Af Sune Weile, fagkonsulent for dansk og retorik, hf/stx
Nutidens danskfag Det vigtigste for fremtidens danskfag i gymnasiet er at fastholde faget som et centralt dannelsesfag. En kommende reform giver god mulighed for at reflektere over, hvorfor eleverne skal have dansk nu og i fremtiden, og hvilken betydning det kan få for en justeret læreplan.
Fremtidens danskfag Danskfaget i gymnasiet i dag er først og fremmest et produkt af reformen fra 2005. I den forbindelse var den største indholdsmæssige forandring for danskfaget en opprioritering af det mediemæssige og sproglige stofområde, eller en nedprioritering af det litterære, alt efter hvilke læsebriller man har på. Baggrunden for ændringerne var særligt rapporten ”Fremtidens danskfag”1 (2003). Rapporten argumenterede for, at ”Kernen i danskfaget er sproglig viden og bevidsthed som udmønter sig i sproglig kunnen og refleksion.” (Fremtidens danskfag, 2003, s. 23) Denne refleksion, står der i rapporten, skal understøtte eleverne i at kunne diskutere og vurdere egne og andres tekster ved hjælp af kulturkompetencer, som de kalder dem, så de ”enkeltvis og sammen kan deltage i og være med til at udbygge et demokratisk samfund.” (ibid, s. 23) Denne indsigt udmønter sig i den nuværende læreplan, når der står, at ”Kritisk-analytisk sans og beherskelsen af et sikkert sprogligt udtryk fremmer elevens muligheder for at orientere sig og handle i et moderne, demokratisk, globalt orienteret samfund” (Læreplan for Dansk A STX/HF, 2011). Formuleringen er samtidig med til at understøtte opfattelsen af danskfaget som et dannelsesfag, der gør eleverne klogere på dem selv og deres samfund. Og det må til stadighed være det helt centrale mål for danskfaget. Danskfaget skal vedblive med at være et fag, hvor eleverne kan få lov til at undre sig, når de møder litterære tekster fra perioder og forfattere, de ikke kender. Derfor er danskfagets arbejde med 1
http://pub.uvm.dk/2003/danskfag/
fiktionstekster centralt i faget. Det er tekster, hvor det primære formål ikke er at overbevise eller informere modtageren, men at give læseren en oplevelse eller ny indsigt. De er centrale for faget, fordi de har en tvetydighed, der kræver en dygtig, vidende og empatisk læser for at kunne læse dem. Og måske forstå dem. Den litterære dimension i danskfaget er således den del af faget, der giver eleverne en kompetence til at møde, forstå og endda ændre verden, fordi de her opnår en forståelse for, hvordan mennesker agerer og reagerer i forskellige kontekster. Fiktionstekster giver dem evnen til at kunne sætte sig i en andens sted. Men som dansklærere må vi samtidig ikke glemme, at der er andre dimensioner af verden, vi har indsigt i og evne til at analysere. I dag taler vi i stadigt stigende grad om et digitaliseret samfund eller et netværkssamfund, der er i så hastig forandring, at det kan være svært at forudsige, hvilke kompetencer eleverne får brug for. Måske danskfaget netop her har en særlig styrke, fordi vi med vores fokus på teksten, i udvidet forstand, som vores vigtigste genstandsområde, har mulighed for at pege fremad ved at pege både bagud og ind i nutiden. Den grundlæggende tekstanalytiske tilgang er vigtig, for at eleverne skal kunne ”orientere sig og handle i et moderne, demokratisk, globalt orienteret samfund” (Læreplan for Dansk A STX/HF, 2011). Og den tilgang ændrer sig ikke, blot fordi teksternes udformning ændrer sig. Fagets tekstanalytiske kompetence er således helt afgørende for, at faget kan beholde sin status som dannelsesfag. Det må også være det vigtigste fokus, når vi går i gang med justeringer af læreplanen.
DANSK NOTER 65