6 minute read

Spørg DOF

SPØRGDOF

DOF’s medarbejdere modtager mange henvendelser om lovfortolkning, administrativ praksis og meget andet. På denne side gengives nogle af disse spørgsmål, så andre også kan få glæde af oplysningerne.

NEDSAT BETALING

Hvornår har kursister krav på at få nedsat deltagerbetaling, hvis de er pensionister, kontanthjælpsmodtagere, studerende og lignende?  Det kommer an på reglerne i kursistens bopælskommune. Nogle kommuner yder ikke de særlige tilskud, og så har kursisten ikke krav på nedsat deltagerbetaling. Andre kommuner yder kun tilskuddet til kursister på hold, der afvikles i egen kommune, mens nogle kommuner har ordninger, hvor kursisten også er berettiget til at få tilskuddet på hold i andre kommuner. For eksempel har København og Frederiksberg kommuner en gensidig aftale om, at kursister – som er berettiget til det – får nedsat deltagerbetaling på hold i hinandens kommuner. Hvis kursistens bopælskommune yder det særlige tilskud til nedsat deltagerbetaling, så har kursisten krav på at få rabatten krone for krone. Aftenskolen får rabatten refunderet hos kommunen.

Anne Refsgaard (ar@danskoplysning.dk)

MANGE FERIEDAGE

Hvorfor har jeg så mange feriedage stående, når jeg ikke arbejder ret mange timer?

 Som lønmodtager optjener du ret til at holde ferie med betaling fra din arbejdsgiver. For hver måned, du er ansat, optjener du 2,08 dages ferie. Du optjener derfor 25 feriedage, hvis du er ansat et helt år. Du optjener 2,08 feriedage pr. måned du er ansat, uanset om du arbejder på fuld tid, nedsat tid, eller arbejder få dage om ugen. Hvis du arbejder få dage om ugen, skal de arbejdsfri dage indgå i opgørelsen af feriedagene, når du holder ferien. Hvis du som eksempel underviser tre timer hver mandag og vil holde ferie i tre uger (altså tre mandage), skal du bestille for 15 dage, når du vil hæve dine feriepenge.

Jytte Andersen (ja@danskoplysning.dk)

FERIETVANG

Hvornår skal man holde ferie efter Den nye Ferielov?

 I Den nye Ferielov optjener man ferie i perioden 1. september – 31. august. Ferien, der optjenes i denne periode, skal afholdes samtidig med, at den optjenes. Man har dog 16 måneder til afholdelse af ferien. I år betyder det, at ferie, der er optjent i perioden 1. september til 31. august 2022, skal afholdes i perioden 1. september til 31. december 2022.

Ferietillægget udbetales ad to gange fremover: Ferietillæg af løn optjent i perioden 1. september – 31. maj udbetales med maj-løn. Ferietillæg af løn optjent i perioden 1. juni – 31. august udbetales med august-løn.

Jytte Andersen (ja@danskoplysning.dk)

INDBETALING AF ATP

Hvornår skal der indbetales ATP?

 ATP indbetales kvartalsvis, som det altid er blevet: 1. kvartal indbetales 7. maj 2. kvartal indbetales den 7. august 3. kvartal indbetales den 7. november 4. kvartal indbetales den 7. februar

Jytte Andersen (ja@danskoplysning.dk)

INDBETALING AF FERIEPENGE

Hvornår skal der indbetales feriepenge?

 Feriepenge til timelønnede skal indbetales månedsvis. De forfalder til betaling cirka to uger efter, lønperioden er slut. Hvis man eksempelvis får udbetalt april-løn den 30. april, forfalder feriepengene til betaling den 14. maj.

Jytte Andersen (ja@danskoplysning.dk)

KORTNYT

GYDA NIELSEN 80 ÅR

 Gyda Nielsen, der i 1989-2010 var skoleleder af Gallo Skolen i Aarhus rundede 9. juni 80 år. Gyda har også været meget aktiv i DOF og har siddet i regionskredsbestyrelsen i den daværende Aarhus-Viborg Regionskreds – en tid endog som formand. I Aarhus var hun medlem af Folkeoplysningssamvirket, Folkeoplysningsudvalget, Det sociale Forbrugerråd samt Voksenpædagogisk Center. I 2011 modtog Gyda Nielsen DOF’s fyrtårnspris for sin store indsats for folkeoplysningen. Gallo Skolen er i dag ikke helt sluppet: Hun har stadig en ugentlig eftermiddag med et hold i ’Tekstil – Collage’.

ROSA 30-ÅRS JUBILÆUM

 ROSA Dag- og Aftenskole i Roskilde fejrede 30-års jubilæum med en fest den 26. august 2022. Navnet ROSA dækker over det lidt mindre mundrette Roskilde Studiegruppe for Alternativ Undervisning. Skolen har både en daghøjskole for voksne med indlæringsproblemer og en traditionel, bred aftenskole. Festaftenen bød på middag, oplæg om Paul McCartney og efterfølgende musik og dans med Beatles bandet ’Something’.

DOF’ER I BESTYRELSEN

 Kulturministeren har udpeget bestyrelsen til det nye Kulturens Analyseinstitut. Egil Bjørnsen, der er skoleleder på Rytmisk Center i København, er en af de nye bestyrelsesmedlemmer. Kulturens Analyseinstitut har til formål at levere bedre viden om kulturområdet, hvilket længe har været efterspurgt fra kulturlivet selv og fra politisk side. Bestyrelsen er sammensat, så den repræsenterer kompetencer inden for ledelse, økonomi, dansk og international kulturpolitik, kultur- og kunstfaglighed, viden om psykologi, sociologi og lignende, forskning samt statistik – og altså også aftenskolen.

SKOLENYT

NY SKOLE I DOF

 Glud Maleskole er en mindre maleskole, der har Margit Lund som skoleleder. Skolen sikrer, at DOF nu også er i Hedensted Kommune.

NY LEDER

 Di Vers har fået Carsten Pedersen som ny leder.

 I DOF Gigtskolen Syddjurs er Elsebeth Sørensen blevet ny skoleleder.

Husk at sende besked til DOF, hvis I har nye navne, jubilæer eller andet.

HANNE ISAKSEN ER DØD

Den 25. juni sluttede livet for en person, som gennem rigtig mange år har været en markant skikkelse i Dansk Oplysnings Forbund.

Hanne Isaksen døde efter en sygdomsperiode, der både var hård, men som samtidig også var med til at markere og definere Hanne Isaksen som den stærke personlighed, der ikke på noget tidspunkt gav slip på eller ændrede sine værdier i forhold til andre mennesker, og specielt naturligvis i forhold til folkeoplysningen og de grupper, som fyldte en stor del af Hannes Isaksen liv. SUK-skolerne blev en både stor og vigtig del af Hanne Isaksens arbejdsliv. Folkeoplysningen i Danmark præsenteres igen og igen af politikerne som ”undervisning for alle”, men den gruppe, der ofte står tilbage og har svært ved selv at kunne finde det rigtige kursus eller den rigtige underviser, har brug for, at der er én, der støtter op og hjælper med både den praktiske organisering og med den nødvendige mentale støtte. Mennesker med særlige behov, eller specialundervisning for voksne, som det tidligere hed, blev et sted eller et område, hvor Hanne Isaksen kom til at spille en stor og vigtig rolle. Som skoleleder varetog hun med sikker, tydelig og nænsom hånd opgaven med at rådgive og hjælpe deltagerne til at finde det rigtige kursus, samtidig med at arbejdet om skolens udvikling og finjusteringen af kurserne kunne ske i et godt og respektfuldt samarbejde med den enkelte underviser. SUK-skolerne udviklede sig også med Hanne Isaksen ved roret til at blive en markant størrelse med undervisning i flere kommuner i Region Syd. Som en helt naturlig del blev Hanne Isaksen også involveret i arbejdet i DOF. Hanne Isaksen har gennem mange år været medlem af landsstyrelsen, hvor hun har repræsenteret Region Syd, og gennem en længere periode har Hanne Isaksen også været medlem af forretningsudvalget. Helt naturligt har Hanne Isaksen ligeledes siddet med i Handicap- og Specialundervisningsudvalget (NU: Udvalget for Handicap og Særlig tilrettelæggelse), hvor hendes mangeårige erfaring som skoleleder, men nok allermest hendes menneskelige egenskaber, har været med til at styrke DOF´s indsats over for denne store gruppe af danskere med særlige behov. Hanne Isaksen har på alle disse felter, både i sine egne skoler men også i Dansk Oplysnings Forbund, altid været en markant og stærk værdikriger med gode input for at holde debatten på et fornuftigt spor. Hanne Isaksens arbejde har i alle sammenhænge været karakteriseret af ønsket om at finde det kompromis, der på en konstruktiv måde kunne hjælpe skolen eller Dansk Oplysnings Forbund videre på rette vej.

Æret være Hanne Isaksens minde. Ingolf Christensen Landsformand

This article is from: