3 minute read
STUDIER I UDLANDET KRYDRET MED DANSK HYGGE
Af Anne Meldgaard, redaktør
Jonas og Frederik på hhv. 21 og 28 år er medlemmer af kirkerådet i sømandskirken, Rotterdam. De bruger kirken for at tale dansk, for hyggen, og for at understøtte de særlige bånd mellem danskere, som de også har oplevet i andre lande.
”Vi kan snakke om det, vi savner, om forskelle og ligheder, sproglige finurligheder, og vi kan holde vores modersmål ved lige. Det er et helt unikt fællesskab,” fortæller Frederik, der er medlem af kirkerådet, og han fortsætter:
”De første halvandet år, jeg var her, talte jeg dansk måske en gang hver 14. dag, og det gik stærkt ned ad bakke med at formulere mig på mit eget sprog.”
Jonas har boet med sine forældre i Singapore, hvor de også brugte kirken. Han siger: ”Da jeg fik buddet om at sidde i kirkerådet, slog jeg til. Vores præst her (red: Lars Storm Kristensen) har en personlighed, der gør, at man får lyst at hjælpe, og kirken har spændende udfordringer, der skal løses, så den kan overleve.”
Jonas Røn på 21 år er fra Lemvig. Til daglig bor han i Haag, Holland, hvor han studerer sikkerhedspolitik på andet år. Frederik Baymler Mathiesen på 28 år er fra Øster Hurup, og han er i gang med en ph.d. i kunstig intelligens til brug for selvkørende biler. Hans base er på tredje år i byen Delft, hvor der ligger et anerkendt teknisk universitet.
De to har påtaget sig store opgaver i kirkerådet og gør sig mange tanker om, i hvor høj grad danske traditioner giver et særligt bånd danskere imellem.

”Det faktum, at Danmark er et lille land med høj homogenitet, gør, at vi både søger og nemt finder det særlige bånd imellem os. Især vores juletraditioner er vigtige, og der er ikke noget tilsvarende her i Holland, ” siger Frederik.
Frederik deltog ved nogle events i kirken, og en dag blev han stoppet ved metroen af præsten, som kunne genkende ham. Han spurgte, om Frederik ville hjælpe til ved julemarkedet.
”Herefter gik det stærkt med engagementet. Jeg blev julemarked-primus motor med koordination af 130 frivillige i grupper og kom herefter i menighedsrådet. Derudover hjælper jeg med kirkens IT. Jeg vil gerne være med at skabe et dansk rum og samlingspunkt.
Særligt ”julens ånd” oplever jeg, ikke rigtig findes her i Holland. Den vil jeg gerne understøtte og vise frem.”
Jonas supplerer: ”Jeg arbejder med at skaffe nye venner og medlemmer til kirken, hjælper til ved events og med fondsansøgninger.”
På spørgsmålet om, hvad unge skal i sømandskirken, siger de nærmest med en stemme: ”Sig til unge, der rejser ud, at de skal komme forbi og få en kold Tuborg, så sker resten af sig selv.”