25 år med billedkunst

25 책r med billedkunst p책 Den Kreative Skole 1

Udgivet af den Den Kreative Skole i forbindelse med 25 års jubilæet 2013 Indtryk - Udtryk Redaktion: Lars Svanholm, Den Kreative Skole Lars Ringgaard, Den Kreative Skole Mogens Larsen, Silkeborg Bibliotek Nirvi Bennich, Den Kreative Skole Peter Lovdal, Den Kreative Skole Idé og layout: Lars Ringgaard, Den Kreative Skole Rentegning: Mona Bonde, Den Kreative Skole Bogen er sat med Palatino Printet hos Codex Tryk, Århus Trykt i Danmark 2013 ISBN:978-87-996519-0-0

Kunst er det, man ikke kan Hvis man kunne, var det jo ingen kunst.

Storm P.

5

Et historisk tilbageblik virkede som en trussel mod de kreative elementer, skolens værdigrundlag baserede sig på.

Skolen fik det første år 190 elever med andre godt 120 på venteliste. Og de kreative fag blev spredt på Th. Langs, Kornmod og Nordre skoler samt Medborgerhuset, som dengang lå på Skoletorvet. 38 lærere søgte de 16 jobs som var, og kun lederen blev fuldtidsansat.

De øvrige var timelønnede. Selv om begejstringen var stor, og der var tryk på alle kedler, var de mange løst tilknyttede lærere en udfordring, som senere har fulgt skolen gennem årene.

Den Kreative Skole startede som bekendt i august 1988 med ansættelsen af Steffen Juul Hansen som leder.

På daværende tidspunkt var Steffen imidlertid i Tanzania på det sidste af tre år som ulandsfrivillig. Han ville først kunne tiltræde jobbet et par måneder efter de første tilmeldinger af elever, skulle foregå. Forinden havde han dog kørt 20 km til nærmeste telefon og derefter ofret turen hjem via Nairobi for at gennemføre ansættelsessamtalen - og de 6.000 kr. var givet godt ud, for han fik jobbet som skolens første leder i de lokaler på Th. Langs Skole, som skolen startede med at bo i – sammen med den daværende Rytmiske Aftenskole.

Forinden havde daværende kulturudvalgsformand Lena Kolding gjort et solidt stykke politisk benarbejde, og byrådet bevilgede da også 325.000 kr. til skolens første år - kun undsagt af daværende socialdemokrat Tage Jensen, som undlod at stemme i byrådssalen. Byens Musiksamråd havde også gødet jorden, og henvendte sig flere gange til politikerne i disse år. Dette var således stærkt medvirkende til, at ikke bare skolen, men også øvelokaler (Lydpotten) og det kommende musikhus blev placeret i politikernes mind-set.

Dengang – i 1988 – fungerede biblioteket som kulturforvaltning og jeg arbejdede som leder af Musikafdelingen på biblioteket. En del af mit daværende job blev derfor at være Den Kreativ Skoles første tovholder, indtil Steffen tiltrådte, og jeg indmeldte således de mange elever, som allerede dengang søgte mod skolen.

Jeg husker tilbage på en oldsag af en computer fra Regnecentralen med to floppydrev, hvoraf styresystemet lå på den ene. Med monokrom skærm og sikkert indkøbt for en formue på bibliotekets budget, fik jeg alle elevdata lagt ind på database, og senere skrevet ud på papir til den ny leder, som absolut ikke vendte hjem fra junglen med stor forståelse for edb, der dengang

Billedkunstfaget var fra starten en ligeværdig del af programmet – sammen med dramatik, dans, bevægelse, teater og musik. Og ventelisten rummede især dette fag, som fra starten af havde stor tilslutning.

Det er flot, at Den Kreative Skoles ledere gennem årene har fastholdt det engagement og det ejerskab, som har gjort, at skolen har – ikke blot betydning for kommunens kulturliv – men for hele landets felt af kultur- og musikskoler. Som et fyrtårn står skolen i dag for, hvordan et miks af græsrodsinitiativ og dygtige kulturarbejdere samt undervisere har skabt en unik perle i byens kultur- og skoleprofil.

Selv endte jeg i Den Kreative Skoles bestyrelse, da mine to sønner var blandt de første elever på skolen. Jeg kan således prale af at have været publikum til skolens første teaterforestilling ”Det var mig der fangede hende” i 1989. Forestillingen endte godt - og Den Kreative Skole fangede senere nye ledere: Ulla og Erling.

Tillykke til Den Kreative Skole, de tre ledere og alle medarbejdere. Vi er mange, der har nydt godt af jeres arbejde og de mange elever, I har produceret gennem årene.

Mogens Larsen, Silkeborg Bibliotek

6

Den Kreative Skoles undervisning den, hvor alle regler er suspenderede eller man kan vælge at ”freestyle” og lade sig fascinere af, hvordan farverne blander sig med hinanden, når de løber ned over papiret i et tilfældigt mønster. Man kan vælge at bruge et år eller mere på ét billede og nyde fordybelsen og koncentrationen. Man kunne også male billeder med vandpistoler fyldt med farve, male med fingrene eller med mårhårspensler. Man kan forlade de to dimensioner og udforske den tredje ved at lave en skulptur eller en maske i gips, ler, træ eller modellermasse.

Igennem 25 år har man kunne gå til undervisning i billedkunst på Den Kreative Skole i Silkeborg.

Undervisningen foregår altid i hold inddelt efter alder.

Størrelsen af holdene varierer fra små hold på seks-syv elever til store hold med 15-16 deltagere. Holdene er åbne for alle, der har lyst og behov for at lave billeder.

Samtidig kan man have det sjovt og hyggeligt sammen med jævnaldrende, der heller ikke kan lade være med at tegne.

Undervisningen ligger typisk efter skoletid. Mange oplever det som en befrielse at komme fra en matematiktime eller lignende, hvor der kun findes ét rigtigt svar og én rigtig løsning på en problemstilling og kaste sig ud i et maleri, hvor alle løsninger i princippet er mulige.

Sammen med andre finder man vej ind i kreativitetens og fantasiens rige, hvor alt kan ske og alt er tilladt. Man giver sig i kast med en skabelsesproces, hvor det kun er en selv der bestemmer.

Hvis jeg synes, der skal ligge en bjergkæde i det fjerne, maler jeg den. Hvis jeg synes, at en citron skal være blå, behøver jeg ikke spørge nogen. Hvis jeg synes at den smukke havfrue på mit billede skal have en kraftig sort moustache, ja! Så maler jeg den og tager selv ansvaret.

Jeg kan spørge billedkunstlæreren, hvad han mener.

Jeg kan følge hans råd eller lade være.

Man kan vælge at tegne et portræt med en gråtoneskala, der synes uendelig. Man kan male sig ind i en ver-

Man behøver ikke medbringe noget til undervisningen. Måske lige bortset fra en god ide og lysten til at male. Resten har skolen i rigeligt mål: Blyanter, maling, pensler, papir i næsten alle størrelser og kvaliteter, sakse, tape, linealer, ler, lærred osv.

Man kan spørge læreren, da han eller hun har prøvet det meste indenfor billedkunst. Derfor er der en god chance for, at vedkommende kan give et godt og kvalificeret svar. Man kan vælge at følge lærerens råd, eller man kan lade være.

Når man kommer derud, hvor ”isen er tynd” og man ikke ved, om den kan bære, er det, at processen bliver spændende og fascinerende. Man begynder at forstå, hvorfor man ikke kan lade være med at tegne og male, og hvorfor mennesker til alle tider i alle kulturer har lavet billeder.

7

der udgøres af særligt motiverede elever. Her mødes man med læreren i et slags åbent værksted, hvor der tegnes, males og eksperimenteres på livet løs.

Man kan også afsøge tegneseriens og animationens krinkelkroge på Den Kreative Skole.

På dette hold arbejder man med de store mestre indenfor tegneseriekunsten som Will Eisner og Carl Barks og taler om dem i et indforstået sprog, der rummer underlige gloser som mutanter, superhelte, intergallaktiske slag, og Starship Enterprise. Her arbejder man med hypertynde tuschpenne og fortæller historier i lange serier af billeder.

Ofte ser man bogligt og socialt svage elever, der har haft en svær skolegang, være særligt dygtige med blyant og farver. Fra ganske tidligt i deres skoleforløb blev man klar over, at de have svært ved at følge med, og tillod derfor at de sad henne i hjørnet og tegnede. Ofte ser man sådanne elever blive meget dygtige til at udtrykke sig i billeder. Da ordene ikke er deres gebet, finder de vej ind i billedmagerens og iagttagerens rolle.

Man træner sig i at finde vej til fantasien, og bruger den kreativitet, som er så vigtig på alle planer i livet, og som prises højt af erhvervslivet. Kreativitet er jo ikke kun en størrelse, man benytter sig af, når man skal lave et maleri; men noget man bruger i enhver handling, som foretages i større eller mindre grad.

Hvis man har lyst til at fordybe sig yderligere i billeder, og måske påtænker en uddannelse indenfor de kreative fag, har Den Kreative Skole også et talenthold,

Skolens lærere er alle i forskellig udstrækning professionelle kunstnere med mange års erfaring, og tilsammen dækker de et bredt spekter af kunstneriske udtryk.

Ligeledes har de stor erfaring i at undervise børn og unge i nogle af billedkunstens mange facetter på en måde, der gør faget udfordrende, spændende, lærerigt og ikke mindst sjovt.

Lars Ringgaard

8

Elevarbejder

9

10

Elevarbejder

11

12

Et sprog, der skal læres, et håndværk, der skal tilegnes eller “det fri udtryk”? len med henblik på at blive undervist i et så traditionelt forankret fag som croquistegning.

I de kunstnerbaserede læringsmiljøer diskuteres formål og processer i et tilsyneladende endeløst forløb.

For nyligt havde jeg, via en dialog med professor emeritus ved Det Kgl. Kunstakademi, Bjørn Nørgaard, mulighed for at få belyst flere vinkler på billedkunstnerisk læring.

Billedkunstens sproglige nuancer følger i høj grad individet, der ganske vist oftest forholder sig visuelt til sin egen samtid; men altid med sin egen personlige signatur som udgangspunkt.

I sin tid som professor ved Billedhuggerskolen på Charlottenborg foretog Nørgaard ofte, sammen med sine elever, en ekskursion til området Rusland i Nordsjælland, hvor museet for billedhuggeren Rudolph Tegner (1873-1950) er beliggende. Tegner var for så vidt i opposition til sin egen samtid, hvor modernistiske ideologier havde gjort op med kunstens håndværkerbaserede rolle.

I dét perspektiv kan det synes formålsløst at skabe undervisningsforløb i billedfag. Ikke desto mindre er en billedkunstnerisk læring relevant i forhold til at styrke ikke blot vordende elevers kunstneriske potentialer, men også deres æstetiske instinkt.

Netop de æstetiske grundprincipper afstedkommer ofte voldsomme diskussioner, hvor æstetikken tilsidesættes til fordel for isolerede synspunkter med afsæt i den enkeltes normerede smag, men her bør man erindre, at ”smag og behag” udelukkende baserer sig på et individuelt indskrænket syn og derfor bør iagttages som noget statisk i forhold til en kvalificeret billedkunstnerisk verdensanskuelse.

Netop med afsæt i håndværksmæssige principper fik Rudolph Tegner en rolle at spille som reference i Bjørn Nørgaards professorgerning; men om tingene fungerer på samme principper i den akademiske verden i dag, er svært at sige. Der florerer historier om, at eleverne på de billedkunstneriske uddannelser på Kunstakademiet har set sig nødsaget til at henvende sig på Arkitektsko-

13

Afstanden fra den disciplinære indlæring til det frie udtryk kan opleves som lang – og i det perspektiv er det interessant, at distancen fra det stærkt improvisatoriske tilbage til den stramme komposition ofte er forholdsvis kort.

Af samme årsag refereres ofte til de samme kunstværker, når individer på lang afstand af kunstmiljøerne teoretiserer omkring, på hvilke grundlag nutidskunsten produceres. Navne som Piero Manzoni (Merda d’Artista), førnævnte Bjørn Nørgaard (hesteofringen i 1970) og Marco Evaristti (sværddragere i blendere) bliver sammen med et par andre ”provokatører” gang på gang hevet frem, når man i fordømmelsens lys skal sætte spørgsmålstegn ved nutidskunstens værdiprincipper.

Det er i det hele taget sjovere og langt mere interessant at beskæftige sig med billedkunst, når det ikke er de tekniske begrænsninger, der får lov at herske. Derfor giver det klart mening at gennemføre diverse billedkunstneriske undervisningsforløb… Også på Den Kreative Skole.

Ikke desto mindre udgør de nævnte tilfælde eksempler på kunstens frie udtryk. Et tilsvarende eksempel kunne være billedhuggeren Christian Lemmerz installation på Esbjerg Kunstmuseum, hvor et antal sammensyede svinekroppe fik lov til at gå i forrådnelse i udstillingsperioden. I den brede offentlighed befinder Lemmerz’ værk fra midt i halvfemserne den dag i dag som synonym med kunstnerens praksis. Et langt mere nuanceret syn på netop denne kunstner fik man, hvis man oplevede udstillingen ’Genfærd’ på kunstmuseet ARoS i 2010.

Lars Svanholm

14

Cigaret og kaffemonstre Især de yngste elever synes om at få en bunden opgave.

Denne gang lød opgaven : Brug kun to farver (helst) og forestil dig hvordan et “kaffemonster “ eller et “cigaretmonster” ser ud. Den brune farve er iøvrigt lavet af en meget stærk kop kaffe.

15

16

Fra Lascaux til Den Kreative Skole figurer, der viser en magtfuld person i fuldt skrud.

Først på Rembrandts tid løsrev kunsten sig fra den religiøse sfære, og kom i tjeneste hos købmændene, der havde brug for billeder, som kunne synliggøre deres velstand og konsolidere deres position indenfor handel.

I nyere tid begynder kunstnere at lave billeder uafhængigt af religion, ritualer eller finans. Man begynder at lave billeder for billedernes egen skyld. Begrebet l’art pour l’art, kunst for kunstens egen skyld, opstår.

Men hvem fandt på det der med at lave billeder? Hvem var den første kunstner?

Var det den unge pige, der ifølge den græske mytologi tegnede sin elskedes skygge i sandet med en pind?

Hun ville bevare et billede af ham, fordi han skulle i krig. En myte, der giver essensen af dét at lave billeder, nemlig trangen til at give et fysisk udtryk for en oplevelse i håb om at bevare den i en eller anden form.

Eller var det primitive huleboere, der malede på hulevæggen med sod, jordaflejringer og blod?

Omridset i sandet er for længst borte, men i Pyrenæerne finder man bjerghuler med smukke og sære billeder på

Nogle er gode til at snakke. Nogle er gode til at spille fodbold. Nogle er gode til at spille kontrabas. Nogle synger som engle, og nogle er gode til at tegne. Derfor fylder de deres stilehæfter og læsebøger med tegninger i stedet for kloge ord.

Vi har alle behov for at udtrykke os og dermed give udtryk for de indtryk, vi modtager. Hvad er det, der gør, at nogle ikke kan lade været med at udtrykke sig i billeder, og har det overhovedet nogen værdi og funktion i et moderne samfund?

Nogle synes at have et behov, en ustoppelig trang til at tegne og til at male samt at få nogle linjer og nogle farver til at fungere på et hvidt stykke papir eller lærred.

Trangen til at lave billeder har været en drivkraft gennem hele menneskets historie. Billedet har fra tidlig tid haft en funktion som religiøst samlingspunkt og har spillet en rolle af rituel eller opdragende karakter som et middel til at synliggøre det usynlige eller fastholde en erindring.

Sideløbende har billedkunsten haft en rolle som en måde at forherlige magthavere og cementere deres position med store, ærefrygtindgydende portrætter eller 17

væggene. De er måske 30.000 år gamle og står den dag i dag tydeligt og klart på klippevæggen. Til sammenligning kan nævnes at skriftsproget kun er ca. 6000 år gammelt.

Billederne er alt andet end primitive tegninger, men har meget stor kunstnerisk kvalitet og vidner om et sikkert blik for det vigtige i et motiv. Med få strøg og få farver har kunstneren fanget essensen af en urokse, en hjort, en antilope eller en dramatisk jagtscene.

Dette udgør en elegant forenkling over billederne, som bringer tankerne hen på moderne kunstnere som Matisse, Miro eller Picasso. Forskere mener, at billederne har haft en rituel, religiøs funktion, måske en ofring eller taksigelse til guderne for en vellykket jagt.

Men under alle omstændigheder er de et udtryk for de første menneskers behov for at udtrykke sig igennem billeder.

Billedet synes at være en universel måde at kommunikere på. Det kan forstås uanset sprog, kultur eller tid og sted. Når man ser de imponerende billeder i Lascaux har man, selvom de er malet for 30 årtusinder siden, intet besvær med at aflæse billederne.

I de ægyptiske kongegrave er væggene dækkede med serier af billeder, der fortæller om kongens liv og hans bedrifter. Kort tid efter, billederne var færdige, blev Farao stedt til hvile i denne ”billedbog”. Indgangen blev forseglet og flere tusind års mørke sænkede sig over graven. ”What do you see? What do you see?” råbte den amerikanske arkæolog Howard Carters ledsagere, da de endelig havde fundet Tut Ank Amons grav, og havde slået hul i den forseglede dør. Et hul stort nok til, at Howard Carter kunne få hovedet og en lygte indenfor i gravens mørke. ”Wonderful things! Wonderful things!” lød arkæologens stakåndede svar.

Moderne tiders arkæologer fandt gravene, åbnede dem og alverden fik adgang til disse vidunderlige skatte, der vidner om, at også i Ægypten for årtusinder siden brugte man billeder og skulpturer.

Når man i vore dage træder ind i en dansk middelalderkirke, bliver man ofte vidne til smukke billeder malet direkte på væggene. Groteske billeder, fortællende, skræmmende billeder, der i middelalderen havde et helt klart opdragende og religiøst formål.

Når kirkegængerne sad i kirken og forsøgte at lytte til præstens timelange prædiken på latin, et sprog som

de færreste forstod, var det ikke ualmindeligt at opmærksomheden beskæftigede sig med kalkmalerierne i stedet. Her behøvede man ingen latinkyndighed eller skolegang i det hele taget for at forstå, hvad sagerne drejede sig om.

I en senere tid, hvor ordene havde fået en større magt, fandt man billederne upassende og grimme. Derfor kalkede man dem over. De blev gemt og glemt gennem århundreder, ganske som Faraos billeder og først i vor tid blev de afdækket igen.

Billeder kan have en vældig kraft og en stor betydning for mennesker. Når et kunstværk rører ved noget alment menneskeligt – noget der har en kvalitet ud over det materielle, noget der ikke er afhængigt af tid og sted, noget universelt – får værket en blivende karakter, der kan berøre mennesker dybt til enhver tid.

Dette er årsagen til, at nogen gider rejse til Paris, Rom, Ægypten, Berlin, New York for at se en statue uden arme og ben og med en brækket næse, et par gamle støvler malet af en rødhåret hollænder for mere end hundrede år siden eller et portræt af en italiensk kone, der døde for 500 år siden.

18

Kunsthistorien er fuld af billeder, der viser situationer eller personer, som kun huskes, fordi en kunstner har malet et maleri eller hugget en skulptur, der beskriver oplevelsen eller personen. Hvem ville ane hvem Mona Lisa var, hvis ikke Leonardo have malet hendes portræt?

På Den Kreative Skole er der blevet lavet mange billeder gennem de sidste 25 år af historien. Billeder, der er med til at dokumentere en epoke, billeder der er smukke, billeder der er udfordrende, billeder man kan un-

dre sig over, billeder man kan glæde sig ved, billeder man kan blive klog af at se på, billeder man kan elske, billeder, der får det til at vende sig i én, billeder fulde af drømme, fulde af harme, af sorg, af bekymring, fulde af håb. Billeder i tusindvis, der fortæller om alt mellem og jord… Lavet fordi man ikke kunne lade være!

Lars Ringgaard

19

20

21

22

Arbejdssituationer

23

24

Udstillingsaktiviteter Hen på foråret afholder billedkunstholdene udstillinger i skolens Atrium. Den store fælles udstilling, hvor alle billedkunsteleverne udstiller, er normalt en stor oplevelse for de mange besøgene.Desuden er åbningen eller fernisereingen en festlig og meget velbesøgt lejlighed.

Der bliver holdt taler, spist snacks, lyttet til musik og selvfølgelig studeret billeder.

En anden udstilling der bliver set frem til med stor spænding, er Talentholdets mindre men meget udsøgte udstilling.

Skolen har også arrangeret separatudstillinger af dygtige elever, der har en stor og spændende produktion.

25

26

Billedkunst i det decentrale område

At arbejde i det decentrale område, handler om at synliggøre billedkunst som en mulig fritidsinteresse. Undervisning i billedkunst foregår i Bryrup, Gjessø, Kjellerup og Gjern, og her er de kulturelle udbud ikke så omfattende som centralt i Silkeborg Kommune, hvor det er almindeligt, at man også kan lære om tegneserie, animation, teater etc.

Så hvordan skaber man et kulturelt udbud? Her handler det om at samarbejde med de forskellige instanser. På skolerne får de et tilbud om, at jeg leder en billedkunsttime og medbringer spændende materialer, således eleverne kan få en idé om, hvordan det kan være at gå til billedkunst.

Dette plejer at være et hit! Da mange af eleverne ikke er bekendt med, at billedkunst eksisterer som et fritidstilbud, mærker de her, hvordan det er at have materialerne i hænderne. Samtidigt skabes der tillige kontakter til skolerne og til billedkunstlærerne. Hvert år bliver der på skolerne suppleret med udstillinger af elevarbejder.

På Mosaikken i Kjellerup har jeg flere gange lavet workshops for forældre og børn. Sidst handlede det om rummet, hvor vi brugte Carl-Henning Pedersens værker som inspiration. Her blev der bl.a. malet billeder af planeterne og stjernerne, og tidligere har vi lavet mobiler i pleksiglas under temaet ’eventyr’.

28

I Gjern Kultur og Idrætscenter afholdes hvert år en forårskoncert. Dette er et multimedie-show, hvor alle lærere fra Den Kreative Skole, der underviser i Gjern, arbejder tværfagligt. Musik-, billedkunst-, forfatter- og dansehold skaber her nogle fantastiske performances, der bliver vist til skolerne, og som kan inspirere børn til at deltage i undervisningen.

Det tværfaglige arbejde giver på denne måde børnene og lærerne en ny tilgang med henblik på at opleve, hvordan de kreative fag komplementerer hinanden samt giver nye indfaldsvinkler. De decentrale initiativer er med til at skabe kultur og liv ude i de mindre samfund og i landsbyerne.

Nirvi Bennich

29

30

31

32

Sean Dowsey, Kjellerup Øvelse gør kunstner med tegninger, hvor der ikke var skrift. Nu har han fået lov til at tegne i bøgerne, da læreren kan se at han faktisk koncentrerer sig bedre, når han tegner. Han er et billedmenneske, hvilket vil sige at han faktisk tænker i billeder. Frem for at skrive huskesedler, tegner han en model af emnet. Han tegner f.eks. de ting, han ønsker sig i fødselsdagsgave og dette begyndte han allerede med som lille dreng. Sean drømmer om en dag at få en campingvogn. Han kunne tænke sig at køre rundt i verden med denne og sælge malerier med en kæmpestor pensel oppe på bilens tag, som vil tiltrække publikum.

Sean Dowsey er ni år og har deltaget i Billedkunst i Kjellerup i tre år. Han elsker at tegne mennesker, dyr, figurer, Mindcraft, Dr. Who og transformer. Allerede i 1. klasse begyndte han at tegne i 3D, og i 0. klasse ville han, at det han tegnede i bogstavelig forstand, skulle komme ud ad billedet. I Børnehaven var Kunstbussen på besøg. Den var han glad for, og han har også brugt et arrangement på Mosaikken, hvor Flemming Giese og Peter Lovdal fra Den Kreative Skole lavede animation en hel dag.

Dette var et hit og han har flittigt brugt teknikken med at filme. Han bruger sine Lego-figurer, han laver pyramider af karton og opbygger Lego-mennesker. Så går han i gang med sin mobiltelefon og laver små film.

Nirvi Bennich

Familien har også flittigt deltaget ved forskellige arrangementer. Et af dem kan ses (på foto) hvor Sean er med på ARoS Aarhus Kunstmuseum, hvor han fortæller guiden om, hvad han kan se i et af Per Kirkebys store malerier. Sean er optaget af at tegne og øver sig uafbrudt. Han øver sig bl.a. på dette via lærebøgerne på skolen. I matematikbogen var der fyldt op

På de nederste tegninger har Sean tegnet en skildpadde, og koncentreret sig om at finde ud af, hvordan den ser ud forfra, bagfra og fra oven.

33

Tegningen af dronning Margrethe tegnede han i 2. klasse.


34

SORT-HVID

35

36

37

38

39

40

Tegneseriens formsprog i undervisningen Også i Danmark så man eksempler på et nyt udbrud indenfor tegneserier, bl.a. gennem Danmark Besat af Morten Hesseldahl, Niels Roland og Henrik Rehr, der fortæller historien om modstandsbevægelsen i Danmark under krigen.

Indflydelsen fra de japanske manga-serier har også rykket ved danske og amerikanske tegneseriers formsprog og udtryk. Et godt eksempel på det er danske Jan Kjær og amerikanske Adam Warren. Skoleeleverne har også været begejstrede for – og inspirerede af – de japanske serier såsom Naruto og Dragonball.

Blandingen af manga, superhelte, humorserier, funny animals (f.eks. Disney) og belgiske albumserier som Tintin og Lucky Luke har givet de danske unge en stor palet at inspirere sig fra. Desuden er animationsserier fra Cartoon Network, Disney Channel og biograffilm i 3D også en stor inspirationskilde. For slet ikke at glemme de store spiluniverser som Lego, Mindcraft og World of Warcraft, der giver eleverne en legeplads, hvor de går ind i og bygger videre på en allerede eksisterende verden.

Tegneserier er tidligere blevet omtalt som popkultur og lowbrow underholdning, men i de senere år er tegneserier blevet ophøjet til kunst. Ikke bare billedkunstnere refererer til tegneserier, men serierne i sig selv har nydt en enorm opblomstring og anerkendelse. Det skyldes ikke mindst de meget personlige graphic novels (grafiske romaner), der opstod midt i 80’erne og var et udtryk for tegneserietegnernes og forfatternes politiske såvel som grafiske udtryk.

Denne udvikling resulterede i eksempelvis Frank Millers The Dark Knight Returns og Alan Moore og Dave Gibbons’ Watchmen, som begge er en satire over superheltegenren i almindelighed og en politisk kommentar til Reagan administrationen i særdeleshed.

Begge serier brillerede med et fantastisk formsprog, og viste at serieskabere kunne tænke ”ud af rammen”.

Man turde beskæftige sig med politik og andre spængfarlige emner. Serier, der fulgte, var for eksempel Art Spegelmans Maus, der omhandler jødeudryddelsen under 2. Verdenskrig samt Persepolis, der fortæller om en piges opvækst i Mellemøsten.

41

Gennem mit arbejde med animation og tegneserier har det været sjovt at opdage ikoniske figurer og historier forsvinde i glemslen, for så at dukke op igen i en anden form, hvor eleverne (gen)opdager klassikerne. Eksempler er Disneys Tarzan, der før tegnefilmen syntes helt glemt, samt Star Wars Clone Wars, der introducerede hele stjernekrigsuniverset for en ny generation. Ikke mindst de mange tegneseriefilmatiseringer, der nu gør, at gamle seriefigurer fra 2. Verdenskrig igen er på ungernes læber.

Helte som Batman, Captain America, Iron Man og Superman har fået en opblomstring. Hollywood har fundet ud af, at de gamle ikoniske serier har masser af potentiale, hvis blot man tager oplægget og publikum alvorligt. Det er også en af grundene til at film som The Dark Knight og Avengers er blevet så store kassesucceser, udover det faktum at Hollywoods drømmefabrik endelig kan fremtrylle de gamle serietegninger til 3D renderede virkelighedstro verdener. Valhal, Gotham City og flyvende mutanter fungerer pludselig i biografens mørke. Det har også været med til at give tegneserierne og figurerne en gennemslagskraft.

gerer historien og pointen? Er figurdesignet tydeligt?

Hvordan fortælles historien bedst visuelt? Baggrunde.

Hvordan skal de se ud, og passer de til figurerne? Alt dette er med i overvejelsen når tegneserien skal skabes.

Dertil er der den færdige finish i tusch, der også inkluderer talebobler med tekst. Placeres boblerne rigtig? Er historien tydelig? De elever der fortsætter over en årrække, bestrider på et tidspunkt historiefortællingen.

I Danmark har seriebranchen ikke nydt godt af disse optider. Dårlige kontrakter med europæiske copyrightindehavere har medført at der kun er et superhelteblad i Danmark nemlig Spider-Man Kids samt et funny animals blad: Anders And og Co og humorseriehæftet Basserne. I tegneseriernes gyldne periode var der 25 tegneserietitler på kioskhylderne. Den tid er forbi!

Men takket være digitale tegneserieapps til smartphones og tablets og computerspillene Batman Arkham Asylum, DC Online, Lego Batman og City of Heroes, er serierne der stadig – bare på nogle andre platforme.

Inspirationen fra elevernes serie og spil giver sig til udtryk i deres egne produktioner. De laver plastice på kendte figurer og udbygger de kendte universer med egne figurer og plots. Der er det lærerens opgave at give dem det grundlæggende til, at de kan udtrykke sig visuelt med en blyant. Tegneren er storyteller, der bestemmer kameravinkler, close-ups, replikker og plots. Dette kræver et godt layout fra starten. Fun-

42

De har ”knækket” fortællekoden, og bliver selv storytellers. Det er altid et stolt øjeblik, når de viser deres færdige fortælling på udstilling, i deres album eller i en animationsfilm, som de selv har skrevet, storyboardet og animeret. Det er et spørgsmål om fortælleglæde, og jeg har ofte oplevet, at de helt opsluges af denne.

Fremtiden ser lysere ud, ikke mindst på internettet, hvor mange serieskabere lægger nye striber ud hver dag, som opleves af millioner af læsere. Flere af disse

serier har senere fundet vej til tryk på forlag. Desuden er tiltag som tegneseriemessen Copenhagen Comics og oprettelsen af Dansk Tegneserieråd et skridt i den helt rigtige retning.

Med den iderigdom der viser sig, er der ingen tvivl om, at tegneseriefortællingen vil fortsætte langt ind i dette nye årtusinde.

Peter Lovdal

43

Animation Animation giver eleverne mulighed for at arbejde med historieskrivning, skitse storyboards og bygge en hel verden op i forskellige materialer. Figurerne bygges af pap eller modellervoks. Det er et tidskrĂŚvende og tĂĽlmodigt arbejde at lave 3-12 flyt pr. sekund. At lave en animationsfilm er lidt som at bygge en katedral med tĂŚndstikker.

44

45

46

Duchamp

Kathrine Ærtebjerg

Tal R

Olafur Eliasson Piero Manzoni

Per Kirkeby

John Kørner

Pablo Picasso

47

Bredden og eliten.

Kunstner eller ej…?

Hvad kan man bruge det til? cykelhjul. Denne, for tiden, nye version af kunstnerisk produktion bragte naturligvis sindene i oprør blandt epokens kritikere og – ikke mindst – blandt publikum.

Oprøret blev blot forstærket, da Duchamp i 1917 udviklede og udstillede værket ’Fontain’, der i sin enkelthed bestod af et urinal med indskriften R. MUTT.

Når man i en årrække har beskæftiget sig med det mangesidede begreb billedkunst som udøver og formidler, kan det ikke udelukkes, at man på et eller andet tidspunkt bliver præsenteret for spørgsmålet ”hvad er kunst?”

Besynderligt nok stiller ingen det samme spørgsmål i forhold til andre måder, hvorpå man kan udtrykke sig. Det burde vel være akkurat lige så relevant at stille spørgsmål ved, hvad f.eks. litteratur er? Eller musik?

Hvad enten man ville det eller ej, var konceptkunsten dermed født. Næringen var givet til den evige diskussion om kunstbegrebets rolle i en skiftende samtid.

Idé og fordybelse

Problematikken vedrørende billedkunstens rolle har formodentlig sin oprindelse i en forvirring over, hvordan kunsten har udviklet sig i det seneste århundrede?

Da Marcel Duchamp for omtrent 100 år siden vendte op og ned på hele kunstbegrebet med introduktionen af ”ready mades”, hvor han i forskellige sammenhænge ophøjede gemene hverdagsgenstande til kunst, satte han samtidigt nye grundprincipper op i forhold til, hvordan kunsten bør iagttages.

Disse idébaserede indslag i kunstmiljøerne udgjorde således i årene fremover kontroversielle enheder med ophav i Duchamps principper. Ikke mindst når kunstens rolle i de skiftende epoker diskuteres, bliver diverse ekstreme eksempler på samtidskunst fremdraget.

I 1961 – for mere end 50 år siden – skabte den italienske konceptkunstner Piero Manzoni stærk forargelse med sit værk ’Merda d’Artista’, som bestod af en serie konservesdåser, der angiveligt rummede kunstnerens

Et eksempel på Duchamps nytænkte definition af kunst kunne være en høj taburet, hvorpå var monteret et

48

afføring, og hvis et kunstværks kvalitet kan måles efter reaktioner og historisk holdbarhed, er der ingen tvivl om, at Manzonis erklæring bør benævnes inden for kategorien.

billedkunsten til. For det tjener vel ikke noget formål at producere noget, der er uomsætteligt?

Billedkunsten har for længst frigjort sig fra de rationaler, man kender inden for anden produktionsvirksomhed. Bevares! Man hører ind imellem ordet ”deadline” blive nævnt i forhold til udstillingsvirksomhed; men at betragte udarbejdelsen af kunstværker som et traditionelt erhverv, vil nok være at skyde et godt stykke uden om målrammen.

Således er hele kunstbegrebet under stadig forandring – og evalueringsproblematikken udgør en evig kilde til hovedbrud hos den enkelte kunstner. Derfor kan det synes væsentligt i langt højere grad at fokusere på kunstnerens rolle i et visuelt domineret samfund frem for den uafbrudte diskussion om, hvad kunst er.

Ikke desto mindre udgør førnævnte Olafur Eliassons studio i Berlin en målrettet enhed, da Eliassons kunstneriske praksis ligger lysår væk fra klichéen om den ensomme kunstner, der arbejder med sit værk alene og i isolation.

For et par år siden havde jeg mulighed for at tale med den dansk/islandske billedkunstner Olafur Eliasson omkring kunstnerens rolle og problemstillingen fordybelse kontra evaluering. Det er sådan, at langt de fleste kunstnere, som agerer på den nationale og globale scene, over en årrække individuelt har udviklet hver deres særegne udtryk.

I netop Olafur Eliassons tilfælde kan man næsten hævde, at billedkunsten befinder sig i et overlap mellem skulptur og oplevelseskultur. Allerede her kan tankerne vedrørende, hvad kunsten kan bruges til, synes overflødige – og mon ikke de tusindvis af mennesker, der har besøgt Eliassons hovedværk Your Rainbow Panorama på toppen af kunstmuseet ARoS i Aarhus, har fået en oplevelse ud af at opleve kunstværket på værkets egne betingelser?

Netop her spiller evaluering en rolle ifølge Eliasson.

Han har naturligvis en pointe. Alternativt vil kunstnerens værk blot udgøre gentagelser af tidlige tiders bedrifter, og i enkelte tilfælde har man faktisk oplevet det på denne måde; og derfor er det vigtigt, at man som kunstner i et permanent forløb tager sit udtryk og sin kunstneriske praksis op til fornyet overvejelse naturligvis inden for den ramme, som man i sin kunstneriske kontekst har udstukket.

Der hersker vel dårligt tvivl om, at de herover beskrevne eksempler på kunstverdenens aktører, har deres afsæt i stærke personlige karakterer, der i kraft af markante idégrundlag og stærke udtryk, har gjort sig gældende på en stadig mere global kunstscene, og netop de nævnte har været aktive i forskellige epoker i løbet af de sidste 100 års kunsthistorie.

Hvad skal man bruge det til?

Succes kan være en billedkunstners værste modstander. Især hvis værkerne bliver omsat hurtigere, end man kan nå at følge med, er risikoen for, at man går i en form for bestandig repetition til stede. Denne problemstilling hører dog til sjældenhederne – og det fører automatisk til spørgsmålet om, hvad man kan bruge

”Jeg søger ikke – jeg finder!”

Det er tvivlsomt, om man i bogstavelig forstand fødes

49

som kunstner. Ikke desto mindre bliver kimen til en mere eller mindre fremtrædende karriere som billedkunstner lagt et sted – og ofte ligger fundamentet i generne eller blot i forlængelse af en inspiration, der er opstået i et familierelateret forløb.

ligvis endt i rækken af middelmådige kunstnere, der kæmpede den samme kamp år efter år med afsæt i spørgsmålet om, hvad man skal bruge kunsten til – når man nu ikke er i stand til at skabe et levebrød ud af anstrengelserne.

Alle kender navnet Pablo Picasso, og hans far var angiveligt en glimrende amatørmaler; men Picasso udviklede allerede på et tidligt tidspunkt helt utrolige egenskaber som maler, og da han ikke kunne finde mere inspiration i sin hjemegn i det sydlige Spanien, rejste han som ganske ung til Paris, hvor han bosatte sig af den enkle årsag, at Paris på det tidspunkt omkring århundredeskiftet mellem det 19. og 20. århundrede udgjorde den internationale kunsts kraftcenter.

Kunsten er kendetegnet ved at stille flere spørgsmål, end den besvarer. Samtidigt bringer kunsten ofte kommentarer til sin egen samtids øvrige problemstillinger.

Her var Picasso aktuel i 30’erne, da han malede et kæmpemaleri med titlen Guernica, som udgjorde en kommentar til fascisternes udslettelse af en landsby med samme navn som maleriets titel.

Den politiske fortælling I stedet for at fremstille et farverigt og detaljeret billede af rædslerne, udførte Picasso et maleri, hvor figurerne optrådte groft forarbejdede i et primært sort-hvidt univers. Alligevel var man ikke i tvivl om, hvad der foregik da fortvivlelsen, som værket udstråler, ikke kan fejlfortolkes.

I Paris udviklede Picasso, sammen med ligesindede, helt nye og revolutionerende udtryk. Man kan næsten sige, at dét, der senere blev anerkendt som den modernistiske periode, blev grundlagt i Paris på dét tidspunkt.

Picasso flyttede sig altså, både fysisk og mentalt, hvilket sandsynligvis afstedkom, at hans kunstneriske praksis udviklede sig ud over tilstanden som vidunderbarn i Malaga.

Krigsscener er ingenlunde et usædvanligt element i kunsthistorien; men en anden spanier – Francisco Goya – satte allerede tilbage i 1700-tallet fænomenet krig på dagsordenen i et alt andet end heroisk perspektiv. Goyas skildringer bragte krigen ind i billedkunsten i kraft af, at den blev formidlet, så den skildredes i al sin bloddryppende gru.

”Jeg søger ikke – jeg finder”, skulle Picasso angiveligt udtale på et tidspunkt, hvor han for længst havde udviklet sig som det 20. århundredes væsentligste billedkunstner; men ikke desto mindre søgte han i en ung alder mulighederne for at gøre op med en traditionsbestemt måde, hvorpå man kan iagttage og udføre kunst.

At man kan anvende billedkunsten i et politisk perspektiv, tror jeg er indlysende for de fleste. Her spiller udtrykkets overordnede rolle dog ind. Går vi 40-50 år tilbage og tager en iagttagelse på den aldersklasse, som senere er blevet kendt som 68-generationen og disses måde at forvalte det agiterende i modspil/kontrast til de æstetiske grundidéer, kan der dårligt herske tvivl

Picassos eksempel er enestående i kunsthistorien, og uden troen på egne fortræffeligheder var han mu-

50

om, at teknik og kunstnerisk finesse var begreber, der underspilledes med henblik på at skabe et agiterende og slagkraftigt udtryk.

Disse idealer så man i høj grad eksemplificeret hos kunstnerkollektivet Røde Mor. Her anvendtes gammelkendte og traditionsbundne metoder i høj grad med henblik på mangfoldiggørelse af det politiske budskab.

At gruppen, som både benyttede sig af musik, happenings og grafiske teknikker i sine bekendtgørelser, alligevel i dag står som en væsentlig kulturbærer i 70’erne, må tilskrives de enkelte medlemmers stærke anlæg for at tydeliggøre sig i et kulturelt univers, som for sin tid befandt sig i et dødvande.

Der findes således i sagens natur ikke nogen entydig håndbog i forhold til skabelsen af billedkunst, og netop kunstens frie sprog – kunne man antage – giver frit valg på alle virtuelle hylder. Dette gør pædagogens rolle kompliceret, da elevernes begejstring over de mange effektive virkemidler når uendelige højder.

Det er ikke alt, som glimter, der kan betegnes som guld – og ligeledes er det ikke al glimmer, der er lige hensigtsmæssig at bruge i udførelsen af et kunstværk.

Til gengæld udgør materialiteten ikke et handicap i forhold til udarbejdelsen af værket i dag, da tiden nærmest skriger på kitsch og effekt. Netop af samme årsag betyder det paradoksalt, at bindingen mellem det i en bedsteborgerlig forstand smagløse og det sanselige er mere skærpet end nogensinde.

Ikke alt, som glimter, er guld Når vi på en undervisningsinstitution som Den Kreative Skole bruger historien som udgangspunkt i den daglige undervisning, er det i bevidstheden om, at uden historie er vi intet. Bag enhver filosofi, der er oppebåret af kreative kræfter – uanset om man benytter musikken, ordet, kroppen eller de visuelle virkemidler – ligger der et historisk aspekt bag handlingerne.

Per Kirkeby, pædagogisk eksempel Hvordan man kan styrke billedkunstelevers syn og dannelse med afsæt i de førnævnte principper, oplever man ret klart ved iagttagelsen af Nirvi Bennichs elever ved 2013-versionen af udstillingen af elevarbejder i Den Kreative Skoles atrium-område. Umiddelbart var det ret tydeligt, at inspirationen kom fra en af de væsentligste danske kunstnere i det 20. århundrede, Per Kirkeby – og netop Kirkeby er et oplagt eksempel på en kunstner, der har virket som inspirationskilde for et utal af kunstnere i de seneste år.

Der er vel ingen, der vil anfægte, at man inden for musikken har sine historiske koryfæer? Der vil sandsynligvis også være en vis forståelse for, at en forfatterspire kan tage ved lære og blive inspireret af litteraturhistoriens store personligheder.

Det samme kan man sagtens sige i forhold til billedkunst, som ganske vist skabes fra bunden af den enkelte udøver i modsætning til udførelsen af en klaversonate af Beethoven, der er defineret i nodesystemet, og dermed ”blot” skal formidles af pianisten. Og dette er skrevet i bevidstheden om, at dette faktisk i sig selv kan være ret problematisk.

Baggrunden for denne bevågenhed omkring Per Kirkeby skal muligvis ses som en konsekvens af hans succes på både den internationale og den danske kunstscene.

Men der kan være flere årsager til, at en kunstner som Kirkeby har fungeret som kilde til inspiration blandt yngre og mere modne udøvere af moderne kunst.

Kirkebys motiver lader sig ikke umiddelbart tyde i et

51

Fra samme generation stammer Kathrine Ærtebjerg, Tal R. og John Kørner, og de nævnte kunstnere besidder vidt forskellige udtryk; men udgør hver især væsentlige enheder på samtidens kunstscene. Kørner har faktisk taget den politisk forankrede fortælling op i en serie værker, hvor han er stærkt kritisk over for Danmark som krigsførende nation.

overordnet perspektiv. Alligevel optræder der genkendelige enheder i hans ofte romantiske og storladent opsatte malerier. Disse kan udgøres af sten, træstubbe, spejlinger og – ikke mindst – det udefinerlige lys, der optræder, når værket i højere grad fremstiller end forestiller et landskab.

Når man bruger en kunstner som Per Kirkeby som reference i det pædagogiske rum, kan man forestille sig, at forholdet bunder i netop denne kunstners spændevidde i relation til de motiviske improvisationsmuligheder. Man finder hos Kirkeby ofte både historiske og nutidige referencer, og formodentlig derfor har han givet inspiration til mange kunstnere i tiden efter de politisk bevidste og indignerede 70’ere. Ikke mindst fordi han er en kunstner, der er åben for fortolkninger.

Hvor de nævnte primært arbejder med fladen, har duoen Elmgreen og Dragsæt – på trods af at den ene er nordmand – placeret Danmark på kunstens verdenskort med et større antal skulpturelle værker. Sidst har de bragt sindene i oprør i Helsingør med en genfortolkning af Den Lille Havfrue, som i duoens udgave er en dreng. Oven i købet højglanspoleret og spejlblank.

Den videre uddannelse

De nye

Med andre ord kan billedkunst afkodes og formidles på utallige måder, og dette stiller store krav til undervisere i billedkunst på en institution som f. eks. Den Kreative Skole. I samme henseende bør udviklingen af undervisningssekvenserne stå mål med udviklingen af billekunsten uden for skolen.

I de senere år har man oplevet en ny bølge i kunstlandskabet. Udover diverse stærkt intellektuelle kunstnere, der arbejder med alternative greb i deres praksis – det kan være video, tekst eller rum-installationer i diverse udformninger, er der dukket et antal nye navne op inden for klassiske discipliner som maleri og skulptur.

Blandt disse kunstnere er det værd at nævne nogle stykker, som man kunne forestille sig som inspirationskilder for elever tilknyttet en institution som Den Kreative Skole.

En overordnet ambition må vel være, at man styrker talentudviklingen blandt unge kunstnerspirer, således at de står godt rustet til en uddannelse, der kan føre dem videre i det vidt forgrenede netværk af visuelt forankrede uddannelsestilbud, der findes i hele landet.

Især en kunstner som Julie Nord rammer nogle elementer i sine kompositioner, som rummer våde det fint detaljerede og det groft karikerende. Dermed bliver hendes værker til nye landskaber med både idyl og gru indbygget – og det kan synes, som denne kobling virker stærkt fascinerende på unge, potentielle billedkunstnere.

Lars Svanholm

52

En kunstners stil Per Kirkeby som inspirator

I undervisningen tager man af og til en erfaren kunstners vÌrk op til nÌrmere studium. Eleverne prøver at arbejde i en bestemt kunstners stil og teknik. Her er det Per Kirkeby der er inspirator.

53

54

Benedicte L. Hansen Fra skole til akademi

løb, der har givet de enkelte værker mere mening, end hun oplevede det som barn, da hun første gang frekventerede Den Kreative Skole. Dengang kunne man tegne en pæn hest ud fra et lystbetonet princip.

I dag handler det i langt højere grad for Benedicte om at skabe kunstværker med en mening. Det fortællende har fået en betydning.

Efter ti år som billedkunstelev på Den Kreative Skole har Benedicte Linneberg Hansen taget springet, og er nu elev på Aarhus Kunstakademi, hvilket hun håber, kan give ballast til en tilværelse som billedkunstner på fuld tid.

Uddannelsen på Aarhus Kunstakademi varer i alt fire år, og netop i uddannelsesforløbet bliver man udfordret på sit syn. Benedicte nævner selv, at hun blevet tilskyndet til at se nogle ting ”på en anden måde” – og netop dette har i høj grad skærpet hendes visuelle tilgang til det billedkunstneriske.

Det er væsentligt for Benedicte i dag at beskæftige sig med en motivverden, der modvirker, hvad man kunne forvente af en ung kunstner. Det uforudsigelige har i dag fået en betydning, som måske ikke var så udpræget tidligere.

Et tema på akademiet kunne i løbet af det første år f. eks. være spejlinger. Et tema er fastsat, og efterfølgende er det elevens fantasi og iagttagelser, som afgør hvilket resultat, der kommer ud af anstrengelserne.

Som et eksempel på en motivisk spidsfindighed nævner hun påfuglefjer, som hun besidder en fascination for. I stedet for de karakteristiske ”øjne” i fuglens fjerdragt har Benedicte imidlertid implementeret kranier, hvilket danner et næsten surreelt indslag på billedplanet.

Med andre ord oplever Benedicte, at hendes perspektiviske udgangspunkt for at skabe kunst er blevet udvidet ganske betragteligt i det første år på Aarhus Kunstakademi, hvor hun har studeret under Else Ploug Isaksen og Peter Lunding.

Benedicte Linneberg Hansen er én af de elever, der har udstillet solo i Den Kreative Skoles atrium-område og allerede dengang – for et par år siden – demonstrerede hun en stor evne for detaljen. Hun arbejder med stor tålmodighed og med oprindelse i en meget grundig systematik.

Lars Svanholm

Benedicte beskriver sin egen personlige udvikling som billedkunstner inden for de sidste fem år som et for-

55

56

57

58

Silja Schlosser Arv og mål

tænker, at sådan skal mine billeder se ud. Det kommer lidt an på, hvilket humør, jeg er i!”

Man kunne måske med nogen ret spørge, hvorfor en ung pige på 16 år med en stoisk sikkerhed, udtaler, at hun besidder et klart mål med sit liv – nemlig at beskæftige sig med billedkunst i én eller anden form, og meget gerne med ophav i en uddannelse som billedkunstner.

Silja selv betegner sine værker som melankolske, og det er da også svært at bortforklare en ofte mental synsvinkel på billederne, der som oftest er udført som malerier og tegninger på lærred eller papir.

I Silja Schlossers tilfælde bør man kende historien bag.

Hun har tegnet og malet lige så længe, hun kan huske tilbage – og sandsynligvis også før.

På trods af en tilsyneladende intuitiv tilgang til motiv og metode, erkender Silja, at det fungerer bedst, hvis hun har en overordnet plan med sine værker, som i nogle tilfælde besiddet nogle metafysiske elementer som f.eks. voodoo-dukker og enheder af tilsvarende symbolsk betydning.

Det umiddelbare afsæt var en far, der er billedkunstner, og Silja fortæller meget skildrende, hvordan hun husker besøgene på faderens atelier, da hun var lille.

Duftene og miljøet står stærkt i hendes erindring.

Silja erklærer sig ikke i en overordnet forstand som religiøs; men hun besidder en vis fascination for Buddhismen, da denne filosofi rummer en indbygget ro, som Siljas værker ganske vist ikke rummer i en speciel forstand; men ikke desto mindre arbejder hun kontinuerligt på at skærpe de kompositoriske principper i sine værker. Og det er i bevidstheden om, at billedplanerne kan blive en anelse kaotiske.

Det sociale miljø har følgelig haft en betydning for den unge kunstner; men det er usikkert, om hun kunne vælge en anden metode med henblik på at fortælle de, ofte dramatiske, historier, som udspiller sig i hendes værker.

Spørgsmålet om, hvorfor hendes værker rummer dette indholdsrige udtryk, virker i nogen grad overrumplende på Silja; men hun anerkender spørgsmålets relevans og uddyber omgående: ”Det er ikke sådan, at jeg

Det kan fornemmes som billedkunsten er et perfekt medie for Silja Schlosser at beskæftige sig med, da 59

netop kunstnere som oftest har en livslang løbebane.

Og som hun konstaterer ”jeg er kun 16 år”; men ikke desto mindre har hun som nævnt sine drømme fremadrettet – og i Siljas tilfælde vil det være ”helt fantastisk” at gøre billedkunsten til en levevej.

Men hun ved også, at det er en lang og kompliceret vej at nå dette punkt, og hun har tillige gjort sig bevidst om, at dette kræver en lang uddannelse – og denne uddannelse må gerne fuldføres på ét af landets kunstakademier.

Lars Svanholm 60

61

62

63

Katrine Lyck

Med fantasien og musikken som inspiration Den Kreative Skoles mangeårige billedkunstunderviser Lars Ringgaard har i en årrække nærmest spillet en mentorrolle for Katrine Lyck, siden hun begyndte at fordybe sig i billedkunst på skolen, da hun gik i 6. klasse.

Katrine er klar i mælet, når det drejer sig om, hvilke spor hun ønsker at forfølge med henblik på at fortælle den ideelle, visuelle historie. Som oftest rummer hendes tegninger og malerier så mange billedlige aspekter, at man kan gå på opdagelse i dem i timevis.

Der findes dog ingen regel uden undtagelse, og i en periode fordybede Katrine Lyck sig i, hvad man kunne få ud af de mere psykologiske sider af livet i en billedkunstnerisk sammenhæng. På et tidspunkt lavede hun et portræt af rockgruppen Pink Floyd’s stifter Syd Barrett og det kunne næsten synes som dette portræt af den legendariske skikkelse, satte en mekanisme i gang med henblik på at forfølge, hvad der sker i det mentale rum.

Netop Pink Floyd, hvor førnævnte Barrett kun spillede en rolle i en begrænset periode, nævner Katrine som

en ganske væsentlig inspirationskilde, og det kan forekomme naturligt, at netop et band, der havde deres storhedstid i 70’erne, har gjort indtryk.

Et andet stort navn på musikscenen dengang var et band ved navn ”Yes”, og netop hos deres faste illustrator Roger Dean finder man nogle af de samme eventyrlige skildringer, som man oplever hos Katrine. Her er verden ofte surreel og mystisk, og Katrine lægger da heller ikke skjul på, hvad hun mener, billedkunst bør indeholde. Detaljen er væsentlig, og hun har ikke meget til overs for kunstformer, som primært rummer et minimalistisk udtryk.

Katrine Lyck er én af de elever på Den Kreative Skoles billedkunstlinjer, der har haft en solo-udstilling i skolens Atrium-område inde for de seneste år. Det kræver noget af en elev – samt en gedigen produktion – at være i stand til at fylde væggene i Atrium; men Katrine gjorde det, og udstillingen viste tydeligt, hvilke greb en ung kunstner foretager med henblik på at skabe det stærkest mulige udtryk uden at slippe detaljen.

Lars Svanholm

64

65

66

Morten S. Rasmussen - en musikalsk tegner

gens egenart har en indflydelse på udførelsen af tegningen. Han udtrykker det således: ”Det er vigtigt at tegningen matcher stemningen”.

Det kan forekomme fristende at spørge Morten Stenholt Rasmussen, om ikke det kan være forvirrende at besidde talenter inden for tegneserie, piano og skuespil. Morten er dog klart bevidst om, hvad han foretager sig, når han enten spiller klaver, er hovedrolleindehaver i en musical eller fordybet i tegneseriens gådefulde verden.

Den sidste udtalelse ligger i forlængelse af, at Morten fortæller om et projekt, han har arbejdet på i fire år – nemlig Arthur Conan Doyles legendariske sagn om Baskervilles Hund med det umage par Sherlock Holmes og Dr. Watson i de ultimative hovedroller.

Netop det, at Mortens tre store passioner er så forskelligartede, som det er tilfældet, bevirker at han har forholdsvist let ved at adskille de forskellige elementer.

Han erkender dog, at begrebet tid kan udgøre en indflydelse på, hvorvidt han i tilstrækkelig grad er i stand til at fordybe sig i den enkelte disciplin. Her er prioritering nødvendigt.

Morten begyndte på dette omfattende projekt, da han netop var ved at afslutte folkeskolen, og der opstod en pause, da han gik på efterskole. Han er dog bevidst om, at de mange pauser i processen rummer både fordele og ulemper. Han nævner selv, at det kan være problematisk at vedligeholde inspirationen, når udefra kommende omstændigheder tvinger ham til at gøre en ophold.

Morten har stort set tegnet, siden han gik i børnehave; men det var, da han startede som elev på Den Kreative Skoles tegneserielinje, han begyndte at sætte tegningerne ind i en kontekst, der havde handling som overordnet tema.

Der har i det hele taget ligget mange overvejelser bag serien om Baskervilles Hund og idéen er gradvist opbygget via et større antal enkeltværker, der efterfølgende har udviklet sig til et projekt, der nu foreløbigt har kørt on/off i fire år.

Tegningernes karakterer og det fortællende element udgør for Morten Stenholt Rasmussen to ligeværdige funktioner. Naturligvis er han bevidst om, at fortællin67

Oprindeligt var Morten optaget af dinosaurer, hvilket vel ikke er så usædvanligt for en ung tegner. Her nævner han imidlertid Disney som et subtilt udgangspunkt – og netop Walt Disneys rolle på tegneseriehimlen er vel uangribelig?

tålmodigheden ganske enkelt ikke til, selv om det med Mortens ord var ”sjovt nok at lave”.

I fremtiden vil man sandsynligvis stadig opleve Morten Stenholt Rasmussen som hovedrolleindehaver i musicals eller på de skrå brædder i en anden rolle, nemlig som boogie-woogie-pianist; men forhåbentlig og formentligt også i rollen som tegneseriekunstner i en stadig udvikling.

Lars Svanholm

Morten fortæller om et praktikophold på Animationsskolen i Viborg, hvor han brugte fire dage på at lave en 12 sekunder lang animationsfilm, og af samme årsag ser han ikke sig selv i dén rolle fremover. Det strækker 68

69

70

71

72

73

Mira Friis

.... og de syv dødssynder

I forbindelse med et Halloween/horror-arrangement for nogle år siden blev Mira Friis opfordret til at lave en illustreret bog, som kunne vises og bruges i forbindelse med arrangementet.

hvor Mira billedligt beskrev massemorderen Jack the Rippers forbrydelser. ”Billeder skal fortælle noget”, siger hun, og tilføjer: ”Hvis der ikke er en dybere mening med et billede, synes jeg ikke, det er interessant!”

Koblingen var oplagt i kraft af, at Mira var elev på Den Kreative Skoles billedkunstlinje samtidigt med, at hun udfoldede sig på skolens Forfatterspor.

Mira Friis fortæller, at hun har tegnet og malet, siden hun var tre, og hun begyndte på Den Kreative Skole, da hun var ti – og da hun i dag er 17 år gammel, har hun været elev på skolen i syv år; men i fremtiden har hun en drøm om at uddanne sig som fotograf, og det er spændende at se, hvordan Mira udtrykker sig i dette medie.

Mira Friis modtog udfordringen og udformede en bog, som behandler emnet ”De syv Dødssynder”. Idéen til indholdet blev født, efter Mira havde set filmen ’Seven’, som netop i et dramatisk forløb tager afsæt i emnet.

I sine øvrige kunstværker definerer Mira sig selv som ”fortællende”, og det vil sige, at hendes tegninger og malerier ofte rummer en mindre historie, og disse fortællinger er faktisk ofte med elementer fra kriminalhistorien. På et tidspunkt kunne man således se et forløb på en af Den Kreative Skoles elevudstillinger,

”For at lave billedkunst, skal man turde udfordre sig selv, hvilket er en nødvendighed i forhold til at udfordre andre”. Sådan afslutter Mira Friis vort lille interview i billedkunstlokalet på Den Kreative Skole.

Lars Svanholm 74

75

76

77

78

Mathilde G. Hansen

- og billedernes magi

med ligesindede elever opsøgte billedkunstlokalet i det omfang skolegangen, levnede tid til det. Og det var, som hun selv beskriver det, ”afsindigt mange timer”.

Mathilde Goldenbeck Hansen begyndte sit engagement på Den Kreative Skole hos Nirvi Bennich i Bryrup. Siden har hun dyrket sin store interesse for tegning og maleri på skolens talent- og tegneserie/animationshold.

Fremadrettet begynder Mathilde på gymnasiet – og hendes fremtidige engagement på Den Kreative Skole afhænger i nogen grad af skoleskemaets udformning.

Hun er dog ikke i tvivl om, at hun vil komme på skolen – om ikke som elev, så dog som gæst. For som hun siger: ”Jeg har fået et forhold til det her sted. Jeg synes, der er så hyggeligt herinde”.

Mathildes motivverden, som oftest har mennesket som centrum, opstår tilsyneladende ud fra, hvad man kunne beskrive som ”tilfældighedens magi”.

Blandt Mathildes inspirationskilder nævner hun selv filmmediet som væsentligt, og ganske naturligt udgør tegneserieverdenen et lige så vægtigt inspirationsgrundlag som filmen – for som hun siger: ”Jeg har trods alt set mange film og læst mange tegneserier i mit liv”. Udover film og tegneserie nævner Mathilde spil som et grundlag til inspiration og idéer.

Mathilde Goldenbeck Hansen har et overordnet formål med at tage en gymnasial uddannelse, da hun på et tidspunkt i fremtiden gerne vil ind på Animationsskolen, som hun dog er bevidst om, er en vanskelig uddannelse at komme ind på. Hun virker dog så dedikeret, at der er særdeles god grund til en vis portion optimisme på Mathildes vegne.

En sæson på efterskole har ingenlunde svækket Mathildes interesse for de visuelle medier. Hun fortæller, at hun i de ledige timer på efterskolen i Skjern sammen

Lars Svanholm

79

80

81

82

HC. Andersen projekt Fortællinger eventyr og myter indgår ofte i undervisningen. I dette tilfælde er det H. C. Andersens eventyr om nattergalen der blev benyttet. Eleverne fik et rundt stykke papir. Derefter sad de med lukkede øjne og

lyttede mens der blev fortalt. Efter eventyret tegnede eleverne de billeder, der var kommet ind i hovedet på dem, mens de lyttede.

83

84

85

Stoleprojekt PĂĽ et loppemarked stod en stak kasserede stole.

De blev indkøbt og fragtet til Den Kreative Skole, hvor eleverne sleb dem ned med sandpapir og gav dem en grundmaling.

Derefter gik selve udsmykningen igang.

Resultatet blev stole med en helt unikke og originale udsmykninger.

86

Elevarbejder

87

88

89

90

Arbejdssituationer

91

92

93

94

Igennem mange år har Den Kreative Skoles elever lavet scenografi til Skolernes Nytårskoncert. Sidst på året går eleverne igang med at planlægge scenografien til nytårskoncerterne, som afvikles midt i januar. Der bliver afholdt workshops, hvor de egentlige værker udføres i forskellige materialer. Koncerterne har altid et tema og billedkunsteleverne arbejder på at følge dette tema i udsmykningen. Teaterscenen er et stort rum, og hvis scenografien skal være synlig på en scene med et stort kor, et stort orkester, solister, højtalere, ledninger og mikrofoner, må scenografien også være omfangsrig.

95

96

97

Foto venligst udl책nt af Midtjyllands Avis. Jakob Stigsen Andersen.

98

På Den Kreative Skole, Silkeborg er der blevet lavet mange billeder gennem de sidste 25 år af historien.

Billeder, der er med til at dokumentere en epoke, billeder der er smukke, billeder der er udfordrende, billeder man kan undre sig over, billeder man kan glæde sig ved, billeder man kan blive klog af at se på, billeder man kan elske, billeder, der får det til at vende sig i én, billeder fulde af drømme, fulde af harme, af sorg, af bekymring, fulde af håb.

Billeder i tusindvis, der fortæller om alt mellem himmel og jord.

Lavet fordi man ikke kunne lade være!