Tema: Nyeste litteratur – vendinger mod verden
Økopoetiske tendenser i dansk samtidspoesi I denne artikel introducerer Elisabeth Friis til det i udlandet betydelige felt økopoetik, men peger også på hvordan økopoetikken viser sig i danske samtidsforfatterskaber.
Den såkaldte økokritik eller Ecocriticism, der siden begyndelsen af 1990’erne for alvor har konsolideret sig i det litteratur- og kulturvidenskabelige felt, har endnu ikke sat så mange aflæggere udenfor de engelssprogede kredsløb1 – og det er muligvis fordi den især har beskæftiget sig med repræsentationer af naturen i angelsaksisk litteratur fra romantikken og frem. Den simple definition på økokritik er Cheryll Glotfeltys ”the study of the relationship between literature and the physical environment” [1996: xviii]. Men trods den åbne formulering har økokritikken også haft en tendens til at oppebære en ganske konservativ kulturpessimisme: Økokritikken har haft en ”tilbage-til-naturen-agtig slagside”, idet enhver form for ”kultivering” er blevet anskuet som en altovervejende destruktiv kraft. Men økokritik kan også være andet end undersøgelser af romantikkens (naive) naturlængsel. Timothy Morton udsendte i 2007 en bog med den umiddelbart provokerende titel: Ecology without Nature. Rethinking Environmental Aesthetics, og hovedargumentet heri er at selve vores begreb om ”Naturen” som en modsætning til ”Kulturen” faktisk forhindrer os i at tænke økologisk. ”Naturen” er ofte begrebsliggjort som et ”udenfor” – som noget man fx. ”går ud i”. Og alene den rumlige placering af naturen som et ”udenfor” er fremmedgørende. Morton foreslår at vi dropper begrebet ”Natur”
”Morton foreslår at vi dropper begrebet Natur og erstatter det med
”
begrebet Miljø
40 DANSK NOTER
og erstatter det med begrebet ”Miljø” [environment] – idet det er umuligt at forestille sig mennesket som et ”udenfor” i forhold til det miljø det findes i. Mortons formulering af menneske-natur-relationen er således at vi befinder os i et “mesh” – mennesket og naturen er viklet ind i et fælles garn – vi er ”masket sammen” som i et strikketøj, hvilket er hans billede på det forhold at mennesket hverken står overfor naturen eller på en eller anden måde bebor naturen: Mennesket kan derimod beskrives som en uudviklelig, uudredelig del af naturens garn, hvilket har følgende fordel: Hvis man betragter naturen som “et garn”, så kan naturen følgelig hverken betragtes som menneskets “modstander” (for hvordan kan der være modstandere i et garn?) eller for den sags skyld betragtes som menneskets romantiske “hjem” (for hvordan skulle man fx kunne “komme hjem til” et garn som man altid allerede er viklet ind i?). Økokritiske læsninger er ikke et tidsbundet fænomen – naturen er en semiotisk kategori, og forholdet til den har således også altid arbejdet i poesien. Men mit fokus her vil være hvordan økokritik eller måske bedre: økopoetik2 i praksis ser ud og kan se ud i den globale opvarmnings samtid i udvalgte eksempler fra dansk samtidsdigtning. Og så vidt jeg kan se, findes der i hovedsagen to forskellige måder hvorpå den skandinaviske samtidsdigtning kan siges at svare klimakrisen. Der er dog ikke tale om at tendenserne kan bestemmes som tilhørende to forskellige forfatterskabstyper – der er rettere tale om to forskellige økopoetiske strategier som meget vel kan trives indenfor det samme forfatterskab. Dystopisk, advarende økopoetisk digtning I den første kan man konstatere en direkte, konfrontatorisk, pessimistisk, kritisk (og i visse tilfælde måske lidt pegefingeragtig) måde at forholde sig til miljøkri-