
7 minute read
GULDDRENGE I LYSERØDT
GULDDRENGE I LYSERØDT
SERIE 4 KLUBBEN FC SUNSHINE HAR STORE DRØMME, NÅR DE MIKSER FORENINGS- OG FORRETNINGSTANKER I EN COCKTAIL MED FODBOLD, FASHION OG VELGØRENHED.
Advertisement
Af: Dan Pedersen, foto: FC Sunshine
Fredag eftermiddag. Der er menneskemylder ved Kongens Nytorv, som snart indtages af festglade unge i det københavnske natteliv omkring Gothersgade på en kold og grå novemberdag. På en kaffebar på hjørnet af Store Kongensgade sidder Frederik Frankman og Frederik Kjærgaard, to af stifterne af en fodboldklub, der på flere måder deler ånd med fest- og nattelivet i København.
Den nyopstartede fodboldklub FC Sunshine, minder i ikke særlig stor grad om andre klubber, og har et mission statement der afviger fra elitesport, nemlig at sprede sommerstemning 365 dage om året med afsæt i god stemning, mode, velgørenhed og fodbold. FC Sunshine, som blev stiftet i 2018, er måske ukendt for de fleste, men det skal der laves om på, hvis det står til den tidligere divisionsspiller, fodboldlegionær og formand for fodboldklubben FC Sunshine.
– Vi er anderledes, fordi vi ser os selv som en bevægelse eller organisation. Vi markedsfører vores kampe og stævner som musik og sommerstemning, og ikke kun fodbold. Det tiltrækker mange, der ikke nødvendigvis er en del af klubbens kerne, men vil være en del af det community, vi er i gang med at skabe, fortæller Frederik Frankman.
Frederik Frankman er sammen med resten af holdet ophavsmand til FC Sunshines lyserøde bevægelse, som på under halvandet år har fået knap 2.000 følgere på Instagram, og på imponerende vis har indsamlet mere end 200.000 kr. til Kræftens Bekæmpelses årlige event, Lyserød Lørdag.
– Da vi valgte navnet og designede vores logo, tænkte vi ikke, at det nødvendigvis skulle være det optimale fodboldlogo. Vi tænkte mere på at skabe et brand som folk vil associeres med, og som giver en positiv energi omkring både navn og design. Vi hedder godt nok FC Sunshine, men FC kan lige så godt stå for ’fashion club’, ’finansial club’ eller ’for charity’, forklarer Frederik Frankman.
Ideen til FC Sunshine blev grundlagt i USA, hvor Frederik Frankman spillede college-fodbold i fire år. Her oplevede han den progressive markeds – føring og branding, som også er en bærende del i udviklingen af FC Sunshine, hvor missionen er at skabe solskin 365 dage om året ved at underholde til kampe, sælge flotte trøjer, uddele rosévin til kampe og indsamle penge til velgørenhed.
– Der, hvor jeg boede i USA, var der sol, pool og palmetræer. Hvad mangler Danmark allermest? Sol og palmer. Vi joker med, at vi planter palmer, hver gang vi sælger en fodboldtrøje, siger Frederik Frankman og smiler.
DEN RIGTIGE LYSERØDE FARVE
Æstetik og komfort spiller en vigtig rolle for FC Sunshine og deres tøjkollektion, som udover fodboldtøj også indebærer en badetøjskollektion og andet merchandise. Egentlig havde klubben kontakt til både Adidas og Nike, men klubbens designere og udviklere kunne ikke få det rigtige snit og den lyserøde Palermo-farve, som er klubbens kendetegn. Derfor fandt man en tøjproducent i udlandet, og fik produceret sit eget unikke tøj.
– Vi har lidt smallere ærmer og et par ekstra centimenter i længden. Vi synes, at vores trøjer er lidt mere fashionable end almindelige fodboldtrøjer, og så koster de en tredjedel af den pris, vi ellers skulle give, forklarer Frederik Frankman.
Historien er på mange måder sigende for den entreprenørånd, som præger klubben, der blev stiftet i en lejlighed på H.C. Andersens Boulevard af 12 drenge og på mange måder blander forening og forretning. Klubben er stiftet som en forening, der er åben for alle. Bevægelsen skal spredes ud over hele landet, men det er ikke aktive fodboldspillere, man søger så meget som det er følgere, der vil være en del af fællesskabet og den gode sommerstemning.
Det forklarer 24-årige Frederik Kjærgaard, som har taget plads ved siden af Frederik Frankman i kaffebaren på Kongens Nytorv.
– Det store, og langsigtede mål er at skabe en bred vifte af forretninger og tilbud til vores medlemmer og følgere, som simpelthen har til formål at øge livskvaliteten og tilføje lidt solskin til vores hverdag. Det mener vi ikke, er et helt urealistisk mål, hvis man ser på den udvikling, vi har været igennem. Vi er meget opmærksomme på at udvikle alle tre grene af klubben; spillet på banen, vores tøjkollektion og velgørenheden, forklarer Frederik Kjærgaard, som er en del af indercirklen i FC Sunshine og hovedmanden bag FC Sunshines aktiviteter til Lyserød Lørdag.
VIL INDSAMLE ÉN MILLION
Det er særligt velgørenhedsaktiviteterne, som har givet FC Sunshine opmærksomhed, da de i sensommeren 2019 afviklede en Lyserød Lørdag event og indsamlede flere hundrede tusinde kroner til det gode formål – blandt andet gennem salg af sports bh’er og et ’high end’ stævne med deltagelse af flere store virksomheder. Heriblandt advokathuse, shippingvirksomheder og store brands som Joe and the Juice og Soundboks samt deltagelse fra musikerlandsholdet, EM 92-legenderne og med Kim Milton som turneringsdommer.
– Det, der gør os stærke er, at alle i FC Sunshine bidrager med tanker og ideer. Vi er kommet langt på kort tid, fordi vi har nogle kreative folk, der har jobs indenfor attraktive brancher. Det er en styrke, fordi det betyder, at der ofte er kort vej fra ord til handling.
Den store opbakning fra samarbejdspartnere og virksomheder viser, at FC Sunshine på kort tid har skabt et brand, som tiltrækker mange følgere, der ønsker at være en del af fællesskabet og samtidig støtte en god sag.
– Vi har eksisteret i knap 1 1 /2 år og har allerede nogle kæmpe brands, som støtter os og ser det samme, som vi gør. Vi har et samarbejde med Soundboks, som er verdens bedste mobile højttaler – sammen skaber vi musik og god stemning omkring vores events og seriekampe. Vi har også et samarbejde med Red Bull, som hjælper os på alle mulige måder med at optimere vores kampe og arrangementer, forklarer Frederik Kjærgaard.
– Ja, det er velgørenhed og ja, vi er konkurrencemennesker. Hvis man gerne vil være den bedste til velgørenhed, er der næppe nogen, som bliver sure over det, siger Frederik Kjærgaard.

FC Sunshine har opbygget et brand, som er interessant for mange virksomheder, der vil støtte velgørenhed og have en sjov og anderledes fodboldoplevelse.
Foto: FC Sunshine
Metoden med festlige fodboldevents og stævner passer godt ind i fortællingen om at skabe solskin 365 dage om året. Og samtidig støtter klubben op om en god sag, som alle kan relatere til, og som mange har tæt inde på livet. Valget af Lyserød Lørdag og ’Støt Brysterne’ som klubbens primære velgørenhedsaktivitet er heller ikke en tilfældighed.
– Det her med, at et køn støtter op om et andet køn, kan bare noget. Og så er det selvfølgelig sjovt, at de hold og virksomheder, som deltager til vores events primært består af mænd, siger Frederik Kjærgaard, der dog også lufter ideen om et FC Sunshine kvindehold i 2020.
Samme opmærksomhed er der også på, hvordan og med hvem, man indgår samarbejde. Her er FC Sunshine meget opmærksomme på at finde samarbejdspartnere, der passer ind i klubbens kernefortælling og taler til en yngre målgruppe.
– Vi er meget low key og casual i forhold til den måde, vi markedsfører ting. Du kan se, at Red Bull og Soundboks er til vores events, men vi står ikke og trykker hånd med dem og deres produkter, siger Frederik Kjærgaard.
FC Sunshine har på bare ét år mangedoblet deres indsamling til kampen mod brystkræft, og for Frederik Kjærgaard er målet at ramme millionen.
173 MÅL I 31 KAMPE

Frederik Frankmann har tidligere spillet divisionsfodbold, men er nu formand for FC Sunshine, der udfordrer den traditionelle foreningstanke og har skabt et vidtgående community.
Foto: FC Sunshine
På fodboldbanen har FC Sunshine også medvind. Første turneringskamp blev spillet søndag den 19. august 2018 og endte med
Frederik Kjærgaard (tv) og Frederik Frankmann vil udfordrer den traditionelle foreningstanke og skabe et mere vidtgående community.
FC Sunshine har opbygget et brand, som er interessant for mange virksomheder, der vil støtte velgørenhed og have en sjov og anderledes fodboldoplevelse.
en sejr på 9-1 over Argon. Siden har klubben tabt point i to af deres 31 turneringskampe, og vundet over AB Tårnby i DBU Pokalen inden et acceptabelt nederlag på 0-3 til BK Frem i indeværende sæson blev endestationen i DBU’s pokalturnering.
– Lige nu er det ikke så svært, for vi kan sagtens tiltrække spillere fra 2. divisionsklubber, som er trætte af at træne meget, og ikke tjener nogle penge på fodbolden. Mange af dem synes, at det er sjovere at spille for os, fortæller Frederik Frankman.
– Vi er en klub, som bygger på fællesskab, sjov og forretning. I stedet for bare at spille fodbold, så udnytter vi potentialet i fællesskabet og hjælper hinanden. Hvis et medlem har mistet sit job eller startet en virksomhed, så hjælper de andre og vi støtter op om hinanden i alle aspekter i livet. Vi prøver at gøre relationen tæt, og sikre at alle på holdet har noget til fælles, siger Frederik Frankman.
FC Sunshine er et community, der dyrker interesssefællesskabet omkring fodbold, mode og velgørenhed – med sidstnævnte som en central del af klubbens brandingstrategi. Man skal ikke forvente børne- eller ungdomsfodbold i FC Sunshine indenfor den nærmeste fremtid, men kommer der en FC Sunshine-café, et kvindehold eller en FC Sunshine fodboldskole, skal man ikke blive alt for overrasket.
OM FC SUNSHINE
FC Sunshine blev stiftet i 2018, og ligger til at rykke op for anden sæson i træk. Klubben er efter 18 kampe placeret på en suveræn 1. plads i Serie 4, pulje 12. FC Sunshine består af en spillertrup med 30 aktive spillere, et trænerteam med 5 trænere og en massør tilknyttet.