GOG i 50 år – men hvordan gik det til?

Præcis den 1. maj 2023 er det 50 år siden, at GOG blev en realitet som resultat af en sammenlægning af håndboldafdelingerne i Oure-Gudme- og Gudbjerg Idrætsforeninger. Så ret beset var der kun to foreninger ved forhandlingsbordet, idet Oure og Gudme var sammenlagt få år før, at GOG blev stiftet.

Og det er netop med fokus på de forhandlinger, der førte til sammenlægningen , at MånedsAvisen har sat fem centrale personer stævne til en snak om, hvad der egentlig skete dengang i 1973, da nogle lokale ildsjæle fik en genial idé.

De sportslige succeser taler for sig selv, og dem er der sagt og skrevet meget om ikke mindst med TV2s serie ”Vi er GOG”, så MånedsAvisen stikker et spadestik dybere og stiller spørgsmålet: ”HVOR, HVORNÅR, HVORDAN og af HVEM blev beslutningen om at stifte GOG truffet?”

Hallerne

Historien om GOG hænger uløseligt sammen med historien om Sydøstfynshallen eller Gudmehallerne, som de benævnes i folkemunde i dag.

Og lad os slå det fast med det samme: Hallen kom før GOG, idet hallen allerede blev taget i brug 2. oktober 1972. Planerne om at bygge en hal i området blev startet i 1966 – altså før kommunesammenlægningerne i 1970.

Bent Ålbæk-Nielsen skriver således i en artikel på Svendborghistorier.dk

”Sådan en må vi også have! 1960’erne kunne på flere måder godt minde om den tid, vi oplever nu i denne tid. Efter krigens og 50’ernes magre år nød Danmark godt af en velstandsbølge. Det betød bl.a., at der kom gang i byggeriet. Dertil kom, at mange mennesker fik mere fritid. De to forhold i forening gjorde, at der blev et voksende behov for flere og bedre fritidsfaciliteter, og at der blev mulighed for at imødekomme dette behov. Rundt om i landet skød nye, store haller op, og gymnastikken og andre idrætsaktiviteter fik en betydelig opblomstring.

De Danske Skytte-, Gymnastik- og Idrætsforeninger var dengang organiseret i et antal hovedkredse. Her i det sydøstfynske havde vi 2. Hovedkreds med kommunekasserer Svend Greve i Gudbjerg som den særdeles initiativrige formand. Han og den øvrige bestyrelse var meget opmærksomme på den positive udvikling, der var i gang rundt i landet – bl.a. med etableringen af nye haller. Efter et grundigt forarbejde med tæt kontakt til hovedkredsens mange lokale foreninger blev det besluttet, at også 2. Hovedkreds skulle have en hal. Den skulle meget naturligt hedde ”Sydøstfynshallen”, og efter forhandlinger med områdets kommunalbestyrelser blev det besluttet at placere den i Oure. Dels ville det være en central placering for hele hovedkredsen, og dels havde man fået et meget fordelagtigt tilbud fra Oure-Vejstrup kommune, som ville stille et fuldt byggemodnet areal til rådighed. ( ) Den samlede anskaffelsessum blev beregnet til 1.093.500 kr. ( ) der var en lille kvart million, som skulle skaffes på forskellige måder til byggeriet gennem indsamlinger og frivilligt arbejde. ”

Et af de frivillige projekter gik ud på at samle og klargøre det tømmer, som skulle bruges til halbyggeriet. Efter en hård storm i 67 var store arealer skov væltet, og her lå et godt økonomisk bidrag til halbyggeriet. Man nåede også at kloakere området inden der pludselig skete en drejning i projektet.

Hallen skal ligge i ”hovedstaden”

Byggearbejdet var planlagt til at gå i gang i 1969, men kommunesammenlægningen i 1970 gjorde, at den nye Gudme kommune mente, at hallen var bedre placeret i Gudme, som man betragtede som hovedstaden i den nye kommune. Skårup havde trukket sig fra halprojektet i Oure, og det gav projektet en økonomisk udfordring.

Gudme kommune skød hele 600.000 i halprojektet mod at hallen blev bygget i Gudme. Sådan blev det, og i 1972 stod halbyggeriet færdigt med en hal ,fire omklædningsrum og et cafeteria.

Det blev en bitter pille at sluge for folk i Oure, og nogle nægtede konsekvent at sætte deres ben i den nye hal.

Hvordan med håndbolden?

Herfra koncentrerer vi historien om håndboldafdelingerne i foreningerne Oure-Gudme Idrætsforening og Gudbjerg Idrætsforening. Og her er det, at MånedsAvisen bringer nogle af de personer ind som var centrale i beslutningen om at stifte GOG.

Palle Ingemann og Poul Syberg kom fra Gudbjerg IF, hvor der var fuldt tryk på håndbolden. Poul Syberg, som blev træner i en alder af 14 år fortæller, at alle unge spillede håndbold i Gudbjerg. Det var simpelthen det, der samlede byens ungdom.

Palle og Poul havde ungdommens vildskab og gå-på-mod og kunne ikke få håndbold nok. De spillede udendørs i Gudbjerg om sommeren og indendørs i Svendborg om vinteren, hvilket ikke var helt i tråd med reglerne.

Selvom sæsonen var kort nåede Gudbjerg IF at have hold med i ca. 25 stævner hvert år, og det hørte til sjældenhederne, at foreningen ikke vendte hjem med mindst èn pokal, som i øvrigt blev brugt som snapsebæger.

Især de store årgange fra 194650, som op til sammenlægningen udgjorde seniorholdene var nærmest ustoppelige. Ved siden af håndboldspil og trænergerning måtte Poul og

Palle også stå for den økonomiske del og skaffe de penge der skulle bruges til ture, spillertøj o.s.v. Og så skulle foreningen desuden bidrage til halbyggeriet i Oure.

Anderledes så det ud i Oure-Gudme, hvor Jørgen Andersen og Ole Lønberg kan fortælle, at der blev gjort mere ud af børneholdene. Håndbold på seniorplan lagde mere vægt på motion, hvor man i Gudbjerg lagde vægt på det sportslige. Økonomien i OGIF var mere topstyret, og hver afdeling fik sin pose penge fra fælleskassen. Ejvind Freltofte, som var formand for den nystiftede forening OGIF kan fortælle, at det var svært at tiltrække håndboldspillere i deres forening, og at håndboldafdelingerne var skrantende.

De to foreninger kom til at træne side om side i den nye hal, og nogle gange faldt en turnering således ud, at holdene fra de to foreninger skulle spille mod hinanden.

Her opstår ideen om i stedet at spille med hinanden i en helt ny forening.

Et vigtigt møde på Tøjsmosevej 18.

30.april 1973 finder et vigtigt og formentlig afgørende møde sted i daværende formand for OGIF, Ejvind Freltoftes ejendom på Tøjsmosevej. Det har ikke været muligt at finde et protokollat fra mødet, så det vi fortæller her, beror i høj grad på hvad Ejvind Freltofte, Ole Lønberg, Jørgen Andersen, Poul Syberg og Palle Ingemann kan huske. Og her huskes der en smule forskelligt. Det vælger vi i redaktionen at bære over med, da det jo trods alt er længe siden.

Ejvind Freltofte husker mødet som et almindeligt bestyrelsesmøde i OGIF med et vigtigt punkt på dagsordenen, nemlig beslutningen om at sammenlægge håndboldafdelingerne i OGIF og Gudbjerg IF.

Forud for mødet d. 30. april 1973 havde der været afholdt en afstemning blandt medlemmerne i de to klubber for/ eller imod en sammenlægning. Poul Syberg husker, at i Gudbjerg faldt afstemningen således ud, at 28 sagde ja og 11 sagde nej, men i OGIF så det anderledes ud, da 31 sagde ja, og 33 sagde nej, altså blev forslaget nedstemt.

Det var måske denne omstændighed, der gjorde, at forhandlingerne i OGIF`s bestyrelse på mødet d. 30.april blev noget svære og langvarige.

Mogens Lønberg, som var tidligere formand for Gudme

Idrætsforening og næstformanden Jørgen Andersen var begge fortalere for sammenlægningen og arbejdede hårdt for at få aftalen i hus. Andre i bestyrelsen var betænkelige, dels fordi Gudbjerg havde oparbejdet et underskud, som OGIF ikke ønskede at være med til at indhente, og så blev der udtrykt nogen betænkelighed ved at skulle lægges sammen med ”de vilde” fra Gudbjerg.

Klokken 21.30 bliver Poul Syberg og Palle Ingemann tilkaldt. Poul Syberg formoder, at især tilhængerne havde brug for nogle sportslige argumenter i den tilspidsede diskussion. På et tidspunkt bliver 30. april til 1. maj og ud på de små nattetimer begynder mødedeltagerne at forlade mødet, og det betød, at der kl. 01.30 var flertal for en sammenlægning. Kup er vist ikke et for stærkt ord her.

Ud over stepperne

Beslutningen skulle nu endelig godkendes på en generalforsamling, men den slags ligegyldige formaliteter kunne Poul Syberg ikke vente på. Allerede dagen efter kørte han til Tved for at tilmelde hele 32 hold til årets sommerstævne fra den nye fusionerede klub. Formanden for 2. hovedkreds Arne Andersen skulle modtage tilmeldingerne og spurgte om, hvilket navn holdene skulle tilmeldes under. Syberg svarede, at de hed Gudbjerg-Oure-Gudme et eller andet, og Arne fandt hurtigt på at det kunne forkortes GOG. Dermed fik den nye klub sit navn, og siden så klubben sig aldrig tilbage.

Tillykke

Avisen beklager, hvis der måtte forekomme unøjagtigheder i denne artikel. Vi gjorde vores bedste, og vi gjorde det mest for at fortælle om det, der førte en beslutning, som ingen vist nogensinde har fortrudt.

Stort tillykke til GOG og held og lykke med de næste 50 år.

RED.

Gudmekongens Land

Albjerg

Går vi i dag gennem Albjerg by, er det svært at forstå, at her engang lå en meget levende landsby. Men det gjorde der. Ved folketællingen i 1787 var der 14 gårde og 14 husmandssteder i landsbyen med 141 indbygger. 7 af gårdene var fæstegårde under Tiselholt, 6 under Broholm og 1 under Klingstrup. Husmandsstederne var 9 under Broholm og 5 under Tiselholt.

Dengang var der liv i landsbyen, alle arbejdede hjemme. Der var heste, køer, får og grise, der svømmede ænder og gæs i det store gadekær og børnene legede på den fælles plads mellem gårdene. Der var 51 børn i Albjerg by.

Byen lå på hovedvejen mellem Gudme, Broholm, Hesselagergaard på den ene side og Oure, Vejstrup, Tiselholt på den anden side, så der var livlig trafik gennem byen.

Ved udskiftningen i 1799 blev 7 af gårdene udflyttet og 2 husmandssteder.

Albjerg har navn efter det højdepunkt ( 77 meter), der ligger vest for byen, ”Al” betyder ”over alle” så ”Albjerg” betyder ”bjerget over alle” hvilket er rigtigt, da højdepunktet er det højeste punkt i hele Oure-Vejstrup sogn.

Højdepunktet blev i gamle dage brugt som bavnehøj, hvor man tændte bål, hvis der var fare på færre.

Ved folketællingen i 1834 var der stadig 7 gårde i byen, 13 husmandssteder, 2 bødkere, 2 træskomænd, 1 smed, 1 tømmermester, 1 hjulmand og 1 slagter.

Slagteren skulle få meget stor betydning for byen.

Hans navn var Christen

Hansen Skræp. Christen

Hansen Skræp blev født 1795 i Vormark, søn af gårdmand

Hans Rasmussen Skræp og

Inger Jørgensdatter på ”Skræppegaarden” i Vormark. Den 1. maj 1827 flyt-