Et brev kastet ud i vinden

af Keith

Jeg elsker dig, jeg elsker dig som en veninde og som min søster, og selv hvis intet menneskeligt blik nogensinde daler med empatiens nuance på disse håndskrevne linjer mens dette papir, krøllet og kastet ud i vinden er brudt og gennemblødt af regnen, glemt og trådt ned i mudret jord –vil disse skrevne linjer stadig bære betydning i dag og gennem utalte kommende år.

Jeg elsker dig, jeg elsker dig som jeg engang i min barndom glædede mig over min mor.

Og selv hvis intet menneskeligt øre nogensinde lytter til råbet fra dette bedrøvede afskårne individ, selvom havets grå kolde dybder eller ødemarkens støvede brændende sand som skjult afgrund ligger mellem vores snørklede livs stier siden den gang vi mødtes og senere med et sidste smertefyldt blik gik adskilte veje så mange, mange måneder siden –vil mine ord tavs udtalte i brisens milde stilhed stadig bære betydning i dette øjeblik og i årstidernes gentagne ankomst

Jeg elsker dig –selvom årtier har bleget dit bølgende hår mørklagt dine lysende så udtryksfulde øjne, selvom tidens gang har skåret utallige linjer i dit ansigts glød og kød hænger på dine engang så levende lemmer, selvom knogler ligger i en begravet kiste eller aske fra dit brændte lig er blevet kastet i en ukendt grav, selvom himlens stjernefyldte nattefrosts mørke eller en ensom skovs duftende sol-belyste dag alene lytter til min stemme – jeg elsker dig, jeg elsker dig som min veninde og min søster, jeg elsker dig som min datter og min mor, i nuet og i dalene skjult i evigheden jeg elsker dig som min elskede.