PÅ VEJ MOD ITHAKA På vej mod Ithaka ser jeg til sidst mig selv: En skikkelse, mere utydelig for hver bølgekam efterhånden som det mandskab, der har skabt dens kolde, blå kontur ved at ro skibet frem bliver sejlet agterud, forgår i deres drømme eller synker døde sammen over årerne: Deres forsvinden overlader mig lidt efter lidt til den ankomst, der altid har jaget mig: De rosa bjærge, der stiger op af det violblå hav dækket af sne, opløser mine træk i deres. Jeg er den ingen, Ithaka har gjort mig til. Det Ithaka, som spejler sig i havet, jeg forlod. Det Ithaka, jeg troede var min længsel da længselen endnu havde form og kunne slukkes. (Henrik Nordbrandt: Glas, 1976)
og femininitet og med kritisk granskning af disse ideer, men samtidig med analyse af illusionsmageri, hvilket det homeriske epos giver oplagt anledning til. Vi skal jo bestandig huske på, at når den vidtberejste helt under gildet hos faiakerne beretter om sine besøg hos kikonerne, lotusspiserne og laistrygonerne, om sine møder med kyklopen, vindenes herre og Kirke samt om de farer, han overvandt, da sirenerne søgte at lokke ham og hans mænd, og de med fare for deres liv styrede mellem Skylla og Charybdis, så er han immervæk det eneste overlevende vidne! Beretteren optræder i Odysseens 9. og 10. sang som en fortæller inde i fortællingen og kan tilrettelægge sit udsagn på en måde, der skiftevis stiller ham i et gunstigt og et mere ufordelagtigt lys. Det er dette ”skryder-aspekt” af Odysseus, Rifbjerg trækker på i sit digt ”Udråberen” (Konfrontation, 1960), hvor et maskulint jeg ser tilbage på sit liv og ”booster” sig
20 DANSK NOTER
op ved hyperbolsk pral. ”Gigten / forhindrer mig i / at fortælle Dem mere”, hedder det i den sidste strofe. Men indtil da har tekstens jeg udbredt sig om sine erobringer, som var han en lystfisker, der viser størrelsen af sin fangst og videregiver ”sin ungdoms utrolige fiskerhistorie”. Rammen underforstås at være markedspladsen eller et cirkus (”oversavede damer”), men det klassiske forlæg. Det er Homer, når Rifbjerg taler om at kløve brændingen, se huse falde og byer brænde (Troja), samt ikke mindst når han affyrer digtets fladeste vits og henviser til sidste del af 10. sang: Gigten forhindrer mig i at nå sandheden. Men ah, hvor vi bølgede, kæntrede, druknede, min ungdom og jeg fyldte kæften med vand og spyede det op i kaskader, kløvede gennem brændingen og rejste phallos som en signalmast til skumkløvende hidkalder af alt hvad der fandtes i havet af fruer og frøkener. Forvandlede os på enhver strand til blæsende svin gik i Kirke og glemte udspringets ø som hammen man mister uden at mærke det. (Konfrontation, 1960, s. 73 f.) Keld Zeruneith har i sin store bog Træhesten (2002) om grundtemaer i den oldgræske litteratur læst Odysseen som en historie om mennesket i almindelighed og manden i særdeleshed, der modnes til civilisation ved at lære at beherske sig selv og modstå fristelser. Helten har, da vi møder ham i eposets 5. sang, egentlig realiseret enhver mands primitive lykkedrøm, opvartet som han bliver seks år hos nymfen Kalypso med mad, vin, sex og komfort. Men han skal væk derfra, han må hjem, og undervejs skal han atter prøves, som han er blevet det tidligere, hvorefter han på Ithaka skal vinde Penelope tilbage. Det sker, som man vil vide, endegyldigt, ikke da han spænder sin bue, og ikke da han skyder pilen gennem øksehovederne, og ikke da han slår hendes bejlere ihjel, men da han ansigt til ansigt med hustruen demonstrerer, at han, ene af alle, kender