”PLEJER” ER DØD!

Af Carsten Mølgaard Hansen, dansk præst i Vancouver

Noget af det mest fantastiske ved at være udsendt – ikke bare som præst, men nok sådan bare i det hele taget – er, at man får rusket godt og grundigt op i sine vante rammer og sat alt i perspektiv. Noget, man især gør i Canada, hvor jeg er udsendt til. Canada, som er et ungt land – og ydermere som et ungt land med fortsat stor migration – har ikke nogen fast måde at gøre ting på. ”Plejer” er død!

Som udsendt præst arbejder jeg meget med kultur, og det er yderst interessant at arbejde med lige akkurat kultur i et land, hvor alle har en forskellig kultur med sig i bagagen. Udover det indfødte folk, hvis kultur i lang tid er blevet undertrykt, er alle canadiere 1. til 4. generationsindvandrere. Noget, man tydeligt mærker, ved at der for canadiere ikke er noget, der er rigtigt eller forkert. Alt er, hvad du bringer med dig, tilsat åbenhed for, hvad andre bringer med sig.

Med det brogede kulturliv følger også et broget kirkeliv. I Canada er der ingen folkekirke. Som dansk kirke i Canada er vi en minoritetsmenighed i et hav af minoritetsmenigheder. Der er store kirkesamfund, men ingen egentlig majoritet. Og i dette virvar af religiøse samfund befinder den danske kirke sig som en lille ø. En ø, der forsøger at være nærværende til stede for de danskere, der skulle have brug for den. Danskere, der gennem deres liv er blevet eksponeret for den mangfoldighed, som Canada rummer, og danskere, som i mange henseender også selv har taget denne mangfoldighed til sig.

Mange sværger naturligvis til den danske kirke, men andre gør også brug af lokale kirker og bruger den danske kirke som lejlighedskirke – til bisættelser og dåb, jul og bryllupper. Og sådan er det også omvendt. I kirken i Vancouver opsøges vi ofte af lokale, der intet kender til Skandinavien, men som synes, at kirkens middelalderkirkelige udseende er flot, og nu skal de bruge en kirke til det ene eller det andet. Og hvis de ikke-danske får forestået en bisættelse, vil de ofte gerne spise smørrebrød efterfølgende, for man er vant til lidt af hvert her i Canada og åben for at prøve, hvad andre har at byde på.

I Danmark sagde jeg ofte til mine konfirmander, at noget af det fantastiske ved ritualer er, at man ikke hele tiden skal opfinde. Man kan blot læne sig tilbage og gøre, hvad folk i mange år altid har gjort. Ritualer er på en måde lidt, som hverdagen er det i Dan Turèlls fantastiske digt ”Jeg holder af hverdagen”. En støtte, når alt kan virke svært og uoverskueligt.

Men i Canada er der ingen ”plejer”. Alle kommer med noget forskelligt i bagagen, og derfor skal man også hele tiden opfinde. Det er nok mig, der har den største udfordring ved at skulle tilpasse mig, for min menighed er vant til det. De er jo en del af det at være minoritet blandt mange minoriteter.

Men for mig kan det til tider godt være svært. Og et af de områder, hvor jeg især har skullet tilpasse mig, er i mit arbejde med begravelser. I Danmark skal en begravelse gerne foregå indenfor 14 dage. Sådan er det ikke i Canada. Langt de fleste kremeres uden videre, og så planlægges begravelsen først langt senere, når de efterladte kan komme dertil. Jordpåkastelsen foregår over urnen.

Den Danske Kirke i Vancouver

Der er mange andre små finurlige forskelle, og på trods af at jeg i skrivende stund har været udsendt hertil i over to år, er der sikkert også mange, som jeg endnu ikke har fået øjnene op for.

I Canada kalder man heller ikke en begravelse en begravelse. I stedet siger man ”Celebration of Life” (red: fejring af livet). Med døden indtruffet for så lang tid siden, handler dagen nemlig oftest ikke om sorg – den handler i højere grad om at fejre den afdøde. Noget, der både er fordele og ulemper ved.

Både i Danmark og i Canada har jeg oplevet det helt specielle ved at besøge en døende, lyse en velsignelse, og at den døende så gik bort natten over. Det er for mig bekræftende både som præst og som menneske. De gange, jeg har prøvet det i Danmark, var jeg straks i gang med at planlægge begravelsen med de efterladte og yde sjælesorg. De gange, jeg har prøvet det i Canada, gik de efterladte i gang med de praktiske sider af et dødsfald – sjælesorg og begravelse lod vente på sig. Til tider savner jeg at arbejde med den akutte sjælesorg, der opstår i forbindelse med et dødsfald. Omvendt er folk herovre generelt meget bedre til at gøre brug af præsten i forbindelse med sygdom og hospitalsindlæggelse. Så det er ikke sjælesorgsarbejde, jeg går ned på. Af kulturelle årsager er det bare ikke helt som derhjemme, hvor ”plejer” lever i bedste velgående.

Der er mange andre små finurlige forskelle, og på trods af at jeg i skrivende stund har været udsendt hertil i over to år, er der sikkert også mange, som jeg endnu ikke har fået øjnene op for.

Men øjnene bliver slået op. Og det er godt. Det er godt at få sat sit ”plejer” i relief, for der er masser, vi kan lære. Vi kan både lære nye veje, men vi kan også lære at sætte pris på noget, vi tager for givet. Vi har alle noget at lære fra vores medmennesker rundtomkring ude i den store vide verden. Mon ikke det er et af de eneste ”plejer”, man kan sige, der er fast.