Jesper Nicolaj Christiansen
JESPER NICOLAJ CHRISTIANSEN
Kapitel 1
Jeg løber.
Så stærkt, jeg kan.
Blodet pumper, hjertet banker. Fødder rammer jorden under mig, men før de har fået kontakt, er de videre.
Jeg tænker kun på én ting.
Guldet. For enden af regnbuen.
Det er lige der. Bag næste bakke. Lige der.
Foran mig er det, jeg allerhelst vil have i hele verden.
Bag mig min far.
Jeg er blevet hurtigere end ham. Det er sket langsomt hen over det sidste år. Jeg er godt ti meter foran ham, og afstandens øges hele tiden. Han er kun en lyd bag mig nu.
Regnbuen forsvinder bag bakken. Jeg er på vej op. Den er stejl. Mine ben brænder, mine muskler skriger, mine lunger hvæser. Men jeg sænker ikke farten, øger bare intensiteten.
Regnbuen er vores redning. Den er løsningen på alle vores problemer.
Jeg aner, han stopper bag mig, hivende efter vejret. Jeg smiler.
Jeg slider mig op ad bakken. Guldet venter. Alle vores drømme bliver til virkelighed.
På den anden side af bakken.
Landskabet er typisk dansk. Vi har passeret en hvedeørken, forceret os vej gennem det døde landskab, gennem trøstesløsheden, til frodige grønne enge, et lille stykke natur, der
har fået lov til at bestå, et åndehul, med græs, falsk kamille og spredt tjørn.
Mulden er sort og blød under mig. Sommeren går på hæld, snart kommer endnu en vinter. Men lige nu tænker jeg kun på at nå til toppen af bakken, før regnbuen forsvinder.
Jeg springer op, jeg er ligeglad med, at ilten i mit blod bruges hurtigere, end den genskabes. Det er uinteressant lige nu. Det eneste, det handler om, er at nå toppen.
Sidste trin, jeg er der. Min hjerne nægter at tro det. Jeg har nået toppen. Kan se ned på en gruppe træer - bøg, eg, ahorn - og på den anden side gemmer enden af regnbuen sig.
Lige. Fucking. Der.
Jeg kan mærke håbet stige, som en adrenalinsprøjte direkte ind i halspulsåren. Jeg når den. Denne gang. Jeg når enden af regnbuen, finder guldet. Efter så mange år, så mange forsøg, så tæt på, så utrolig mange gange, og så alligevel aldrig.
Og nu er den her. Lige der, bag træerne for enden af bakken, og jeg når den. Denne gang når jeg den. Det er mig, der finder den. Det er mig, der får ønsket. Det er mig, der får mor tilbage.
Jeg løber ned ad bakken, holder tempoet, så jeg kan styre det, lige på kanten til at falde. Men kun på kanten. Jeg mærker vinden og solen og livet. Lige nu. Lige her. Lever jeg.
Jeg ser træerne, der lige bagved, de kommer tættere og tættere på, og jeg føler, at det er mig, der står stille, og dem, der bevæger sig. Det hele flyder sammen. Jeg nærmer mig
universets midte, herfra hvor alting udspringer. Enden af regnbuen.
Registreringen af køerne er et urinstinkt. Jeg ser dem ikke som sådan, jeg opdager bare, de er der, ud af øjenkrogen. Jeg ville ikke kunne fortælle farven eller racen, jeg ved bare, det er køer, og at de går der. Men på det tidspunkt er det for sent at stoppe.
Hvis der er køer, er der hegn. Jeg løber på grænsen af, hvad der er menneskeligt muligt, ned ad bakken, og hegnet afslører sig alt for sent. Jeg kan ikke stoppe. Jeg kan simpelthen ikke nå det. Jeg kan heller ikke springe, min fart er alt for høj.
Jeg rammer ind i hegnet, uundgåeligt. Mærker ståltråden, der skærer igennem mit kød som strengen fra en ostehøvl. Mærker så strømmen, der slår ind i kroppen, mens jeg pløjer mig ind på folden. Trådene skærer ind i mine lår og min mave. De nærmeste pæle er svævende og følger mig. En enkelt af dem, der er banket i jorden, trækkes op. Jeg falder, muldjord og hegn er det eneste, jeg kan se. Den næste pæl rokker sig ikke. Hegnet siger stop, og jeg rammer mulden, ansigtet først, og pløjer jorden med næsen, skraber hen over sten, knolde og opstikkende rødder fra de omkringstående træer, før jeg endelig stopper, og smerten så rammer. Først fra stødtråden, som jeg er viklet ind i, så fra ansigtet, som er et stort, åbent sår.
Alt luft er slået ud af mig, al uovervindelighed er erstattet med smerten fra mine sår i ansigtet, låret og maven. Og stødene, der med sekunders mellemrum banker gennem min krop.
Jeg skriger ikke, jeg forsøger at komme fri. Tråden i
maven slipper, den er ikke nået så langt ind, men tråden om låret er snoet rundt om og sender 10.000 volt direkte ind i blodet.
Jeg mærker hans stærke hænder tage fat om min krop. Hans ene hånd tager om min, så nu går stødet gennem mig og ind i ham. Jeg mærker det kun svagt.
Han fører mit ben, jeg lader ham, jeg ved, han kan redde mig, jeg ved, han kan få smerten til at stoppe. Kun han kan. Kun min far. Min far er Gud.
Køerne er kommet til. De står nysgerrigt og gumler, mens de ser forvirrede ud. Det er Galloway, små og runde og uden horn. De ligner pandaer, der er tryllet om til køer. Sorte med hvide bælter.
Han trækker mig hen over jorden, roligt, kontrolleret.
Mit ansigt brænder. Jeg ser op på ham gennem tårerne, der har samlet sig. Jeg græder ikke.
Han er stor som et bjerg, min far, og han arbejder langsomt. Hvert andet sekund hopper hans krop fra stødet, men han ænser det ikke. Han får hegnet viklet af mit ben, og jeg trækker benet til mig. Taknemmelig. Han slipper hegnet. Han står lidt, som en kæmpestor Holger Danske, der er vågnet og trækker vejret.
Jeg kommer op og stå. Eller jeg prøver, men vælter. Mit lår gør ondt. Blodet løber ned ad mit ben. Jeg ignorer det. Begynder at gå mod regnbuen, men min far stopper mig med en hånd på min skulder.
”Den er væk.”
Jeg har lyst til at græde, til at skrige, til at tilkendegive min magtesløshed, men jeg har ikke grædt, siden min mor gik, jeg har aldrig skreget, og jeg er ikke magtesløs.
”Vi får den en anden dag.”
Jeg nikker og tørrer spyt væk fra munden.
”Du er blevet hurtig.”
”Du er blevet gammel.”
Han griner.
Vi står lidt og kigger på køerne, der holder en afstand til os, som både er betryggende og skræmmende.
De er vant til mennesker, de ved, hvad vi kan, og hvad vi gør.
De store, gule plastikmærker i ørerne bevidner det. Der er ingen tiltro, kun mistænksomhed.
Bag den ene ko dukker der et lille, nuttet kalvehoved frem.
Så har det ikke været helt forgæves.
Min far trækker sin kniv og går hen mod kalven.
Kapitel 2
Den aften spiser vi som konger. Det gør vi ikke hver aften. De fleste dage er det rødder og blade. Vi spiser meget lidt kød. Somme tider et pindsvin, der er kørt ned, somme tider en kat. Fugle, når vi kan fange dem. Men for det meste er det rødder og blade. I sensommeren og efteråret mange bær og frugter. Vi spiser, hvad der er. Der er ikke noget, jeg ikke kan lide, fordi jeg har prøvet at være sulten, og har du først mærket sulten, den rigtige sult, ikke jeg har ikke fået noget i timevis-sulten, men jeg har ikke fået noget i dagevis-sulten, så er du ikke kræsen. Denne her hånd inde i din mave, der bare klemmer, og du kan ikke koncentrere dig, du kan ikke tænke på andet end mad. Somme tider har vi dage uden mad, specielt om vinteren, og så tænker jeg på dengang, jeg var lille.
Vi har ikke altid jagtet regnbuer. Engang var vi som alle andre. Boede i et hus, og min far gik på arbejde, og jeg gik i børnehave, og jeg havde en mor. Og jeg vågnede op om morgenen og var sur, hvis der kun var havregryn og ingen cornflakes. Hver fredag hyggede vi med slik i sofaen og film på skærmen, og alle måltider var overdådige. Det var nok af alting. Min far drak kaffe om morgenen og rødvin om aftenen. Min mor var det smukkeste menneske på jorden. Hendes hår var sort og langt og blødt, som forårets spæde, bløde blade, og jeg elskede, når det hang over mit ansigt, og jeg kunne mærke det stryge mod min hud. Og hendes latter var som solstråler gennem regn, og alle elskede hende. Det
var, som om hun var lidt for god til far og mig, og til sidst forlod hun os også for en anden familie, hun hellere ville have.
Far forsøgte at få hende tilbage. Vi stod udenfor hendes arbejdsplads og ventede i timevis, men hun ville os ikke mere. Jeg husker, hun så på mig med øjne fyldt med smerte og tårer, og så forsvandt det hele, og hun blev kold og hård. Og så var det, far fik idéen med at jagte regnbuer, for når man finder guldet for enden af dem, så får man et ønske opfyldt. Og far ønskede at få mor igen. I starten gjorde vi det halvhjertet. Men det kan man ikke. Vil man noget, må man gøre det helhjertet. Så vi gik på landevejen. For regnbuer bliver ikke det samme sted hele tiden, de flytter rundt. Snart er de her, snart er de der, hele tiden inden for rækkevidde og samtidig lige udenfor.
Jeg var seks, dengang vi forlod vores hus. Jeg har aldrig gået i skole, jeg har aldrig været i Tivoli eller på Bakken eller i Bonbonland. Ikke i åbningstiden i hvert fald. Jeg har ikke kørt med bus eller tog eller bil i syv år. I syv år har jeg aldrig ejet mere end det tøj, jeg har på, og det, jeg kan bære i min rygsæk. Jeg har ingen venner, jeg har ingen telefon. Hele mit liv har jeg jagtet regnbuer.
Men på det sidste er jeg begyndt at tvivle på hele projektet. Somme tider er vi på biblioteker. Og jeg har læst om regnbuer, og det, der står i bøgerne, stemmer ikke helt overens med, hvad min far siger. Men min fars tro har været min tro i syv år. Vi har levet for at finde guldet for enden af regnbuen og få vores ønske opfyldt: at få mor tilbage. Jeg er begyndt at miste troen på, at min mor nogen sinde kommer tilbage. På, at vi kan finde guldet for enden af regnbuen.
Men jeg jager stadig. Og da jeg løb ned ad bakken i dag, var tvivlen ikke i mit hjerte, og jeg var så tæt på, og jeg vil bare gerne, at vi finder guldet, så alting kan blive godt igen. Så min far kan blive glad. For der er en uro i ham. En sorg og en smerte, som jeg gerne vil fjerne. Og kun guldet for enden af regnbuen kan fjerne den sorg. Kun guldet kan heale hans sår og gøre ham til den, han var.
Det er ikke nemt at bo på gaden. Det er hårdt. Jeg skal ikke pibe, men det er hårdt. Maden og sulten er én ting. Men mindst lige så hårdt er det, når vi skal finde ly for natten. Om sommeren er det nemt nok. Hver en plet med græs er en seng, og stjernehimlen dit loft. Men om vinteren, når der er vådt overalt, når kulden kommer krybende, så er det hårdt.
Fordi du fryser konstant i fire måneder. Du er konstant våd, og alt, hvad du ejer, er klamt. November til marts er hårde. Vi slider os gennem dem. Der er næsten ingen mad.
Vi undgår andre mennesker, fordi min far siger, at andre mennesker er fyldt med sygdom, der gør, at man ikke kan fange regnbuer. Vi må være rene, vi må være uden sygdom.
Så vi undgår byer og huse og veje. Min far er det eneste menneske, jeg har snakket med siden, jeg var seks.
Den eneste undtagelse er biblioteker. Vi sniger os ind, når der er færrest mennesker, og går straks, hvis der kommer nogen. Men jeg elsker bibliotekerne. De er varme og fyldt med bøger. Min far lærte mig at læse, før mor gik. Jeg elsker bøgerne med viden om verden. Bøgerne, der fortæller mig mere. Min far læser avis. På vores yndlingsbibliotek kommer bibliotekaren med kaffe til os. Hun er sød. Inderst inde håber jeg altid, at min far ser hendes smil, hendes beundring af
min fars krop. Men han ser det ikke. Der findes kun mor. Og så sidder vi i stilhed og puster på den varme kaffe og læser. I timevis. Mange aftener derefter bliver brugt på at diskutere det, vi har læst. Hvis der er krig et sted, så forklarer min far mig, at det er, fordi de ingen regnbuer har. Når der ingen regnbuer er, så begynder folk at slå hinanden ihjel. Jeg læste en bog om bisoner og indianere. Min far var mest interesseret i indianernes relation til regnbuer. Måske de havde et godt trick? Men der stod ikke noget om regnbuer i bogen. Min far så næsten trist ud. Måske i den næste. Og så snakkede vi om, hvad vi ville gøre, når vi fandt guldet.
I dag skærer far mig et stort stykke kød. Han ser på mit ansigt, så ryster han på hovedet.
”Havde det ikke været for det hegn, så havde du fået guldet. Skide hegn.” Han tager bøffen af panden og sætter tænderne i den. Smiler. ”Der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget. Hva? Vi lever sgu som konger.”
Han smiler til mig. ”Du er blevet hurtig. Næste gang, så får du den.”
”Far?”
”Ja?”
”Tror du …” Jeg ser ud i mørket. Vinteren er på vej.
Han nikker. “Jeg kan godt mærke det. Vi har kød til en måned eller to, hvis vi bare passer på det. Jeg tænker, regnbuen var i sydøst i dag, så jeg tror, vi trækker nordpå. Måske nordvest.” Han slår op i sin notesbog med optegnelser om regnbuen og dens færden. Han gennemgår sine noter.
Jeg studerer ham i stilhed.
Han mærker mit blik og ignorerer det, indtil han ikke kan ignorere det mere. Så ser han på mig. ”Gør benet ondt?”
Jeg trækker på skuldrene.
”Vi får den næste gang.” Han ser ikke op fra sine optegnelser, skriver bare videre.
”Vi er tæt på.” Han ser op fra sine notater, uskyldigt.
Jeg nikker mod en lund af træer, der skjuler en kæmpe menneskeskabt solfangerpark bagved. ”Hun bor tæt på.”
Han forsøger at se uskyldig ud, som han ikke aner, hvad jeg snakker om. Men jeg holder blikket. Måske hårdere, end jeg vil.
”Jeg vil gerne se hende.” Hans stemme er anderledes, svag, som er det en anden end min far, der snakker. Han er næsten bedende.
”Sidst forsvandt du.”
Han nikker, skamfuldt, ryster så på hovedet. ”Jeg forsvinder ikke denne gang.”
”Far ...”
”Jeg skal bare lige se hende.”
Jeg ryster på hovedet.
”Hvis vi fortsætter mod nordvest, så rammer vi den igen indenfor et par uger.” Han ser ned på mit ben. ”Du kan ikke løbe. Du har brug for tid til at heale. Og jeg er blevet gammel.”
Han har ret. Jeg ved det godt. Men sidst han så mor, forsvandt han. Han var væk i fem dage. Jeg var alene og bange. Jeg var syv år gammel. Han kom tilbage som en pryglet hund med halen mellem benene. Han stank af urin og alkohol. Han har aldrig forladt mig siden.
”Jeg er stærkere nu.” Han rører min hånd og blinker til
mig. ”Jeg forlader dig aldrig nogensinde mere. Ama’r halshug.”
Jeg kan ikke lade være med at smile. Men under smilet er angsten. Angsten for, at han forlader mig. Jeg har kun ham. I hele verden. Uden min far er jeg fortabt. Så jeg giver ham et hårdt blik.
Hans smil forsvinder også. Han bliver alvorlig. Han ser mine øjne. Ser mig. Han rækker frem, tager min hånd og holder den. ”Jeg forsvinder ikke.”
Jeg nikker, tøvende, tvivlende. ”Okay.”
FRIT FOR FANTASI
Andre titler i serien
Kim Blæsbjerg: Flugten
Anna Bridgwater: H elt væk
Merete Pryds Helle: Ud og vende
Søren Jessen: SMAK
Trine Juul: Stiklinger
Lene Møller Jørgensen
Alt det der altid vil være
Svend Åge Madsen:
Jagten på et menneske
Janne Teller: Intet
Jesper Wung-Sung: En – to – tre – NU!
Jesper Wung-Sung: Tretten tynde teenagere
Jesper Wung-Sung: Ægte brøker
Af Jesper Nicolaj Christiansen
© 2026 Dansklærerforeningens Forlag 1. udgave, 1. oplag 2026
Forlagsredaktion: Cecilie Bogh
Omslagsillustration: Tom Kristensen Grafisk tilrettelæggelse og omslag: Nina Hagen Grafisk Design
Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering eller spredning - analogt og digitalt - af denne bog eller dele deraf må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder f.eks., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Tekst & Node. Brug af denne bog eller dele deraf til tekst- og datamining eller til indlægning i chatbots eller andre former for AI-teknologi er ikke tilladt.
For at mindske transport og CO2-aftryk mest muligt er bogen trykt i Danmark ved hjælp af 100 % grøn strøm. Papiret er fremstillet i Sverige og opfylder FSC og Svanemærket om bæredygtigt skovbrug, energioptimering samt lavt CO2-aftryk.
Trykt hos Tarm Bogtryk A/S
Printed in Denmark 2026
ISBN: 978-87-7211-579-5 Tak til Statens Kunstfond
Jeg fryser ved lyden af en riffel der bliver ladt.
”Er du fra kommunen?”
Jeg ser hen mod værkstedets mørke, hvor jeg kan ane konturen af en stor, overvægtig skikkelse, der holder et våben. Komfortabelt.
”Jeg er 13 år.”
”Man ved fandeme aldrig hvad de finder på.”
Manden træder ud af værkstedet, ud i morgendisen. Han er lasket. Hans kinder er tykke og minder om en bokserhunds. Han bærer et par briller, der forstørrer hans øjne fire-fem gange, så de ser uhyggelige, men også komiske, ud. Han bærer en hvid t-shirt, der afslører et menukort af, hvad han har fået at spise, siden han tog den på. En riffel i hans arme som et barn. Hans ene finger leger med aftrækkeren.
”Jeg er ikke fra kommunen.”
Manden trækker en snotklat op gennem næsen, det lyder som en bil, der sidder fast i et gear.
”Jeg har været inde og sidde tre gange. Hver gang jeg ser en kommunalmedarbejder, får jeg en ustyrlig lyst til at servere dem en håndmad.”
”Jeg kender følelsen.”
Serien Frit for fantasi er skønlitterære værker til læsning i udskolingen. Serien indeholder både romaner og novellesamlinger af en lang række velanskrevne, danske forfattere.