” I Digte 2014 står jeget alene.
”
tsunamisanser”(l. 23, s.15) er der en blanding af fascination og frygt for dommedag. Strunge afslutter Vi folder drømmenes faner ud med drømmen om fællesskab og en ny håbefuld generation: ”Med ungdommens knitrende liderlighed/anlægger vi haver til adspredelse/for alle aldre./På det grønne tæppe af græs/grundlægges nye generationer. (Strunge, l. 11, s. 337). Viet skabes i en natur som står i kontrast til den syge by, og modsat ”Plasticsolen” er naturen nu stedet hvor nye celler udvikles og senere vil ”føre til biologiens sejr.”(Strunge, l.10, s. 337). Hvor Strunge i Drømmens faner slutter i fællesskabets ”vi”, er Ørntofts jeg ensomt, afmægtigt og uden håb: ”hver gang nogen udtrykker håb for det bestående/får jeg det fysisk dårligt.”(l. 5, s.11). Jegets krise, verdens krise I Digte 2014 står jeget alene. Som Thomas Boberg nævner, opbygger Ørntoft et centrallyrisk jeg4 der også er forudsætningen for at kunne rapportere fra undergangens sted. Digte 2014 er centeret omkring et lyrisk jeg der sanser, erkender og kritiserer, men også et jeg der taler alle steder fra i en tilstand af opløsning og mutation: ”Min sorte kælders/luftveje til hyæner/i nat hvor solene spinder/over maltrakteret planet/over børneansigter som fnyser/blod og snot/ud gennem samfund/ud gennem årtusinder/hvor jeg går igennem/grøn zone/i brand/på alle etager.” (s. 34). Fra håbløshedens sted optræder dette jeg i forskellige roller: Der er det afmægtige, depressive jeg som har mistet håbet, som står under bruseren til ”jeg ikke gider stå der længere.”(l. 8, s. 14), et mere desperat jeg der taler direkte til et du: ”forstår du problemet/forstår du at jeg ikke kan mærke forskelle/forstår du at det lugter af tang og rådne krybdyr” (l. 6, s.13) og et afklaret jeg der holder sig til de tætteste relationer: ”Jeg har ikke længere nogen overordnet plan for livet/ud over at holde mig tæt på folk jeg elsker”(l. 19., s. 11). Fremtiden, samfundet og fælleskabet er uden håb. Modsat Strunge er der ikke et alternativt ”vi”, men et ensomt jeg der i opløste relationer søger efter et nødvendigt og intimt fællesskab. I Lars von Triers undergangsfilm, Melancholia, fra
48 DANSK NOTER
2011, svinger den kvindelige hovedkarakter, Justine, også mellem tilstande af depressiv ligegyldighed, desperation og afklaring. Jo hurtigere planeten, Melancholia, bevæger sig gennem solsystemer og opsluger jorden, jo mere afklaret bliver Justine. Som jeget i Digte 2014 er Justine også en slags sortseerske der har erkendt apokalypsen og derfor også forstår naturens sygdomstegn. Naturen er gået amok, fuglene falder fra himmelen, og alle andre end Justine klamrer sig til optimistiske håb om kæmpeplanetens passeren forbi. Justine i Melancholia og jeget i Digte 2014 har mange lighedstræk. De står begge ”i et kryds mellem ligegyldighed og desperation” (s. 10) og har en ensom erkendelse om menneskehedens kollaps. Æstetisk forholder begge værker sig til dommedag, og denne erkendelse kommer til udtryk i et sort romantisk billedsprog der med smukke og truende undergangsscener dyrker skønheden, uhyggen og afmagten. Mange af dommedagsscenerne i Digte 2014 udspiller sig i drømmenes inderste væsen. Genkendelige ting er sat sammen med de særeste syn, og den kendte logik og æstetik er brudt ned. I modsætningsfyldte sammenhænge forsøger sproget at rapportere fra et meningsløst sted. Der tales til duet, til ”os” der drukner i overflod. I dette opråb trækker Digte 2014 litteraturhistorisk på den tidligste modernisme – som i Wilhelm Freddie og Salvador Dalis surrealistiske malerier, som i Gustaf Munch-Petersens digte. Digte 2014 er fyldt med postmoderne stiltræk. Værdihierarkiet er nedbrudt, og der citeres og henvises til Sharapovas tredje matchbold, porno, Robyn, Rambofilm og Strunge. Samtidig løber tankerne om sprog, konstruktion og dekonstruktion gennem hele værket, Det ses allerede i samlingens første mytologiske dommedagsdigt: ”Det siges at olien dryppede fra hendes lever/Eller det siges..(..)..Det siges, og det er sådan det bliver sandt.”(l. 5, s. 5). Samme tan-
”Justine i Melancholia og jeget i Digte 2014 har mange lighedstræk. De står begge i et kryds
mellem ligegyldighed og desperation.
”