ASFALTBANE

De har det sjovt sammen. Og de hygger sig til motorløbene. De seks piger fra kvindekasernen.

Helt forudsætningsløse har de kastet sig over opgaven med at være frivillige på racerbanerne. Ingen af dem har en far, der har været aktiv i sporten. Ej heller en bror eller en kæreste. Og med baggrunde som vuggestuepædagog, fagforeningskonsulent, gravermedhjælper, førtidspensionist, folkeskolelærer og vikar på et plejehjem har ingen af dem haft olie under neglene.

Men en aften var der noget, som fængede dem. ”Vi kommer oprindelig fra en teaterforening,” fortæller Jacqueline Hinsch. ”Vi var ti fra foreningen, som skulle deltage i et arrangement i Logen Concentus i Serapions-Ordenens Hus på Frederiksberg. Der var et møde, hvor man gerne ville have forskellige til at komme og deltage. Thomas Bakke fortalte om det at være racerkører, mens Steen Pausbæk talte om, hvordan det var at være official til løbene.” ”Det lød spændende. Det var helt anderledes end bare det at køre bilen,” tilføjer Trine Schandorph. ”Vi kikkede med, da Thomas fortalte om sin bil, viste sin køredragt frem og det specielle sæde, han sad i. Og så fortalte Steen om flagene. Da vi gik derfra, tænkte vi, at det kunne være en god mulighed for at lave noget socialt. Vi sagde til hinanden Det hopper vi ud i. Det lyder sjovt.”

Frivilligt arbejde var ikke ukendt land for de seks piger. ”Vi var med i foreningen TeaterRødder 2650, men den var præget af mange gamle hønisser, og det var lidt en kaffe-og-te-klub. Lad os gøre noget og komme videre, sagde jeg til Trine. Så overtog hun og jeg formandsposten,” siger Jacqueline Hinsch. ”Men da det efterhånden stort set kun var Trine og mig, som gjorde noget, besluttede vi os for at lukke foreningen.” ”Vi arrangerede flere små forestillinger, hvor vi både stod for alle forberedelserne og selve spillet,” lyder det fra Trine Schandorph. ”Vi snakkede så om, at det med motorsport lød ret spændende. Det var en helt anden vinkel, og det var anderledes end bare det at køre en bil.”

Et medlemskab af Historisk Motor Sport og et efterfølgende kursus som flagofficial var næste skridt. De fire piger fra teaterforeningen har siden fået følgeskab af yderligere to andre, der er blevet flagofficials. ”Første gang vi kom til Nisseringen, steg vi fire tøser ud af bilen. Det var ligesom i slow motion, da alle vendte sig om og kikkede efter os,” husker Jacqueline Hinsch. ”I kan da bare komme og snakke med os, tænkte vi.”

Med hvad med metoo i en mandsdomineret sport? ”Vi er bare, som vi er! Vi joker med det og er heller ikke sarte. Vi tager det ikke tungt, hvis vi hører noget,” siger Jacqueline Hinsch.

Og så er vi nået tilbage til overskriften på artiklen. Hvordan opstod den? ”Det var ved HMS-finalen på Ring Knutstorp, hvor vi

STEEN PAUSBÆK.

havde et rum med vores feltsenge, som vi havde sovet på. Nogle var i gang med at lægge makeup. Andre skulle have sat håret, men så var der en, som stak hovedet ind og sagde Nå, en kvindekaserne. Vi kikkede på hinanden og tænkte, at det var underligt.”

Makeup eller ej, så giver opgaverne som flagofficial de seks piger noget specielt. Selv om de aldersmæssigt spænder fra 20 til 41 år. ”Der er et sammenhold, og vi er fuldstændig os selv. Og vi kan være os selv. De andre siger, at vi er nogle skøre tøser,” ler Jacqueline Hinsch. ”Vi skaber noget socialt ved at snakke med dem, vi står på en flagpost med,” fortsætter Trine Schandorph. ”Jacqueline og jeg har stået sammen, men vi har også været sammen med de andre. Vi snakker sammen. Hvad oplevede du på din flagpost? spørger jeg bagefter og fortæller selv om, hvad jeg oplevede på min flagpost.” ”For mig handlede det om at prøve noget helt nyt. Jeg kendte intet til motorsport, men det giver mig en glæde ved at kunne hjælpe kørerne til, at alting går godt. Det gør en kæmpe forskel, at vi er til stede.”

Pigerne fra kvindekasernen er ikke altid ude sammen. Men de har været aktive ved en lang række løb. Nogen til rallycross på Nisseringen. Andre til baneløb på FDM Jyllandsringen og Ring Knutstorp. Eller Copenhagen Historic Grand Prix. Og Extreme X på Grønland. ”Gadeløbet i København har helt klart været det vildeste for mig,” siger Trine Schandorph. ”Det er vildt fascinerende, at man får bygget en bane op i dagene op til løbet og taget den ned igen bagefter.” ”Jeg er nok meget atypisk. Det er måske lidt mærkeligt, at en pædagog i en vuggestue render rundt og svinger med flag på en racerbane i weekenden. Men jeg er også svømmetræner og spejderleder.”

Omgangskredsen får naturligvis at vide, når der er løb på programmet. ”Mine kolleger i vuggestuen er meget interesseret i det. Var det fedt at være afsted? Jeg fik da også lokket min leder ind til at kikke på CHGP-løbet, og hun syntes, at det var fedt.”

Og hvad med familien? ”Min mand siger Bare skriv det i kalenderen. Så tager du afsted. Men han er også nogen gange med,” slutter Jacqueline Hinsch.