Dansknoter 3/2018 by Dansklærerforeningens Forlag

DANSKNOTER September · 2018 · #3

DEMOKRATIETS DISKURS

DEMOKRATIETS DISKURS Redaktion Ansvarshavende Anne Mette Finderup af@ijg.dk

Abonnement kr. 300,- ekskl. moms. Enkeltnumre: kr. 100,- ekskl. moms.

Ditte Eberth Timmermann det@aarhustech.dk

Du kan bestille abonnement eller enkeltnumre af Dansknoter på dansklf.dk/dansknoter.

Anmeldelser Marie Gerner-Smidt marie@gerner-smidt.dk

Dansknoter er en del af medlemskabet for medlemmer af Dansklærerforeningens sektion for gymnasielærere.

Bøger til anmeldelse sendes til: Dansklærerforeningen Rathsacksvej 7 1862 Frederiksberg C

Annoncering i Dansknoter Se priser, formater og kravsspecifikationer på dansklf.dk/dansknoter.

Billedredaktører Lisa Kaas og Kurt Christensen Øvrige redaktionsmedlemmer Kathinka Skriver kathink12@gmail.com Jette Sindbjerg Martinsen js@norreg.dk Kurt Christensen kurtchristensen@hotmail.com Lisa Kaas lisamargrethekaashansen@gmail.com Birgitte Elkjær Lamb bil@herlufsholm.dk Maja Christine Wester mw@stenhus-gym.dk Marie Gerner-Smidt marie@gerner-smidt.dk Karen Wagner kwa@oeg.dk Kristoffer Kildelund kristoffer.kildelund@greve-gym.dk Kommende numre Dansknoter 4 Årsmødekursus: Kulturmøder Deadline: 19.10.18

Annoncer bestilles og sendes til Pia Fuglevig dansklf@dansklf.dk Tlf. 33 27 60 77 Manuskripter og indlæg Sendes til det@aarhustech.dk og af@ijg.dk. Vi modtager meget gerne bidrag til bladet efter disse retningslinjer: Maksimallængde på artikler er normalt 10.000-12.000 tegn, inklusive mellemrum.

Dansklærerforeningens administration Rathsacksvej 7 1862 Frederiksberg C Tlf. 33 79 00 10 Mandag-fredag 10-14 dansklf@dansklf.dk. Alle henvendelser vedr. medlemskab, kontingent, bogpakker, abonnement, adresseændring og efteruddannelseskurser skal ske til administrationen på dansklf@dansklf.dk. ISSN: 0107-1424 Oplag: 3.000 Printed in Denmark 2018 Grafisk tilrettelæggelse Rikke Albrechtsen Korrektur Pernille Elisabeth Frederiksen Artiklerne i tidsskriftet er fagfællebedømt hvis skribenten har ønsket det. Tryk Tarm Bogtryk A/S Kunstner: Malin Granroth

Dansknoter kan tilbyde fagfællebedømmelse af artikler hvis det ønskes. Opsætning: Antal anslag opgives først i artiklen. Skriv forfatternavn, titel m.v. over titlen/rubrikken. Og skriv gerne et par linjer om dig selv [fødselsår, stilling, publikationer, andet]. Vedlæg digitalt billede af dig selv. Afsnit markeres med indryk. Længere citater skal kursiveres og markeres med en blank linje før og efter samt indryk. Artikler bør have en kort, pointerende manchet og mellemrubrikker samt forslag til citater som kan fremhæves grafisk. Eventuelle referencer kan gives i parenteser i teksten eller som noter. Fuldstændige litteraturreferencer placeres i litteraturlisten. Antagne tekster kan også offentliggøres på Dansknoters hjemmeside og i Dansklærerforeningens nordiske søsterblade.

Forside: Yours Sincerely Tidsskriftet udgives med støtte af Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestillings tipsmidler gennem tilskud til porto/ forsendelse fra ”Bladpuljen” under Slots- og Kulturstyrelsen. dansklf.dk/dansknoter

INDHOLD

DET VIL VÆRE PRÆTENTIØST AT PÅSTÅ, AT ROKOKOPOSTEN OG ANDRE SATIREMEDIER ER I STAND TIL AT LØSE DE HER SKITSEREDE PROBLEMER. ROKOKOPOSTEN ER IKKE FØRST OG FREMMEST SAT I VERDEN FOR AT UDDANNE BEFOLKNINGEN, MEN SNARERE FOR AT UNDERHOLDE OG SKABE DEBAT. ZENIA LARSEN

RACISMEN ER KONKRET HER, MEN SAMTIDIG ER DER EN TVIVL OM, OM DET ER I ORDEN AT FØLE SIG KRÆNKET. DENNE DUALISME ER VÆRKETS POLER, OG SELVOM INDIGNATIONEN STIGER, OG TVETYDIGHEDEN BLIVER MINDRE I LØBET AF BOGENS BLOT TYVE SIDER, SÅ FORSVINDER DEN IKKE HELT. VICTOR BOY LINDHOLM

DET ENKELTE MENNESKES BEVIDSTHED VAR PRÆGET AF DETTE FORHOLD, HVORFOR DET IKKE VAR I STAND TIL AT OPFATTE SIG SELV SOM ET INDIVID MED EGEN IDENTITET OG EGNE MULIGHEDER. DET ENKELTE MEDLEM AF SLÆGTEN VAR SÅ AT SIGE SLÆGTEN. JON CHRISTENSEN

33 I DANSKFAGET MØDER VORES ELEVER ET HAV AF FORTÆLLINGER SOM SKAL ANALYSERES OG FORTOLKES. FORTÆLLINGER DER – FORHÅBENTLIG OFTEST – OGSÅ FANGER OG PÅVIRKER DEM. MEN HVAD SKER DER EGENTLIG NÅR VI LÆSER OG FINDER EN FORTÆLLING SPÆNDENDE? MIKKEL WALLENTIN

5 Leder 6 Præsentation 7 Kunstner Tema: Demokratiets diskurs 9

Er satire ytringsfrihedens vagthund?

Af Zenia Larsen

Nazitegn på håndryggen. Om engagement

og grimme følelser hos Lone Aburas

og Christina Hagen

Af Victor Boy Lindholm

Humanistisk krise

Af Hanne Højgaard Viemose

En vild ungdom

Af Olav Hesseldahl

Teksten i midten

Et humanistisk manifest

Af Lone Aburas & Hanne Højgaard Viemose

Uden for tema

Som englene flyver

Af Jon Christensen

Forskerinterview

Hjerneforsker eksperimenterer med litteratur Af Maja Christine Wester

Fra fagkonsulenten

Sproget i demokratiets tjeneste

Af Søren Husted-Pedersen

Sproget.dk

Det demokratiske sprog Af Ida Elisabeth Mørch

Din forening

Kursus

Anmeldelser

Ta’ temperaturen på tiden Sidsel Toft Christensen og Ivar Lærkesen

GLOB A SERINLIG

Naturhistorier En litteraturhistorisk temabog

Dansklærerforeningens Forlag

KLIMAKRISE

DIG DAN ITAL NEL SE

Hold dig orienteret, og følg os på facebook.com/dansklf Instagram – Dansklaererforeningen

Læs mere, og bestil på dansklf.dk/shop

Leder MISCHA SLOTH CARLSEN Næstformand i Dansklærerforeningens bestyrelse, G-sektionen

”DE UNGE KAN JO IKKE SKRIVE LÆNGERE. DE KAN IKKE SÆTTE KOMMA.” ”De unge kan jo ikke skrive længere. De kan ikke sætte komma.” Hvem af os har ikke hørt disse to påstande fra vores bordherre eller borddame til et sølvbryllup eller set dem i et opslag fra en af vores Facebook-venner? Her kan man som dansklærer godt blive lidt slukøret. Hvad skal vi sige, uden det opfattes som et blindt selvforsvar af dansklærergerningen? På den ene side skal vi vel ikke nødvendigvis tage ansvaret for danskfaget på alle niveauer i hele sektoren og for undervisningen af alle unge på vores skuldre i den diskussion. Vi kan lade det fare, glide af og lade de andre skyde løs. På den anden side ved vi nok et eller andet om sagen, som kan gøre det svært at tie. For hvad vil det sige at skrive? Og hvad vil det sige at sætte komma? Handler det overhovedet om det samme, når vi taler om de to spørgsmål? I de seneste mange år har skrivedidaktikken haft stort fokus i danskfaget, og det har med reformen fået opmærksomhed som aldrig før. Der gøres en ihærdig indsats for at anerkende elevers skriveerfaringer fra grundskolen. Læreplanen opprioriterer nu den kreative skrivning som supplement til arbejdet med eksamensgenrerne. Samspillet mellem den kreative og eksamensrettede skrivning burde motivere flere elever til at udvikle en skriveridentitet med rod i deres egen livsverden og i mødet med faget, så de kan finde deres egen skriftlige vej gennem gymnasiet og videre i livet. Dog tænker jeg, at det næppe er skrivedidaktikken og kreativitetsniveauet, men færdighedsniveauet, der optager offentligheden i den anden påstand: ”De kan ikke sætte komma”. Hvorfor er evnen til kommasætning over en bred kam blevet lig med skrivekompetencer uden for vores virkefelt som dansklærere? Det er mit indtryk, at mange tror, kommaet skal sættes, som jeg tilstræber det her, nemlig ifølge det traditionelle grammatiske komma. Mange ser automatisk enhedskommaet, der anbefales af Dansk Sprognævn, som kommafejl. Til tider kan det være nødvendigt at minde folk om, at der findes to tilladte kommasystemer, og at det givetvis er der, kæden hopper af, når selv en universitetslektor i en Facebook-tråd mener, de unge ikke kan skrive længere, fordi de ikke kan sætte komma. Det undrer mig til stadighed, hvorfor kommaet skal have så meget opmærksomhed, og at der ikke er større kommapluralisme. Ville man i den engelsktalende

verden gå så meget op i det lille tegn? Er der ikke meget andet sprogligt at gå op i, når vi taler om det gode sprog inden for den sprogkultur, hvor danskfaget udøves i bred forstand? Kunne vi ikke få offentligheden til at hæve sig lidt op og fokusere mere på den gode sætning, den gode sproglige rytme, den gode klang i sproget og meget mere i både det skrevne og det talte sprog? Måske er tunnelsynet i kommadebatten en magelig bortforklaring af langt mere komplekse forhold end, om vi får lært eleverne kommaets kunst. Sprogkultur gør blind, og meget er vi ikke selv herrer over. Er der da noget om snakken, når unges skriveevner kritiseres? For det første bliver langt flere student i dag end bare i min egen tid, og der kan det uvægerligt ikke altid være dansk, der står stærkest på eksamensbeviset. For det andet kan man i forhold til sine gode sprogvaner blive aflært i andre sammenhænge efter gymnasiet. For det tredje mangler vi forskning i den betydning, sociale medier har for vores sproglige opmærksomhed. De færreste kan nok se sig fri for at have sendt en sms eller et bidrag til en Facebook-tråd af sted, hvor man kunne have læst lidt bedre korrektur, og den hastighed bliver let norm. For det fjerde påvirkes fordybelsen hos de unge givetvis af en hastighed i samfundet generelt og i dets krav til de unge, så de ikke lærer at dvæle nok ved sproglige detaljer. Min vurdering er, at vi skal have sat meget mere fokus på læsefordybelsen for at styrke den sproglige opmærksomhed. Det være sig såvel analogt som digitalt, at eleverne kan have brug for at arbejde med læsefordybelse, og at vi ad den vej kan gøre dem til stærkere skrivere med fornemmelse for det gode sprog. Falkonergården Gymnasium er gået i front med læsestunder og lystlæsning, og lad os få meget mere af det. Desuden bør der sættes ind med forskning, der undersøger den digitale kulturs betydning for sprog og fordybelse. Vi kan som dansklærere gøre vores bedste for at undervise de unge i godt sprog og søge nye veje for at give det fokus. Den offentlige mening om unges skriveevner kan vi dog nok aldrig helt blive kvit, så længe der tales dansk, men gid vi da kunne komme ud af kommatunnelen.

Dansknoter

Præsentation

DEMOKRATIETS DISKURS “I dag bør mennesker, der er kendt i offentligheden, alle offentlige personer, enhver, som har mulighed for at få nogle mennesker i tale, føle en forpligtelse til at tage stilling.” Således udtrykker den italienske journalist og forfatter Roberto Saviano i et essay i Politiken den 13. august i år hvordan kunstnere i dag må tage aktiv del i den offentlige debat og derved præge demokratiets diskurser. Vi lever i en tid hvor grænserne er trukket skarpt op mellem de politisk korrekte og dem der tør sige tingene som de er. Identitetspolitik og samtalen om dette dukker kontinuerligt op i debatter i det offentlige rum. I denne virkelighed er spørgsmålet hvad kunsten og litteraturen kan bidrage med. Og hvordan der overhovedet kan findes modsprog til disse poler. Det virker mere tiltrængt end nogensinde at der findes ytringer og samtale der kan nuancere, balancere og protestere mod hårdtoptrukne og uforsonlige positioner. I dette nummer af Dansknoter har vi inviteret bidragsyderne til at reflektere over muligheden for og eksistensen af alternative tekster til de dominerende udtryk i samtiden. ”Teksten i midten” af Hanne Højgaard Viemose og Lone Aburas angriber konkret og formelt den politiske virkelighed og de politiske diskurser vi omgiver os med, i et manifests form. Det er vredt og afkræver handling. Hanne Højgaard Viemose skriver desuden en artikel om drivkraften og de tanker og frustrationer som ligger bag manifestet. Victor Boy Lindholm skriver om hvordan litteraturen i dag igen er engagerende, ikke altid direkte, men indirekte, resignerende og fyldt med afmagt. Han kobler samtidens litterære engagement med Sartres litteratur- og sprogforståelse hvor litteraturen er et instrument til kommunikation med læseren.

Dansknoter

I artiklen om nyhedssatire og RokokoPosten pointerer Zenia Larsen at nyhedssatiren, som primært handler om at underholde og skabe debat, er en vigtig kilde til nuancering af de etablerede nyhedsmediers måder at kommunikere på. Artiklen peger også på hvordan nyhedssatiren placerer sig i forhold til fake news i dag. Den 6. september åbner Ungdommens Folkemøde for femte gang, og en af medstifterne, Olav Hesseldahl, bidrager i dette nummer med en artikel om behovet for et ungdommens folkemøde. Han peger på en generation af unge som er veloplyste omkring demokratiet, men som mangler selvtillid til at deltage og stille sig kritisk overfor det, og han opfordrer til at danskundervisningen som folkemødet kan være et sted hvor unge konfronteres med forskellige udtryk og holdninger, og hvor de sideløbende bliver afkrævet at stille spørgsmål til disse. Kunstneren i dette nummer er Malin Granroth, som med sin engagerende, kønspolitiske og humoristiske kunst i høj grad gør sit til at tage del i den offentlige debat og rykke ved diskurserne. God fornøjelse! Redaktionen

kunstner

MALIN GRANROTH Malin Granroth, 31 år, Malmö, serietecknare & illustratör Jag började intressera mig för serier i 20 års åldern då jag fick upp ögonen för de svenska serietecknarna Joanna Rubin Dranger och Liv Strömquist. Vilket var ca 10 år sen nu. Sen dess har jag varit som förälskad i serier, både av att göra egna och läsa andras. I mitt skapande jobbar jag med text och bild i kombination. Ibland serier och ibland enrutingar eller teckningar gillar jag att jobba med kontraster och att blanda humor och allvar. Till exempel genom att blanda olika tekniker, ha en oväntad text till en bild eller genom att beröra tabubelagda ämnen. Jag ritar analogt men gillar att experimentera med olika tekniker och att blanda uttryck.

Jag får idéer till bilder och serier från politiska slagord, musik, film och konst som jag tycker om. Jag ritar även självbiografiskt utifrån mina egna erfarenheter och jobbar just nu på en självbiografisk serieroman om min första graviditet. Allt jag gör är politiskt, ofta uppenbart men inte alltid. Jag har utbildat mig på Serieskolan i Malmö och på HDK i Göteborg och kommer nu i höst gå andra året på Serieskolan. Hemsida: www.malingranroth.se Instagram: @malingranroth

Jag inspireras mycket av andra feminister och att skapa tillsammans med andra. Jag är medlem i det feministiska seriekollektivet Dotterbolaget och är en del av konstagenturen Femart. För mig och mitt skapande har det alltid underlättat och varit viktigt för mig att vara en del av ett kollektiv.

Dansknoter

Zenia Larsen Født i 1974, uddannet cand.mag. i informationsvidenskab og har været med til at skrive og drive RokokoPosten siden begyndelsen i 2010.

ZENIA LARSEN: ER SATIRE YTRINGSFRIHEDENS VAGTHUND? Begrænsninger og muligheder for brug af satire i den offentlige debat

Det moderne menneske er omgivet af medier. Overalt beslutter mennesker, hvad vi skal præsenteres for. Kildekritik er alfa og omega. Hvis vi skal kunne gennemskue afsenderens intention, kræver det en kritisk tilgang og en viden om de virkemidler, der bruges for at påvirke vores holdninger. Det er en af de ting, vi lægger vægt på, når vi i RokokoPosten laver workshops for fx gymnasieelever. Vi underviser i at skrive nyhedssatire, men også om årsagerne til, at nyhedssatiren er relevant. Tag fx overskriften ”Flere og flere konverterer til islam i Europa”. Forestil dig under denne overskrift et billede af en flok mænd og kvinder på en moderne arbejdsplads. Nogle af dem bærer hijab, nogle er mørke i huden, og de ser alle glade og smilende ud. Udskift nu dette billede med et af en flok burkaklædte kvinder. Med så enkle midler kan man påvirke læserens eller seerens holdning til sagen. Vi er med andre ord nemme at manipulere med. Det udnytter medierne, og det kan i værste fald blive et demokratisk problem i en tid, hvor de spiller så stor en rolle i at forme menneskets måde at opfatte verden på. Derfor opstår der nogle krav til moderne mennesker, som må finde sig i at leve i en sådan medieskabt virkelighed. Vi må hele tiden være på vagt og spørge kritisk ind til de nyheder, vi læser og ser. Det vil være prætentiøst at påstå, at RokokoPosten og andre satiremedier er i stand til at løse de her skitserede problemer. RokokoPosten er ikke først og fremmest sat i verden for at uddanne befolkningen, men snarere for at underholde og skabe debat. Alligevel har nyhedssatiren,

som er den genre, RokokoPosten skriver i, en rolle at spille. Nyhedssatire er, som navnet antyder, en satirisk tilgang til nyheder. Skriftlig nyhedssatire som den, RokokoPosten laver, anvender ofte nyhedsartiklens form og ligner derfor ved første øjekast en rigtig nyhed. Forskellen er, at indholdet er fiktivt – om end det ofte har rod i virkeligheden. Denne kombination af autentisk form og fiktivt indhold kan gøre os som læsere mere bevidste om de greb, en nyhedsartikel anvender for at fremstå troværdig. Nyhedssatiren afslører, at formen i sig selv kan skabe en falsk troværdighed. Et af de velkendte elementer, som mange nyhedsartikler benytter, er citater. Ved at lade statsministeren udtale noget siger journalisten mellem linjerne, at ”det her passer – det er ikke noget, jeg selv finder på”. Problemet er, at enhver kan citere statsministeren for at sige, at regeringen har vedtaget et forbud mod afsyngning af Richard Ragnvald-sange på offentlige pladser. Noget bliver ikke sandt, blot fordi det skrives i anførselstegn i en nyhedsartikel. Dette problem er i særlig grad blevet tydeligt ved fremkomsten af det, der i dag betegnes som fake news. Da RokokoPosten så dagens lys i september 2010, var fake news et synonym for den nyhedssatire, vi skrev. I dag forbinder de fleste begrebet med artikler med urigtige oplysninger, der er skrevet for at føre folk bag lyset. Vi så det blandt andet under præsidentvalgkampen i USA, hvor man fx kunne læse, at pave Frans havde udtalt støtte til Donald Trump, hvilket han hverken da eller sidenhen har gjort.

Dansknoter

Magtforhold ændrer sig gennem tiden, og hvis satiren låser sig fast på en forestilling om, hvem der har magt, og hvem der undertrykkes, hæmmer den sin mulighed for at udfordre forestillinger om verdens beskaffenhed.

I modsætning til fake news er det ikke nyhedssatirens hensigt at føre folk bag lyset. Tværtimod er det en forudsætning for at få fuldt udbytte af historierne, at man er klar over, at indholdet er opdigtet. Tag fx artiklen ”Post Danmarks nye idé: Hent dit brev hos afsenderen”1. I denne historie fortæller Post Danmarks kommunikationschef, at man er klar til at lancere den nye Selvhenter-ordning, hvor afsenderen af et brev kan spare 50 % af portoen ved at lade modtageren hente brevet hos afsenderen. Er man ikke klar over, at der er tale om nyhedssatire, vil man måske være skeptisk og tænke, at det ikke kan være rigtigt. Eller man vil måske blive forarget over, at Post Danmark kan få lov at lave den slags ”tilbud”. Den egentlige hensigt – at kritisere og latterliggøre de løsninger, Post Danmark finder frem til for at imødegå et marked med faldende postmængder – bliver svær at afkode, hvis man ikke er klar over, at der er tale om satire. Her opstår en anden form for problem. Nyhedssatiren kan ganske rigtigt være med til at bevidstgøre folk om de virkemidler, rigtige nyhedsjournalister og -redaktører anvender for at få artiklerne til at fremstå troværdigt. Den kan øge vores kritiske sans og gøre os bedre i stand til at gennemskue de greb, medierne bruger for at præge os. Til gengæld kan det volde problemer at få det til at skinne klart igennem, at der er tale om satire. I RokokoPosten har vi gennem årene set flere eksempler på, at artikler er blevet misforstået og taget for gode varer. Om end udfaldet ofte er underholdende, er det hverken tilsigtet eller hensigtsmæssigt. Desværre er det uundgåeligt. Google og Facebook har de seneste år diskuteret, hvordan de kan medvirke til at sortere fake news fra, så der kun vises troværdigt indhold i søgeresultater og nyhedsfeeds. Det lyder som en udmærket idé, men i praksis er det ikke simpelt. Hvem bestemmer, hvad der er troværdigt nok til at slippe igennem nåleøjet? Hvordan sikres ytringsfriheden for dem, der publicerer indhold, som udfordrer den gængse opfattelse af tingenes tilstand? Satire og ytringsfrihed hænger uløseligt sammen. Satire adskiller sig fra andre humoristiske genrer ved at have til formål at kritisere og skabe debat ved hjælp af humoristiske virkemidler. Satire er ikke kun for sjov. De seneste års sammenstød mellem satiremedier og islamistiske voldsmænd har bragt spørgsmålet om satirens forhold til ytringsfri-

Dansknoter

heden tilbage på dagsordenen. I mange år var der ikke i Danmark et akut behov for at værne om ytringsfriheden. Vi har haft en udstrakt grad af ytringsfrihed med kun ganske få begrænsninger såsom injurie- og racismeparagraffen – og vi har trygt og sikkert kunnet diskutere disse paragraffer og forholde os kritisk til dem i den offentlige debat. Tidligere kunne det – i lighed med hvordan det stadig forholder sig i andre dele af verden – være farligt at udtale kritik mod magthaverne eller at fremføre bestemte synspunkter. Sådan har det ikke været i mange år i Danmark, men efter krisen i kølvandet på Jyllands-Postens Muhammedtegninger og angrebet på Charlie Hebdo er debatten om ytringsfrihed endnu en gang blusset op. I RokokoPosten har vi mødt kritik for, at vi ikke har brugt vores særlige platform til at lave grin med den muslimske profet Muhammed. Det er en forståelig kritik, som vi har svaret igen på, blandt andet i en artikel fra 2012, ”Satireavis vil rigtig gerne gøre grin med Muhammed, men skal desværre vaske hår den dag”2. Vi mener, at alt i princippet må gøres til genstand for satire, men har det samtidig lidt stramt med at komme til skade. Om vi rent faktisk ville løbe en risiko, er et teoretisk spørgsmål. I praksis har vi konstateret, at selv hvis risikoen er lille, har vi ikke lyst til at løbe den. Kritikere har kaldt os vattede og sagt, at netop det satiriske våben er vigtigt i tilfælde, hvor mennesker risikerer liv og lemmer. Det er vi enige i, og vores valg i forhold til RokokoPosten må ikke forstås sådan, at vi går ind for et forbud mod at ytre sig frit om islams grundlægger. Mener nogen, at der er brug for at latterliggøre profeten Muhammed, hverken vil eller kan vi forhindre dem i det. At vi ikke skriver om Muhammed, er ikke ensbetydende med, at vi undlader at forholde os kritisk til islamisterne og den trussel mod demokrati og ytringsfrihed, som de udgør. Efter angrebet på Charlie Hebdo i 2015 svarede vi igen med artiklen ”Jihadister uskadte efter satireangreb”3, og vi har også kritiseret Islamisk Stat for at misbruge religionen islam til at fremme egne interesser.4 I det hele taget går vi ikke af vejen for at kritisere strømninger, der udfordrer ytringsfriheden. Det gælder også, når politisk korrekte stemmer vil diktere, hvordan andre skal ytre sig i det offentlige rum. Her er ofte tale om minoritetsstemmer og dermed mennesker, der traditionelt set er blevet opfattet som ofre. Det vækker

derfor nogle gange undren, at vi ikke altid stiller os på deres side. Satirens fornemste formål er jo at udfordre magthaverne, så hvorfor angribe nogle, der befinder sig i en offerposition? Svaret skal findes i flere forhold. For det første kan det diskuteres, om der er tale om en reel offerposition. De personer, der blander sig i den offentlige debat, har jo det til fælles, at de har adgang til medierne og dermed mulighed for at præge såvel den offentlige opinion som den politiske dagsorden. Det er flere gange lykkedes at få virksomheder til at trække produkter tilbage og medier til at undskylde for indhold, de har bragt. For det andet må man som satiriker være forsigtig med at udelukke nogen eller noget som mulig genstand for satire. Selv hvis en befolkningsgruppe traditionelt har indtaget en offerposition, må satiren forholde sig åben over for spørgsmålet, om det fortsat er tilfældet. Magtforhold ændrer sig gennem tiden, og hvis satiren låser sig fast på en forestilling om, hvem der har magt, og hvem der undertrykkes, hæmmer den sin mulighed for at udfordre forestillinger om verdens beskaffenhed. Det er en af grundene til, at så lidt som muligt – i bedste faldt intet overhovedet – bør være tabu for satiren. Det er et sundhedstegn at have grænser og at kunne tage anstød. Men satiren er nødt til at kunne overskride disse grænser og gøre sig upopulær blandt rigtig mange mennesker. Man kan endda argumentere for, at des flere en historie støder, des mere forsvarlig har den været. For hvis rigtig mange mennesker bliver stødt, kan man med rimelighed antage, at den enten har ramt en meget stor gruppe, eller at den har ramt en minoritetsgruppe med meget stor opbakning udefra. Hvis en historie kun støder én eller ganske få, er der en tendens til at mene, at så må denne person eller disse få personer æde deres fornærmelse i sig og acceptere, at de er i mindretal. Det er værd at reflektere over i forhold til diskussionen om, at minoritetsgrupper skal beskyttes, netop fordi de er få og dermed har sværere ved at blive hørt og taget alvorligt. Ironisk nok er det lige præcis, hvad der sker, hvis man som satiriker

bøjer sig for en større minoritets krav om ikke at blive gjort til grin, men ikke også bøjer sig for enkeltpersonens eller den lille gruppes ønsker. Så er der en endnu mindre minoritet end de etablerede minoritetsgrupper med talspersoner og adgang til medierne, som ikke får lov at blive hørt og taget alvorligt.5 Det ligger med andre ord ikke i satirens væsen at undgå at krænke. Dermed ikke sagt, at den død og pine skal krænke nogen. Men krænkelser finder sted, og det er ikke nødvendigvis godt at prøve at undgå. Hvis vi mener det alvorligt, at vi vil et samfund, hvor alle mennesker kan ytre sig frit, har det den pris, at vi af og til hører eller læser noget, der gør ondt. Derfor er der måske mere fremtid i at lære, hvordan vi slår os på hinanden uden at få varige mén, frem for helt og holdent at prøve at undgå at såre hinanden. RokokoPosten og andre satiremedier kan her fungere som en legeplads. Vi kan skrive ting, der krænker – men vi gør det i et fiktivt univers, der giver læserne mulighed for i trygge rammer at reflektere over de krænkede følelser, som det er et fællesmenneskeligt vilkår af og til at have.

RokokoPosten er ikke først og fremmest sat i verden for at uddanne befolkningen, men snarere for at underholde og skabe debat.

Noter: 1 http://rokokoposten.dk/2012/08/06/post-danmarks-nye-ide-hent-dit-brev-hos-afsenderen 2 http://rokokoposten.dk/2012/09/18/satireavis-vil-rigtig-gerne-gore-grin-med-muhammed-men-skal-desvaerre-vaske-har-den-dag 3 http://rokokoposten.dk/2015/01/09/jihadister-uskadte-efter-satireangreb 4 http://rokokoposten.dk/2017/03/09/is-leder-omdoeber-raqqa-mekka 5 For en satirisk behandling af denne problemstilling se: http://rokokoposten.dk/2017/01/20/talsperson-minoritetsgruppe-skal-kun-lytte-os-flest

Dansknoter

Victor Boy Lindholm: NAZITEGN PÅ HÅNDRYGGEN. OM ENGAGEMENT OG GRIMME FØLELSER HOS LONE ABURAS OG CHRISTINA HAGEN Spørgsmålet om engagementet i litteraturen er et spørgsmål, der er blevet diskuteret vidt og bredt igennem tiden. Den politiske og engagerede litteratur er igen aktuel, men spørgsmålet er, om der findes et lige så frugtbart vidnesbyrd i litteratur, der umiddelbart formidler følelsen af afmagt og resignation? Victor Boy Lindholm (1991) skriver speciale om resigneret litteratur på Københavns Universitet. Victor Lindholm har udgivet fem digtsamlinger, en essaysamling om cykling og oversat den amerikanske digter Claudia Rankine til dansk. Har skrevet artikler for ATLAS magasin, Weekendavisen og Dagbladet Information. Bor på Amager.

Dansknoter

Spørgsmålet om den engagerede litteratur er relevant, fordi det stiller spørgsmålstegn ved kunstens rolle og berører den gamle diskussion mellem kunstens etiske forpligtigelse og æstetiske ansvar. Altså en traditionel konflikt mellem form og indhold. I denne artikel vil jeg forsøge først at gøre tydeligt, hvad der menes med begrebet engageret litteratur, og hvorfor det er blevet genaktualiseret, siden det blev forladt i 1970’erne. Med udgangspunkt i to væsentligt forskellige danske forfattere, Christina Hagen og Lone Aburas, vil jeg analysere mig frem til deres forskellige politiske projekter. I min artikel er jeg nemlig ikke i tvivl om, at litteraturen er et politisk sprog, som er med til at rammesætte og give sprog til det, der er vores verden. Ansvar for teksten I Jean-Paul Sartres klassiske og kritiserede værk What is Literature? er sproget grundlæggende et instrument, der skal bruges til at kommunikere med læseren. Det lyder således i det første essay, “What is Writing”: “Words are first of all not objects but designations for objects” (Sartre 2001 (1948), s. 11). Litteraturen er altså altid en relation mellem et subjekt og et objekt. Hvad litteraturen skal, er at forandre – den skal ledsages af et etisk projekt, hvor opgaven er at forandre verden, som litteraten Nicklas Freisleben Lund skriver i sin artikel “”Tag parti”, spørgsmålstegn, udråbstegn – Om engageret litteratur og Christina Hagens Jungle.” (Lund 2018, s. 47). Litteraturen har for Sartre uden tvivl en opdragende funktion, men det skal ikke forstås helt så firkantet. Bogen er ikke middel for ethvert mål, som Sartre skriver i det andet essay, “Why write?” (Sartre 2001 (1948), s. 38). I stedet giver teksten sig hen som et middel til at italesætte læserens frihed. Lund skriver om frihedsbegrebet: For Sartre er teksten bestemt til stede og er bærer af forfatterens intention. Litteraturen skal ville læseren – og dermed verden – noget. Men den fører ikke læseren mod et bestemt mål. Dens rolle er snarere at udstikke en retning, som læseren selv kan og må bevæge sig videre ud af. (Lund 2018, s. 48) Dette perspektiv tager det meget didaktisk opdragende og prædikende ud af Sartres engagementsbegreb, fordi det ikke skal forstås som, at forfatteren bare hælder sin holdning ind i læseren. Derimod har læseren ansvar for teksten og må engagere sig i den verden, som forfatteren skaber for læseren. ”Din mor er en dranker, og du blev aldrig hentet” I Lone Aburas’ Det er et jeg der taler (Regnskabets time) (2017) mødes læseren først af Mo Maja Moesgaards illustra-

tioner. På højre side ses en tegning af Lone Aburas, som gentages igennem bogen, hvor Aburas indtager forskellige positurer. På flapperne foldes et myldrende plakatværk ud, hvor en flok mennesker er mødt op til en demonstration med forskellige 70’er-typiske paroler som ”Der findes ikke (længere) et udenfor”, ”(Af)magt” og ”Alting falder (endeligt) fra hinanden”. Allerede inden bogen er begyndt, er det håbet om revolution, som stiger op fra siderne. I titlen Det er et jeg der taler finder man kimen til en slags bekendelseslitteratur, og det er også, som om der skal læsses noget af, idet værket åbner med sætningen ”Så lad mig starte forfra.” (Aburas 2017, s. 7). Der findes en dyb vejrtrækning, et suk i dette udsagn, som er startskuddet til det raseri, der følger på de resterende sider. Men der findes også et håb her. Et håb om rent faktisk at sætte noget på plads – at definere noget, at manifestere noget. Værket fungerer ved at skifte mellem at fortælle fra et personligt funderet jeg og adressere forskellige konkrete du’er – fra dansklærere til flygtninge. Jeget fortæller om hverdagsracisme i 80’ernes, 90’ernes og 00’ernes Danmark, mens det fabulerer over at være privilegieramt forfatter, der gør jeget i tvivl om berettigelsen af hendes vrede. I en af de enormt lange sætninger lyder det således om nazister: Din mor er en dranker, og du blev aldrig hentet, som også blev et ongoing omkvæd inde i hovedet, når han ventede på mig efter tunnellen og sagde, han ville dræbe mig og min mor og min far og min familie i Egypten, hvilket når jeg skriver det ned nu, jeg godt kan se virker komisk. Ligesom det også føltes forholdsvist ufarligt og vel nærmest sad-comagtigt at sidde over for en bride med nazitegn tatoveret på håndryggen i 5A af alle busser, fordi det bare ikke fungerer, medmindre der er mange af jer. (Aburas 2017, s. 41) Racismen er konkret her, men samtidig er der en tvivl om, om det er i orden at føle sig krænket. Denne dualisme er værkets poler, og selvom indignationen stiger, og tvetydigheden bliver mindre i løbet af bogens blot tyve sider, så forsvinder den ikke helt: Jeg har aldrig påstået, at jeg er andet end en ufuldkommen lejlighedsdigter, en politisk aktivistamatør med dårlig samvittighed. Der ligger lig i gaderne, og lyset på himlen er ikke en aerolit. Der er intet, vi kan gøre, siger man. […] Det virker bare så fesent, så fattigt i det hele taget at vade igennem endnu et fakkeltog

Dansknoter

»Ligesom det også føltes forholdsvist ufarligt og vel nærmest sad-comagtigt at sidde over for en bride med nazitegn tatoveret på håndryggen i 5A af alle busser, fordi det bare ikke fungerer, medmindre der er mange af jer « (Aburas 2017, s. 41)

af gode intentioner og ikke-ideologier. Hvad er en fredsring, hvad er reggae til din demo mod at dø for en sag som denne her helt forfærdelige krig i Syrien. (Aburas 2017, s. 41) Citatet er sigende for værkets motor, der som sagt hele tiden veksler mellem tvivl og vredt engagement. Derfor bliver det også let reducerende at sige, at Det er et jeg der taler er udelukkende vred. I stedet vil jeg argumentere for, at vreden i bogen bliver brugt til at opretholde en dualitet mellem magtesløshed og vrede, der netop kræver læserens ansvar for teksten og bringer nye perspektiver inden for den politiske ramme. Lone Aburas skriver ikke kun om hverdagsracisme og flygtningestrømme. Hun løfter også et almenmenneskeligt perspektiv – den dårlige samvittighed over at have det bedre end andre. Grimme følelser Cristina Hagen mestrer normcorens æstetik ud i det absurd perfekte. Jungle (2017) er lavet som en glitrende billedbog med store sorte pikke, nøgne jyske kvinder og 80’er-nostalgiske børnebilleder. Bagerst i bogen ses forfatteren afbildet i fuldt safariornat med et kamera. Hun er på tropetur i sin all inclusive-jungle. Både Aburas og Hagen arbejder med den grafiske side af deres tekst, men her hører ligheden også op. Der er noget helt andet på spil hos Hagen. Lone Aburas’ værk kan betragtes som et relativt rent engageret værk, selvom det også gør brug af tvivl og ambivalent tvetydighed. Men teksten er ikke i tvivl om, hvad den kræver: ”Jeg prøver sådan set bare at vække et eller andet, nu hvor den provinsielle ro omsider også har forladt mig. Så jeg ifører mig en hættetrøje, jeg går ud på gaden, jeg holder fast i mit håb om en anden fremtid.” (Aburas 2017, s. 41). Den amerikanske kulturteoretiker Sianne Ngai introducerer i Ugly Feelings (2005) en række nye affektive kategorier, der skal være en kontrast til den vestlige kanons fokus på store og frisættende følelser som kærlighed, frygt, jalousi og vrede. Det er disse affekter, som i den traditionelle teori, som den kendes fra Aristoteles’ Poetikken, skaber den frigørende katarsis. Sianne Ngai skriver om en række følelsesstrukturer, hvis udstrækning er lang og kedsommelig og ikke som hos

Dansknoter

Aristoteles’ katarsis, der er karakteriseret af pludselige omslag og begivenheder. Det er følelser, der er grundlæggende amoralske og grimme. Det er ikke, fordi der i denne artikel skal opstå en kamp mellem de rigtige følelser, men jeg vil udfordre den distinktion, der har været i debatten om Aburas og Hagen, hvor Aburas skulle være udtryk for en fælles kamp, og hvor Hagens Jungle reduceres til et privatpolitisk projekt. Ngai er optaget af litteratur, der udtrykker magtesløshed og umulighed af handlen. Christina Hagens Jungle (2017) er et eksempel på den handlingslammede æstetik, på de grimme og flade følelser. Bogen fremstår først og fremmest som et glat spejlkabinet af forskellige udsigelsespositioner, hvor de forskellige kapitler i bogen omhandler problemer som den privilegerede hvide kvinde, sexturisten og forbrugeren i en kapitalistisk struktur. Nicklas Freisleben Lund skriver i sin artikel om Hagen: Fælles for disse roller er ikke så meget, at de tænker grimt, men snarere at de på forskellig vis, bevidst eller ubevidst, handler problematisk. Med det mener jeg, at de alle indtager – og bekræfter – uhensigtsmæssige positioner og udstukne identiteter i kapitalismens globale, økonomiske kredsløb, som bogen selv fremstiller som grundlæggende uretfærdigt. (Lund 2018, s. 59)

Men hvad hvis man antager, at de grimme tanker – eller ugly feelings – rent faktisk er det centrale, og at det har at gøre med frihed? I kapitlet “All inclusive” skriver Hagen: All inclusive, det er en drøm, jeg har haft let ved at vænne mig til. Og når jeg kalder det en drøm, så er det, fordi det ér en drøm. Hele denne iscenesættelse som all inclusive-konceptet danner ramme om, den er virkelig stimulerende, synes jeg. Her kan man gøre brug af sin frie fantasi og forestille sig, hvem man kunne have været. […] Her er der ingen smerte. (Hagen 2017, ”All-inclusive”)

Dansknoter

»Netop i beskrivelsen af det reelt oplevede og den grundlæggende historiske sandhed, som er iboende i Hagens værk, så bringer forfatteren noget inden for rammen, som traditionelt ikke er blevet behandlet i litteraturen. Spørgsmålet om den privilegerede kvinde, der handler hedonistisk.«

Ved at følge Sartre her må læseren tage ansvar for teksten og sin frihed på sig og følge jegets tanker til ende. Først og fremmest beskrives det turistede all inclusive som en fantasi uden smerte. Jeget er bevidst om, at dette ikke er den virkelige verden, men at det smertefrie er en steds- og tidsbegrænset drøm, som er specifikt knyttet til turistens let dovne og apatiske forhold til verden, der fortsætter over i det eksplicit fattigdomsromantiserende afsnit “Fritid”. Det er klart, at det er noget, man kan udstille, hvis man lyster, eller ironisere over. Den hvide kvinde, der har et bredt sortiment af materielle goder, men tager ud i verden for at finde meningen med livet blandt de som intet har. Men det er for mig en klichépræget kritik. Jeg kan godt lide at bo på all inclusive-hoteller lige midt i slummen.

handler hedonistisk. Selve fremvisningen af denne position vil jeg betragte som en kritik, men også som en påmindelse til læseren om, at det ville være naivt ikke at beskæftige sig med dette, når det nu er noget, der findes i verden. En rimelig kritik af Hagen, og som sætter hende i et modsætningsforhold til Aburas, er, om det er lige så vigtigt at skrive om de vestlige, hvide erfaringer, som Jungle vrimler med. Det er et jeg der taler er fyldt med akut vigtige politiske spørgsmål, som bliver rammesat på en måde, der har tydelig mulighed for at vække til engagement hos læseren. Jungle er derimod et identitetskabinet, hvis ordlyd er grundlæggende amoralsk i form af sexisme og racisme. Det kan man dømme forfatteren for, eller man kan tage sit ansvar på sig som en fri læser, der vælger at føre teksten videre, og forsøge at læse Jungle som et bud på en kapitalismekritik, der ikke nødvendigvis taler tydeligt som Aburas, men som viser et kabinet frem af kapitalismens identiteter. Så må det være læserens rolle at komme frem til den rette kritik.

(Hagen 2017, ”Fritid”)

Hvordan forsvarer man denne form for opportunistisk stillingtagen til fattigdom? Det er ikke pointen. Som Lund selv rigtigt bemærker, er spørgsmålet i en diskussion af et værks opgave ikke et spørgsmål om et for og imod. Men man må følge tekstens spor videre i form og tanke. Hvis man tager Hagens tekst på ordet, så er det interessant ikke at ironisere over tekstens udsigelse: den velstillede kvindes flugt til slummen eller junglen, som det omtales tidligere. Denne figur beskriver en arketype i den kapitalistiske struktur, som bogen selv benævner som uretfærdig. I stedet for et vredt udfald, som man ser det i Det er et jeg der taler (jeg er stadig ikke ude i nogen værdidom), så forsøger Jungle at fremvise et menneske, der er skabt af kapitalismens destruktive kræfter. Bogen giver sprog til denne position og forsøger at gøre den forståelig. Det er det spor, man skal gå med på, hvis man vil læse Hagens værk ordentligt. Jeg tror, at det er væsentligt ikke at afvise Hagens værk. Netop i beskrivelsen af det reelt oplevede og den grundlæggende historiske sandhed, som er iboende i Hagens værk, så bringer forfatteren noget inden for rammen, som traditionelt ikke er blevet behandlet i litteraturen. Spørgsmålet om den privilegerede kvinde, der

Dansknoter

Litteraturliste: Aburas, Lone: Det er et jeg der taler (Regnskabets time), Gyldendal, 2017 Hagen, Christina: Jungle, Basilisk, 2017 Lund, Nicklas Freisleben: “”Tag parti”, spørgsmålstegn, udråbstegn – Om engageret litteratur og Christina Hagens Jungle”, i Trappe Tusind, 2018 Ngai, Sianne: Ugly Feelings, Harvard University Press, 2007 Sartre, Jean-Paul: What is Literature, Routledge, 2001 (1948)

NYHEDER TIL DIT DANSKFAG lan Lærep 2017

Dansk i praksis er en grundbog til arbejdet med dansk i den nye linjestruktur på hf. Udgivelsen giver konkrete idéer til, hvordan man kan arbejde danskfagligt i en praksis- og anvendelsesorienteret kontekst på hf. Dansk i praksis er anvendelig såvel på det 2-årige hf´s linjestruktur som i enkeltfagets fagpakker. Af Tina Jensen. Ole Schultz Larsen (red.)

Dansk på ny er elevernes guide i grundforløbet og resten af 1. år på de gymnasiale uddannelser. Bogen er også velegnet til 1. hf. Udgivelsen giver eleven et solidt danskfagligt fundament, der kan bygges videre på i gymnasiets og hf’s fortsatte danskundervisning. Dansk på ny er opdateret til gymnasiereformen 2017 med bl.a. nye tekster og forløb om fake news, selvfremstilling og individ i fællesskab. Af Anette Hauge Nielsen, Brith Dalgaard Nielsen, Karin Jeppesen, Christian Schumacher, Julie Baden Korch-Frandsen, Maria Katrine Staugaard Lindequist og Michael Balle Jensen. Claus Holst (red.)

iBog® danskipraksis.systime.dk Bog Licenspriser fra kr. 30,-

iBog® danskpaany.systime.dk Licenspriser fra kr. 40,-

mer Udkom et r å r i efte 8 1 0 2

Galskab i litteraturen giver et kortfattet rids af psykiatrihistorien samt af galskabens litteraturhistorie og behandler temaerne: • • • •

Behandlingsformer og -systemer Sorg, depression og selvmord Stress, nervøsitet og angst Hallucinationer og vrangforestillinger.

Af Thomas Søgaard Boström og Lasse Gammelgaard Ole Schultz Larsen (red.)

Dit digitale danskfag – mere end 50 iBøger® Søg på tværs af alle iBøger® til dansk og skab varierede undervisningsforløb. Med en fagpakke får alle skolens elever adgang til alle Systimes iBøger® til dansk.

Se fagpakker.systime.dk

iBog® galskabilitteraturen.systime.dk Bog

Se priser og licenser på shop.systime.dk Læs systime.dk | Ring 70 12 11 00 | Skriv systime@systime.dk | Deltag lab.systime.dk

Dansknoter

Hanne Højgaard Viemose forfatter

HUMANISTISK KRISE I forbindelse med København Læser blev Lone Aburas og jeg hyret til at skrive et manifest i fællesskab. Det gav god mening for os, da vi begge er frustrerede over politiske tendenser og bekymrede for den tiltagende diskrimination og chikane af særligt danskere med muslimsk baggrund. På den måde var det en oplagt opgave for os at lave i fællesskab. Vi besluttede at skrive et humanistisk manifest ud fra tanken, at vi med det menneskelige som udgangspunkt kunne skrive fra et sted hinsides venstre-højrefløjs-debatten, som er blevet så larmende polariseret, at ingen tilsyneladende længere kan høre hinanden. Vi forestillede os, måske naivt, at vi kunne undgå at indplacere os i det partipolitiske spektrum, men alene tale om og anråbe menneskelige forhold, anråbe dem, der udøver vold, i både konkret politisk handling og i tale (det er dokumenteret, at menneskers helbred påvirkes direkte og negativt af hate speech, dæmonisering og diskrimination).

Humanisme Når vi i manifestet taler om humanistisk krise, tænker vi på, hvordan de menneskerettigheds- og flygtningekonventioner, der opstod i kølvandet på 2. Verdenskrig og de vestlige landes selvransagelse efter nazismen og fascismens udbredelse i første del af det tyvende århundrede, synes at være under afvikling i disse år. I dansk politik er det blevet almindeligt og tilbagevendende at problematisere dansk opbakning til menneskerettighedskonventionen, der anses for en spændetrøje for at føre fri (stram udlændinge-) politik. Desuden tænker vi på, hvordan de humanistiske uddannelser på landets universiteter gennem de seneste årtier er blevet beskåret, nedprioriteret og nedlagt. Og vi tænker, i tråd hermed, på tendensen til at ignorere og nedprioritere forståelsen af mennesket som et socialt og kulturelt, tænkende og følende væsen til fordel for en naturvidenskabelig menneskeforståelse, der først og fremmest anskuer og forklarer mennesket ud fra neurobiologiske processer og kemiske forbindelser i hjernen (hvilket i øvrigt i parentes bør nævnes, er en menneskeanskuelse, som medicinalindustrien nyder godt af). Jeg mener ikke, det er ubetydeligt eller ligegyldigt, at man kan se og forklare mennesket sådan, men jeg synes også, at dette menneskesyn åbenlyst har sine begrænsninger, når det kommer til følelser som kærlighed, taknemmelighed, medlidenhed, skyld og skam, som kan forklares med, hvilke stoffer der udløses hvor og hvornår etc., men man kan også insistere på, at mennesket er et sprogligt, tænkende og følende væsen, der engagerer sig i sin omverden som en med-eksistens og i andre mennesker som et med-menneske. Jeg mener altså ikke, det naturvidenskabelige menneskesyn er ubetydeligt eller ligegyldigt, men at der er sket en skævvridning og misfordeling i opmærksomhed og ikke mindst fordeling af midler, hvor de humanistiske studier er kommet til kort. Og hvordan skal vi kunne diskutere menneske- og samfundssyn på oplyst vis, når studierne i mennesket som et socialt og kulturelt væsen nedprioriteres og lukkes?

Dansknoter

Foragt for argumenter og forskning Det skal vi heller ikke, er folketingsmedlem og undervisningsordfører for Liberal Alliance, Henrik Dahls, holdning: ”Der findes forskere, som mener alt. Derfor er alt, hvad vi vedtager i Folketinget, imod, hvad en eller anden forsker anbefaler. Derfor er jeg totalt immun overfor den slags,” skriver Henrik Dahl i en mail til Videnskab.dk, som ønsker hans kommentar til en række forskeres kritik af regeringens nyligt lancerede (juli 2018) ghettopakke, der har til formål at komme parallelsamfund i udsatte boligområder til livs. Forskerne kritiserer blandt andet ghettopakken for at tage udgangspunkt i et problem med parallelsamfund, som der ifølge forskernes undersøgelser ikke er belæg for at tale om. Der er ifølge forskerne ikke tale om parallelsamfund i de udsatte boligområder (dermed ikke sagt, at der ikke er sociale problemer, men af en anden art, som kræver en anden indsats), men det gør altså ikke indtryk på Henrik Dahl, der erklærer sig immun overfor ”den slags”, dvs. forskningsresultater. ”Hvis vi skulle have lyttet til forskerne, var der slet ikke nogen problemer med parallelsamfund – og så ville det være umuligt at stramme op,” fortsætter han. Det skal med andre ord overlades til politikerne selv at bedømme, hvad der findes af problemer i samfundet, og hvordan disse skal løses, de har ikke brug for forskning eller eksperters hjælp, og slet ikke deres advarsler. Når jeg fremhæver dette eksempel, er det, fordi det er symptomatisk for den måde, der føres politik på i disse år.

Dansknoter

Et andet eksempel: Eksperter har undersøgt børns vilkår på Udrejsecenter Sjælsmark og forholder integrationsminister Inger Støjberg deres resultater og kritik af forholdene, ministeren svarer: ”Jeg synes sådan set, at der er udmærkede forhold for børnene deroppe” (på Udrejsecenter Sjælsmark). Ved at svare på denne måde: ”Jeg synes sådan set…”, udviser ministeren en ekstrem arrogance overfor ekspertise og faglighed, en grotesk mutation af tidligere statsminister, Anders Fogh Rasmussens, langen ud efter smagsdommere og eksperter, som om enhvers mening om en given sag er lige så god som en eksperts, hvilket selvfølgelig i de fleste tilfælde er en åbenlyst absurd påstand, men som ikke desto mindre er blevet en holdning, der belejligt kan hentes frem, når det drejer sig om menneskelige problemstillinger. Eksperter, der har undersøgt børnenes forhold på Udrejsecenter Sjælsmark, konkluderer: Det er uforsvarligt at lade børn leve under de forhold. Ministerens svar på tiltale (inklusive dokumentation for børnenes manglende trivsel, herunder selvmordsforsøg): ”Jeg synes sådan set, at der er udmærkede forhold for børnene deroppe”. Hvad stiller man op? I Integrationsministeriet spiser man kage. Vi andre må desorienterede prøve at forstå, at vi har at gøre

Man erkendte simpelthen, at et menneske ikke tilhører én kulturel gruppe, som definerer dets værdier, som det står i et et-til-et-forhold til, men mange, på kryds og tværs af hinanden. med politikere, der sætter de normale regler for politisk opførsel i et demokrati ud af kraft. I et oplyst samfund, et civiliseret samfund. Og hvad skal vi som demokratisk velopdragne borgere stille op med det? Er vi stadig ved at se i øjnene, at det er det, der sker? At vi, der er opdragede til at tro på retssikkerhed og oplyst demokratisk folkestyre, ikke aner, hvad vi skal stille op, når politikerne bryder alle regler? Propaganda og dæmonisering virker En grundpille i højrepopulismens succes er en kulturforståelse plukket direkte fra kolonimagternes historie: Man forestillede sig, at mennesker kunne inddeles i ensartede kulturelle grupper, som klart kunne adskilles fra hinanden. Interne forskelle og relationer på tværs af grupperne ignorerede man for at opnå et simpelt og rent billede af verden. Det gjorde den enklere at overskue, opdele og herske over for kolonimagterne. Og det er sådan, man taler om og forstår muslimer i dagens Danmark, på trods af at denne forsimplede forståelse af begrebet ‘kultur’ blev godt og grundigt tilbagevist i social- og samfundsvidenskaberne for et halvt århundrede siden, da man gjorde op med de kolonialistiske idéer og begyndte at anerkende det sociale og kulturelle menneske som mere komplekst, med store forskelle mellem mennesker internt i de grupper, man hidtil som koloniherrer havde inddelt dem i, og store ligheder på tværs af dem. Man erkendte simpelthen, at et menneske ikke tilhører én kulturel gruppe, som definerer dets værdier, som det står i et et-tilet-forhold til, men mange, på kryds og tværs af hinanden. Alligevel taler man i dag, i Danmark anno 2018, om ”muslimers kultur” uden at skele til, at muslimer i Danmark både er højtuddannede læger, ingeniører, it-eksperter med mere og mennesker, der kommer fra ulande, hvor de har haft begrænset adgang til uddannelse; uden at skele til, at muslimer i Danmark har rødder i så vidt forskellige lande som Somalia, Syrien, Iran, Afghanistan og Indonesien. Uden at skele til, at muslimer i Danmark også er danskere, der er født og opvokset her igennem generationer. Alligevel er det lykkedes at udbrede ideen om, at muslimer skulle bære en bestemt kultur, der står i kontrast til en såkaldt ”dansk”.

Som om der skulle findes en særlig kulturel forskel mellem muslimer og (kultur)kristne danskere. Som om ”muslimsk” per se er det modsatte af ”dansk”, og det er endog udbredt at gå skridtet videre: ”muslimsk” som modsætning til ”det vestlige”. Også i den henseende er vi ude i et tilbagefald til tidligere tiders forsimplede verdens- og kultursyn og en omsiggribende ignorance overfor den sociale og humanistiske videnskab. Det er nu 40 år siden, den amerikanske litteraturprofessor og kulturkritiker, Edward Said, udgav det i nyere tid måske mest banebrydende kulturanalytiske værk Orientalisme, der hudfletter den vestlige verdens fremstillinger af Orienten gennem historien. Saids pointe er, at fremstillingerne af Orienten, dens mennesker og kulturer er båret af stereotyper, der fungerer som modbilleder til den vestlige verdens selvforståelser som oplyste, rationelle, civiliserede borgere og samfund. Værket affødte vidt omsiggribende debatter om kulturforståelse, repræsentation og magtstrukturer indenfor de humanistiske, samfunds- og socialvidenskabelige studier, og det er forstemmende i dagens Danmark 2018 at være vidne til en offentlig debat, hvor højrepopulistiske politikere med et flertal bag sig skaber skræmmebilleder af muslimer og islam, der ikke afviger fra de skræmmebilleder, som Said i Orientalisme kunne påpege, har floreret i den vestlige verden siden middelalderen. (Ironisk nok er netop middelalderen en term, højrepopulisterne ynder at hæfte på muslimer og islam.) I moderne socialforskning er der intet, der retfærdiggør idéen om, at kulturkristne danskere skulle have mere til fælles med hinanden end med danskere, der er muslimer eller har muslimsk baggrund. Jeg har som enlig mor med lav indkomst åbenlyst mere til fælles med – deler flere livserfaringer med – andre enlige mødre eller fædre med lav indkomst uanset hudfarve og (kultur)religiøs baggrund end med fx folketingspolitikere fra hvidmands-ghettoer i whisky-bæltet nord for København. Meta-debat Der er i øvrigt en række kort, det er blevet mainstream at hævde ikke må trækkes i den offentlige debat. Nazikortet fx, offerkortet, racismekortet. Det er meget belejligt for dem, der spiller ud, for nu at blive i metaforen, at det lykkes dem

Dansknoter

... vi må gøre vores ting, som opretholder vores liv, og på den måde opretholder vi hver eneste dag også vores samfund, giver plads til politikernes fortsatte virke.

at bandlyse så mange kort; de bliver enevældige i spillet, og de normale regler, som jo i politisk demokratisk sammenhæng er, eller burde være, debat og argumentation, sættes ud af spil. Det er svært at komme igennem med et argument, svært overhovedet at blive hørt, når meta-debatten fylder så meget. ”Politisk korrekt”, ”selvretfærdig”, ”godhedsindustri” er svarene eller nærmere: ikke-svarene, når de bandlyste kort trækkes. Den manglende argumentation og anerkendelse af humanistisk/sociologisk faglighed ryster fundamentet for vores demokrati og retssikkerhed Manifestet Manifestets stemme er vred, uforsonlig og desillusioneret, den taler fra et oprørt og afmægtigt sted, og den insisterer på at pege på paradokset: At en række menneskeligt set yderst kritisable forhold – som fx udrejsecentrene for afviste asylansøgere og den åbenlyse dæmonisering og chikane af muslimer – kan eksistere og vedvarende eksistere i vores samfund, på trods af kritik fra både eksperter og almindelige borgere, i et samfund, der i egen selvforståelse både er et civiliseret og demokratisk samfund og et retssamfund. I manifestet konkluderer vi: Det er gået for vidt, vi må alle sige fra, civil ulydighed! I virkeligheden befinder vi, Lone og Hanne, os jo også udenfor manifestet, vi kan som personer af kød og blod med hverdage med børn og familieliv, arbejde, indkøb, offentlig transport, børnehave, skole, fritidshjem, tandlæge og lægebesøg ikke opholde os det sted, manifestet taler fra, vi må gøre vores ting, som opretholder vores liv, og på den måde opretholder vi hver eneste dag også vores samfund, giver plads til politikernes fortsatte virke. I virkeligheden er jeg dybt fortvivlet over dette forhold, at jeg hver eneste dag ikke gør modstand, ikke står foran Christiansborg eller i de københavnske gader og råber STOP, at jeg hele tiden ikke foranlediger eller deltager i ProtestEN, der får regeringen til at gå af. At den ikke er der. Hvorfor er den der ikke, den store protest, folkets protest mod den stigende kynisme og foragt for demokrati og retsstat? Hvordan kan det ikke opstå, det momentum, der får befolkningen til at stå sammen og råbe ”nu er det nok”, som

Dansknoter

da islændingene under deres store finansielle krise for snart et årti siden gik på gaden og slog på potter og pander, til regeringen gik af. Jeg forstår ikke, at det momentum ikke opstod i kølvandet på sagen om ”barnebrudene” i 2017, sagen, hvor integrationsminister Inger Støjberg imod loven stod for adskillelse af ægtepar blandt asylansøgere, og hvor ministeren efterfølgende løj og misinformerede Folketinget om forløbet. Hvorfor blev hun ikke afsat som minister? Hvorfor gik hun ikke selv? Hvorfor kunne vi som befolkning ikke stå sammen og kræve hendes (og regeringens?) afgang? Og året efter (2018) blev hun, samme minister, afsløret i ulovligt at udsende alvorligt syge mennesker til lande, hvor de ikke har adgang til den medicin, som deres liv afhænger af, og igen talte hun usandt (og brød dermed ministeransvarsloven, igen) i opklaringen af sagen. Igen fik hendes ansvars- og lovbrud ingen konsekvenser, hun trak sig ikke som minister, statsministeren afsatte hende ikke, ligesom et flertal i Folketinget ikke stillede et mistillidsvotum. Hvad skal vi som borgere opdraget til at tro på demokrati og civilisation, herunder anstændig behandling af andre mennesker og respekt for loven, stille op med sådan en magtarrogance og kynisme? Tror vi simpelthen ikke vores egne ører og øjne? Eller: Lukker vi ører og øjne, fordi vi ikke aner, hvad vi skal stille op? Eller, værre endnu: Er vi hoppet på årtiers dæmonisering af mennesker med muslimsk baggrund og anser dem ikke for mennesker på linje med andre? Ville det have været muligt at mobilisere en kollektiv protest, hvis det var hvide (kultur)kristne børn, der blev forulempet af staten? Hvordan kan vi have en minister siddende, der føler sig hævet over både lovgivning og demokrati og skalter og valter med andre menneskers liv: forhindrer alvorligt syge mennesker i adgang til medicin, opsplitter ægteskaber med magt, insisterer på at lade børn leve i armod og stress, der hæmmer og skader deres udvikling? Hvordan kan vi lade det ske, det forstår jeg ikke, og manifestet er skrevet på den frustration og afmægtighed.

Olav Hesseldahl (f. 1985), cand.mag. i filosofi og medstifter & indholdsansvarlig på Ungdommens Folkemøde.

EN VILD UNGDOM Den manglende spørgelyst og alt det, der følger med af manglende undren, kritisk stillingtagen, refleksion og forbløffelse, er noget af det mest ærgerlige ved den måde, mange unge agerer på i samfundet i dag. Demokratiet er i et historisk lys stadig ved at lære sig selv at kende og skal ikke allerede sande til i traditioner, populisme og opgivende suk. Danskundervisningen kan åbne horisonter, udvide den mentale infrastruktur, udfordre og provokere til mere mod og selvtillid gennem mødet med litteraturen og andre kunstneriske udtryk, genrer, stilarter, perioder, eller hvad med den journalistiske genre, der netop kræver evnen til at stille spørgsmål?

Hvad blev der af den kritiske tænkning? Da jeg sidste år på Ungdommens Folkemøde gik i det smattede græs mellem de mange stadepladser, blev jeg på et tidspunkt prikket på skulderen af en gruppe unge, der stillede mig spørgsmålet: Hvad synes du er danskhed? Et relevant spørgsmål, alle burde stille sig selv i ny og næ. Jeg svarede noget med fællesskab, festivaler og frihed. Umiddelbart efter, mens jeg fortsatte rundt i regnen og menneskemængden, hev en ny gruppe unge fat i mig. De ville stille mig et spørgsmål. Gæt hvilket. Det samme spørgsmål. Jeg forstod hurtigt, at gruppen var blevet sendt afsted med samme opgave, samme spørgsmål. Jeg fik lyst til at drille dem, så i stedet for at svare spurgte jeg, hvad de selv syntes: Hvad var danskhed for dem? Gruppen blev paf og var ikke i stand til at give noget svar. Jeg bad dem stille mig et andet spørgsmål. Det kunne de heller ikke. Jeg ønskede dem i stedet en god dag med ønsket om, at de prøvede at udfordre sig selv lidt mere, end de havde gjort ved at stille mig spørgsmålet. Den oplevelse gjorde, at jeg måtte skrive min åbningstale for Ungdommens Folkemødes anden dag om. Ud over at tale om mod og vildskab, som jeg allerede havde været omkring i åbningstalen på førstedagen, ville jeg bruge min oplevelse som afsæt for at ruske i deltagernes spørgelyst og spørgeevne. For det er en oplevelse, jeg er stødt på flere gange i mit arbejde med unge. Alt for mange unge

Dansknoter

har mistet evnen og modet til at stille spørgsmål og til at tage kritisk stilling. Det er noget af det mest ærgerlige ved den måde, mange unge agerer i samfundet på. Den manglende spørgelyst og alt det, der følger med af manglende undren, kritisk stillingtagen, refleksion og forbløffelse. For ikke at nævne tvivl, usikkerhed, fejltagelse. Og det er ærgerligt, for danske unge ved meget om det samfund, de er en del af. De er velinformerede og oplyste og kender til de demokratiske mekanismer og strukturer. Men mange mangler tro på, at de kan påvirke disse mekanismer, mangler evnen til at stoppe op og spørge hvorfor og hvordan? Førsteklasses demokratiske kompetencer, men mangel på handlekraft (eller: Den demokratiske deltagelse sker bag lukkede døre) Lad mig sætte det ind i et større billede, som flere undersøgelser efterhånden tegner af den danske ungdom. En af dem er The International Civic and Citizenship Study (herefter ICCS-undersøgelsen) (ICCS, IEA, 20.6.2018), der er et komparativt studie af unge fra hele verden og deres politiske og demokratiske dannelse. ICCS-undersøgelsens formål er at kortlægge og sammenligne unges dannelse til et liv i et demokratisk samfund, og hvordan den er under forandring i en globaliseret verden. Undersøgelsen er foretaget i 24

lande og gentaget over en årrække, hvilket gør, at den kan beskrive udviklinger i lande og mellem lande. Det sker først og fremmest ved at undersøge unges holdninger til sociale og politiske spørgsmål, deres viden om demokrati, politik og samfund og deres opfattelser af sig selv som borgere i samfundet. Det skal være sagt med det samme: Danske unge indtager en flot førsteplads, når det drejer sig om demokratiske kompetencer! Danske unge opnår i ICCS-testen det bedste resultat blandt alle deltagende lande, og på flere parametre tegner der sig et billede af en dansk ungdom, der besidder store politiske og demokratiske kompetencer. Kort sagt, så ved danske unge meget om det samfund, de er en del af. Hvad kommer denne førsteplads af? Forskerne bag undersøgelsen i Danmark peger på, at et trygt klasserum, en tradition for gruppearbejde og samtaler med både forældre og venner om politiske forhold er faktorer, der gør sig særligt gældende i Danmark (Grønkjær 2017). Danske unge er også gode til at stemme ved valgene, hvilket blev tydeligt ved kommunal- og regionsvalget i november 2017, hvor unge stemte som aldrig før. De 18-årige stemte 17 procentpoint mere ved kommunal- og regionsvalget i 2017, end de gjorde i 2009. Det er den højeste valgdeltagelse, der nogensinde er målt for denne gruppe (Hansen 2018). På den anden side viser ICCS-undersøgelsen en anden og mere beskæmmende tendens. Selvom danske unge ved meget om vores demokrati og lader sig repræsentere gennem det formaliserede system, forventer de ikke at deltage aktivt i det. Holdningerne bliver hjemme ved middagsbordet, i den trygge og anonyme stemmeboks eller i klasseværelset med en dertil hørende forventning om at måle udsagn på en karakterskala. Deltagerne i ICCS-undersøgelsen er bl.a. blevet spurgt, om de vil protestere, hvis de finder noget uretfærdigt. Danske unge vil i meget lille grad deltage i fredelige aktioner, melde sig under fanerne i politiske organisationer eller andre aktiviteter, der tilbyder, at man handler politisk. De tror ikke, der bliver lyttet til dem, og har ringe mod til at tage ordet eller sagen i egen hånd. Alt i alt kan man sige, at danske unge er meget talende og vidende, men at de mangler demokratisk selvtillid, mod og handlekraft. Karakterræset slukker ungdommens ild Ove Kaj Pedersens bog Konkurrencestaten fra 2011 peger på, at gymnasieskolen historisk set har ændret formål fra at være generelt alment dannende til at være kompetenceforberedende (Weiss 2011). Diskussionen om konkurrencestatens tilblivelse, konsekvens og mutering ind i dansk kontekst har efterhånden en del år på bagen, men jeg vil vove påstanden, at vi ikke er færdige. Jeg vil vove at påstå, at ICCS-undersøgelsens resultater gør, at vi må se på konkurrencestatens effekt på unge med nye øjne, da vi kun har set

de indledende konturer af en demokratisk deltagelse, der er præget af en instrumentalisering og isoleret til at foregå i skolen. Der tegner sig nemlig et billede af med ICCS-undersøgelsens konklusioner, at konkurrencestaten ikke blot har konsekvenser for unges trivsel, men også for deres demokratiske deltagelse. Sangeren, Niels Brandt, har skrevet teksten til The Minds of 99’s sang ”Stjerner på himlen”, hvori han gjalder (The Minds of 99, 2015): ”La' os være nogen lige nu Ikke vent' på nogen, men faktisk være nogen Stjerner på himlen” I et interview i Zetland (Thorsen 2016) uddyber Niels Brandt, hvordan han mener, at unge glemmer at blive til nogen, mens de har travlt med at blive til noget. Vi skal have kompetencer, høje karakterer og vide meget, mens vi glemmer at blive vores egne stjerner på himlen. Nogen med noget på hjerte. Nogen, der stræber efter at udvikle sin karakter fremfor at få en (højere) karakter. Litteraturen og kunsten er fyldt med eksempler, der provokerer til at tænke netop dette. Min forsimplede analyse (som jeres elever i danskfaget måske kunne gå dybere med) er, at danske unge lægger deres engagement i klasserummet i forsøget på at være dydige og dygtige samfundsborgere. Den demokratiske deltagelse bliver brændt på bålet, når unge i iveren efter at blive til noget glemmer at blive til nogen, der har egne holdninger, drømme, visioner og idéer om sig selv og samfundet. De vil så gerne være ordentlige, så de tør ikke udfordre det eksisterende og kaste sig ud på ukendt terræn. De tør ikke stille spørgsmål. Unge mangler at blive stjerner på himlen. Men demokratiet har fandeme brug for den unge generations spørgsmål. Og provokationer, forundring og vildskab. Demokratiet er i et historisk lys stadig ved at lære sig selv at kende og skal ikke allerede sande til i traditioner, populisme og opgivende suk. Internaliseringen af konkurrencesamfundets logikker bliver styrende for unges måde at engagere sig i samfundet. Men demokratisk deltagelse kan ikke måles lineært og på en skala. Demokratisk deltagelse kræver mod, tvivl, fejl, vildskab, selvtillid og evnen til at stille spørgsmål. Og det er netop Ungdommens Folkemødes brændstof: unges engagement og mod og unges demokratiske selvtillid. Danskfaget kan slippe ungdommen fri Ungdommens Folkemøde er skabt for, med og til den danske ungdom. Det er skabt for at give en platform for forundring og nysgerrighed efter, hvad det vil sige at være et ungt menneske i et komplekst, vildt og forvirrende samfund. Derfor ærgrede det mig at høre de samme spørgsmål fra flere forskellige grupper på Ungdommens Folkemøde. Jeg

Dansknoter

ville ønske, de slap sig selv fri og gjorde noget andet end det, læreren forventede af dem. Jeg forstår dem selvfølgelig godt. Jeg forstår også lærerne. Eleverne skal forberedes til Ungdommens Folkemøde, og så er det oplagt at stikke dem et papir med gode spørgsmål. Men jeg håber, vi kan bevæge os lidt væk fra det skematiske og over mod en kreativ tilgang og derigennem udvikle øget spørgelyst. Unge bør gribe festivalen, tage sig et ordentligt menneskebad, lade sig udfordre, give lidt af sig selv til fællesskabet og involvere sig. De skal deltage i demokratiet. Og ikke være hverken bange for at stille spørgsmål eller give svar, eller at nogen dømmer dem på andet end deres holdning. De behøver ikke dyrke decideret vildskab, men de må have modet til at hoppe ud i ukendt land. Kan danskundervisningen måske hjælpe eleverne på vej i den retning? Danskfaget har en privilegeret mulighed for at styrke den demokratiske selvtillid, fordi etiske og samfundsmæssige emner kan tematiseres i stort set alle fagets kerneområder. Dermed kan danskfaget bidrage til en viden om verden, der er relevant i et almendannende perspektiv, og til at pode den demokratiske selvtillid. Danskundervisningen kan vel netop åbne horisonter, udvide den mentale infrastruktur, udfordre og provokere til mere mod og selvtillid gennem mødet med litteraturen og andre kunstneriske udtryk, genrer, stilarter, perioder, eller hvad med den journalistiske genre, der netop kræver evnen til at stille spørgsmål? Jeg stiller ofte unge spørgsmålet: Hvad drømmer du om? Prøv at gøre det samme, og brug litteraturen til at finde flere af de store, svære spørgsmål, og brug litteraturen som dåseåbner. Hvad siger Kierkegaard f.eks. om individualiseringen, eller N.F.S. Grundtvig om danskhed? Ungdommens Folkemøde startede i 2016, og vi har siden haft mange bidrag med relevans for danskundervisningen. Diskussioner af Karen Blixens og Søren Kierkegaards forståelse af ungdommen, samtale mellem unge danske forfattere og tegneserieskabere, undersøgelse af FOMO i litteraturen og poetry slam. For ikke at tale om al den journalistik og nyhedsformidling, der er en del af festivalen. Årets Ungdommens Folkemøde vil også indeholde rigeligt med danskfagligt indhold. Digter og kønsaktivist Moeisha Aden skriver et digt til og holder åbningstalen om fredagen, vi har en samtale om spåkone-litteratur med bl.a. Olga Ravn, og så har vi stadeholdere som f.eks. International Media Support, der behandler journalistiske rettigheder, samt DR’s P3, der kommer for at finde ud af, hvad og hvordan der skal kommunikeres til den danske ungdom. Dansklærere: Slip ungdommen fri. Provoker dem. Leg med dem. Udfordr dem. Lad dem selv finde ud af, hvad de synes danskhed er. Hvis du sender unge på Ungdommens Folkemøde, så send dem for demokratiets skyld ud i ukendt land. Lad dem forsøge, tøve, tvivle, og få dem til SELV til at

Dansknoter

formulere spørgsmål. Og så kan vi passende slutte med et uddrag fra Inger Christensens digtsamling det fra 1969 (Christensen 1969), der er helt profant i sin symbolik og kan være et forvarsel, hvis ikke vi lader Ungdommens Folkemøde være den danske ungdoms: ”Et samfund kan være så stenet At alt er en eneste blok Og indbyggermassen så benet At livet er gået i chok”

Litteraturliste: Christensen, Inger: det, i Samlede digte, Gyldendal, 1998 (1969) ICCS, IEA Reaching education, improving learning: https:// iccs.iea.nl/home.html (besøgt: 20.6.2018) Grønkjær, Louise: “Danske unge er verdensmestre i politik og demokrati – men laver nok ikke et ungdomsoprør”, Skoleliv, 8. november 2017 (https://skoleliv.dk/nyheder/art6194576/Danske-unge-er-verdensmestre-i-politik-og-demokrati-men-laver-nok-ikke-et-ungdomsoprør) Hansen, Kasper Møller: Valgdeltagelsen ved kommunal- og regionsvalget 2017. Center for Valg og Partier, Institut for Statskundskab, Københavns Universitet, 2018. (https://cvap. polsci.ku.dk/publikationer/arbejdspapirer/2017/KV_RV17_ valgdeltagelse.pdf) Weiss, Kirsten: ”De svage bliver tabt i konkurrencestaten”, Gymnasieskolen, 21. november 2011 (https://gymnasieskolen. dk/de-svage-bliver-tabt-i-konkurrencestaten) The Minds of 99: ”Stjerner på himlen”, fra Liber, Sony Music, 2015 Thorsen, Andreas: ”Her svæver den unge generations stemme, han er en fritænkende fuckfinger. Hør hans opråb”, Zetland, 18. maj 2016 (https://www.zetland.dk/historie/ segXYVXn-aopXLwdn-497a6)

Dansknoter

ET HUMANISTISK MANIFEST “Som led i Kbh Læser 2018 blev vi, Lone Aburas og Hanne Højgaard Viemose, hyret til at skrive et manifest. Vi var umiddelbart enige om, at vores manifest indholdsmæssigt skulle handle om den aktuelle politiske situation i Danmark, og vi besluttede os for retorisk at lægge os et sted imellem Valerie Solanas “Scum Manifest” og “Det kommunistiske manifest” af Karl Marx. Med vinklen “humanisme” ønskede vi at tale udenom det partipolitiske spektrum og insistere på, at der i dagens Danmark anno 2018 er tale om en krise i det menneskelige.

Dansknoter

Eftersom vores samfund i flere årtier er blevet regeret af skruppelløse politikere, hvis primære mål har været at holde skatten nede og flygtninge ude, henstår det for undertegnede at bekæmpe den omfattende anti-humanisme, som har bredt sig ikke bare over det politiske spektrum, men også ud over hele befolkningen. Den vestlige verden, herunder Danmark, befinder sig i en alvorlig humanistisk krise, som tydeligst kommer til udtryk i den måde, vi behandler og afviser mennesker i alvorlig nød på. Vi taler om mennesker, der flygter fra krig og bomber, risikerer at blive taget som slaver, at drukne som titusindvis af andre før dem på vejen over Middelhavet eller at blive beskudt, få tæsk, blive angrebet af grænsepolitiets schæferhunde ved de europæiske grænser. Traumatiserede og forslåede mennesker, der har oplevet ting, som de fleste af os ikke ønsker at forestille os, dem tager vi imod med strategien, at de ikke skal føle sig velkomne, at de skal mærke fra starten, at de er uønskede. Vi mistænkeliggør dem gennem vores retorik, lader dem bo i usle lejre, forhaler afgørelser på deres asylsager, og kan de på grund af krig eller personlig forfølgelse ikke vende tilbage til deres hjemland, kan de alligevel få afslag på asyl og herefter blive placeret på et udrejsecenter, som i realiteten er et åbent fængsel, hvis eneste formål er at isolere, udmatte og nedbryde dets beboere til at rejse tilbage, hvor de kommer fra. Her bor krigstraumatiserede mennesker, heriblandt børnefamilier, i årevis, selvom enhver ekspert indenfor psykologi, traumeforskning, stressrelateret forskning og menneskeretslige anliggender for længst har dokumenteret, at folk bliver syge af forholdene, børn nedbrydes og traumatiseres. Det er åbenlyse fakta, alligevel insisterer vores politikere på at anbringe og ødelægge menneskers liv i disse centre. Vi befinder os som sagt i en omfattende humanistisk krise i det danske samfund, der er tale om en åndelig armod, en fordummelse og forråelse, en fornægtelse af menneskets fineste væsen: evnen til at føle kærlighed og empati og handle herefter, når ikke engang kvoteflygtninge er velkomne, fordi Danmark, som det eneste land ud af 36, har brug for et såkaldt pusterum fra den gruppe af mennesker, der er nogle af verdens allermest udsatte. Hvor personer, der tvangsudvises, dør som følge af deres forsvarskamp, hvor flygtninges skæbne bliver brugt i et forhandlingsspil om noget så ligegyldigt som skattelettelser. Så længe mennesker ender på Middel-

Teksten i midten

havets bund, voldtages og brændes levende i fangelejre eller risikerer at blive solgt som slaver på deres færd til Europa, ser vi det som vores pligt at arbejde for et samfund, hvor flygtninge er mennesker og ikke navn- og ansigtsløse kroppe, man uden videre kan skille sig af med.

MENNESKERS liv ikke har VÆRDI i denne verden. Enhver hest ved navn Jazz er i denne tid en hån imod enhver, der kæmper imod eller er offer for den epidemi af menneskelig afstumpethed, forråelse og kynisme, der hærger den vestlige verden og ikke mindst det danske samfund.

Vi vil bekæmpe den omfattende anti-humanisme, som har bredt sig over det meste af det politiske spektrum og i befolkningen. Det er for længst blevet mainstream at affærdige humanistiske standpunkter per se, smække etiketten politisk korrekt på og dermed lukke for enhver dialog. Ingen gider diskutere med en, der er politisk korrekt, ingen gider forholde sig til holdninger, der har medmenneskelighed som målestok. Det er det samfund, vi lever i. Europa har mistet sin menneskelighed. Danmark går i front som kynikernes bannerførere. Vi siger: En mand kommer gående med en kuffert fuld af diamanter, de tilhører ikke dig. Hvordan kan du flygte med en kuffert fuld af ædelsten. Er du så ægte nødstedt?

Vi har at gøre med et samfund, hvor det ikke har nogen konsekvenser, at en minister i strid med loven sender syge mennesker ud af landet til steder, hvor de ikke kan få deres medicin, et samfund, hvor det ikke har konsekvenser, at en minister lyver og vildleder Folketinget, et samfund, hvor de siddende politikere ikke ser menneskerettighederne som et ideal for en humanistisk politisk praksis, men som en forhindring for deres politiske udfoldelse.

Vores mål er derfor at omstyrte den eksisterende regering og dens parlamentariske grundlag samt Socialdemokratiet, som konkurrerer med regeringen og dens højrepopulistiske støtter om at lave de mest rædselsfulde og menneskefjendske tiltag, såsom at stemme imod modtagelsen af kvoteflygtninge. Derudover vil vi modarbejde den radikale selvoptagethed og/eller apati, der har bredt sig i befolkningen, hvor man hellere går til crossfit eller tager på yogaretreat end engagerer sig i sager af politisk eller humanistisk karakter. Man ænser ikke, hvad politikerne siger og gør, fordi man har hovedet oppe i egen tarmfunktion. Ingen skal stå og hive i stænger i et fitnesscenter, mens politiet slår med knipler og lægger en ulykkelig, dødsdømt og af staten navnløs mand (udvist til Algeriet) i benlås. Ingen skal tilslutte sig endnu en kost- eller træningsplan, så de kan optimere deres krop og liv i balance, mens Folketinget forbyder subsistensløse fra primært Østeuropa ved lov at sidde på gaden med deres få ejendele og en kop til almisser. Ingen skal kunne bilde sig ind, at manglen på selleri og D-vitamin er deres største problem. Ingen DR-korrespondents hest, der hedder Jazz, skal få plads i medierne i de samme dage, som vore folkevalgte politikere diskuterer, hvorvidt Danmark fortsat skal modtage 500 unavngivne kvoteflygtninge om året. Ingen DR-korrespondents hest ved navn Jazz skal overhovedet nævnes i nyhederne i dage, hvor den såkaldte opposition (til vor menneskefjendske regering) i form af Socialdemokratiets formand udtaler: Verden bliver ikke bedre, fordi Danmark tager imod 500 kvoteflygtninge. INGEN hest ved navn Jazz har noget som helst at gøre i nyhederne i dage, hvor den danske regering OG oppositionspolitikere åbent og utilsløret tilkendegiver, at FEM HUNDREDE unavngivne nødstedte

I en sådan situation, hvor politikerne holder befolkningen og demokratiet for nar, lader hånt om menneskerettighederne, mens den brede befolkning ikke løfter et øjenbryn, fordi den har travlt med at lade sig opdatere om seneste antiinflammatoriske kostråd eller et andet identitetsdrevet livsstilsvalg indenfor den neurobiologiske bølge, der vælter ind over Vesten som en hån imod de mennesker, der kæmper i virkelige bølger ved vores grænser. I en sådan situation anser vi det for nødvendigt og indlysende at reagere overfor lovgiverne med civil ulydighed i erkendelsen af, at vi ikke kan stole på vores politikere. De overholder ikke loven, de lyver og vildleder både befolkning og Folketinget, og de har ingen menneskelig anstændighed eller moral i deres politiske ageren. Når vi taler om civil ulydighed, er det vigtigt at holde sig for øje, at der er tale om en velovervejet og ikkevoldelig protest imod den ved lov vedtagne orden. Der er tale om en ulydighed, der har med moralsk overbevisning at gøre, og en ulydighed som en form for aktion, hvor andre muligheder for at komme til orde synes udtømt. Når ret bliver uret, bliver modstand en pligt. Med den magtfuldkommenhed og kyniske ignorance overfor kritik, som vores politikere i disse år fremviser, er det svært fortsat at tro på effekten af demonstrationer, fakkeloptog og fremmøde foran Christiansborg, ligesom det er nedslående at forestille sig, hvor få mennesker, der rent faktisk læser dette opråb så langt som hertil. Vi er vrede, skræmte og oprørte over det menneskesyn, der mere og mere bliver fremherskende i vores samfund, og som gør det muligt for politikerne at vedtage love, der har voldsomme menneskelige konsekvenser, også fatale. Vi føler, vores demokratiske muligheder for at blive hørt er udtømte, og vi skriver dette manifest som et opråb og en opfordring til et fælles humanistisk fodslag, engagement gennem meningsfuld aktivisme, som man fx kan udøve på følgende måder:

Dansknoter

Teksten i midten Når vi taler om civil ulydighed, er det vigtigt at holde sig for øje, at der er tale om en velovervejet og ikkevoldelig protest imod den ved lov vedtagne orden.

–

Vær med til at lukke udrejsecentrene Sjælsmark og Kærshovedgård. Gruppen Close Kærshovedgård Deportation Camp er at finde på Facebook, hvor du løbende vil finde information om gruppens arbejde.

–

Integrationsministeren, der gang på gang har brudt loven og ladet hånt om menneskerettighederne, skal gå af og sættes for Rigsretten, skriv under, demonstrér, råb op. Kræv hendes afgang, kræv rigsretssag.

–

Støt Venligboerne. På Facebook findes forskellige grupper, man kan engagere sig i. Alle aktiviteter er apolitiske, lovlige og ikkevoldelige.

–

Slut op om Ingen udvisninger uden modstand, som er en gruppe, der aktivt forsøger at forhindre udviste asylansøgere i at blive deporteret til det land, som de er flygtet fra, ved at møde op i lufthavne og blokere for, at en sådan tvangsudvisning kan finde sted.

–

Hjælp uledsagede flygtningebørn med at få familiesammenføring, de skal selv betale for deres familiemedlemmers flybilletter, og det kan de naturligvis ikke. Hjælp med penge, indsamlinger, arrangementer (oplæsninger, koncerter, middage, loppemarkeder etc.), hvor pengene går til familiesammenføringer.

–

Hjælp flygtninge, der står over for tvangsudvisning, med at skjule sig for myndighederne.

–

Hvis vi skal have ændret Danmarks praksis med umenneskelige udvisninger, kræver det massivt pres på alle fronter. Nægt derfor at flyve med personer, som tvangsudvises, hvis du er passager på samme fly. Nægt at sætte dig ned, spænd ikke dit bælte, opfordr dine medpassagerer til at gøre det samme. Ombord på flyet er det piloten, der er øverste autoritet, ikke politiet. Piloten kan nægte at flyve med et menneske, der er til stede under tvang. Det har længe været dansk praksis, at asylansøgere anbringes på almindelige rutefly. I november sidste

Dansknoter

år døde en unavngiven algerisk mand som følge af politivold, da han skulle tvangsudvises fra Danmark. –

Bliv informeret – bliv indigneret – fortæl de usynlige historier. Den eneste måde, de danske myndigheder kan slippe af sted med at begå grove og brutale overgreb mod mennesker på flugt, er, at de afvistes historier er usynlige for størstedelen af befolkningen samt det faktum, at medierne ikke interesserer sig for det. Hjælp derfor med at fortælle disse umenneskelige historier til din omgangskreds. Gør dem opmærksom på, hvordan den danske asyl- og integrationslovgivning ødelægger menneskers liv hver eneste dag.

–

Organisér jer, og dan grupper i jeres netværk og med jeres venner. Tal med hinanden om, hvorfor det er vigtigt at udøve civil ulydighed i tilfælde, hvor forrykte folkevalgte træffer beslutninger, der er katastrofale og i værste fald dødelige for de allersvageste i vores samfund. Vi er stærkere, når vi står sammen og ved, hvad hinanden laver.

–

Sig fra overfor spin og vildledende tale, den findes over det hele, tænk selv, og sig fra, råb op! Det skal ikke være ligegyldigt, når ministre og borgmestre, fremtrædende politikere med indflydelse og magt, lyver og fordrejer virkeligheden med det ene formål at bevare indflydelse og magt og høj ministerløn.

–

Det skal ikke længere være muligt at sige: en mand kommer gående med en kuffert fuld af diamanter, når vi taler om mennesker på flugt fra krige, vi selv bidrager til. Sig: Se! Der kommer mennesker på flugt fra vores bomber, dem må vi hjælpe. Sig: Nej, hr. minister. Ingen mand kommer gående over Middelhavet med en kuffert fuld af diamanter, og når du siger sådan, har du diskvalificeret dig som politiker og bør i stedet søge stilling som praktikant hos Onkel Reje i Ramasjang.

Dansknoter

Jon Christensen fhv. lektor ved Egå Gymnasium.

SOM ENGLENE FLYVER Nærværende artikel er et forsøg på en analyse og fortolkning af Naja Marie Aidts novelle ”Som englene flyver” (Vandmærket, 1993) med fokus på en fortolkningshypotese, der ser novellen som en visualisering af sammenstødet mellem teorierne om modernitet og postmodernitet.

“Som englene flyver” bliver lidt utraditionelt fortalt af to parallelle jegfortællere: junkien, Sisse, og dennes navnløse, bekymrede storesøster, hvor navnløsheden peger på Sisses status som intenderet hovedperson. Kompositorisk markeres skiftene mellem de to fortællere med en asterisk i teksten, således at de to fortællere skiftes til at fortælle, og storesøsteren kan derfor til sidst registrere og forklare Sisses død: ”Der var simpelthen ikke slik nok i verden til Sisse” (Aidt 1993, s. 22-23). En karakteranalyse vil hurtigt afsløre, at de to søstre er diametralt forskellige personligheder, og det er her den pædagogiske mulighed for at åbne den konkrete tekst ligger. Forskellene mellem de to personer kan stilles op skematisk på følgende måde:

Storesøsteren

Sisse

klinikassistent

narkoluder

kedsomhed i klinikken

kneppe i kisten

driftshæmning

drift

vil andre (frelse verden)

vil sig selv (narcissisme)

arbejdet

nydelsen

det sikre borgerlige liv

jagten efter ekstasen

trygheden

den særlige oplevelse

fremtidsvendt

værende i nuet

det gode

det onde

realitetsprincip

lystprincip

den frelsende engel

den sorte engel

det apollinske

det dionysiske

ensom og kontrolleret

ensom og skæv

eskapisme

død

På de tre sidste begrebspar ophører modsætningerne og bliver til ligheder: De er således begge ensomme, præget af den samme virkelighedsflugt, og storesøsteren er på en måde selv død, idet hun lever sig ind i Sisses liv for at undgå at forholde sig til sit eget. Om fortællesituationen i øvrigt: Begge jegfortællere fortæller i tilbageblik i erindringsforløb, idet novellen bevæger sig fra datid og vinter (“Den vinter var unægtelig meget kold og frostklar.” (Aidt 1993, s. 9) til nutid og sommer. Skiftet fra datid til nutid sker først i Sisses sidste afsnit: “Jeg bare flyver og flyver [...]” (Aidt 1993, s. 21) og fra midten af storesøsterens afsluttende afsnit: “Nu er det sommer” (Aidt 1993, s. 22). Sisse har fundet lykken og roen i døden, mens storesøsteren står ensom tilbage med savnet, uden dog at turde erkende tomheden: ”ensom, det bliver man jo så tit” (Aidt 1993, s. 23). Der ligger således en klar fornægtelse af hendes egen ensomhed i denne replik. Så for storesøsteren melder problemet sig: Hvem skal hun nu frelse, så hun kan undgå at skulle forholde sig til sit eget liv? Drømmen om at flyve Som i hovedparten af 90’er-litteraturen er miljøet i “Som englene flyver” referentielt. Vi befinder os for Sisses vedkommende i, hvad man vel må kalde et autonomt miljø. Creepy er den centrale person i dette miljø, og alt omkring ham symboliserer død: den sorte farve, kisten, den døde fugl i sprit, masken, som hænger ned fra loftet, de navnløse piger, som alle villigt stiller deres krop til rådighed for det lille skrin med stofferne, de alle fokuserer på, fordi de er afhængige af det for at kunne føle en slags (pseudo)liv. Creepys voldtægtsagtige adfærd får dem således til at føle en slags liv: “man kunne altid være sikker på et ordentligt sus, hvis man gik med Creepy i kisten” (Aidt 1993, s. 11). Men problemet er, at når man har mistet evnen til at føle, må man erstatte det med at mærke; dvs. smerten bliver det centrale: “Til sidst

Dansknoter

FØRMODERNITET

MODERNITET

POSTMODERNITET

ulighedssamfund

lighedssamfund

fragmentarisk verden

landbrugssamfund

industrisamfund

informationssamfund

statisk samfund

udvikling, mobilitet

konstant forandring

slægtsfællesskab (os)

individualisme (identitet)

selviscenesættelse (mit image)

fødsel (slægten)

kvalifikation, frigørelse

simulation, ligegyldighed, sampling

lydighed

driftshæmning, etik, selvdisciplin

drift, nydelse, æstetik

nøjsomhed

produktivitet

konsum

traditionen (i går)

fremskridtet (i morgen)

gribe nuet (i dag)

primær socialisation (slægten)

sekundær socialisation (skolen)

tertiær socialisation (medierne)

slægten, landsbyen

kernefamilien

medierne

kirken (religion)

samfund (utopi, etik)

individ (fortolkningstræthed, æstetik)

metafor: kirken

metafor: videnskaben

metafor: karnevallet

paradis i himlen

paradis på jorden (store fortællinger)

kulturel frisættelse (det private paradis)

var synet og lugten af blod det eneste der løftede os højt nok op. Og vi ville jo så gerne flyve”, siger Sisse (Aidt 1993, s. 12), og hun når da heller ikke længere end til at konstatere: “Jeg syntes fuglen baskede med vingerne i sin spritopløsning” (Aidt 1993, s. 12). Hun er selv en død fugl, der gerne vil flyve, men kun kan baske med vingerne. Hun dræbes til sidst under optagelsen af en snuff-film i Californien. Flyvemetaforen er i øvrigt et ældgammelt litterært symbol for den drømmetilstand, hvor mennesket er udfriet fra jordelivets mangler, f.eks. Ikarosmyten. Drømmen ændrer imidlertid karakter i moderniteten, idet det ikke længere er tilstrækkeligt, som i førmoderniteten, at kunne realisere den i himlen, dvs. som engel. I moderniteten bliver kravet, at den skal realiseres på jorden. I det borgerlige samfund mister paradistanken således med andre ord sin forankring i himlen og trækkes ned på jorden. Drømmen bliver skabelsen af det jordiske paradis. I det mindste indtil også denne paradistanke mister sin betydning i det, vi kalder postmoderniteten, hvor tanken om den fælles forløsning i det perfekte samfund transformerer sig til det enkelte menneskes jagt efter det private paradis. Her ser vi en væsentlig forklaring på forskellene i de to søstres liv, der næsten må forklares som en generationsforskel, på trods af at de er søstre. Storesøsteren finder, lidt firkantet, sit ståsted i moderniteten og (små) borgerligheden, hvor Sisse finder sin (manglende) identitet i postmoderniteten og stofferne – vist skematisk ovenfor. Novellens titel “Som englene flyver” er ironisk, fordi begge søstre flyver lige dårligt. Sisse har lagt alle sine bestræbelser i flyvedrømmen, den ultimative nydelse, hendes egen individuelle forløsning, men hun kan kun opnå den gennem sex og stoffer, og så til sidst i døden. Hun er ikke optaget af ydre

Dansknoter

forandringer, men kun af umiddelbar lystudlevelse. Selvom vi befinder os i et autonomt miljø, som man sædvanligvis associerer med stærke politisk-oppositionelle holdninger, er disse ikke til stede i novellen. Storesøsteren er omvendt helt fornuftsstyret. Hendes liv foregår helt klart efter parolen: bid tænderne sammen og hold ud. Hun må være mor for både søsteren og deres fælles mor. For hende gælder det om at engagere sig i andres liv og tage ansvar, der hvor det ikke bliver taget, som et middel til, som tidligere nævnt, at undgå at konfrontere sig med sit eget liv: “Jeg er alligevel gået fra så meget i årenes løb”, siger hun (Aidt 1993, s. 16). Det vil sige, at hendes bestræbelser, som også tidligere nævnt, er lige så meget udtryk for eskapisme, som Sisses er. To søskende – to generationer Det er selvfølgelig kontrasteringen af de to søstre og deres diametralt modsatte liv, der på det konkrete handlingsplan fylder novellen. Men fortolkning er som bekendt en abstraktionsproces, hvor vi løfter os ud af det konkrete niveau og gør det alment. På dette plan transformerer søskendeforskellen sig til en generationsforskel, der antager kulturhistoriske dimensioner, som det centrale i de to søstres relation. Storesøsteren er simpelthen den inkarnerede ”modernitet”: mennesket, der er bekymret for verden, men stadig tror på, at den kan forbedres, og derfor er parat til at bringe personlige ofre i den gode sags tjeneste – hvor Sisse er den inkarnerede ”postmodernitet”: mennesket, der har opgivet verden og i stedet hengiver sig helt til jagten på den umiddelbare driftstilfredsstillelse. Og forfatterens (ubevidste?) budskab er, at de begge spiller fallit.

På dette plan transformerer søskendeforskellen sig til en generationsforskel, der antager kulturhistoriske dimensioner, som det centrale i de to søstres relation. Vandmærket, som Aidt kalder sin novellesamling, er noget, man har i pengesedler for at konstatere, om de er ægte. Sisses problem er tomhed og kedsomhed, der kun kan fyldes ud med adspredelser og pseudoliv/simulation. Hun mangler i overført betydning det vandmærke, der skal gøre hende til en ægte person. Dette er et hovedtema i postmodernismen, der kommer til udtryk som infantilitet, identitetsvanskeligheder og angst for at tage ansvar, som igen leder til selvmedlidenhed og opgivelse. Troen på, at der kommer en engel og frelser én. Længsler uden mål. Ufriheden. De voksne børn. Anorektiske piger og Peter Pan-mænd. Og det grundlæggende problem for disse personer bliver at træde i relation til omverdenen. Deres fælles problem er nemlig, at de er ude af stand til at lære af deres erfaringer, og derfor kan de heller ikke fortolke deres tilværelse. Vi ser klart denne fortolkningsbestræbelse i hovedparten af 90’er-litteraturen. Fra det førmoderne til det postmoderne Det kan være svært at sige, om der ligger mere i postmodernismen end blot et opgør med moderniteten, men jeg ser dog en pædagogisk mulighed i at anvende betegnelserne kulturhistorisk som skelet i den historiske læsning, således som jeg har stillet op i skemaform nedenfor, hvor “Som englene flyver” altså kommer til at illustrere sammenstødet mellem de to sidste søjler i skemaet. En kort forklaring: I det førmoderne samfund havde hvert enkelt menneske sin bestemte plads i samfundet, bestemt ved fødsel. Samfundet var statisk. Det enkelte menneske fødtes i et bestemt samfundslag, til et bestemt arbejde og på en bestemt egn. Rammerne var bestemt af sædvaner og tradition, og det hele var holdt sammen af kristendommen og troen på Gud på

det overordnede plan og af slægtsfællesskabet på det mere jordnære plan. I et samfund, hvor der ikke fandtes politi eller socialforsorg, var det enkelte menneske henvist til at holde sig til sin slægt, i hvilken slægtsoverhovedet til gengæld havde hånd- og halsret over hvert eneste slægtsmedlem ud i slægtens syvende led. Det enkelte menneskes bevidsthed var præget af dette forhold, hvorfor det ikke var i stand til at opfatte sig selv som et individ med egen identitet og egne muligheder. Det enkelte medlem af slægten var så at sige slægten. Litteraturen i denne periode bliver primært en formidler af traditionen. Og i denne er paradislængslen fast forankret i himlen og i livet efter døden. Med overgangen fra feudalsamfund til det moderne samfund bryder såvel kristendommen som slægtsideologien sammen. Dvs. alle samfundets værdisystemer. De værdisystemer, der bliver rejst til afløsning for kristendommen, er da det moderne. Det moderne er udviklingen, frigørelsen, fremskridtet. Det symbolske udgangspunkt er Den amerikanske Uafhængighedserklæring og Den franske Revolution, hvor det feudale ulighedssamfund væltes med slagordene frihed, lighed, broderskab. De nye værdisystemer, som Lyotard senere kalder ”de store fortællinger”, var ideologier som liberalismen. Det moderne er altså et borgerligt projekt, og begrebet individualisme, der er dette projekts bannermærke, har oprindeligt sit kendetegn i begrebet dannelse. Og det er lige præcis omkring dette begreb, at borgerskabet i begyndelsen af 1800-tallet, med den lærde skole som instrument, løfter sig selv op til, gennem uddannelse, at overtage magten i samfundet. Målet er paradis på jorden. Ewald er den første danske forfatter, der formidler denne nye bevidsthedsform. Og så godt som al litteratur har lige siden handlet om at

Dansknoter

svare på spørgsmålet: hvem er jeg? fordi man i det borgerlige samfund ikke kan stive sig af med sit slægtstilhørsforhold. Derfor bliver begreberne identitet og kvalifikation af yderste vigtighed. Det nye i postmoderniteten er, at metanarrativerne, "de store fortællinger", mister deres gennemslagskraft. Ziehe kaldte det kulturel frisættelse, idet mennesket nu endelig er sluppet fri af den undertrykkelse, der ligger i at være underlagt en fælles éntydig sandhed, som i øvrigt altid har ledt til folkemord, jf. storesøsterens trang til at gennemtæve Sisse, fordi hun ikke vil indse fornuften. For ”postmodernisten” er verden, som den viser sig for os, dvs. ren overflade. Der er intet bagved overfladen. Verden er fragmentarisk, og intet er virkeligere end noget andet, og da alt er lige gyldigt, bliver alt også ligegyldigt. Der er altså ingen værdihierarkier længere. Det enkelte menneske er henvist til at iscenesætte sig selv og sin tilværelse. Intet er længere ægte i den oprindelige betydning af ordet. Det er ikke længere muligt at skelne mellem sandt og falsk. Lyrikeren Pia Tafdrup siger alt dette således: "Verden er ikke en enhed. Enhver forestilling om sammenhæng er væk, enhver tro på orden er afløst af det mangfoldiges princip: Det at man et givet øjeblik modtager

en række indtryk og samtidig indgår i en yderst kompliceret virkelighed" (Tafdrup 1985, forord). Per Højholt siger det således: “Den egentlige virkelighed er at gå i døgnkiosken og købe den ægte vare, éngangslighteren, den uforgængelige parodi på de vises sten” (citeret efter hukommelsen).

Litteratur Aidt, Naja Marie: Vandmærket, Gyldendal 1993 Tafdrup, Pia: ”Karakteristik af 80’ernes digtere”, i Transformationer, Systime 1985, forord

Sagatid.dk Lærings- og oplevelsessite om islændingesagaer og ny nordisk litteratur Redaktion: Annette Lassen, Merete Stenum Nielsen, Henrik Poulsen

Dansknoter

FORSKERINTERVIEW Af Maja Christine Wester, medlem af redaktionen på Dansknoter.

Hjerneforsker eksperimenterer med litteratur Interview med Mikkel Wallentin, ph.d. i kognitiv neurovidenskab og ansat som lektor ved Institut for Kultur og Kommunikation, Aarhus Universitet, og Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitetshospital. I danskfaget møder vores elever et hav af fortællinger som skal analyseres og fortolkes. Fortællinger der – forhåbentlig oftest – også fanger og påvirker dem. Men hvad sker der egentlig når vi læser og finder en fortælling spændende? Mikkel Wallentin giver svar ud fra forskning i hjernen. Hvad går din forskning ud på? Jeg undersøger forholdet mellem sprog, perception og hjerne ved hjælp af eksperimenter, blandt andet hjerneskanning. Sproget spiller en central rolle i den måde hvorpå vi mennesker orienterer os i verden. Jeg interesserer mig for hvordan sproget påvirkes af vores sanseapparat, og hvordan vi gennem sproglig interaktion træner vores hjerne til at reagere på bestemte måder i bestemte situationer. Kan hjerneforskning bidrage med noget i forhold til studier af litteratur og sprog? I første omgang er min påstand den modsatte, nemlig at hjerneforskningen har brug for at interessere sig for litteratur og sprog for at forstå hvordan den menneskelige hjerne er forskellig fra andre arters hjerner, og for at forstå hvordan variation i menneskelige forståelsessystemer opstår. Men

Dansknoter

det betyder naturligvis også at jeg mener at en tilgang til litteratur og sprog der har hjernen som udgangspunkt, er produktiv. F.eks. er litteratur ligesom musik noget man kan blive trænet i. En fortælling bliver ikke oplevet på samme måde af en person som har læst en enkelt bog, som af hende der har læst 100 bøger, fordi fortællinger blandt andet virker i kraft af overraskelser, både på det sproglige og det narrative plan. Fortællinger er bygget over skabeloner. Jo mere træning vi har med de skabeloner, desto bedre kan vi forstå en fortælling, og jo mere kompleksitet skal der til for at overraske. Hvordan har du eksempelvis undersøgt hjernens påvirkning under (op)læsning af litteratur? Vi skannede f.eks. forsøgspersoner mens de lyttede til ”Den grimme ælling” af H.C. Andersen. Samtidig undersøgte vi hvornår fortællingen var interessant eller spændende, ved at lade andre forsøgspersoner markere det mens de lyttede. Det gjorde os i stand til at kortlægge hvilke områder af hjernen der er mere aktive under de spændende afsnit. Hvad kunne du konkludere? Analysen viser at alle hjernens sprogområder er langt mere

Dansknoter bringer på disse sider interviews med forskning som kan give inspiration til nye vinkler på danskundervisningen og faget. Har du et forslag til et interview, skal du skrive til Kristoffer.Kildelund@ greve-gym.dk

Mikkel Wallentin, ph.d. i kognitiv neurovidenskab og ansat som lektor ved Institut for Kultur og Kommunikation.

aktive når fortællingen er spændende. Desuden aktiveres hjernens såkaldte frygtnetværk, som blandt andet inkluderer det område som hedder amygdala. Fortolkningen er at når noget er spændende, sætter det gang i dybtliggende emotionelle processer som engang i tidernes morgen handlede om overlevelse, men som nu også bruges i bearbejdningen af de simulationer af begivenheder som vi gennemfører ved at få dem præsenteret som fortællinger. Det er til en vis grad de samme reaktioner og svedige håndflader som stenaldermanden oplevede ved mødet med en sabeltiger. Nu er disse systemer sat ind i en kulturel kontekst hvor følelsen bliver en motor der ikke skal bruges til at få os til at løbe vores vej, men til at få os til at skynde os gennem fortællingen for at finde ud af hvordan det går den stakkels hovedperson. Ud over at drive os gennem fortællingen fungerer fortællingens ophidselse også som medicin for vores hukommelsessystem, sådan at vi husker de ting bedre som er indlejret i en narrativ ramme.

Hvad har overrasket dig mest i din forskning? Når man laver eksperimentel forskning, ønsker man at eliminere alle andre elementer end de specifikke virkemidler som man er interesseret i. Kontrollerede sprogforsøg handler derfor typisk om at vise forsøgspersoner ord eller sætninger der varierer på et bestemt semantisk eller grammatisk parameter. Det er som regel enormt kedeligt både for forsøgspersonen og den der laver forsøget. I den forstand er fortællinger typisk dårlige at eksperimentere med fordi gode fortællinger indeholder alle mulige virkemidler i en skøn blanding. Men efterhånden står det klart for mig at jo mere interessant et forsøg er for forsøgspersonen, des stærkere reagerer hjernen. Det opleves som et videnskabeligt dilemma; du kan kun få et resultat hvis du laver ukontrollerede forsøg, men du kan kun forstå dit resultat hvis du laver kontrollerede forsøg. Derfor arbejder vi nu med at konstruere fortællinger som kan manipuleres på bestemte elementer, så de kan virke som kontrollerede forsøg uden at være det. Hvordan endte du som forsker ved Aarhus Universitet? Jeg har taget verdens længste omvej til hjerneforskningen. Jeg studerede dramaturgi på universitetet og havde samtidig dramatiske og litterære ambitioner. Ved et tilfælde havnede jeg i slutningen af 1990'erne på Center for Semiotik på Aarhus Universitet, hvor der var en masse spændende diskussioner om muligheden for at anvende naturvidenskabelige metoder på humanistiske emner. Jeg begyndte at hænge ud sammen med folk som lavede hjerneskanninger, og da muligheden bød sig, var jeg skruppelløs nok til at foreslå at jeg da også kunne gøre sådan noget, selvom jeg aldrig havde lavet et eksperiment i mit liv. Heldigvis var der modige mennesker som så et potentiale i mine vilde ideer og gav mig lov til at lege med de dyre maskiner. Siden da har jeg arbejdet hårdt på at blive dygtig til eksperimentel metode samtidig med at jeg forsøger at bibeholde min humanistiske skepsis over for de reduktionistiske fortællinger om hjernens funktion.

Dansknoter

Sproget i demokratiets tjeneste

Søren Husted-Pedersen fagkonsulent i dansk hhx, htx og eux

Kort præsentation af den nye fagkonsulent i dansk for HHX, HTX OG EUX: Mit navn er Søren Husted-Pedersen. Jeg er cand.mag. i dansk og kommunikation fra Aalborg Universitet, efterfølgende har jeg læst ekstra sidefag i historie på Aarhus Universitet. Jeg er lektor på Skive College, der er en fusion mellem Skive Handelsskole og Skive Tekniske Skole. Jeg har undervisningskompetence i dansk, historie og kulturforståelse. Sideløbende med mit gymnasiejob har jeg været tilknyttet Aalborg Universitets Institut for Kommunikation som ekstern lektor. De seneste 10 år har jeg beskæftiget mig med de fleste facetter af den pædagogiske uddannelse af gymnasielærere som kursusleder, tilsynsførende, teopæd-censor samt underviser på fagdidaktiske kurser. Privat er jeg bosat mellem Skive og Viborg, hvor jeg bor med min kone og vores dejlige, store familie. Motionsløb, madlavning og køretøjer med motor er blandt mine favoritinteresser.

Dansknoter

Uanset hvilken radiokanal, man lytter til, eller hvilken nyhedsudsendelse, man retter sit blik på, så ligger det mellem linjerne – valget er lige om hjørnet. På de samme kanaler hører og ser vi, hvordan Trumps lettere omskrivning af sandheden får bølgerne til at gå højt i den amerikanske presse. Dønningerne når os i Danmark, og bekymringerne ligger lige for: Ender den danske politiske debat som den amerikanske? Det skal vi som undervisere og dansklærere ikke værdibedømme i undervisningen, men vi skal styrke vores elever i at være analytiske og kritiske over for de tekster, de eksponeres for. Vi kan således med fordel tage udgangspunkt i den guldåre af eksempelmateriale, der i den kommende tid vil tilflyde os i de forskellige medier. Teksterne vil komme til at stå i kø, og der vil komme tekster med saft og kraft. Et andet begreb, som i særdeleshed det seneste år har presset sig på, er fake news. Endnu et eksempel fra det sproglige domæne, hvor der med ord kæmpes om at tage patent på sandheden. Diskursanalysen med dens fokus på netop sproget og den konstituerende rolle, sproget har for vores forståelse af omverdenen, er oplagt at bringe i spil i denne sammenhæng. De vanlige udfordringer med at etablere et metasprogligt begrebsapparat kan for eleverne blive mere nærværende og forståelige med politiske tekster. De holdningsorienterede politiske tekster som debatter, valgkampsmateriale, indlæg, synspunkter etc. er jo alle sammen gode eksempler på genrer,

Fake news, endnu et eksempel fra det sproglige domæne, hvor der med ord kæmpes om at tage patent på sandheden.

hvor sproget er på arbejde i demokratiets tjeneste – hvor sproget bliver en kampplads. For som rappere, der kaster med håndtegn, kaster politikerne og meningsdannerne med ord i forsøg på at udøve hegemoni over modpartens holdninger. For eleverne giver det måske mening med sagprosatekster, hvor der netop er noget på spil. Set fra et fagdidaktisk synspunkt er de politiske tekster ofte konkrete og forståelige, når diskursanalysens forskellige begreber skal bringes i spil. Begrebsapparatet til feltet diskursanalyse er ellers mangfoldigt, og det kan være udfordrende at præsentere og gøre begreber som ækvivalenskæder, nodalpunkter, flydende betegnere, hegemomi etc. forståelige og

anvendelige. Skeler man til læreplanerne, så vil arbejdet med diskursteorien tilgodese en del af den sproglige ”søjle”. Fake news kunne med fordel være tema i arbejdet med medier og nyheder. Mange ønsker om et godt nyt skoleår og god kamp derude.

Dansknoter

Ida Elisabeth Mørch

DET DEMOKRATISKE SPROG Hvis man har lyst til en god diskussion med sin bordherre eller borddame til næste familiefest, kan man altid spørge hvad de synes om udviklingen i sproget. Det kunne være betydningen af ordet bjørnetjeneste, modeord (og for nogle hadeord) som italesætte eller fremadrettet, eller hvorfor det i den offentlige debat pludselig ikke er nok at tale om nytænkning og forandring, men skal være innovation og disruption. Hvis man er lærer eller arbejder med sprog og ordbøger, så kan middagssnakken hurtigt tage en sprogpolitisk drejning. For hvor demokratisk er vores sprog, og hvem bestemmer hvad ordene betyder, og hvad man må sige eller skrive? Hvis det man selv lærte i skolen, nu er ændret, er det så ikke Sprognævnets eller ordbogsredaktørernes skyld? Når vi på Sprognævnet får spørgsmål af den art, svarer vi bl.a. at det er alle os der taler dansk, der bestemmer hvad ordene betyder. De definitioner der står i ordbøgerne, er en beskrivelse af hvordan vi bruger ordene. Ordbogsredaktørerne undersøger hvordan ordene bliver brugt i forskellige sammenhænge, og de finder på den måde frem til de definitioner der er dækkende i almindelighed. Ved nogle ord skal der angives en hel del forskellige definitioner for at få alle betydningerne med. Det gælder fx ordet fin. I sætningen hun havde en fin kjole på til festen betyder fin noget andet end i hun er et fint menneske, noget helt tredje i vi har en fin

mulighed for at nå det og noget fjerde i det skal sys med en fin nål. Og det er langtfra alle anvendelserne af fin. Man skal være glad for at sproget og ordenes betydninger og brugen af dem ikke besluttes af en lille gruppe sprogeksperter. Det ville fx være urimeligt hvis det var ordbogsfolk der skulle bestemme hvad abstrakte ord som kærlighed og demokrati helt præcist skulle betyde. Og hvis nu et ord blev brugt i overført eller udvidet betydning, ville man så kunne påstå at det blev brugt forkert fordi betydningen ville være en anden end den ordbogen havde fastsat? På samme måde er det sprogligt demokrati når man undlader at bruge stødende eller krænkende ord om dem der føler sig stødt eller krænket. Det er ikke noget ordbogsredaktøren, Dansk Sprognævn eller andre institutioner bestemmer. Det er en fælles overenskomst blandt os der taler dansk, at vi undlader de nedsættende betegnelser for vores medmennesker og tager hensyn til hinanden. Udviklingen starter et sted og breder sig via debatten gradvist til større og større dele af befolkningen. Demokrati og debat er godt, også når det gælder sproget – sprogdebatten lærer os fx om hvad der opfattes som krænkende sprog, og derfor ved de fleste nu at og hvorfor der er ord som vi ikke længere bruger i dansk.

Sproget.dk er resultatet af et samarbejde mellem Kulturministeriets institutioner for sprog og litteratur, Dansk Sprognævn (DSN) og Det Danske Sprog- og Litteraturselskab (DSL). Visionen for hjemmesiden er at være det sted på nettet hvor man finder vejledning, oplysning og svar på spørgsmål om det danske sprog og sprogforhold i Danmark. Klummen her skrives på skift af to af redaktørerne, Ida Elisabeth Mørch fra Dansk Sprognævn og Laurids Kristian Fahl fra Det Danske Sprog- og Litteraturselskab.

Dansknoter

OPDATERET VERSION AF BOG OG WEBSITE

SE MERE PÅ

GU.DK

Ny udgave af en gammel favorit KRYDSFELT – Grundbog i dansk præsenterer danskfagets grundlæggende teori og metode og skaber cross overs mellem fagets tre perspektiver, litteratur, sprog og medier. Den nye udgave indeholder opdaterede kapitler om litteraturhistorie, sproghistorie og mediehistorie samt nye afsnit om diskursanalyse, sprog og ’hård tone’ på digitale medier. Bogen indeholder også tre nye, aktuelle undervisningsforløb på tværs af perspektiver. Læs mere og køb bogen på gyldendal-uddannelse.dk. Websitet KRYDSFELT web 2. udgave er også opdateret og tilført nyt indholdet. Websitet indeholder som noget nyt hele antologien knyttet til KRYDSFELT. Læs mere på krydsfelt.gyldendal.dk. DAN0818

”(...) Krydsfelts fordel er dens store materiale og udvalg af opgaver og øvelser samlet under ét system.” – Gymnasieskolen

gyldendal-uddannelse.dk tlf. 33 75 55 60 information@gyldendal.dk

Dansknoter

DIN FORENING Glæd dig til efterårets nye bogpakke Vi er på Dansklærerforeningens Forlag ved at lægge sidste hånd på efterårets bogpakke, som vi glæder os til at præsentere for jer. Du kan bestille bøgerne fra primo oktober – og som altid med hele 60 % medlemsrabat. Vi har bestræbt os på at komme godt rundt i danskfaget, og vi håber at bøgernes nye faglige og didaktiske vinkler kan inspirere dig til at nytænke din danskundervisning. – – – –

60 %

MEDLEMSRABAT Bøgerne kan bestilles fra primo oktober 2018

Døden – fra sagatid til senmodernitet. En basisbog til danskhistorieforløbet og DHO’en Sproget i sociale medier Højskolesangbogen i dansk Dansk – didaktisk set

Hold øje med nyhedsmails og på dansklf.dk/bogpakke Og husk: Vi er altid på jagt efter gode idéer til udgivelser. Skriv til forlag@dansklf.dk

Nyt undervisningsforløb til Nyhedsugen SPORTSJOURNALISTIK – en forkætret, men central disciplin. Årets forløb til Nyhedsugen zoomer ind på sportsjournalistikken og dens omtumlede, men samtidig stærke position i det danske medielandskab. Se forløbet på dansklf.dk under Undervisningsforløb til Nyhedsugen

Kursus i Skrivecup Kreativ skrivning, idéudvikling, performances og leg med litteraturhistoriens skatte er essensen i Skrivecup. Kurset introducerer til en bred vifte af forskellige skriveøvelser og måder at performe tekster på. Kurset indeholder såvel teoretiske refleksioner om det kreative tekstarbejde som konkrete eksempler på forskellige måder man kan lave et Skrivecup-forløb med sin klasse. I år er konkurrencens emne Kærlighed – så grib hjerteligt dit skarpeste skriveredskab og dine søde kollegaer, og tilmeld jer årets konkurrence og gerne dette inspirationskursus for lærere.

Generalforsamling den 4. oktober Dansklærerforeningens sektioner for stx/hf og hhx, htx, eux, eud afholder generalforsamlinger torsdag den 4. oktober 2018 kl. 13.45-15.00. De finder sted i forbindelse med sektionernes årsmøde-kursus på Comwell Roskilde. Se dagsorden og årsberetninger på dansklf.dk

Læs mere på www.skrivecup.dk

Dansknoter

KURSUS DET SYGE SAMFUND? PSYKISK USTABILITET I LITTERATUREN FØR OG NU Vi lever i et diagnosesamfund. Aldrig før har så mange fået konstateret social angst, depression eller stress. Diskussionen om, om det er individet eller samfundet, der er sygt, er aktuel som aldrig før. Vi afsøger, hvordan psykisk ustabilitet er blevet fremstillet igennem litteraturhistorien, ligesom vi ser på aktuelle skildringer af temaet af de forfattere, der i det seneste årti er uddannet på Forfatterskolen, og som på forskellig vis forholder sig til de krav, unge møder i konkurrencestaten. Vi dykker bl.a. ned i den litteraturhistoriske fremstilling af psykisk ustabilitet, som den fx kommer til udtryk hos forfatterne Holberg, Skram og Ditlevsen. Vi undersøger, hvordan patienterne er blevet opfattet og behandlet, og vi ser på kunstens evne til at vise galskabens væsen og til at hjælpe folk med ondt i livet. På kurset møder I forskere og forfattere, der har beskæftiget sig med psykisk ustabilitet, heriblandt adjunkt Lasse Raaby Gammelgaard (AU), forfatter til Galskab i litteraturen, lektor Camilla Schwartz (SDU), der har forsket i psykisk sygdom i ny dansk litteratur, og forfatteren Olga Ravn, der lige har udgivet arbejdspladsromanen De ansatte. Derudover vil der være en workshop med kreative skriveøvelser ved Thomas Boström (billedkunstner og forfatter), et praksisnært oplæg om pigerne på Sprogø og omtalen af dem i forskellige medier, ved danskog historieunderviser Julie Sejer Hansen og en samtale mellem forfatteren Adda Djørup og læge i psykiatrien Birgit Wandahl Bundesen om at bruge litteratur og skrivning til at hjælpe folk med psykiske lidelser. Kurset giver en introduktion til, hvordan man kan arbejde tematisk og kreativt med emnet psykisk ustabilitet i danskfaglige og tværfaglige sammenhænge, hvor fag som psykologi, biologi, bioteknologi, historie, samfundsfag og engelsk indgår.

Dansknoter

Tid og sted Torsdag den 31. januar til fredag den 1. februar 2019 på Hotel Vejlefjord, Vejle. Priser* 3.550,00 kr. for medlemmer af Dansklærerforeningen 3.850,00 kr. for ikke-medlemmer af Dansklærerforeningen *Priserne er ekskl. moms. I prisen er inkluderet kursusmateriale efter aftale med Copydan. Tilmeldingsfrist Senest torsdag den 15. november 2018 Målgruppe Kurset henvender sig til undervisere fra alle skoleformer. Kontakt Julie Sejer Hansen julie_sejer@yahoo.dk tlf: 20950792 eller Ditte Eberth Timmermann det@aarhustech.dk tlf: 60777304.

KURSUS DEBAT, ENGAGEMENT, AKTIVISME – FRA ET DANSKFAGLIGT PERSPEKTIV Kursusudbyder Dansklærerforeningen/G Sektionen for stx og hf Formål Kursets fokus er en undersøgelse af hvordan litteratur, sprog og medier skaber debat og agerer aktivistisk i samspil med omverdenen. På kurset sættes særlig lup på litteraturens rolle i samtiden, men et andet centralt spor vil også blive forfulgt, nemlig debatkulturen i moderne medier. Indhold Sara Omar, Lone Aburas og Yahya Hassan bliver hyldet når de med sproget sigter og skyder med skarpt mod racisme, kynisk flygtningepolitik og social kontrol. Andre forfattere som Lars Skinnebach, Charlotte Weitze og Theis Ørntoft sætter med litteraturen spot på storpolitiske emner som miljø- og klimakrise. Alle melder de sig i koret af forfattere der agiterer for samfundsengagement i litteraturen. Men hvad er egentlig litteraturens rolle – og har den overhovedet et egentligt samfundsomstyrtende potentiale? Også i medierne er de aktivistiske tendenser tydelige. En bølge af hashtag-aktivisme er skyllet ind over medielandskabet de seneste år. Eksempelvis i forbindelse med #metoo-bevægelsen på globalt plan, det danske OK18-hashtag #NokErNok, der har samlet forskellige faglige organisationer i fælles front mod besparelser i det offentlige, samt den evigt verserende vaccinedebat der viser at medierne risikerer at få et voksende magtmonopol, hvis vi ikke lærer vores elever at møde verden med et kritisk blik.

Og et af danskfagets mål er netop at ruste eleverne til at begå sig i en verden hvor sproget hurtigt kan eksplodere mellem hænderne på dem, men hvor de også risikerer at skyde med løst krudt hvis de ikke kender spillereglerne i mediernes version af Det vilde Vesten. Kom med på kurset, og deltag i debatten om litteraturens og mediernes politisk-aktivistiske potentiale – set gennem en danskfaglig optik. Tid og sted Mandag den 10. og tirsdag den 11. december 2018 Comwell Køge, Strandvejen 111, 4600 Køge Pris For medlemmer af Dansklærerforeningen 3.550 kr. For ikke-medlemmer 3.850 kr. Priserne er ekskl. moms. I prisen er inkluderet kursusmateriale efter aftale med Copydan. Tilmelding Senest onsdag den 1. november 2018 på www.dansklf.dk Kontakt For yderligere oplysninger og endeligt program se www.dansklf.dk Spørgsmål vedrørende indhold kan rettes til kontaktperson Camilla Aaquist: aaquist83@gmail.com

REGIONALE KURSER Også i dette skoleår afholder fagkonsulenterne og Dansklærerforeningens (G og E) regionsrepræsentanter et årligt kursus/møde i hver af landets regioner. Ud over oplæg er der indlagt et netværksmøde for FIP-deltagere (ministeriets program for Faglig Udvikling i Praksis) enten i starten eller slutningen af kurset.

Kig i Dansknoter og på www.dansklf.dk for information om hvornår mødet afholdes i din region. Møderne vil ligge vinter og forår 2018-2019. Kontakt Spørgsmål til kurserne rettes til: Miriam Kruse: miriam.kruse@kggym.dk

Dansknoter

KURSUS SKOLEBASEREDE KURSER TIL DANSK PÅ ALLE GYMNASIEUDDANNELSERNE Kursusudbyder Dansklærerforeningen/G Sektionen for stx og hf Formål Dansklærerforeningens sektion for stx og hf afholder skolebaserede kurser i foråret 2019. Kurserne er enkeltdagskurser og relaterer sig til perspektiverne sprog – litteratur – medier. Formålet med kurserne er at give inspiration til danskundervisningen. Indhold De skolebaserede kurser er reformrettede og skræddersyede til at efteruddanne dansklærere inden for faget. En folder med nærmere information om kursernes indhold vil blive sendt til skolerne medio august 2018. Arbejdsform Der arbejdes med både faglige oplæg og konkrete praktiske øvelser. Målgruppe Dansklærere inden for det gymnasiale område inden for alle skoleformer. Tid og sted Februar, marts og april 2019 på den enkelte skole. Pris 925 kr. ved et heldagskursus og 600 kr. ved et halvdagskursus pr. deltager. Prisen er ekskl. moms. Tilmelding Senest 1. november. Information om tilmelding vil fremgå af folder. Kontakt Spørgsmål ang. kursernes indhold rettes til: Mischa Sloth Carlsen: msc@aurehoej-gym.dk

INTERNATKURSUS: NYE FAGDIDAKTISKE VINKLER Kursusudbyder Dansklærerforeningen/G Sektionen for stx og hf Formål Kurset opdaterer den erfarne dansklærer med nye fagdidaktiske vinkler på undervisningen i de gymnasiale uddannelser i fagets samspil mellem de tre perspektiver. Sigtet er at give danskfagets bud på hvordan vi kan motivere og løfte unge fagligt og samtidig bibringe dem dannelse der klæder dem på til at møde verden. Indhold Kurset har fokus på at præsentere en vifte af nyere didaktiske og tematiske tilgange til danskundervisningens tre perspektiver. Hvordan giver kulturen mening for unge i dag både med tilbageblik og udblik til verden omkring dem? Hvordan bliver unge kreative og kritiske sprog- og mediebrugere? Hvordan kan vi kaste nyt blik på litterære læsninger? Kurset vil indeholde workshopper, vidensdeling, teoretiske og praksisnære oplæg. Tid og sted Onsdag den 23. januar til torsdag den 24. januar 2019 Comwell Køge, Strandvejen 111, 4600 Køge Pris For medlemmer af Dansklærerforeningen 3.550 kr. For ikke-medlemmer 3.850 kr. Priserne er ekskl. moms. I prisen er inkluderet kursusmateriale efter aftale med Copydan. Tilmelding Senest den lørdag den 15. december på www.dansklf.dk Kontakt For yderligere oplysninger og endeligt program se www.dansklf.dk Spørgsmål vedrørende indhold kan også rettes til kontaktperson Christian H. Mohn: christian@chmohn.dk

Dansknoter

ANMELDELSER MENNESKELIG FORMØRKELSE Anmeldelse af Theis Ørntoft: Solar Cathrine Rygaard Rasch, lektor på Gladsaxe Gymnasium

Theis Ørntoft har taget springet ud i romangenren, men bøjer og afviger på overlegen vis i en lang og tredelt roman, der behændigt fletter det biografiske med det essayistiske og det decideret hallucinerende, ligesom gå-i-hundene-temaet vibrerer gennem hele teksten og giver suspense og uro. Solar er udråbt til at være en generationsroman, og det har sin berettigelse i form af uroen, forholdet til naturen/ kulturen og den søgen efter en meningsfuld væren, som er essentiel for alle, der er ved at blive voksne. Det er også en undergangsroman, og på denne vis fortsætter Ørntoft det bekymrede projekt, som også løber gennem hans lyrik. Romanen følger unge Theis, der går ad Hærvejen, mens der reflekteres over kultur og natur, unge Theis, der dyrker fitness og flytter til Albertslund med en kæreste, indtil hans dagpenge- og playstation-tilværelse ikke kan bære det forhold længere, og unge Theis, der tomler ned gennem Europa i en dis af stoffer, vodka og hallucinationer sammen med den uvirkelige og farlige hjælper-figur, Diago. Hvis man skærer teksten op med sin dansklærerslagtekniv, vil man kunne finde gode lunser af forskelligt materiale, som er ret eksemplarisk i en undervisningssammenhæng, jeg tænker i flæng: De mange naturbeskrivelser, der leder over i naturbekymringer, der leder over i værens-bekymringer og bekymring om verdens tilstand, for igen at sløjfe sig tilbage til en sanset barndomserindring eller ny naturbeskrivelse. Eller de lange GTA-sekvenser, der sprogligt formår at ophæve skellet mellem ”virkelighed” og playstationunivers, fordi Ørntoft dvæler i de parallelle virkeligheder, så de nærmest når at overtage den øvrige virkelighed. Det tror jeg faktisk, at de ps-spillende generationer, vi underviser, vil synes er inspirerende, fx i forhold til egne skriveøvelser. Eller hvad med den uskyldige kroket-turnering, der viser sig at være en slags russisk roulette, der måske leder til makabre mord? Sprogligt bevæger Ørntoft sig her på kanten af lidt

Dansknoter

splat, og det er en del af tekstens styrke og uro, at genrerne løber ind og ud af hinanden. Solar er for lang. Spørgsmålet er, om det nye værkbegreb ville kunne rumme, at man nøjedes med én af romanens dele? Birgitte Darger skriver i sin leder i Dansknoter#2/2018 om værkbegrebet i den nye vejledning, at ”Vejledningen overlader magten til læreren.” og at ,,(…) når/hvis man afviger fra det gængse genrebegreb, så skal man argumentere fagligt.(…) Forklar hvordan og hvorfor du forstår dette som et meningsfuldt værk i din danskundervisning.” Med disse fornuftige og pragmatiske ord i skoletasken vil jeg anbefale, at man udvælger sig en tredjedel af det flotte, kedelige, genrespringende, syrede værk, som er så fuldt af vilter uro og refleksion, så eleverne ikke drukner i den samlede totale undergang. Theis Ørntoft: Solar Roman, 304 sider, Gyldendal marts 2018 249,95 kr.

HVAD EJER DU EGENTLIG? Anmeldelse af Caspar Eric: ALT HVAD DU EJER Kasper Lezuik Hansen, lektor på Gefion Gymnasium

Casper Erics digtsamling Alt hvad du ejer handler om at tage ejerskab til den historie og den sorg, som man underlægges, og træde ud af eventuelle offerpositioner og omdanne hændelser til egne erfaringer. ”Inde i bogen ligger jeres vandrejournal// der er ikke udfyldt noget efter ottende uge// ”17 urin: blank”// der ligger også en informationsseddel om ”ufrivillig abort – udskrabning”/ fra Juliane Marie Centeret// alle de gravide og voldtægtsofrene/ havde siddet ved siden af hinanden". Alt hvad du ejer kan læses som en fortælling, hvor bogens subjekt, et ”du”, ser tilbage på en overraskende graviditet, en forventning til at blive far, en ufrivillig abort i 11. uge, en sorg over tabet af fosteret og af alle de drømme, der knyttede sig til det, et brud med kæresten og en efterfølgende periode, hvor der etableres en ny identitet oven på tabene. Det er en identitet, der bliver til i takt med, at sorgen sættes i proportioner, som matcher det liv, duet lever, og hvor han også forholder sig til andre relationer, både i den nære sociale omgangskreds og som politisk menneske i et globalt orienteret verdensbillede. Bogens små tre hundrede sider er opdelt i 13 afsnit, der består af en række korte digte, som næsten lige så godt kan læses som korte prosastykker. Digtenes afsluttede form markerer den eksistentielle udsigelse i og betydningen af hvert øjeblik, mens deres prosaiske sprog indskriver dem i en fortløbende fortælling, som fremstår ret sammenhængende. Her skrives den kropsnære og personlige uretfærdighed, og magtesløshed, ind i det store liv. ”…din farmor havde fortalt dig/at man inseminerer kvæget årligt/ for at køerne bliver ved med at producere mælk/ hvilket betyder at mælkeindustrien/ drives på bekostning af køernes sorg/ over alle de kalve de skal føde og skilles fra/ hvis maver man høster for enzymer til ost”

Smerten fra duets oplevelse af kærestens abort bliver her artikuleret som en civilisationskritik og skaber således en mulighed for, at den nære sorg proportioneres og gives en større betydning. Og det er netop denne type betydningstilskrivelse, som er digtsamlingen omdrejningspunkt. Tabet af fosteret sættes i forhold til overbefolkning, og tabet af kærligheden mellem duet og kæresten sættes i forhold til forældrenes skilsmisse. Brugen af et ”du” som subjekt i digtene skaber en intim tone. Duet unddrager sig jeg-formens suveræne insisteren på sig selv og tredjepersonsformens mere objektive karakter og har en mild melankolsk og ind imellem lettere selvironisk tone, både på duets egne og på sit segments vegne. Bogen er mere eftertænksom og afdæmpet og måske lidt mindre vild og energisk end Casper Eric var det i især bøgerne 7/11 og Nike. Men den egner sig også godt til undervisning. Den kan sagtens læses i små og underholdende bidder, som trods det dystre emne sagtens kan være vedkommende for eleverne både i formen og i miljøskildringerne. Den demonstrerer, at det liv, man har sprog for, det ejer man faktisk! ”det er den slags ejerskab der kan ligge i sproget” Caspar Eric: Alt hvad du ejer 293 sider Gyldendal

Dansknoter

G-bestyrelsen Birgitte Darger Christianhavns Gymnasium birgitte.darger@gmail.com Næstformand: Mischa Sloth Carlsen Aurehøj Gymnasium msc@aurehoej-gym.dk

Nina Sofie Llorente Munck KVUC nm@kvuc.dk Suppleanter Helle Trier Gribskov Gymnasium helletrier@gmail.com

Øvrige bestyrelsesmedlemmer

Kathinka Skriver Gribskov Gymnasium kathink3@gmail.com

Camilla Aaquist Odense Katedralskole aaquist83@gmail.com

Fagkonsulent Sune Weile weile@galnet.dk

Mette Clausen Roskilde Gymnasium rgmc@roskilde-gym

Oversigt over udvalg og bestyrelsens repræsentanter i andre fora: Skolebaserede kurser: Mischa Sloth Carlsen

Karen Wagner Ørestad Gymnasium kwa@oegnet.dk Christian H. Mohn Paderup Gymnasium christian@chmohn.dk René A. Christoffersen Gammel Hellerup Gymnasium rc@ghg.dk Pernille Bach Pedersen VUC Holstebro pbp@holstebro-vuc.dk Maren Miltersen Pilgaard Falkonergårdens Gymnasium mp@falko.dk Katrine Haaning Egå Gymnasium kh@egaa-gym.dk

Regionskurser: Mette Clausen Internatkurser: Camilla Aaquist René A. Christoffersen Repræsentant i PS: Birgitte Darger Nordisk Udvalg: Turnus Det nordiske redaktørsamarbejde: Birgitte Lamb Repræsentant i Dansk Sprognævn: Mischa Sloth Carlsen

Medlem af Dansklærerforeningens Hus A/S’ bestyrelse: Mette Clausen Repræsentant i GYMsprog: Mischa Sloth Carlsen Repræsentant i Fagligt Forum: Birgitte Darger Medlem af Dansknoters redaktion: Karen Wagner Kathinka Skriver

E-bestyrelsen Formand Gitte Lautrup Tradium gl@tradium.dk Næstformand Julie Sejer Hansen Niels Brock jush@niels.brock.dk Øvrige bestyrelsesmedlemmer Ditte Eberth Timmermann Teknisk Gymnasium Skanderborg, Aarhus Tech det@aarhustech.dk Dorthe Hedegaard Mikkelsen Teknisk Gymnasium Viby, Aarhus Tech dhm@aarhustech.dk

Lisbeth Kahr Greve Tradium lg@tradium.dk Carsten Ullum Hansenberg cu@hansensberg.dk Suppleanter: Henning Nyegaard Holm Vejle Tekniske Gymnasium hnh@sde.dk Jan Nøhr Christensen Handelsgymnasiet Aalborg jnch@ah.dk Fagkonsulent Søren Husted-Pedersen soren.husted-pedersen@ stukuvm.dk

Oversigt over udvalg og bestyrelsens repræsentanter i andre fora: Repræsentant for eux: Lisbeth Kahr Greve Repræsentant i PS: Lise Fuur Andersen Repræsentanter i Fagligt Forum: Gitte Lautrup Lise Fuur Andersen Medlem af Dansknoters redaktion: Ditte Eberth Timmermann

Rikke Bjørn Jensen EUC Nordvestsjælland rha@eucnvs.dk Lise Fuur Andersen IBC Fredericia Middelfart lisefuur@gmail.com

Miriam Kruse Køge Gymnasium kgmir@kggym.dk

Regionsrepræsentanterne København/Bornholm

Sjælland: Rasmus Fristed Næstved Gymnasium & HF rasm442y@ngh.nu

Sjælland Hovedstaden: Loa Schmidt Jensen Det frie Gymnasium lsj@detfri.dk

Sydjylland/Fyn Morten Mikkelsen Fredericia Gymnasium MM@fredericia-gym.dk

Midtjylland Steen Fiil Christensen Tørring Gymnasium sc@toerring-gym.dk

Nordjylland Claus Nielsen VUC & HF Nordjylland cni@vucnordjylland.dk

Mathilde Lund Sinding Det frie Gymnasium mls@detfri.dk

Dansknoter

IDNR 4276