Tina Dickow: The Road to Gävle Alarm
besættelsen af romantiske idealer og den opførsel, der følger med, når vi hver især på vores egen måde forsøger at være “helgener” (saints) for at få kærlighed retur. “You catch a flame to my sentiment, sentimental tune. Hardhearted don’t worry I’m ready for a fight. Unnerved, the nerve, you’re nervous, nervous that I’m right,” synges der på sangen “Sentimental Tune”. Sangteksterne er ikke de store tårepersere, men nok til at skabe gode budskaber og omkvæd der kan synges med på. Pladen byder på flere gode sange i form af “Directing”, “Paperback head” og den mere rockede “Northshore”. Desværre mangler Sainthood også lidt den der virkeligt klokkeklare ørehænger, som The Con havde et par stykker af. Men alt i alt er sangene et frisk pust i en mørk vintertid. Det er ikke helt nok til at ophøje søstrene til helgener, men mere end rigeligt til at underholde lytteren hele vejen igennem den 37 min. lange rejse gennem (u)lykkelig kærlighed. Katrine Villumsen
The Road to Gävle er Tina Dickows sjette studiealbum, og hun har for første gang kastet sig over udfordringen i at lave lydsporet til en film. Det er altid en udfordring for en kunstner at tilpasse sit udtryk til en andens værk, i dette tilfælde Nikolaj Steens debutfilm. Albummet fremstår som et nyt soloalbum, men er altså en bearbejdet udgave af musikken til den kommende danske film Oldboys, der kommer i biograferne til december, plus et par ekstra numre, som blev komponeret efter filmmusiken. De første par numre har en for anmelderen lidt forvirrende country-feeling over sig, men når man når dybere ind på skiven genkender man Tina Dickow. Hun har udviklet sin stil en del siden hendes store gennembrud med Notes og In the Red, og hvis man mest er til denne tidlige stil, skal man nok lige vænne sig til det nye album. Ikke fordi Dickow bevæger sig ud i ekstreme eksperimenter; det er blot en noget anden lyd. Ens første tanke er, at der ikke er helt den samme kant i sangene, som man er vant til fra hendes side. Det kan naturligvis skyldes, hun denne gang har været bundet til et manuskriptmæssigt forlæg i stedet for blot egen inspiration. Men lytter man til sangene nogle gange, og vænner man sig til deres forskelligartede udtryk, går det op for en, at der er numre med klart hitpotentiale imellem. Samlet set må jeg sige, at selvom det er bestillingsmusik, så består albummet af 13 meget
stemningsfulde stykker musik, som understøttet af Dickows stærke vokal ikke ligger væsentligt under hendes hidtidige niveau. Tina Dickows fans vil måske føle sig splittet mellem glæden over et nyt album fra den århusianske sangerinde og tilvænningsproblemer med den blandede stil, der er resultatet af, at musikken skulle tilpasses en film. Men da musikken i sin grundfølelse stadig bærer Dickows signatur vil de fleste nok ende med en god mavefornemmelse over at købe, høre og genhøre The Road to Gävle. Esben Rahr Gotfredsen
37
DELFINEN