Klub Solskov. Billedroman

Oskar går til håndbold. Det er fint nok. Eller … måske ikke, Oskar ved det ikke helt. Det er fint med Sigurd, der er træner, og med Maria, der har caféen. Men holdet? Nej, Oskar ved ikke helt med holdet, selvom Sigurd altid roser dem, også når de taber. Måske skyldes det Solskov, Holgers far – jo, der er vist noget med ham Solskov.

En hverdagsfortælling i ord og billeder om at turde stå ved sin mening. Og handle derefter.

Omsl_Klub Solskov MED LAK 24/2.indd 1

27/02/2020 14.46

Inde i hallen står der Solskov. Både på træpladerne langs kanten af banen og også på et banner på endevæggen. Banneret er kæmpe, større end vores køkken. Solskov. Solskov. Solskov, læser jeg og kaster min bold ind i et tomt mål.

Vi sætter os i en rundkreds, mens Sigurd forklarer en øvelse. Min finger glider hen over Solskov på mine shorts og foran på trøjen, bogstaverne føles kolde og klistrede. Nogle tror, at vores klub hedder Solskov, men det gør den selvfølgelig ikke. Den hedder AB 54. ”Peter Solskov er sponsor,” siger far. ”Han betaler kassen for alt det der gejl, men det giver vel opmærksomhed.”

Jeg tror, jeg ved, hvad han laver, eller måske ikke helt, det er i hvert fald svært at forklare, men det har noget med aktier at gøre. Helt klart aktier.

2

Få afkast på dine investeringer, det læser jeg, mens jeg dribler i cirkler.

Solskov er forresten Holgers far, og Holger går på min årgang og på mit håndboldhold. Vi kalder selvfølgelig også Holger for Solskov. Det siger næsten sig selv. Når både han og faren er i hallen, kan det godt blive lidt forvirrende, så siger vi Lille Solskov og Store Solskov.

Det lyder egentlig ret hyggeligt med Solskov.

Lidt som ude i naturen. Sol og skov, grønne blade, grene, klatre, fred og ro. Det er nu ikke det, jeg tænker, når jeg ser på Holger, og slet ikke når jeg ser faren.

Jeg tænker metal.

Og sort.

Og håndvægte.

Og røde bøffer.

Spørg mig ikke hvorfor, men det gør jeg. Jeg tænker godt nok også sommer, men mest fordi de altid er så brune. De er tit på Maldiverne, faren og moren og Holger og Holgers lillesøster.

Hende ser jeg aldrig i hallen. Hun danser vist mest ballet.

4

For det meste bliver jeg hentet efter træning.

Nogle vil kalde det curling, jeg er 12, og cyklen er opfundet for mere end 200 år siden.

Det er far i de lige uger og mor i de ulige.

Om torsdagen spiser vi aftensmad i caféen efter træning, det er blevet en tradition. Det er ret hyggeligt. Vi bestiller noget at drikke hos Maria, og i dag får vi tærte med grøntsager på. Maria klapper mig på håret og siger: ”Du gi den altid gas, Oskar.”

Maria taler godt dansk, selvom hun er fra Marokko. Det sværeste ord er eddike, har hun fortalt, og det lyder også svært, når hun udtaler det. Ærlig talt, det er også et dumt ord, jeg hader i hvert fald eddike. Mad er bedre uden dressing.

6

En dag testede vi Maria, mig og Madsen, vi sagde: ”Rødgrød med fløde, sig det, Maria.”

Hun så skråsikkert på os og udtalte det helt perfekt. ”Sværere er dansk altså heller ikke,” lo hun.

Jeg kan godt lide Maria. Godt, at hun har overtaget caféen efter Norge, det kaldte vi den forrige ejer Svein, fordi han kom derfra. Vi har aldrig overvejet at kalde Maria for Marokko, nej, hun er bare Maria.

Da Norge var bestyrer, stod der AB 54 cafeteria over et hul i væggen. Bagved stod han med sine pølser og fritter og plastikæsker med tivolistænger.

Det blev der lavet om på med Maria. Nu er alt ret tjekket, og cafeteria er blevet til café.

For det meste er Berko der også, Marias søn, han spiller også på mit hold. U12.

Store Solskov brækker nogle gange hans navn over og glemmer første halvdel, især når han taler med vores træner, Sigurd. ”Ko kunne også spille fløj,” siger han.

Jeg siger altid Berko. Altid.

9

Af Mette Vedsø © Dansklærerforeningens Forlag 2020 1. udgave, 1. oplag Forlagsredaktion: Lisa Marie Henderson Foreningskonsulent: Jens Raahauge Grafisk tilrettelæggelse: Nina Hagen Illustrationer: Line Lisberg Refstrup Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner eller virksomheder, der har indgået aftale med Copydan Tekst & Node, og kun inden for de rammer, der er nævnt i aftalen.

Trykt hos Tarm Bogtryk A/S Printed in Denmark 2020 ISBN 978-87-7211-116-2 dansklf.dk

Oskar går til håndbold. Det er fint nok. Eller … måske ikke, Oskar ved det ikke helt. Det er fint med Sigurd, der er træner, og med Maria, der har caféen. Men holdet? Nej, Oskar ved ikke helt med holdet, selvom Sigurd altid roser dem, også når de taber. Måske skyldes det Solskov, Holgers far – jo, der er vist noget med ham Solskov.

En hverdagsfortælling i ord og billeder om at turde stå ved sin mening. Og handle derefter.

Omsl_Klub Solskov MED LAK 24/2.indd 1

27/02/2020 14.46