Kim Faber, Politiken. Vi har i E-bestyrelsen diskuteret udkastene for hhx og htx med fagkonsulent Lars Holst Madsen, og vi er glade for at læreplansudkastene flere steder rigtig fint understøtter det vi har arbejdet for. Vi ser altså overordnet læreplansudkastene som gode danskfaglige løsninger på de politiske krav der har været ovenfra ift. fx at skulle ensrette fagene på tværs af de gymnasiale uddannelser. Vi både kæmper for og er opmærksomme på at bevare danskfagets særlige toning på hhv. hhx og htx – samtidig med vi er forbeholdne over for den mere politiske erhvervs- og karrieretoning i profileringen af også danskfaget i erhvervsgymnasierne. Vi ser det som et potentiale at skriftlighed i dansk er opgraderet i form af flere obligatoriske skriftlighedsforløb, og vi er begejstrede for at det bliver muligt at skrive med udgangspunkt i dansk i studieområdeprojektet i både hhx og htx. Vi har i bestyrelsen netop haft fokus på at sikre flere timer til det skriftlige arbejde i faget. Vi er meget interesserede i at vide hvor timerne til de kommende obligatoriske skriveforløb skal komme fra, da vi er af den opfattelse at øgede ambitioner på dette område ikke kan indfries inden for den nuværende rammer. På et eller andet tidspunkt skal der jo diskuteres timer. Derudover er vi naturligvis også meget spændte på hvad den bemeldte fordybelsestid skal og kan indeholde, og hvorledes det kan anvendes ift. danskfaget. Læreplanen for htx er den mest ændrede; bl.a. med mere målbare faglige mål og et genindført (større) værkkrav. Dette skal selvfølgelig til dels også ses i lyset af det formodede nedsatte timetal til SO på hele
uddannelsen der levner mere plads til fagenes særegne faglighed igen. Der er dog ingen tvivl om at noget vil skulle gentænkes på skolerne og på de opfølgende FIP-kurser. Vi vil i E-sektionens bestyrelse også tage fat på arbejdet med at udbyde kurser og udviklingsmøder i kølvandet af FIP. Her lidt historik om reformarbejdet i E-sektionen: Fredag d. 26. august afholdt E-sektionen et hastemøde for hhx og htx om de kommende læreplansrevideringer på Vejle Tekniske Gymnasium. De nugældende læreplaner for Dansk A på hhv. hhx og htx blev nærlæst, kommenteret og diskuteret, og de fremmødte undervisere kom med input til læreplansudvalgets videre arbejde. De fremmødte undervisere var enige om at den tekstanalytiske kompetence godt må fylde mere i formålsbeskrivelsen, ligesom det tværfaglige kunne nedtones. Der argumenteredes ligeledes for at digital dannelse kunne henregnes til fagets formål da danskfaget kan hjælpe de unge med at begå sig fornuftigt og tolerant i den digitale verden. På mødet i Vejle blev der også fremført et ønske om at løsne hhx-bekendtgørelsen lidt op da flere oplevede det som vanskeligt at nå syv fokusområder. Derudover drøftedes krav om værklæsning på htx og muligheden for at ændre den mundtlige eksamen, så den i højere grad afspejler det daglige arbejde i undervisningen. Fagkonsulenten opfordrede til at interesserede lærere tilmelder sig forsøg med nye eksamensformer hvis sådanne fremover meldes ud fra Undervisningsministeriets side. Som supplement havde bestyrelsen på årskurset i Aarhus inviteret fagkonsulenten til at fremlægge og orientere om status på reformen, så endnu flere undervisere fik indsigt i processen. Derudover havde vi i bestyrelsen et møde med fagkonsulenten umiddelbart inden FIP-møderne hvor vi blev præsenteret for udkastene til læreplanerne og havde mulighed for at komme med kritiske og konstruktive kommentarer. Læreplansarbejdet vil se således ud fremover: I bestyrelsen bestræber vi os på at orientere om det videre læreplansarbejde via sociale medier, særligt vores Facebook-side, for at få så mange informationer som muligt ud blandt danskunderviserne. Dette giver så mange som muligt en chance for at deltage i debatten.
DANSK NOTER 5