INGE DUELUND NIELSEN
Inge Duelund Nielsen
SULT
Jeg er sulten. Jeg er altid sulten.
Lige meget, hvor meget jeg spiser.
Min mave føles hul og tom og trist. Som om nogen gnaver af den. Indefra.
Da jeg var lille, blev jeg kaldt Æde. De andre børn fik mig til at spiste alt muligt ulækkert. Bussemænd, sand, appelsinskræller. Så stod de rundt om og grinede og sagde ”bwadr”.
Faktisk mætter den slags mere, end man tror. I hvert fald lige så meget som chips.
Engang spiste jeg et firben, de havde fanget i en kloak. I ti-frikvarteret. Det halve af skolen stod i en kreds om mig og råbte: ”Æde, Æde, Æde.”
Firben er nogle møg-giftige krabater. Så bagefter måtte jeg ned på en sofa i pedellens
hule under skolen. Det bliver hans værksted kaldt: Hulen.
En anden gang bed jeg en pige i armen, så der kom tandmærker. Ikke ret dybe. Det var bare for sjov. Jeg er jo ikke kannibal.
Nu kalder de mig Rotte. Og jeg er ikke lille mere. Men jeg er stadig sulten. Jeg kan spise alt muligt. Ikke dyr og viskelæder. Eller bussemænd. Det er klart.
Jeg spiser alt det, ingen andre vil have. Madder, de ikke kan spise. Pålæg, de ikke kan lide. Pizzakanter, de skærer fra.
Jeg bider ikke nogen i armen mere. Så skal jeg skifte skole. Det siger de voksne. Og hvem har lyst til det?
”Du æder mig snart ud af huset,” siger min mor tit.
Jeg ved ikke, hvorfor jeg er så sulten. Måske fordi man kun kan få én pose chips for den tyver, jeg har med i skole.
En fra B-klassen siger, han har set mig
samle en burgeræske op af skraldespanden foran en butik. Det er sandt. Jeg har gjort det.
Men jeg så, da den blev smidt ud. Jeg så en dame komme ud ad døren. Så hende kigge ned i æsken. Så hende sige føj og smide den ud. Så øh …
PEDELLO
Da jeg gik i 5., blev der sat et bur op på væggen nede ved Hulen. Buret var et lille skab med en låge af net og en krog til at hægte på en tap.
”Det er fra gamle dage,” sagde han stolt, vores pedel. ”Man kalder det et fadebur. Et bur til fade. Så de ikke stikker af.”
Dengang der ikke fandtes køleskabe, puttede man mad i sådan et fadebur. Nettet skulle holde fluer ude.
Hver dag er der nogen, der sætter mad ind i buret. Også nu, selvom jeg ikke ligefrem går i 5. mere. Brød med pålæg. Ris med karry.
Spaghetti med kødsovs. Eller noget andet.
Altid på en tallerken med blå og lyserøde blomster. Jeg skal spise det nede i kælderen.
Alene eller sammen med pedellen.
”Hvad så, Pedello?” siger jeg.
”Hvad så hvad, Jack?” siger han.
Jeg ville ønske, at jeg fik mad pakket ind i papir. Eller i sølv. Ligesom alle andre. Så kunne jeg forme en kugle af det og ramme den sorte spand i ét hug. Eller kaste den på pedellen. Blødt, selvfølgelig. Bare for sjov. Man kan også kramme kugler af reklamer. Det gør jeg derhjemme. Jeg er lige så god til at ramme en spand som dem, der har madpakker i papir eller sølv. Man kan øve sig hvor som helst.
Jeg ved ikke, hvem der stiller mad i buret. Eller hvem der har fundet på det. Og jeg må ikke spørge. Sådan er det bare.
Jeg tror ikke, det er pedellen. Tallerkener med blomster er ikke lige ham. Han går mere op i elpærer og toiletter, der løber. Og hans madder er pakket ind i små, fine pakker og ligger i en kasse af metal.
Engang troede jeg, det var en af pædagogerne. Hende, der altid vinkede, når jeg sad på cykelstativerne og gloede på dem, der gik i
klub. Hun kunne godt finde på at have sådan nogle tallerkener. Men hun rejste for flere år
siden. Så det kan jo ikke passe.
Sidste år mødte jeg pedellen nede på torvet.
Det var den dag, juletræet blev tændt.
”Hej, Jack. Hvad så?” sagde han.
”Hej, Pedello. Hvad så hvad?” sagde jeg.
Han kunne mit navn med det samme.
Selvom vi ikke var i skole. Ret godt husket.
Når man tænker på alle de navne, sådan en pedel skal gå og huske på.
Der var også en dame med. Måske hans kone.
Fru Pedello. Hun kunne i hvert fald godt ligne.
En, to, tre, havde hun købt æbleskiver til os
alle tre. Fire ekstra til mig. Så stod vi der og vidste ikke, hvad vi skulle sige. Heldigvis løb
syltetøjet ud over det hele. Så kunne vi grine af det.
Måske er det hende, der får Pedello til at sætte mad i buret.
LÆS MERE
Af Inge Duelund
Lix 12
© 2026 Dansklærerforeningens Forlag 1. udgave, 1. oplag 2026
Forlagsredaktion: Erica Price Terp
Grafisk tilrettelæggelse og omslag: Nina Hagen Grafisk Design
Omslagsillustration: Farid Telefoni
Ungekonsulenter: Aksel Bruun Malcorps, Oscar Leander Lyneborg og Vilda Lise Mark
Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering eller spredning - analogt og digitalt - af denne bog eller dele deraf må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder f.eks., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Tekst & Node. Brug af denne bog eller dele deraf til tekst- og datamining eller til indlægning i chatbots eller andre former for AI-teknologi er ikke tilladt.
For at mindske transport og CO2-aftryk mest muligt er bogen trykt i Danmark ved hjælp af 100 % grøn strøm. Papiret er fremstillet i Sverige og opfylder FSC og Svanemærket om bæredygtigt skovbrug, energioptimering samt lavt CO2-aftryk.
er en serie af korte og lette fag- og fiktionsbøger. Alle bøgerne er blevet til i et tæt samarbejde mellem dygtige forfattere og ungekonsulenter mellem 10 og 13 år. De unge er kommet med forslag til emner, de gerne vil læse om, og de har læst med i manuskriptfasen og er kommet med input til indhold, formidling, niveau og valg af forsider.
Læs for Livet har stået for at rekruttere en del af ungekonsulenterne. En del af overskuddet fra titlerne i serien går til organisationen, der også får en række frieksemplarer til etablering af biblioteker på institutioner for unge med svære livsvilkår.
Trykt hos Tarm Bogtryk A/S
Printed in Denmark 2026
ISBN: 978-87-7211-576-4
dansklf.dk
Find gratis opgaver til bogen her
Jack er en sulten dreng. Han er altid sulten. Lige meget hvor meget han spiser.
Hans mave føles hul og tom og trist. Som om nogen bider af den. Indefra.
Da han var lille, fik de andre ham til at spise et firben fra en kloak. Mens alle stod og så på.
Heldigvis er der af og til nogen, der giver ham en mad. Eller en delle. Eller en skive skinke. Engang fik han også en død fasan.
Men den dag Jack har aller-mest brug for det, får han ingenting.
Hvad gør man, når man ikke engang har en tyver til chips?
Du skal læse denne bog, hvis du kan lide en god handling, der viser, at alle ikke har det lige godt. Aksel, 12 år
Du skal læse denne her bog, fordi den viser, hvad man vil gøre for at passe ind.
Vilda, 13 år er en serie af korte og lette fag- og fiktionsbøger. Alle bøgerne er blevet til i et tæt samarbejde mellem dygtige forfattere og ungekonsulenter mellem 10 og 13 år. De unge er kommet med forslag til emner, de gerne vil læse om, og de har læst med i manuskriptfasen og er kommet med input til indhold, formidling, niveau og valg af forsider.
Aksel på 12 år, Oscar på 14 år og Vilda på 13 år har været konsulenter på denne bog.
En del af overskuddet fra salg af titlerne i serien går til organisationen Læs for Livet, som har stået for at rekruttere en del af ungekonsulenterne, og som også får en række frieksemplarer til etablering af biblioteker på institutioner for unge med svære livsvilkår.