Det gådefulde ”Amerikabrev” der leder tankerne hen på Jack the Rippers breve til politiet i London.
Kniven der vakte Hjortshøj drabet til live igen.
Den dræbte Marie Sørensen. Af billedet fremgår det, at den dræbte kvinde allerede er ble vet vasket og hendes tøj fjer net – hvilket medvirkede til at komplicere efterforskningen.
igen. Politiet stod dermed på bar bund, og sagen blev tilmed yderligere kompliceret, da en ukendt person i USA, med indgående kendskab til sagens detaljer, i august 1902 sendte et brev, det såkaldte ”Amerikabrev”, hvori han tilstod drabet. Politiets meget omfattende efterforskning i USA endte dog blindt. EFTERFORSKNINGEN KRITISERET
Ingen anden sag før Hjortshøj-drabet havde fået så stor opmærksomhed. Drabets mystiske omstændigheder kan imidlertid ikke alene forklare den store interesse, der også må ses i relation til en række væsentlige samfundsforandringer. Blandt andet inden for medieområdet. Fra 1880 til 1900 tredobledes avisoplaget i Danmark, og der kom årligt syv til otte nye provinsaviser til. Det betød, at aviserne afsøgte nye profileringsområder – og dér kom kriminalstoffet ind. Her var der mulighed for at lave en mere undersøgende journalistik, der kunne give den voksende læserskare et indblik i samfundets mindre kendte skyggesider. Kriminalstoffet gav samtidig journalisterne mulighed for at sætte sig selv i centrum på gerningsstedet og i opklaringen af sagen. Dette gjaldt for flere aviser, blandt andre Politiken og Aarhus Stiftstidende, der som de første større aviser sendte journalister til Hjortshøj for at undersøge sagen nærmere og følge de enkelte spor. Denne dækning endte med at blive den første myndighedskritiske journalistik, idet de to avi-
ser fremhævede politiets inkompetence i efterforskningen og den efterfølgende frifindelse af Marie Sørensens far. Fra den myndighedskritiske journalistik var der ikke langt til de politiske konsekvenser. Disse kom, da der i 1906 blev begået et drab på en 15-årig dreng i Hejlskov, ikke langt fra Marie Sørensens drabssted. Justitsminister P.A. Alberti, som var yderst mediebevidst, så her en chance for at profilere sig selv og fik derfor nedsat en undersøgelseskommission, der skulle gennemgå begge sager. Drabet i Hejlskov havde næppe nogen form for tilhørsforhold til drabet i Hjortshøj, men ikke desto mindre betingede den lokale befolknings ophidselse, at opdagelsesbetjente fra København i flere måneder afsøgte området. De fandt imidlertid intet, der kunne føre frem til en opklaring af mordene. SMART POLITISK TRÆK
Pressedækningen og politiets indsats vidner om, at nye grupper i befolkningen formåede at gøre opmærksom på sig selv. Det drejede sig om den store gårdejergruppe, som efter systemskiftet i 1901 havde fået langt større indflydelse og nu – igennem Hjortshøj-drabet – gjorde opmærksom på de mangelfulde politiforhold, der herskede på landet. Denne vælgergruppe kunne særligt Venstre, hvis rygrad netop var gårdejerne, ikke tåle at sidde overhørig. Venstreministeren Albertis nedsættelse af en kommission var derfor et smart
Otto Himmelstrup – Rejseholdets legendari ske leder, som forsøgte at opklare drabet.
politisk træk. På sigt førte kritikken til oprettelsen af et landsdækkende Statspoliti - forløberen for det Rigspoliti vi kender i dag. Sagen fik dertil indflydelse på indførelsen af den meget vigtige retsreform i 1919, hvor man gik fra en såkaldt inkvisitorisk proces - det vil sige udfaldet byggede på en tilståelse fra den mistænkte - til en akkusatorisk proces, hvor dommen afhang af et uafhængigt nævningeting. MULIGT DRABSVÅBEN FUNDET
Både Statspolitiet og senere Rejseholdet, der oprettedes som en afdeling inden for Rigspolitiet, søgte senere at genåbne og opklare Hjortshøj-drabet, men uden held. I 1945 skete der dog en mystisk udvikling i sagen. Under undersøgelsen af et dødsbo fandt Rigsarkivet nemlig en kniv, hvorpå der stod, at den havde været benyttet til drabet. Kniven tilhørte Frederik Blichfeldt, en afdød direktør med relationer til Hjortshøjgaard, der lå nær drabsstedet. Politimester Hoeck i Aarhus iværksatte endnu en undersøgelse af sagen, for havde Frederik Blichfeldt fået kniven af morderen, eller var han selv drabsmanden - og hvad var i givet fald motivet? Også Hoeck måtte dog give op, sporet endte blindt – og en af Poli de mest indflydelsest sær imusee u rige og gådefulde ”Kvi dstillin ts – in ndedr g drabssager i dansk mem ab or å kriminalhistorie gik 11. bner de iam” janu ar 2 n herefter i glemme013 . bogen.
Dansk Politi nr. 10 2012
37