Grib hverdagen

KLUMME:

Af Pernille Marstrand, Musik- og kulturkonsulent i DOF

Grib hverdagen!

JEG HAR I ÅREVIS haft lyst til at melde mig til adskillige aftenskolekurser, og især har jeg utallige gange sagt, at jeg ”SÅ gerne vil gå til keramik” – efterfulgt af et ”det må jeg lige se mere på” eller noget i dén retning. Og så er det ikke blevet til mere med dén klump ler … Jeg er dog lykkedes med at melde mig til ét hold, og det har jeg holdt fast ved i snart ni år. Megahyggelig morgen’bevægelse’ (ikke ’træning’!) – og et hverdagsindslag, jeg nødig vil undvære. Vi mødes også til jul og inden sommerferien for at spise brunch sammen efter at have prustet, grinet og ømmet os igennem øvelserne. Vi hører om hinandens børn, ægtemænd, fester, jobs, frustrationer og glæder – og vi endevender, hvad der er på gang i vores lille lokalsamfund. Lige netop mens disse linjer skrives, Virus har bøjet det i neon for mig  glæder jeg mig mere end længe til at gense de andre ’damer’ efter sommerferien. – og måske også for dig: Vi skal For det blev sommer, og ferien var lige om hjørnet, sidst, vi sås – selv om alt andet var anderledes, og ’plejer’ i tage vare på nuet, sætte pris på fridén grad var aflyst. Det blev en usædvanlig sommerferie, efter at et virus havde lukket ned heden. Elske, at nogen har brug for for alt. I stedet for festivaller fik vi zoom-mø der, turen til Portugal blev konverteret os (nu!). Og huske, at det at kunne til en uge i sommerhus i Padborg, og sære nye lyde som mundbind, værnemidler og smittetryk blev allevære tæt på hinanden ikke altid er en mandseje og kommer formentlig til at kæmpe om pladsen som ’Årets Ord 2020’. mulighed … Og det blev en sommerferie, som på mærkelig vis var endnu mere behøvet end sædvanlig. Ferien blev brugt og spist op – indtil det det pludselig var hverdag igen. Hverdag? Igen? Nogle siger, de frygter, det aldrig bliver som før igen – men har noget i virkeligheden nogensinde været præcis som før – nogensinde? Hver dag er ID-nr. 46791 virkeligheden for nogle mennesker en helt anden, end den var i går – en stormende forelskelse, et dødsfald, en lottogevinst, en tabt kærlighed, et nyt job eller første dag som pensionist …

Denne gang blev vi – hele verden – kollektivt ramt, og modsat den individuelle sorg, glæde eller frygt, så blev vi her på særegen vis cirka syv milliarder mennesker om at dele denne virkelighed.

Og hvad så …? Kun uro, angst, tristesse? Eller er der måske også noget godt at tage med sig fra den tid, vi står i nu? En vigtig erkendelse?

For mig er svaret ubetinget JA!

Og det mener jeg, selv om jeg selv i dette forår i mange uger måtte lade min mor ’i stikken’ lænket til en kørestol på et genoptræningscenter. Vi måtte ikke komme tættere på hende end fem meter, ved golde og kolde absurde udendørs besøg i regn og blæst, afskærmet med politi-tape, overvåget af plejepersonale … Jeg mangler ord …

Men alligevel. Ja, der er også kommet godt ud af det, på trods af forbud og afstand. Eller måske faktisk lige præcis PÅ GRUND af samme!

Dette forår og denne virus har spiddet mig midt i en selvfølgelig omgang med friheden – med betydningen af samvær – med det livgivende ved nærvær; ting, jeg var kommet til at tage for givet.

Virus har på mærkeligste både stille og voldsom vis rusket i mig, flået skællene fra mine øjne og naglet mig i min næsten blinde tro på, at jeg kan alting, når jeg vil – nemlig, når det er belejligt: ”Jeg ringer senere”, ”Vi kan jo bare mødes en anden dag” og ”Vi må osse snart ses!”

Virus har bøjet det i neon for mig – og måske også for dig: Vi skal tage vare på nuet, sætte pris på friheden. Elske, at nogen har brug for os (nu!). Og huske, at det at kunne være tæt på hinanden ikke altid er en mulighed …

Derfor har jeg lovet mig selv at bruge muligheden, når den er der. At gøre det virkeligt vigtige før det, der kan vente. At leve livet, mens jeg kan.

Så nu må du have mig undskyldt – jeg skal først ringe til min mor, og så skal jeg også lige se om jeg kan finde det dér keramikkursus! 