Krass Clement: Novemberrejse, 2008
form brydes op, således at billedmateriale og typografiske effekter er en integreret del af værkerne, som det ses hos Ursula Andkjær Olsen, Morti Vizki, Naja Marie Aidt, Maja Lee Langvad, Lone Hørslev, Christina Hagen og Eva Tind Kristensen. I det hele taget er det et kendetegn ved samtidslyrikken, at det visuelle spiller en langt større rolle, end det gjorde for blot ti år siden. Mens omslag og illustrationer i digtsamlingerne op til årtusindskiftet som regel var diskrete stemningsmæssige akkompagnementer til de poetiske tekster, har samtidslyrikkens billedmateriale afgørende betydning for værket og indgår ofte i en anfægtende dialog med teksten. Omslaget på Niko-
”Lyrikken har forladt digtsamlingen som dens eneste medie, og den opstår ofte gennem interaktion mellem forskellige kunstarter.
50 DANSK NOTER
”
laj Zeuthens Oliebål (2009) rummer et portrætfoto af forfatteren og hans familie i en klassisk opstilling, hvor det smukke forældrepar omkranser to tillidsfulde børn i et moderne køkken. Men noget er galt, for titlen er malet med en grim og sjusket rød tusch hen over billedet, og ordet ”Oliebål” konnoterer heller ikke ligefrem idyl og harmoni, men hovedløst forbrug og svineri. I digtsamlingens tekster ser vi tilsvarende, hvordan en tilsyneladende harmonisk overflade dækker over en tom og meningsløs, rituel adfærd, som i det indledende digt om og med titlen ”fædrene”: ”fædrene med deres flaskeøl mod brystet / fædrene med deres korte sætninger / fædrene med deres lærredssko /fædrene i misforståede jeans / fædrene med meningsløse tryk på sweatshirten.” I Olga Ravns Jeg æder mig selv som lyng (2012) er der et endnu mere konfliktuelt og dissonantisk forhold mellem tekst og billede. På omslaget ser vi en række anatomiske fotos af kvindelige bryster fra Sir Astley Coopers On the Anatomy of the Breast (1840), som man roligt kan kalde inkarnationen af et mandligt objektiviserende blik på kvindens bryster, der er kategoriseret på planchen som sommerfuglearter. Modsat dette blik