europæisk niveau skærpet retorikken, men nøler med at sætte den mobilisering i gang, der skal til for at modstå angrebene. Hvordan har dette kunnet ske i en del af verden, som har huset nogle af de stærkeste og mest militante fagorganisationer og arbejderbevægelser i verden? Hvorfor har opposition og modstand ikke været stærkere? Og hvordan kom vi dertil, at socialdemokratiske regeringer, i Grækenland, Spanien og Portugal, stod for nogle af de alvorligste angreb på fagbevægelsen og velfærdsstaten – indtil modstand fra befolkningen og frustrerede vælgere førte dem ud af regeringskontorerne og erstattede dem med højrefløjens og finanskapitalens endnu mere ortodokse regeringsalternativer?

Socialdemokratiets historiske rolle Meget tyder på, at socialdemokratiets historiske æra er ovre. Det betyder ikke, at politiske partier, der kalder sig socialdemokratiske (eller socialistiske, som de hedder i Sydeuropa) ikke vil kunne vinde valg eller danne regeringer – alene eller sammen med andre partier. Betydningen er, at den rolle socialdemokratiet har spillet historisk som politisk parti med et vist progressivt socialt projekt, den historiske rolle er nu uigenkaldeligt forbi. Dets oprindelige mål om gennem gradvise reformer at udvikle en demokratisk socialisme, hvor økonomien skulle styres politisk med henblik på at indfri det store befolkningsflertals økonomiske og sociale behov, blev opgivet længe før. Det er rollen som indrekapitalistisk parti med et socialt projekt, der er tale om nu.

39

Bagsiden af socialdemokraternes succes efter 30’ernes krise var, at fag- og arbejderbevægelsen i høj grad blev afpolitiseret og afradikaliseret. Gradvist blev der udviklet en ideologi, hvor det historisk højst specifikke klassekompromis blev forstået som en stabil og varig ændring af magtforholdene i samfundet, ja nærmest som en højere form for civilisation. Denne sociale partnerskabsideologi blev dybt rodfæstet i europæisk fag- og arbejderbevægelse, noget der gjorde, at man blev taget på sengen både af markedsliberalismens offensiv fra omkring 1980, og ikke mindst af de sidste års finans- og økonomikrise. Det er på gr. af denne kriseramte og hårdt svækkede position for fag- og arbejderbevægelsen, at de europæiske eliter nu i finanskrisens kølvand satser på at fuldføre den markedsliberale revolution (”en stille revolution” kalder EU-kommissionens leder, José Manuel Barroso, det der nu foregår), snarere end at give indrømmelser og søge kompromiser. Den politiske krise rammer imidlertid også partierne til venstre for socialdemokratiet. I lande, hvor sådanne partier er gået i koalitionsregeringer med socialdemokratiske partier (Frankrig, Italien, Norge og Danmark), har følgerne været alt fra negative til katastrofale. I høj grad er de små venstrepartier blevet gjort til gidsler for en soft nyliberalistisk politik – med støtte til privatiseringer og til USA’s krigseventyr (Afghanistan). De repræsenterer ikke nogen konsistent systemkritik, endsige noget troværdigt alternativ. Dette gør, at der ikke fremstår nogen politisk eller socialt samlende kraft med tyngde i Europa i dag, som kan virke organiserende og koordinerende for de tendenser til socialt oprør, som tvinger sig på mod nedskærings- og omfordelingspolitikkerne.

Det Ny Clarté #21 —december 2012


tema: venstrefløjen og fagbevægelsen

Bagsiden af socialdemokraternes succes efter 30’ernes krise var, at fag- og arbejderbevægelsen i høj grad blev afpolitiseret og afradikaliseret.”

En af de mest dramatiske og farlige konsekvenser af denne udvikling, hvor arbejderbevægelsens traditionelle partier fører forskellige grader af nyliberal tilpasning, er, at tilliden til den politiske venstrefløj nedbrydes, og at højrepopulismen får øget tilslutning. Meget tyder derfor på, at en politisk omgruppering på venstrefløjen vil være nødvendig, for at arbejderbevægelsen igen skal kunne komme i offensiven og etablere et mere omfattende socialt projekt.

Interne politisk-ideologiske barrierer Der findes også interne barrierer, som hindrer fagbevægelsen i at opfylde sine historiske opgaver i dagens situation. Særlig gælder dette på det politiskideologiske plan, men også i form af traditioner og organisationsstrukturer, som ikke længere lige effektivt kan møde de nye udfordringer under den globale, markedsliberale offensiv − inklusive den internationale omstrukturering af produktionen, mere uformelt arbejde, stigende migration og dereguleringen af arbejdsmarkederne. På det politisk-ideologiske plan påvirkes situationen stærkt af krisen på venstrefløjen, men også af, at socialt partnerskab og social dialog er blevet gjort til en overordnet ideologi i dominerende dele af fagbevægelsen – såvel på europæisk som på nationalt niveau i mange lande. Kritikken af den sociale dialog og den sociale partnerskabsideologi er selvfølgelig ingen kritik af, at fagbevægelsen drøfter og forhandler med arbejdsgiverne. Det har den altid gjort, og det må den fortsætte med. Kritikken drejer sig netop om, at den sociale dialog som et af mange redskaber i fagbevægelsens værktøjskasse gøres til en hovedstrategi, og at den i tilgift ophøjer helt specifikke historiske erfaringer fra en given historisk fase til almene ideologiske holdninger. Når social dialog gav resultater i mange lande, særlig i de første tiår efter 2. verdenskrig, var det netop på gr. af den magtforskydning, der var sket til arbejderklassens og fagbevægelsens fordel i perioden inden. Klassekompromiset og den sociale dialog var med andre ord begge resultater af mobilisering, hårde

40

konfrontationer og magtforskydning, mens de i dagens ideologiserede version fremstilles som årsag til, at fagbevægelsen fik øget indflydelse. Således bidrager denne forståelse til analytiske kortslutninger, bl.a. når det gælder interessekampens eksistens, eller for at sige det med Euro-LO1: ”EU et bygget på princippet om socialt partnerskab: et kompromis mellem forskellige interesser i samfundet – til alles fordel [forfatterens fremhævelse].2 I mødet med de massive angreb, som arbejdsgivere og regeringer nu retter mod fagbevægelse og sociale rettigheder, kommer sådanne ideologiske påstande selvfølgelig under stigende pres. Der er ikke megen tvivl om, at kapitalkræfterne i Europa i det store og hele har trukket sig fra det sociale kompromis med arbejderklassen, eftersom de over en bred front nu angriber ordninger og institutioner, som de tidligere havde accepteret i kompromisets navn. Alligevel sidder den sociale dialog i sin ophøjede ideologiske version fortsat dybt forankret hos ledende kræfter i Europas fagbevægelse, som følgende udtalelse fra (den nu afgåede) Euro-LO generalsekretær, John Monks, så godt illustrerer. Udgangspunktet var en henvisning til enkelte tendenser i amerikansk fagbevægelse, hvor aktivister fører kampagner for brede samfundsmæssige mål: ”Vi kan have tilsvarende muligheder også i Europa, siger hr. Monks, hvis fagforeningerne kan hæve sig op over deres gammeldags entusiasme for gadeprotester og i stedet føre kampagner for politiske ændringer, som er til fordel for det arbejdende folk. ’I lyset af det hårde arbejdsmarked, så er der ikke tid til stærk militans’, siger han. I stedet ’er det tiden til at kræve en struktur med sociale støtteordninger, faglige uddannelser og mere retfærdige lønsystemer, således at når økonomien går op igen, vil vi ikke se en gentagelse af de voldsomme forskelle, som udviklede sig i det tiår, vi har lagt bag os.”3

1

European Trade Union Confederation (ETUC), red.. 2 Euro-LO: The European Social Model, http://www. etuc.org/a/2771. 3 Citeret i The Economist, 12.3.2009, http://www.economist.com/node/13278297.

Det Ny Clarté #21 —december 2012


Ovennævnte udtalelse fremkom vel at mærke længe efter, at finanskrisen havde ført til mere skærpede modsætninger i flere europæiske lande. EuroLO tog det, selv i sin egen verden, opsigtsvækkende skridt at skrive under på en ekstraordinært svag fælles udtalelse med de forskellige arbejdsgiverorganisationer i Europa i forbindelse med udarbejdelsen af EU’s 2020-strategi. Det skete i sommeren 2010, efter at de græske arbejdere havde gennemført flere generalstrejker, de spanske forberedte deres, og forberedelserne til pensionskampen var i fuld gang i Frankrig. Udtalelsen udtrykte sig til fordel for: ”En optimal balance mellem fleksibilitet og social sikkerhed […]. Flexicurity-politikken må gå hånd i hånd med en sund makroøkonomisk politik, en erhvervsvenlig politik, adækvate finansielle ressourcer og opretholdelsen af gode arbejdsvilkår. Særlig må lønpolitikken, aftalt uafhængigt af partnerne, sikre, at reallønningerne udvikler sig i takt med produktiviteten, mens de sociale omkostninger begrænses, hvor det er nødvendigt, for at styrke udbuddet af arbejdskraft.”4

At gå ind for at begrænse de sociale udgifter i en situation præget af krise, øgede modsætninger, konfrontationer og massive angreb på den offentlige velfærd − bekræfter i hvert fald, at underordning under den sociale dialog i dagens situation kan virke rent ud demoraliserende på dem, som ønsker at kæmpe mod social regression. En anden intern barriere i mange fagorganisationer er deres tilknytning til arbejderbevægelsens traditionelle politiske partier. Den højredrejning og politiske og ideologiske krise på venstrefløjen, som jeg har beskrevet ovenfor, påvirker også fagorganisationerne stærkt. De har reageret forskelligt på denne udvikling. I mange lande har loyaliteten mellem de nationale føderationer og det socialdemokratiske parti holdt stand (Norge, Sverige, Storbritannien). I andre lande er tilknytningen mellem parti og fagbevægelse blevet svagere. I Danmark har LO, som det eneste i Norden, erklæret sig formelt uafhængigt af det socialdemokratiske parti, men uden at indtage mere radikale positioner. I Storbritannien har enkelte fagforbund som det britiske National Union of Rail, Maritime and Transport Workers (RMT), brudt med Labour-partiet og etableret sig i en klart mere venstreorienteret position. I Tyskland førte Schröder-regeringens omfattende angreb på de sociale velfærdsordninger 4 Fællesudtalelse om EU’s 2020 strategi d. 4.6.2010 mellem Euro-LO og arbejdsgiverorganisationerne BusinessEurope, CEEP and UEAPME, http://www.etuc. org/a/7327.

41

til et dybt tillidsbrud mellem fagbevægelsen DGB og socialdemokratiet SPD, og selv om partiet i opposition nu prøver at tilnærme sig fagbevægelsen igen, således som disse partier ofte gør i opposition, så har dette hidtil fået en temmelig kølig modtagelse af DGB’s leder.5 De mest ekstreme udslag af socialdemokratiske partier i regering har vi den sidste tid alligevel set i Grækenland, Spanien og Portugal. Når disse partier så let kunne gennemføre massive angreb på velfærdsstaten og fagbevægelsen, er det måske på tide for bredere dele af fagbevægelsen at tage socialdemokratiets rolle op til ny vurdering? Det er i alle tilfælde vanskeligt at forestille sig, at forholdet til socialdemokratiet kan blive det samme igen efter disse erfaringer.

Tilløb til modstand National deregulering, kapitalens frie bevægelighed og internationale og regionale institutioners afgørende rolle i den nyliberale offensiv gør det nødvendigt med et globalt perspektiv og samordning af modstanden over grænserne. Kun på den måde kan man hindre, at arbejdere bliver spillet ud mod arbejdere, grupper mod grupper, velfærdsniveau mod velfærdsniveau, i kapitalens grænseløse kamp om øget afkast og kontrol. Koordinering over landegrænserne kræver imidlertid stærke og aktive bevægelser på lokalt og nationalt plan. Der findes ingen abstrakt, global kamp mod krise og markedsliberalisme. Sociale kampe internationaliseres, hvis og når lokale og nationale bevægelser erkender behovet for at samordne over landegrænserne for at kunne styrke kampen mod internationale og vel koordinerede modkræfter. International koordinering forudsætter, at der er noget at koordinere. At

kapitalkræfterne i Europa har i det store og hele trukket sig fra det sociale kompromis med arbejderklassen”

organisere modstand og opbygge nødvendige alliancer lokalt bliver med andre ord kun endnu vigtigere. Den sociale kamp i Europa er da også i færd med at gå ind i en ny fase. Kriser skærper modsætningerne og fremprovokerer konfrontationer særlig på det lokale og nationale plan. Generalstrejker er igen kommet på dagsordenen i mange lande, særlig i Grækenland, hvor befolkningen udsættes for drakoniske angreb, som truer dens grundlæggende livsbetingelser. I Portugal, Italien, Frankrig, Irland, 5 Se artikel i Fri Fagbevegelse, 8.10.2010.

Det Ny Clarté #21 —december 2012


tema: venstrefløjen og fagbevægelsen

Rumænien og Storbritannien er der gennemført generalstrejker og massive demonstrationer, omend i ulige grad og med ulig intensitet. Selv om resultatet af disse kampe indtil videre er helt uklart, så er det her vi finder håb om en anden udvikling – i alliancer med andre nye og utraditionelle sociale bevægelser, ikke mindst blandt ungdommen, således som vi eksempelvis har set i Spanien og Portugal. Selv om barriererne mod en europæisering af den sociale kamp er store (jfr. ovenfor), oplevede vi allerede før finanskrisen stigende om end foreløbig spredte tendenser til, at fagforeninger og sociale bevægelser var i stand til at organisere omfattende kampagner og aktioner på tværs af nationale grænser. Det skete eksempelvis i to omgange mod EU’s havnedirektiv (som efter pres nedefra, strejker og demonstrationer, blev nedstemt i EU-parlamentet i både 2003 og 2006), samt mod tjenestedirektivet, som rigtignok ikke blev afvist, men blev modificeret lidt som resultat. Kampen mod EU’s grundlov (Lissabon-traktaten) fik også en vis europæisk dimension, selv om mobiliseringen i høj grad var nationalt baseret, hvor den vandt frem (først Frankrig og Holland, senere Irland). De dramatiske angreb på fagbevægelsen og velfærd, som nu finder sted, bidrager til, at tonen skærpes også blandt stadig flere af de ledende inden for europæisk fag- og arbejderbevægelse. Vicegeneralsekretæren i de offentligt ansattes europæiske organisation (EPSU), Willem Goudrian, fastslår, at Europagten repræsenterer ”en indblanding i parternes frie forhandlingsret, som man aldrig tidligere har set i EU.” Selv Euro-LO’s forsigtige generalsekretær John Monks lagde kort tid før sin afgang i 2011 tonen om og karakteriserede Europagten på denne måde; ”EU er på kollisionskurs med et socialt Europa […] Dette er ikke en pagt for konkurrenceevnen. Det er en pervers pagt for reduceret levestandard, større forskelle og mere atypisk arbejde.”6 I et højst usædvanlig skarpt formuleret brev til EU’s økonomikommissær skrev han, at ”..., Kommissionens repræsentanter ignorerer den sociale dialog og retten til kollektive forhandlinger og intervenerer direkte i disse landes [Grækenlands og Irlands] arbejdsmarkeder. Således fremmes det forslag fra Kommissionen, som er udformet med henblik på at sænke mindstelønnen og fjerne såkaldte stivheder, skære i pensioner, gøre arbejdsmarkedet mere fleksibelt og, specielt når det gælder Irland, sørge for lønninger, som afspejler ”markedsforholdene”. Det burde ikke være nødvendigt at minde dig om, at denne politik med detaljerede indgreb i arbejdsmarkedet er i strid med alle de fromme udtalel6 Pressemeddelelse fra Euro-LO 4.2.2011.

42

ser fra Kommissionen om de sociale partneres selvstændige rolle, vigtigheden af social dialog og det faktum, at løndannelsen specifikt er holdt uden for EUs traktater.”7

Med en fortsat drakonisk nedskæringspolitik og stadig mere omfattende økonomisk, social og politisk krise er der, som ovenfor antydet, imidlertid også muligheder for, at der skabes stigende modsætninger inden for såvel socialdemokratiet som fagbevægelsen i Europa i tiden, som kommer. Vi fik en forsmag på det under Euro-LO’s kongres i Athen i maj 2011, hvor de mest militante dele af fagbevægelsen demonstrerede foran kongresbygningen, anklagede Euro-LO for at svigte kampen og bad dem rejse hjem. På det politisk-retoriske plan foregår der altså en radikalisering af budskaberne fra de internationale faglige organisationer som svar på den økonomiske krise – bakket op med nogle symbolske demonstrationer (i Bruxelles 29. september 2010, i Budapest 9. april 2011 og i Wroclaw 19. september 2011). Der er imidlertid meget tilbage, før dette følges op af en mere omfattende social mobilisering, hvor fagbevægelsen tager sine mest effektive magtmidler i brug – for at sætte magt bag kravene. Sagen er, at ændrede magtforhold, krise og skærpet interessekamp fra kapitalkræfternes side har fjernet forudsætningerne for en videreførsel af klassekompromis-politikken fra efterkrigstiden. Kapitalejerne har ændret strategi, men det har fagbevægelsen ikke. At erkende dette og tage konsekvenserne af det udgør en af fagbevægelsens hovedudfordringer i dag.

Hvad skal der til? Den politiske højredrejning og den politisk-ideologiske krise på venstrefløjen betyder, at fagbevægelsen selv må indtage en mere central, selvstændig og mere offensiv politisk rolle. Fagbevægelsen er ikke parat til det i dag, men den har potentialet, først og fremmest fordi den organiserer dem, som gennem deres arbejde skaber værdierne i samfundet, og som dermed i høj grad rammes af den krisepolitik, som nu presses igennem af trojkaen (EU, ECB og IMF). En sådan udvikling forudsætter imidlertid, at fagbevægelserne selv går gennem en erindringsproces, ikke mindst p.gr. af de nye kampbetingelser, som nyliberalisme og krise har skabt. På sigt må også en omgruppering af den politiske venstrefløj sættes på dagsordenen. Den umiddelbare opgave bliver at føre den defensive kamp mod de massive angreb på velfærd og levestandard. På sigt vil dette imidlertid ikke være 7 Brev fra Euro-LOs generalsekretær John Monks til EU’s økonomikommisær, Olli Rehn, 11.1.2011.

Det Ny Clarté #21 —december 2012


På det politisk-retoriske plan foregår der altså en radikalisering af budskaberne fra de internationale faglige organisationer som svar på den økonomiske krise – bakket op med nogle symbolske demonstrationer”

nok, som den skotske socialist Murray Smith så rigtigt påpeger: ” Et ... politisk program måtte indeholde en demokratisk organisering af produktionen med sigte på at tilfredsstille folks behov. Det betyder også at bryde finanskapitalens jerngreb om økonomien, etablering af en offentligt ejet finanssektor, renationalisering af offentlige tjenester, et progressivt skattesystem og tiltag, som udfordrede ejendomsforholdene i samfundet.”8 Visionen om en alternativ samfundsudvikling er altså vigtig for at give inspiration og retning til den igangværende kamp mod krise og social regression. Det er imidlertid ikke bare manglen på alternativer, som er hovedproblemet. Der findes en mængde elementer til en alternativ udviklingsmodel. Alternativet til øget konkurrence er mere samarbejde. Alternativet til bureaukrati og kontrol ovenfra er demokratisering er medbestemmelse nedefra. Alternativer til stigende ulighed og fattigdom er omfordeling, progressiv beskatning og gratis, universelle velfærdsydelser. Alternativet til den destruktive spekulationsøkonomi er socialisering af bank- og kreditinstitutionerne, indførelse af kapitalkontrol og forbud mod handel med suspekte finansielle instrumenter. Listen kan gøres meget længere. Det er en brutal magtkamp, som arbejderklassen, fagbevægelsen og andre folkelige kræfter nu står overfor – og den er påbegyndt ovenfra. De stadige tendenser til at kanalisere fagbevægelsens svar på disse angreb ind i det magtpolitiske vakuum, som den sociale dialog for tiden udgør på det europæiske plan, bidrager ikke til meget andet end at svække fagbevægelsens evne til at mobilisere. Sådan set tyder meget på, at det mere er evnen end muligheden, som udgør fagbevægelsens vigtigste udfordring nu. Tiden er med andre ord inde til at fremme en ny kurs for fagbevægelsens kamp, således som de baskiske fagorganisationer antydede, da de den 27. januar 2011 gennemførte deres anden generalstrejke på mindre end et år: 8 Smith, M. 2010. ”Den europæiske arbejderbevægelse under angreb!”, i Kritisk Debat, nr. 56, juni.

43

”Fordi vi ikke ønsker den fremtidige fattigdom, som de har forberedt for os. De har truet os med at sige, at efter krisen vil ingenting blive som før. Det ligger derfor i vores hænder at ændre kursen. Det er nødvendigt at kæmpe videre for virkelige forandringer, for en anden økonomisk og social model, hvor folk ikke bliver brugt til at fremme nogle fås interesser, men en model, hvor økonomien virker til fordel for hele samfundet.”9 Vi har før set, at sociale kampe udvikler nyt lederskab og nye organisationer. Selv om de højrepopulistiske og autoritære tendenser er stærkest i EU i dag, skal vi derfor ikke se bort fra, at den antisociale politik fremprovokerer sociale eksplosioner – særlig i Sydeuropa. Det kan åbne for en anden udvikling, hvor målet er mere grundlæggende ændringer i magt- og ejendomsforholdene i samfundet og en dybtgående demokratisering af styringsstrukturerne. Kampen står med andre ord mellem et mere autoritært eller et mere demokratisk Europa. For tiden har de autoritære tendenser overtaget, men kampen kan drejes.

Oversættelse og forkortelse af Karen Helveg Petersen af artikel publiceret i det norske tidsskrift Vardøger i efteråret 2012

Asbjørn Wahl er daglig leder af den brede alliance For velferdsstaten og rådgiver i Fagforbundet i Norge. Han har publiceret en række artikler om samfundsmæssige spørgsmål, politik og fagbevægelse både i Norge og internationalt. Sidste udgivelse er bogen ”Velfærdsstatens vækst – og fald?”, som udkom på Gyldendal i 2009 og i engelsk version på Pluto Press i november 2011.

9 Fælles løbeseddel fra de baskiske fagorganisationer ELA, LAB, STEE/EILAS, EHNE og HIRU, som gennemførte en dags generalstrejke mod pensionsnedskæringer og angreb på velfærdsstaten, http://www. labournet.de/internationales/es/labgeneralstreik2011. pdf.

Det Ny Clarté #21 —december 2012


tema: venstrefløjen og fagbevægelsen

PERSPEKTIVET FRA SYDAFRIKA OG LONDON

De tre afsnit nedenfor er oversat fra tre blogartikler af Terry Bell. Det første omhandler Marikana-strejken og dens chokerende afsløringer af den pågående fattigdom og udstødelse blandt minearbejderne samt de reaktioner og erkendelser, massakren har medført. Det næste sætter situationen i Sydafrika i relief mod den europæiske. Det sidste omhandler Cosatus internationale alliancer, der bringer gamle debatter fra Den kolde Krig til live igen.

Af Terry Bell

Afsløring af race- og klassebrudflader i det sydafrikanske samfund 5. okt. 2012

Skrevet til september-udgaven af Zambia Bulletin & Record og senere opdateret. Race- og klassebrudlinjerne i det sydafrikanske samfund, der har været dækket under regnbuenation-platituder and holdt godt skjult for verdensoffentligheden ved hjælp af myten om et forhandlet mirakel, er blevet brutalt afsløret. Når det nu er kommet frem, at specielle paramilitære enheder af politiet har åbnet ild mod minearbejdere i Lonmin’s Marikana-mine d. 16. august, har blodbadet, som det resulterede i, vasket det sidste spor af hyklerisk kamuflage bort, der også har fungeret som katalysator for at skabe betingelser, under hvilke farlige og opportunistiske politiske virusser trives. En af de første til at gribe den chance, der blev skabt af massakren på strejkende minearbejdere, hvoraf 34 blev dræbt og 78 af deres kammerater såret, var Julius Malema, den udstødte fhv. præsident for det regerende partis ungdomsliga, som nu er anklaget for korruption og hvidvaskning af penge. Mens lederne af Den Afrikanske Nationalkongres (ANC) nølede, dukkede Malema op ved Marikana og opfordrede minearbejderne til at forlade fagforeningerne, fortsætte med deres strejke og kræve en grundløn på 12.500 rand om måneden.1 Han ydede også – og betalte tilsyneladende for – retshjælp til 269 arresterede minearbejdere. Han bragte ligeledes anklager mod politiet på minearbejdernes vegne. Og da, i en aktion som stadig ikke er blevet forkla1 Inden strejken var den på en tredjedel af det krævede beløb. 1 krone = ca. 1,5 rand.

44

ret, den regionale anklagemyndighed annoncerede, at den ville sigte de arresterede minearbejdere for mordet på deres kolleger, var det igen Malema, der var den første blandt politikerne til at råbe: vanvid. Anklagen, der blev bragt af chefen for den regionale Statsanklagemyndighed, Johan Smit, blev forsvaret med den juridiske doktrin om ’fælles formål’, en doktrin, der blev misbrugt i stort omfang under apartheid-æraen i Sydafrika. Iflg. Smit havde alle de arresterede minearbejdere til hensigt at slå ihjel, og derfor var de skyldige i alle de dødsfald, der måtte indtræffe blandt de involverede. Politiet, som er den legitime håndhæver af lov og orden, kunne ikke være ansvarligt. Som forskellige juridiske eksperter, inkl. en af landets førende statsretseksperter, professor Pierre de Vos, har fremhævet, var anklagen meningsløs. Det var et tilfældeaf at påstå, sagde De Vos, at minearbejderne havde sat sig det fælles mål at begå masseselvmord. I den tummel, der fulgte, blev anklagerne midlertidigt trukket tilbage, men omfattende skade var blevet anrettet på Sydafrikas image. Men måske havde den største fagforening inden for branchen lidt endnu større skade, Den Nationale Minearbejderunion (NUM). Som Malema begejstret påpegede, er NUM’s stiftende generalsekretær, Cyril Ramaphosa, direktør i Lonmin. Multimillionærforretningsmanden var også, tilføjede Malema, en mand, der havde budt 18 millioner rand for en stor hornbøffel ved en nylig auktion over vilde dyr. Det blev overladt til medierne at notere, at Ramaphosa også var formand for den ANC-komité, der bekræftede Malemas eksklusion fra organisationen, så der var klart et mellemværende, der skulle afklares.

Det Ny Clarté #21 —december 2012


Men på trods af al den opmærksomhed, der blev skabt, var Malemas indblanding basalt set et sideshow, et desperat pokerspil af den fhv. leder af ungdomsligaen for at prøve at genvinde tabt magt i opløbet til ANC’s kongres i december2. Engang set som potentiel kongemager er hans håb nu, at Jacob Zuma og hans støtter bliver smidt på porten i december, og at en ny garde vil tage over og omgøre hans (Malemas) udsmidning. Dette kunne ske, hvis det bliver klart, at han har tilstrækkelig støtte – og

satte han [Julius Malema] projektørlyset på mange minearbejderes fattigdom og desperation og portrætterede disse som raceprægede, idet han placerede ansvaret ved ’den hvide kapitals dør”

hvis han er i stand til at slippe uden om de kriminelle anklager, han nu står overfor. Han vedbliver at hævde – som Zuma gjorde, da han blev konfronteret med korruptionsanklager – at sagen imod ham er politisk motiveret. Men hvad Malemas indblanding i Marikana bragte klarere frem – og i nogen grad forstærkede – er de

2 ANCs konference finder sted hver 5. år. Eksekutivkomiteen på 60 medlemmer vælges her, dvs. i praksis de personer, der er i spidsen af partiet, dermed også præsidentkandidaten. Cosatus topfolk har for nylig besluttet at støtte Jacob Zumas genvalg.

45

eksisterende race- og klassespændinger. Idet der stadig er et udbredt blame game, satte han projektørlyset på mange minearbejderes fattigdom og desperation og portrætterede disse som raceprægede, idet han placerede ansvaret ved ’den hvide kapitals’ dør. Cosatu (De Sydafrikanske Fagforeningers Kongres), som NUM er tilknyttet, lagde skylden på Lonmin’s ledelse; andre pegede fingre ad andre fagforeninger, politiet, central- eller provinsregeringerne. Det eneste, der synes klart, er, at de alle har et vist ansvar for de betingelser, der skabte vreden, konfrontationen og masseblodbadet. Fokus nu og i de kommende måneder skulle være på den formelle undersøgelseskommission under den pensionerede dommer Ian Farlam. Dens mandat er vidtfavnende og den kan måske til sidst producere et klarere billede af facts. Om det vil være nok til at begynde at hele rifterne i det offentlige liv (”body politic”), vil fremtiden vise. Men indtil undersøgelseskommissionen har færdiggjort sin efterforskning og rapport, vil spekulationerne have frit løb; fagforeningsledere og politikere af alle slags vil fortsætte med at bruge dødsfaldene og de begivenheder, der omgiver dem, til at fremme deres personlige og gruppeagendaer. Imidlertid kender man nogle facts om visse aspekter af, hvad der skete i Marikana d. 16. august – men de rejser flere spørgsmål, end de giver svar. Iflg. obduktionsrapporterne blev et stort antal minearbejdere skudt bagfra. Det skulle imidlertid

Det Ny Clarté #21 —december 2012


tema: venstrefløjen og fagbevægelsen

skyldes, at de vendte sig om og løb bort fra det geværsvingende politi, da det første skud blev fyret. Et meget mere vigtigt spørgsmål er, hvorfor specialiserede paramilitære enheder blev indkaldt til Marikana – og hvem der gav ordre til deres indsættelse. Det er enheder, der er trænet i at bruge ”maksimal magt” for at kæmpe mod de normalt tungtbevæbnede ”røverbander”, som iscenesætter røverier mod pengetransporter.

I mange lande er der også betragtelig vrede og desillusion over fagforeningsledere, der forekommer at have et for nært forhold til arbejdsgivere og politiske partier”

Men dette var en strejkesituation, hvor tusindsvis af minearbejdere var samlet på bakken uden for minens ejendom. De bar på kæppe, spyd og diverse andre våben, som de nægtede at opgive. De nægtede også at genoptage arbejdet eller at opløse forsamlingen. Det var, sagde politikommissær Zukiswa Mbombo, ”en ulovlig forsamling”. Hvis strejkerne nægtede at følge politiets krav om, at de nedlagde våbnene og spredte sig, ville et ”taktisk svar” blive påbegyndt. Hvem der besluttede, at dette taktiske svar skulle involvere indsættelsen af armerede biler, politiets specialtropper bevæbnet med geværer, pistoler og skarp ammunition, og som ville forsøge at indhegne minearbejderne ved at udlægge pigtråd, er ikke kendt. Men aktionen synes at have fået grupper af minearbejdere til at prøve at undslippe omringningen. Da de gjorde det, blev gummikugler fyret mod dem, og iflg. videooptagelser løsnede en minearbejder med et håndvåben to skud som modangreb. Dette blev fulgt af en 10-sekunders lang maskingeværsalve fra politiets side. Disse var de facts, der først kom frem om de få tragiske minutter i Marikana, og de blev fokuspunktet for, hvad der er en kompliceret situation, der går langt videre end blodbadet. Det faktum, at nogle lig senere blev fundet bag nogle klipper væk fra nedslagtningsstedet, rejser spørgsmål om mulige politidrab begået af andre end dem, der udførte den første runde af skyderiet. Resultatet er, at spekulationen løber frit inden for forskellige grupper, der offentligt kalder, hvad der skete, ”overlagt mord” eller ”selvforsvar”. Sådanne simplistiske udsagn, baseret på fordomme snarere end faktuel analyse, er symptomatisk for de sociale skismaer, der nu er mere ude i det åbne. Om selv en omfattende transparent undersøgelse i sig selv vil hele sådanne splittelser, er et åbent spørgsmål.

46

Fagforeningen, kriser og hårde tider forude d. 5. oktober, 2012

I en verden, der er hjemsøgt af uafbrudte økonomiske kriser, hvad er så fagforeningernes rolle? Og hvis de udelukkende koncentrerer sig om sager, der har at gøre med det daglige brød, er de så, som talsmanden for NUM, Lesiba Seshoka, siger, dømt til at fejle, fordi ”bredere politikker formes på det politiske niveau”. Hvad menes der med ”et politisk niveau”? Og er det daglige brød – normalt defineret som løn og vilkår – ikke politisk helt ind i kernen? Disse spørgsmål kom frem igen i Sydafrika i efterdønningerne efter Marikana. Men de bliver også stillet rundt om i verden, hvor fagforeninger bliver indviklet i mere og mere fjendtlige relationer til arbejdsgivere, regeringer og, alt for ofte, deres egne medlemmer. I den proces mister man tit det faktum af syne, at fagforeninger opstod som reaktion mod det økonomiske system og ikke som et alternativ; at den defensive organisering af sælgere af arbejdskraft vinder deres største magt ved at forene arbejdere som arbejdere, uanset deres forskelligheder. Kun når der er en generel trussel mod deres velbefindende – deres ”smør på brødet” – samler de fleste organiserede arbejdere sig på en måde, der nogle gange kan udvikle sig til radikal politisk forandring og revolution. Men sådan radikal forandring kan være reaktionær eller progressiv; den kan blive repressiv og autoritær eller indebære udvidet demokratisk kontrol og menneskerettigheder. Lige nu synes verden på randen af at flytte sig enten den ene eller den anden vej. Set fra London er det klart, at der er en stigende vrede i Europa over de høje arbejdsløshedstal, særlig blandt mænd og kvinder under 25, og over det forhold, at realindskomsterne for de fleste arbejdere er faldende på globalt niveau. Brød, og da endnu mere smør, er truet over en bank. I mange lande er der også betragtelig vrede og disillusion over fagforeningsledere, som rigtigt eller forkert forekommer at have et for nært forhold til arbejdsgivere og politiske partier ved magten eller ej. Sådanne spændinger er blevet akutte midt mellem eksploderende benzinbomber i Athen og den brutale politiundertrykkelse af protester i Madrid og bliver forstærket af forskellige kræfter på de politiske marginer, der positionerer sig for at fylde de politiske tomrum, der opstår. På den baggrund og set fra Europas perspektiv er de aktuelle industrielle uroligheder i Sydafrika kun biforestillinger i et ofte konfust karneval af oprør mod barske konsekvenser af et system i krise. Opposition mod nedskæringer er et fællestema.

Det Ny Clarté #21 —december 2012


Men nedskæringer, sammen med forsikringer om, at smerten er nødvendig for at nå den ultimative gevinst, synes at være et universelt tema blandt dem, der har magten. Som konsekvens ser midten i mange lande, i form af fagforeninger og deres undertiden fortidige politiske allierede, decideret usikker ud. Det samme er tilfældet i Sydafrika, hvor centrum – udtrykt ved den ANC-ledede alliance – synes at holde sammen noget bedre end dets modparter i lande som Grækenland og Spanien. Men overalt synes den etablerede orden at være under pres.

de ønskede at støtte, ser kun ringe forskel mellem Labour og De Konservative. ”Det er hip som hap”, siger RMT’s generalsekretær Bob Crow. Tilføjer Martin: ”Kun et spørgsmål om at blive bestjålet af de konservative eller berøvet af Labour.” Men mens RMT støtter ideen om et ”fagforeningsbaseret alternativ” til de eksisterende parlamentariske valg, er der reelt ikke et sådant alternativ. Protestmarcherne bliver også indkaldt i kølvandet på partikonferencerne for alle de tre store politiske valg, her: Liberaldemokraterne, Labour og De Konservative.

Selv i Storbritannien, der stadig soler sig i gløden fra en succesrigt iscenesat olympiade, er der nu tegn på underjordiske skælv. Hvor stærke disse er – og hvor vrede – skulle blive klart d. 20. oktober, når en fagforeningsindkaldelse til anti-nedskæringsprotester går i gang. Storbritanniens Fagforeningskongres (TUC) organiserer protestmarcher i London, Glasgow og Belfast, som skulle afsløre styrken både af fagforeningerne og den folkelige stemning mht. voksende arbejdsløshed og faldende reallønninger. London vil være et særligt fokus for ældre politiske og fagforeningsaktivister. Dette minder én om protestmarchen i 1990 mod kopskatten (”poll tax”).3

”Lib-Dem”s, den mindre partner i koalitionsregeringen med De Konservative, var først ude af starthullerne, fulgt at Labour i denne uge og De Konservative i næste. I alle tre tilfælde, og uanset hvordan det er pakket ind, forbliver temaet nedskæringer og nøjsomhed: lønfastfrysning, nedskæringer i offentlige udgifter og gyldne løfter – i sidste ende.

Den massive march overvældede det centrale London, da ca. 500.000 mænd, kvinder og børn gik på gaden. Politiet kunne ikke holde denne svulmen af mennesker tilbage, kampe brød ud – og eskalerede til et fuldt oprør, der signalerede enden på Margaret Thatchers konservative regering.

Hvad det endelige resultat end bliver, synes de næste par år at love betragtelig forstyrrelse i, hvad der stadig er et vigtigt eksportmarked for Sydafrika. Biforestillingen syd for Limpopo-floden synes derfor at gå hårdere tider i møde.

Ikke at nogen af fagforeningerne eller deres støtter anser d. 20. oktober for at blive en gentagelse af 1990. Men de forudser et massivt fremmøde med slogans som ”Jeg marcherer d. 20. oktober” for at kræve ”en fremtid, der arbejder (virker)” lanceret af fagforeninger som den 1,5 million-stærke Unite. Og alle TUCs medlemsforbund har allerede debatteret muligheden af, at massemarcherne løfter tæppet for en generalstrejke. For det radikale, men strategisk vigtige transportforbund, RMT, har d. 20. oktober bestemt ”forberedelsen af en generalstrejke”.4 RMTs medietalsmand Geoff Martin gentog også i denne uge kravet om, at jernbanenettet i Storbritannien ”renationalisers”. RMT, smidt ud af Labour-partiet i 2004, da fagforeningen tillod sine underafdelinger at beslutte, hvilke politiske partier 3 Dvs. en skat, hvor hver enhed betaler det samme, en skat per hoved, red. 4 Der var iflg. politiet 100.000 protesterende, der mødte op, mens TUC mente, der var 130.000, se http://www.guardian.co.uk/world/2012/oct/20/tradeunions-march-against-cuts (red.)

47

Løfterne og vagheden er forståelige, for det britiske valg er stadig tre år ude i fremtiden. Men disse år skulle se større spændinger og flere konfrontationer, efterhånden som nedskæringspakkerne får modstand fra arbejderne, som i resten af Europa.

Koldkrigsekkoer og fagforeningsreform 28. sept. 2012

Både den kolde krig og de bitre kampe mellem kommunister og socialdemokrater i tredvernes Tyskland fandt et ekko på den 11. Cosatu nationalkongres i Midrand i sidste uge; et ekko, der nu er ved at blive vurderet af arbejderorganisationer og aktivister rundt om i verden. Det kom frem i taler og i ofte vrede kommentarer fra delegater i debatter om international tilknytning. Selvom Cosatu-sekretariatets rapport udtalte, at debatten ”sandsynligvis var en af de vigtigste diskussioner, som vi har haft i mange år, blev emnet alligevel i det store og hele ignoreret af medierne. Men det var – og er – helt sikkert noget, der skal tages alvorligt, ikke kun af arbejderbevægelsen, men også af regeringer og internationale institutioner. Som resultat kan diskussionerne og beslutningen, der til sidst bliver truffet af Cosatu, have vidtrækkende konsekvenser, særlig for fagbevægelsen i Sydafria. Der er endog den fjerne mulighed, at Cosatu, landets støste fagforbundssammenslutning, kan blive ekskluderet fra verdens største fagforening, Den Internationale Fagforeningssammenslutning (ITUC). Resultatet blev et

Det Ny Clarté #21 —december 2012


tema: venstrefløjen og fagbevægelsen

kompromis: Cosatu ville opretholde forbindelsen til ITUC og samtidig tilslutte sig WFTU.5 Driften mod at ændre international tilknytning er begrundet udelukkende i ideologi, idet WFTU proklamerer sig selv som en revolutionær, anti-imperialistisk og socialistisk organisation. Men, som Cosatu-sekretariatets rapport indrømmede, kan dets påståede 80 millioner medlemmer i 35 lande ikke verificeres, hvorimod ITUC har dokumenterede 175 millioner medlemmer i 153 lande. Selvom det ikke blev sagt direkte, var et antal delegater på Cosatu-kongressen bekymret over nogle af de kendte WFTU-associerede sådan som den regeringssponsorerede fagforeningssammenslutning i Nordkorea. I lyset af denne bekymring var det åbenlyst, at et kompromis ville blive søgt. Men kompromiset kom i lyset af, at Den nationale Minearbejderunion (NUM) også havde besluttet sig for at slutte sig til WFTU. Baseret på medlemstal man kan læse på Cosatus hjemmeside, har ca. 858.000 af dets 2 millioner medlemmer (20 fagforbund) nu knyttet sig til WFTU. NUM’s beslutning blev taget på dets kongres i maj, selvom det ikke blev publiceret lokalt. Den blev taget efter en tale på NUM-kongressen af Swadesh 5 WFTU blev dannet i 1945. ITUC er afløseren til ICFTU, der så lyset i 1949, efter at de amerikansk-støttede europæiske fagforeninger forlod det prosovjetiske WFTU.

48

Dev Roye fra det WFTU-tilknyttede Center for Indiske Fagforeninger, som er politisk forbundet med det indiske kommunistparti (marxistisk). Den offentlige meddelelse om NUM-medlemskabet kom fra WFTU’s generalsekretær George Mavrikos, da han talte på Cosatu-kongressen. Mavrikos, som også er kommunistisk medlem af det græske parlament, henvendte sig til kongressen fra talerstolen dagen efter sit ITUC-modstykke, Sharan Burrow.

ved Marikana .. var der mange arbejdere, der vendte ryggen til de etablerede fagforeninger, kom sammen som et kollektiv og valgte talsmænd, der refererede til kollektivet”

Burrows tale var i det store hele forsonende, men underforstået kritisk over for WFTU. Hun noterede, at der var ”fundamentale forskelle” mellem de to internationale organer, selvom ”min dør står åben [over for WFTU]”. Burrow insisterede på, at forskellene ikke var ”kommunisme eller socialisme”, men holdningen mht. at forsvare ”arbejdere, som ønsker retten til at vælge en demokratisk regering og danne frie fagforeninger”. Dette var en dårligt skjult reference til det faktum, at regeringsvenlige fagforeningssammenslutninger i lande som Syrien og Egypten er WFTU medlemmer.

Det Ny Clarté #21 —december 2012


Mavrikos var mere hånende, og der var forstyrrende ekkoer af den splittelsesstrategi i 1930’erne i Tyskland, da kommunisterne angreb socialdemokraterne som ”socialfascister”. Han revsede ”kaptalistklassen med dens agenter i socialdemokratiet og i fagforeningerne”, som havde ”afvæbnet” arbejderne. Som denne klumme påpegede i februar, er disse idelogiske splittelser tømmermænd fra Den kolde Krig og langt fra arbejderbevægelsens fælles opfordring til arbejdere i alle lande om at forene sig. I den tidligere æra var argumentet normalt portrætteret som Kapitalisme mod Kommunisme. Det var et udtryk for, som Cosatu-rapporten noterede, af at være i en ”koldkrigsbunker”. Den bunker er nu ved at blive genopbygget, fordi efterladenskaberne af det tidligere prosovjetiske WFTU vinder styrke i lyset af den nuværende globale økonomiske krise. I koldkrigsårene var WFTU allieret med Sovjetblokken, mens ICFTU, forløberen for ITUC, var allieret med, hvad der bredt blev kaldt ’Vesten’. Organisationsmodellen for WFTU-fagforeninger var Sovjetunionens, hvor fagforeninger ikke var andet end tilbehør til partiet og staten. Efter Berlinmurens fald var WFTU ved at bryde sammen under det frie markeds triumf. Som Cosatu-sekretariatet noterer: ”Er det mærkeligt, at WFTU imploderede, da Partiets enevælde gjorde det?” Men mange socialdemokratiske og arbejderpartier eller andre politiske partier, der blev støttet af ITUC-allierede fagforeninger – inklusive ANC – adopterede senere liberale politikker, der nu i høj grad er kommet i miskredit. Og således er en enten/eller situation opstået inden for mange Cosatu fagforeninger: enten støtte det ”prokapitalistiske ITUC eller det ”prokommunistiske” WFTU. Cosatus sekretariat fastholder, at begge internationale organisationer trænger til reform. Og en indikation af, hvilken form den reform skulle tage, er blevet præsenteret ganske dramatisk i de seneste uger, især ved Marikana. Der var der mange arbejdere, der vendte ryggen til de etablerede fagforeninger, kom sammen som et kollektiv og valgte talsmænd, der refererede til kollektivet. Det var rodet, men gav en antydning af den egalitære og demokratiske måde, hvorpå fagforeninger først kom til verden. Dette, snarere end koldkrigseksempler, kan give muligheden for at uddrage positive erfaringer.

49

Oversættelse ved Karen Helveg Petersen Terry Bell er en sydafrikansk journalist, kommentator og forfatter baseret i Cape Town. Han specialiserer sig i politiske og økonomiske analyser og spørgsmål om arbejder- og fagbevægelsen. Han publicerer jævnligt informative blogindlæg i www.terrybellwrites.com, der retter skarp venstreorienteret kritik mod den sydafrikanske samfundsudvikling.

Det Ny Clarté #21 —december 2012


tema: venstrefløjen og fagbevægelsen

Reorganisering og oplysningsorgan – et bud på et succesfuldt fagforbund

Skribenten er medlem af Dansk Magisterforening og undrer sig over, at de klassiske fagforeninger ikke kan se, at de skal omstille sig for at modstå presset fra de gule fagforeninger. Ja, de kan end ikke forstå, at tingene er drejet på hovedet, og ’den lille mand’ nu bliver en arbejdsgiver. Udfordringen er, at ønsket om at stå sammen i faggrupper krydser med nødvendigheden af at gruppere sig i forhold til status på arbejdsmarkedet. Fagforeningerne er begyndt at tage for mange hensyn og skal koncentrere sig om medlemmernes interesser. Derudover må de være i stand til at forklare og forsvare sig i medierne.

Af Charlotte K. Pedersen

Fagforeningerne i krise/n

D

er findes mange fagforeninger. Der er de gule fagforeninger, som de seneste år har oplevet en enorm fremgang. Det er dem, der ikke forhandler overenskomst, ligesom de ikke er specialiseret – de er ikke funderet i faglighed. Det vil sige, at jeg kunne være i samme fagforbund som eksempelvis en smed eller en elektriker. Det er jeg ikke, for jeg er medlem af Dansk Magisterforening. Og den befinder sig blandt de traditionelle fagforeninger, som er dem, der forhandler overenskomst og benytter sig af den danske model. Modsat mig er der mange andre unge, der er medlem af de gule fagforeninger. Et interessant spørgsmål må være, hvorfor folk egentlig vælger sådan. Det vil nok meget simpelt kunne besvares ved, at det er langt billigere. Det leder én frem til, om befolkningen har glemt, hvilken forskel de ordinære fagforeninger har gjort – og deri ligger en meget central og altoverskyggende problematik for fagforeningerne, for det kan man vel uden forbehold svare ja til. Man kan måske påstå, at fagforeningerne har udspillet deres egen rolle, sejret sig ihjel, og nu går folk til den billigere pendant, som ofte lader til at tilbyde det samme, men som ikke forhandler overenskomst og blot lægger sig i kølvandet på det, de traditionelle fagforbund har forhandlet sig frem til. Men der er også noget andet, der har forandret sig. I sommer var der en begivenhed, som med al tydelighed viser, at man har glemt at gøre opmærksom på, hvad fagforeningernes vigtigste ærinde er. I konflikten om Vejlegården var omdrejningspunktet, at fagforeningen krænkede ’den lille mand’ – altså ejeren af restauranten. Ikke at han krænkede

50

sine medarbejdere og forværrede deres arbejdstid og løn ved at indgå en aftale med KRIFA. 3F stillede sig ganske enkelt uforstående over for denne kritik, hvilket udstiller grunden til, at fagforeningernes virke er blevet glemt. Måske fagforeningerne i efterrationaliseringens klare lys har kunnet se adskillige punkter, hvor de har ageret forkert, men man (jeg) kunne frygte, at befolkningens holdninger og forståelse af fagforeninger heller ikke denne gang tages alvorligt – og dermed graver fagforeningerne deres egen grav endnu dybere.

Fagforeningerne og deres medlemmer er for alvor ved at vågne med tilhørende tømmermænd efter festen, hvor alle havde arbejde, og hvor lønningerne var høje”

Fagforeningerne og deres medlemmer er for alvor ved at vågne med tilhørende tømmermænd efter festen, hvor alle havde arbejde, og hvor lønningerne var høje. Arbejde er i høj grad blevet til en størrelse, som betyder mere og mere. Man har nærmest giftet sig med sit job, hvilket gør det kompliceret at forholde sig kritisk til sin arbejdsplads. Men denne ’gensidige’ glæde, som pacificerer, har lidt et knæk. Og det har den gjort siden 2008. Efter finanskrisens start har nærmest alle virksomheder følt sig nødsaget til at fyre folk. Det blev til et brud med gensidigheden. Det er en oplagt chance for fagforeningerne til at skabe sig et rum, hvor man faktisk kunne tale om, at der er forskel på arbejdsgiver og lønmodtager. I stedet er fagforeningerne indgået på politikernes præmisser, og begge parter taler om øget arbejdsudbud/løntryk og alt muligt andet, som de reelle lønmodtagere har meget svært ved at

Det Ny Clarté #21 —december 2012


...er fagforeningerne indgået på politikernes præmisser, og begge parter taler om øget arbejdsudbud/løntryk og alt muligt andet”

forholde sig til. De kæmper for at få et job eller beholde det, de har.

Det første signal Begivenhederne i sommer kom oven på sammenbruddet i trepartsforhandlingerne. Det nedbrud blev i høj grad kaldt for en fiasko for fagforeningerne. De kunne ikke få deres medlemmer til at makke ret, fik man at vide. Oven på nedbruddet, som skyldtes, at Dansk Metal sagde fra i forhold til at afgive helligdage og feriedage, sagde Bente Sorgenfrey fra FTF til Politiken: ”Vi har et ansvar for, at forklaringer måske ikke er kommet helt ud over rampen. Selv om vi mener, at vi har gjort, hvad vi kunne, så har vi nok kunnet gøre noget mere”. Altså var det medlemmerne og det, at de havde sagt fra, der tilsyneladende var problemet. I stedet for at tage udmeldingen ’vi vil ikke øge arbejdsudbuddet, når der er så massiv arbejdsløshed’ alvorligt og kæmpe den sag – lagde hun sig på halen for regeringen, hvis afbrydelse af forhandlingerne hun godt forstod. Hvis man forventer, at fagforeningsmedlemmer ikke tager deres gode tøj og forlader så arrogant og meningsløs en organisation for at tegne et billigere abonnement hos en gul fagforening, så har man ikke fat i den lange ende. Det er vel ikke fagforeningernes ærinde at flette fingre med regeringen, men at repræsentere deres medlemmer – og hvad de vil. For mig at se er der en meget central pointe i, at fagforeningerne gentænker deres organisationsformer, så de kan tilegne sig mest mulig magt.

Den politiske kamp Fagforeninger skal generobre og indtage pladsen som dem, der kæmper for lønmodtagerne, ligesom de skal gøre opmærksom på den rolle, de indtager, samt hvorfor den er vigtig. Først og fremmest kræver det, at fagforeningerne anerkender faglighed i den enkelte fagforening, hvad enten det drejer sig om tømrere, akademikere eller ufaglærte. Dernæst at man politisk står sammen som værende lønmodtagere. Det sidste er ikke-eksisterende i øjeblikket. Et sted at begynde er hovedorganisationerne. Lige nu skal de fungere som et led, der binder fagligt relevante fagforeninger sammen. Lad os tage udgangspunkt i Akademikerne Centralorganisation.

51

Her finder man fagforbund, hvor medlemmerne har en længere videregående uddannelse. Det er altså længden på deres uddannelser, der afgør dette fællesskab. Deres mål er at sikre et ’attraktivt akademisk arbejdsmarked’. En organisation som denne er fin til at varetage akademikeres faglighed, men er den politisk holdbar? Internt finder man mange forskellige interesser, hvorfor det ikke giver mening at tale om en fælles politisk front. Mennesker med uddannelser som magistre, læger, jurister eller noget helt fjerde står over for meget forskellige arbejdsmarkeder og ”arbejdsvanskeligheder”. Ved trepartsforhandlingerne er det hovedorganisationerne, der forhandler, men hovedorganisationerne skal varetage for mange interesser, og reelt har man fornemmelsen af, at det kommer til at betyde, at de største fagforbund internt i hovedorganisationen får mest magt, ligesom budskabet bliver for pragmatisk, fordi forskellige interesser skal dækkes. Man bør overveje en anderledes konstellation, for det giver ikke mening, at eksempelvis Dansk Magisterforenings medlemmer (ofte lønmodtagere) repræsenteres af den samme organisation, som også skal tilgodese DJØF-medlemmers (ofte ledere/selvstændige) interesser. Den er gal med strukturerne.

For de få Det giver ikke mening, at hovedorganisationerne repræsenteres ud fra længden af uddannelse i en politisk kontekst. Det vil i langt højere grad give mening at organisere sig på tværs af faglighed – og forene sig med fagforbund, som står over for de samme problematikker. Uanset om man er akademiker, kontoransat eller murer. F.eks. er det en kendt sag, at offentligt løntilskud bliver misbrugt til at sætte nyuddannede akademikere til at lave fyrede HK’ers job. Hvorfor går man ikke ind og arbejder for at løse det problem, som tilsyneladende er et problem for både HK og Dansk Magisterforening? Heldigvis ser det ud til, at nogle fagforeninger har tænkt det samme. Som da 10 fagforbund, som ikke befinder sig i samme hovedorganisation, slog sig sammen i sommer og skrev et debatindlæg i Politiken, som omhandlede en skrævvridning af arbejdsmarkedet. Der tænkte man en anelse ud over det, man plejer.

Det Ny Clarté #21 —december 2012


tema: venstrefløjen og fagbevægelsen

Det er vel ikke fagforeningernes ærinde at flette fingre med regeringen, men at repræsentere deres medlemmer – og hvad de vil”

Det burde fagforeningerne gøre i langt højere grad, og de burde gøre det organiseret. Så kunne de motiverede fagforeninger organisere sig politisk uden forbehold for faglig samhørighed, men for at sikre sig vilkår og rettigheder for deres medlemmer, som først og fremmest er lønmodtagere. Som sagt er jeg selv medlem af Dansk Magisterforening – og jeg er langt hen ad vejen enig i deres politiske kurs. Den er bare alt for pragmatisk, fordi man forsøger at tage hensyn til for mange. De eneste, der skal tages hensyn til, er medlemmerne. Det er, som om fagforeningerne mangler mod til at udvise en mere progressiv og aggressiv tilgang – i en situation, hvor man vel nærmest ikke kan miste mere, end man allerede har.

Globalisering har vendt alt på hovedet eller hvad? Det virker, som om fagforbundene står over for en udfordring, som de ikke selv har regnet helt ud, hvad indbefatter. Det ironiske er, at den ikke er så anderledes, end hvad den altid har været. Og deri ligger et stort problem. Det ser ud til, at fagforeningerne har fjernet sig fra det oprindelige mål om organisering af lønmodtagere og sikring af arbejdsvilkår. Hvorfor er ikke til at sige, men måske fordi målet om gode arbejdsvilkår mange steder er en realitet. Som jeg indledningsvist skrev, har de seneste år vist en tendens til, at lønmodtagere knytter sig til den virksomhed, de er ansat i, og derfor er uhørt solidariske med i den forventning, at virksomheden er det samme. Den økonomiske krise har med al tydelighed vist, at det ikke er tilfældet. Den illusion må både lønmodtagere og fagforeningerne droppe. Og det må være fagforeningerne, der skal føre an. På den anden side har meget ændret sig. Tag eksempelvis offentligheden og den hastighed, hvormed journalister skal producere nyheder. Den hastighed gør, at oplysninger skal være tilgængelige – og dér må man erkende, at fagforeningerne ikke er gode nok. Man kan dvæle i det uendelige ved, at journaliststanden i dag ikke har en historisk bevidsthed, der gør, at de kender ret og vrang på fagforeningshistoriske emner, men ikke desto mindre er det sådan, det forholder sig. Det må fagforeningerne lære at leve med – og de må stå til rådighed for opklaring af simple spørgsmål. For nyligt skulle jeg diskutere

52

retorikken om arbejdsløse i Danmark. Det var i radioen, og over telefonen skulle Informations korrespondent fra USA, Anne Grethe Rasmussen, fortælle om det amerikanske sikkerhedsnet i form af offentlig forsørgelse. Hun siger afslutningsvist, at – i modsætning til danske forhold – må man på offentlig forsørgelse i USA ikke eje noget, hvorfor det ikke er så attraktivt. Det er et eksempel på en vigtig fodfejl, for det må man naturligvis heller ikke, når man er på kontanthjælp i Danmark. Sådanne fejl ser man i det uendelige, og det må og skal være fagforeningers rolle at gøre opmærksom på arbejdsliv, arbejdsvilkår og offentlige forsørgelsesregler. Hvis de ikke gør det, er der ingen, der gør det. Den rolle, som fagforeningerne bør have, er altså tosidet; på den ene side er organiseringen på det politiske plan nødvendig. Man er nødt til at samle lønmodtagerne, uanset længden på deres uddannelse, og fagforeningerne er nødt til at lytte til deres medlemmer. På den anden side bør fagforeningerne også se det som deres rolle, at medierne ”fortæller” den rigtige historie. Det lugter af spin og manipulation at skrive sådan, men når man oplever historier som den om Vejlegården eller journalister, hvis uvidenhed kommer til at spille så central en rolle i opfattelsen af grundlæggende ting, er det tegn på, at de og dermed offentligheden har accepteret en bestemt fortolkning af sandheden – og det er fagforeningerne nødt til at kæmpe imod og give deres modfortolkning af.

Charlotte K. Pedersen er medredaktør på magasinet kollaps (magasinetkollaps.dk) og cand.mag. i moderne kultur og kulturformidling

Det Ny Clarté #21 —december 2012


Komik eller arbejde

BOGTITEL FORFATTER FORLAG ANMELDER

I lyset af Bataille – politisk filosofiske studier Asger Sørensen Rævens Sorte Bibliotek nr. 84, Forlaget Politisk Revy, juli 2012. 520 sider, 298 kroner Ole Wugge Christiansen

D

et er sjældent, man skraldgriner, når man læser en (overvejende) filosofisk bog – men der undslap mig adskillige grin under læsningen af Asger Sørensens I lyset af Bataille. Ikke over ufrivillige morsomheder, men mere befriende åbenhjertige bekendelser og slagfærdige bemærkninger fra forfatterens side. Asger Sørensens bog handler ikke kun om den franske filosof og forfatter Georges Bataille (18971962) – men også om Sørensen selv. Bogen er opdelt i to afdelinger: Den ene er en samling af artikler om eller stærkt inspireret af (især filosoffen) Bataille, som Asger Sørensen har studeret, skrevet og bygget en akademisk karriere op omkring. Den anden del er tre nyskrevne essays om forfatterens liv med Bataille som diskussionspartner i de godt tyve år, han har beskæftiget sig med hans tænkning. Det er især de personlige beretninger, der udløste latter. Asger Sørensens beskrivelse af sin udvikling fra ung student til lektoransat fagfilosof er særdeles veloplagt, ind imellem på grænsen til det selvudleverende – og ofte med slagfærdige udsagn.

Jeg optræder ganske vist selv indirekte i Sørensens bog, idet jeg som redaktionsmedlem på det hedengangne tidsskrift Giraffen har været med til at offentliggøre bogens første artikel, »Forbudte lyster« – uden at kende til Bataille som inspirationskilde. Artiklen blev kun udgivet med en bemærkning til Sørensen om, at redaktionen ikke var enig i artiklen, »men alligevel gerne ville trykke det indsendte«. Jeg er ikke siden blevet mere enig i den Batailleinspirerede tankegang – som den er udfoldet af Sørensen. Sørensen har til gengæld i løbet af sine tyve år bevæget sig betydeligt. Ikke ved at vinke farvel til venstrefløjen og radikal politisk tænkning, men med en forskudt interesse i retning af mere traditionel politisk teori, som han i bogen erklærer at ville vie resten af sin akademiske karriere. I lyset af Bataille er på den måde Sørensens status og opgør med sin filosofiske udvikling i samspil med dens største inspirationskilde.

Essayene rummer en detaljeret beskrivelse af Sørensens akademiske karriere og en alternativ generationsberetning uden klynk om livet i omegnen af BZ-bevægelsen i 1980’erne - for at opbygge den resonansbund, som Bataille er kommet til at spille på i Sørensens arbejder.

Batailles filosofi er udsprunget af 1930’ernes radikale antifascistiske og antikapitalistiske bevægelser. Bataille radikaliserer ifølge Sørensen Marx’ og marxisters kritik af kapitalistisk fremmedgørelse til en almen civilisationskritik – primært gennem inspiration af filosofferne Hegel og Nietzsche samt sociologerne Durkheim og Mauss.

Mit kendskab til Batailles forfatterskab begrænsede sig før læsningen af Sørensens bog til den skønlitterære og pornografiske roman Historien om øjet.

Bataille griber desuden til en almindelig filosofisk disciplin, nemlig at indkredse »mennesket« (i bestemt form, ental) gennem en enkelt definition.

53

Det Ny Clarté #21 —december 2012


kultur

Georges Bataille (1897-1962) fransk filosof og forfatter. Af Luca delBado

Bataille mener, at mennesket etablerer en særegenhed gennem en reaktion på en række tabuer, der er givet som overhistorisk vilkår, nemlig »afsky, væmmelse og skræk over for visse helt naturlige forekomster som ekskrementer, lig, blod og slim«. Det er den »indre erfaring« af antropologisk givne forbud, der konstituerer mennesket i dets almenhed – mens den konkrete måde at forholde sig til tabuerne på konstituerer det enkelte menneskes partikularitet (som »suveræn«).

54

Uanset hvor rigtig eller forkert det konstituerende træk måtte være, opfatter jeg den filosofiske tradition med at indsnævre det menneskelige til en enkelt definition som dybt problematisk. Ikke kun fordi det er ahistorisk, men også fordi man med god ret kan pege på andre menneskelige særtræk som konstituerende: arbejde, tænkning, sprog og socialitet, eksempelvis. Mennesket kan ikke indkredses som artsvæsen af en enkelt deterministisk definition, men kun af fle-

Det Ny Clarté #21 —december 2012


Mennesket kan ikke indkredses som artsvæsen af en enkelt deterministisk definition, men kun af flere”

re – og af dets evne til civilisatorisk tilpasning, altså at lade sig indlejre i historiske, sociale og kulturelle kontekster. En monolitisk definition radikaliserer heller ikke samfundskritik og -forståelse, sådan som Asger Sørensen argumenterer for. Den indsnævrer i stedet menneskers (ubestemt, flertal!) potentielle muligheder ved forstå mennesker som determineret af et bestemt civilisatorisk vilkår – også selv om »overskridelse« af tabuerne synes at være det mest interessante træk i Batailles tænkning. Den politisk-ideologiske defaitisme slutter Sørensen i sine tre selvbiografiske essays med at lægge bag sig – og gøre filosofisk op med i kapitel 10 og 12. Sørensen peger i stedet nu på nødvendigheden af en politisk-filosofisk etik, der kan bruges til udvikling af et samfund, der løser miljø- og klimatruslerne gennem demokrati og økologisk bæredygtige produktionsformer. Det ser ud til at have taget Sørensen tyve år at nå den erkendelse. Og uden på nogen måde at intendere bedrevidende – Sørensen er i hele perioden velargumenterende og åbent reflekterende – mener jeg allerede at kunne se det problem skitseret i den artikel, som Sørensen sendte frem til Giraffen i 1991. Problemet var her, at Sørensen ud fra en ideologisk anarkisme accepterede Batailles negligering af arbejde som potentielt lystfuldt – og lagde alle frigørelses- og nydelsespotentialer i negationen af arbejde. Sørensen ville i artiklen (ganske prisværdigt!) have venstrefløjen til at erkende nydelse, begær og kamp som fascinationskræfter i politisk arbejde, men kunne kun se de behov opfyldt uden for arbejdets sfære – i kunst, seksualitet, fest, leg og overskridelse af tabuer.

Arbejde – også monotont og kedeligt arbejde – indeholder ikke kun slid, men også lystelementer. Og kreativt, kunstnerisk, intellektuelt og autonomt, frivilligt arbejde indeholder monoton, kedelig aktivitet – alle, der har forsøgt at spille et musikinstrument med den alvor, der kræves for at blive sjov, ved, hvor meget arbejde der skal til for kunne udfolde sig lystfuldt, og hvor lystdreven nødvendigt arbejde kan være.

Sørensens egen historie – en konsekvent indsats for at forvandle sin filosofiske interesse til fast arbejde – dementerer så ensidig en arbejdsforståelse”

Det – for mig at se – mærkværdige i det essay, som Sørensen sendte frem (og fastholdelsen af Batailles/ Hegels arbejdsforståelse) var, at kritik af (løn)arbejdes perverterede form førte til ignorering af modsætningerne i arbejde gennem historien. Og ignoreringen betød fornægtelse af en (for mig at se) radikal politisk-social målsætning, nemlig at ville forvandle arbejde fra nødvendighed til selvgyldigt menneskeligt behov og mulighed for fri og forpligtende lystudfoldelse. Det er muligvis en utopisk målsætning, men nødvendig, hvis man fastholder en emancipatorisk målsætning for venstrefløjens aktivitet. Trods disse indvendinger: Sørensens bog er udfordrende og interessant. Og Sørensens bog befordrer, selv som arbejdsdokumentation, oven i købet megen morskab og fornøjelse.

Det reducerer arbejde til entydig aktivitet, til nødvendighed, ja sågar til slaveri, altså negation af suverænens udfoldelse af sin specifikke menneskelighed. Sørensens egen historie – en konsekvent indsats for at forvandle sin filosofiske interesse til fast arbejde – dementerer så ensidig en arbejdsforståelse.

55

Ole Wugge Christiansen er redaktør på internetavisen Modkraft.dk

Det Ny Clarté #21 —december 2012


kultur

Koldkrigsrationalernes fiasko i Latinamerika

BOGTITEL: FORFATTER: FORLAG: ANMELDER:

Latin America’s Cold War Hal Brands Harvard University Press, 2010, 272 sider Martin Ottovay Jørgensen

M

ed denne bog har den amerikanske diplomatiske historiker Hal Brands sat sig for at gøre op med de dominerende historieopfattelser, som han karakteriserer som værende på den ene side en amerikansk konservativ glorificerende fortolkning af den amerikanske indflydelse i Latinamerika under den kolde krig, og på den anden side en latinamerikansk dæmonisering af samme. Brands trækker på forskningslitteraturen og et stort arkivmateriale, og har derfor 89 sider med 1.150 noter, hvor knap halvdelen er fra arkivmaterialet. Kun oversatte dele af det sovjetiske materiale er inddraget pga. sprogbarrierer. Ligeledes har cubansk materiale ikke været tilgængeligt. Da han beskæftiger sig med de amerikanske, cubanske og sovjetiske forsøg på at påvirke de latinamerikanske lande og konsekvenserne deraf, har han søgt problemet afhjulpet, ved at inddrage et omfattende materiale fra ca. 40 arkiver fra privatpersoner, politistyrker, udenrigsministerier og efterretningstjenester i 15 latinamerikanske, nord-amerikanske og europæiske lande. Brands’ historiske ramme udgøres af uligheden i de nye latinamerikanske stater i 1800-tallet, og den amerikanske overtagelse af rollen som regional hegemon igennem erobring, besættelse og køb af flere strategiske punkter og interesseområder, samt en favorisering af godsejer-eliterne til at varetage amerikanske økonomiske interesser. Kapitalismens globale krise i 1929 og den voksende fascistiske og nazistiske handel med Latinamerika i 1930´erne gjorde, at de amerikanske interesser i Latinamerika igen voksede. Under krigen orienterede de latinamerikanske krigsøkonomier sig mod USA. Den hastige industrialisering og det store eksportfokus medførte inflation og en voksende arbejderklasse.

56

De ringe boligkår og den madmangel, der var affødt af inflationen, gav grobund for et krav om øget indflydelse fra arbejderklassen samt nationalisme og populisme. I efterkrigstidens Europa og til dels Nordamerika indgik politikere, arbejdsgivere og fagbevægelser en række kompromiser. På den ene side afviste man kommunismen som politisk ideologi og system, samtidig med at man på den anden side accepterede produktivitetsprogrammer og fik gennemført sociale reformer og indført tidlige former for bredere orienterede velfærdsydelser. Disse gensidige indrømmelser inspirerede til parlamentarisk demokrati med stærke korporative og socialdemokratiske islæt i flere latinamerikanske stater. Disse skift var ikke af dybere, men snarere af mere populistisk karakter.

Men hvad der så ud som fiaskoer udefra, gav stor genklang lokalt.”

Dette gjorde det også lettere for amerikanerne, der kun accepterede denne strømning i den tidlige fase af den kolde krig, senere at støtte de konservative eliter med henblik på at sikre egne interesser og ’holde kommunismen ude’. På baggrund af dette tiltog spændingerne i de latinamerikanske stater, det blev yderligere forstærket på en række fronter: de interne spændinger, interamerikanske diplomatiske spændinger, amerikanske interventioner og etableringen af den moderniseringsteoretiske alliance for fremskridt, afkoloniseringen, fremkomsten af den tredje verden og ikke mindst den cubanske revolution i 1959. Globaliseringen af den kolde krig i 1960’erne førte desuden øget sovjetisk og amerikansk aktivitet i Latinamerika med

Det Ny Clarté #21 —december 2012


Brands understreger, hvorledes den kolde krig på supermagtsniveau måske var en lang fred, men at den i Latinamerika og resten af den tredje verden var en lang krig.”

sig. Sovjetunionen slog sig sammen med Cuba med sidstnævnte som springbræt. Brands pointerer, at de cubanske og sovjetiske forsøg på at forme situationen i de latinamerikanske lande igennem støtte såvel som de amerikanske interventioner i regionen igennem 1960’erne oftest mislykkedes og medførte utilsigtede konsekvenser. Men hvad der så ud som fiaskoer udefra, gav stor genklang lokalt. Amerikansk diplomati og interventioner i de nationale sfærer førte i mange tilfælde til tiltagende interne spændinger, igennem styrkelsen af den radikale højrefløj uden gensidig loyalitet og en modsatrettet radikalisering og militarisering af venstrefløjen op igennem 1970´erne og 1980´erne. Samtidig medførte cubanske og sovjetiske forsøg på at opnå indflydelse og sprede revolutionen afgjort en øget aktivitet og radikalisering af venstrefløjsbevægelserne, men løfterne og støtten var ikke nødvendigvis gensidig ligesom egne mål og forventninger ikke blev indfriet og højrefløjen radikaliseredes og militariseredes yderligere. Der er ingen tvivl om, at fremkomsten af anti-oprørs doktrinen, antikommunismen og den nationale sikkerhedsdoktrin er forbundet med amerikanske interventioner og politiske aktiviteter. Men ikke alene: Cubanske og sovjetiske aktiviteter og politik spillede også ind. Det samme gjorde de latinamerikanske aktørers tilegnelse af naive og modernistiske ideer og de midler, der kunne drives ud af supermagterne og Cuba til egne formål. Den politiske midte kunne ikke modstå krydspresset og endte med at vige for ekstremisme og vold fra begge politiske fløje eller militærregimer. Stormagternes enten gode eller slette hensigter, naive strategier og mangel på forståelse for de loka-

le forhold og i mange tilfælde også de siddende folkevalgte latinamerikanske regeringer samt militærregimerne og de overlappende sociale, politiske og økonomiske konflikter, kom i flere årtier til at ride de latinamerikanske befolkninger som en mare, hvorved Brands understreger, hvorledes den kolde krig på supermagtsniveau måske var en lang fred, men at den i Latinamerika og resten af den tredje verden var en lang krig, der siden er fortsat ind i den neoliberale periode.

Martin Ottovay Jørgensen er cand.mag. i Historie og nyligt begyndt ph.d. stip. ved Historiestudiet på Aalborg Universitet med et forskningsprojekt omkring FN’s fredsbevarende operationer under den Kolde Krig. Hans akademiske interesser orienterer sig primært imod ‘ny militærhistorie’, global og international historie og den kolde krig.

RETTELSE I sidste nummer havde der desværre indsneget sig to fejl på side 61 i Claus Brylds anmeldelse af Dino Knudsens bog Amerikaniseringen af den danske fagbevægelse i løbet af redigeringsprocessen. I linje 15 i første spalte skal der selvfølgelig kun stå ’for vestmagterne’ (og ikke ’over for vestmagterne’). Derudover skal der i 1. linje i 2. spalte stå ’større perspektiv’ (i stedet for ’støtteperspektiv’). Vi beklager de to fejl. Redaktionen.

57

Det Ny Clarté #21 —december 2012


kultur

Den komplekse ondskab

BOGTITEL FORFATTER FORLAG ANMELDER

Ondskab i et moralpsykologisk perspektiv Tanja Boysen Frydenlund, 2012, 130 sider, 229 kr. Søren Engelsen

H

vad er ondskab? Er begrebet blot en forældet term fra en forældet religiøs metafysik eller udtryk for borgerlig moralisme? Eller betegner det et ægte fænomen også i vores fælles moderne virkelighed, som vi har gode grunde til at have blik for – fx bestemte typer handlinger og sociale processer? Tanja Boysens bog Ondskab i et moralpsykologisk perspektiv argumenterer for sidstnævnte og tematiserer begrebet ondskab fra et filosofisk og psykologisk synspunkt. Ud fra præsentationer og diskussioner af navnlig diverse psykologiske studier afklarer hun en flertydighed og kompleksitet i begrebet. Boysen skelner mellem primært 3 forskellige typer af ondskab, der dog ofte er komplet sammenvævet: den idealistiske, den instrumentelle og den urefleksive ondskab. Den idealistiske ondskab er kendetegnet ved, at den handlende begår en ond handling i den overbevisning, at den er god. De mest grusomme handlinger – lige fra den franske revolutions terror til Gulag, Holocaust og moderne terrorhandlinger og droneangreb på civile – bliver begået i troen på, at det i realiteten er det gode, der gøres. Tanken om, at målet helliger midlet, samt ‘dem og os’-holdningen karakteriserer basalt motiverne bag den idealistiske ondskab. Den instrumentelle ondskab er i Boysens terminologi den specifikt selviske form for ondskab. Dette af Boysens ondskabsbegreber er i overensstemmelse med et klassisk filosofisk-moralsk begreb om det onde: Den handlende gør noget ondt for at opnå et gode for sig selv.

komplekse moderne samfund står vi ikke ansigt til ansigt med ethvert af de mennesker, som vores handlinger i grunden vedkommer. Såvel teknologi som institutionaliserede handlingsprocedurer – såsom bureaukratiske regler i en forvaltning eller loven – er praktiske redskaber, bl.a. fordi det psykisk aflaster det enkelte individ fra konstant at skulle tage stilling til de myriader af problemstillinger, der er forbundet med dets enkelte handlinger. Netop denne aflastning skaber dog også alvorlige problemer: Afpersonaliseringen af ens handlinger kan føre til en forvansket opfattelse af, hvad konsekvenserne af handlingerne i realiteten er; og et automatiseret handlemønster kan føre til ansvarsforflygtigelse; den ondskabsfulde bureaukrat er et paradigmeeksempel herpå: Sender han fx den afviste flygtning tilbage til tortur, eller det, der er værre, kan han undskylde sig selv med, at han blot gør sin pligt i henhold til de givne procedurer. Han kan nemt distancere sig fra den fatale konsekvens for flygtningen ved at fastholde, fx at han ikke selv er med til at udføre selve torturen, eller at han ikke står bag den stramme asylpolitik. Den urefleksive ondskab er altså ikke resultatet af reflekterede onde intentioner, men snarere en ubetænksom mangel på moralsk dømmekraft fremkommet af fastlagte procedurer, der motiverer subjektet til at deponere den selvstændige tanke i sin overordnedes eller sin gruppes holdninger, eller i de nedskrevne forskrifter. Dette er reelt lig bureaukratens afsubjektivering af sig selv – dvs. han reducerer sig selv til blot at være et middel for andres mål.

Særligt interessant belyser Boysen den urefleksive ondskab, dvs. ondskab skabt af tankeløshed. Den moderne verdens arbejdsdeling og systematisering af tankegange og arbejdsfunktioner synes at skabe særlig grobund for denne type ondskab. I

Det er slående, hvor let almindelige mennesker kan drives til monstrøse handlinger under omstændigheder, der motiverer til at fokusere væk fra det konkrete medmenneske. Noget tyder på, at moralen så at sige får sin normative ‘kraft’ fra det kon-

58

Det Ny Clarté #21 —december 2012


krete møde med medmennesket: Nærheden til den anden synes at have en moraliserende funktion. Så snart evnen til at abstrahere fra den nære oplevelse af det andet menneske styrkes – fx gennem bestemte regler og procedurer – sker der potentielt en afmoralisering af medmennesket, og ondskaben ligger lige for, uanset om det er hensigten at gøre nogen ondt.

Særligt interessant belyser Boysen den urefleksive ondskab, dvs. ondskab skabt af tankeløshed. Den moderne verdens arbejdsdeling og systematisering af tankegange og arbejdsfunktioner synes at skabe særlig grobund for denne type ondskab.“ Boysen slår et slag for, at ondskab også er et moralsk problem, og at dette essentielt indebærer den handlendes ansvar: Ondskab indebærer altså ikke bare, at ubehageligheder eller grusomheder opstår, men at nogen kan gøre for, at det opstår. Boysen insisterer på, at selv den idealistiske og den urefleksive ondskab altid indebærer et valg – fx valget om ikke at ville tænke mere over emnet, eller om at deponere sin vilje i paragraffer eller hos lederen – og dermed implicerer det den handlendes eget ansvar. At det altid er tilfældet, at der er et valg på spil, kan måske betvivles, men det udelukker ikke holdbarheden af den gennemgående pointe for Boysen i bogen, at psykologisens tematisering af ondskab nemt kan negligere dette helt centrale aspekt ved

Ondskab i et moral-psykologisk perspektiv relaterer i ret begrænset omfang ondskab til klassiske filosofiske moralteorier, og præsentationen såvel som kritikken af disse bliver tilsvarende overfladisk og terminologisk forvirrende nogle steder. Men den slags skavanker skygger ikke for, at bogen er en god introducerende gennemgang af centrale aspekter af ondskabsbegrebet − præcis og klar i sine analyser og diskussioner og med et godt blik for især de social-psykologiske aspekter af begrebet, der rigt illustreres af empiriske eksempler.

Søren Engelsen er ph.d.-studerende i filosofi og beskæftiger sig bl.a. med kritikkens grundlag i et moralfilosofisk perspektiv.

Det kooperative alternativ

Annonce:

ondskab, altså den skyld og det ansvar, der er tilknyttet begrebet, fx når man reducerer ondskab til en patologi. Mennesket er formet af sine omgivelser, og dette er psykologiens primære fokus. Men mennesket er også efter alt at dømme kendetegnet ved sin frihed og har derfor altid et selvansvar for sine handlinger. Hvis et individs onde handlinger udelukkende anses for produktet af betingelser, der ikke har med valg at gøre, synes psykologiens tematisering af ondskabens betingelser således at indebære en negligering af et specifikt moralsk perspektiv, som også venstrefløjens sociale indignation lever af – trods dens ofte fornuftige afstandtagen fra den moralske pegefinger som politisk strategi samt insisteren på at betragte individer i deres strukturelle sammenhænge.

Ny bog om Arbejderkooperationens historie!

Arbejderkooperationen er ikke tidligere blevet behandlet i en samlet fremstilling, så med denne bog udfyldes et tomrum i udforskningen af denne vigtige del af arbejderbevægelsens historie.

Bogen beskriver de internationale idéer, der lå til grund for at etablere kooperative forbrugsforeninger og produktionsvirksomheder i Danmark. Og især behandler den det brede spektrum af kooperative initiativer, diskussionerne inden for og uden for bevægelsen og de forandringer, kooperationen har gennemgået fra den spæde start i 1850erne og frem til i dag. I den danske arbejderbevægelse blev der nemlig aldrig skabt enighed om, hvad der var målet med kooperationen, så uenigheder og debatter har i høj grad præget udviklingen.

BOGTITEL FORFATTER FORLAG

Det kooperative alternativ Henning Grelle Arbejdermuseet & Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv, 2012, 304 sider, 167 kr.

Historien om arbejderkooperationen handler om arbejdet for at forbedre levevilkårene ved at skabe virksomheder, hvor drivkraften ikke var mest mulig profit til ejerne. Og den handler om oprettelsen af brugsforeninger med det formål at opnå bedre kvalitet og lavere priser på de daglige livsfornødenheder. Arbejdernes fællesbagerier, bryggeri og mejeri eksisterer ikke længere. Brugsforeningerne er ikke mere en del af arbejderkooperationen. Men forsikringsselskabet, banken og bolig- og byggekooperationen er stadig livskraftige virksomheder.

Arbejderkooperationen har, trods nogle nedture, vist sin berettigelse og livskraft helt frem til i dag. Nye kooperativer ser dagens lys, og de mange nye virksomheder, der deler det kooperative værdigrundlag, vil i fremtiden kunne tilføre bevægelsen ny kraft.

Det kooperative alternativ

ISBN: 978-87-88626-49-0

Arbejderkooperationen i Danmark 1852 - 2012

59

Det Ny Clarté #21 —december 2012


kultur

Krisen og den udeblevne systemkritik – et essay

BOGTITEL FORFATTER FORLAG ANMELDER

Krisen og den udeblevne systemkritik Preben Wilhjelm Forlaget politisk revy, 63 sider, vejledende pris: 78 kr Karen Helveg Petersen

P

reben Wilhjelms (PW) lille bog om den udeblevne systemkrise har fået megen omtale. Han lagde op til den gennem bl.a. en kronik i Information (1. juni) med sammenfatning af bogens indledende kritiske pointer. Bogen er nem at læse, og man kan kun ønske den det brede publikum, den henvender sig til. I og med at PW er god til at komme ud over rampen, skal man vel som venstreorienteret være taknemmelig og ikke begynde at yppe kiv om småting. Det vil jeg prøve at undgå. Når PW efterlyser systemkritik, endog indledningsvis blandt de borgerlige, bliver de af os, der fra en meget marginal position har prøvet at yde netop dette, måske lidt utilfredse. En af grundene til, at vi ikke bliver hørt, er nemlig, at vi er blevet overhørt og overset. Vi lever vores stille blog- og facebookliv. Wilhjelm har, gennem sit politiske og retskritiske arbejde, allerede for mange år siden krydset barrieren til at blive hørt. Derfor opdager en lidt større offentlighed nu, at systemkritikken eksisterer, og vi andre kan lægge os i slipstrømmen. Til gengæld kan man så spørge Wilhjelm, hvilken systemkritik han yder.

Ansvaret for krisen Pjecen eller pamfletten diskuterer først ansvaret for krisen og de forskellige aktørers rolle. Den skyldes ikke en for stor stat, skriver PW. At den offentlige sektor bliver ved med at øge sin vægt i økonomien, er ikke mærkeligt ifølge Wilhjelm. Da den er mere arbejdskraftintensiv, vil dens produktivitetsstigning næsten naturnødvendigt være lavere end den private sektors. Til gengæld yder den offentlige sektor nødvendige ydelser, for at den private kan blive ved med at udvikle sin produktivitet. Alligevel er den private sektor, drevet af finansmarkedet, ved at rive tæppet væk under den offentlige.

60

Først udtrykker Wilhjelm, at kapitalismen, styret af markedsmekanismen, er et ’metastabilt system’, en ikke just særlig populær term. Faktisk kunne man tro, at udtrykket betyder stabilitet på det overordnede plan, men det er modsat, systemet er ustabilt, ja, det bringer sig selv længere og længere ud over kanten. Altså den generelle ligevægt gælder i hvert fald ikke. Dernæst kritiserer han bankpakker og ’Finanspagt’ (Den finanspolitiske Pagt eller Europagten, retteligt). Kravet om nedskæringer i den offentlige sektor, der har reddet den finanssektor, der har bragt os i uføre, er så den tredje absurditet. Allerede her ser man, at det i og for sig ikke er systemkritik, Wilhjelm yder, det er kritik af en bestemt måde at håndtere systemet på. I lighed med mange andre, der gerne ser et fundamentalt anderledes samfund, har PW en tendens til alligevel at komme med gode forslag til, hvordan man kan gøre det eksisterende ’endnu’ bedre. Det er forståeligt. Intet i kapitalismen er statisk, og alle forfalder vi vel til at tro, at der kan repareres på noget, evt. som led i en større omvæltning. Vi lever her og nu, og det vil være livsfornægtende at forkaste alle forsøg på at kaste redningsveste ud.

Allerede her ser man, at det i og for sig ikke er systemkritik, Wilhjelm yder, det er kritik af en bestemt måde at håndtere systemet på”

Hjælper Marx’s forklaringsmodel? Næste del handler om Marx og hans forklaringsmodel. Gamle Karl får tørt på. ’Loven’ om profitratens tendens til fald er baseret på en cirkelslutning,

Det Ny Clarté #21 —december 2012


Systemet er i krise, men systemet er ikke længere Marx’ industrikapitalisme”

skriver Wilhjelm, men ikke hvorfor. I en fodnote siger han for det første, at hypotesen om kapitalens stigende organiske sammensætning, dvs. at der over tid bliver mere fast kapital i forhold til variabel kapital (arbejdslønninger sådan ca.), har holdt stik. Men for det andet skriver han, at merværdiraten godt kan komme over 100 %. Det har PW ret i, men det har Marx på ingen måde udelukket. Det virker, som om PW mener, at hvis merværdiraten bliver ved med at stige, kan den stoppe faldet i profitraten, hvilket er matematisk rigtigt. Men i praksis stiger merværdiraten typisk på gr. af, at der er investeret i så meget desto mere fast kapital, hvortil hører hjælpe- og råstoffer inden for den tidsramme, man måler på, og derfor har profitraten en tendens til at falde. Nu vender PW rundt og siger, at hvis arbejdslønnen kommer i bund, bliver der et afsætningsproblem. Her overser han, at fast kapital er en vigtig vare, der sælges mellem kapitalister, se nedenfor. Altså fordi PW lægger Marx noget i munden, der ikke er tilfældet, drager Marx en cirkelslutning! Men så skynder Wilhjelm sig at afvise hele merværdidebatten med, at ingen jo kan se merværdien. Det er ikke helt rigtigt. Merværditermen bruges også af borgerlige, som dekorerer sig med ord som ’creating value’, shareholder value og endog merværdi. Indrømmet, at det måske sker mere på handelshøjskoler end på tunge økonomiinstitutter, fordi økonomistudier kun i begrænset omfang beskæftiger sig med regnskabslære. Men merværdien er ikke svær at eftervise empirisk – inden for en virksomhed er den lig med det primære overskud (minus afskrivninger)1. Sat i forhold til lønsummen får man et udtryk for merværdiraten. Og denne kan sammenlignes horisontalt over virksomheder og give et godt indtryk af situationen.2 En konklusion er: ”Det afgørende spørgsmål er derfor, om ikke allerede disse to ændringer: afsætningsvilkårene for masseproduktion og opkomsten af internettet, som begge er fremkaldt af den teknologiske udvikling, ikke er lige så indgribende og samfundsforandrende som i sin tid industrialiseringen?” (s. 40). Systemet er i krise, men systemet er ikke længere Marx’ industrikapitalisme. 1 Det bedste udtryk for primært overskud er EBIT, der også bruges af danske virksomheder. Det står for: earnings before interest and taxes. 2 Det er rigtigt, at der skal nogle screeninger af de absolutte tal til over tid, og at ’afskrivninger’ altid skaber ballade, men proportionerne kan man nogenlunde stole på.

61

Afsætningsproblemet Først om afsætningsvilkårene. Her antager PW på linje med underkonsumtionsteorierne, at alt skal konsumeres af individuelle slutforbrugere, men der er også en stor handel mellem kapitalister. Tysklands dominans inden for kapitalgodeindustrien er vel en en årsag til, at det kan slå andre vestlige industrilande ud og have stor afsætning til industrier i andre dele af verden. En stor del af afsætningen er imidlertid baseret på ordrer, f.eks. fra kraftværker, så det holder naturligt nok igen på både produktion og afsætning. Dette prøver vindmølle- og energiindustrien at gøre godt for ved at finde på andre finansieringsformer, evt. ved selv at tage initiativ til havvindmølleparker med hjælp fra pensionskasser, og så blot sælge strømmen bagefter. Afsætningsproblemet, herhjemme ofte vulgariseret til at svinge dankortet, er imidlertid et efterspørgselsproblem. Hvis der ikke kommer gang i efterspørgslen, kommer der ikke gang i væksten. Altså det forventede forbrug styrer investeringerne. Og det er jo noget andet end at mene, at der ligger varer og rådner op. For det andet er der også en stor luksusgodeindustri. ”Karetbygning”, giver PW som et fortidigt eksempel. Men ”kareter” produceres endnu, opdatér blot til Gucci-tasker, Porsche-sportsvogne, Georg Jensen-sølv. Og luksusvarer er noget af det mest succesrige for tiden. For det tredje er der, hvis jeg må fortsætte min egen marxistiske linje, også mange ’uproduktive’ arbejdere, der lever af en overførselsmekanisme inden for merværdien. For det fjerde, hvis ikke alt, der er beregnet på almindelige menneskers konsum, kan afsættes, skyldes det, at produktionskapacitetens omfang gør, at der spyttes for meget ud, ingen har brug for eller lyst til at købe til de priser, der kræves. Så falder de i pris, og det kan sende nogle virksomheder ud i fallitten. Vigtigst er dog arbejdsløsheden. Så hvis der er underkonsumtion, skyldes det mangel på inklusion af en stor gruppe i den kapitalistiske vækstmotor, evt. på gr. af delokalisering af produktionen. Ikke på gr. af for lave lønninger, der er relativt høje for dem i arbejde, i hvert fald herhjemme og store dele af den vestlige verden. Så kald det underkonsumtion, men først efter krisen. For det femte er primære varer (fødevarer, energi) i lange perioder steget så meget i pris, at friheden til at købe nye ’ting’ er blevet mindsket. Så tilpasser produktionsstrukturen sig. Eller mener Wilhjelm, at afsætningsproblemet skyldes den opsparing i f.eks. pensionskasser, som almindelige lønmodtagere (fællesbetegnelse for både industri- og servicearbejdere med en vis standard lønindkomst) foretager? Det er jo lidt i modstrid med den dobbelthed, han også påpeger, nemlig at enkeltkapitalisten vil have lave lønninger til sine

Det Ny Clarté #21 —december 2012


kultur

Preben Wilhjelm . Foto: Jacob Dall

egne arbejdere, men høje lønninger hos andre, for at de kan konsumere. Personligt mener jeg hverken opsparingen eller kapitalisternes lønkonkurrence i sig selv skaber afsætningsproblemer. Det drejer sig om benhård konkurrence mellem storkapitalerne om, hvem der kan erobre markedet. Derudover er præmissen forkert fsv. angår tiden før krisen, hvor der faktisk var et kraftigt gældsfinansieret privat konsum, også i de lavere klasser. Derudover er der i dag en offentlig sektor, som slet ikke havde samme rolle og udstrækning på Marx’ tid, og som også spiller ind på ’afsætningen’. Indrømmet, at i USA, hvor krisen startede, er offentlig understøttelse ringe, hvad der har forstærket manglen på vækst i efterspørgslen. At økonomiens fremtræden har udviklet sig, ændrer dog ikke på den grundlæggende kapitalisme og dens begreber. Selvom man skal vogte sig for blot at plaske marxske grundbegreber direkte på alle fænomener i samfundet. Men hvis noget har ændret karakter, er det vel pengesystemet.

Informationsrevolutionen Så om internettet. Det lyder næsten, som om PW er tilhænger af ’new economy’-forestillingerne. Han nævner, at Facebook har en børsværdi på 50 milliarder dollar ‘i dag’. ”Det havde Marx næppe forestillet sig muligt.” (s. 40). Nu er det svært at vide, nøjagtig hvor meget Facebook er ’værd’ på markedet, fordi det ikke er helt klart, hvor mange aktier der er udstedt, men det vides, at aktiekursen, der noteres daglig, gør det på basis af en børsomsætning på 2-3 milliarder dollars (ca. 100 millioner aktier). Og

62

kursen har zigzagget lige siden Facebooks børsintroduktion. Hvorom alting er, er der ingen grund til at tro, at Marx ville have benægtet muligheden af, at et firma uden indre værdi som Facebook kunne få en høj kursværdi. Han var fuldt på højde med spekulation og penge, der søgte afkast på en hvilken som helst måde, samt monopoler. Og at investorer bevægede sig i flok. Internettet som sådant muliggør vel økonomisk set, hvad Marx ville kalde en hurtigere omslagshastighed. Plus også et større marked, jfr. produktion alle mulige andre steder end hjemme hos os selv. Men selv det så Marx i puppeform i sin levetid. Hurtigere skibstrafik, togtrafik og telegrafen er forgængere for vore dages kommunikationsrevolution, der selvfølgelig har taget kvanteskridt siden.

Når man ser, hvor lidt Enhedslisten kan komme igennem med, bliver man mere og mere skeptisk over for forestillingen om, at sådanne programmer, som Wilhjelm foreslår, kan blive virkeliggjort”

Af med Marx? Hvorfor PW vil halvvejs af med Marx, er ikke helt klart, for han mener da, at der skal en ny samfundsindretning til, der bedre modsvarer det nutidige teknologiske stade − produktivkræfterne er i konflikt med produktionsforholdene. Moderne Marx-økonomer mener heller ikke, systemet bryder sammen af sig selv, evt. på gr. af en faldende

Det Ny Clarté #21 —december 2012


Kapitalismen er det system, der skal kritiseres. PW viser det for finansmarkedernes vedkommende”

profitrate, der jo i øvrigt har skjult sig godt under finansmarkedets slør. Det er i hvert fald en gangbar hypotese, at finansmarkedet har fået den samlede profitmasse til at se meget højere ud – lige indtil krisen slog til. Dertil kommer, at overnormale profitter i især udvindingsindustrien har været et problem for de mere konkurrenceudsatte industrier, typisk dem der producerer almindelige forbrugsgoder. Efter krisen er det om at få profitraten til i realiteten at blive så høj, som man prøvede at puste den op til før krakket. Det er så min udlægning. Men så længe nyere fænomener kan forstås i den urgamle sammenhæng, som kapitalens dominans er, ser jeg ikke nogen grund til at forkaste dens grundlæggende teoretiske begreber. Det er ikke, fordi jeg vil skamride denne her pointe. Men jeg forstår ikke helt, hvad PW vil med sine Marx-argumenter.

Konkrete forslag Når nu fælles klasseinteresser/kamp er forpasset, er det svært at se, hvilken socialisme der kan ligge og vente på os, skriver Wilhjelms og giver nogle konkrete forslag, som han selv kalder ’Reformer inden for systemet’. De er: at oprette statslige finansieringsinstitutter; at få banker og andre pengeudlånere til at investere direkte i firmaer à la islamisk bankvæsen; opsplitning af banker i forhold til forskellige funktioner, såsom en investeringsdel og en almindelig bankdel; skat på finansielle transaktioner (Tobinskat); skatteomlægning fra indkomst til naturressourcebrug og fast ejendom; brugerbetaling for de ’offentlige goder’, som virksomhederne benytter; forhindring af fødevarespekulation ved hjælp af oprettelse af stødpudelagre; og en stabilitetspagt med socialt sigte, nemlig én, der sikrer mod for stor arbejdsløshed. Disse forslag er på mange måder gode omend naturligvis ikke fuldt udfoldede, men det er svært at tro, at de er særlig realistiske i den situation, vi lever i. Den pudsigste er den, at virksomheder burde give brugerbetaling for f.eks. ingeniører. Det er vel nærmest et djævlens advokatur. Men forslagene har da den funktion at angive, at man på venstrefløjen har gjort sig nogle tanker.

63

Det vi ser indtil videre er angreb på lønmodtagerne til fordel for beskyttelse af bankerne, de store virksomheder og finanssektoren. Og disse angreb fremføres her i landet af socialdemokraterne og SF under foregivende af, at de vil bevare ’velfærdsstaten’. Når man ser, hvor lidt Enhedslisten kan komme igennem med, bliver man mere og mere skeptisk over for forestillingen om, at sådanne programmer, som Wilhjelm foreslår, kan blive virkeliggjort. Der er brug for modstand, der naturligvis også skal bygges på grundig analyse. Frihedsgraderne er indskrænket.

Konklusion Preben Wilhjelm når ikke hele vejen rundt i sin systemkritik, men det er heller ikke meningen. Han er da mere venstreorienteret end Enhedslisten som parlamentarisk parti tør være, samtidig med at han opmuntrer Enhedslisten til at ‘afmytologisere finansloven’ − ikke i denne pamflet, men i andre offentlige ytringer. Wilhjelm accepterer den tese, at systemet er styret via markedet, hvilket måske forlægger perspektivet lidt. Snarere er det økonomiske resultat et udkomme af kapitalens/virksomhedernes drift til stadig mere profit og til at brede sig. Den såkaldte markedsmekanisme er et blot ’moment’. Kapitalismen er det system, der skal kritiseres. PW viser det for finansmarkedernes vedkommende. Der skal mere til, og andre er ved at være parate, for der er faktisk en livlig aktivitet inden for politisk økonomi på venstrefløjen.

Efterskrift Preben Wilhjelm forsvarer sig over for Ole Wugges grundige kritik i Modkraft (”Wilhjelms sans for kriser”) ved at sige, at det jo er en pixibog han har skrevet, og at upopulært venstreorienteret sprogbrug skal undgås. Rigtigt, men som det fremgår ovenfor, prøver PW selv at tage tunge emner op, nemlig Marx’s kriseteori - på en lidt for overfladisk måde. Hvis læseren af PW’s bog ikke har kendskab til Marx, vil hun blot sidde tilbage med den fornemmelse, at Marx da kom noget til kort. Det minder lidt om den måde, som almindelige borgerlige plejer at afvise Marx på. Det ville være bedre ikke at prøve at gå ind i den diskussion, for man kan have udmærkede synspunkter på krisen uden at forholde sig direkte til Marx.

Det Ny Clarté #21 —december 2012


kultur

Hans Scherfig. Satirens mester

Hans Scherfig er en af de mest elskede danske forfattere nogensinde. Han er formentlig landets mest læste forfatter i det 20. århundrede og en af de mest populære malere. Og så var han en kendt kommunist. I år er det 50 år siden, at mesterværket ”Frydenholm” udkom for første gang Af Frederik Ohsten

V

ed Hans Scherfigs død skrev Anders Bodelsen om sin kollega, at denne sandsynligvis var århundredets mest læste danske forfatter – både her i landet og i udlandet. Hans Scherfigs bøger er oversat til utallige sprog. Det er ganske enkelt en af de mest betydelige danske forfattere nogensinde. Uanset hvad man mener om Scherfigs litterære stil (som i denne skribents øjne er intet mindre end genial), kan man ikke komme uden om, at han, målt i popularitet og udbredelse, placerer sig i samme klasse som Ludvig Holberg, Johannes V. Jensen, Georg Brandes, Henrik Pontoppidan og Karen Blixen.

Romanen er ikke en roman i klassisk forstand. Det er et anklageskrift mod samfundets top.“

Og dog. Selv om Hans Scherfig i litterær kvalitet og popularitet står højt over de fleste andre, har han aldrig været elsket af samfundets top. Det borgerlige Danmark og alle kulturlivets ”gode samfundsstøtter” har aldrig kunnet komme overens med Scherfigs budskaber. Da Det Danske Akademi i 1973 tildelte ham deres Store Pris, sagde han i sin takketale, at han følte ”den samme taknemmelighed som en mand må føle, når han modtager en redningsvest efter at være kommet i land.” Parnasset tilgav aldrig Scherfig hans ukuelige forsvar for socialismen. Scherfig glemte til gengæld aldrig, at alle ”ansvarlige” kræfter i Danmark fandt det let at tilpasse sig nazisterne under besættelsen og ikke mælede et eneste ord til forsvar for de hundredvis af danske kommunister, der ulovligt blev interneret og overladt til tyskernes nåde. Det er det, Fry-

64

denholm handler om. Romanen er ikke en roman i klassisk forstand. Det er et anklageskrift mod samfundets top. Mod den danske overklasse og de socialdemokratiske politikere, der klappede hælene sammen og velvilligt adlød de høje herrer i Berlin.

Samfundet som morder Et af de mest karakteristiske kunstgreb, som Scherfig benytter sig af, er det, som Anders Bodelsen har kaldt den falske loyalitet. Fortælleren er tilsyneladende loyal over for personerne, men reelt spidder han dem på det morsomste. I ”Den forsvundne fuldmægtig”, der udkom i oktober 1938, foldede han for første gang for alvor denne kunst ud. Weekendavisens Arne Hardis har bemærket, at romanen lige så godt kunne have heddet ”Den døde mand” – hvis det altså ikke var fordi, det netop var titlen på Scherfigs første roman fra 1937. Pointen er, at det borgerlige samfund allerede har dræbt mennesket  Teodor Amsted længe før det fingerede selvmord på Amager Fælled. Samfundet havde gjort ham til et vanemenneske med død sjæl. Som menneske – et legende, nysgerrigt og fantasifuldt væsen – var han for længst dræbt. Forældrene, skolen, universitetet, arbejdspladsen og ægteskabet var morderne. Da Scherfig i 1940 udkom med ”Det forsømte forår”, var det en bombe. Statsradiofonien standsede en oplæsning af bogen i radioen med den begrundelse, at den var et ”angreb på nulevende personer”. Den virkelige, ikke formulerede årsag var naturligvis, at romanen var et angreb på højtstående personer og selve det, vi i dag kender som den sorte skole. Magtens overgreb på værgeløse børn.

Idealisterne I efteråret 1941 – under den tyske besættelse – skulle Scherfigs roman ”Idealister” være udkom-

Det Ny Clarté #21 —december 2012


De er velmenende, sympatiske og helt igennem gode mennesker. Men ifølge Scherfig glemmer de det helt afgørende element, der hedder klassekampen.“ met. Men færdiggørelsen blev brat afbrudt, da forfatteren blev arresteret og fængslet af det danske politi som led i deres klapjagt på kommunister. Hans Scherfig blev senere løsladt af helbredsmæssige årsager, og i 1942 burde bogen endelig være udkommet. Men Gyldendal modtog et telefonopkald fra Udenrigsministeriet, der havde gennemlæst manuskriptet og fastslog, at bogen ikke kunne udgives, sådan som tiderne var. Efter besættelsen har der været en myte om, at det var nazisterne, der censurerede bogen, men det er kort og godt usandt. Virkeligheden er, at det var det danske udenrigsministerium – og dermed Staunings regering – der forbød bogen. Ironien ved hele affæren var, at Scherfig efterfølgende gennem forfatteren Louis von Kohl modtog et tilbud om at udgive bogen i Hitlers Tyskland. Nazisternes tolerance rakte altså længere end den tilsvarende hos den danske regering. Idealisterne i bogen spiser råkost, går i sandaler og holder spiritistiske seancer. De er velmenende, sympatiske og helt igennem gode mennesker. Men ifølge Scherfig glemmer de det helt afgørende element, der hedder klassekampen. Alle de gode intentioner bliver til intet, hvis ikke man tager højde for, at samfundet er opdelt i klasser med modstridende interesser – og at det er nødvendigt at tage den økonomiske og politiske magt fra kapitalistklassen.

Forbrydelsen Man kan uden at overdrive sige, at ”Frydenholm” fra 1962 er Hans Scherfigs livsværk. Det er et monument, som vil stå til evig tid som en skamstøtte over det borgerlige Danmarks knæfald for nazismen. Scherfigs foretrukne form – kriminalromanen – har altid en forbrydelse, der skal opklares, og en forbryder, der er ansvarlig. I ”Frydenholm” består forbrydelsen i, at den danske regering i 1941 fængslede hundredvis af kommunister og i 1943 udleverede dem til tyskerne. Den danske kapitalistklasse og dens medhjælpere i Socialdemokratiets top begik beviseligt ikke denne forbrydelse, fordi tyskerne havde vredet armen om på dem – nej, de begik forbrydelsen med den allerstørste velvillighed og ihærdighed. I Frydenholm citerer Scherfig ordret fra et interview, Stauning gav til den svenske avis Aftonbladet. Her fremgår det, at Stauning ikke anså Hitlertysklands fremgang som nogen ulykke, men derimod som en kendsgerning, som man måtte indrette

65

sig under, og som også kunne betyde god lykke for den danske befolkning. Han citerer også en leder fra dagbladet Politiken, der lovpriste ”folkefællesskabet” mellem de ariske brødre i Nordeuropa. Hvis man kan beskylde Scherfig for noget, er det, at Frydenholm er for mild og for tilbageholdende i sin kritik af det nazificerede danske borgerskab. Men faktum er, at romanen reelt ikke er fiktion – den er en nøjagtig genspejling af tingenes virkelige tilstand i årene 1939-46. Sammen med Carl Madsens ”Vi skrev loven” er den formentlig det vigtigste dokument om besættelsestiden.

Pagt mellem Stauning og Hitler I det danske udenrigsministerium oprettede man under besættelsen det såkaldte ”Østrumsudvalg”. Det var et organ, der skulle studere mulighederne for dansk landbrug og industri i Østeuropa, når det først var renset for de mennesker, der boede der. Når polakkerne, balterne, ukrainerne, hviderusserne og andre folkeslag var blevet myrdet af Hitlers horder, ville de danske kapitalister og godsejere stå klar til at udnytte mulighederne for ekspansion. Oprettelsen af dette ministerielle udvalg siger alt om den danske overklasses forhold til fascismen. Reelt var Danmark ikke Nazitysklands fjende, men dets allierede. Dette forhold varede ved indtil det danske borgerskab i 1943 indså, at Sovjetunionen havde knækket nakken på Hitlers militær. Indtil regeringen trak sig tilbage i 1943, var Socialdemokratiets top helt med på at samarbejde med Hitler. De accepterede uden modstand, at danske arbejdsløse blev tvunget til Tyskland for at arbejde i krigsindustrien. I Frydenholm er den utålelige fag-

Sammen med Carl Madsens ”Vi skrev loven” er den formentlig det vigtigste dokument om besættelsestiden.”

foreningsformand Rasmus Larsen en fremragende repræsentant for den officielle socialdemokratiske politik under besættelsen.

Det danske Gestapo Det er dokumenteret, at politiets afdeling D – som vi i dag kender som PET – i oktober 1940 forærede en liste med 71 navngivne kommunister til det tyske Gestapo. Det var tydeligvis en venlig gestus fra den ene politimyndighed til den anden. Man ønskede at vise sin samarbejdsvilje, og at man skam var klar til at slå til mod kommunisterne. ”Bare sig til – vi er klar på jeres befaling,” var den utvetydige besked til vennerne i Gestapo. Da tyskerne den 22. juni 1941 henvendte sig til det danske politi for at få interneret 71 navngivne

Det Ny Clarté #21 —december 2012


kultur

kommunister, var listen en nøjagtig kopi (med fejl og det hele) af den, der befandt sig i Afdeling D’s kartotek. Men det beredvillige danske politi synes tilsyneladende, at nazisterne var for blødsødne over for kommunisterne. I hvert fald arresterede de ikke blot 71, men hundredvis af kommunister i en storstilet, landsdækkende aktion. Flere gange det antal, som Himmlers Gestapo havde forlangt.

De fremskridt i de stalinistiske stater, som Hans Scherfig betragtede og forsvarede, er helt berettigede. Han udtrykte det selv således, at han havde tillid til et system, som ikke behøvede at destruere fødevarer af hensyn til profitten.“

De fremskridt i de stalinistiske stater, som Hans Scherfig betragtede og forsvarede, er helt berettigede. Han udtrykte det selv således, at han havde tillid til et system, som ikke behøvede at destruere fødevarer af hensyn til profitten. Fra et marxistisk synspunkt er problemet med stalinismen imidlertid ikke (udelukkende) et moralsk problem. Sagen er, at en planlagt økonomi kræver demokrati for at kunne fungere. Spørgsmål om revolutionær internationalisme og arbejderkontrol i den nationaliserede økonomi er praktiske spørgsmål. Man kan sige, at Scherfigs bindinger til stalinismen var hans største svaghed, men det er så afgjort en svaghed, der er til at tilgive. Selv med denne svaghed står han langt højere end alle denne verdens Jens Christian Grøndahl’er.

Arven efter Scherfig

Da samarbejdsregeringen trådte tilbage i 1943, var dens sidste handling at udlevere de internerede kommunister til de nazistiske bødler. Dermed blev politikernes løgn om, at interneringen var ”for at beskytte kommunisterne”, afsløret. 34 danskere, hvis eneste forbrydelse var, at de gik ind for social retfærdighed og en verden uden krig, kom aldrig hjem fra de koncentrationslejre i Tyskland, som de danske politikere havde sendt dem til.

Scherfig og stalinismen Der er mange, der har kritiseret Hans Scherfig for hans forhold til stalinismen i Sovjetunionen og de østeuropæiske stater. Blandt kritikerne har der været fremtrædende socialdemokrater som Hartvig Frisch og Julius Bomholt. Men ingen af disse har moralsk ret til at kritisere Scherfig. Julius Bomholt var under besættelsen et kendt medlem af DanskTysk Forening. Han vedblev at være medlem af foreningen frem til dens stilfærdige død i slutningen af krigen. Hartvig Frisch var medlem af Folketinget og stemte for det grundlovsstridige forbud mod DKP. Ingen af disse folk mælede et muk til forsvar for kommunisterne eller blot grundloven i 1941. Bedre står det ikke til, hvis vi ser på senere eksempler. De borgerlige politikere, der har forsvaret angrebskrige og massemyrderier i Irak og Afghanistan har ingen ret til at kritisere, at en forfatter har forsvaret et system, selv om det på mange måder var monstrøst. For ni år siden så vi, at forfatteren Jens Christian Grøndahl åbent forsvarede Irak-krigen, der kostede hundredtusindvis af døde og drev millioner på flugt. Man kunne også spørge, hvor de danske forfatteres forsvar for ytringsfriheden er i dag, når det kommer til den kurdiske TV-station Roj TV. Eller for den sags skyld Anton Nielsen, der sidste år blev fængslet for at donere penge til den palæstinensiske befrielseskamp.

66

Scherfigs sprog er tilsyneladende barnligt og troskyldigt. Men bag det let forståelige og usnobbede sprog gemmer sig en besk og skarp satire. Al den såkaldte ”satire” i fjernsynet i dag, der gør grin med de små i samfundet i stedet for de store, har intet med satire at gøre. Det er derfor formentlig ikke nogen overdrivelse, hvis man siger, at Scherfig ud over at være Danmarks største satiriker nogensinde (i skarp konkurrence med Holberg), også er den sidste egentlige satiriker, vi har haft her i landet. Når Scherfig gjorde nar af skabagtige kunstner-typer og nogle af de, vi i dag nok ville kalde hipsters eller medlemmer af den ”kreative klasse”, var det aldrig for at gøre nar af kreativitet eller nysgerrighed. Det var for at gøre op med det, man kan kalde ”det retningsløse oprør”. Noget, der tilsyneladende er farligt og provokerende, men som i virkeligheden ligger helt inden for det borgerlige samfunds normer og rammer. Sprog er per definition fællesskab. Man kan ikke tænke sig et sprog uden et fællesskab. På samme måde er al kunst per definition en social gerning. Det er en meddelelse til andre. Kunstens budskab kan være af de mest mangfoldige arter. Men kunsten er i sit væsen uløseligt forbundet med fællesskab. Og som den store mester selv udtrykte det: ”Fællesskab er kommunisme. Med sindsro og tillid til fornuftens nytte ser vi ind i fremtiden. Vores verden er erkendelig, og det står i menneskets magt at forandre den. Vi venter ikke på undergangen. Vi har ingen angst for fremtiden. Vi agter selv at bestemme vores fremtid.”

Frederik Ohsten er journalist og redaktør for Socialistisk Standpunkt. Han har tidligere skrevet en række essays om omvæltningerne i den arabiske verden, der i 2011 udkom i antologien „Den arabiske revolution“

Det Ny Clarté #21 —december 2012


glĂŚd dig til nĂŚste nummer...

#22 T EM A: Civil Ulydighe d og Ret s sik kerhe d


det ny Clarté #21  

www.clarte.dk layout by KauffmannArchitects.com

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you