Internt samspil Som tidligere nævnt kan de 14 forfattere betragtes som kraft- og inspirationscentre. Med det mener jeg, at der fra dem udgår flere slags frodig idegivning. Det slog mig undervejs i kanon-arbejdet, at der kunne spores mængder af indbyrdes påvirkning og slægtskab mellem forfatterne. De reagerer på hinanden i et med- og modspil, der kan inddrage os som læsere i spillet, også i en undervisningssammenhæng. Vi må have nogle eksempler. Når Johannes V. Jensen omkring år 1900 skriver sine vidunderlige Himmerlandshistorier, så indgår siden flere af Martin A. Hansens hjemstavnsfortællinger i en slags dialog med dem. Begge ønsker at fastholde og genfremkalde et landskab og en samfundstilstand, som er ved at gå tabt. Den yngre kollega, Martin, er stærkt draget af Johannes, sin ældre kollega, som han samtidig i sit livssyn opponerer imod. Martin siger: ”Skønt det er ham, jeg så voldsomt gør op med, elsker jeg ham”. Den yngre forfatters fortælling om ”Stinas ligfærd” er tydeligvis kraftigt inspireret af den ældre kollegas ”Kirstens sidste rejse”. I begge tilfælde historier om overmenneskelige anstrengelser for at bringe en kær afdød til sit sidste hvilested. Mere beretninger om trodsig livskraft end om død. Når vi er ved de to forfattere: Johannes V. Jensens første digtsamling, Digte, 1906, er med sin nøgterne titel og sin udgivelsesdato en diskret hilsen bagud til Oehlenschläger (med Digte, 1803). Sin meget ældre forgænger inspireres Johannes V. så siden af i sine klassisk afklarede digte, og han skriver et aldeles dejligt mindedigt om forgængeren, ”Graven i sne”. Her når han vidt omkring i tid, sted og bevidsthed. Han gør sig til ét med den afdøde: ”Han vidste det, vi skal derned, / men gyste lidt for hvad vi ved.” Uden for kirkegården høres trafikken: ”Hæst tuder bil. Hvad når man me´en? / Den stille ende af alleen!” Den levende vandrer på kirkegården pines ved tanken om døden, men liver op ved naturens forårstegn: ”Vor pæl i kødet: Vare ved … / Når kødet går, går pælen med!”, ”Men føl, det tøer! Den våde luft / er sælsom fuld af påske-duft.” Men Digte, 1906, peger sandelig også fremad. Med sin ligefremme mundtlighed til PH, men allertydeligst til Klaus Rifbjerg. Hos ham genfinder vi appetitten på hverdagens uhøjtidelighed, desuden den overdådige, aggressive udtrykskraft, den dynamiske klippe- og synsvinkelteknik, kombinationen af modsatte følelsesog reaktionsmønstre (”livet er utåleligt og pragtfuldt på
64 DANSK NOTER
samme tid”) og meget mere. Påvirkningen fra Johannes V. er fx tydelig at spore i Rifbjergs digtsamling Konfrontation. Med titlen er den også en broderlig hilsen til en anden kanonforfatter, nemlig til Tom Kristensen. Hos ham er dén glose et nøgle- og yndlingsord, som han anvender flere gange. Bl.a. som beskrivelse af sin egen forfattergeneration, der vil ”sætte sit jeg ind på de voldsomme oplevelser, konfrontere sig med livet, hvor det ytrer sig heftigst”. Det er måske mest af alt Hemingway, Tom Kristensen har i tankerne. Amerikaneren er da også et fælles forbillede for Tom Kristensen og Klaus Rifbjerg. En tilbagevenden til Martin A. Netop hans kortere dyre- og hjemstavnshistorier er oplagte til brug i skolen, hvad derimod Løgneren næppe er. Dertil er den for raffineret og gennemreflekteret. Og så er der, i en helt anden boldgade, Martin A´s dunkle og eksperimenterende historier, fx. ”Soldaten og pigen”. De peger frem mod modernismen i 1960´erne og de eksperimenter, som kommer senere endnu. Vi træffer dem bl.a. hos Sven Holm og Peter Seeberg, kanonforfatteren. Han anses almindeligvis for svær, men skænk som læser og lærer et par af hans groteske historier en venlig tanke. ”Hunden der elskede agurker”, ”Lille-Vovse”, ”Den stærke smed”, ”Bulen”. Det kunne være nam-nam i danskundervisningen. Martin Andersen Nexøs roman om Pelle Erobreren er tilegnet ”mesteren Henrik Pontoppidan”. Nexøs roman er skrevet op mod Pontoppidans Lykke-Per, der på sin side er et modstykke til H.C. Andersens roman af samme navn. Pontoppidan har ikke Andersens faste tro på geniets enestående kraft og styrke. Og Nexø vil med sin roman demonstrere, at hans Pelle formår at realisere sit samfundsengagement, hvorimod Pontoppidans Per svigter sine egne store ideer om at forvandle Danmark til en moderne industristat. Nexø vil nu skrive romanen om ”en Lykke-Per, hvis navn ikke var ironisk ment”. --Vi nåede så ikke Karen Blixen m.fl. Andre kvindelige forfattere, som kunne komme på tale i kanon-sammenhæng: Inger Christensen, Kirsten Thorup, Tove Ditlevsen. Er kanonen løst krudt? Bestemt ikke nødvendigvis. Det sidste bind i serien: N.F.S. Grundtvig. En kanonforfatter