
6 minute read
Skaber ringe i vandet
Conny Hejlskov og Elsebeth Jensen besøger ofte svømmehallerne og sludrer med deltagerne. (Foto: Martin Thirstrup Hansen)
GOK Skjern-Tarm har bevægelse i vand som primær aktivitet. Men skolen har ambitioner om at blande sig i flere ting og skaber via andre aktiviteter og samarbejder ringe i vandet – også på land.
Ofte skal jeg tale med skolelederen, når jeg skal portrættere en skole. Mange aftenskoler har en meget aktiv skoleleder, der klarer stort set alt, og en bestyrelse der mere er rådgivende og kontrollerende. Sådan en aftenskole er GOK Skjern-Tarm ikke! I GOK Skjern-Tarm er bestyrelsen i høj grad aktiv og drivende for skolens aktiviteter og udvikling. Spektrums udsendte begav sig i august til Skjern og besøgte to af skolens meget aktive bestyrelsesmedlemmer.
Rekrutteret fra bassinet
Conni Hejlskov og Elsebeth Jensen begyndte som almindelige deltagere på et vandhold i slutningen af 90’erne og har således været med næsten helt fra begyndelsen. Da skolen trængte til nye folk i 2003, blev Elsebeth opfordret til at stille op. Det ville hun egentlig gerne, men ikke uden Conni. Og det endte så med, at Elsebeth blev valgt til formand og Conni blev sekretær.
Da de begge var på bar bund i forhold til at drive en aftenskolen, kom de hurtigt på DOF’s kurser i regnskab samt Lov og ledelse.
I de første år fungerede Elsebeth som både formand og skoleleder og tog sig af regnskabet. Men sammen tog de på kursus i regnskabsprogrammet Summa Summarum, og Conni hjalp til med årsafslutningen.
Elsebeth og Conni var fra starten enige om en ting: De var ikke valgt til at skulle klare alt arbejdet selv; hele bestyrelsen skulle være aktive omkring det praktiske arbejde. Da det ikke helt havde været normen i bestyrelsen, betød det, at der kom lidt udskiftning blandt bestyrelsesmedlemmerne.
En super bestyrelse
”Vi har en super bestyrelse,” siger Conni, der nu er blevet er formand. ”Alle er aktive og byder ind med ideer. Og alle løfter opgaver.”
Men det er ikke kun arbejde. Bestyrelsesmøderne afholdes på skift hos hinanden, og møderne kan godt trække ud. ”Der skal jo også være plads til hyggesnak,” smiler Conni.
Og selv om det oftest fører til lange møder, er det en vigtig del af motivationen for at være en del af bestyrelsen. Conni spørger rent faktisk bestyrelsen med mellemrum, og de vil alle gerne bibeholde det sociale element.
En af de faste opgaver for bestyrelsen er at mødes med deltagerne. Ud over at de alle går på et hold, så afholder skolen også hvert år juleafslutning for de enkelte hold. Her giver skolen gløgg og æbleskiver, og der er altid to bestyrelsesmedlemmer med. Dels giver det mulighed for lige at vise flaget, men det giver også rigtig god mulighed for at modtage ris og ros fra deltagerne.
En anden fast tradition er skolens årlige sommerudflugt. Det skifter mellem en lang heldags- og en kort halvdagstur. Det er ture med kulturelle oplevelser, hygge og god mad. Den seneste bestod af sejltur på Silkeborgsøerne, frokost i Ry, ørne- og bisonsafari samt kaffe og kage, inden turen gik hjem igen. På disse ture deltager det meste af bestyrelsen også, og kommer dermed tæt på deltagerne.
Behov for ansat skoleleder
Med tiden fik de dog behov for en egentlig skoleleder. Den daglige administration blev for tung – og DOF’s konsulenter påpegede det uheldige i sammenfald mellem skoleleder og formand. Det er uheldigt, at samme person som formand i princippet også er arbejdsgiver for sig selv som skoleleder.
Skolen har netop ansat Inge Kristiansen som skoleleder efter Ellen Margrethe Sørensen, der har haft posten i fem år. Inge er også leder af DOF Brande/Nr. Snede Aftenskole, og ligesom med den forrige leder er det ikke noget problem, at Inge ikke har sin dagligdag i kommunen. Elsebeth Jensen forklarer:
”Med så aktiv bestyrelse, er det nemt at have en skoleleder, der ikke bor i byen. Bestyrelsen klarer den lokale tilknytning og kontakt. For eksempel er jeg skolens kontaktperson.”
Opgavefordelingen er ret klar: Skolelederen tager sig af administration af skolen og kurserne, markedsføring og laver dagsorden til bestyrelsesmøderne. Bestyrelsen udfører det praktiske arbejde i forbindelse med kurser, udvikler skolen og nye kurser og tager referat af bestyrelsesmøderne.
Udfordringer og fordele
Som flere andre GOK-skoler har GOK Skjern-Tarm også lidt udfordringer med deres navn. Mange mennesker forveksler dem med Gigtforeningen, hvilket blandt andet gør, at mange tror, skolens tilbud kun er for medlemmer af Gigtforeningen eller for Gigtramte. ”Vi begynder derfor at kalde os Aftenskolen GOK, for at understrege, vi er en aftenskole, der er åben for alle,” fortæller Conni Hejlskov.
Men hun indrømmer, at misforståelserne også kan føre gode ting med sig. Senest blev skolen grundet den almindelige forveksling inviteret med i et netværk for patientforeninger i kommunen. Hurtigt fortalte Conni netværket, at de ikke er en patientforening, men dog arbejder tæt sammen med en. De blev alligevel budt velkommen til at deltage. Og hurtigt fik de andre i netværket øjnene op for mulighederne for samarbejde med aftenskolen. For GOK Skjern-Tarm har stor erfaring med at planlægge og gennemføre aktiviteter – og det kan de andre patientforeninger godt bruge. Derfor er aftenskolen fortsat en del af netværket, og der er planer om at skolen skal lave nye aktiviteter sammen med netværkets medlemmer.
Andre netværk
Både Conni og Elsebeth har siddet i kredsbestyrelsen i Gigtforeningens Vestjyllandskreds i en årrække.
Elsebeth sidder i bestyrelsen i GOK-UDVALGET – et landsdækkende organ, der varetager GOKs interesser på kursusområdet og en årlig konference.
Desuden sidder Elsebeth også i kommunens aftenskolesamvirke sammen med skolens næstformand, Helene Kristensen. Conni har tidligere siddet der. ”Det hjælper at være ude og fremme i skoene,” ler Conni Hejlskov. ”Og ud over at det giver os input til nye kurser og nye deltagergrupper, så giver det også synlighed til vores skole.”
Sundhed i centrum
Sundhed er omdrejningspunkt for skolens aktiviteter. I skolens begyndelse var fokus naturligt på aktiviteter for gigtramte, og selvom størstedelen af kurserne er stadig handicapundervisning, er fokus blevet meget bredere. Nu er målet sundhed for alle.
Det giver sig blandt andet udtryk i madlavningskurser og nye enkeltdagskurser. Blandt Undervisning i varmt vand er den primære aktivitet i

GOK Skjern-Tarm. andet har endagskurser i at lave smoothies og greenies (grøntsagssmoothies) været en stor succes. Her kan skolen gratis låne sundhedscenterets store køkken.
Et andet nyt tiltag er sommerhøjskole. Et koncept, de har ladet sig inspirere af fra GOK Odder. I samarbejde med GOK Ringkøbing udbød skolen i sommer en tredages sommerhøjskole med natur og kultur som omdrejningspunkt. Programmet bød på foredrag, ekskursioner, debatter, hygge og afsluttende festmiddag. På trods af Coronaen og at det var første gang i år, løb det økonomisk rundt, og det giver skolen blod på tanden til at arrangere flere af den slags aktiviteter.
GOK Skjern-Tarm nyder i det hele taget stor opbakning fra skolens deltagere. Der kommer for eksempel normalt omkring 60 personer til den årlige generalforsamling. Muligvis trækker det også lidt, at der ofte er både lidt let underholdning og billedfremvisning fra seneste sommerudflugt.
Så selv om det for nogle kan se ud til, at GOK Skjern-Tarm er en skole med et begrænset udbud til en smal målgruppe, så er virkeligheden en helt anden. Og bestyrelsen gør et effektivt stykke arbejde for at mane den antagelse i jorden. Med engagement, iderigdom og evnen til ’at være fremme i skoene’ er det let at se, hvorfor GOK SkjernTarm i høj grad formår at sprede ringe langt ud af vandet i de varme bassiner.
SKOLEINFO
GOK SKJERN-TARM
Gl. Kongevej 15 6880 Tarm www.gokskjern-tarm.dk ik@gokskjern-tarm.dk 41 27 37 41

NØGLETAL 2019
340 deltagere 1.047 undervisningstimer 57 hold 2 debatarrangementer