SKOLEDAGSFEST Sidste

Klumben, Raske penge og Det Fri i hopla!

Jacob, 2 B

I anledning af udgivelsen deres nyeste album All kinds of nightmares gav det danske rock band ”Ring them bells” koncert på Loppen på Christiania Som fan af bandet var jeg der naturligvis og jeg vil sige, at bandet leverede varen Fordi det jo var en fejring af det nye album, havde Ring them bells inviteret tre andre bands til at lave opvarmning, før de selv gik på Jeg har ikke meget at sige om opvarmningen, fordi der var nogen problemer med lyden, der gjorde, at noget af musikken bare blev til forvrænget højttalerstøj. Det gik især ud over det første opvarmningsband, ”Camilla Munck”. Ud fra det som man kunne høre, lød det som om, at det var noget ambient elektronisk musik Men den dårlige lyd førte som nævnt til, at meget af det druknede i elektrisk støj Eller måske var støjen i virkeligheden en aktiv del af det samlede lydbillede ? Det ved jeg ikke Faktum er, at det blev en mindre skuffende start på koncerten.

Det gik lidt bedre for de to andre opvarmningsbands, som var ”A mess” og ”Hand in shadow” Her var lyden blevet noget bedre, men der var stadig et par problemer med støj her og der Begge bands gjorde et godt job med at opvarme og gøre publikum klar til når Ring Them bells gik på lidt over kl 23.

Ring Them Bells udgav deres tredje album ”All kinds of nightmares” den 3 marts 2023. Så der var i sandhed tale om et spritnyt album, og så alligevel ikke helt. Bandet spillede nogle af albummets sange tilbage i november 2022, da de gav koncert i Lille Vega. Meget kort vil jeg sige, at det er et rigtig godt album, muligvis endda bandets bedste op til nu, som jeg klart kan anbefale Det ville også være blevet anmeldt her i skolebladet, hvis ikke album-pladsen i denne måned var gået til HAKEN.

Og nu tilbage til koncerten Det har ikke været muligt at finde en setliste på nettet, og jeg kan desværre ikke lige huske hvad åbningsnummeret var Men jeg kan fortælle, at de nåede forbi en håndfuld sange fra det nye album. Deriblandt åbningsnummeret ”Where ever you go” samt ”The fall”, ”Capitol hill” og “My lord”. Der var også et par favoritter fra bandets forrige album, ”Things that come slow” Af sange fra det album blev ”I’m not really there” samt ekstranummeret ”Favorite gun” fremført med fremragende energi. For mig var koncerts højdepunkt uden tvivl ”My lord” fra det nye album. Ud af alle sangene derfra var det den sang, som jeg følte kom bedst ud fra scenen og ud i koncertrummet

Ligesom de forrige gange jeg har set dem, gav Ring Them bells folk en god koncertoplevelse, der viste en stor grad af gennemøvning og respekt for musikken Desværre følte jeg ikke, at bandet kom lige så meget ud over scenen, som de har gjort før. Det var ikke som sådan bandets skyld, men var mere et resultat af støjende lyd, en meget lille koncertsal, og et lavt loft og scene, der gjorde det svært at se Træpælene rundt omkring i rummet hjalp heller ikke ligefrem på det problem. Fordi min anmeldelse ikke kun fokuserer på bandet, men skal give et samlet indtryk af hele koncertoplevelsen, er jeg desværre nødt til at sige, at det sagtens kan være bedre. En del bedre Og derfor får koncerten altså kun 3 ud af 6 stjerner.

Af jorden er du kommet Til jord skal du blive Af jorden skal du aldrig mere opstå, hvis man spørger 19årige Naëlle Sky Bigaignon og 22-årige Tobias Lind Madsen Kristeligt Dagblad møder de to HF-elever i et tomt lokale på Det Frie Gymnasium i København, hvor de er i gang med andet og sidste år af jagten på den lyseblå studenterhue. Sammen med resten af deres klasse står de bag en kunstudstilling medtitlen "5" udformet i samarbejde med Foreningen Liv & Død.

Projektet er resultatet af et flere måneder langt undervisningsforløb om døden

I forløbet har eleverne berørt mange temaer, der knytter sig hertil. De er fascineret afandre landes traditioner, fortæller de. Af fester, der fejrer døden. Af klimavenlige,grønne begravelser Af virtuelle mindeceremonier. Af ritualer, som er underordnetreligion.

De har gjort sig tanker om egen begravelse, og så er de blevet enige om, at der er behovfor friere regler for, hvordan man begraver og mindes dem, man har mistet.

“Kroppen er et fartøj. Når den er død, er den biologisk materiale,” siger Naëlle SkyBigaignon, der nævner skovbegravelser som en fin måde at give kroppen tilbage tilnaturen. Optimismen afløses dog af en forundring over, at der er "mange" restriktioner for,hvordan man må blive begravet på dansk jord

“Der er én ting, man gør, og den involverer en kiste, og der er ikke specielt mange alternativer,” siger Naëlle Sky Bigaignon

Kroppen er livets fartøj Begravelse er et de temaer, som er blevet behandlet i HF-klassens udstilling, hvor femgrupper har fortolket i alt fem temaer: livets cyklus, forandringer i forholdet til døden i takt med samfundsudvikling, tilbagevenden til naturen, begravelse og minder

Fortolkningerne er blevet til fem projekter, som blander levende billeder, lyd ogforskellige former for installationer Udstillingen sluttede den sidste dag i marts, og herpå bagkant af projektet, har eleverne indvilget i at tale om den læring og de reflektionerom døden, de tager med sig fra projektarbejdet Tobias Lind Madsens gruppe stod for begravelsestemaet. Det håndterede de ved at giveeksempler på, hvordan man kan tage afsked og mindes.

Resultatet er en videooptagelse af en kistebegravelse, som foregår i et virtuelt univers,hvor man skal have specielle briller på for at deltage. Derudover har gruppen hængt enrække billeder op af ordene "RIP (navn), vi elsker dig overalt på jorden" skrevet medspraymaling på en gul kirkegårdsmur.

“Vi syntes, at det var spændende, det her med at mindes nogen inden for et fællesskabpå en utraditionel måde, altså som et alternativ til en fysisk kiste eller en gravsten,”siger Tobias Lind Madsen.

Han påpeger det pudsige i, at alle fem grupper, som var med til at lave projektet, mereeller mindre bevidst undgik kirkerummet i deres udstillinger.

“Det fortæller jo nok, at unge mennesker ikke kan relatere til etablerede mindesteder,kirkerummet og sådan noget. Det er noget, som er fra generationerne før os, og så er detnoget, som, ja, det ved jeg ikke, som man lige så stille relaterer mere til, jo ældre manbliver,” siger han.

Alligevel valgte Naëlle Sky Bigaignons at gribe deres idéudvikling an fra netop etkirkeligt udgangspunkt. Ikke så meget for kristendommens som for inklusionens ogfællesskabets skyld, siger hun:

“Vores første idé var faktisk at lave noget, der kunne have været kirkeligt, og vi havdefor eksempel en idé med at udstille en hel masse tændte lys, fordi de kan være en del afdøden hos mange forskellige mennesker."

Der kom idéen om gruppens fortolkning af minder i spil. En brønd er blevet installeret.Ved siden af den ligger en bunke sten. Man kan tage en sten i hånden, mens manbesøger udstillingen, og lægge den ned i brønden til de andre, før man går

“Man kan tage det, man har indeni, og føre det ud i noget fysisk, og så give slip på det.Det, syntes vi, var essentielt for at symbolisere, at man ikke er alene om sin sorg, og at man har et fællesskab, man kan lægge den hos,” siger hun.

Fællesskab er et ord, der vækker genklang hos klassens underviser Troels Emig.

“Jeg synes, at værkerne viser, at der er to sider af døden. Der er både selve døden, men der er også livet. Og igennem de levende kan døden omtales og erindres” siger han.

Håndgribelige samtaler

Undervejs i både dens tilblivelse og dens fremvisningsperiode har udstillingens ansvarlige medarbejder og konsulent hos Foreningen Liv & Død, Nanna de Hemmer Widding, fulgt de unges arbejde tæt.

Hun og foreningens øvrige ansatte har erfaret fra udstillingen "5", at når formidlingen er gjort af unge og til unge, er der en større sandsynlighed for, at døden virker mindre abstrakt på dem, der besøger udstillingen.

“Det er nemt at være ligeglad med urner, død og ligbrænding, når emnerne ligger fjernt for en. Vi prøver derfor at gøre samtalen om døden nærværende," siger hun.

Når samtalen falder på, hvad de unge selv ønsker at blive husket for, den dag de går bort, så glider tankerne pludselig lettere, for da handler svarene om elevernes fritidsinteresser og hvilket skateboard, de eventuelt vil have med sig i kisten.

“Det taler lige ind i det ego, man har i den alder. De siger til hinanden, at ‘ja, jeg er josådan en, der er sådan og sådan',” fortsætter Nanna de Hemmer Widding.

Foreningens udviklings- og kommunikationskonsulent, Eva Gerlif Myrtue, mener, at deri Danmark er behov for at normalisere samtaler om døden, også i en ung alder

"Vores eneste fælles sprog for at tale om døden i Danmark er at sige “jeg kondolerer”,og det er så ligesom det Og det er heller ikke alle, der har brug for at tale om døden Mennesker bearbejder sorg forskelligt Men hvis man er en af dem, der gerne vil tale omden, så kan det forstærke sorgen at blive mødt af stilhed," siger hun

De to gymnasieelever på Det Frie Gymnasium er enige De så gerne, at flere menneskerbegyndte at tale mere om døden i positive vendinger På den måde tror Tobias LindMadsen, at man kan vende livet til noget positivt

“Jeg tror, at når folk ikke taler om døden, så glemmer de også, at de ikke har etuendeligt liv Eller mange tænker ikke over, at de skal dø Og så affinder de sig måske med at leve et liv, som de egentlig ikke ønsker Men jo mere man tænker over, at man skal dø, des mere livskraft giver det også på en eller anden måde Døden kan være et skub for at leve bedre,” siger han