”Grundformen er performance, interaktiv respons (imitation, modellering og fælles konstruktion) via ritualisering og flere Takes, samt lytning og multimodal ad hoc-transskription.
tilhørere, skal have tid til at afprøve sproget gennem imitationer, re-modelleringer og fælles konstruktioner, og det indebærer at de får tid til at lave nye og flere Takes. Et Take er som ved filmproduktion at gøre noget om og modellere en ekstra gang, også selvom det her aldrig bliver helt færdigt eller ”rigtigt”, og også selvom eleverne ikke bliver enige. Det vigtige er nærlæsningen og afprøvningen af meningens lydlighed. Min forskning peger på at andre typer elever kommer på banen i undersøgelsessamtalen med dette lydligt-æstetiske tekstobjekt end de sædvanlige stærke læsere og litteraturtolkere i en klasse. Her hjælper nemlig talesproget og lyden de mindre sikre læsere til at tolke med på tekstens underfundige ironi eller på de mange fortællerlag som kan være en stor udfordring for dem, jo ikke mindst ift. de historiske tekster. Lyd og observation Mit forslag til hvordan vi kan træne lytning og opmærksomhed for performerens realisering af tekstens mening, er at klasse og lærer optager disse performances på lyd- eller filmenheder5 og gennemlytter og gennemser disse for at transskribere dem, blot ganske små dele af dem. Fx kan eleverne i par aflytte og transskribere performerens måde at læse blot to tekstlinjer op på.
Figur 2: Eksempel til inspiration på en transskription af tale med tilhørende tryk. Versaler og fed angiver her sætningstryk. Bjælker og pile bruges som tegn for talerens hænders gestisk (en bjælke og pil pr. hånd der peger ud fra talerens egen krop i gesture space foran taleren hvor hændernes gestik i reglen befinder sig). Gestik forekommer sjældent under oplæsning, men meget under samtale og fri tale.
30 DANSK NOTER
”
Det kan gøres på fem minutter og fungere som vanligt tekstarbejde. Således får forskellige elever dybdeindsigt i forskellige afsnit, og klassen bliver kompetente lyttere på hver sin del af en performance – de får således meget viden at skulle dele mellem sig i klassedialogen. Transskriptioner skal udføres helt som det enkelte elevpar bliver enige om at gøre det, for forskellige performere gør meget forskellige ting med stemme, lyd og rytme, og ’transskriptørerne’ kan selv opfinde tegnene til det hver gang der skiftes performer. I arbejdet med at opfinde tegn for lyde, tryk, pauser, gestik eller performerens kropslige rytmik (hvis video) ligger for dem der transskriberer, en bevidstgørelse af skriftsprogets begrænsninger, men omvendt også en bevidstgørelse af skriftsprogets fantasiske evne til at repræsentere meget komplekse multimodale informationer, i meningen. Meget af informationen ligger ikke i skriftsproget selv, men skal infereres af den kulturelt kompetente læser. At kende den kultur der ligger i teksten – eller at vide hvordan man som læser skal søge hjælp til de tekster man kulturelt (og historisk) er fremmed over for, kan eleverne opdage i transskriptionsarbejdet. Især er det en meget speget affære at forstå ironi hvis man ikke er bekendt med kulturen eller gældende kritik i teksten. Heri ses ideen med den mundtlige performance med litteratur: at lade talesproget være en del af adgangen til skriftsproget. Jeg foreslår altså ad hoc-transskriptioner, en fri form hvor selve det skriftsproglige semiotiske grundlag, tegn på papir, kan sættes til diskussion. Samme model, flere danskfagligheder Grundformen i mundtlighedsdidaktikken som foreslået ovenfor bibeholdes ift. performances som faglig formidling. Grundformen er performance, interaktiv respons (imitation, modellering og fælles konstruktion) via ritualisering og flere Takes, samt lytning og multimodal ad hoc-transskription. Faglig formidling er retorikkens område, men jeg vil slå et vigtigt slag for at omlægge fokus didaktisk her. I faglig formidling og elevoplæg er teksten elevens egen. Dvs. didaktisk er læreren (og eleverne) på løsere grundlag end i litteraturarbejdet, for her er intet tekstforlæg. Klassen skal således medtænke tekstobjektets indhold (det faglige foredrags indhold) i deres interaktive respons. Mit slag her gælder at man didaktisk ikke fokuserer på actio-delen (den følger med efterhånden og af sig selv). Pointen i arbejdsformen er derimod at