Voxpop
”Hvordan har danskfaget og undervisningen i det forandret sig gennem din tid som underviser?”
Morten Mikkelsen, Fredericia Gymnasium I 1982 lavede jeg min første pensumindberetning (den skulle – indtil 2007 – indleveres senest 15. marts for afgangshold), og i den stod, at holdet bla. havde læst Blichers ’’Brudstykker af en landsbydegns dagbog’’, Vilhelm Grønbechs Kampen om Mennesket og C.V. Jørgensens ’’Costa del Sol’’ – en af disse tekster indgår også i undervisningsbeskrivelsen for mit afgangshold i 2016, men det, at pensumindberetningen er afløst af undervisningsbeskrivelsen, viser en afgørende omlægning fra pensumstyring til målstyring. Umiddelbart fik underviseren et videre spillerum og friere tøjler, men da danskfaget altid har haft en forholdsvis åben bekendtgørelse, fik det større betydning, at fagets sproglige og mediemæssige områder blev ekspliciteret i højere grad end tidligere. Især den sproglige dimension har fået en anden fylde i den daglige praksis set i forhold til tidligere bekendtgørelser. Det har betydet en omlægning af undervisningen i det litterære stofområde – klasserne læser ikke så mange tekster, og slet ikke så mange lange tekster som tidligere – og alene det faktum, at der er udkommet megen god litteratur de seneste 35 år, bevirker, at der er tale om andre prioriteringer. En væsentlig omlægning er sket som følge af den teknologiske udvikling. Hvor Dansklærerforeningen i 1980’erne udgav lysbilledserier som supplement til lærebøgerne, spænder materialeplatformen i dag langt videre, således at en fysisk bog til tider er helt fraværende i undervisningen. Det har betydet, at hvor jeg tidligere i den didaktiske overvejelse havde tavleorden/ båndoptager/overheadprojektor, har jeg nu klassens website/YouTube/fællesdokumenter. Det er blevet mere omfattende og tidskrævende – men også mere spændende – at undervise i dansk. Bekymringsvækkende er fagets nedprioriterede stilling mht. elevtid – et forhold, som måske/måske ikke har medvirket til fagets statusfald blandt eleverne, der i stigende grad foretrækker eksakte opgaver fremfor at diskutere livstolkninger og handlemuligheder på baggrund af en tekstanalyse – men de slipper ikke for Landsbydegnen!
58 DANSK NOTER
Lotte Thulstrup, Stenhus Gymnasium Det ligger så snublende nært, det er næsten selvindlysende plat, at starte svaret på spørgsmålet: ”Hvordan har du oplevet, at faget dansk og undervisningen i det har ændret sig, mens du har været underviser?” med ”Det værste og det bedste” (undskyld, Søren Ulrik Thomsen, din tankefigur må holde for igen), når så mange års myldrende erfaringer skal presses ned i en voxpop. For der er virkelig sket store forandringer, siden jeg 33 år tilbage startede på pædagogikum. Noget af det bedste har altid været at udforske den nyeste litteratur sammen med eleverne: For 33 år siden var det Michael Strunge, Bo Green Jensen, Søren Ulrik Thomsen og andre digtere fra Sidegaderne, som var helt nye for os alle. I dag er det stadig lige så udfordrende sammen med eleverne at starte læsninger ud i et åbent felt. Hvor ingen endnu har en fasttømret forståelse af Caspar Eric, Theis Ørntoft, Christina Hagen og Asta Olivia Nordenhf. Hvad og hvordan fortæller de om livet, øjeblikket og erkendelsen? Det værste er – at det skal gå så fortvivlende stærkt i dag! Der er ingen tid til sidespring ud i musikken, malernes billeder, filosofferne, smågyderne og andre platforme. Det er det værste! Det bedste er stadig at finde øer af interesse og åbninger hos eleverne overfor den ældre litteratur og de eviggyldige yndlingsforfattere: Bang, Pontoppidan, I.P. Jacobsen, Holberg, Tom Kristensen ... Det værste er, at feltet lidt efter lidt indskrænkes. Hvert år falder en kæmpe fra. Hvor blev Hans Kirk af? Hvor blev Sophus Claussen af? Og hvor blev Amalie Skram og Årestrup af i år? Hvad nåede vi i stedet for? Hvad var det, der var så vigtigt at få med ind i læreplanen, ja, hvad var det, vi skulle i stedet for? Det er tydeligt for mig, at det er det sproglige område, som siden reformen har overtaget noget af litteraturens plads. Det er fint nok, og det er virkelig godt, når det lykkes at øge den sproglige bevidsthed. Det er godt, rigtig godt. Men det værste er, hvis det bliver til metoderytteri, det er ikke godt. Og så er det værste også, at det lidt efter lidt bliver sværere for eleverne at forstå de ældre teksters sprog – det kræver stadig flere nøgler at lirke teksterne op. Men det bedste er så, lige pludselig at finde nye veje. At deltage i Skrivecuppen og lytte til elevernes begavede og iderige genskrivninger af Bang, Johs.V., Tom K. og dem alle sammen, hvor skrivningen lukker op for forståelsen af teksterne, og de skriver sammen med de gamle digtere og ovenpå dem. Det var en af de bedste dage i mit dansklærerliv.