2 minute read

Ny hjemmeside

DOF har fået

ny hjemmeside

DOF har længe trængt til en ny og mere overskuelig hjemmeside – og nu er det heldigvis blevet en realitet. Den nye hjemmeside er bygget i VuptiWeb, og det kommer både DOF og medlemsskoler til gode.

Af Martin Hansen, Kommunikationskonsulent

Umiddelbart inden sommerferien gik DOF’s nye hjemmeside i luften.

Den nye hjemmeside er en naturlig opgradering, da forgængeren havde næsten otte år på bagen. Der er sket en del udvikling på it-området i den mellemliggende periode, så behovet for opdatering var stort. Ikke mindst er siden udviklet med visning på smartphone som udgangspunkt. Det er nemlig efterhånden en meget stor del af besøgene på hjemmesiden, der sker via smartphone eller tablet.

Hjælp til kommunerne

Desuden har vi som en del af DOF’s strategi besluttet at skabe bedre kontakt til blandt andet landets kommuner. Ikke mindst i forhold til at kunne hjælpe kommunerne med at administrere deres aftenskoler hensigtsmæssigt. I den forbindelse er DOF’s Aftenskolehåndbog et centralt værktøj, og derfor har vi ønsket at gøre den mere synlig på hjemmesiden og mere overskuelig at finde rundt i.

Sidst, men ikke mindst har en omfattende hjemmeside det med at blive en smule uoverskuelig med tiden, efterhånden som den knopskyder i forskellige retninger. Så en mindre oprydning i sidens indhold var også tiltrængt.

Samme som medlemsskolerne

Samtidig har vi med den nye hjemmeside fået mulighed for at bruge samme værktøjer, som vi tilbyder til medlemsskolerne – nemlig VuptiWeb og ASA. Det har betydet, at vi har måttet udvikle en række nye moduler til VuptiWeb, men det kan også komme skolerne til gode, da de også vil få adgang til disse moduler.

Som det nok er de fleste bekendt, så har arbejdet med at hjælpe medlemsskolerne over på henholdsvis ASA og det nye VuptiWeb været en ganske stor opgave det seneste år til halvanden. Derfor har arbejdet med vores egen hjemmeside kommet i anden række.

Stort set i mål

Men da landsforbundet jo også har benyttet DOFPro til DOF’s kurser, og da DOFPro som bekendt lukkede ned 30. juni, kunne vi ikke udskyde den nye hjemmeside længere. Det er heldigvis lykkedes at komme ret godt i mål, men der mangler dog stadig lidt småting, som vi arbejder på at få helt på plads.

Vi håber, at hjemmesiden er blevet et endnu bedre sted at søge hjælp og information, men tøv ikke med at kontakte os, hvis der er noget, du savner. 

NYE TING I VUPTIWEB

Som led i udviklingen af DOF’s nye hjemmeside er følgende ting blevet udviklet til VuptiWeb: Nyhedsmodul (Nyheder oprettes i en mappe og vises efterfølgende udvalgte steder. For eksempel på forsiden og i en nyhedsoversigt.) Globale bokse (Bokse, der oprettes og redigeres et sted, men kan vises på flere sider.) Mulighed for at tilføje forfatter og ’senest opdateret’ på en alm. tekstside Hentning af RSS-feed til visning i et panel Ny template til visning af personer, der kan sorteres via en dropdown-menu

This article is from: