Dansknoter 1/2021 – DET NÆRE, DET INTIME by Dansklærerforeningens Forlag

DANSKNOTER Marts · 2021 · #1

DET NÆRE, DET INTIME

DET NÆRE, DET INTIME Redaktion Ansvarshavende Birgitte Darger birgitte.darger@gmail.com

Kommende numre Dansknoter 1 Det nære, det intime Deadline: 10.01.21

Anmeldelser Marie Gerner-Smidt Anne Krogh Madsen

Dansknoter 2 Kanon genlæst Deadline: 05.04.21

Bøger til anmeldelse sendes til: Dansklærerforeningen Rathsacksvej 7 1862 Frederiksberg C

Dansknoter 3 Sprognormer Deadline: 21.06.21

Billedredaktører Jacob Kjærgaard Line Arlien-Søborg og Karen Wagner

Øvrige redaktionsmedlemmer Anne Mari Borchert annemariborchert@gmail.com Ditte Eberth Timmermann det@aarhustech.dk Jette Sindbjerg Martinsen js@norreg.dk Jacob Kjærgaard jakj@aarhustech.dk Birgitte Elkjær Lamb bil@herlufsholm.dk Kristoffer Kildelund kristoffer.kildelund@greve-gym.dk Marie Gerner-Smidt mgs@gefion-gym.dk Karen Wagner kwa@oeg.dk Anne Krogh Madsen fgakm@frsgym.dk Line Arlien Søborg las@scu.dk

Indsendte bidrag dækker ikke nødvendigvis redaktionens eller Dansklærerforeningens holdninger.

Dansknoter 4 Årsmøde Deadline: 18.10.21

Abonnement kr. 300,- ekskl. moms. Enkeltnumre: kr. 100,- ekskl. moms. Du kan bestille abonnement eller enkeltnumre af Dansknoter på dansklf.dk/dansknoter. Dansknoter er en del af medlemskabet for medlemmer af Dansklærerforeningens sektion for gymnasielærere.

Dansklærerforeningens administration Rathsacksvej 7 1862 Frederiksberg C Tlf. 33 79 00 10 Mandag-fredag 10-14 dansklf@dansklf.dk. Alle henvendelser vedr. medlemskab, kontingent, bogpakker, abonnement, adresseændring og efteruddannelseskurser skal ske til administrationen på dansklf@dansklf.dk. ISSN: 0107-1424 Oplag: 2.700 Printed in Denmark 2021 Grafisk tilrettelæggelse Rikke Albrechtsen, QuoteGrafik Korrektur Pernille Elisabeth Frederiksen Tryk Tarm Bogtryk A/S Dansknoter udgives af Dansklærerforeningen med støtte fra Bladpuljen.

Annoncering i Dansknoter Se priser, formater og kravsspecifikationer på dansklf.dk/dansknoter.

dansklf.dk/dansknoter

Annoncer bestilles og sendes til Pia Fuglevig dansklf@dansklf.dk Tlf. 33 27 60 77

Forside: Iben West

Bidrag til bladet Vi modtager gerne bidrag til bladet og dets forskellige faste klummer. Forespørgsel eller artikler kan sendes til birgitte.darger@gmail.com. Redaktionen vælger ud efter relevans. Maksimallængde på artikler til tema er normalt 12.000 tegn inklusive mellemrum og uden for tema på 10.000. Dansknoter kan tilbyde fagfællebedømmelse af artikler hvis det ønskes. Antagne tekster kan også offentliggøres på Dansknoters hjemmeside og i Dansklærerforeningens nordiske søsterblad.

INDHOLD INDHOLD 5 Leder 6 Kunstner 7

Præsentation af tema

Tema: Det nære, det intime 8 Svangerskabsrealisme i Olga Ravns Mit arbejde Af Elisabeth Friis

Dansk takeaway ”Man kan samle sig om litteraturen, når man ikke kan samle sig fysisk” Af Sonja Barfod Lund & Nicklas Freisleben Lund

Teksten i midten 32 Digt Af Lukas la Cour

Indadvendt udsyn Af Felix Rothstein

Episke prøver Af Erik Skyum-Nielsen

Røvskam kødskam hjerteskam Interview med Ida Marie Hede

Uden for tema 48 Nynorsk dystopi Af Trine Kofoed-Nielsen

Instagram huser ikke bare perfekthedskultur – der findes også modstand Af Lene Bull Christiansen

50 Stil- og genrebrud i gym nasiestile – resultaterne af et forskningsprojekt Af Lene Rotne

Kunstner Den dag blev en drøm Af Iben West

Sproget.dk 54 Hvem der bare var en flue på væggen! Af Ida Elisabeth Mørch 56

Forskerinterview Location: Grønland Interview med Anders Grønlund

Nye udgivelser

Din forening

12 Fra tegneserietidernes morgen har kunstarten været kropslig (jeg tænker f.eks. på tidlige slapstick-serier som Knold og Tot, 50'ernes bloddryppende amerikanske EC Comics og superheltetegneserier), og det ligger helt naturligt for tegneserier at udnytte genrens uendelige mulighedsrum, hvor kroppe kan overskride alle slags grænser. Felix Rothstein

08 08 Olga Ravns dokumenterende hybridroman Mit arbejde er det største livtag med graviditets-/ fødsels- og omsorgsarbejde, der endnu er taget i dansksproget litteratur. Den er også en del af den bølge af nye svangerskabsrealistiske romaner. Elisabeth Friis

20 20 Jegets krop skifter karakter, plads, rolle flere gange i løbet af romanen. Den bliver formet af de omstændigheder, jegets bevidsthed flyder ind i, og de vilkår, den møder i verden. Bevidsthed og krop påvirker konstant hinanden. Ida Marie Hede

24 Den æstetiske reartikulering af skønhedsidealerne søger at nedbryde det hierarki, der opretholder frygten for kropsfedt og dermed også en af grundstenene i skønheds- og slankeindustrien. Det fokus, som rettes mod kvinderollen, udgør både en modstand mod normerne for det gode liv og en indskrivning af tykke kvinder i normative forestillinger om det gode kvindeliv, moderskab, kærlighedsliv og karriere. Lene Bull Christiansen

NY BOGPAKKE PÅ VEJ Glæd jer til forårets flotte udgivelser UDKOMMER

R E R F D A N S K L Æ

N Laltindel GRAMMATIKNØGLE

26. APRIL

RING OG MAREN AARUP SCHJØR N ELLEN RØNHE DE HANSE

GRAMMATIKNØGLEN

Latindel

RING OG MAREN AARUP SCHJØR N ELLEN RØNHE DE HANSE

N Almendel

SUNE WEILE OG MIA BANG NEDERGAARD

GRAM NØGLE N Almendel

GRAMMATIKNØGLE

G R A M M AT IK NØGLEN Almen sprogforståelse

RING MAREN AARUP SCHJØR N ELLEN RØNHE DE HANSE

9 788772 111988

GRAMMATIKNØGLE

N Laltindel

Almendel

N I N G E N S R E R F O R E D A N S K L Æ

UNDERGANGE Apokalypser i litteratur og medier

F O R L A G

Med atomvåbenkapløbet, klimaforandringerne og coronapandemien er apokalypsen som genre blevet særlig populær igen. I Undergange udforskes genren gennem et bredt udvalg af litteratur og medier. Bogen rummer udover tekstudvalget en grundig introduktion til emnet, arbejdsopgaver til hver tekst og oplæg til skriftlige opgaver på både stx, hf, hhx, htx og eux.

GRAMMATIKNØGLEN Almen sprogforståelse MAREN AARUP SCHJØRRING OG ELLEN RØNHEDE HANSEN

SÅ SKRIVEFRØENE Dyrk din personlige stemme 1

Ny, skarp bog til Almen sprogforståelse, som både i indhold og form er tilpasset læreplanen fra 2020. Bogen er skrevet ud fra det funktionelle sprogsyn. Teksterne og opgaverne lægger op til, at eleverne selv bliver aktive og lærer, hvad sproget kan, og hvad de selv kan med sproget. Grammatiknøglen udgives både som fysisk (vende)bog og iBog®.

CAMILLA AAQUIST OG RENÉ A. CHRISTOFFERSEN

60SR%ABAT

M E DLE M

* fra 22. marts-26. april på e er m s Læ dansklf.dk/bogpakke

Læs mere og se alle vores udgivelser i vedlagte KATALOG 2021 – UNGDOMSUDDANNELSER. *Medlemmer får besked, når det er tid til at forudbestille de nye udgivelser med rabat.

Så skrivefrøene er første bog i en serie på tre, korte elevhenvendte bøger med fokus på den personlige stemme. I Så skrivefrøene møder eleverne to genrer – talen og klummen – og bliver introduceret for en bred vifte af sproglige virkemidler. Progressionen er både tænkt ind i de enkelte bøger og i den samlede serie, der går fra små skriveøvelser over afleveringsopgaver til den skriftlige eksamen.

OG MA ELL

Leder Mischa Sloth Carlsen Forperson for Dansklærerforeningens sektion for stx og hf, lektor på Aurehøj Gymnasium, Gentofte Ditte Eberth Timmermann Forperson for Dansklærerforeningens sektion for hhx, htx, eux og eud, lektor på Teknisk Gymnasium Skanderborg, Aarhus Tech

KANONDEBAT: OPDATERET LITTERATURSYN EFTERLYSES! Som en del af VK-regeringens Kulturkanon fra 2004 fik danskfaget en litteraturkanon. De unge skulle læse de store danske forfattere og derigennem opnå dannelse ved at fordybe sig i dansk kulturs litterære byggestene. Det blev lagt an som et nationalt dannelsesprojekt. Du bliver hvad du spiser, eller gør du? 13 hvide mænd og en enkelt baronesse blev ophøjet til lov, hvilket allerede i sin tid medførte en stor debat både i uddannelsessystemet og offentligheden. Vi har fået påskrevet værdien i de 14, men repræsenterer de en eviggyldig udlægning af ældre dansk litteraturhistorie? Problemet for os er særligt den kønslige bias, det ophøjende personfokus, og at konstruktionen er utidssvarende. Kanon betyder rettesnor. Litteraturkanonen sender et skævt signal til gymnasieungdommen om at kvindelige stemmer anses for mindre vigtige, og at litteraturen er en fast størrelse. Skal et litteratursyn ikke altid diskuteres i lyset af den tid der læser litteraturen? Vi hører tit at de unge ikke evner at læse den litterære knagerække udnævnt tilbage i 2004. Men handler det egentlig kun om at nogle elever oplever den ældre litteratur som svær? Kan der mon ikke snarere være noget galt med idoldyrkelsen? Eller med den manglende tiltro til lærerens dømmekraft? Kanon bør inspirere og vække nysgerrighed frem for at være en tjekliste. Behov for nye kvalitetskriterier Vi underviser jo ikke kun efter én knagerække. Undervisningen afspejler lærerens vurdering af aktualitet, relevans og elevsammensætning. Litteraturen har udviklet sig meget i de sidste to årtier hvor eksempelvis nye medier og teknologier spiller en stor rolle, hvilket undervisningen også skal have tid til at vise. Samtidig kan disse netop være med til at åbne for de ældre tekster. Et moderne litteratursyn bør være en løftestang for både æstetisk og sociologisk kvalitet. Og nej, vi skal ikke have kvinder i en kanon alene fordi de er kvinder, men fordi de

blev sorteret fra på for snævre kriterier i 2004. Formålet må være at understøtte værdier der danner en samfundsborger, ud fra et kriterium om væsentlighed og repræsentativitet. Vi efterlyser et opdateret litteratursyn der afspejler og udfordrer den tid vi lever i. Køn, autofiktion og økolitteratur er blot tre af mange tendenser i de sidste tyve år der giver anledning til at spørge om vi overhovedet kan tillade os ikke at beskæftige os mere med kvindernes blik på samfundet gennem tiden. Her kan fx nævnes Leonora Christina Ulfeldt, Mathilde Fibiger og Amalie Skram, Tove Ditlevsen og Inger Christensen. Og åbner vi for flere diskussioner, kan vi så undvære væsentlige mandlige forfattere som fx Søren Kierkegaard, J.P. Jacobsen og Henrik Ibsen? Jørn Lund sagde det for 12 år siden! I 2009 blev hjemmesiden for Kulturkanonen nedlagt. I den forbindelse udtaler formand for kanonudvalget Jørn Lund sig til DR Nyheder: ”Alting har sin tid, og kanonen har ikke eviggyldig betydning. Jeg har det ikke dårligt over, at den giver plads til noget andet.” Nu er der gået 12 år mere. Senest da danskfagets læreplaner skulle revideres med reformen i 2017, fik læreplansudvalgene at vide at kanon ikke var til diskussion. Og havde Jørn Lund ikke netop ret? Vi kan gå mange veje med kanondiskussionen. En løsning kunne fx være at tænke kanon som en længere bruttoliste hvorfra man mindst skal udvælge 14-15 forfattere i sin undervisning. Som foreningens repræsentanter har vi i bestyrelserne for ungdomsuddannelser bedt om foretræde for Folketingets Børne- og Undervisningsudvalg for at få politikerne i tale. Lad os vise gymnasieungdommen og vores samfund et litteratursyn der matcher det 21. århundrede. Skal litteraturhistorien ikke netop udvide nuet for den enkelte elev, så almendannelsen kan slå rod i virkeligheden?

Dansknoter

kunstner

IBEN WEST Mit kunstneriske arbejde tager afsæt i konkrete og materielle kropslige og håndværksmæssige procedurer, som udfolder sig i forskellige stofligheder, medier og skalaer: Håndens skala: artist books, tidsskrift-redaktion (kunsttidsskriftet ARK) og grafisk design. Kroppens skala: stedspecifikke installationer og klassiske udstillingsformater. Husets og landskabets skala: arkitektoniske udsmykninger i fuld skala og landskabs- og arkitekturudforskninger.

Dansknoter

Igennem de sidste par år har jeg i mit arbejde i stigende grad fokuseret på at trække forbindelser mellem og kombinere de forskellige medier og skalaer, ligesom stærke samarbejder med andre billedkunstnere, musikere, arkitekter og forfattere har karakteriseret mange af mine projekter. Således har jeg i forbindelse med en række udstillinger i både Danmark og udlandet skabt artist books, der ikke er sekundære formidlinger af værkerne, men en integreret del af værket, ligesom udstillingerne selv ikke kun ’præsenterer’ værkerne, men etableres som selvstændige installationer.

Præsentation

INTIM OG UDADVENDT, PRIVAT OG POLITISK Dette intimo nummer af Dansknoter er blevet til i en krisetid hvor de andre er rykket både længere væk og tættere på. Vi har alle i den grad genbesøgt det nære og mærket hjemmets tætnede fuger give sig på godt og ondt mens vi samtidig har fjernarbejdet på Teams, Zoom eller Meet. Platforme hvis digitale navne foregøgler samarbejde og intimitet, men hvor al stoflighed er begrænset til et par skærmmillimeters tykkelse. Fra hjemmebasen har man kunnet iagttage hvordan stoflighed og intimitetserfaringer præger kunsten og medierne. Selvfølgelig kan man ikke tillade sig at sige noget om 20’ernes tekster allerede nu, men det er alligevel umuligt at overse at mange af dem tager afsæt i såkaldte nære, kropslige erfaringer. Et erfaringsrum der ofte er bundet til forskellige overgangsfaser eller forandringer i livet. Det er hverdagsmærkede begivenheder som at få børn, flytte til og fra provinsen, vriste sig fri af en socialklasse, et køn eller en forælder, samtidig med at teksterne og billederne ofte i et radikalt frisat formsprog sprænger de fleste realistiske rammer. Måske fordi disse tilstande nok er almindelige, men også er så vilde at de sprænger alle normer. Den nye litteratur af Olga Ravn, Bjørn Rasmussen, Malte Tellerup, Gry Stokkendahl Dalgas, Peder Frederik Jensen, Rikke Villadsen, Caspar Eric, Cecilie Lind, Ida Marie Hede, Glenn Bech, Signe Parkins etc. har krop, forældreskab, søvn og sekreter som et heftigt sammenfiltret rødt rum. Et rødt rum der tilmed kan være både privat og politisk. Som når Olga Ravns Mit arbejde også bliver til et debatindlæg i Politiken om de kritiske forhold omkring fødslen på bl.a. Rigshospitalet og ender som et brændende, politisk spørgsmål. Når vi læser teksterne, kan det intime og det nære ikke affærdiges som småskalatopik. Det er vilde, oprørske tider vi lever i, og dette nummer af Dansknoter bringer nogle af teksterne om dem. I den første temaartikel skriver Elisabeth Friis om fremstillingen af omsorgsarbejdet i Olga Ravns Mit arbejde. Omsorgsarbejde fremskrives på ”mærkelig” vis da det netop ikke passer ind i en lineær fortælling eller erfaring. Felix Rothstein skriver i sin artikel ”Indadvendt udsyn” om hvordan de nye danske tegneserier bruger intimitet og kropslighed, og viser at både den jordbundne 70’er-inspirerede kropslighed og den mere abstrakte undersøgelse af kroppen, seksualiteten og afstanden kaster intense billeder af sig. Det er en pointe at den indadvendte intimitet også skaber et samfundsvendt udsyn. Ifølge Erik Skyum-Nielsen er Malte Tellerups Hedeselskabet en roman om det intime og det nære. Samtidig rummer romanen et klassisk episk greb med prøver og omstyrtelse

af rangordener, noget som romanen har til fælles med andre markante værker i 20’erne. Skyum-Nielsen nævner Peder Frederik Jensens Det Danmark du kender og Ida Marie Hedes Suget eller Vasker du vores fuckfingre med dine tårer? Netop Ida Marie Hedes eksperimenterende roman spørger Anne Krogh Madsen ind til. Krop er fællesskab i Ida Marie Hedes værk. De altid lækkende, væskende kroppe er det der forbinder os med hinanden og giver smørelse til oprøret og muligheden for at skabe et andet og mere retfærdigt samfund. Det lyder syret, det er syret, og vi havde så mange spørgsmål til hende. Lene Bull Christiansen har skrevet en artikel om tykhedsaktivisme på Instagram og det nye felt inden for kønsforskningen, Fat Studies. Med afsæt i danske instagrammere udpeger hun fire forskellige profiltyper som på hver deres måde sætter de snævre krops- og skønhedsidealer til forhandling og insisterer på retten til at have en tyk krop. I ”Dansk takeaway” serverer Sonja Barfod Lund og Nicklas Freisleben Lund en femsessionersmenu hvor eleverne arbejder receptivt og produktivt med tekster om coronakrisen. Et undervisningsforløb med litteratur i brug der også kan være med til at eleverne rystes sammen hver for sig. I ”Teksten i midten” er vi så heldige at kunne bringe en række uudgivne digte af Lukas la Cour som nogle læsere måske allerede kender fra hans musikalske samarbejde med Bjørn Rasmussen. Bladet bringer to artikler ”Uden for tema”. Trine Kofoed-Nielsen skriver om den nynorske dystopi i Jan Roar Leikvolls romaner. Kun en af Leikvolls romaner er oversat til dansk, men det er en pointe i artiklen at han skal læses sammen med eleverne på nynorsk for at få det stærkeste udbytte. Lene Rotne præsenterer i sin artikel resultaterne af sit forskningsprojekt om danske studentereksamensstile fra 2016. Rotne identificerer de tre hyppigste problemkategorier i stilene og kommer med forslag til hvordan man kan arbejde med dem i undervisningen. Der er nok at tage fat på og gode muligheder for skærmfri timer. Læs også nyt fra sproget.dk, et forskerinterview med fokus på Grønland og et indblik i hvordan bøger bliver til på Dansklærerforeningens eget forlag.

Redaktionen ønsker dig god læselyst!

Dansknoter

Foto: Kajsa Gullberg

Elisabeth Friis Lektor i litteraturvidenskab, Lunds Universitet, redaktør på tidsskriftet Kritik

Svangerskabsrealisme i Olga Ravns

Mit arbejde Jeg tænker det meget som en bog om at bryde fri! Jeg ville gerne undersøge, hvilken figur en mor er i forhold til arbejdsmarkedet: Hvordan hun står for det ubetalte, reproduktive arbejde. Olga Ravn, interview i VAGANT d. 14/10, 2020.

Dansknoter

Olga Ravns dokumenterende hybridroman Mit arbejde er det største livtag med graviditets-/fødsels- og omsorgsarbejde, der endnu er taget i dansksproget litteratur. Den er også en del af den bølge af nye svangerskabsrealistiske romaner, der er slået mod os i de seneste år: Hanne Højgaard Viemoses roman MADO (2015), Maja Lucas' roman Mor. En historie om blod (2016), Dy Plambecks roman Til min søster (2019) med flere kan nævnes, men Mit arbejde forekommer – med sit radikalt poetiske formsprog og feministisk-marxistiske præmis – indtil videre alligevel at være den mest gennemgribende og analytisk-reflekterende positionering af et tema, der ellers har ført noget af en skyggetilværelse i den hjemlige litteratur, siden Dea Trier Mørchs nyklassiker Vinterbørn udkom i 1976. På poesisiden foretager Ursula Andkjær Olsens digtsamling Det 3. årtusindes hjerte fra 2012 afgjort en mindst lige så vild analyse af moderskabet som den, vi møder i Mit arbejde. Og det skal vise sig at være en pointe, eftersom Mit arbejde godt nok bærer genrebetegnelsen ”roman”, men i realiteten er en collage af mange forskellige tekstformer, inklusive decideret ”poesi”. Men før vi når til genrespørgsmålets implikationer, skal jeg give en kort præsentation af Mit arbejdes formmæssige fremstilling af svangerskabets realisme og de litteraturhistoriske og feministisk-teoretiske perspektiver, som denne forekommer mig at åbne. Her kommer det altså til at handle mere om, hvordan svangerskab og omsorgsarbejde er integreret i bogens fremstillingsform og udsigelse, end om hvad bogen handler om – det kunne eksempelvis være den latente fødselsdepression eller de udfordringer i parforholdet, som naturligvis er centrale motiver i Mit arbejde. Omsorgsarbejdets tid Mit arbejde former sig ikke som en lineær, kausal-logisk fortælling om svangerskab, fødsel og det efterfølgende liv med spædbarnet. Teksten består af 13 nummererede stykker, der kaldes ”begyndelser”, 28 nummererede stykker, der kaldes ”fortsættelser”, og 9 ”slutninger”, som alle er af højst forskellig længde og type. Der er dagbogsnotater, dialoger, digte, journaluddrag, essayistik, citater fra andre forfattere og narrativ prosa i en skøn blanding. Men på trods af den tilsyneladende begyndelse-midte-ende-organisering, så følger romanens diskurs ikke en ”svangerskab, fødsel og det efterfølgende liv med spædbarnet-kronologi”. De mange alternative ”begyndelser” og ”slutninger” står simpelthen i modsætning til en kausallogisk organiseret, målrettet livsfortælling, som ofte er den selvbiografiske romans udgangspunkt. Om Mit arbejde så faktisk er en selvbiografi, er et åbent og i øvrigt ikke videre interessant spørgsmål. I de interviews, som forfatteren gav i forbindelse med udgivelsen, antog interviewerne hele tiden, at der var tale om Olga Ravns egen historie, men i hvilken grad dette er tilfældet eller ej, har intet at gøre med det, som interesserer os her, hvilket er, at romanens springende og

dog voldsomt intense fremstilling af livet med svangerskab og spædbarnspleje måske kan læses som et alternativ til, hvad den amerikanske queer-forsker Elizabeth Freeman ville kalde det krononormative. Det krononormative betegner helt enkelt et tidsbegreb, der også er en tidsnorm. En tidsnorm, der tilsiger, at der findes en lineær, kausal-logisk tid, som vi forventes at følge på passende, normal vis: forelskelse, ægteskab, børn kommer i præcis dén rækkefølge, ligesom man eksempelvis kun må være barnlig, når man er barn, ikke når man er voksen, og ligesom ordet ”gammelklog” af en eller anden grund ikke er et positivt prædikat. Men man kan jo sagtens føle sig som en teenager, selvom man er blevet 80, og som en olding, endskønt man er i starten af 30’erne – den individuelle alderserfaring er foranderlig og relativ. Hvortil kommer, at det krononormative skema også

Men i forbindelse med Mit arbejde er det en lige så væsentlig pointe, at den tidserfaring, som svangerskab og småbørnsliv genererer, jo netop ikke er, at tiden er lineær og kausal-logisk. er et del-vej-mål-skema, som antager, at en livsbane har et ”mål”, der bliver opfyldt (succes) eller ikke bliver opfyldt (fiasko). Et udbredt mål indenfor dette skema er at få ”familie og børn”, hvilket også gør det krononormative skema heteronormativt. Det er selvfølgelig problematisk i sig selv. Men i forbindelse med Mit arbejde er det en lige så væsentlig pointe, at den tidserfaring, som svangerskab og småbørnsliv genererer, jo netop ikke er, at tiden er lineær og kausal-logisk. Tiden erfares snarere som fylde – endskønt kroppen hele tiden forandrer sig, det er den graviditetens paradoksalitet, som i sin tid blev beskrevet så præcist af Julia Kristeva – ligesom samlivet med spædbørn kan forekomme at være en uendelig gentagelse af det samme: spise, sove/ikke-sove, vaske, spise, sove/ikke-sove, vaske og så fremdeles. Omsorgsarbejdet eller det reproduktive arbejde vedligeholder, opretholder og nærer, men det følger ikke en aspirerende og fremadrettet spændingsbane. Papirbunken Og rent lavpraktisk set kan det også være svært at få tid til at skrive eller tænke en sammenhængende prosa, når man konstant bliver afbrudt og er så træt, at man ikke kan huske fra næse til mund, hvilket simpelthen er romanens markerede udsigelsessituation. Fortælleren lider af amnesi, hvad angår de første år med det første barn. En amnesi, der

Dansknoter

også betyder, at romanens historie bliver en anden kvindes, Annas, historie – selvom den er fortællerens egen. Amnesien betyder, at hun må se sig selv udefra, som var det en fremmed kvinde, hun beskrev: ”Hvem har skrevet denne bog? Det er mig, selvfølgelig. Selvom jeg gerne vil overbevise om det modsatte. Lad os i dette øjeblik blive enige om, at det er en anden, der har skrevet den. En anden kvinde, helt anderledes end mig. Lad os kalde hende Anna.” (7) Romanen fortæller altså fortællerens historie i 3. person – også for overhovedet at kunne skrive om sine smertefulde erfaringer. Som der står på et langt senere tidspunkt i teksten: ”Jeg kan ikke længere skrive i tredje person. At skrive i tredje person opstod ud af en magtesløshed over for erfaringen. At skrive i tredje person var at skabe en anden, der måtte udstå smerten.” (320)

hvilket i sig selv afspejler det reproduktive arbejdes rytme og tidserfaring: A womans work is never done, hvorfor de tekster, hun skriver, mens hun udfører sit arbejde, bliver fragmentariske – dagbogsagtige, notatagtige, en reproduktivitetsrelateret form, som der findes mange andre hårdtslående litteraturhistoriske eksempler på. Fra de nordiske himmelstrøg må den svenske forfatter og aleneforsørger til fem børn Maja Ekelöf nævnes. Hun er vel dårligt husket i Danmark nu, men bragede godt igennem, da hendes Rapport fra en gulvspand udkom herhjemme i 1971 (Rapport från en skurhink, 1970). Og Rapporten er netop også skrevet i en springende, notatagtig form, hvilket bl.a. er en konsekvens af, at Ekelöf skriver, mens hun gør rent på kontorer om natten. Et arbejde, fra hvilket hun en gang imellem tillader sig at sætte sig ned og skrive lidt på en skrivemaskine. Et andet eksempel er Vita Andersens Tryghedsnarkomaner, der ifølge forfatteren selv først og fremmest er skrevet på servietter og andre former for lapper, mens hun arbejdede som opvasker, servitrice og på fabrik. Da kritikeren Torben Brostrøm kaldte Vita Andersens digte for knæk-prosa, var det ikke venligt ment. Og jeg tror egentlig ikke, de fleste af datidens litteraturkritikere (her udgør Hans Jørgen Nielsen

Selv i dag findes det synspunkt, at rengøring, madlavning, børnepasning, svangerskab, fødsel, ældrepleje og deslige ikke er ”rigtigt” arbejdet, da det stadig forbindes med en form for kønnet ”kald” eller en form for ”privathed”, der ikke er en del af det politiske rum.

Men at skrive den ”fremmede” kvindes historie er dog også et udfordrende arbejde, præcis fordi materialet synes at relatere til ”et andet tidsniveau”: ”Min største udfordring i dette arbejde har været at forstå Annas forhold til tid. Hun lader ikke til at følge nogen kronologisk tid. Hun lader ikke til at følge nogen kronologisk tid, og jeg nærer ingen illusioner om at have begreb om den tidslighed hun skriver efter. Papirerne lå hulter til bulter i en stor bunke, da hun gav mig dem. I notesbøgerne kunne begivenheder følge begivenheder med flere års mellemrum, som om hun pludselig fik adgang til et andet tidsniveau i teksten og skabte plads for det. (8) ”Papirbunken” er en heterogen masse. Der er ”håndskrevne sider”, ”en lang række computerdokumenter”, ”mails sendt til mig fra min egen e-mail” og ”noter på min telefon” (10),

Dansknoter

dog en markant undtagelse) var i stand til at forestille sig, at teksternes form også kunne være en konsekvens af deres tilblivelsesomstændigheder, af kvinders specifikke arbejdsliv, og at det derfor også kan betragtes som ikke blot et æstetisk valg, men også en politisk-feministisk handling at føre det egne til torvs på de præmisser, det nu kan føres til torvs på, hvilket også afspejles i den form, som Mit arbejde har. En form, som forfatteren er meget eksplicit og omhyggelig med at gøre til romanens markerede, materielle/materialistiske udgangspunkt. Omsorgsarbejde er arbejde Romanens titel Mit arbejde er tæt på at være en provokation. Endskønt der vist hersker en slags konsensus om, at der er ligestilling i Danmark, bliver svangerskab og omsorgsarbejde i øvrigt ikke betragtet som rigtigt arbejde, medmindre det indebærer, at man får udbetalt (en ofte særdeles ringe) løn. Selv i dag findes det synspunkt, at rengøring, madlav-

ning, børnepasning, svangerskab, fødsel, ældrepleje og deslige ikke er ”rigtigt” arbejde, da det stadig forbindes med en form for kønnet ”kald” eller en form for ”privathed”, der ikke er en del af det politiske rum. Da de kvindelige forfattere i 60’erne og 70’erne begynder at skrive om deres reproduktive arbejde, blev det da heller ikke opfattet, som om de skrev om at arbejde, men som om de skrev om private (kvinde-)erfaringer, der nok kunne være vigtige for dem selv, men som er uvæsentlige i et større, historisk (klassekamps-)perspektiv. Dette problem analyseres især af Selma James, Mariarosa Dalla Costa og Silvia Federici bl.a. i de to førstnævntes klassiske kampskrift: The Power of Women and the Subversion of the Community (1973) og i Federicis Wages for Housework (1975), og deres arbejde katalyserer en faktisk global, men britisk, amerikansk og italiensk centreret bevægelse, som helt enkelt hedder Wages for Housework, og som har som hovedkrav, at reproduktivt arbejde aflønnes på samme måde som produktivt arbejde. Som Federici fyndigt formulerer det, hvilket Olga Ravn har citeret flere gange: En abort må betragtes som en arbejdsulykke. Kravet er naturligvis først og fremmest retorisk. Meningen med kampagnen er at synliggøre kvinders arbejde som et arbejde, der er lige så vigtigt som at arbejde på en Fiat-fabrik. Kvinderne ønsker ikke at udregne, hvad det præcis skal koste at stryge et sygt barn over kinden eller at støvsuge. Det, de peger på, er selve arbejdsdelingens usynliggørende og marginaliserende virkninger, hvilket Karl Marx nemlig ikke tænker ind i et reproduktion/produktions-perspektiv. Titlen Mit arbejde peger præcis på den problematik, og romanens insisteren på at beskrive omsorgsarbejdet som et rigtigt arbejde, der i den grad også er fuldt af slid og farer og tvivl og usikkerhed, må også læses som et opråb til samfundet om at tage dette arbejde alvorligt. En normal bog ”Der var intet Anna hellere ville, end at skrive en normal bog. Hun ville skrive sin normale bog, fordi hun ønskede at tale til normale mennesker, mødre, der var for trætte til avanceret poesi. Men hun skrev hele tiden mere og mere avanceret poesi. Ligegyldigt hvor meget Anna end forsøgte, blev hun ved med at skrive mærkelige omkringhoppende tekster eller digte.” (215) Sådan skriver fortælleren, og dette bringer os tilbage til sammenligningen med Ursula Andkjær Olsens Det 3. årtusindes hjerte. Andkjær Olsens bog har en kompliceret struktur, den vender og drejer sine motiver, hopper frem og tilbage og gentager figurer, og det undrer ingen, idet der står ”digtsamling” uden på bogen. Men hvordan skriver man ”normalt” (dvs. prosaisk) om tilstande, der sprænger normen? Tilstande,

der modsiger forestillingen om den lineære, kausallogiske fortælling? Poesien er som udgangspunkt ikke interesseret i det lineære, men i det intensive og fordybende, og det er sikkert derfor, at ”fortælleren/Anna” bliver ved med at skrive ”mærkeligt”: At skrive ”mærkeligt” er måske simpelthen en svangerskabsrealistisk nødvendighed, fordi omsorgsarbejdets tidserfaring helt enkelt er en anden end den krononormative tids fordring om linearitet og progression. Er der plads til den tidserfaring? Er den værdsat og anerkendt? Udforsket og undersøgt? Det er retoriske spørgsmål, som man med udgangspunkt i Mit arbejde med fordel kan diskutere i det helt store litteratur- og kønshistoriske perspektiv.

Litteratur Andersen, Vita: Tryghedsnarkomaner, Gyldendal [1977], genudgivet af Gyldendal i 2013 sammen med Hold kæft og vær smuk med forord af Olga Ravn Ekelöf, Maja: Rapport fra en gulvspand, Gyldendal, 1972 Federici, Silvia: Caliban and The Witch. Women, The Body and Primitive Accumulation, Brooklyn: Autonomedia, 2004 Freeman, Elizabeth: Time Binds. Queer Temporalities, Queer Histories, Duke University Press, London, 2010 James, Selma og Mariarosa Dalla Costa: The Power of Women and the Subversion of the Community, Oakland: PM Press, 1973 Mai, Anne-Marie: ”Vita revisited”, i KRITIK 208, 2013, s. 4-18 Olsen, Ursula Andkjær: Det 3. årtusindes hjerte, Gyldendal, 2013 Ravn, Olga: Mit arbejde, Gyldendal, 2020 Interview med Olga Ravn i VAGANT: http://www.vagant.no/olga-ravn-jeghar-mattet-forvandle-modstand-til-endrivkraft/

Dansknoter

Halfdan Pisket: Døden

Dansknoter

Felix Rothstein f. 1990. Tegneseriekritiker på Politiken og skribent på Atlas Magasin og andre tidsskrifter. Har skrevet efterskrifter til bøger om bl.a. Storm P., B.S. Ingemann og den glemte kultforfatter Valdemar Holst. Cand.mag. i litteraturvidenskab fra Københavns Universitet (2016).

INDADVENDT UDSYN

Fra død og sygdom til fødsel og frihed, fra kroppens indre anatomi til selvbyggede huse. De nye danske tegneserier bruger intimitet og kropslig nærhed til at fortælle vidt forskellige historier og åbne vidt forskellige rum. Gennem de seneste år har en række danske tegneserier forholdt sig til og fortolket det intime og det nære på vidt forskellige måder: Enten: Langlemmede kroppe, der vokser ind og ud af hinanden og går i et med naturen, mens bryster udforsker verden som nysgerrige ål. Kompakte kroppe, der transformerer sig til huse, hvor børn fødes og vokser op. Mænd og kvinder, der med blottede kønsorganer rører ved hinanden i bizart vridende scener, vekslende mellem frygt og lyst. Et ultranærbillede, der trænger gennem hudens yderste lag, så både æggestokke, livmoder, kønslæber, hår og menstruationsblod toner frem under maveskindet. Eller: En ufattelig afstand mellem to barndomsvenner, der sidder overfor hinanden på en hospitalsstue, den ene er døende, den anden kæmper med at være i live. En ung pige, der er fanget i et socialt mellemrum mellem drømme og frygt. En ung mand, der er så angst og fremmedgjort, at han kun ønsker at vide, hvordan han kan undgå at mærke sig selv. Eller-eller: Et barndomshjem, der skal sælges. En lejlighed, der skal sælges. Et nyt hus, der skal bygges, og der er kun øjnene, som ser. Intimiteten kan være ekstrovert eller introvert, den kan være kropsnær eller på afstand, social eller isoleret. Men uanset om det er i Rikke Villadsens fortællinger om begær, i Halfdan Piskets dødsmetafor eller i Bue Bredsdorffs stille erindringsbilleder, er nærheden og intimiteten næsten altid knyttet til en kropslig erfaring – eller manglen på samme.

Fra tegneserietidernes morgen har kunstarten været kropslig (jeg tænker f.eks. på tidlige slapstick-serier som Knold og Tot, 50'ernes bloddryppende amerikanske EC Comics og superheltetegneserier), og det ligger helt naturligt for tegneserier at udnytte genrens uendelige mulighedsrum, hvor kroppe kan overskride alle slags grænser. Men denne kropslighed er langtfra entydig, ligesom kroppes rettigheder og muligheder langtfra er det. I de allerførste dage af 2021 var DR's animerede børneserie om John Dillermand, der redder dagen med verdens længste diller, pludselig international nyhed side om side med stormen på den amerikanske kongres. For nogle et utidigt udtryk for fallocentrisme, for andre opbyggelig kropsforståelse. 2020'erne er i det hele taget begyndt som et årti, hvor kultur- og samfundsdebatten i høj grad er formet af diskussioner om kroppe. Coronapandemien gjorde spørgsmål om kroppes konkrete nærhed (og afstand) til et politisk spørgsmål, mens #metoo- og Black Lives Matter-bevægelserne på hver deres måde diskuterede forskellige kroppes rettigheder, grænser, undertrykkelse og muligheder i samfundet. Herhjemme var Olga Ravns roman Mit arbejde med til at skabe debat om gravide og fødende kroppe, mens man i flere amerikanske delstater diskuterede indskrænkelser af abortrettighederne. Mens argentinske kvinder tog et afgørende skridt mod retten til fri abort, fik den katolske opinion i Polen vedtaget så voldsomme stramninger, at det er blevet stort set umuligt at få foretaget en dér. Med vidt forskellige strategier undersøger vidt forskellige tegneserier i disse år vidt forskellige udtryk for nærhed og intimitet. Sexolog Molly Mørch og animator Sara

Dansknoter

2020'erne er i det hele taget begyndt som et årti, hvor kultur- og samfundsdebatten i høj grad er formet af diskussioner om kroppe. Coronapandemien gjorde spørgsmål om kroppes konkrete nærhed (og afstand) til et politisk spørgsmål, mens #metoo- og Black Lives Matterbevægelserne på hver deres måde diskuterede forskellige kroppes rettigheder, grænser, undertrykkelse og muligheder i samfundet. Koppel giver et af de mest nærgående og påtrængende intime blikke på kroppen. I deres Den lille bog om ... bliver kussen – eller hvilken af bogens ikke færre end 226 andre benævnelser man ønsker at bruge – folkeoplysende belyst, fra den indre og ydre anatomi til sociale stigma og sejlivede myter. Nærheden er helt bogstavelig i Sara Koppels rosa-, violet- og rødtonede tegninger, der bevæger sig fra letaflæselige figurer og over i næsten abstrakte og landskabslignende kompositioner, der zoomer så direkte ind på kroppen, at den næsten bliver kosmisk. Men der er også en meget jordbunden stemning i bogen, der genopliver den 70'er-feministiske gruppegynækologi, som også en kunstner som Maja Malou Lyse i de seneste år har gjort aktuel igen. Uden skyggen af skam opfordrer Den lille bog om ... til et på én gang intimt og fælles blik på kønsorganerne i erkendelse af, at ligestilling og seksuel frigørelse i høj grad handler om at kende sin egen krop. Både for dem med egen kusse – og for os uden. En mere abstrakt undersøgelse af krop og seksualitet – og ikke mindst kroppen og seksualitetens rolle i samfundet – finder man hos serieskabere som Rikke Villadsen og Signe Parkins, der med deres fabulerende, sanselige og procesafslørende værker i snart 10 år har været markante danske tegneseriestemmer. Rikke Villadsens skitsebogstegneserie Tuberculosis 2020 skildrer en dobbelt intimitet, som næsten er klaustrofobisk. Coronaisoleret i et sommerhus og uden andet end en notesbog, en bunke ganske almindelige børnetuscher og sin egen hukommelse skabte Rikke Villadsen sin feberhede kammerspilsfortælling baseret på en række af den norske kunstner Edvard Munchs motiver. Ligesom serieskaberen selv er fortællingens hovedpersoner – den tuberkuløse kvinde Judith og hendes navnløse ægtemand – begrænset til hjemmets få

Dansknoter

værelser. I de snævre stuer, der ligner Munchs maleri Døden i sykeværelset (1893), bliver nærheden mellem de to mennesker ubærlig, samtidig med at afstanden vokser hastigt. Med sin karakteristiske streg, et sted mellem skolet stilsikkerhed og spontane skitsesvirp, genbesøger Rikke Villadsen temaer som seksualitet, kønsroller, angst og begær, som også hjemsøger fortællingerne i hendes tre længere tegneserier Ind fra havet, Et knald til og Tatovøren og klitoris. Mens manden surmuler og skælder ud over, at den syge Judith ikke kan opfylde sine ægteskabelige pligter (her tænker han særligt på analsex), undskylder hun for at være døende og dermed til besvær. Med en rædselsvækkende og absurd humor damper begæret i de trange rum, mens visheden om overgreb siver ned ad de fugtige vægge. Tuberculosis 2020 er i høj grad en fortælling om både intimiteten og isolationen som kropslig erfaring – måske er de i virkeligheden én og samme ting? Også i Signe Parkins’ totommertykke Grøde, en løst fortællende samling af tegninger, veksler kropslig nærhed og meningsfuld intimitet med en enorm, næsten bitter ensomhed og eksistentiel angst. Ligesom hos Rikke Villadsen er der noget organisk, stofligt og skitseagtigt over Signe Parkins’ spinkle sort-hvide tuschtegninger, der ofte berører emner som krop og køn, familieliv og identitet. Handlingen i Grøde er diffus og fortoner sig hele tiden under læsningen, for så at dukke op og samle sig som fortættede skyer igen. Bogen handler om at blive ældre – rent fysisk med hængende bryster og rynker og i sidste ende metaforisk som muldnet kropskadaver – og om at blive og være mor og om alle de fordoblinger, fysiske og mentale, der sker, når et menneske føder et andet menneske. Men hvad hvis man ikke elsker at være mor, som man jo skal? Signe Parkins skildrer både barnet, der hviler på morens mave, som et sort hul i kroppen, der over mange tegninger splitter mor-kroppen ad – og som en betydningsfuld dublering af selvsamme krop, der i en serie af billeder ligefrem bliver til et hus, hvis indre hverdagsliv spejler kvindens liv. Nærheden mugner, men svamp er også en form for liv. Både Tuberculosis 2020 og Grøde handler om overgangsfaser, hvor kroppe bliver til noget andet, end de var før. Uhåndgribeligt gennem visuelle metaforer og taktilt tegnede mutationer eller håndgribeligt gennem f.eks. sygdom eller fødsel, der fratager kroppen intimiteten med sig selv. Andre gange flagrer intimiteten som et blafrende fravær, som tomt rum mellem mennesker. Rutinerede Lars Hornemans melankolske tegneserielangdigt Når jeg ikke er til stede handler bl.a. om ensomhed og savn efter nærhed, mens debutanten Ida Rørholm Davidsens Young Adult-tegneserie Lonely Journey handler om en 13-årig pige, fanget i et socialt mellemrum, hvor drømme og forhåbninger ledsages af konstant frygt for at kaste sig ud i dem, hvor computerspil træder i stedet for skolens benhårde sociale spil. På hver deres måde handler både Lars Kramhøfts Noget frygteligt er altid lige ved at ske og Halfdan Piskets seneste

Dansknoter

Rikke Villadsen: Tuberculosis 2020

Signe Parkins: Grøde

tegneserieroman Døden om unge mænd, der er på kant med deres eget fremmedgjorte liv, hvor intimitet virker stadig mere umulig. Lars Kramhøfts hovedperson søger forgæves nærhed ved hjælp af scorebøger og datingcoaches, men finder i stedet selvhad, så de kølige, afmålte og skarpe tegninger åbner en kulsort afgrund af ensomhed. I begge bøger runger spørgsmålet: ”Hvordan kan man undgå at mærke sig selv?” Det sorte hul, som Piskets hovedperson Yusuf suges ned i, er både eksistentielt vilkår og geografisk nærværende, som et sted ude på spidsen af Amager, hvorfra han bogstaveligt talt må kravle op. Men på en trøstesløs sygestue på Rigshospitalet, hvor Yusuf sidder overfor sin kræftsyge og døende barndomsven Rafil, får læseren del i en skrøbelig og flygtig intimitet, der får værelsets fire vægge til at åbne sig og gøre plads for fælles minder, fra dengang verden lå åben. Tid til at mærke sig selv og sine omgivelser er der til gengæld rigeligt af i Bue Bredsdorffs lille tegneserietrilogi Hjem, der åbner et helt anderledes rum for intimitet og nærhed, hvor kroppen stort set er visket ud. Tegneseriens tre dele handler om barndomshjemmet, ungdomsboligen og drømmen om at bygge selv, og det er først og fremmest tegninger af rum, der får lov til at tale. Huset i Sønderhå og Husumgade 30 viser stilfærdigt blyantstegnede enkeltbilleder af hhv. barndomshjemmet i Nordjylland og ungdomslejligheden på Nørrebro. Begge skal sælges og giver anledning til en slags mikroskopering af boligerne – og dermed af det liv, der er blevet levet der. Der er ingen personer at se, kun en person,

der ser. Det bliver næsten ikke mere intimt end sådan et smugkig ind bag hoveddøren hos et menneske. I samlingens tredje del, den ordløse Ly, er et par husbyggende hænder rykket ind i synsfeltet. I stedet for afskedsbesøg i hjemmet, der står for at blive forladt, er denne fortælling processen med at bygge et nyt hjem. Men stadig tegner Bue Bredsdorff med en nøgternt registrerende følsomhed, der på en måde forener det kropslige, rent fysiske arbejde med de drømme og idealer, der håbefuldt fyldes ind i det nye hus. Intimiteten er i høj grad kropsligt erfaret i de tegneserier, jeg har trukket frem. Men idet Bue Bredsdorff træder tilbage og ser på sit nybyggede hus, går det op for mig, at intimiteten i lige så høj grad er bundet til de rum, som kroppene opholder sig i. Og på den måde dannes en forbindelse fra Rikke Villadsens sygdomsmærkede værelse, fra Signe Parkins’ matte morhuse, fra Ida Rørholm Davidsens virtuelle rum, fra sindets ekkokammer hos Lars Kramhøft og Lars Horneman, fra Yusuf ved kanten af dødens gab, selv fra kroppens hulrum i Sara Koppels tegninger til så anti-intime genrer som plantegninger, infografik og arkitekturskitser, der ligefrem hører til i offentligheden. Men måske er det netop, når vi får øje på kroppene i rummet i forhold til andre mennesker, og ikke alene på kroppen, at tegneserierne vender sig udad mod samfundet og kommer til at handle om bredere tendenser og forhold gennem det kropsnære blik. Gennem intimitet kommer samfundsvendt udsyn.

Litteratur Bredsdorff, Bue: Hjem (Huset i Sønderhå, Husumgade 30, Ly), Basilisk, 2017 (Huset i Sønderhå oprindeligt i 2013) Davidsen, Ida Rørholm: Lonely Journey, Forlaget Cobolt, 2018 Horneman, Lars: Når jeg ikke er til stede, Forlaget Cobolt, 2014 Kramhøft, Lars: Noget frygteligt er altid lige ved at ske, Forlaget Fahrenheit, 2020 Mørch, Molly og Koppel, Sara: Den lille bog om ..., Forlaget Cobolt, 2020 Parkins, Signe: Grøde, Forlaget Uro, 2019 Pisket, Halfdan: Døden, Forlaget Fahrenheit, 2020 Villadsen, Rikke: Ind fra havet, Aben maler, 2011 Villadsen, Rikke: Et knald til, Aben maler, 2014 Villadsen, Rikke: Tatovøren og klitoris, Forlaget Fahrenheit, 2019 Villadsen, Rikke: Tuberculosis 2020, eget forlag, 2020

Dansknoter

Erik Skyum-Nielsen Lektor på Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab og litteraturanmelder ved Information

EPISKE PRØVER

Et klassisk greb i en ny dansk roman om det intime og nære Forfatteren Villy Sørensen udtalte omkring 1960, at det menneskelige i litteraturen gerne må være personligt, når bare det ikke bliver privat. Dette synspunkt, typisk for modernisme og nykritik, kom i vanskeligheder med 1970'ernes privatbiografiske dokumentarisme, såkaldt bekendelseslitteratur, og da debatten spidsede til omkring Herdis Møllehaves delvis selvbiografiske romaner Le, Lene, Helene (1977, 1980, 1983), lancerede hendes mand, Johannes Møllehave, det forsvar, at det menneskelige i litteraturen skam gerne må være personligt og også gerne privat, når bare det ikke bliver intimt. Nu, i 2020'erne, hvor litteraturen er blevet performativ og ”den menneskelige plet” af mange bliver set som en fordel ved en bog, kan man næppe længere stille det op på den måde. Efter årtusindskiftet synes litteratur, og særligt romaner, næsten ikke at kunne komme tæt nok på det intime og nære. Fokus skal nu i lyset heraf sættes på to ting, som på det seneste har vist sig at have temmelig meget med hinanden at gøre: For det første en temakreds, der foreløbig lidt vagt kan angives som opbrud, overgang, udskiftning af én livssituation med en anden. Og for det andet et bestemt litterært greb, som forfattere siden de ældste tider har anvendt til at hitte ud af, hvilke drivkræfter i en person der er stærkest. For mange læsere har temaet opbrud/forandring nok stået allertydeligst i moderskabsskildringerne, altså Maja Lucas’ uafrystelige, uhyggeligt direkte roman Mor (2016), Dy Plambecks rå Til min søster (2019) med den voldsomt konkrete fødselsskildring, Cecilie Linds intense langdigt Mit barn (2019) og nu senest Olga Ravns Mit arbejde (2020), en hybrid af en bog om svangerskab, fødsel og moderskab. Men livsovergange optræder i mange former. Dukker temaet op, fordi forfatterne går efter at huske os på skrøbeligheden og udsatheden i de liv, vi lever? Eller fordi forfatterne ved at skildre katastrofer i det fysisk og følelsesmæssigt nære indirekte prøver at ruste sig selv og os andre til endnu større og endnu ukendte udfordringer?

Hovedeksemplet skal være Malte Tellerups roman Hedeselskabet om tre unge mennesker, Tobias, Viktoria og vennen Andreas, som bryder op fra hovedstaden og bosætter sig i det vestligste Jylland, mellem Skalstrup og Nees nær Vemb, derude, som der står i teksten, hvor det bliver mørkt, når det bliver mørkt. Planen er at skifte deres moderne rastløst flyvske tilværelse i metropolen ud med det nære: leve sundt, dyrke grønt, nyde de lange åbne kig ud mod fjorden. Af Mads, en lille bonde på fallittens og konkursens rand – ”skaldet ned til ørerne, hvor der var tæt brunt hår” – lejer forfatterparret en af de mindre landejendomme, som Hedeselskabet i sin tid lod opføre og lokkede fattige bønder ud til. Hoveddørens glas er baldret, hullet lappet med en gammel træplade. I udestuen har den foregående lejers to hunde efterladt bunker af pels. Brune pletter af savl pryder alle flader fra gulvet og en meter op. Men vore unge idealister, som nogle måske ville kalde fantaster, lader sig ikke slå ud. De reparerer og gør i stand. De sanker og samler, sylter og konserverer. En hel formiddag kan bruges på at fylde en pose med skvalderkål. Jeg føler mig inspireret, lader mig opsluge af at holde hus. Jeg følger en vegetarkogebog fra 80’erne. Retterne er så spinkle. Jeg sætter linser i blød og laver surdej. Vi lever udelukkende af planter. Jeg koger bygkerner og fylder dem i dejen. Det handler om rutiner, at have det godt med de få penge. Masser af bønner, linser og ærter på menuen. (40) Læg her for øvrigt mærke til det rekordlave læsbarhedsindeks og de mange substantiver fra samme semantiske register. Til drømmen om det nære svarer en minimalistisk skrivestil af fænomenologisk tilsnit. Skildringen er lige så konkret og enkel som gæssenes V-formede flugt over himlen. At budgettet må være ret skrabet, skyldes, at det sådan set

Dansknoter

Rent litterært kan man sige, at de forsøger at flytte ind i en særlig genre, nærmere bestemt en utopisk variant af hyrdedigtningsidyllen, og at denne ramme nægter at rumme dem. Med et udtryk hentet hos en af de lokale svarer projektet til ”Alpe d’Huez på vandcykel”. Strømmen går, olien til fyret slipper op.

kun er Viktoria, der tjener penge, nemlig ved at undervise på Talentskolen inde i Holstebro. Andreas, som er maler eller skal forestille at være maler, lider som oftest af længerevarende penselblokering, og Tobias, jeg-fortælleren, gider ikke de småjobs, man kan få på egnen. Man mærker under dagligdagen en eller anden længsel. Om den så er åndelig eller fysisk, står indtil videre hen i det uvisse. For disse tre medlemmer af årtusindskiftets generation handler det hele åbenbart om luftforandring – og samtidig om noget andet og mere, et tåget ideal af en slags, sådan i traditionen fra Jean-Jacques Rousseau og Walden af Henry David Thoreau. Rent litterært kan man sige, at de forsøger at flytte ind i en særlig genre, nærmere bestemt en utopisk variant af hyrdedigtningsidyllen, og at denne ramme nægter at rumme dem. Med et udtryk hentet hos en af de lokale svarer projektet til ”Alpe d’Huez på vandcykel”. Strømmen går, olien til fyret slipper op. Bilen brænder sammen. Ejendommen hærges af insekter. Men med ét kan luften gnistre mellem Viktoria og Tobias: Lopperne forsvinder. Pludselig føles det som en fest at drikke koldt vand, at klemme sig ud ad havedøren og lukke den hurtigt efter sig, at samle brændenældeblade i en indkøbspose, at løbe under den stegende sol. At kæmpe for at klare sig. (81) ”Vi er blevet steppefolk,” står der så i hans følgende sætning, som antyder, at fantasteriet, muligvis, slet ikke er ovre, at afstanden mellem idealer og realiteter i sidste ende kan vise sig at have været for stor. For denne udgang på historien taler den lokale sociale kontekst, som litterært set modarbejder den pastorale idyl. Skønt Malte Tellerup krydrer romanen med små hyggefrembringende indslag af jysk dialekt, og skønt de tre unge kunstnerspirer da indimellem kommer i festligt lag med de

Dansknoter

lokale, får læseren indtrykket af et udkantsområde i forfald. Gårdens ejer, Mads, må da også til sidst give op. På et tidspunkt to tredjedele inde i romanen slår mistrøstigheden indad. Uden at sige noget til de to andre tager Tobias pludselig til Aarhus for at møde en ung fyr, hvem han frejdigt fortæller om sit og Viktorias ”åbne” forhold, selv om han inderst ”udmærket ved, at lige nu er vores åbne forhold i den grad skrøbeligt” (161). Efter en nat som homo vågner han med solen, skynder sig i tøjet, finder 500 kroner på en hylde og skynder sig af sted. Kort tid efter skrider både vennen og samleversken. Efter at have kørt Viktoria ind til stationen i Vemb sætter vor (fra nu af) mere eller mindre biseksuelle helt sig ind på ”Kisa Grill og Kiosk”, gennemtrukken af selvynk: ”Jeg har givet dem alt, hvad jeg kunne, og alligevel forlader de mig. Hvad havde du regnet med? siger en hånlig stemme i mit hoved. Du havde regnet med en lykkelig familie for jer tre. Jeg føler mig uendelig træt og ødelagt.” (169) I spillehallen ved siden af sidder en ældre dame og putter mønter i en maskine med guldminetema. Scenen bliver hurtigt vældig symbolsk: ”Der spinner frugter, diamanter, guldbarrer og gammeldags minevogne for øjnene af hende. Der er så mange mønter i, at maskinen selv spiller videre.” Damen rammer ikke gevinst. Så tænder hun en cigaret. ”Så putter hun flere mønter i. Jeg går ud igen. Det er seriøst for trist. Det føles, som om jeg har tre muligheder: flygte, gå i hi eller gå i hundene.” (170) Han ender med ingen af delene. Eller rettere, han er sådan set lige ved at rende fra det hele og lige ved at trække sig deprimeret ind i sig selv og lige ved at ende som fast bolleven for en lækker lokal, den sorthårede Hans Henrik, med diamantørering og velplejet hud. Men i næstsidste kapitel fryder han sig ved som del af et veloplagt arbejdssjak at høste juletræer i en euforisk slutspurtsrus, og i det sidste kapitel vender Andreas og Viktoria tilbage. Hvad er der sket? Det tolkes, igen symbolsk, i begyndelsen af kapitlet, hvor Tobias vågner til en tæt tåge og går ud på gårdspladsen: ”Jeg står i det hvide, mærker fugten mod huden og kan ikke se mere end en meter frem for mig. Jeg går forsigtigt fremad.” Så, lige inden de to andre dukker op i Fiestaen, står der dette: Ude ved vejen åbner tågen op, og jeg kan se ud over marken ned til læhegnet. Jorden er stadig hård af frost, mellem sølvskinnende rækker af knækkede majsstubbe breder et dække af dødt orange græs sig. Snart tør jorden op, og marken skal pløjes og igennem endnu en omgang hård, håbløs dyrkning. Over marken hænger det hvide og indhyller solen. Solen er et svagt skin uendelig langt væk, den er ved at gå i opløsning, dens lys flyder ud i luften. Luften perler langsomt, tæt og samtidig tom. Her er stille. Her er så stille. Den eneste bevægelse er vanddråberne i luften. (223)

Man må læse denne minutiøse beskrivelse af den nære og fjernere omverden langs flere forskellige linjer. Stilistisk betegner den en tilbagevenden til romanens tidligste dele med deres sprøde poesi og fænomenologisk prægede udforskning af naturen. Tematisk rummer den en overgang fra tåge, dvs. ’opacitet’, uigennemsigtighed, til synlighed, transparens. Og psykologisk set er det næppe for meget sagt, at en genfødsel finder sted, en forvandling af det døde til bevægelse, til liv. Tobias tager her sin egen krop i besiddelse, samtidig med at han langt om længe ankommer til stedet. Nu er det så, at nærværende fremstilling må skifte spor og udvide sit perspektiv. For hvad Malte Tellerup her gør, er at tage et greb i brug, som historiefortællere har anvendt lige siden de ældste tider, og som man kan kalde en udskiftningstest eller en ’episk prøve’. Grebet, der på én gang er psykologisk og kompositorisk, består i at anbringe en litterær karakter i en situation, hvor vedkommende er nødt til at lukke op for sit indre og rangordne de drivkræfter, dette rummer. I Hedeselskabet kan Tobias ikke finde ud af, om han er til kvinder eller fyre; men han virker også ubeslutsom med hensyn til, hvor meget han egentlig vil sin nye tilværelse på landet. Han dyrker grøntsager og laver masser af vegetarisk mad, men han forholder sig også så romantisk og urealistisk til de materielle vilkår, under hvilke han har anbragt sig, at han lader Viktoria tjene pengene, der skal til – en ambivalens, som bl.a. markeres, da han søger deltidsarbejde på Kisa Grill og Kiosk og i stedet for at tage situationen alvorligt rykker tilbage i sin forfatteridentitet og bare bralrer op om, hvordan han ”en gang imellem får lidt penge fra skriverier og foredrag og sådan” (143). To timer efter ringer damen, takker for hans interesse og siger, ”at hun har valgt en anden, der passer bedre ind i hendes team” (smst.). Læseren forstår hende godt. Den helt store episke prøve i Hedeselskabet bliver dog som allerede beskrevet den, Tobias udsættes for, da Andreas og Viktoria vælger at forlade ham. Den kunne man som dansklærer meget passende sammenligne med Hans Egede Schacks (1820-1859) for førstegangslæseren overraskende slutning af romanen Phantasterne (1857, på titelblad 1858). Her sker der nemlig det, at Conrad, jegfortæller og hovedperson, forelsker sig i en stenrig spansk prinsesse. Hun gengælder hans følelser! Men pludselig frarøves hun sine titler! Hvorefter hans længsel efter hende kun vokser! Conrads kærlighed bundede altså ikke i trang til social opadstigning, men i dyb og ægte forelskelse. Men det kunne kun en prøve overbevise ham – og læseren – om. Afslutningsvis bør det tilføjes, at kategorien ”episk prøve” med fordel lader sig afprøve på en række nyere danske værker. Vi kan såmænd blive i året 2020 og tage Ida Marie Hedes skægge roman Suget eller Vasker du vores fuckfingre med dine tårer? hvis historie i al korthed er den, at dens jegfortæller med sin arkitektmand og flokken af børn flytter til et sted, en idyl kaldet Den Usikre og Megalomane Landsby, hvor idealet om det gode, trygge liv skal realiseres

efter alt for mange år i mørke, bittesmå lejligheder, hvor hun råbte ad telefonsælgere og ad gynækologer med alt for lange ventelister og ad sundhedsplejerskerne, der strengt formanede hende om den korrekte amningsteknik. Eller vi kan gå til Peder Frederik Jensens Det Danmark du kender, hvor ærkesocialdemokraten Morten fra Nakskov udsættes for den episke prøve rask at kunne stige til tops i partiet, men viser sig i sit indre at rumme selvdestruktion i form af liderlighed og drikfældighed. Hvad angår Hede, lader denne forfatter, som en og anden læser vil vide, idyl-utopien slå om i sin dystopiske modsætning, samtidig med at bogens jegfortæller/hovedperson eftertrykkeligt ankommer til sin viltre krop, humoristisk-grotesk flankeret af veninderne og lidelsesfællerne Hjerteskam, Kødskam og Røvskam. Det menneskelige i litteraturen bliver her på én gang personligt, privat og intimt. Artiklen indarbejder nogle formuleringer fra anmeldelsen af Hedeselskabet i Information 11.9.2020

Han ender med ingen af delene. Eller rettere, han er sådan set lige ved at rende fra det hele og lige ved at trække sig deprimeret ind i sig selv og lige ved at ende som fast bolleven for en lækker lokal, den sorthårede Hans Henrik, med diamantørering og velplejet hud.

Litteratur Hede, Ida Maria: Suget eller Vasker du vores fuckfingre med dine tårer? Roman. Basilisk, 2020 Jensen, Peder Frederik: Det Danmark du kender. Roman. People’s Press, 2020 Lind, Cecilie: Mit barn. Langdigt. Gyldendal, 2019 Lucas, Maja: Mor. En historie om blodet, Gyldendal, 2016 Plambeck, Dy: Til min søster. Roman. Gyldendal, 2019 Ravn, Olga: Mit arbejde, Gyldendal, 2020 Schack, Hans Egede: Phantasterne. Tekstudgivelse, efterskrift og noter af Jens Kr. Andersen, Danske Klassikere. Det danske Sprog- og Litteraturselskab / Borgen, 1986 Tellerup, Malte: Hedeselskabet. Roman. Lindhardt og Ringhof, 2020

Dansknoter

Interview med Ida Marie Hede af Anne Krogh Madsen

RØVSKAM KØDSKAM HJERTESKAM Den er vild, Ida Marie Hedes roman, Suget eller Vasker du vores fuckfingre med dine tårer? Det rabler surrealistisk, sci-fi-feministisk om hjemmegående barselsliv i forstaden, hvor hovedpersonen kæmper for at aflæse koderne og passe ind. Det handler om moderskab, ensomhed i parforholdet og forsøget på at få familielivet til at fungere i en verden, som stadig avler så meget ulighed mellem kønnene, at kærligheden i forældreskabet bliver umulig. Det er ingen nem bog at læse. Universet er bizart, karikeret og spiddende humoristisk beskrevet, samtidig med at erfaringerne langt hen ad vejen er genkendelige. Mange sætninger har man lyst til at gemme, klippe ud, hænge op, sende til en ven. Samtidig er det alligevel for meget, for vulgært, perverst, for slibrigt. Man sidder tilbage med en rødkindet fornemmelse af, at underbevidstheden stadig findes, at trods den totale eksponering af sex, begær, krop og sociale fora for hvad som helst, så findes tabuer, skam og fortrængninger stadig. Da jeg, denne artikels interviewer, havde Suget med hjemme hos mine forældre i julen, i den mondæne Aarhus-forstad jeg kommer fra, var jeg i hvert fald omhyggelig med altid at lægge bogen fra mig med forsiden nedad. Fuckfingre! Det går jo ikke. Det er en udfordret og begejstret læser, der her interviewer Ida Marie Hede. Ida Marie Hede F. 1980.Uddannet kunsthistoriker fra Københavns Universitet og tog afgang fra Forfatterskolen i 2008. Hendes seneste bog, Suget eller Vasker du vores fuckfingre med dine tårer? (2020), er nomineret til Montanas Litteraturpris og Politikens Litteraturpris. Foto af Tine Bek

Dansknoter

Krop og moderskab – Temaerne i bogen er bundet sammen af jegets forskellige oplevelser af kroppen, der er den altid disponible morkrop, den ensomme krop i parforholdet, den pludseligt begærende og utro krop, den samfundsundertrykte krop, den frigjorte krop, kroppen som fællesskab. Hvilken rolle spiller kroppen i jegets erfaring af verden? Jeg har gerne villet give Sugets fortæller – ja, alle Sugets karakterer – en nærmest insisterende, aggressiv kropslighed. På en måde bliver bogen fortalt i kraft af karakterernes kroppe og kroppenes forbindelser til hinanden. Deres funktioner og dysfunktioner. Deres materialitet. Det har været vigtigt, at kroppene, trods deres stærke karakteristika, ikke fremstod adskilte fra verden, eller fra hinanden. Jegets krop skifter karakter, plads, rolle flere gange i løbet af romanen. Den bliver formet af de omstændigheder, jegets bevidsthed flyder ind i, og de vilkår, den møder i verden. Bevidsthed og krop påvirker konstant hinanden. Man kan måske formulere det sådan her: Den disponible morkrop bærer rundt på børnene – mor-bevidstheden længes mod frihed. Den overvågede krop betvivler sin egen frihed i et større politisk perspektiv, har lange vredesudbrud, længes – og begynder samtidig at lække væske. Ikke som en 1:1-reaktion, men som en serie af sammenhænge mellem tænkning, følelsesliv og omverden. Jeget er en meget åben og nysgerrig karakter. Hun påvirkes let af andre. Forandringerne i hende viser jeg ved at beskrive hende fysisk. – Vi hører om mælkespændte bryster, enorme mængder udflåd, uendelig opvask og en nærmest narkoleptisk træthed. Jeget har et uspecificeret antal børn, der dukker nye navne op hele tiden, de ligger ved brystet, på gulvet, over skulderen, hun er sprækket ”mere end 80 gange under fødslerne”. Det er fuldstændig overdrevet og alligevel helt genkendeligt. Hvilken erfaring er på godt og ondt bundet til det at være mor? Hvis jeg skal holde fast i Sugets refleksioner over moderskabet, så bliver fortælleren, som mor, ’sat’ i sin krop som aldrig før. Hun bliver gjort mere til kvinde end nogensinde

før, om hun føler sig sådan eller ej. Børnene og det, der følger med livet med børn, dvs. mængderne af tøj, mad, opvask, gør livet fysisk sammenfiltret, indimellem nærmest tungt. Hverdagen er også klaustrofobisk, det er umuligt at gøre, hvad man vil, som man kunne før. Fortælleren er ansvarlig for børnene, men også for hjemmet, for kærligheden, sexlivet, for sig selv som ’god’ mor i verden. Men i Suget er moderskabserfaringen også euforisk. Det fortættede rum og tidspresset gør, at jeget mærker sit begær meget kraftigt – romanen foregår i små tætte rum, hvor fantasier, tanker og ’rants’ fylder, og nærmest presser mod rummenes vægge. Børnene åbner også op for en vilterhed. De er for jeget et billede på et naturligt oprør mod enhver autoritet, som hun selv har mistet evnen til at gøre – eller, hun ved ikke, hvad hun skal rette sit oprør imod. At være forælder til et barn er at blive konfronteret med en slags fysisk aktivisme. At se alting genfortryllet. Og så er det at være forælder også en erotisk relation, som den amerikanske forfatter Audre Lorde før har skrevet om. En sensuel erfaring. Børn og voksne lever tæt sammen som kroppe. Endelig gør moderskabet, at fortælleren forstår, at samfundet favoriserer en bestemt slags børn. De hvide middelklassebørn er eftertragtede, men au pair-pigernes børn er fx ikke velkomne. Reguleringen af fødsler og børn vil altid være del af en værdipolitisk kamp.

BOB (hendes elsker, red.) har større autonomi i verden, end hun selv har.

Desillusion i forstaden – Jeget flytter med sin mand, som konsekvent omtales ’børnenes far’, i en gul villa i forstaden for at indtage drømmen om det gode, trygge middelklasseliv. Forstaden kaldes Den Usikre og Megalomane Landsby, den er en karikatur af forstadslivet med store huse og flotte biler, regnbuefarvede familier og velklædte succesmennesker, som tager en ironman og laver kombucha. Men det fejler totalt. De bliver begge ensomme. Hvad går galt i parforholdet?

– Jeget får tre veninder, Røvskam, Kødskam og Hjerteskam, som fungerer som en slags hjælpere, de får hende til at se og forstå de undertrykkende strukturer og tilbyder hende et fællesskab. De er frigjorte, perverse og passer ikke ind i Landsbyens orden. Hvilket forbillede repræsenterer de?

Suget beskriver ret specifikt et heteroseksuelt parforhold lige nu med alt, hvad der følger af forventninger – børn, velstand, bolig, job, monogami og kærlighed. Det er dét forhold, der er svært – måske til forskel fra andre relationer, som jeget kaster op i luften som muligheder for kærligheden? Det kan jeg ikke svare på. Men i romanen går parforholdet galt, bl.a. fordi børnene skaber en ubalance i relationen og geninstallerer en old school kønsrollefordeling. Ingen af forældrene kan undslippe den ubalance, men samtidig kan de heller ikke undslippe de normative forventninger til, hvad deres egen lykke vil bestå af. Det manuskript, de bærer i sig. Jeget – kvinden – forsøger at kaste de tøjler af sig. I den proces kommer hun til at rase mod den mand, hun elsker. For han går ikke med hende. Han har ikke de samme længsler efter andre former for begær, andre liv, som hun har. I hvert fald kan hun ikke få ham i tale. I løbet af romanen installerer ubalancen mellem kønnene – ja altså, patriarkatet, for at sige det ligeud – dette raseri i jeget, bl.a. rettet mod de mænd, hun elsker. Et raseri over ubalancen – et raseri over at elske trods den indsigt, at børnenes far og senere

Vrede og udflådsfællesskaber – Gennem bogen dukker der mere og mere vrede op: at være isoleret med børnene, at høre på mandetyper, som er blinde for deres egen volumen i verden, på naboernes undertrykte au pair-piger, de pornoagtige forplantningsscener i Handmaid’s Tale og det, at der ikke findes nogen ’retfærdige rum’ at være kvinde i eller at elske børnenes far i. Hvorfor er det så svært for jeget at sætte ord på sin vrede og finde nogen at rette vreden imod? Det samfund, Suget skildrer, har ikke et tydeligt magtens ansigt – som i tidligere tiders klassekampe: undertrykt arbejder og undertrykkende arbejdsgiver. Ofte er vi faktisk selv med til at producere og opretholde det, vi er underlagt. Det, vi kritiserer, bor også inden i os selv. Så derfor kan det være utrolig svært at tale magten direkte imod. Hvis den ikke har en håndgribelig form. Jeget er beskrevet som en pleaser, som én, der vender skyld indad. I starten er hun tillidsfuld over for systemerne og andre mennesker. Og da hendes vrede så bliver vakt, er det vanskeligt for hende at give den et klart mål, for hun er jo også selv målet.

Romanen rummer pasticher på forskellige former for feminismer og spiller et hav af positioner og længsler ud, som jeget kan spejle sig i, diskutere og undre sig over. Hun bliver vred på patriarkatet på en gammelfeministisk anden bølge-facon som Røvskam. Hun undrer sig over Kødskams ambivalente forhold til sin egen krop. Andre gange tiltrækkes hun mere af Hjerteskams zappende kærlighedslængsler og frigjorte, utopiske seksualitet. Hun leder efter den feminisme, der virker dér, hvor hun er nu. For mig glider alle former for historiske og samtidige feminismer hele tiden ind og ud af hinanden, og Suget genererer på den måde sit eget feministiske rum. De tre veninder er også med til at radikalisere jeget, idet de er med i en modstandsbevægelse – de antænder en politisk gnist i hende, der rækker ud over det specifikt kvindelige rum. – Det går langsomt op for jeget, at hun har en krop, som er del af et fællesskab, ”den ER fællesskab” (s. 158). Venindekroppene gør også oprør ved at excesse i udflådsritualer, intime omslyngelser og sexlege. Udflåd – eller kropsvæde – bliver ligefrem våbnet i modstandskampen. Hvordan er kroppen knyttet til oprør? Måske kan man se det sådan, at de forskellige karakterer er forskellige organer, funktioner eller processer i en stor sam-

Dansknoter

fundskrop. De er specifikke, men hænger også sammen. Nogle er ydre, andre er indre – fællesskabet er der, men finder sted i forskellige kredsløb. Suget leger med biologiske elementer som kvindens cyklus, ægløsning, menstruation, udflåd. Men fællesskabet er ikke kun biologisk. Det afsløres først som statskontrolleret, da Kommunekontoret sætter gang i ægløsningerne, senere er det alle kroppe, der går amok i sekreter, da Kommunekontoret hackes, og biologien som ’naturlig’ overskrides. Fællesskabet bliver først tydeligt for jeget, da hendes krop begynder at lække og knyttes til det intime venskabsrum, som også er et oprørsrum. Væden er en slags smørelse, forbindelsesvæske, i sammenholdet mellem de kroppe, der længes efter at knytte sig til hinanden og sammen lede efter mere mangeartede former for begær og solidaritet. Skam – Igennem romanen vågner begæret i hovedpersonen. Kroppen bliver vild og svinsk og frisat. Det er onani, orgasmer, røvhul, feministiske fuckfingre og alverdens sekreter. Skønlitteratur på P1 kaldte romanen ’Årets vildeste bog’, her kunne den kvindelige vært næsten ikke få sig selv til at sige ’udflåd’ i radioen. Hvorfor har vi så svært ved at rumme kroppen? Der findes en teori om den ’lækkende krop’, der taler om kroppes porøsitet og feminisme; det er jo i hvert fald klart, at vi altid lækker og på den måde er i tæt kontakt med hinanden. Om vi kan rumme eller ikke rumme kroppen, er nok knyttet til et specifikt steds seksualmoral. Og generelle moral. Måske er netop dette også knyttet til døden – i hvilken grad vi har berøringsangst over for det faktum, at vi skal dø, vores krop ældes, opløses og går under? Jeg mener, vi lever i en kultur, der har meget svært ved se døden i øjnene – livet valoriseres højt – men vi vil ikke interessere os for de mange kroppe i verden, der lever udsat, som allerede er ved at gå i opløsning. Pornografi er jo blevet meget mainstream, så jeg har egentlig ikke tænkt, at bogen nødvendigvis går over nogen grænser. Jeg tror, at hvis vi kan tåle flere billeder på, hvad kroppen gør og kan, længes efter og begærer, udskiller og flyder over med, så udvider vi også vores forestillinger om det såkaldt ’normale’, og om andre menneskers indre liv, lyst og virkelighed og andre kroppes materielle vilkår. Så udfordrer vi os selv på moralen. Så husker vi på, hvor komplekst og sårbart hvert eneste menneske er, samt at vi alle har en krop, der lækker og rumler, og en dag smuldrer og lugter. Nu bliver det lidt stort, men: Hvis vi er lidt mindre bange for den levende krop, er vi måske også mindre bange for tiden, døden og hinanden? Jeg vil også gerne sige lidt om Sugets onaniscener: For mig udspiller begær sig ofte i det hemmelige, i det private, i hjernen selv. Suget bruger meget tid på at opholde sig i fantasien – netop som et skamløst rum. De scenarier har betydet meget for

Dansknoter

mig og er fejringer af menneskers indre perverse og lystfulde kamre, som er rum, ingen får lov at dømme om, kun os selv. – Samtidig skammer jeget sig faktisk ikke særlig meget over det kropslige, men mere over ikke at slå til over for de tre aktivistiske veninder. Hun har kun husmoderlige erfaringer i børn og bagværk at tilbyde. Hvad er det for en slags skam? Det er skammen over at falde igennem i det sociale rum, man prøver at passe ind i. Her skammer jeget sig specifikt, fordi hun bliver sat i situationer, hvor hun på den ene side ved, at hun har prøvet at leve op til en forestilling om den Gode Kvindelighed i forstaden og i moderskabet. Og så pludselig, i mødet med veninderne, mærker skammen over aldrig at have udforsket eller turdet blive det, hun måske også gerne vil være – den stærke og vilde aktivist. Der er en sorg i den skam, og et drive. To verdner støder sammen og udløser en skam, der genererer jegets ivrige mobilisering, og som sætter fart på hendes fortvivlelse. – Er der noget, der for dig er skamfuldt at skrive om? Det virker, som om du har en temmelig høj skamtærskel? :) Jeg skammer mig altid over at skrive. Jeg skammer mig frygteligt, hele tiden, men jeg tænker også på skam som en smørelse mellem mig selv og min omverden. Skammen blotlægger min egen interesse i verden, peger på, at jeg er et menneske, der er nysgerrigt og ivrigt for at være i verden. Man rødmer i forelskelsen, man vil den anden. Man er sårbar og åben. Forelskelsen er også et sug. Skammen er nødvendig for jeget og for de tre søstre i Suget. En nødvendig kraft: destruktiv, øjenåbnende, healende og mobiliserende. Håb for næste generation – Tror du, næste generation vil håndtere udfordringerne knyttet til parforhold, køn og moderskab bedre? Jeg tror, der er forandringer på vej. Jeg kan være helt på røven over unge i dag – hvor skarpe, empatiske, åbne og omsorgsfulde de er – hvor meget af den uretfærdighed, jeg selv er vokset op med som selvfølgelig, de giver en fuck for. Det beskriver jeg også som et håb i Suget – at den næste generation har fat ved roden af det, der er galt. Et våben er lydhørhed – at de ældres erfaringer bliver grebet af de unge, at de unge ikke ignoreres – at der finder omsorgsfuld samtale sted og solidaritet. Som den nu vil findes i fremtiden. Men også anerkendelsen af, at kampe ikke altid er pæne. At forandring er tumultarisk, og modstand endda kan være voldelig. Jeg tror, der vil komme en modstand mod homogeniteten og tryghedstrangen fra den generation, der vokser op nu, hvis forældre netop ikke har haft villa-luksus og fast arbejde, men har oplevet finanskriser og prekært arbejde. Så bliver der måske højere til loftet i ulykkeligt-lykkelige Danmark.

DINE TEMAUDGIVELSER

Censur og grænser for ytringsfriheden er ofte genstand for debat i Danmark. Forbudt litteratur – censuren i Danmark fra enevælde til Facebook undersøger med udgangspunkt i et stort udvalg af dansk- og historiefaglige tekster, hvordan det frie ord har været til forhandling gennem historien.

Hudens værk handler om kroppens største organ, huden. Men det er ikke en bog om huden som biologi og natur. Hudens værk handler om at læse huden og forstå, hvad sociale forhold, kulturelle vaner, køn, etnicitet og identitet skriver på hudens tavle. Til forskellige tider og på forskellige steder.

Af Christina Holst Færch og Troels Solgaard Andersen

Af Lis Norup

iBog® forbudtlitteratur.systime.dk Bog® Kommer også som trykt bog

iBog® Bog®

Tekster før 1700-tallet – fra sagaer til salmer præsenterer et lille udvalg af de ældste litteraturgenrer i Norden: kvad, sagaer, folkeeventyr, folkeviser og salmer. Læseren får tilgængelige og motiverende indgange til de gamle tekster og bliver taget på rejse fra et hedensk høvdinge- og slægtssamfund til et kristent, enevældigt monarki.

De seneste fem års litteratur præsenterer den nyeste danske og nordiske litteratur. Udgivelsen indeholder tekster i mange forskellige genrer og litterære udtryksformer af både debuterende og etablerede forfattere.

hudensvaerk.systime.dk Kommer også som trykt bog

Udviklet i samarbejde med Dansklærerforeningens Forlag.

Af Bilbo Egelund

Af Brian Andreasen, Katrine Haaning, Peter Jensen og Peter Kennebo

iBog® Bog®

tekster-foer-1700tallet.ibog.gyldendal.dk 80 sider

5aarslitt.systime.dk 237 sider (Fem års litteratur 2015-2019)

Dansknoter

Lene Bull Christiansen er lektor på Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab på Roskilde Universitet. Lene er uddannet i kultur- og sprogmødestudier og udviklingsstudier og har en ph.d. i udviklingsstudier med fokus på køn. Hun forsker i relationen mellem køn, krop og medier, og er vært på den forskningsformidlende podcast De Fede Feminister.

INSTAGRAM HUSER IKKE BARE PERFEKTHEDSKULTUR – DER FINDES OGSÅ MODSTAND Da sangeren Emilie Molsted Nørgaard under kunstnernavnet Jada i 2018 for første gang optrådte på Roskilde Festival, var det med et velkendt mix af popmusik og dertilhørende let påklædning. Så langt var der intet nyt under solen ud over et nyt poptalent. I mediedækningen opstod dog et usædvanligt tema – Jada blev beskrevet som kropsaktivist. Dette billede af sig selv havde Jada svært ved at genkende, og hun tog afstand fra det med en opsang til dem, der tolker hendes optræden som aktivistisk: ”En tykkere pige, end vi er vant til at se, har noget stramt tøj på og har det godt med det! Det bliver åbenbart ved med at være en sensation. Jeg bliver tit kaldt kropsaktivist, men det er jeg ikke, jeg er sangerinde. Jeg ser jo slet ikke anderledes nok ud til at være kropsaktivist. Men hvis jeg kan rykke nogle grænser for, hvad folk betragter som normalt, ved at se ud, som jeg gør, er det da bare en bonus.” (Emilie Molsted Nørgaard i Hartmann Eskesen 2019). Tolkningen af Jadas udfyldning af rollen som popstjerne viser os noget om normerne for kroppe. Jada er ikke meget tyk – hun har bare ikke en konventionel popstjernefigur. At hendes krop i det hele taget bliver gjort til genstand for me-

Dansknoter

dieinteresse, vidner om, at kropsidealet ikke alene handler om en sund og funktionel krop. Det er en idealisering af den meget tynde og trænede krop. Medieinteressen var dog ikke alene kritisk, hvilket også er værd at lægge mærke til. Tolkningen af Jadas optræden peger på to kulturelle fænomener. På den ene side det snævre ideal for kroppen, der fungerer som en underliggende norm i tolkningen af Jadas performance. Men på den anden side en begyndende opmærksomhed på, at dette ideal er under forhandling, og at der findes aktive modstandere af de snævre rammer for vores kropslige udfoldelse. Det er den kulturelle modstand mod det snævre kropsideal og forsvaret for tykke kroppes ret til at eksistere, som denne artikel vil udforske. Til dette formål gør artiklen brug af den britiske kulturanalytiker Stuart Halls udforskning af forholdet mellem medierepræsentationer og generelle samfundsmæssige kultur- og magtkampe. Hall hævder med udgangspunkt i den franske lingvist Jacques Derrida, at forskel (at skelne) er den grundlæggende funktion ikke bare for vores identitetsdannelse (Derrida 2002), men også for meningstilskrivning i repræsentationspraksisser (Hall 2013, s. 225). Dermed er de egenskaber, der tilskrives forskelskonnoterende mening, grundlaget for vores kulturelle hierarkier og er ligeledes for-

noomirubeksen

bundet til samfundets magtrelationer og strukturelle opbygning (Hall 2013). For Hall betyder det, at analyser af kulturelle normer og kulturkampe, der udspiller sig rundt om disse, må tage udgangspunkt i, hvordan forskelle (som det at være tyk) bliver meningstilskrevet, og særligt vigtigt, hvilke forskelle der bliver meningsbærende (hvorfor tyk/tynd fremfor høj/lav fx). Det er denne artikels formål at belyse, hvordan tykhed bliver meningstilskrevet, hvordan tykhed udpeges som en kulturelt forskelsbærende kropslig variation, og hvordan der tegner sig en modkultur mod det hierarki, som underbygges ved at udpege tykke som anderledes fra resten af befolkningen. Det er hovedsageligt kønsforskningen, der har haft idealer for kroppen på dagsordenen. Traditionelt har det været kvindekroppen og skønhedsidealer, der har været i fokus (fx Wolf 1990). Men i takt med at kønsforskningsfeltet har udvidet sig i forskellige retninger, har seksualitet, maskulinitet og kønsdiversitet m.v. vist sig som temaer. Det sidste skud på stammen er Fat Studies. Et centralt emne i Fat Studies er analyser af de sociale dynamikker, som understøtter had mod tykke mennesker, og som afføder frygt for tykhed og kropsfedt både hos tykke og ikke-tykke mennesker (fx Saguy 2012). Modviljen mod kropsfedtet betegnes ’tykfobi’ (Huff 2001, s. 39-43). Ved at betegne frygten for fedtet som en fobi på linje med ’homofobi’ henviser man til den kulturelle afsky for fedtet og for tykke mennesker, som underbygger samfundsmæssige, institutionelle og kulturelle hierarkier. Inden for Fat Studies bliver tykfobi ofte kædet sammen med kapitalismekritik, især kritik af mode-, skønheds- og sundhedsindustrier, der opdyrker et uopnåeligt (tyndt) skønhedsideal. Hadet mod kropsfedt bliver således set som en del af det kapitalistiske samfunds opdyrkning af kunstige behov med henblik på profit (LeBesco 2004, s. 54-56). En af de væsentligste kritikker af unges forbrug af sociale medier, især mediet Instagram, trækker ofte på den samme kritiske vinkel. Det fremføres, at mediet flyder over med idealiserede billeder af såkaldt ’perfekte’ kroppe, skjult reklame i form af ’influencers’ og direkte reklame for alt fra makeup over slankekure til skønhedskirurgi – til skade for unge (især) kvinders selvbillede (se fx Nissen 2020). Det er ikke denne artikels ærinde at sætte spørgsmålstegn ved denne kritik. Derimod udforsker artiklen modstanden mod denne tendens på de sociale medier – en modstand, som benytter selvsamme medie. I Danmark fik en bredere offentlighed første gang øje på Instagram som modstandsforum, da journalisten Ida Rud på DR3 i dokumentarserien Tykke Ida (2017) fortalte om, hvordan hun oprindeligt var blevet inspireret til sin egen tykaktivistiske Instagram-aktivitet af at se (primært) amerikanske tykaktivistiske profiler på Instagram. Der er en række meget populære tykke instagrammere i USA, fx modellen og aktivisten Tess Holliday. I Danmark er der også groet en subkultur af tykke instagrammere frem i de seneste år.

Dansknoter

Den anden type profil kan vi beskrive som en reartikulering af normer for det ’rigtige’ = tynde kvindeliv. Her er typisk tale om kvinder, der indskriver deres tykke kroppe i en fortælling om kvindelivets forskellige facetter. Dette kan være moderskab, fertilitet og/eller barnløshed, job og karriere eller kærlighedsforhold – og selvfølgelig forskellige kombinationer af disse. Et eksempel på denne type profil er Camilla Jørgensens profil @mor_plus (Jørgensen 2020). Et kendetegn ved disse profiler er, at der er en høj grad af tekstlighed forbundet med dem. Der bliver ofte skrevet detaljeret om personlige op- og nedture, overvejelser over samfundet og sociale relationer og over de udfordringer, som tykheden fører med sig i alle livets facetter. Der er en højere eller mindre grad af politisk engagement i profilerne, men fælles er en insisteren på retten til at leve et godt liv i sin tykke krop. En del af disse kvinder identificerer sig ikke som ’aktivister’. Når de er beskrevet her, er det, fordi deres insisteren på retten til det gode tykke liv yder det tynde kropsideal modstand uagtet den direkte eller indirekte politisering af dette.

mor_plus

Mens Ida Rud til stadighed er den mest kendte af disse, er andre (især) kvinder begyndt at få så mange følgere, at man kan tale om dem som ’mikro-kendisser’ (Khamis et al. 2017). Overordnet set kan man tale om, at disse kvinder deler en modstand imod de snævre krops- og skønhedsidealer. Der er også en overordnet tendens til at italesætte de problemer, som man som tyk oplever – både socialt, politisk og psykologisk. Der er dog også en række forskelle imellem profilerne, som kan siges at forme typologier, der kan hjælpe os med at forstå de forskellige dynamikker, som de indskriver sig i.

Den tredje type profil, som skal fremhæves her, kendetegnes ved anti-perfekthed. Disse profiler er ikke alene optaget af tykhed og kroppe, om end dette ofte er i højsædet. De tager også i bred forstand afstand fra snævre normer for kvindelivet, moderskabet m.v. Et eksempel på denne type profil er Asta Nielsens profil @astasn (Nielsen 2020). Her tages afstand fra de følelser af skyld og skam, der er forbundet med at ’fejle’ i forhold til normerne for ’det perfekte liv’. Generelt for denne type profil er, at der ikke overvejende er sel-

Den første type profil kan vi beskrive som en reartikulering af skønhedsidealerne. Disse profiler vil typisk poste billeder, der på nogle punkter har reference til troper fundet i mainstream modemagasiner, men placere en tyk krop i denne kontekst. Et eksempel på en sådan er model og blogger Noomi Rubeksens instagramprofil @noomirubeksen (Rubeksen 2020). Det æstetiske udtryk hos Rubeksen har klare referencer til klassiske skønhedsportrætter og indskriver til dels den tykke krop i en traditionel forståelse af skønhed. Der er dog en række elementer, der ud over den tykke krop signalerer en reartikulering af skønhedsidealerne. Dels har Rubeksen meget kort hår, og hun har synlige tatoveringer. Der er også en queer og/eller non-binær kønsæstetik i hendes udtryk. Dette gør sig gældende for en god del af de tykaktivistiske instagrammere. Nemlig at der ikke alene er tale om at sætte tykheden i fokus, men at dette kombineres med andre normbrydende æstetiske greb. astasn

Dansknoter

Byste lavet af Glimrende Bryster.

kaptajn_over_et_vildt_hav

fies på profilen, men at der i højere grad er tale om billeder af hverdagslivets uperfekthed – rod, mad, der er gået galt, eller pletter på tøjet. Der er også ofte brug af memes, inspirerende citater og anbefalinger af bøger, blogs eller artikler. I denne type profil finder vi ofte kritik af skønheds- og slankeindustrien, og budskaber om menneskets grundlæggende værdi hævet over sociale hierarkier. Dog er der ofte også kritik af overfladiske budskaber om ’at elske sig selv’ uden en kritisk stillingtagen til de normer og institutioner, der fremmer selvhad hos den enkelte. Den fjerde type profil, som vi skal se på her, kan betegnes som ’tykaktivisten’. Her er der mindre fokus på det personlige og mere på det politiske og sociale. Der kan være en del tekstlighed og personlige overvejelser forbundet med tykhed på disse profiler. Men der vil i højere grad blive lagt vægt på, hvordan tykhed indskriver sig i kulturelle og samfundsmæssige dynamikker – samt en kritik af disse. Et eksempel på en sådan profil er digter og aktivist Emilie Morgans profil @kaptajn_over_et_vildt_hav (2020). Blandt de aktivistisk indstillede profiler finder vi ofte en sammenkædning af tykhed med feminisme, kønsdiversitet, klasse- og raceproblematikker. Der er også ofte en insisteren på, at tykhed bør indskrives i disse mere etablerede aktivistiske fora. Kritikken af den samfundsmæssige tykfobi er altså ikke alene rettet imod mainstreamfænomener og den normative krops- og kønsopfattelse, som drives frem i slankeindustrien, om end dette selvfølgelig er i højsædet. Når vi anskuer disse forskellige Instagram-aktiviteter

igennem Stuart Halls repræsentationsteoretiske analytik, ser vi ikke alene en kropskultur, som er sat til forhandling – vi ser konturerne af en modkultur. De typologier, der er opridset her, er i sagens natur ikke udtømmende. De peger dog på væsentlige aspekter af en spirende modkultur. Den æstetiske reartikulering af skønhedsidealerne søger at nedbryde det hierarki, der opretholder frygten for kropsfedt og dermed også en af grundstenene i skønheds- og slankeindustrien. Det fokus, som rettes mod kvinderollen, udgør både en modstand mod normerne for det gode liv og en indskrivning af tykke kvinder i normative forestillinger om det gode kvindeliv, moderskab, kærlighedsliv og karriere. Et væsentligt element i denne kulturkamp er ambivalensen mellem at søge accept i den brede kultur – altså at skabe plads til de tykke kroppe indenfor normen – og forsøg på en mere grundlæggende kritik af de dynamikker, der opretholder kulturelle og sociale hierarkier. Med Halls perspektiv kan vi sige, at de nedbryder den forskelsmarkør, som den tykke krop udgør, og dermed også medvirker til at nedbryde et socialt og kulturelt hierarki. Endelig er det værd at notere sig, at der indenfor en kort årrække er opstået en tykaktivistisk bevægelse i Danmark. Hvor tykke mennesker før så mod udlandet for inspiration og aktivisme, kan man i dag finde tykke fællesskaber i aktivistmiljøer og på de sociale medier.

Derrida, J.: Difference, Samlerens Bogklub, 2002 Hall, S.: Representation. Second Edition, London: Sage, 2013 Hartmann Eskesen, A.: ”Jada”. Eurowoman, 13. juni, 2019, s. 22-31 Huff, J.L.: ”A ‘Horror of Corpulence’. Interrogating Bantingism and Mid-Nineteenth-Century Fat-Phobia”, i: Bodies out of Bounds. Fatness and Transgression, Berkeley: University of California Press, 2001, s. 39-59 Jørgensen, C.: mor_plus [online, 2020]: https://www.instagram. com/mor_plus/ [set 30. dec. 2020] Khamis, S., Ang, L. og Welling, R.: ”Self-branding,‘micro-celebrity’and the rise of Social Media Influencers”, i Celebrity Studies, 8 (2), 2017, s. 191-208 LeBesco, K.: Revolting Bodies. The struggle to redefine fat identity, Amherst & Boston: University of Massachusetts Press, 2004 Mandorf, R.L.: Tykke Ida, DR3, 1. nov. 2017 Morgan, E.: kaptajn_over_et_vildt_hav [online, 2020]: https://www.instagram.com/kaptajn_over_et_vildt_hav/ [set 30. dec. 2020] Nielsen, A.: Astasn [online, 2020]: https://www.instagram.com/ astasn/ [set 30. dec. 2020] Nissen, S.Ø.: Skønheden i det uperfekte: Hvordan vi slipper fri af tidens perfekthedskultur, Peoples Press, 2020 Rubeksen, N.: Noomi Rubeksen [online, 2020]: https://www.instagram.com/noomirubeksen/ [set 30. dec. 2020] Saguy, A.: ”Why fat is a feminist issue”, i Sex Roles, 66 (9-10), 2012, s. 600-607 Wolf, N.: The Beauty Myth, London: Vintage Books, 1990 Fotos fra Instagram er gengivet med tilladelse af profilernes ejere.

Dansknoter

Dansk takeaway Dansknoter bringer på disse sider øvelser, forløb og ideer fra lærer til lærer som du kan tage direkte med ud i din egen undervisning. Har du selv lyst til at bidrage, skal du skrive til kristoffer.kildelund@greve-gym.dk.

Dansk Takeaway Sonja Barfod Lund ph.d., underviser, Christianshavns Gymnasium & Nicklas Freisleben Lund ph.d., postdoc, Syddansk Universitet

”Man kan samle sig om litteraturen, når man ikke kan samle sig fysisk” Det er svært at være uenig i, at covid-19 har defineret de seneste 12 måneder. Ikke mindst for ’de unge’ – herunder gymnasieelever – som har været genstand for stor og blandet opmærksomhed, og hvis hverdag og sociale liv pandemien har forandret markant. Denne tekst beskriver et kort forløb, der bruger litteraturen til at lade eleverne reflektere over og dele deres oplevelser af coronakrisen. Forløbet strækker sig over fem undervisningslektioner, der bevæger sig fra det receptive til produktive; fra læsning af aktuel corona-poesi til selvskrevne digte om emnet. Kulminationen er udfærdigelsen og ’udgivelsen’ af en kollektivt forfattet digtantologi. Forløbets principielle udgangspunkt er overbevisningen om, at én kvalitet ved litteraturen er dens evne til at artikulere samspillet mellem vores indre liv og de ydre omstændigheder, der former vores tilværelse. Den mere lavpraktiske baggrund er en husstand, der består af en gymnasielærer og

Dansknoter

en litterat tilknyttet SDU’s Centre for Uses of Literature, der netop udforsker litteraturens brugsperspektiver og sociale dimensioner. Denne brugsorienterede tilgang var også ideel til at samle en 1. g, der i starten af november 2020 stod over for såvel en ny klasse som anden bølge af corona-nedlukninger. Litteratur i brug Forløbet er inspireret af den forskning, der foregår i regi af SDU’s Centre for Uses of Literature. Centret abonnerer ikke på ét distinkt teoretisk perspektiv eller metode. Snarere danner det – som fx antologien Litteratur i brug (2019) viser – rammen for forskelligartede forskningsinitiativer, der dog har det tilfælles, at de retter sig mod, ”hvordan litteraturen bliver brugt og kan bruges og på dens forhold til sociale sammenhænge”, som forskningsleder Anne-Marie Mai formulerer det.

Mest håndgribeligt er forløbet inspireret af de af centrets initiativer, der anvender litteraturen til forskellige sociale og sundhedsfremmende formål. Fx projektet ”Læs som mand”, der undersøger fælleslæsnings sundhedsfremmende effekter for ældre mænd, og undervisningen i narrativ medicin, hvor lægestuderende bruger litteratur (både via læsning og kreative skriveøvelser) til bl.a. at reflektere over deres interaktion med patienter. Klart, disse initiativer er rettet mod segmenter, som ikke er sammenlignelige med corona-æraens 1. g’ere. Men når de er inspirationskilder, er det, fordi begge projekter insisterer på, at litteratur rummer et socialt brugspotentiale og i den forstand – med SDU-forskerne Anders Juhl Rasmussen og Anita Wohlmans ord – kan hjælpe os med at blive opmærksomme på os selv og andre. Forløbsbeskrivelse Forløbet strækker sig over fem undervisningslektioner a 60 minutter samt en evaluering af en halv times varighed. Af eksempler på corona-poesi anvendtes digte fra Caspar Erics Jeg vil ikke tilbage (2020) og Rebecca Kjar-Levins digt ”Et statskup på tinderdate” (2020) – vinderen af KU’s corona-essay-konkurrence. De kan evt. udskiftes eller suppleres med andre tekster, fx fra Informations serie af corona-digte eller antologien Corona-digte (2020). Session 1: 1 modul ”Et statskup” læses højt og diskuteres. Herefter sættes eleverne i gang med at skrive deres eget bud på et corona-digt, der færdiggøres til anonym (bl.a. for at foregribe den ’blufærdighed’, som kan være en udfordring for nogle elevers deltagelse) aflevering næste undervisningsgang. Session 2: 2 moduler De anonymiserede digte indsamles. Herefter læses og diskuteres digte fra Jeg vil ikke tilbage. Denne bog bruges som afsæt til en samtale om det litterære felt, der har følgende fikspunkter: – Kender eleverne Caspar Eric? Kender de andre nyere digtere? – Kender de forlaget (Gyldendal)? Hvad er et forlag? Hvilke danske forlag kender de? – Kort underviserpræsentation af det danske forlags landskab, herunder forskellen mellem store, kom mercielle forlag og den voksende underskov af danske ’mikroforlag’ (se fx mikrofest.dk) og forskellige selv udgivelsesinitiativer. – Fremvisning af eksempler på alternative DIY-agtige poesiudgivelser fra mikroforlag o.l. (kopiark, håndsyede bøger etc.), der udfordrer forventningerne til det kon ventionelle bogobjekt – fx Olga Ravns Mean Girl

–

(selvudgivet, 2014) og Rasmus Halling Nielsens Det lille robotøje siger (forlaget Organiseret vold begået imod den almindelige tale, 2011). Samtale om redigering og redaktørens rolle. At digtet, værket, ikke kommer i færdig form fra forfatterens hånd, men er et resultat af en redigeringsproces og udvikles i samarbejde med redaktøren, hvis rolle netop er at påpege tekstens styrker og svagheder og udvikle og skærpe dens egenart og projekt.

Herefter fordeles de anonymiserede digte i grupper, der har ansvaret for at redigere teksterne, hvorefter de indskrives i et fælles digitalt arkiv. Session 3: 1 modul Eleverne har forud for undervisningen læst digtene igennem og er blevet bedt om at overveje, hvordan de kunne sammensættes til en digtsamling. Undervisningen indledes med drøftelse af mulige kompositionsprincipper, herunder hvordan den temporale struktur kunne understøttes af overskrifter som fx forårets karantæne, sommerens momentane frihed, efterårets nedtur. Jeg vil ikke tilbage bruges som eksempel på en fremadskridende kronologisk struktur. Andre tematiske modeller diskuteres: fx vekselvirkning mellem ’corona-plus-’ og ’corona-minus’-digte (dvs. tekster, som henholdsvis tematiserer positive og negative aspekter ved corona-erfaringen) eller en struktur med afsnit, der kredser om de samme sfærer: fx hjemmet, skolen, fritiden, kærligheden (og manglen på samme) etc. Efterfølgende opdeles eleverne i grupper, der hver får en udskrift af alle digtene. Hver gruppe skal udarbejde en struktur eller komposition for en samlet udgivelse. Hjemmearbejdet er produktionen af en færdig udgivelse, herunder valg af titel, design af omslag/cover og forsideillustration. Session 4: 1 modul Undervisningsgangen iscenesættes som en udgivelsesreception; i det beskrevne forløb mødte eleverne frem i klassisk digteruniform (sort tøj og solbriller …), og der var saltstænger og danskvand. Timen indledes med præsentation af de syv gruppers digtsamlinger og deres overvejelser i forhold til komposition, titel, design etc. Modulet afsluttes med oplæsning af hele digtsamlingen ved underviseren. Session 5: ½ modul Undervisningen indledes med en opsummerende samtale om, hvad det, at elevernes digte redigeres, ’sættes op’, samles i en bog og oplæses (og på sin vis ’litteraturliggøres’), gør ved oplevelsen af teksterne. Det leder frem mod en afsluttende skriftlig refleksion og

Dansknoter

Dansk Takeaway evaluering, hvor eleverne bedes forholde sig til følgende spørgsmål: – Hvad siger digtsamlingen om at være ung under corona? – Får I noget ud af at have skrevet et digt om denne tid? Hvad? – Får I noget ud af at læse andres corona-digte? Hvad? – Mere overordnet: Hvad tænker I, man kan ’bruge’ litteratur til i en corona-tid (som forfatter og/eller læser)? Evaluering og perspektiver En af udfordringerne ved brugsorienterede forsøg med litteratur er, at effekten af sådanne projekter kan være vanskelig at måle, og at teser om litteraturens gavnlighed i forhold til dette eller hint er svære at dokumentere. Den (yderst!) subjektive mikroevidens – underviserens oplevelse af forløbet – er, at eleverne i meget høj grad var interesserede og engagerede. Det indtryk bekræftes af elevernes positive evalueringer, hvor svarene på de forskellige detailspørgsmål flugter med forløbets tese: at læsningen og produktionen af litterære tekster om corona kunne bruges til at styrke elevernes refleksion over egne oplevelser, tanker og følelser, jf. dette svar på evalueringens første spørgsmål: ”Man hører tankerne direkte fra unge og ikke fra politikere, som taler på unges vegne.” Og følgende to svar på andet spørgsmål, der begge fremhæver produktionsaspektet: ”Man får sine tanker og følelser ud af kroppen og ned på et stykke papir. Det kan få en til at reflektere mere over situationen, og måske føle sig mindre indebrændt” og ”Digtsamlingen gør, at man måske kan få nogle af de langvarige tanker og følelser, man længes efter at komme ud med. Ved at digtene har været anonyme, har man ikke skulle forholde sig til andres meninger og holdninger til ens digt, men man har bare kunne skrive frit.” Derudover fremhæves i flere af svarene på det tredje spørgsmål forløbets sociale aspekt. Ud over det givende i opdagelsen af, at man ikke har været alene med sine tanker om og oplevelser af corona-livet – hvilket fremhæves i de fleste af evalueringerne – kan konfrontationen med de andre elevers ’litteraturliggørelse’ af samme også sætte nye tanker i gang: ”Det [at læse andres digte] kan skabe nye perspektiver og

Dansknoter

er en form for øjenåbner i form af andres syn på situationen. Alle har tænkt digtet på forskellige måder, og der er ikke rigtig nogen af digtene, der minder om hinanden. Det får også en til at tænke på en anden måde over situationen, da man måske får sat nogle andre tanker i gang, end man selv havde gjort ved sit digt.” Et mere grundlæggende perspektiv kommer til udtryk i denne formulering som svar på det sidste spørgsmål: ”Man kan samle sig om litteraturen, hvilket er godt, fordi man ikke må samles fysisk.” Overordnet synes forløbet således at have haft en social dimension og endog positiv funktion. Helt basalt oplevedes det som en god fælles begivenhed for såvel underviser som elever, men – som skitseret – indikerer evalueringerne også, at arbejdet med egne og andres tekster har givet anledning til deling og – om man vil – bearbejdelse af elevernes oplevelser af en historisk kriseperiode. Og, lidt højtstemt, dannet ramme om en oplevelse af at kunne komme til orde, blive hørt og taget seriøst. I et danskfagligt perspektiv retter forløbet sig mod elevernes analytiske og skriftlige færdigheder, ligesom dets produktions-, men også redigeringskrav flugter med de nye skriftlige genrer, hvor processen frem for produktet er i højsædet, og hvor elevernes personlige stemme i høj grad søges kultiveret. Endvidere tjener det også til at styrke deres kendskab til det litterære felt, dets aktører og processer. Samtidig har forløbet også et bredere dannelsesperspektiv, idet håbet er, at det skærper elevernes bevidsthed om, at litteratur ikke kun eksisterer som objekt for analyse og fortolkning; at den ikke bare ’betyder’ noget, som det er læserens opgave at afkode, men også gør noget ved os, hvad enten den læses eller skrives. Altså forsøger forløbet at gøre opmærksom på litteraturens rolle som det, den amerikanske litteraturforsker Rita Feltski har kaldt en dynamisk aktør: noget, der kan berøre os affektivt, være med til at forme, udvide og udfordre vores opfattelser af forskellige fænomener, og som både er i stand til at frembringe mangeartede individuelle reaktioner og sociale relationer. På den måde giver forløbet anledning til en fundamental danskfaglig overvejelse: nemlig hvad litteratur er, gør og kan bruges til.

Isoleret Tænker på vores fingre der langsomt glider fra hinanden Mine hænder vil overholde en afstand på 2 meter Dine hænder vil bryde reglerne og holde mig fast Undskyld at jeg er blevet så autoritær når det gælder dig Men ikke ham.

Året Tyvetyve Tyve Tyve som i Covid-19 Covid-19 som i Corona Corona som i karantænetider, plakatblindhed og pressemødetræthed Corona som i smittespredning, superspreder og virusudbrud Corona som i isolationshuler, mareridtsforestillinger og flagermus Corona som i angst, OCD og panik Corona som i forbudt druk, forsamlingsforbud og savn Afstand, afstand, afstand Corona som i seruminstitut, sundhedsmyndigheder og meningsmålinger Corona som i Kina, Wuhan og madmarkeder Corona som i en usynlig fjende, en bakterie og et åndedrag Corona som i hjemmeskole, hastelov og krisehåndtering Corona som i covid-19 Covid-19 som tyve tyve Året tyve tyve

Astronaut-is har reddet mit liv Og afstanden fra menneskene jeg ikke kan lide Det nice

Spærret inde Træt af ting jeg for to måneder siden Ikke kunne få nok af Søvn, spil, onani, søvn Intet af det er sjovt mere Skolesavn er et paradoks Hvordan kan man savne skole? Er det lørdag? Eller torsdag? Er der forskel? Googler depressionssymptomer Skriver opgave om engelske idiomer Lytter til de samme sange 5, 10, 100 gange Om og om i tomgang Tom indeni, tomt på gaden Savnet vokser Jeg er hjemme, men har stadig hjemve

2020 – du fucker med mit liv! Du var året, hvor alt skulle være let og ligetil Men nu er vi viklet ind i regler og forbud Vi sku’ have festet og givet den gas Men nu er meget sat på pause Vi må ikke feste Vi må ikke mødes Vi må ikke rejse Vi skal gå med mundbind Vi skal spritte af Vi skal passe på Regler, regler, regler Hvor er alt det sjove, som ungdommen handler om Det her skulle være året, hvor vi skulle fyre den af Vi skulle lære nye mennesker at kende Vi skulle have det sjovt Gå væk corona 2021 ret ryggen

Roser er røde, corona ødelagde sommeren, sagde nej til fest som en sur x-faktor dommer. Ros blev aflyst det samme med min livslyst. Håber det snart slutter så alle vores teenageår ikke sutter. Please kom med den vaccine, den kan ende min pine, ligesom mit digt som jeg har skrevet i denne time

Jeg står op, igen, igen CG’s unge digtere

Dansknoter

Teksten i midten

Lukas la Cour, f. 1996 er uddannet fra Forfatterskolen i 2020. Lukas arbejder med psykisk sygdom, fremmedgørelse og en længsel mod følelsen af krop. Ved siden af den skriftlige praksis er Lukas i gang med indspilningen af sin debutplade: ”Det eneste jeg mangler er at miste modet, men i morgen står jeg op med hønsene”.

Lukas la Cour , f. 1996 er uddannet fra Forfatterskolen i 2020. Lukas arbejder med psykisk sygdom, fremmedgørelse og en længsel mod følelsen af krop. Ved siden af den skriftlige praksis, er Lukas i gang med indspilningen af sin debutplade: "Det eneste jeg mangler er at miste modet, men i morgen står jeg op med hønsene".

Dansknoter

Jeg er enogtyve år gammel og vejer kun et løfte om at elske – min krop forlod mig som lille jeg tror der skete noget engang men nu er jeg en fjern lyd af børn – en plejer sætter roser i en vase med sådan en vild bevægelse jeg ikke kan beskrive mere præcist i dag men se! hvor hvid sneen er hvor tavst himlen fremstammer sne hvor stille sneen ligger sneen holder vejret sneen er en lunge af gips – se mig komme løbende med det her hjerte af luft hvor hjorteagtigt de ben kan springe hvor lydløst jeg vinger mig frem udenfor vinduet falder kraven om en kvindes skuldre hun står i sneen og fryser med rødt udslæt på halsen jeg tror hun bløder – en ny dag falder med regn over græs som en regnorm trykkes flad meget nemt dine to hænder lukker sig om kærligheden som en regnorm trykkes flad meget nemt jeg er bange for mørket og det hvide værelse jeg ligger i jeg har et ansigt der hænger og en sko der skaver jeg er slimet af sved, jeg siger det jeg er grim grim grim

Dansknoter

Teksten i midten

hvem har givet mig alle de her feer i min inderlomme alle de her dage falder som mælketænder på stuen kradser kvinden hul i gardinerne hun siger at hun savner sneen hvor er sneen, jeg sværger den skal komme nu det siger hun og der løber blod ned ad hendes ben i striber hun siger at hun har sit lort at hun kan lave blod som træerne kan smide deres løv – det er december og jeg kan blive ved med at nulre død hud fra min pande eller børste små hår fra min hovedbund jeg tror der er en myg i mit hjerte jeg prøvede at klø og så holdt plejerne mig nede jeg tror der løber en sort kanin over marken – jeg kan godt se at sneen har forandret sig noget må drukne for at blomstre et løfte om at elske vikler sig ud af sin busk og det er lige nøjagtigt ikke døden der titter frem denne højtid plejerne hverken smiler eller klæder sig ud til halloween det er min fødselsdag og jeg er et aflagt kostume jeg finder på at klæde mig ud som mig selv og råbe bøh – en engel smider en fjer i haven jeg vidste det allerede nu ligger den der med blege og tykke fibre og hvem forbavser mit hjerte i lyset af morgenen der var ingen der var kun græs og jeg er vred jeg er vred som en hvid stram mund jeg er vred som en rynke jeg bærer det her hjerte af kviste jeg stabler de her dage jeg siger dit navn, jeg siger det

Dansknoter

vågner atter vågner op bækken pludrer som et barn spurven synger i et træ en salme det er en ny dag gennem gardinerne men den samme tåge under solen under solen er alt mild undergang – jeg er en beskidt trold at snakke med jeg har mine gode sider når jeg sover og dårlig ånde når jeg vågner bare jeg var en dråbe blod i sneen som var kold og død et lig – træer i klynger er ikke en skov en fjer er ikke en engel en gud og så videre men hvor er lyset så så smukt når solen bare brænder som solen gør hvordan er det nu en bølge lyder findes strandene stadig så langt væk i fortiden det må gerne blive mørkt, dagen er forbi – det gule blad falder ned gennem lufthavet griber ud efter en vissen gren eller nej værre en gulvlang kåbe af fløjl slæber støvet op ad trappen det går langsomt som at leve – en kold skov, en feber træets inderste årring som et klenodie eller en cylinder af tid her løsnes lyset, løsnes lyset som en hestehale over markerne her tilhører fuglene tilhører tudsen den lille grønne pille den lille lykke og alle tings og væseners forløsning åh gud hvor er jeg glad her sover huset uden mig jeg har givet katten mad planten vand væltet en øl smadret et glas månen stirrer ind ad vinduet på to tekopper jeg bruger som askebægre

Dansknoter

den dag blev en drøm ”den dag blev en drøm” af Iben West er én ud af 7 bøger fra det fælles bogværk FUGL. ”den dag blev en drøm” er en billedfortælling om flygtige møder mellem mennesker og fugle i flugt.

FUGL: Gitte Broeng, Åse Eg Jørgensen, Lise Haurum, Kamilla Jørgensen, Tanja Nellemann Kruse, Bodil Sohn, Iben West. FUGL er et fælles bogværk, der består af syv selvstændige kapitler. På syv vidt forskellige måder udforsker de medvirkende kunstnere fugles fjerklædte eksistens. Historisk set har fugle indtaget en fremtrædende plads i billedkunst og litteratur – som symbol på frihed og bevægelighed. Bøger kan skifte hænder og krydse landegrænser, verdenshave eller kontinenter. Fugles flugt og migration minder i den forstand om bøgers mulige distribution. FUGL søger at udnytte bogmediets potentiale, når det kommer til at kunne bevæge sig frit og uforudsigeligt rundt i verden med visuelle og sproglige fortællinger. FUGL er sendt til fugle- og bogvenner rundtomkring i verden, og modtagerne blev opfordret til at give bogværket videre efter brug – tænkt som en fugleflok, der begiver sig af sted på træk. FUGL er udgivet af forlaget arkhest. www.arkhest.dk.

Dansknoter

Redaktionen: Hvad er en fugl? Iben West: Fugle og billeder har det til fælles, at de er uhåndgribelige. Især fuglene flakser og er svære at få styr på. Jeg holder af at kredse om dem, uden helt at vide, hvad det drejer sig om. Hvad fuglene vil. Som billeder i billeder. Flertydige.

Redaktionen: Hvad er en pind? Iben West: Ja, det samme gælder en pind eller en gren. En dum ting, basal ting. Pludselig laver den et knæk, halvfems grader, måske, sådan omtrent, som om den rækker ud efter noget kultur. Og alligevel ikke, som om den tøver. Eller som om den driller sandheden. Eller som om den peger på noget, et andet sted end der, hvor den peger hen.

Redaktionen: Hvad er et ord? Iben West: Ord har jeg det sværere med. De flakser også som fugle, men de har en tendens til at kræve, at man skal vide, være konkret, have et forhold til sandheden. En følelse, der gør mig angst for at bruge ord. Som om jeg skal redegøre for en sandhed, eller en prioritering af det vigtigste. Det kan jeg ikke. Billeder derimod bevarer et flertydigt forhold til det, som er vigtigt, selv foranderlige.

Interviewet er foretaget af redaktionen til det eksperimenterende kunsttidsskrift Ark, som Iben West selv er medlem af.

www.ibenwest.dk www.arkmappen.dk www.arkhest.dk

Dansknoter

uden for tema

NYNORSK DYSTOPI

Kun én af Jan Roar Leikvolls anmelderroste romaner er oversat til dansk trods hans succes i hjemlandet. Nynorsks betydning for Leikvolls forfatterskab har måske en sammenhæng med hans udbredelse uden for Norge – eller mangel på samme. Trine Kofoed-Nielsen studerende på litteraturvidenskab på Københavns Universitet, Institut for Kunst- og Kulturvidenskab.

Jeg faldt for Jan Roar Leikvolls litteratur på nynorsk, da jeg læste hans anden roman, Fiolinane (2010). Han er en forfatter, der skriver med en stor ydmyghed, når han insisterer på det enkle og simple sprog og lader skønhed træde frem i glasklare glimt. Leikvolls fortælling samler sig selv til bunke: Han bygger et univers op, som smyger sig om én, jo længere man læser sig ind i det. Der er en undren i værket, som ikke falder til ro. Symbolik, som preller af. Det er de små forbindelser og realiserede metaforer, der er Leikvolls force. Sammenhænge, der viser sig på ordbasis, men som ikke med det første afslører en større dagsorden for plottet. Det er en stil spækket med symbolik – men symbol på hvad? Jan Roar Leikvoll udgav fra 2008 til 2013 fire romaner: Eit vintereventyr, Fiolinane, Bovara og Songfuglen. Alle fire høstede stor ros i Norge og blev belønnet med Nynorsk litteraturpris 2011 og Stig Sæterbakkens Minnepris i 2013. Leikvoll døde i 2014, kun 40 år gammel. Forlaget Vild Maskine udgav i 2015 Jan Roar Leikvolls fjerde og sidste roman, Songfuglen (2013), oversat til dansk af Arko Højholt og Mads Heinesen. Det blev første gang, Leikvoll udkom uden for hjemlandet. Den innestengde pikken Songfuglen handler om drengen Jakoba, der lever i et postrevolutionært samfund, hvor kvinderne har taget magten og forvist mændene til de omkringliggende skove eller bordellet, hvor de bruges som avlsdyr. Det er et samfund blottet for kønsnormer, for i fraværet af kontrasten er der bare kvinder, og hverdag. Jakoba skjuler den mandekrop, der er i udvikling, for at overleve:

Dansknoter

Jeg klædte mig af og stod i trusserne, trak dem ned og kiggede på den indespærrede pik. Jeg strøg med hånden og følte de lyse, bløde hår. Før tante forklarede mig, hvad der var forskellen på mig og andre, tænkte jeg aldrig på den som fremmed, bare hemmelig. Eg kledde av meg og stod i trusene, drog dei ned og kikka på den innestengde pikken. Eg strauk med handa og følte dei lyse, mjuke håra. Før tante fortalde meg kva som skilte meg frå andre, tenkte eg aldri på den som framand, bare hemmeleg.

”Der er en undren i værket, som ikke falder til ro.” Jakoba er en typisk leikvollsk hovedperson, der føler sig fremmed i de rammer, han lever i, og med et betagende klarsyn funderer over tilværelsen. Samfundet skildres på den ene side som en naturlighed, og på den anden side lider Jakoba under de forbud, det sætter for ham. Det er en særlig evne til med stor opmærksomhed at lade sine karakterer bevæge sig hjemmevant gennem det univers, Leikvoll har skabt, hvor det hæslige, ødelagte og dystopiske går hånd i hånd med et naivt blik, der giver det et hverdagens og hjemmets skær. Den attribut, som skiller Jakoba fra hans medkvinder, betragter han med den udramatiske undren, som er Leikvolls måde. Tingene er, som de er, mens livet skrider stødt fremad og må arte sig i de rammer, det er givet. En forelskelse fødes Tingene ændrer sig, da Jakoba bliver forelsket. Jakobas mor og sanglæreren Malinovskaja har planlagt en afgørende forandring for Jakoba, som han indtil videre er gået i møde. Men da den viser sig en hindring for forholdet med den smukke tjenestepige Tikva, begynder Jakoba at vakle. Tikva er nogle år ældre end Jakoba, men alligevel er han højere end hende. I hendes selskab oplever Jakoba en skærpning af sine sanser, og en fremmed varme ulmer i hans krop. Leikvolls

skildring af et kvindedomineret samfund bliver særligt spændstig, idet Jakobas seksualitet udspringer i et sprog, der er feminint: Det var slemt og måtte væk, det smukke var for slemt at bære rundt på, det sved og ætsede, og Tikva voksede ud i det røde hoved, som de ømme muskler ville løfte op mellem mine ben, med en kraft jeg ikke havde kendt før, og jeg kunne ikke finde ud af hvad jeg skulle gøre, men hænderne vidste det. Et sted mellem træerne, hvor månen ikke nåede, måtte jeg føde hende. Det var vondt og måtte bort, det vakre var for vondt til å bere omkring, det svei og etsa, og Tikva vaks ut i det raude hovudet som dei såre musklane ville løfte opp mellom beina mine, med ei kraft eg ikkje hadde kjent før, og eg klarte ikkje tenke kva eg skulle gjere, men hendene visste. Ein stad mellom trea der månen ikkje tok, måtte eg føde henne. Det sprog, Jakoba har tilgængeligt, er det, han har fra at vokse op blandt kvinder. Kvindens biologi og krop er det velkendte, som Jakoba ihærdigt spejler sig i. Smukt er det, at det lykkes at skildre udløsningen som en fødsel. Det er kjolen, der strammer over skuldrene, de små sko, som sprækker for at give plads til fødderne, og moderens kærtegn, som har til opgave at undersøge ansigtet for stride hår, der må rives ud. Længslen i Jan Roar Leikvolls roman er ikke efter at blive mand, eller kvinde, men en længsel efter at vokse og gro så ubesværet som vintergækker om foråret.

”Jan Roar Leikvoll skriver ikke bare på nynorsk, men i nynorsk.” Nynorsk dystopi Songfuglen er et slående billede på, hvordan et tydeligt dystopisk samfund for barnet, der vokser op deri, bliver hverdag. Jakoba lider under de samfundsimplementerede forbud, som hindrer ham i at være sig selv, men de problemer, det forårsager, bliver personlige. I Songfuglen er der forskel på folk, som på de fugle, fortællingen befolkes af; mens sangfuglen bæres i hænderne, skræmmes duer væk, spurve basker i springvand, og andre halshugges. Jakoba ser på den ulighed med naturlighed, samtidig med at han føler en personlig længsel mod at kunne udvikle sig uden samfundets hæmninger. Det er denne evne til at lade absurditet forklæde sig som selvfølgelighed, som gør Leikvoll særligt læseværdig. Det er en dystopi, der bedriver, hvad dystopien kan, og som Schlegels fragment er Leikvolls romaner pindsvin, der lige så fast de krøller sig sammen om sig selv, lige så spiddende peger deres pigge ud; mens kroppen er en afrundet

størrelse, sit eget univers, peger piggene ud i det samfund, pindsvinet knuger sig selv sammen om ikke at berøre. Songfuglen bliver til Sangfuglen Jan Roar Leikvoll skriver ikke bare på nynorsk, men i nynorsk. Det er så grundlæggende en del af hans stil og så rammende for hans universer, at de skal skrives i dette særlige skriftsprog, Ivar Aasen dannede af indsamlede norske dialekter i slutningen af 1800-tallet. Nynorsk er et dialekternes skriftsprog, der rummer de lokale og til tider isolerede samfund, de tales i. Skulle Songfuglen være blevet oversat med større præcision, havde den danske pendant været et bornholmsk, sønderjysk, langelandsk etc. skriftsprog. Et skriftsprog, der havde emmet af, hvorfra det stammer. Det ville give mulighed for at indfange den lokale og isolerede stemning af små samfund, der udspiller sig med egne spilleregler, som går igen i Leikvolls litteratur. Selvom en stor portion af Leikvoll lader sig oversætte til dansk, er der en dimension, som går tabt. Kendsgerningen er, at når et værk oversættes, så bliver det til noget andet. Med dansk mister Leikvoll en grundstemning, som ligger i nynorsk selv. Leikvoll skriver om små, isolerede samfund, og nynorsk bliver således særligt passende for hans stil. Der er en stemning af at være afsondret og alene, som oversat til dansk forfladiges. Hvad Songfuglen mister på dansk, får den til gengæld i tillæg på nynorsk, hvis man læser den på originalsproget som dansker. Den fremmedhed, som er så kendetegnende for Leikvolls universer, bliver endnu stærkere, når også skriften er fremmed. Det er også en mulighed for at udnytte det særlige potentiale, der er i Norden, for rimeligt ubesværet at lære sig at læse på indtil flere skriftsprog og således at have alle disse sprog tilgængelige. Målet er da ikke at læse nynorsk, bokmål, svensk – og måske islandsk? – som var det dansk, men at læse dem, for hvad de sprog hver især er og bærer af stemninger. Effekten af de forskellige nordiske sprog kan noget forskelligt, da de er dannet i hver deres ret. Jeg ser Leikvoll som en måde for alvor at give adgang til skandinaviske sprog i folkeskole- eller gymnasieregi. Det giver mening at læse Leikvoll på dansk, men endnu mere mening at læse Leikvoll på nynorsk. Jan Roar Leikvoll skriver i nynorsk, og man gør sig selv en tjeneste ved at læse ham på originalsproget og dermed bruge den fødegave, man har fået som nordisk statsborger. Læs på originalsproget! Læs Leikvoll! Ut av menneske veks gut eller jente, ut av gut eller jente veks vonde eller gode, veks ord og stryk og ønske, veks lydar og søvn og kjærleik. Seinare veks stille, snøklokker om våren. Snøklokker, eg er jord, veks i meg. Fuglar, eg er tre, kom til mine greiner.

Dansknoter

uden for tema

STIL- OG GENREBRUD I GYMNASIESTILE

Resultaterne af et forskningsprojekt

Dansknoter

Det er ikke kun stavefejl og kommafejl der kan gøre en tekst vanskeligt tilgængelig. I denne artikel fremlægger jeg resultaterne af forskningsprojektet ”Skriftlig dansk til studentereksamen. En undersøgelse af gymnasieelevers skriftlige danskniveau”. Her har jeg undersøgt hvilke stil- og genremæssige problemer der er i elevernes stile. De problemfelter vil jeg beskrive og vise eksempler på, så det på den måde bliver lettere for både underviser og elev at identificere dem og dermed forhåbentlig også at undgå dem.

Tabel 1 – Oversigt over gymnasier

Østgymnasium 1 Østgymnasium 1 Østgymnasium 2 Østgymnasium 2 Midtgymnasium 1 Midtgymnasium 1 Midtgymnasium 2 Vestgymnasium Vestgymnasium

Antal 23 13 22 26 17 25 27 14 20 187

Retning HHX HTX HHX HHX HF STX STX HTX HTX

Sted Sjælland Sjælland Sjælland Sjælland Fyn Fyn Fyn Jylland Jylland

Tabel 2 – Antal forekomster i stilene Kategori Ikke-meningsgivende Tema-rema Stilbrud

Antal forekomster 100

Pr. 1000 løbende ord 0,3

251 538

0,8 1,7

Lene Rotne postdoc hos Dansk Sprognævn og tidligere ph.d.-stipendiat hos Dansk Sprognævn og Københavns Universitet samt dansk lektor på universiteterne i Beograd og Prag.

Data i stileprojektet ”Skriftlig dansk til studentereksamen. En undersøgelse af gymnasieelevers skriftlige danskniveau” er et etårigt forskningsprojekt finansieret af Kulturministeriets Forskningspulje. Via Undervisningsministeriets fagkonsulenter for faget dansk fik Dansk Sprognævn i 2016 (med elevernes samtykke) adgang til et korpus af stile fra studentereksamen i skriftlig dansk, hvor eleverne for første gang afleverede stilene elektronisk. Som det fremgår af tabel 1, er der tale om 187 stile fra fem forskellige gymnasier og fire forskellige gymnasieretninger. I denne artikel udtaler jeg mig udelukkende ud fra disse data og ikke ud fra gymnasieelevers stile generelt.

Formålet med stileprojektet Ifølge rapport fra Gymnasieskolernes Lærerforening (2016) er gymnasieelevernes skriftlige niveau et område som vi mangler viden om – på trods af offentlig debat om elevernes manglende sproglige færdigheder. Den manglende viden var en af grundene til at starte forskningsprojektet. Mit formål var at undersøge de problemfelter der kan være svære for eleverne selv at løse, fx fordi de ikke kan få hjælp via stavekontrol eller ordbogsopslag. Jeg ser således ikke på stavefejl, kommafejl og grammatiske afvigelser, men på de underbelyste aspekter af sproget der vedrører indholdsmæssige og stilmæssige udfordringer. Problemfelter i stilene De tre hyppigste problemer jeg har observeret, er i forhold til ”ikke-meningsgivende sætninger”, ”tema-rema” og ”stilbrud”. Antallet af de tre forskellige kategorier i stilene fremgår af tabel 2.

Dansknoter

Jeg vil her, vha. eksempler fra stilene, beskrive de tre kategorier. Først vil jeg dog kort nævne to andre områder hvor jeg også oplever at der er udfordringer, men som jeg ikke går i dybden med her i artiklen. Det gælder faste udtryk – fx i form af udtryk der blandes sammen eller sammensættes forkert som ”Med denne gendrivelse kommer hun de mere kritiske læsere i forvejen [...]”, hvor ”komme i forkøbet” er sammensat forkert. Som nævnt gennemgår jeg ikke tegnsætning her, men jeg har opgjort det i forbindelse med min undersøgelse og kan konstatere at der er 56 eksempler på meget lange tekstpassager uden punktummer og fx en tekstpassage på 164 ord med kun et punktum til sidst. Ikke-meningsgivende Denne kategori dækker over sætninger som ikke giver mening, eller er så kringlet formuleret at man som læser skal bruge lang tid på at afkode det budskab eleven gerne vil have frem. Eksemplet jeg viser her, kan man godt få til at give mening, men man skal bruge tid på det og læse passagen flere gange, og teksten kunne derfor med fordel omformuleres. Det skal kort indskydes at ”Jeg er Carl Eriks hjemløshed” er en novelle af Camilla Christensen. Eleven har ikke markeret titlen med citationstegn, og det kan også forvirre læseren. Jeg er Carl Eriks hjemløshed behandler de forhindringer og konsekvenser, kristendommen kan have af påvirkning på et individ som ikke selv er det. Hvordan forskellen kan splitte to mennesker ad. Samt forældrenes fordømmelse. Eks. 1 Problemet i eks. 1 er bl.a. at ”det” henviser til ”kristendommen” og ikke ”det at være kristen”, at eleven ikke skriver hvilken ”forskel” det er der henvises til, og at ”forældrenes fordømmelse” ikke præciseres, så man forstår hvad det er de fordømmer. Jeg har desværre ikke nogen viden om elevernes sproglige baggrund, men har det indtryk at denne fejltype især forekommer hos elever med dansk som andetsprog. Tema-rema De problemer jeg har observeret med tema-rema, hænger sammen med begrebsintroduktion og gentagelser. Når eleverne skriver stile, skal de forestille sig at de skriver til en såkaldt ”intenderet modtager” – det vil sige en modtager der ikke kender til de begreber, analysemodeller m.m. som eleverne er blevet introduceret for i undervisningen, og som ikke har læst de opgavetekster de skal skrive om. Ofte præsenteres ny viden (rema) som gammel viden (tema) for modtageren. Her i form af en særlig analysemodel eleverne har arbejdet med i timerne, men som det ikke er givet at modtageren kender til:

Dansknoter

Kompositionen af selve kronikken er ikke præcist bygget op om ”Hey-you-see-so” modellen men der er forsøgt at bygge det en smule op omkring den. Eks. 2 Og her hvor det uddrag eleven har læst i opgavehæftet, præsenteres som om modtageren allerede kender det: I uddraget møder vi to gymnasie elever som fortæller om, hvordan de personligt selv bruger sociale medier som blandt andet Instagram. Eks. 3 Der er dog også eksempler på at gammel viden (tema) præsenteres som ny (rema) i form af gentagelser af pointer. Som nævnt tidligere, inddrager hun også sit eget liv i sin kronik. Som eksemplerne viser, så inddrager hun ofte historier fra sit eget liv, for at understøtte hendes argumentation. Der er en tendens til at hvert argument hun har, bliver understøttet af en eller flere historier fra hendes liv, […] Kronikken har en subjektiv stil og tone, da den bærer præg af Christina Anderskovs egne holdninger, oplevelser og erfaringer. Størstedelen af hendes argumenter er understøttet af en historie fra hendes eget liv. Eks. 4 Den slags overflødige gentagelser af gammel viden kan også påvirke læsevenligheden og skabe irritation fordi man som læser kan føle man spilder tiden eller føler sig talt ned til. Jeg er opmærksom på at der i eksemplerne er forskellige fejl som fx manglende bindestreg i ”Hey-you-see-so” modellen” (eks. 2), manglende sammenskrivning af ”gymnasie elever” (eks. 3) og forkert brug af pronomen ”hendes argumentation” (eks. 4). Som nævnt tidligere er det dog ikke den type af fejl jeg ser på i projektet, og derfor kommenterer og markerer jeg det ikke i eksemplerne. Stilbrud Stilbrud dækker over passager hvor den sproglige stil ikke er ensartet. Det kan være fordi der pludselig bruges formelt sprog (eks. 5) eller talesprog og metakommentarer (eks. 6) som bryder med den stil der ellers er anvendt: I kronikken er der gjort brug af forskellige emotive ord. Jeg vil nedestående vise et par eksempler og forklare brugen af disse, som forefindes i kronikken. Argumentationen i artiklen vurderes som værende lykkedes. Eks. 5

Men efter hun åbnede op og fortalte hvordan hun i virkeligheden var, valgte tv-producenten af annullere kontrakten og trække tv-programmet tilbage. Nu er hun jo bare en almindelig pige, det er der jo intet fedt over. Eks. 6

mange af disse problemfelter på gymnasierne rundtomkring, og at mange undervisere netop har fokus på modtagersituationen, genafleveringer, peer feedback m.m. Artiklen kan derfor ses som en opfordring til at fortsætte med at have fokus på det.

Hvad kan der arbejdes med og hvordan? Som det fremgik af tabel 2, er det kategorierne ”ikke-meningsgivende”, ”tema-rema” og ”stilbrud” der er flest af i stilene, og det kunne derfor være dem man skulle fokusere på i løbet af året. Man kunne fx bede eleverne læse hinandens stile igennem inden aflevering, for på den måde at sikre at teksten også var forståelig for andre, eller man kunne bede eleverne om at aflevere en ”version 2” hvor de tilretter de passager man som underviser har markeret som ikke-meningsgivende. Man kunne også fokusere på modtageren og den særlige modtagersituation der er når man skriver en stil til eksamen. Som underviser kunne man prøve at træde ind i rollen som den intenderede modtager når man retter stilene i løbet af året, for på den måde at undgå problemerne med tema-rema. Formelt sprog er fx ord som ”grundet”, ”i henhold til”, ”samt”, ”herved” og brug af passiv og lang tillægsform. Det er ikke forkert at bruge, men der findes alternativer så man kan skrive mere neutralt. Man kunne i løbet af året lave ordlister med eksempler på både formelt sprog og talesprog fra elevernes stile – for så at gennemgå disse ord med eleverne og finde alternativer. Både Hansen (1971) og Galberg Jacobsen og Skyum-Nielsen (1996) berører det formelle sprog og kommer med ideer til alternative skrivemåder og ord, og det kunne derfor også være relevant at inddrage disse værker i undervisningen. Jeg ved der allerede bliver arbejdet med

Litteratur Hansen, E.: Ping- og pampersprog, Hans Reitzel, 1971 Jacobsen, Henrik Galberg & Skyum-Nielsen, Peder: Dansk sprog. En grundbog, Schønberg, 1996 Rotne, L.: ”Stileskrivning i Danmark og Italien”. Dansknoter, nr. 2, 2019 Rotne, L.: ”Facebook og stile. En undersøgelse af hvordan en gruppe danske og italienske unge skriver på Facebook og i stile og derigennem udtrykker identitet”. Ph.d.-afhandling, Københavns Universitet, 2018

Rotne, L.: ”I don’t have time for tits”. An investigation of Italian and Danish adolescents’ writing on Facebook and in school essays, i: Arne Ziegler: Jugendsprachen/Youth Languages. Aktueller Perspektiven internationaler Forschung/Current perspectives of international research, nr. 2, Berlin/Boston, De Gruyter, 2017, s. 891-914 Togeby, O.: ”Stiltræk”. SPRÅU, Sproglige Arbejdspapirer fra Aarhus Universitet, nr. 3, Aarhus Universitetsforlag, 1996 Tænketanken om sprog – anbefalinger til at styrke sprog i gymnasiet, Gymnasieskolernes Lærerforening, 2016.

Dansknoter

HVEM DER BARE VAR EN FLUE PÅ VÆGGEN! Sådan tænker vi af og til i situationer hvor det ville være rart at kunne overvære en samtale uden at påvirke det der bliver sagt. Dermed udtrykker vi sproghandlingen ønske – her et helt hypotetisk ønske, for ingen af os kan jo pludselig forvandle os til en flue, endsige ”sidde på en væg”, og det ved vi jo godt. De grammatiske signaler der viser at der er tale om et ønske, er ledstillingen og brugen af præteritum. Ledstillingen kaldes neutral ledstilling eller ledsætningsledstilling, og den er kendetegnet ved rækkefølgen subjekt (der) – adverbial (bare) – finit verbum (var). Verbet står i præteritum, og ud over at præteritum betegner noget der er fortidigt i forhold til nutiden, så bruges denne tempusform også om hypotetiske scenarier i almindelighed. I gymnasiets danskundervisning skal eleverne ikke i dybden med den slags grammatiske detaljer. Men måske kommer der en elev fra fransk- eller tysktimen med et spørgsmål om hvad der svarer til konjunktiv på dansk. Konjunktiv bruges på andre sprog til at angive om den talende kan stå inde for det sagte, og konjunktiv bruges om det mulige, ønskelige, uvirkelige osv. Vi har ikke

konjunktiv på dansk, men vi kan selvfølgelig godt udtrykke os om andre former for virkelighedsstatus end den reelle, og her bruger vi bl.a. tempus og ledstilling. I eksemplet Der er en flue på væggen angiver den deklarative ledstilling og præsens at der virkelig er en flue på en virkelig væg, og sætningens realitetsværdi er klar. I overskriftens eksempel, Hvem der bare var en flue på væggen, angiver ledstillingen og præteritum som nævnt at vi udtrykker et ønske, hvilket også siger noget om sætningens realitetsværdi. Som dansklærer i gymnasiet kan du nu finde korte grammatiske forklaringer på for eksempel termerne sproghandling, modus (og herunder konjunktiv), realitet, ledstilling, præteritum (find det under tempus) og mange flere i Grammatiske termer, der netop er udgivet af Dansk Sprognævn. I mit eget arbejde i Sprognævnets spørgetelefon glæder jeg mig til at bruge bogens korte artikler om grammatiske begreber – for også os der sidder som eksperter og svarer på alverdens sproglige spørgsmål, har brug for at slå begreber og termer op. Og som en af bogens forfattere håber jeg på at den også vil kunne komme bl.a. danskstuderende og dans-

Sproget.dk er resultatet af et samarbejde mellem Kulturministeriets institutioner for sprog og litteratur, Dansk Sprognævn (DSN) og Det Danske Sprog- og Litteraturselskab (DSL). Visionen for hjemmesiden er at være det sted på nettet hvor man finder vejledning, oplysning og svar på spørgsmål om det danske sprog og sprogforhold i Danmark. Klummen her skrives på skift af de to redaktører, Ida Elisabeth Mørch fra Dansk Sprognævn og Laurids Kristian Fahl fra Det Danske Sprog- og Litteraturselskab.

Dansknoter

RYK din verden Et digitalt forløb om konstruktiv journalistik af Astrid Marie Lakjer og Gerd Maria May

Nytænker danskfagets mediemæssige område. Indeholder innovationsdel. 20 kr. pr. elev Ida Elisabeth Mørch Eleven som talerør for det nære I Ryk din verden bruger eleverne journalistikken kreativt til at sætte spot på problemer i lokalområdet og finde konstruktive løsninger. Enten i samarbejde med et lokalt medie(hus) eller med intern sparring. Forløbet skærper elevernes blik for, hvordan deres verdensbillede formes af medierne, og det giver dem mulighed for at komme på banen med deres egne historier. klærere i gymnasiet til gavn når der er brug for et hurtigt opslag om dansk grammatik. Grammatiske termer er udgivet af Dansk Sprognævn. Bogens forfattere er Lars Heltoft (Københavns Universitet) og Eva Skafte Jensen, Jørgen Schack og Ida Elisabeth Mørch (alle Dansk Sprognævn).

Forløbet indeholder 5-7 moduler á 90 minutter med grundig lærervejledning. • Hvorfor betragter vi os selv og verden, som vi gør? • Hvad er det for et samfund, vi ønsker os? • Hvordan kan jeg være med til at påvirke mit lokalområde i en positiv retning?

Termpar Bogen indeholder grammatiske termer (danske og latinske) som er relevante for dansk grammatik.

· · · · · ·

adverbial – biled finit verbum – udsagnsord bøjet i tempus konjunktiv – forestillende måde modus – måde præteritum – datid subjekt – grundled

Hvis du taler med en der bruger termen pluskvamperfektum, hvor du foretrækker præteritum perfektum, og hvor andre igen bruger førdatid – så kan du i bogen her forvisse dig om at alle disse termer er navnet på det samme, nemlig tempusformen i fx havde kostet.

Køb forløbet her: praxis.dk/ryk-din-verden

E-mail info@praxis.dk Tlf. +45 63 15 17 00 Web praxis.dk

forskerinterview Dansknoter bringer på disse sider interviews med forskere hvis forskning har interesse for læserne. Har du et forslag til et interview, skal du skrive til kristoffer.kildelund@greve-gym.dk.

LOCATION: GRØNLAND Interview med Anders Grønlund, ph.d.-stipendiat ved Sektion for Filmvidenskab og kreative medieindustrier, Institut for Kommunikation, Københavns Universitet.

Hvad går den forskning, du sidder med lige nu, ud på? Mit igangværende ph.d.-projekt er et studie af filmog tv-produktion, der har Grønland som location. Kort sagt er jeg interesseret i den grønlandske filmbranche og særligt location, og hvordan sidstnævnte influerer produktionsprocesser – både lokale og udenlandske. Min undersøgelse tager udgangspunkt i en række cases, der på forskellig vis – og i forskellig grad – involverer Grønland. Jeg tager afsæt i nyere tilgange fra produktionsstudier, men har særligt fået inspiration fra nyere forskning med stedsteoretisk medieperspektiv. Jeg er interesseret i den historiske udvikling i filmog tv-produktionen, hvad der kendetegner vilkårene i dag, samt de muligheder og udfordringer, der følger med at producere i Grønland – både rent praktisk, (medie)politisk og æstetisk. Derudover arbejder jeg med en række andre forskningsrelaterede opgaver – eksempelvis artikler, interviews og konferenceoplæg, der forhåbentlig bliver afholdt fysisk i løbet af året. Hvorfor arbejder du med dette område? Den grønlandske og danske filmhistorie har siden begyndelsen været tæt. Her har teknologiske og politiske begivenheder været sammenvævet med de danske grønlandsfilm, hvor produktionerne, særligt on-location, har været forbundet med dyre prestigeprojekter. Det kunne både markere noget politisk og vise teknologiske fremskridt ved at bruge et scenisk landskab, der egner sig eksemplarisk til filmmediet. I nyere tid er der dog ved at ske et opgør med de historiske (mis)repræsentationer, og i særligt de seneste ti år er der sket en stor udvikling i den lokale

Dansknoter

produktion. Ikke bare i antallet af produktioner, men også en øget struktur og bevågenhed. Grønland har en voksende talentmasse, der muliggør flere lokale fortællinger og forøget indflydelse på de produktioner, der fortsat vil have interesse i at producere indhold i og om Grønland – en interesse, der potentielt kan gavne samfund og økonomi. Der er desuden en række særegne vilkår for at producere i Grønland, som demografi, klima og støtteordninger (eller mangel på samme). I løbet af min mangeårige interesse i feltet er interessen kun vokset, og på den måde skriver projektet sig også ind i de igangværende og vigtige diskussioner med mulighed for at bringe andre perspektiver og ny viden. Der er med andre ord rigeligt at dykke ned i. Hvad er din empiri og analysemetode? Jeg arbejder fortrinsvis med kvalitative metoder og særligt interviews. Derudover bevæger jeg mig også omkring feltarbejde, fx med observationer af produktionsprocesser, samt dokument- og tekstanalyse. Produktionsstudier er ofte vanskelige og kræver tid, timing og ikke mindst adgang. Jeg indhentede i den forbindelse interessetilkendegivelser fra fortrinsvis grønlandske filmfolk, da jeg søgte mit stipendium, og der var heldigvis interesse. På baggrund af den empiri, jeg indsamler, kan jeg undersøge processer omkring location, og hvordan alt fra lokale sponsorater og fondsstøtte til transporttid og vejr påvirker produktionsprocesser og -principper – og i sidste ende hvordan det viser sig i de endelige værkers æstetik og dramaturgi. Kan jeg gøre noget lignende i min undervisning? Først og fremmest vil jeg på det kraftigste opfordre til at få Grønland, og Rigsfællesskabet i det hele taget, i spil. Om det er film, litteratur eller noget tredje, så er det ikke kun en oplagt vej til viden om grønlandsk og færøsk kultur og samfund, men også til at opnå en større og mere nuanceret viden om den danske – på godt og ondt. Der foreligger et væld af spændende grønlandsk litteratur og film (både kortog spillefilm, fiktion og fakta), der kan bruges til forløb om alt fra postkolonialisme og værkanalyse til genrer og brugen af steder. Blandt andet blev platformen Levende Grønland lanceret sidste år med gratis filmbaseret undervisningsmateriale målrettet blandt andet danskfaget på videregående uddannelser. Der bliver desuden lagt op til et væld af metoder, der går fra mere traditionel tekstanalyse til praktiske øvelser – eksempelvis med interviews. Her tages udgangspunkt i tre dokumentarer med masser af temaer, opgaver og originalt indhold. Derudover er det altid spændende at anlægge nye vinkler på tekster – fx ved at flytte fokus fra karakter til sted: Hvordan fremstilles Amager i Pusher II, Oslo i Skam eller Nuuk i Nuummioq? Det produktionsanalytiske er straks mere kompliceret at få i spil. Men der er masser af information

at hente om en produktion i offentligt tilgængeligt materiale (som interviews eller artikler) og eksempelvis en films rulletekster. Man kan forsøge at undersøge én produktion fra forskellige vinkler – eksempelvis ved at dele eleverne op med forskellige opgaver: Hvordan fremstilles steder? Hvordan blev filmen markedsført (eventuelt gennem brugen af steder)? Hvad siger skaberne selv om den? Hvordan blev den modtaget? Så får man hurtigt en større forståelse af både indhold, kontekst og proces. Hvordan endte du som forsker på det institut, du er tilknyttet? Det var en lidt kringlet vej. Jeg var ansat som studenterunderviser på AAU sideløbende med mit studie, hvor jeg blandt andet skrev projekter om dansk grønlandslitteratur og grønlandsk film. På min kandidat gik det op for mig, at det var forskervejen, jeg ville, og heldigvis fik jeg god sparring fra blandt andre lektor Kim Toft Hansen og hos AAU Arctic. Efter kandidaten tog jeg på kursus i grønlandsk sprog, litteratur og medier på Ilisimatusarfik, Grønlands Universitet, hvilket kun åbnede mine øjne yderligere for området. Jeg var dog i mellemtiden blevet ansat som videnskabelig assistent på Statens Institut for Folkesundhed, SDU, hvor jeg arbejdede med litteratursøgninger og forskningsstøtte. Men jeg slap aldrig interessen i det grønlandske, og i løbet af det år skrev jeg også en række artikler – én med mine to specialemakkere og tre yderligere med den ene, Emilie Dybdal, omhandlende både dansk og grønlandsk litteratur samt filmproduktion. Jeg havde arbejdet med idéen om en afhandling i nogle år, og da jeg så et opslag til ph.d.-stipendier på Institut for Kommunikation, KU, tog jeg kontakt til min nuværende vejleder, Eva Novrup Redvall, som heldigvis var helt med på idéen. Så indsamlede jeg interessetilkendegivelser og skrev en ansøgning til et stipendie – og fik det.

Videnskabelige publikationer: Dybdal, E. & Grønlund, A.: ”Bygder og barakker: Arbejdspladsen som konfliktzone i dansk grønlandslitteratur”, i Passage, nr. 84, 2021, s. 35-47 Grønlund, A. & Dybdal, E.: ”En film uden kajakker? Et lokationsstudie af grønlandsfilmen Nuummioq. Del 2: Produktionen”, i 16:9, 2020 Grønlund, A. & Dybdal, E.: ”En film uden kajakker? Et lokationsstudie af grønlandsfilmen Nuummioq. Del 1: Filmen”, i 16:9, 2020 Grønlund, A., Dybdal, E. & Lundgren, P.L.: ”Rejespisende rumvæsner og tænkende tomater: Et nymaterialistisk blik på Kaspar Colling Nielsen”, i Spring, nr. 46, 2020, s. 65-81

Dansknoter

UNDERVISN LITTE

NYE UDGIVELSER

KLIMAFORANDRINGERNE ER TIDENS VIGTIGSTE EMNE Kasper Lezuik Hansen, underviser i dansk på Gefion Gymnasium

Dette er det oversvømmede digt, digtet, der ligger under vand./ Dette er det drivende regnvåde versemål, der kun kan læses med/ regnfrakke på Trods coronavirus, sundhedskrise og #metoo er klimaforandringerne tidens vigtigste emne. Selv når man ikke taler om det, løber det som en konstant understrøm i den offentlige debat og er det fænomen, der de sidste 10 år har forandret vores syn på verden og på os selv allermest. Digtere som Skinnebach og Ørntoft har sat klima og klimakrise på dagordenen i et årti, Sverre Raffnsøes banebrydende artikel ”Mennesket i sit naturlige landskab” introducerede den ”antropocæne natur” for et bredere publikum i Kritik 211 i 2015, og klimadiskussionen afgjorde det sidste folketingsvalg. Derfor er det også så dejligt, at der endelig er udkommet en bog, der forholder sig didaktisk til, hvordan vi kommunikerer om klimaet, og ikke mindst hvordan der skrives litteratur om klimaet. Klimalitteratur er skrevet af Thor Gustafsson, som underviser på Silkeborg Gymnasium, og er et rigtigt godt bud på, hvordan man går danskfagligt til klimakrisen. Den har et omfang på godt hundrede sider og kan bruges til ét eller flere forløb, som både forholder sig til klima og behandler nutidig litteratur. Den indledes med et par generelle kapitler, som overvejer, hvordan man taler og skriver om klima, klimaforandringer og klimakrise. Efter et forord til læreren kommer det første kapitel med et bud på en definition af, hvad vi egentlig mener, når vi taler om klimaforandringer eller klimakrise, og ikke mindst hvordan dette motiv binder det lokale og helt personlige perspektiv sammen med det globale. Det andet kapitel er et bud på, hvad klimalitteratur er: ”Klimalitteratur er skønlitteratur i forskellige genrer, der reagerer på klimakrisen og den menneskelige påvirkning af natur og klima” og ”… at vi er sat i og forbundet til vores omgivelser, (…) omgivet af og afhængige af klimaets og naturens kredsløb”. I de følgende seks kapitler gives der så eksempler på tematikker indenfor klimalitteratur og forskellige genrer, der kan siges at falde inden for den definition. Forholdet mellem

Dansknoter

menneske og natur og mellem afmagt og magt, det nordiske, forholdet mellem globalt og lokalt er alle emner, som behandles her. Der gives bud på samlede synsvinkler på litteraturen, og til sidst er der en liste med gode forslag til tværfaglige samarbejder med andre fag. De fleste teksteksempler er lyriske, men bogen indeholder også gode eksempler på fiktionsprosa og faktatekster. Didaktiseringen i hvert kapitel er traditionel og efterprøvet. Temaet, genren eller perspektivet forklares med udgangspunkt i tekstnedslag fra litteraturen, og herefter følger en række øvelser, både mundtlige og skriftlige, i grupper og individuelt. Det er nogle gode opgaver, som udfordrer eleverne, men som samtidig er overskuelige og konkrete. Ud over opgaveformuleringer til stile og analyseopgave benytter bogen sig også af såkaldte skalaer. Placer digtet på en akse fra meget lokalt til globalt, kunne en øvelse lyde. Skalaøvelserne tvinger eleverne til ikke kun at forholde sig til digtene men også til selve præmisserne for skalaerne, hvad vil lokalt og globalt, traditionelt og eksperimenterende overhovedet sige? Man kunne godt savne instruktioner i, hvordan eleverne selv kunne producere klimadigte eller andre former for klimalitteratur, og gerne med udgangspunkt i det meget fine tekstvalg, bogen indeholder, men det kan man jo evt. selv lave. Bogen har en sværhedsgrad, som peger på elever, der går på sidste klassetrin, men da temaet jo faktisk interesserer eleverne temmelig meget, kan andre klassetrin også få gavn af bogen. Man kan evt. mikse kapitler og selv lave kortere og lettere forløb. Dens store force er de fremragende tekstvalg og de mange muligheder, der ligger i at lave forløb ud fra den. Generelt er den velformidlet og gør komplicerede tekster overskuelige og lettere at fatte for eleverne og har et omfang, der gør den til at betale. Klimalitteratur Forfatter: Thor Gustafsson Forlag: Systime

UDGIVELSER

VIDEN

NING ERATUR De seneste fem års litteratur Af Katrine Haaning & Peter Jensen Systime

Dansk i tiden – grundbog til dansk. Af Cecilie Ruby Tolstrup Gyldendal

Tekster før 1700-tallet – fra sagaer til salmer Af Bilbo Egelund Gyldendal

Begreb om dansk - grundbog / antologi Af Birgitte Darger & Kasper Lezuik Hansen Dansklærerforeningens Forlag

Podcast Af Mimi Olsen, Dorte Palle & Martin Houlind Dansklærerforeningens Forlag

Fra ord til jord – Verdensmål i dansk Af Tony S. Andersen & Rasmus Storm Dansklærerforeningens Forlag

Den poetiske Edda Af Rolf Stavnem U press

Udtalt - en introduktion til dansk fonetik Af Jan Heegård Petersen, Holger Juul, Nicolai Pharao & Marie Maegaard Samfundslitteratur

Akademiske fraser – til opgaver, projekter og artikler Af Lotte Rienecker, Peter Stray Jørgensen & Anne Sofie Jakobsen Samfundslitteratur

#FV19 – Politisk kommunikation på digitale medier Redigeret af Sine Nørholm Just & Ib Tunby Gulbrandsen Samfundslitteratur

Mælkekassetårn - daginstitutionsnoveller Redigeret af Christian Aabro & Julie Top-Nørgaard Akademisk forlag

Skriftlig eksamen i dansk – hhx Af Lars Holst Madsen (forfatter) / Maja BødtcherHansen & Susan Mose (red.) Gyldendal

Kødets poiesis – Kropumulige kroppe i ny dansk litteratur Af Tobias Skiveren Spring

Vestindiske spor. Dansk Vestindien i den koloniale og efterkoloniale litteraturhistorie Af Doris Ottesen & Carsten Bach-Nielsen Syddansk Universitetsforlag

Retorik og metode Redigeret af Mette Bengtsson, Kristine Marie Berg & Stefan Iversen Samfundslitteratur

Skriftlig eksamen i dansk – htx Af Lars Holst Madsen (forfatter) / Maja BødtcherHansen & Susan Mose (red.) Gyldendal

Dansknoter

DIN FORENING EN UNDERVISNINGSBOG BLIVER TIL En føljeton om hvordan bøger bliver til på dansklærernes eget forlag. Gennem flere numre af Dansknoter følges processen fra forfatternes skriv over redaktørernes arbejde til bogen ligger i trykt form på dansklærernes bord. De første afsnit har handlet om at skrive en undervisningsbog, om at være redaktør og konsulent, om korrekturlæsning og rettighedssøgning. Nu er turen kommet til det grafiske design.

Om at være grafisk designer på en undervisningsbog

– at være både kreativ og håndværker Af Nina Hagen, grafisk designer, Dansklærerforeningens Forlag

Arbejdet med grafisk design handler om at formidle et budskab visuelt. Grafikeren skal sørge for at man fanger målgruppen, og for at der opnås en positiv læse- og indlæringsoplevelse. Målet er at skabe en letfattelig guide gennem teksten som fører til fremdrift og ikke udfordrer med et forvanskende formsprog. Et godt opbygget typografisk hierarki hjælper læseren til at få overblik over og forståelse for bogens indhold, og for hvordan de forskellige emner forholder sig til hinanden. Rubrikkerne kan betragtes som en slags noter/stikord der giver et overblik – om end lidt overfladisk – over emnet. For at lave en appellerende bog skal man tage højde for følgende: luft (det hvide papir, marginer, spalteafstand,

Dansknoter

linjeafstand og afstand mellem ord og de enkelte bogstaver), skrifttyper og størrelser, billeder/illustrationer, vignetter og farver. Den kreative del af arbejdet består i at grafikeren skaffer sig kendskab til emnet og udarbejder et principlayout på basis af dette. Et principlayout er en skabelon hvor alle de grafiske elementer som forekommer i bogen, bliver præsenteret. Når principlayoutet er godkendt af redaktøren og forfatterne, kommer man til ombrydningen – den håndværksmæssige del af arbejdet – hvor redigeret tekst og udvalgte billeder indsættes. Efter de nødvendige korrekturgange bliver bogen sendt til trykkeriet, og 3-4 uger senere ser man det færdige resultat.

Om illustration til sider i bogen Da de 17 verdensmål i forvejen havde et stærkt grafisk udtryk, var det naturligt at arbejde videre med dette for at skabe genkendelighed. Der er både gode farver og fine symboler at arbejde med. Bogen Fra ord til jord blev opbygget i opslag (to og to sider). Kapitelstart og indledende tekst fylder et opslag, og opgaverne hertil 1-2 efterfølgende opslag. Da hvert kapitel i bogen omhandler 2-3 verdensmål, var det oplagt at bruge farverne fra to af disse på den ene side og symbolerne øverst med en neutral og gennemgående farve på den næste. På opslagene med opgaver har jeg garneret med et eller flere af symbolerne

Glæd jer til forårets flotte udgivelser UDKOMMER 26. APRIL

F O R L A G

MAREN AARUP SCHJØRNING ELLEN RØNHEDE HANSEN

GRAMMATIKNØGLEN Almendel GRAMMATIKNØGLEN

Fra den 22. marts til 26. april kan du bestille forårets nye udgivelser på dansklf.dk/bogpakke – og som altid med 60 % medlemsrabat.

MAREN AARUP SCHJØRNING ELLEN RØNHEDE HANSEN

Latindel

GRA MM ATIK NØGLEN Almen sprogforståelse

Laltindel

Almendel

Læs mere om de nye titler i annoncen på side 4, eller i det nye katalog 2021.

GRAMMATIKNØGLEN

Vi håber at bøgernes nye faglige og didaktiske vinkler kan inspirere dig til at nytænke din danskundervisning.

Fra ord til jord Verdensmål i dansk Af Tony S. Andersen & Rasmus Storm Udgivet på Dansklærerforeningens Forlag, 2020 Grafiker Nina Hagen

NY BOGPAKKE PÅ VEJ N I N G E N S R E R F O R E D A N S K L Æ

Bestil forårets nye udgivelser

fra de verdensmål som berøres – både for at gøre opslaget mere spændende og for igen at referere til symbolerne. På denne måde kommer bogens udtryk til at hænge sammen med den oprindelige inspirationskildes.

N I N G E N S R E R F O R E D A N S K L Æ

F O R L A G

UNDERGANGE Apokalypser i litteratur og medier SUNE WEILE OG MIA BANG NEDERGAARD Med atomvåbenkapløbet, klimaforandringerne og coronapandemien er apokalypsen som genre blevet særlig populær igen. I Undergange udforskes genren gennem et bredt udvalg af litteratur og medier. Bogen rummer udover tekstudvalget en grundig introduktion til emnet, arbejdsopgaver til hver tekst og oplæg til skriftlige opgaver på både stx, hf, hhx, htx og eux.

Få 60 % rabat

GRAMMATIKNØGLEN Almen sprogforståelse MAREN AARUP SCHJØRRING OG ELLEN RØNHEDE HANSEN

60 %

BAT MEDLEMSRAapril*

Dyrk din personlige stemme 1 SÅ SKRIVEFRØENE CAMILLA AAQUIST OG RENÉ A. CHRISTOFFERSEN Så skrivefrøene er bog 1 i en serie på tre, korte elevhenvendte bøger med fokus på den personlige stemme. I Så skrivefrøene møder eleverne to genrer - talen og klummen – og bliver introduceret for en bred vifte af sproglige virkemidler. Progressionen er både tænkt ind i de enkelte bøger og i den samlede serie, der går fra små skriveøvelser over afleveringsopgaver til den skriftlige eksamen.

fra 22. marts-26. Læs mere på dansklf.dk/bogpakke

Læs mere og se alle vores udgivelser i vedlagte KATALOG 2021 – UNGDOMSUDDANNELSER. *Medlemmer får besked, når det er tid til at forudbestille de nye udgivelser med rabat.

Ny bogpakke på vej 2021 Dansknoter 1.indd 1

08/02/2021 10.30

Dansknoter

DIN FORENING Henvendelse til politikerne om kanon Bestyrelserne for ungdomsuddannelserne har bedt om foretræde for Børne- og Undervisningsudvalget for at åbne for en politisk proces om revidering af danskfagets kanon hvilket vi er blevet inviteret til d. 10. marts 2021. Vi samler indlæg fra foreningen og andre under temasiden ”Kanon til diskussion” på vores hjemmeside. Se også lederen i dette nummer af Dansknoter og indlæg i Berlingske fra begyndelsen af marts.

Foto af Kurt Christensen Dansknoter 2 2019

4 11

5 12

6 13

7 14

1 8 15

2 9 16

3 10 17

Coronaramt eksamen på repeat

Kurser og corona

I bestyrelserne har vi skubbet på for at fagene bliver hørt i et så afgørende spørgsmål som afvikling af eksamen efter nedlukningen. I artiklen ”Gymnasielærere foreslår virtuelle eksamener” på www.gymnasieskolen.dk den 26.1.2021 er Mischa Sloth Carlsen interviewet om spørgsmålet ”Kan virtuelle eksamener til sommer være en mulighed?”

Vi kan glæde os over to velbesøgte kurser i år, årsmødekurset ”Engagér dig!” i Brejning og onlineseminaret ”Fremtidens litteraturundervisning” i samarbejde med EdTalk. Vi er optimister og forsøger at afvikle alt der er planlagt, men desværre har vi måttet udskyde og aflyse kurser. Internatkurset ”Nye fagdidaktiske vinkler” udskydes til januar, og aftalte skolebaserede kurser kan finde en aftale om udsættelse sammen med oplægsholderne.

Vlogs med forfatterinterviews På foreningens hjemmeside kan du som medlem også finde materiale og inspiration til undervisningen, blandt andet i vlogs med forfatterne Kim Leine, Peter Adolphsen og Asta Olivia Nordenhof hvor de fortæller om deres bøger og læser op fra dem. Videoerne er optaget på vores årsmødekurser og redigeret til overskuelige bidder der er forsynet med korte introduktionstekster, så du nemt kan navigere rundt i dem, se dem efter interesse og dele dem med dine elever. Lad eleverne arbejde med centrale uddrag fra romaner som Rød mand/Sort mand og Penge på lommen, som de kan se og høre forfatterne læse op og fortælle om. Find dem her: https://dansklf.dk/ ungdomsuddannelserne/kursusmaterialer

Facebookgruppe og hjemmeside Der sker meget i foreningen. Dansklærerforeningens sektioner for ungdomsuddannelser deler Facebookgruppen Dansklærerforeningen / stx, hf, htx og hhx: https://www.facebook. com/groups/135414656475344. Bliv medlem af gruppen hvor du kan følge med i og bidrage til debat og ideudveksling. Følg også med i nyheder om foreningen på vores hjemmeside www.dansklf.dk.

OKTOBER

Dansknoter

Hold øje med nyt om vores kurser på vores hjemmeside www.dansklf.dk. I skrivende stund (1.3.2021) er følgende fastlagt: – – –

”Danskfaglighed til skriftlig eksamen” for HF og STX den 15. og 16. marts AFHOLDES VIRTUELT. ”Vurdering af skriftlige opgaver i dansk på HTX og teknisk EUX” den 15. april. AFHOLDES VIRTUELT. Regionale temakurser den 11. marts i Midtjylland, 17. marts i Nordjylland og 7. april i Syddanmark. Afholdes til august 2021.

Endelig er vi i fuld gang med at planlægge det fulde udtræk af kurser til næste skoleår. Sæt allerede nu kryds i kalenderen den 7.-9. oktober hvor vi holder vores årsmødekursus i Køge. Datoen står i kalenderen alle medlemmer fik med Dansknoter i december.

E-bestyrelsen Forperson Ditte Eberth Timmermann TEKNISK GYMNASIUM, Skanderborg, det@aarhustech.dk Næstforperson Christina Reeder Ryborg Jørgensen EUC Sjælland, Køge htx og eux chrj@eucsj.dk Øvrige bestyrelsesmedlemmer Lise Fuur Andersen IBC Fredericia Middelfart lisefuur@gmail.com Carsten Ullum Hansenberg cu@hansensberg.dk Henning Nyegaard Holm Vejle Tekniske Gymnasium hnh@sde.dk

Oversigt over udvalg og bestyrelsens repræsentanter i andre fora: Repræsentant for eux: Christina Reeder Ryborg Jørgensen Repræsentant i PS: Lise Fuur Andersen Repræsentanter i Fagligt Forum: Ditte Eberth Timmermann Lise Fuur Andersen Medlem af Dansknoters redaktion: Ditte Eberth Timmermann

G-bestyrelsen Forperson Mischa Sloth Carlsen Aurehøj Gymnasium msc@aurehoej-gym.dk

Bjarne Ove Hansen Allikelund Gymnasium boh@eucnvs.dk

Næstforperson Nina Sofie Llorente Munck KVUC nm@kvuc.dk

Astrid Hellerup Madsen Aarhus Tech ashm@aarhustech.dk

Øvrige bestyrelsesmedlemmer

Suppleant: Gitte Lautrup Tradium gl@tradium.dk Fagkonsulent Søren Husted-Pedersen soren.husted-pedersen@ stukuvm.dk

Birgitte Darger Christianhavns Gymnasium birgitte.darger@gmail.com Anne Krogh Madsen Frederikssund Gymnasium og hf fgakm@frsgym.dk Jens Dahlmann Breindahl Århus hf og VUC jdb@aarhushfogvuc.dk Mette Clausen Rysensteen Gymnasium mclausens@gmail.com Karen Wagner Ørestad Gymnasium kwa@oegnet.dk Henrik Nyvang Silkeborg Gymnasium nyvanghenrik@hotmail.com Claus Petersen HF-centret Efterslægten clauspeters@gmail.com

Maren Miltersen Pilgaard Falkonergårdens Gymnasium mp@falko.dk

Medlem af Dansklærerforeningens Hus A/S’ bestyrelse: Mette Clausen

Lotte Prætorius Hasseris Gymnasium lp@hasseris-gym.dk

Repræsentant i GYMsprog: Mischa Sloth Carlsen

Miriam Kruse Køge Gymnasium kgmir@kggym.dk Suppleanter Nynke Birgitte Genee Roskilde Gymnasium Nynke.Birgitte.Genee@ roskilde-gym.dk Michael Møller Mulernes Gymnasium mm@mulerne-gym.dk Fagkonsulent Nicolai Rekve Eriksen Nicolai.Rekve.Eriksen@ stukuvm.dk

Oversigt over udvalg og bestyrelsens repræsentanter i andre fora: Skolebaserede kurser: Nina Sofie Llorente Munck Maren Miltersen Pilgaard Nynke Genee Claus Petersen Regionskurser: Miriam Kruse Internatkurser: Mette Clausen Karen Wagner Jens Breindahl Repræsentant i PS: Maren Pilgaard Mischa Sloth Carlsen Nordisk Udvalg: Anne Krogh Madsen Lotte Prætorius Det nordiske redaktørsamarbejde: Birgitte Lamb Repræsentant i Dansk Sprognævn: Claus Petersen

Repræsentant i Fagligt Forum: Mischa Sloth Carlsen Medlem af Dansknoters redaktion: Karen Wagner Birgitte Darger Anne Krogh Madsen

Regionsrepræsentanterne København/Bornholm Loa Schmidt Jensen Det frie Gymnasium lsj@detfri.dk Mathilde Lund Sinding Det frie Gymnasium mls@detfri.dk Sjælland Sille Gyllenborg Næstved Gymnasium & HF gb@ngh.nu Sydjylland/Fyn Morten Mikkelsen Fredericia Gymnasium MM@fredericia-gym.dk Midtjylland Gunvor Mikkelsen Risskov Gymnasium gm@risskov-gym.dk Nordjylland Claus Nielsen VUC & HF Nordjylland cni@vucnordjylland.dk