
1 minute read
Vi kommer stærkt tilbage
Den 8. juni 2023 om eftermiddagen var der pludselig kraftig røgudvikling, flammer, brag og efterfølgende mange sirener fra udrykningskøretøjer midt i Vester Skerninge, da der udbrød brand på værkstedet hos KP Biler – Shell.
En voldsom oplevelse for mange, og ikke mindst for virksomhedens ejer og ansatte.
Mange mennesker gør sig tanker om, hvad der nu kommer til at ske, og Den Lille Avis SYDFYN har mødtes med indehaverne Anette og Claus Pedersen, der kommer med nedenstående udtalelse til avisens læsere – og signalet om, at man hurtigst muligt er tilbage med værksted og Shellbutik på samme adresse midt i Vester Skerninge.
Torsdag d. 8.6.23 blev en skæbnesvanger dag for KP Biler og Shell på Fåborgvej i Vester Skerninge. En bil brød i brand på værkstedet og branden bredte sig hurtigt fra det bagerste værksted og igennem det forreste. Branden var så voldsom, at vaskehallen og butikken også blev slemt medtaget, samt en del af privatboligen.
Takket være en stor stab af politi og dygtige rednings- folk kom der styr på ilden, men skaderne var omfattende.
Der arbejdes nu på højtryk på at få genopbygningen i gang, men der er mange aktører og det tager tid.
Vi er utroligt taknemmelige for den store støtte, som alle har vist os - hilsner, blomster, tanker og snakke.
Vi føler os meget heldige, da vi er omgivet af mennesker, som vil os det bedste og vi håber, at den store opbakning vil fortsætte til vi er tilbage på Fåborgvej 39 i Vester Skerninge, når det er genopbygget.
Indtil byggeriet står klar er værkstedet med Johan, Henning, Kim og Claus rykket ind i et af T.E. Bilers værksteder på Kuopiovej 16 i Svendborg.
En kæmpe tak til Thomas Ege, der allerede 2 dage efter branden havde ryddet et værksted og allerede tirsdag kunne der igen skrues i biler.
Vores tankstation er i øjeblikket også ude af drift, men vi er i i tæt samarbejde og dialog med Inge og Nina som har Shell i Fåborg, for på bedst mulig måde fortsat at kunne servicere kundekredsen i nedlukningsperioden.

Shell-kort og vaskenøgler kan bruges på Shellstationen i Fåborg, Assensvej 102, på samme vis som hidtil i Vester Skerninge, ligesom det også er muligt at betale/tanke med kontanter.
Vi glæder os til at komme tilbage på Fåborgvej 39 - på samme grund, men i nye lokaler :-)