Tema: Sandheden i journalistik
Om sandhed og dokumentar Dokumentarens renæssance er indiskutabel. Men hvilke tendenser er der, og hvordan kan vi gribe feltet an? Det er nogle af de spørgsmål, vi behandler i undervisningsbogen DOX – og her i koncentreret form. I denne artikel fokuserer vi desuden (i årsmødets ånd) på dokumentargenrens forhold til ’sandhed’. ”The part that I like about documentary is that it can be anything. The part I don’t like about it, is that you are constantly being told that documentary has to be one thing rather than a whole multiple of possible things. We all know that you can create things that are about the world. They are not meant as purely fiction. They are meant as stories about real events, real people. We piece together reality each one of us from bits and pieces of stuff. Reality isn’t handed to us whole.” (Errol Morris i Capturing Reality (2008), 5:08-6:15) Dokumentarinstruktører er ofte gode til at sætte ord på egen praksis, og auteuren Errol Morris, der her indleder, tilhører absolut eliten. Han peger på adskillige essentielle aspekter af dokumentargenren, der knytter sig til diskussionen om dens forhold til virkelighed og sandhed – såvel indlysende som mere subtile. De indlysende først: Dokumentarer er historier om virkelige miljøer, begivenheder og mennesker. De kan handle om alt mellem himmel og jord. Så langt kan vi alle – også dem på bagerste række – være med. Men virkelighedsfortællinger leveres ikke i grydeklare portionsanretninger. Dokumentarister komponerer deres historier af ’bits and pieces’ – håndplukkede karakterer, miljøer, hændelser, indstillinger og scener fra timevis af optagelser, arkivmateriale, rekonstruktioner, dokumenter, musik … Eksempelvis er Mira Jargil og Christian Sønderby Jepsens tv-dokumentar-serie Til døden os skiller (TV2 2015, 3 afsnit a 40 min) et produkt af næsten 400 timers optagelser foretaget over tre år. De besøgte over 80 ældre mennesker, før de udvalgte seriens hovedkarakterer. Selektion og skabelse er således på alle måder et løsen. Den polemiske tone i Morris-citatet (”you are constantly being told that documentary has to be one
42 DANSK NOTER
thing”) henviser til den observerende dokumentartraditions hegemoni. Den har siden slut-50’erne siddet på diskursen og således dannet udgangspunkt for vores forestillinger om, hvordan virkeligheden formidles i ’en rigtig dokumentar’. Andre dokumentartypers bearbejdning af virkeligheden er i dens optik i konflikt med sandheden, og det er ikke mindst derfor, at mange rynker på næsen over dokumentarers brug af fx dramaturgiske modeller, underlægningsmusik og iscenesættelser. Derfor synes Lars Engels Vesterbro-dokumentarer – for det umiddelbare blik – mere ægte og sande end Christoffer Guldbrandsens nyklassiker Den hemmelige krig. Men de observerende dogmer har de seneste årtier vist tegn på træthed, og portene mod andre dokumentartyper har åbnet sig på ny. Meget tyder på, at dokumentarer nu igen accepteres som ”a whole multiple of possible things”. Den gamle, kanoniserede definition af genren lyder da også, at dokumentar er ”kreativ bearbejdning af virkeligheden” (John Grierson, 1933). Triaden af kreativitet, bearbejdning og den grundlæggende faktakontrakt er genrens DNA – og mange af historiens klassiske dokumentarværker har haft en poetisk og indgribende tilgang til virkeligheden.1 De har rekonstrueret, iscenesat og dyrket metalag. Mange af de ny(ere) tendenser, vi har kunnet identificere i arbejdet med undervisningsbogen DOX, der fokuserer på dokumentarer inden for de seneste 5-10 år, er således gen- og ikke nyskabelser. Nye(re) tendenser Dokumentargenren gennemlever helt tydeligt en genopblomstring i disse år – og næsten uanset hvilket tema eller fortællegreb, vi som dansklærere måtte ønske at 1 Berømte eksempler er Flahertys Nanook of the North (1922) og Vertovs Man with a Movie Camera (1929). Man kan læse om deres dokumentariske tilgange i DOX, kapitel 5.