EN GRØNLÆNDERS DRØM
MATHIAS STORCH
EN GRØNLÆNDERS DRØM
TIL VÆRKS
Mathias Storch
GRØNLÆNDERS DRØM
© 2025 Dansklærerforeningens Forlag 1. udgave, 1. oplag 2025
Redaktør: Eva Lundby Faglig konsulent: Emilie Dybdal Grafisk tilrettelæggelse og omslag: Nina Hagen Grafisk Design Tekstudgivelse og noter: Mischa Sloth Carlsen og Ditte Eberth Timmermann Introduktion til forfatter, tid og værk: Mischa Sloth Carlsen og Ditte Eberth Timmermann
Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder f.eks., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Tekst & Node.
For at mindske transport og CO2-aftryk mest muligt er bogen trykt i Danmark ved hjælp af 100 % grøn strøm. Papiret er fremstillet i Sverige og opfylder FSC og Svanemærket om bæredygtigt skovbrug, energioptimering samt lavt CO2-aftryk.
ISBN: 978-87-7211-547-4
Trykt hos Tarm Bogtryk A/S. Printed in Denmark 2025 www.dansklf.dk
Forord
En grønlænders drøm er en udgivelse i serien Til Værks fra Dansklærerforeningens Forlag. Vores ønske er at vække nysgerrigheden over for værker, der er blevet glemt, har samlet støv for længe eller har fået fornyet aktualitet. Kriteriet er, at de rummer stærke kvaliteter som tekster, og at de både kan spejle og udfordre samtidens læsere. Hensigten er desuden at genudgive klassikere, der fortjener ny opmærksomhed i danskfaget, og som kan læses med gymnasieelever.
Serien er blevet til som følge af en folketingshøring om danskfagets litteraturkanon i marts 2022, hvor Dansklærerforeningens bestyrelser argumenterede for en kanonliste med større fleksibilitet og bredere repræsentation af stemmer fra kvindelige forfatterskaber, rigsfællesskabet og det nordiske.
Til Værks er ikke et bud på en ny kanonliste, men på en række værker, der taler for sig selv med deres egne kunstneriske og kulturelle kvaliteter. Dermed kan serien bidrage til en samtale om litteraturens flerstemmighed. Som seriens tredje værk har vi valgt En grønlænders drøm, fordi det i kortform er den første roman skrevet på grønlandsk. Håbet er også at kunne åbne danske læseres blikke for andre horisonter og problemstillinger i det rigsfællesskab, vi deler med de arktiske lande og tidligere kolonier Grønland og Færøerne.
Bogen kan både læses af egen interesse og som værk i danskundervisningen. »Fjeldgænger, folkeoplysning og fællesskab« giver en introduktion til En grønlænders drøm, værkets og forfatterskabets litteraturhistoriske betydning. Derefter følger værket, der genudgives med noter rettet mod unge læsere, og på Dansklærerforeningens Forlags hjemmeside ligger desuden en forløbsbeskrivelse under bogens ekstramateriale.
Vi bliver aldrig færdige med at læse klassikerne, og de lever netop, fordi vi læser dem og taler med hinanden om dem. God læselyst!
Mischa Sloth Carlsen og Ditte Eberth Timmermann
Fjeldgænger, folkeoplysning og fællesskab
INTRODUKTION
»Kom man rejsende sydfra og fik bopladsfjeldet i sigte, sådan som det kunne tone mod horisonten som en mægtig firkantet kolos, så kunne det drage en til sig med en sær magt.« (»En skoledag ved bopladsen«, side 34)
Vi kan ikke forholde os til spørgsmål om Grønland uden at åbne vores øjne for landets natur. Når først man har besøgt Grønland, har man ikke ord for kraften fra de bjergtagende landskaber, der former de både magiske og barske omgivelser for landets historiske og samfundsmæssige udvikling. Dette enorme territorium er verdens største
Grønlands natur åbenbarer sig med sin storslåethed for enhver, der besøger landet. Foto: Mischa Sloth Carlsen.
ø og udgør størstedelen af vores kongerige og det rigsfællesskab, som deles af Grønland, Færøerne og Danmark. Geografisk hører territoriet til det nordamerikanske kontinent, mens kulturen har rødder både i Nordamerika blandt de oprindelige folk i Arktis og i de vestlige værdier fra Danmark, Norden og Europa.
De færreste danskere har næppe nogen særligt nuanceret viden om Grønland, og vi kan uden tvivl alle lære mere. I 2025 vågnede Danmark op til et chok, da Grønland med ét blev verdens centrum på grund af USA’s ønsker om at eje landet. Landets store naturressourcer og dets geopolitiske placering i Arktis er mere attraktiv end nogensinde for verdens supermagter, især nu hvor isen smelter i Arktis og levner plads til en passage nord om kloden.
I Danmark har vi muligvis sovet i timen og været blinde over for, at vi måske mere eller mindre ubevidst lider af en blanding af koloniherre- og småstatsmentalitet. Verdenssituationen kan om ikke andet få os til at møde Grønland som en ligeværdig kultur i Rigsfællesskabet. Et af de dybeste steder at åbne for et sådant møde med det grønlandske folk er i dets egne fortællinger, historie og kultur, som også er en del af historien om Danmark. Opgaven må både være at standse op for at se fælles mønstre mellem Grønland og Danmark og at sætte os ind i de forskelle, vi ikke umiddelbart forstår eller kender i forvejen.
DEN FØRSTE ROMAN PÅ GRØNLANDSK
Mathias Storch (1883-1957) udgav En grønlænders drøm i 1914. Bogen er den første roman skrevet på grønlandsk og skildrer mødet mellem inuitkulturen og kolonimagtens værdier fra Danmark. ‘Inuit’ betyder ‘mennesker’ og er flertalsformen af ordet ‘inuk’. Desuden bruges det generelt som betegnelse for de oprindelige folk i hele det nordatlantiske område, der også strækker sig over det nordlige Canada og Alaska. I dag er det vanskeligt at se inuit løsrevet fra det danske og vestlige islæt, blandt andet fordi befolkningen er langt mere etnisk og kulturelt sammensat, end da bogen udkom.
MATHIAS STORCH
EN
GRØNLÆNDERS DRØM
1914
OVERSAT AF KNUD RASMUSSEN
MED MODERNISERINGER AF MISCHA SLOTH CARLSEN OG DITTE EBERTH TIMMERMANN
På besøg ved kolonien
En flok børn i konfirmationsalderen leger i nærheden af de danskes store huse. Iblandt dem er kolonibestyrerens og præstens to drenge, og man ser straks på de legendes ansigter, at der er kommet en kurre på tråden.
»Vi vil lege for os selv og ikke sammen med de elendige bopladsdrenge1!« råber Hans i vrede.
Hans var en søn af kiffaqen2 Samuel og dyrkede kolonibestyrerens og præstens sønner som to afguder; det var hans søster Regine aldrig glad ved, fordi han i sin iver efter at løbe i hælene på de danske drenge ikke ville lege med hende.
Bopladsdrengene blev efterhånden ophidsede over skældsordene, og til sidst råbte Søren: »Lad os nu se, om I også skælder os ud for elendige bopladsfolk, når I næste gang skal til at handle om de ting, som vi har, og som I ikke kan skaffe! Man blev helt flov ved at se, hvordan jeres familier opførte sig i dag ved vor ankomst, især din mor, Hans.«
»Jeg slår dig ihjel!« skreg Hans og for hen imod ham med løftet hånd.
»Hvis du slår mig ihjel, så slår jeg også dig ihjel!« svarede Søren.
»Ja, lad os give ham en ordentlig omgang klø!« råbte Silas.
»Jeg skal også nok hjælpe jer!«
Det var Pavia, som kom til, og han greb kolonibestyrerens dreng, der var rykket frem for at forsvare Hans, i nakken og smed ham henad jorden. Idet han derpå vendte sig mod Hans, sagde han:
1 bopladsdrenge: drenge fra en boplads, hvor beboerne er sælfangere og jægere og derfor kan skaffe bl.a. skind til tøj og støvler.
Kolonierne er større bygder, hvor der bor danske embedsmænd og mere velhavende grønlandske embedsmænd. Her lægger handelsskibene til med forsyninger fra Danmark.
2 kiffaq: grønlandsk tjener/tjenerinde. Betyder desuden dem, der ikke er fangere/fiskere og dermed ikke er herre over deres egen (arbejds)tid. Der er fx folk ansat i handlen.
»Hvis du siger det een gang til, skal du få, hvad der tilkommer dig!«
»Nej, nu skal du få, hvad der tilkommer dig!« var der i det samme en, der råbte, og da Pavia vendte sig om, stod kiffaqen Samuel lige bagved ham og langede ham en smældende lussing.
Og alle de sølle bopladsdrenge fik deres endestykker ordentlig varmede og blev jaget hjem.
Pavia vendte sig dog et øjeblik trodsig mod kolonibørnene3, men var nær faldet af forfjamskelse, da han i det samme fik øje på Regine, der stod og så på ham. Hun havde næsten tårer i øjnene, så ondt havde hun af de flygtende drenge, hun så gerne ville have leget med. Pavia måtte gøre vold på sig selv for at komme af sted, løb efter sine kammerater og nåede snart deres telt.
De havde et telt af bomuld, syet på samme måde som danskernes.
Simon var ganske vist ikke rigtig tilfreds med det, fordi lyset gjorde så ondt i øjnene om morgenen. Han var i det hele taget, på gammelmandsmaner, altid misfornøjet med, at de ikke havde et rigtigt grønlandsk telt med to lag skind ovenpå hinanden. Men når han så folk, der havde syet sig et telt af gamle, udslidte konebådsskind4, plejede han dog altid at sige:
»Dette skammer jeg mig ved at kalde et grønlændertelt. Nej, så hellere da et telt af bomuld, der dog altid har den fordel, at det kun tager lidt plads op i bagagen!«
I teltet boede Jakob og hans kone Karen, og så var der deres sønner Søren og Josef, Jakobs far Simon og endelig plejesønnen Silas. Teltet tilhørte Jakob, men sammen med dem boede desuden Moses, hans kone Sabine og sønnen Pavia, det eneste barn, de havde tilbage, da hans søskende var døde.
3 kolonibørn: børn fra en af kolonierne, der er større bygder. I kolonierne bor der danske embedsmænd og mere velhavende grønlandske embedsmænd, og her lægger handelsskibene til med forsyninger fra Danmark.
4 konebådsskind: skind til en såkaldt konebåd, som er en større båd, der oprindeligt blev roet af kvinder.
Pavia havde et vanskeligt sind og kunne godt en gang imellem være ulydig. Når der var noget, han ville, kunne man aldrig få ham fra det, og det var vel grunden til, at han som dreng ikke lignede andre drenge. Han var et godt hoved, spurgte altid klogt og kunne sommetider sidde hen ganske stille i tanker; derfor blev han ofte beskyldt for at være gammelklog.
Hans far Moses var blevet kajaksvimmel5, og da han dermed ikke længere kunne skaffe skind nok til sin konebåd6, havde han solgt den. To somre i træk havde han måttet holde sig hjemme fra al kajakfangst, men havde så endelig denne gang kunnet tage med Jakob og hans familie på deres fangstrejse. De havde nu lagt hjemvejen over kolonien
Aappilattoq7
Børnene havde glædet sig meget til dette besøg ved kolonien, og de havde været meget spændt på at se de mange store huse og alt det andet, som gamle Simon havde fortalt dem om. Det var alt sammen gået så godt til at begynde med, men nu sad de der så frygtelig flove og skuffede og krøb sammen i teltet. I virkeligheden var det Simons skyld, at det var gået dem så galt med kolonibørnene.
Der var nemlig sket følgende: En morgen, da han var vågnet i særlig godt humør, havde han underholdt dem med glade minder fra den tid, han var forstander8 , og navnlig om, hvordan kolonibestyreren kunne blive overstrømmende venlig, når man blot roste ham lidt, og især da hvis man kunne sige på dansk, at han var en god bestyrer. Men idet han huskede fejl af de brokker dansk, han kunne, havde han lært børnene, at de skulle sige »dårlig bestyrer«, når de rigtig ville sige en behage-
5 kajaksvimmel: grønlændere fik stillet diagnoser af danske læger som denne, der ikke bygger på et videnskabeligt grundlag. Det betegner en form for panikanfald ude på vandet, hvor himmel og hav går i ét, og man mister orienteringen. Mange er formentlig druknet under et sådant anfald, og andre er blevet så skræmte, at de ikke længere kunne sejle i kajak – og dermed heller ikke fiske og bidrage til samfundet.
6 konebåd: større båd, der oprindeligt blev roet af kvinder.
7 Aappilattoq: by i Kujalleq kommune i det sydligste Grønland.
8 forstander: en del af et kommunalt råd svarende til de danske kommunalbestyrelser, som de danske embedsmænd dengang automatisk var medlemmer af, mens de grønlandske skulle vælges af befolkningen.
lighed. Og ganske uvidende om sin fejltagelse havde han tilføjet: »Og det kan I såmænd også godt sige til kolonibestyrerens børn, for de vil altid blive glade, når I siger på dansk, at deres far er en »dårlig kolonibestyrer«.
Det var dette, Pavia og hans kammerater havde forsøgt at sige til de små danske drenge, med det resultat, at de havde vakt deres vrede. Nu sad de i teltet og led under følgerne af misforståelsen. Pavia var den, der tog sig sagen mest nær, og den lussing, han havde fået, blev ved med at brænde ham på kinden. Hans kammerater glemte derimod snart, at det sved lidt i deres bagdel, da de gamle for at trøste dem stak noget af det velsmagende kolonibrød til dem. Kun en gang imellem skævede de bebrejdende og uden ord til gamle Simon.
Pavia alene kunne stadig ikke glemme, hvad der var sket, skønt de andre allerede for længst tænkte på helt andre ting, og så snart hans far var kommet hjem og efter sit måltid var gået udenfor teltet, løb han efter ham og begyndte at klynke og beklage sig over for ham.
»Pavia, har jeg ikke sagt dig, at du skal lade være med at sladre, men kun fortælle mig om det gode, du har mødt ude?« svarede faren.
»Ja, det ved jeg godt,« svarede Pavia og holdt op med at græde. »Der var bare en ting, jeg gerne ville spørge dig om.«
»Nå, og hvad er så det?«
»Hvorfor er husene her bedre end husene ved vores boplads, og hvorfor kalder de os for »de sølle bopladsdrenge«? »Hvordan kan det være, at de regner sig selv for bedre end os?«
Faren svarede ham ikke, men strøg han blot hen over kinden. Netop det, som drengen nu spurgte ham om, havde han tit tænkt over; men da han syntes, at det ikke var noget for en dreng at beskæftige sig med, svarede han blot:
»Aa, du skal ikke bryde dig om det, selvom de siger sådan noget til dig.« Og så gik han ned til sin kajak.
Pavia gik en tur op mellem fjeldene. Det var dejligt vejr, og da det var hen på efteråret, og himlen var skarp og klar, kunne man allerede begynde at skimte stjernerne, der kom som friske bud om den nye
Mathias Storchs En grønlænders drøm er den første roman, skrevet på grønlandsk. Vi følger den unge og fremsynede Pavia, der gennem sine erfaringer og refleksioner belyser samtidens sociale forhold, koloniale undertrykkelse og mangel på uddannelse. Dermed klarlægger værket grundlaget for en vision om fremtidens Grønland uden kolonimagtens jerngreb. Foruden at være forfatter var Storch selv en af sin samtids vigtigste personer i Grønlands frihedskamp. På den måde er der en tæt forbindelse mellem litteratur, etnografisk registrering og et politisk partsindlæg, der i dansk kontekst spiller godt sammen med det folkelige gennembrud.
En grønlænders drøm har fået ny relevans i dag, hvor Grønlands ønsker om selvstændighed er blevet en del af geopolitikken. Med denne udgivelse ønsker vi gennem den litterære fortælling at bidrage til en historisk oplyst og fordomsfri diskussion og at bygge broer i forholdet mellem Danmark og vores tids Kalaallit Nunaat.
Værket er her gengivet med et udførligt noteapparat og en indføring i værkets samtid og tematikker med henblik på at kunne anvendes på ungdomsuddannelserne. På Dansklærerforeningens Forlags hjemmeside findes desuden forslag til, hvordan romanen kan bruges i undervisningen.