En legende let dansk form for humor og børnepædagogik

Pizzaer og gnavegrønt får lov til at stå som en centralt placeret tankstation til resten af dagens program – for vi har endnu masser at byde på.

Nu er det tid til at være kreative. Helt bevidst blev alle kartofler ikke spist. De sidste skæres til trykelementer. Børnene finder i selskab med voksne T-shirts og maling frem. Mens kunsten hænger til tørre, klædes vi på til at bevæge os udenfor.

Udenfor er det tid til den helt store indsats. Vi samles om et spørgsmål, der nok kan bekymre os forældre, men måske mere bare ærgrer børnene på en atypisk mild februardag; hvor er vinteren gået hen? Vi skal på jagt efter det forsvundne snelandskab, vi skal på skiløb, vi skal is-fiske, vi skal befri isbjørne (vingummibamser i et frosset kar med vand), vi skal fange snekrystaller på tungen (popcorn på snor), og vi skal lave en snestorm (puste vat med sugerør).

Efter vi paradoksalt nok har fået varmen af at redde vinteren, brænder vi det sidste krudt af i en fodboldkamp i gården. Vi voksne må også godt være med – og vi trækker let på smilebåndene og griner, apropos vinter, over en fastfrossen kønskamp, når børnene insisterer på at spille pigerne mod drengene.

Men som spillet kommer i gang, gribes vi alligevel alle af stemningen – og snart hører man en herlig hujen og råben på dansk og tysk fra børn og forældre: Hertha! Union! Liverpool! F.C. Barcelona! AGF! FCK! Kampen må dog pludselig afblæses og ender uafgjort, da al kampgejst med ét forlader banen. Dette skyldes meddelelsen om friskbagte vafler indenfor, hvilket passer helt perfekt. Spillet var alligevel gået i hårdknude, da det ene hold var stukket af med et af målene.

Som afslutning på dagen laves biblioteket om til biograf. Duften af popkorn spreder sig, mens Mitcho og Sebastian sejler afsted hen over lærredet i deres kæmpestore pære. Store og små griner sammen til en legende let dansk form for humor og børnepædagogik, som vi udlandsdanske forældre nok af og til kan længes efter: Med en øl i hånden og udsigt til solnedgang over Solby på lærredet og Berlin uden for vinduet og i samtale på dansk synes afstanden til Danmark nu alligevel ikke så stor. Vi reflekterer over, hvad vores tosprogede børn så får til gengæld. Vi griner over deres underlige ordstillinger og føler os forbundne.

Børnelørdag i Berlin er ikke bare for børn. Det er også for voksne – og er bestemt kommet for at blive.

”Dagen foregår i et særligt sprogligt rum, hvor vi også er sammen med andre tosprogede familier. Aktiviteterne lavet til børnene giver dem et aktivt brug af det danske. Det er ikke ”bare det sprog, som mor taler”. –det er deres sprog. Sange og sanglege er naturligvis væsentlige, og vores børn elsker at deltage.”

Alice Goudsmit er dansk-tysk, født og opvokset i Danmark med stærke forbindelser til især Berlin. Sammen med sin tyske ægtefælle har hun to døtre på otte og ti år. Alice og hendes piger er brugere af blandt andet Børnelørdag, et initiativ, hun selv har været med til at udvikle.

Hun fortæller også, at Berlin godt kan være en stor, heftig by og dermed et trangt sted at være barn. ”Her passes på, og børnene ser meget i gadebilledet. Derfor er Børnelørdag en fed måde at være sammen på særligt for børnene. De kan nemlig løbe frit rundt både inde og ude, og de føler sig meget velkomne i kirken. Her hersker en børnevenlig atmosfære, som jeg forbinder med Danmark. Her er frihed og lighed og simpelthen plads til børn.”

Børnelørdag er også for de voksne, skrev præsten i sin fortælling, og det er Alice enig i:

”Jeg observerer, at jeg griner mere, når jeg er i dansktalende kontekst. Her er meget overskud. Måske er det noget med en lavere barriere. Når man ikke siger ”De” –som det fortsat er almindeligt i Tyskland i mange sammenhænge – men i stedet ”du”, er det nemmere at snakke løs med fremmede. Vi kommer jo også med ens oplevelser og problematikker – dem kan vi drøfte i kirken, som er et vigtigt kulturmødested både for børn og voksne.”

Af Torkild Bak, vikarpræst i Mijas, Sydspanien og fhv. domprovst i Ribe · Privat foto.

I efteråret 2024 befandt jeg mig et limbo. Jeg havde udgivet et teologisk essay, Maskefald, og bildte mig ind, at jeg skulle i gang med et nyt, da det slog mig, at jeg til det formål savnede en menighed at fungere i. Og at det ofte citerede udsagn med reference til Karl Barth*: ”Vi driver teologi, fordi der skal prædikes på søndag”, egentlig burde vendes om: ”Kun fordi vi prædiker om søndagen og lever af det, vi her modtager fra menigheden, kan der drives teologi”.

Derfor sagde jeg straks ja, da jeg fik tilbudt et fem måneders vikariat ved Margrethekirken i Mijas på Solkysten.

Med en omskrivning af Mette Frederiksen kan jeg kun sige: Søg, søg, søg! til mine pensionerede provstekolleger, der måske sidder fast i den kirkelige forvaltnings honningkrukke – foruden, hvem ved, en biskop, der er blevet træt af det hele – søg en stilling som volontørpræst ude i verden: Den byder på en enestående mulighed for debriefing i form af en tilbagevending til basics.

Tre en halv måned inde i vikariatet konstaterede jeg, hvilken berigelse det var; teologisk i kraft af samtaler om prædikener og foredrag. Menneskeligt i kraft af det sociale samvær om gudstjenesterne samt de mange livsfortællinger, man møder i en udlandsmenighed.

Der er også en udfordring: De ildsjæle, der stod bag opførelsen af Margrethekirken med tilhørende lokaler i

Selv havde jeg aldrig forestillet mig, at jeg skulle være volontørpræst og slet ikke på Costa del Sol i Sydspanien!