Eskebjerggård i Hundstrup – et bosted

Ivan Rasmussen og Harry Jacobsen fra Egebjerg Lokalhistoriske Arkiv har besøgt Kirsten og Egon Christensen, Eskebjerggård, og det kom der denne fortælling ud af.

Eskebjerggård

1942

Dengang var gården en almindelig gård på 65 tønder land med heste, køer, grise og får med opdræt, hvilket gjorde gården stort set selvforsynende med det meste. Der var ansat en karl, der skulle forestå det daglige arbejde i landbruget. Inde i husholdningen var der en kokkepige, en stuepige samt en kone, som hjalp med vask, syning og reparation af tøj, samt strik af strømper og ikke mindst brygning af øl.

Der var tre elever, der kunne køre med hestespand. De pløjede, harvede og kunne køre vogne hjem fra markerne. Om vinteren vedligeholdt eleverne hegnene omkring skov og marker. I skoven de hentede brænde til komfuret og gruekedlen, og ikke mindst til de kakkelovne der skulle varme stuerne på gården op.

Der blev slagtet kalve til husholdningen, og to gange om året blev der slagtet en gris på 200 kilo. Noget blev saltet ned, andet blev røget. Røgvarerne blev hængt op ved skorstenen til senere brug. Der kom en kone fra Hundstrup, der kunne karte og spinde ulden fra fårene. Garnet skulle bruges til de mange par strømper, der hele tiden blev slidt, og det fortælles, at det under krigen var svært at få nok uldgarn, og derfor brugte man tråden fra selvbindergarn, der blev pillet fra hinanden, så der kunne strikkes af de stive snorstykker. Også sivsko og hjemmesko blev lavet, hvor gamle cykeldæk blev brugt som såler.

Krigen

Krigen var årsag til, at det var vanskeligt at få stof til arbejdsbukser, og det kunststof, der kunne skaffes, var ikke særlig holdbart. Dette var et stort problem på Eskebjerggård, for alle elever gik altid i arbejdstøj, så der var mange lapper, der skulle sys på de slidte bukser.

Der var halm i sengene. Det var der nok af på gården, og andet sengetøj var lavet af celluld, et skrøbeligt materiale, men på den tid var mange ting næsten umuligt at fremskaffe.

Tobak var altid en mangelvare. Derfor dyrkede Eskebjerggård selv tobak, som blev opbevaret i en nyopført tørrelade. Her blev de nyhøstede tobaksblade blev hængt til tørre, et arbejde eleverne deltog i. Mange af dem røg pibe, derfor var tobaksarbejdet meget vigtigt.

Rationeringsmærker

Dengang under krigen skulle der sådanne mærker til næsten alt, og ofte var det, der kunne fås på mærkerne, slet ikke nok til, at husholdningen kunne fungere. Så der blev der lavet byttehandler, også selv om det var ulovligt. F.eks. blev korn kørt hemmeligt til møllen i Gundestrup og fik således hvedemel til de hjemmebagte franskbrød. Rugmel blev leveret til bageren i Hundstrup, der så til gengæld leverede friskbagt rugbrød tilbage Eskebjerggård.

En skæppe salt måtte der betales en gås for, og i stedet for kaffe, som det var helt umuligt at skaffe, ristede man rugkerner på stegepanden. Det lugtede ikke godt, og det smagte heller ikke godt. Sukkerrationeringen var svær at komme om ved, hvilket gav anledning til en del utilfredshed blandt eleverne og betød, at de der var allermest utilfredse, fik udleveret deres andel i sukkermærkerne, så de selv kunne holde hus med brugen af dem. Enkelte gik op i Hundstrup by, hvor de byttede sig til alt muligt andet end sukker.

Julen

Julen var en ekstra travl tid. Det var kun få elever, der blev inviteret hjem til deres familie, så de fleste holdt jul på gården, og nogle år skulle der tre kredse til for at alle kunne gå om juletræet samtidig.

Til middag juleaftensdag blev der serveret risengrød, og om aftenen flæskesteg og æblekage. Efter der var danset omkring træet, var der en lille julegave til alle, ting der kunne bruges såsom handsker, halstørklæder eller kasketter og en godtepose.

Modernisering

I 1949 blev den første traktor indkøbt. Mekaniseringen kom nu også til Eskebjerggård, og i 1956 blev maskinparken udvidet med den første bugserede mejetærsker.

Et generationsskifte blev planlagt. Derfor byggede Astrid og Johannes et nyt hus på en grund over for alleen ned til gården. Da huset var færdigt, flyttede tre elever, der havde boet på Eskebjerggård i længst tid, med Astrid og Johannes op i det nye hus. Der var indrettet værelser til dem i nybyggerriet.

I 1961 blev gården overtaget af Astrid og Johannes ældste søn, Egon Christensen. Han udvidede antallet af elever til 17, og samtidig med dette blev køerne på gården solgt. Der skete herefter en større modernisering af Eskebjerggård. Der kom ny værelsesfløj, med

1.

nye badeværelser, opholdsstuer samt anretterkøkken. Samtidig skiftede Eskebjerggård navn til at være et plejecenter.

Navnet Eskebjerggård flyttede med til den nyopførte gård, som Egon byggede i 1975 lidt væk fra den gamle bebyggelse til en placering, som Egons far Johannes anbefalede til dette nye byggeri. Stedet, der lå noget væk fra Eskebjergvej, havde Egon den gang ikke tænkt på, men nu i dag kan gården ikke ligge et bedre sted.

Tak til Kirsten og Egon for et hyggeligt møde, der gav mulighed for denne fortælling.

Ivan Rasmussen

Eskebjerggård blev senere overdraget til Fyns Amt, der omdøbte institutionens navn til Sydbo. Efter kommunalreformen i 2006 blev Sydbo overdraget til Region Syddanmark, og er i dag et nybygget bo- og aktivitetstilbud beliggende i Stenstrup, og byggeriet stod færdigt i efteråret 2014. og fra. d. 1. januar 2017 hører institutionen nu under Svendborg Kommune.

Sydbo`s botilbud er inddelt i 3 fløje med 8 lejligheder i hver, ialt 24 lejligheder foruden en aflastningslejlighed. Hver lejlighed er på 42 m2 og indrettet med soveværelse, badeværelse og stue kombineret med lille tekøkken.

I dag er der tale om en anden og bedre tilværelse for vore handicappede medborgere, end den man kunne tilbyde i 1949. Men Eskebjerggård og Astrid og Johannes Christensens initiativ var dengang med til at sætte focus på samfundets behandling og syn på denne gruppe mennesker.

Dengang var livet og dagligdagen pålandets store institutioner som Brejning i Børkop lukkede, og livet her var skjult og afsondret for samfundet udemfor. Disse institutioner blev først nedlagt i 1980, hvor Særforsorgen blev udlagt til amterne.

Erik Christensen

Bilreklame, banner og labels til værktøj og flytbare skiltestandere

Bildeko, på lille, mellem eller stor bil, efter ønske.

Galvaniserede skiltestandere, flytbare kan bruges igen og igen, til opsætning ved byggepladser/gravearbejde.

Skiltestandere i to forskellige størrelser: 600x1000 mm.

og 300x600 mm.

Banner 1000 x 2000 mm (fås større), kan bruges igen og igen, på stilladser mm.

Kværndrup: