Slipknot – The end, so far Genanmeldelse

Jeg tog fejl!

af Jacob, 2.B

For ca et halvt år siden, i november-2022 udgaven af Det Fri og Hør, skrev jeg en anmeldelse af Slipknot’s dengang nye album

”The end, so far”, hvor jeg roste albummet, gav det 5 ud af 6 stjerner, og kaldte det for ”Noget af det bedste siden de tre første studiealbums” Mens jeg skriver denne artikel, er der ca to og en halv uge til, at Slipknot spiller fredag aften på Copenhell Og som forberedelse til hvad der for mig er det ultimative hovednavn, har jeg lyttet til virkelig, virkelig meget Slipknot på det sidste Og det har bragt mig forbi især to albums.

”The end, so far” fra sidste år, og især ”.5: The gray Chapter” fra 2014.

Mens jeg gik og lyttede til de to albums, har en tanke vokset bagerst i min hjerne, som sagde ”The end, so far” virker forhastet, og ikke særligt godt Og nu skriver jeg denne indrømmelse. Min anmeldelse af The end, so far tager dybt fejl, og albummet fortjener på ingen måde de 5 stjerner. Tværtimod er det noget af bandets værste studiemateriale Og nu skal i høre hvorfor:

The end, so far er Slipknots sidste album på den albumkontrakt, som Slipknot underskrev for Roadrunner records i 1998, op til udgivelsen af deres selv-betitlede album fra 1999 Det har længe været tydeligt, at bandet var utilfreds med deres kontrakt, og gerne ville væk derfra. Og det bringer mig til min hovedpointe

The end, so far føles som et album, der hovedsageligt er skabt, for at komme væk fra roadrunner records. Det kan især ses på utroligt uinspirerede sange, så som Hive-Mind med dens tomme blastbeats og skuffende omkvæd. Det samme gælder for ”Warranty”, der lyder som en AI-genereret slipknot-sang

Allerværst er dog ”Heirloom” Det er muligvis den værste sang Slipknot har udgivet Jeg har intet problem med, at den lyder som en StoneSour sang, da det ofte er godt når slipknot eksperimenterer med deres lyd Mit problem med Heirloom er, at der ikke sker noget uventet i sangen Verset er bygget omkring et 4-fjerdedels trommebeat, som ville få selv AC/DC’s trommeslager til, at bede om noget mere interessant tromme-arbejde. Bandets DJ Sid Wilson forsøger at bidrage med noget scratch, men det virker tvunget, ligesom sangens guitarsolo.

H377 er på ingen måde dårligt, men er heller ikke albummets højdepunkt. Den er bare en ganske udmærket, men også middelmådig sang.

"De sade” er jeg heller ikke meget for. Introen virker tyvstjålet fra ”The virus of Life” fra deres mesterlige album ”Vol 3: The subliminal verses” fra 2004. Og så er sangen i stor grad bare fyldemateriale, der eksisterer for, at albummet kan få dem væk fra deres kontrakt

Finale er stadig en rigtig god og original sang, ligeledes er Adderall, The dying Song, The chapeltown Rag og til dels også Yen Men efter pladens fire første sange, bliver det en utroligt vaklende lytte-oplevelse. Det er ikke alt sammen dårligt, meget af det er bare utroligt middelmådigt og ligegyldigt.

Det kunne måske have været en rigtig god eksperimenterende EP, hvis de kun havde beholdt de 4 første sange samt afslutningsnummeret, men desværre fik vi i stedet bandets værste album, so far Derfor bliver albummet degraderet til kun at have 3 ud af 6 stjerner

Bare for sammenligningens skyld er der her min nye ranking af Slipknots studiealbums (Ikke inkluderende demo-albummet

”Mate Feed Kill Repeat” fra 1996)