O
RETR
Cykelhjelmen: Fra misfarvet æggeskal til sporty hovedbeklædning ORD | MARIA MAARBJERG
Vi kan alle sammen huske dem - cykelhjelmene.
Ikke de moderne skater-hjelme med blomster og graffiti-print, der præger bybilledet i dag, men derimod den gode gamle kiksede cykelhjelm. Hjelmen som gav selv den mest seriøse socialdemokrat latterkramper ved synet af Nyrup på cykel. Den, der gerne skulle se lidt sporty ud, og af selv samme grund stod i kontrast til den velfriserede og nybarberede bankmand i duffelcoat på vej på arbejde. Vi snakker om cykelhjelmen, som kun klædte sveddryppende mænd i lidt for stramme cykelshorts med en vanddunk i den ene hånd, og epo pulserende i blodet. Det var cykelhjelmen, før der gik mode i den. Da den var mere lig en misfarvet æggeskal end en mønstret bøllehat. Men hvornår startede cyklister brugen af disse om muligt uklædelige, men dog langt mere sikre hatte på hovedet? Cykelryttere begyndte allerede at bruge hjelme omkring århundredeskiftet, det forrige århundredeskifte vel at mærke. Dengang var materialerne læder og uld, og beskyttelsen var tvivlsom. Omkring 1970’erne var læder stadig det foretrukne materiale, nu understøttet af skumgummi. I folkemunde blev hjelmen kaldt hårnettet, og den var næppe mere beskyttende end et. I løbet af 70’erne begyndte flere cykelforeninger og cykelentusiaster dog at se, at de største skader og grunde til dødsfald ved cykelstyrt var, når det var hovedet, der blev ramt. De kom til den konklusion, at en cykelhjelm i den anledning kunne være en nyttig opfindelse. På det tidspunkt havde nogen allerede bekendt sig til én af de mere klodsede løsninger - hockey-hjelmen. The Snell Foundation havde allerede i 1970 i USA produceret den første standardmodel. Desværre for testpersonen vejede den et kilo. Først fire år senere introducerede firmaet Bell Biker en hjelm af det væsentligt lettere flamingo og med en overflade af lexan plast. Det var denne model, som kom til at danne standarden for cykelhjelme og blev efterlignet de næste ti år. Det næste fremskridt på cykelhjelms-fronten kom i starten af 80’erne, da førnævnte Bell
producerede ”L’il Bell Shell” - den første cykelhjelm til børn. Det var omkring dette tidspunkt, at cykelhjelmen landede på danskernes hoveder, og modtagelsen var lidt lunken. Det var måske forståeligt, da designet stadigvæk mindede mere om en skyttegravshjelm end om en beklædningsgenstand. Designet blev videreudviklet, da Jim Gentes i 1986 designede en cykelhjelm med syntetisk stofbetræk og for første gang med lufthuller, hvilket blev en stor succes. Påhittet med brug af stof matchende til det før så nydelige 80’erjoggingsæt holdt ikke længe. I 1990 blev den tynde skinnende plastikskal, som vi kender den fra Nyrups og Riis’ hoved lanceret, og den model overtog ret hurtigt markedet. Materialet blev væsentligt forbedret, og der blev syet nylontråde ind i flamingoen. 1990 var ligeledes året, hvor Rådet for større færdselssikkerhed for første gang lavede en landsdækkende kampagne for brug af cykelhjelme. En kampagne der mest var rettet mod børn. De små cyklister var da også langt mere fornuftige, idet hele 31 procent af alle skolebørn i 1993 trodsede forfængeligheden og ønsket om at bevare frisuren intakt. I modsætningen til den voksne del af befolkningen hvor kun 4 procent valgte cykelhjelmen frem for den dengang så moderne Brandon Walsh-frisure. Rådet for større færdselssikkerhed fortsatte stædigt deres bestræbelser i form af landsdækkende kampagner, og i løbet af 15 år er det med en smule hjælp fra designerne lykkedes at få 15 procent af cyklisterne på cykelstierne til at trække en hjelm ned over hovedet. Det er stadig børnene, der er de klogeste. Her kører 42 procent nemlig med hjelm.
35
DELFINEN