TEMA: Digital dannelse – digitalt danskfag
11
Dansk i virkeligheden – virkeligheden i dansk Af Minea Neigaard, lærer og cand.pæd. i didaktik mshp. dansk. Adjunkt ved University College Syd i Aabenraa på pædagoguddannelsen og Karina Kiær, cand.pæd. i didaktik mshp. dansk. Pædagogisk konsulent i dansk og læremiddelkonsulent ved Center for Uundervisningsmidler, på University College Lillebælt
“Hvad skal jeg bruge det til?” Dette spørgsmål har mange dansklærere sikkert hørt deres elever stille i undervisningen. Der er ingen tvivl om – set ud fra et dansklærerperspektiv – at dansk kan og skal bruges i virkeligheden, men for nogle elever kan det måske være svært at koble en times grammatikundervisning tirsdag i 7. lektion med virkeligheden uden for skolen. Hvordan kan skolen forberede eleven til den verden, som eleven kan forventes at deltage i sin nutid og fremtid? Hvad kan danskfaget bidrage med for, at eleverne bliver gode til at mestre livet som demokratiske borgere, som kan tage stilling og handle, så det samtidig giver mening og er motiverende for eleverne? Hvilken form og hvilket indhold skal der være i danskfaget, så det forbereder eleverne til at mestre livet? Dette vil være artiklens hovedærinde at fortælle om.
Hvad skal de så egentlig bruge “det” til? Vi har igennem vores tid som lærere i folkeskolen oplevet elever, som har haft svært ved at se den direkte kobling mellem undervisningen og virkeligheden. Og på den baggrund har vi udviklet et læremiddel, som forsøger at skabe en større sammenhæng mellem danskfaget og de udfordringer, som eleverne stilles over for i verden uden for skolen. Læremidlet er udviklet i forbindelse med specialeskrivning på vores kandidatstudie i didaktik med særligt henblik på dansk fra DPU, Aarhus. Vores mål med specialet var at udvikle principper for udviklingen af læremidler, og med det for øje udviklede vi et læremiddel kaldet “Faceless Faces”, som arbejder med temaet
ansigtsløs kommunikation. Læremidlet forsøger at omsætte specialets teorier til praksis. Et didaktisk hvorfor? Ofte er det for dansklærere indlysende, hvad danskfaget og arbejdet med de danskfaglige områder skal bruges til. Dette gør sig ikke nødvendigvis gældende for eleverne. Der er ingen tvivl om, at vi ved, hvad der virker som dansklærere, men virker i forhold til hvad, kunne man være så fræk at spørge? Hvad skal eleverne egentlig bruge dansk til? Svarene kan være mange, og vi kan jo starte med at remse op fra lovgivningen, nemlig: folkeskolens formål, danskfagets formål, fælles mål, afgangsprøverne, de nationale tests mål osv. Når vi sætter mål som dansklærere, kan det være en udfordring at se de små danskfaglige kerneområder i det store perspektiv. Selvom vi tænker alle disse curriculære bestemmelser ind i vores daglige danskundervisningen, er det ikke givet, at vi sætter eleverne i situationer, som ligner virkelighedens. Begrundelserne for megen danskundervisning kan med afsæt i den situationsorienterede didaktik findes i verden uden for skolen1. Med andre ord må det didaktiske argument være gyldigt, ikke bare i forhold til curriculære bestemmelser, men også i forhold til at eleven rent faktisk kan bruge aspekter af undervisningen i sit liv. Et gyldigt svar med udgangspunkt i den situationsorienterede didaktik lyder derimod: ”Du kan bruge det, når du i livet skal ...”. Dette stiller andre krav til læreren, når hun skal planlægge undervisning, idet begrundelsen ikke alene skal findes i curriculære bestemmelser, men overvejelser om undervisningens indhold og form i forhold til fremtidige scenarier