Fremtidens dannelse

Fremtidens dannelse I vores samtid er mennesket det væsen der har den største indflydelse på planeten Jorden.

Vores eksistens har haft den indvirkning, at planeten har ændret sig på et geologisk plan.

Vores færden på jorden er endt i en buldrende klimakrise, hvor udbredelsen af landbrug, byer og fabrikker har ødelagt skovområder, fragmenteret naturen og forårsaget en blødende biodiversitet. Vi udleder CO2 som aldrig før, imens vi vander vores bloggerplanter i kemisk forurenet grundvand, som vi glædeligt og uvidende også selv drikker.

Mennesket opfører sig, som var vi hævet over naturens og dens love- som var vi udødelige.

Nogen vil kalde denne tid den Antropocæne tidsalder, som på græsk betyder menneskets tidsalder- fordi det i dag er mennesket, og ikke naturen, som er den største årsag til geologiske forandringer. Andre insisterer på at fastholde at vi stadigvæk lever i den holocæne tidsalder, som oversættes til den helt nye tid, der beskriver en tid med et stabilt klima, der lagde grundlag for udviklingen af civilisationen.

At insistere på at vi til stadighed lever i den holocæne tidsalder, er for mig et udtryk for at vi håber at de problemer vi har skabt, forsvinder af sig selv. Det er en form for bevidst blindhed: De mennesker som i sidste ende sidder med det sidste ord, har et ønske om at fastholde et billede af verden som den engang var, frem for at forholde sig til den virkelighed vi står i. Fordi de ikke ved hvordan de skal navigere i et samfund der er bragt ud af balance, og ikke mindst hvordan de skal give de kommende generationer redskaberne til at navigere i det mørke som den bevidste blindhed har resulteret i.

Børn og unge vokser op i en klimakrise, som på én og samme tid virker forfærdelig abstrakt, men samtidig skræmmende konkret.

Samtidig lever vi i en hyper-digitaliseret virkelighed, der udfolder sig gennem skærme og hvor vi er udsat for et præstationspres som aldrig før. Alt forandrer sig, undtagen vores syn på, og forståelse af, hvad et menneske er, og hvad der skal til for at leve et meningsfuldt liv. Derfor er det væsentligt, at vi genovervejer, hvad dannelse må betyde og rumme, så de fremtidige generationer forhåbentligt kan finde lys i mørket.

Min grundtanke er i hvert fald, at fremtidens dannelse først og fremmest skal bygge på en forståelse af mennesket som en del af naturen, som skaber af kultur og som et væsen der balancerer følelser og fornuft.

Det biologiske menneske Ifølge Charles Darwin og evolutionsteorien som han fremlagde i bogen “Arternes oprindelse” i 1859, er ingen arter statiske, men tværtimod foranderlige. Hans teori går ud på, at evolution sker gennem naturlig selektion, hvor de individer, som er bedst tilpasset deres miljø, gennem arvelige egenskaber, har bedst mulighed for overlevelse. Over tid kan individets tilpasning medfører ændringer i en hel art og man siger at netop derfor eksisterer mennesket i dag- fordi vores forfædre har haft evnen til at tilpasse sig skiftende miljøer.

At lære om menneskets udvikling og at forstå den mener jeg er grundlæggende for en god dannelse- det giver os muligheden for at reflektere over vores oprindelse. Ved at forstå de processer som har formet mennesket, til det vi er i dag, kan vi måske ane, hvilke stier vi bør betræde i fremtiden. Jeg tror at det vil give ungdommen en dybere forståelse af mennesket som en naturlig art der, ligesom andre arter, har overlevet fortidens skiftende miljøer og samtidig give os et indblik i hvordan vi forholder os til fremtidens forandringer- og måske endda lærer hvordan vi med denne viden kan være med til at forme den.

For vi er med til at forme vores fremtid, det er klimakrisen et bevis på! Naturen har ligeså stor indvirkning på os, som vi har på den. Det er en symbiose, som vi ikke kan bevæge os ud af. Derfor mener jeg at det er grundlæggende vigtigt at vi forstår at vi er forbundet med andre arter og at vores overlevelse på samme måde afhænger af at forstå og respekterer denne relation.

I bogen “Hvad er et menneske” beskriver Svend Brinkmann, hvordan Darwin var dybt optaget af, hvordan regnorme opfylder lige netop denne filosofi- at regnormene lever i et økosystem, hvor de ikke kun tager med også giver. I bogen beskrives det således:

"Darwin opdagede at regnorme er organismer, der harformet deres livsbetingelser- den muldjord de lever i- i ligeså høj grad, som de har tilpasset sig disse omgivelser. Regnorme spiser konstant og laver hver dag en mængde afføring, der svarer til halvanden gang deres egen kropsvægt. Denne afføring er med til at flere planter og dyr kan leve der, og på den måde opstårflere organiske stoffer, som regnormene kan optage, og så køre hele kredsløbet”.

Det var gensidigheden mellem ormene og deres miljø, som fascinerede Darwin, og det kan jeg godt forstå! Da Darwin observerede denne dyreart, blev det klart at ingen af os er sat i verden uden et formål. Vi har alle en opgave, selv menneskene. I bogen beskrives det netop, hvordan menneskearten og planterne er afhængige af hinandens eksistens. Det er en cyklus hvor planter optager den kuldioxid, som mennesket udånder, samtidig med at de sender ilt ud i atmosfæren, som er nødvendigt for menneskets overlevelse. Denne proces er bare ét eksempel på den forbundethed der er mellem alle os levende organismer på Jorden.

Derfor mener jeg at børn og unge bør dannes med en forståelse af, at vi er biologiske væsener, som er en del af naturens kredsløb.

Det skal vi både fordi det vil give os et bedre indblik i, at vi har en rolle i naturen, men også fordi jeg tror det kan give os en forståelse af vores andel i klimakrisen, og dermed hjælpe os med at navigerer i en fornuftig retning.

Det betyder at naturfag i skolen også vil blive dannelse og ikke alene fakta. Man skal erfarer naturen gennem oplevelser i den, undersøgelser, sansninger osv. Og her mener jeg ikke kun i de mindre klasser, men igennem hele ens skoleliv- for det er en forståelse man aldrig bliver for gammel til at udvikle videre på.

Kultur er en forlængelse af natur At forstå naturen og at lære at der er intet ved mennesket, som er over naturen, er essentielt hvis man vil forstå det som vi kalder kultur.

Kultur handler nemlig om hvordan vi mennesker reagerer på naturen. Den natur som vi mennesker begår os i er nemlig konstant under forandring, både hvad der angår vores egen krop og vores miljø, fordi vi forholder os til den.

På samme tid er kultur paradoksalt nok også det som adskiller os fra andre dyrearter, og måske også det som på sin vis adskiller os fra naturen. Man kan måske formulere det således; Når vi mennesker mærker følelser såsom vrede, forelskelse, håb mm. så er det biologiske reaktioner som sker inde i os. Når vi forsøger at forstå og udtrykke disse følelser gennem kunst, myter, digte mm. så har vi gjort det naturlige og biologiske som skete inde i os, til noget kulturelt. Det er netop dette jeg mener gør os til mennesker- fordi vi fortolker vores følelser ved at sætte ord på dem, male dem, forme dem osv.

I bogen “Hvad er et menneske” af Svend Brinkmann beskrives dette på en god måde: “Den naturhistoriske evolution er hos mennesket blevet til en kulturhistorisk evolution- og somme tider revolution. Vores omverden består nemlig ikke bare af muldjord og æbletræer, men også afskoler, fabrikker, hospitaler, universiteter, biografer, fodboldbaner, tv-serier og meget andet, som er skabt afmennesker selv- og som virker tilbage på os, og som vi under ét kalder kultur”.

I relation til at få en forståelse for kultur, som noget der opstår når vi fortolker vores følelser, synes jeg at det er centralt at se på hvad det er som driver os til at gøre dette. I bogen “Hvad er et menneske” udfolder Svend Brinkmann nemlig spørgsmålet; hvordan hænger menneskets følelser og fornuft egentlig sammen, hvilket jeg synes er et interessant spørgsmål at forholde sig til når man taler om dannelse. For kommer fornuften før følelserne, hvad er egentlig vigtigst, og hvordan kommer de til udtryk i skolernes dannelse?

Særligt lægges der vægt i bogen på tre tænkeres syn på forholdet mellem følelser og fornuft; Aristoteles, David Hume og Immanuel Kant. Jeg synes at især Aristoteles og David Humes tankegang er interessante i forhold til det moderne menneske.

Kort fortalt mente Aristoteles, at mennesket både består af rationelle og irrationelle følelser, men at de irrationelle følelser skal styres af de rationelle, som er vores fornuft.

Altså fornuften skal være det som hovedsageligt bestemmer hvordan vi bør føleog følelser skal være “opdraget” af fornuften, så man allerede i det man mærker en følelse, lader fornuften fortælle en hvordan man forholder sig til den.

Men når jeg læser udsagnet, som det står stort på hvidt synes jeg at det indikerer at der er en forestilling om at mennesket kun bliver “rigtigt” og helt, hvis det formes af den rette kultur, de rette værdier og i de rette strukturer.

Hume mente omvendt at mennesket først og fremmest er et følende væsen og at fornuften kun er et redskab til at beregne og forstå verden, men ikke alene kan motivere os. Dvs. at han mente at følelserne bestemmer hvad det er vi vil, altså det som motiverer os, og at fornuften kun hjælper os med at finde ud af hvordan vi udfører det vi vil.

Som om der kun er én opskrift på, hvordan man bliver et menneske, og det provokerer mig. Jeg synes netop at historien er fuld af mennesker, der er blevet vise, filosofiske og tænkende væsner uden nødvendigvis at være vokset op i et såkaldt dannet miljø. Jeg mener at mennesker danner sig selv på vidt forskellige måder, hvilket resulterer i den gode ting, at vi ikke alle sammen er replikationer af hinanden. Nogen bliver dannet mennesker i trygge og velordnede rammer, mens andre (nogen selvvalgt og andre ikke) bliver mennesker uden for den kultiverede sociale orden i hårde miljøer, der gennem erfaringer lærer hvad det vil sige at være et menneske.

Derfor mener jeg at skolen rigtig nok har den dannelsesopgave at hjælpe os med at finde ud af hvad et menneske er, men ikke igennem én bestemt kulturel form. Derimod skal vi være enige om nogle fælles værdier og grundlag undervisningen kan formes ud fra, og her mener jeg at disse skal bygge på en forståelse af mennesket som en del af naturen, som en skaber af kultur og som et væsen der kan balancere følelser og fornuft

Jeg mener at begge tænkeres tankegange er spændende, og derfor befinder jeg mig svævende lidt imellem dem begge to. Jeg er enig med Hume i at følelserne er det som motiverer os som menneske. Det er vores umiddelbare følelser, der sætter os i bevægelse og giver os lyst til at handle. Men samtidig mener jeg også at Aristoteles har ret i at fornuften har en afgørende rolle i at regulere disse følelser- at hjælpe os med at forstå, vurdere og afbalancere vores følelser så de er hensigtsmæssige i en given situation. Jeg ser altså vores følelser som drivkraft, og fornuften som et redskab til at regulere dem.

Jeg synes derfor at dannelse er når man lærer at håndtere sine følelser, forstå dem, tænke fornuftigt omkring dem og sætte ord på demmen også at lære at lade sine intuitive følelser tale. Et fag som derfor både ville kunne rumme at man lærer om kunst, fortællinger og andre kulturelle vigtige ting samt lærer at bruge sin emotionelle intelligens, empati og forståelse til beskrivelse af sit møde med kulturen, synes jeg ville være fantastisk!

Kritik om ideen om én social orden I bogen “Hvad er et menneske” skriver Svend Brinkmann følgende: "Man kan i sidste ende kun blive menneske, hvis man lever inden for en social orden, hvor den menneskelige karakter kan dannes”. Det er et udsagn som på en eller anden måde provokerer mig- ikke fordi det er forkert, men fordi jeg synes det virker snævert. Set i lyset af balancen mellem følelser og fornuft, læser jeg sætningen som om at vi ikke lærer at være mennesker i isolation, men i fællesskaber, relationer og i samarbejde.

Jeg er altså ikke imod fælles dannelse, men blot ensretning. Skolen skal danne os, men ikke bestemme, hvem vi skal være. Den skal give os redskaberne til at forstå hvem vi er og ikke presse os igennem den samme skabelon.

På samme måde som Darwins evolutionsteori er foranderlig, mener jeg også at dannelsen skal have plads til at være foranderlig.