raffinerede sprogblanding en række sagn- og eventyrelementer. Et par har jeg allerede anført – dværgen og den store skjulte hemmelighed – men der er skam flere endnu. Maria møder sin ukendte, fremmede og (viser det sig) dødsmærkede far og modtager en uventet arv; hun træffer et sted en mystisk, muligvis farlig fremmed, og hun kommer hen mod romanens slutning ud på en lang og på visse punkter gådefuld rejse. Vi er i flere virkeligheder samtidigt, og det giver vel at mærke ingen mening enten at reducere magien til hverdagsrealitet eller at ophøje eventyret til den indre og eneste sande virkelighed. For det er netop tvivlen, dobbeltheden, ubestemmeligheder, der frembringer bogens effekt.
selv skriver på sin hovedopgave. Så hvad gør vi nu, lille du? Hvor byen og klosteret ligger, får læseren aldrig at vide; men heri ligger for mig at se den pointe, at romanen mere handler om vejen end om målet. I sin eksistentielle og muligvis en smule spirituelle essens kan den læses som en pilgrimsberetning skrevet ud fra den på én gang grundlæggende og svævende erkendelse, at vejen er livet og omvendt. Og atter må man som læser indstille sig på, at det hverdagsagtige midt i al sin konkrethed også kan være eventyragtigt. Første stop på rejsen er den by på det europæiske kontinent, hvor Arnljotur Thorir køber en bil og får behandlet sin betændte blindtarm. Andet sted er en skovkro, et sagnagtigt gæstgiveri, hvor han beværtes på det fyrsteligste. Tredje stop bliver i en by i samme land som kroen, og endelig når han så frem. Hele fire gange undervejs trækker han sig karakteristisk nok, da han stilles over for en erotisk invitation. Ikke fordi han er uinteresseret i sex, dette er tværtimod, sammen med død og blomster, hvad der optager ham mest; men romanens overordnede projekt er at skænke ham livet i dets fulde dimension, hvilket, sådan som sagerne står, uvægerlig må inkludere hans fremtid som far til Annas datter med det magisk lysende navn Flora Sol.
Rosendrengen I forgængeren Stiklingen, der i 2009 var nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris, er uafgørligheden koncentreret i bogens hovedperson og jegfortæller Arnljotur Thorir, hvis flertydighed markeres ved, at hans far, en ellers praktisk instillet pensioneret elektriker, temmelig forvirrende kalder sønnen ved flere navne. Han hedder således skiftevis Dabbi, Addi og Lobbi, og da han 2/5 inde i handlingen ankommer med bil til en afsidesliggende middelalder- og klosterby i det sydlige Europa, får han tilnavnet Rosendrengen. Hans opgave på stedet er nemlig som gartner at sætte tiltrængt skik Jeg er en mand på toogtyve år og på De himmelske rosers må dog nogle gange om dagen storslåede have. Ved siden af dette håndgribelige fordybe mig i overvejelser om projekt skal han på det døden. På andenpladsen kommer psykologiske plan finde kroppen, både min egen krop og eller finde ud af eller andres, og på tredjepladsen roser finde frem til sig selv, efter at han har mistet sin og andre planter, det kan ganske mor ved en trafikulykke vist være forskelligt fra dag til og gjort en pige, Anna, dag, hvordan de tre pladser er gravid, meget symbolsk ude i morens drivhus ... fordelt. Vendepunktet i bogen (Auður Ava Ólafsdóttir: Afleggjaindtræffer, da Anna ret pludseligt melder sin rinn, 2007, da. Stiklingen, Athene ankomst og anmoder 2009) vor helt om lige at passe barnet, alt imens hun
Fra kroppen til kirken Det hævdes undertiden, at feminisme, sådan kortest muligt fortalt, går ud på at gøre kvinden til menneske – og samtidig give manden et køn. Derved fratages mændene monopolet på at være mennesker med stort M, samtidig med at kvinderne fritages for den traditionelle undtagelsesposition som bærerne af kønnet. Fortolket i disse generelle kategorier kan Stiklingen opfattes som en bog om personlighedsudvikling efter og i lyset af moderne feminisme. Hvad den samlet kortlægger, er tilværelsens
DANSK NOTER 27