Voxpop
Vi har spurgt nogle lærere om, hvilken tekst som er deres yndlingstekst at undervise i og hvorfor.
Christine Bock Pedersen, Herlev Gymnasium og Hf Johannes V. Paa Memphis Station anno 1906 Hvordan er det nu lige, man har det, når man er ”halvt vaagen og halvt blundende”? ”Slaaet af en klam Virkelighed” og samtidigt ”endnu borte i en indre Gus”? Jeg oplever de unge nikke genkendende til sindstilstanden og ret hurtigt blive parate til at identificere sig med et lyrisk jeg på Memphis Station, Tennessee anno 1906, der er flygtet ”for Regnen og Aandsfortærelsen i Danmark”. Det er en stor fornøjelse at se digtet åbne sig med sine fossende vand-ord, mens vi undrer os over, hvordan regnen lyder, når den er som ”en forelsket Mumlen, en lang dæmpet Kærlighedspassiar”, eller hvordan ”Regnstøvets ramme Aande” mon lugter. For det er det, den kan, teksten: sætte tanker i gang hos et ungt menneske, der står for at skulle ud på egne ben i livet: Skal jeg slå mig ned og vælge den banale lykke hos en ”rund ung Jomfru” med ”en Mine som om hun kendte dig”? Eller rejse videre, som jeget i digtet, ”gennem de oversvømmede Skove under Regnens gabende Sluser”? Mødet med jegets helt fundamentale længsel efter et mål, det formodentlig ved, ikke kan nås, efterlader os ikke uberørte. Derfor hører teksten til blandt favoritterne hos mig; fordi den kan det store. Den vokser mellem hænderne på de unge og viser en flig af, hvad verden også er. Og det er vel derfor, vi læser; for at blive klogere på os selv og på verden omkring os. Litteraturhistorisk gør digtet på smukkeste vis op med det traditionelle og introducerer det moderne, når opfordringen til det rastløse Elskerhjerte lyder: ”Tænd Piben på fastende Liv, forband Gud og svælg din Smærte”. Klar tale, som er til at forstå! Tør man, kan man lade sig udfordre og inspirere her: http://www.dr.dk/ p1/skoenlitteratur-pa-p1/skoenlitteratur-pa-p1johannes-v-jensen-anno-2015.
56 DANSK NOTER
Michael Ross Sinclair, Nørre Gymnasium Stefan Andres, Tørdokken, 1949 Der er et oprørt hav af tekster, som kan lægge klasselokalets hjerner og hjerter i blød. Det er svært at vælge , men når bølgerne har lagt sig, vugger en tekst om forholdet mellem frihed og fangenskab roligt foran mig. Stefan Andres ’’Tørdokken’’ handler om det eksistentielle håb, som drivkraft i et meningsløst liv. Vi befinder os i Toulon i slutningen af 1800-tallet, hvor den moderne og fremsynede ingeniør Grognard overværer en begivenhed, hvor en fregat skal i vandet for første gang. Skibet holdes tilbage af nogle støtter, som den livstidsdømte straffefange nr. 3222 har fået til opgave at fjerne med en stor hammer. Lykkes det fangen at slå støtterne væk og undgå skibet, som kommer farende ned i vandet, springer fangen så at sige ud i friheden. Han benådes simpelthen, hvis han overlever. Det gør han ikke: ”skibsskroget gik over ham som en høvl’’, og andre straffefanger skynder sig at fjerne blodsporet, så den glædelige begivenhed ikke overskygges af hændelsen. Ingeniøren bygger herefter en tørdok, så straffefangerne ikke længere skal miste livet i processen. Men i stedet for at blive hyldet af fangerne, mødes han med ordene: ”Det er fremskridtets mand, som berøvede os vejen til friheden! Til helvede med dig!” Det eksistentielle paradoks viser sig i horisonten: Er livet værd at dø for? Er et liv uden håb og drømme overhovedet værd at leve? Læses teksten langsomt nok, så krøller hjernerne sig så fint om Tørdokkens paradoks. Hvis eleverne ikke drømmer og ikke tager sig tid til at drømme, så viser hverdagen sig som en ørkenvandring. Så er der intet hav, intet skib i horisonten.