”Streaming har i det hele taget revolutioneret dokumentarernes muligheder – også i kraft af den øgede tilgængelighed.” over styr. Også Brett Morgens delvist animerede portræt af Nirvana-forsangeren Kurt Cobain (Montage of Heck, 2015) og Ari Folmans anima-krigsdokumentar Waltz With Bashir (2008) formår dette. Serialiteten er endnu en meget tydelig tendens, der er et produkt af streamingtjenesternes succes med såkaldte ’true crime-serier’ (og serier i det hele taget). Attraktionerne ved det serielle er mange, men den fremmeste er, at dokumentaristerne i serierne kan brede deres fortællinger ud og gå i dybden uden at være begrænset af 40 eller 60 minutters slots på tv eller 1½-2 timer på biograflærredet. Det giver helt andre fortællemæssige muligheder. Førnævnte Til døden os skiller er et eksempel, den omstridte Moskeerne bag sløret (TV2, 2015) et andet. Internationalt kan man pege på successerier som The Jinx (HBO, 2015) og Making a Murderer (Netflix, 2015). Streaming har i det hele taget revolutioneret dokumentarernes muligheder – også i kraft af den øgede tilgængelighed. Men nettet har også gjort andet for dokumentaren, fordi det er platform for nye måder at nå og interagere med publikum på. Til syvende og sidst er interaktiviteten en tendens, der vækster. I Prison Valley (2010) kan seeren selv besøge og klikke sig rundt i en virkelig amerikansk fængselsby i Colorado – en art dokumentaristisk computerspil. At fremtiden vil byde på nye muligheder for interaktivitet, er helt indlysende. Men hvordan arbejde med disse tendenser uden at fare vild? Vi foreslår som førnævnt to tematiske tilgange, der uden problemer lader sig kombinere med en eller flere af de syv tendenser. Mikrouniverser – i det små Mikrouniverser dækker over de dokumentarer, der er vendt mod de små verdner, privat- og intimsfæren og fokuserer på individer, identitets- og familieforhold. Instruktørerne går helt tæt på deres hovedpersoner eller i nogle tilfælde sig selv. Som i megen god kunst rummer de små historier en større i sig – og svenske Anna Odells Gensynet (2014) er ingen undtagelse. Gensynet er en interessant og til tider tåkrummende hybriddokumentar, der også rummer både performativitet og selviscenesættelse.6 Instruktøren Anna Odell er som barn blevet udsat for systematisk mobning af sine klassekammerater, og som voksen – nu kunstner og filminstruktør – beslut6 Filmen er tilgængelig på filmstriben.dk. Hvis man skal danne sig et hurtigt og effektivt indtryk af, hvad er på spil, så se 6:54-8:23, 1:02:07-1:03:14 og 1:18:02-1:20:40.
ter hun sig for at konfrontere sine klassekammerater. Filmen falder i to dele: Første del er iscenesættelsen af det 20-års klassejubilæum, som hun ikke var inviteret til. Hun hyrer skuespillere til at spille klassekammeraterne, men hun spiller rollen som sig selv. Næsten i stil med Vinterbergs Festen holder hun en sandhedstale, hvor hun konfronterer sine gamle plageånder med deres gerninger. I anden del inviterer hun så de virkelige klassekammerater til at komme og se iscenesættelsen sammen med hende i sit atelier/filmværksted. Dette filmes også. Det viser sig dog, at denne anden del faktisk er en rekonstruktion af de virkelige møder, for de gamle klassekammerater ønskede ikke at medvirke i filmen – derfor må Odell række ud efter rekonstruktionsgrebet. Gensynet iscenesætter og rekonstruerer således både forestillede og virkelige begivenheder. Er den så en dokumentar eller en spillefilm? Snarere end at bruge energien på at argumentere for, om det placerer filmen på den ene eller anden side af den fuzzy grænse mellem fakta og fiktion, så bør vi måske overveje, hvad grebene gør ved vores oplevelse af filmen og dens sandhedskraft? Bag både iscenesættelsen og rekonstruktionen ligger åbenlyst en dokumentaristisk undersøgelse (og hævnakt) – og at Odell må række ud efter disse greb, understreger måske på paradoksal vis netop autenticiteten og den reelle alvor? Der er noget virkeligt på spil. Fælles for mange af mikrounivers-dokumentarerne er, at de opleves hudløse, ærlige og ægte. Om deres subjektive sandhed er sandheden, er til gengæld ikke entydigt. Øjne indefra – et mellemspil Inden vi bevæger os videre mod ’den vide verden’, skal vi kort pausere ved sandhedsdiskussionen, der uanset hvor uafklaret og abstrakt den altid vil være, er vigtig at tage – også med eleverne. Blandt dokumentaristerne selv hersker stor uenighed om ’sandheden’. Det er ikke kun et spørgsmål om for og imod den observerende fortælleform, men også et spørgsmål om de to forskellige traditioner, dokumentaristerne er rundet af: tv-dokumentaren og dokumentarfilmen. Meget groft sagt er tv-dokumentar-tilrettelæggerne rundet af en journalistisk tradition (med tilstræbt objektivitet) og dokumentarfilmsinstruktørerne af en kunstnerisk (de er ofte udklækket fra Den Danske Filmskole). Selvom det her fører for vidt at uddybe og nuancere denne skelnen7, kan to citater fra de to verdner være opklarende: 7 Det uddyber vi flere steder i DOX.
DANSK NOTER 45