Gita Pasternak Forlagskonsulent Lektor på Københavns VUC indtil 1.8.2012
men den samme tekst betyder ikke det samme, hvis den står i Lykken i Ingenmandsland fra 67 som et digt eller i Tilfældets gaver fra 2009 som en mulig filmscene. Nogle genreteorier – jeg tænker her primært på den amerikanske litteraturteoretiker Stanley Fish - fastslår da også, at fx digte slet og ret er de tekster, vi accepterer at læse som digte. Altså ikke pga. særlige teksttræk, snarere omvendt: Vi ser teksttrækkene, fordi vi på forhånd er sporet ind på en bestemt genre – altså opfatter teksten som et digt, en novelle, en roman etc., jf. markeringen af genrer på omslag og titelblad. Tænk fx bare på de autobiografiske værker – Kim Leines ”Kalak” (Erindringsroman), 2007, Knud Romers ”Den som blinker er bange for døden”(Roman), 2006, Bjørn Rasmussens ”Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet”, 2011 (Roman), Nielsens ”Store satans fald” fra 2012 (Roman), Jørgen Leths tre selvbiografiske ”Det uperfekte menneske”(Erindringer – står i al fald på forlagets klap-tekst, ikke på titelbladet) fra 2005-2012. Poul Behrendt talte i 2006 om dobbeltkontrakten, men nu er det blevet en ny genrekonvention – og nu bruges termen autofiktion. En lille digression, men jeg kan ikke lade være med lige at henvise til et interview i Kristeligt Dagblad med Jens Smærup Sørensen i anledning af hans nye roman ”Hjertet slår og slår”(oktober 2012), hvor han siger, at bogen er meget personlig, men ikke en selvbiografi. Han siger, at det er måden, han kan fortælle, hvad der kan være en sandhed i tilværelsen. Han siger også, at da han for nylig skulle skrive nogle sider om sit eget liv, faldt det ham meget svært, men som det alligevel skred frem, havde han en fornemmelse af, at han ”skrev af efter sine egne bøger”! Tilbage til vores hang til genrefastlæggelser: Da Morten Søndergaard skrev sit ”Sprogapotek” i 2010, var det vigtigt for Kamilla Löfström i sin anmeldelse i Standart at begynde med at slå fast: ”Først er det nok vigtigt at sige, at Morten Søndergaards ordapotek er en digtsamling, hans seneste helt præcist” (min understregning). Og på Pia Juuls nye ”Af sted, til stede” her fra 2012 står der på forsiden ”Noveller” og på titelbladet ”noveller. episoder”. Det sidste ville jeg kalde ”kortprosa”, og sådan kan vi blive ved. Men der ER ikke desto mindre forskel på måden, vi
læser en tekst på – og vores genre-forventninger. Vi vil have orden på det! Tænk blot på hele debatten omkring Jørgens Leths første erindringsbog - debatten om ”kokkepigens datter”. Er det mandedrømme - alle selvbiografier må tages som fiktion på et eller andet plan - eller realiteter? I hvilken kontekst skal det forstås? Det havde jo konsekvenser for manden, må man sige. Men jeg vil sige, at for at det skal være et reelt genrebrud – så må det være dér, hvor vi tvivler på, hvad der er hvad? Hvor vi ser nye måder at fortælle på – hvor vi bliver ”snydt” på en eller anden måde! Hvor forfatterne virkelig afprøver nye måder at skrive på, hvor genrerne overlapper, blandes. Er det fiktion, ikke-fiktion? Hvor vi for alvor bliver FORVIRREDE! Men at teksterne ikke tilhører en bestemt genre i gængs forstand gør dem ikke genreløse. Fordi vi som dansklærere har nogle faste – historisk betingede genreforestillinger/-forventninger – betyder det jo ikke, at forfattere, der overskrider disse, ikke er genrebevidste. Tværtimod. De ved fuldstændig, hvad de gør. ”De leger med genrerne” for at få det frem, de særligt vil – på deres egne betingelser. Det er påfaldende som mange af de yngre forfattere vender tilbage til anerkendte genrer: bekendelseslitteraturen (Lone Hørslev ”Jeg ved ikke om den slags tanker er normale. Skilsmissedigte”, 2009, og ”La’os”, 2012), poesibogen (Naja Marie Aidt – ”Poesibog”, 2008), romanen om en arbejdsplads (Kristian Bang Foss – ”Stormen i 99”, 2008) hjemstavnsromanen (Dy Plambeck – ” Texas’ rose” (2008),”Gudfar”, 2011), men tvister dem, vender vrangen ud på dem – og bruger dem til deres egne formål. Det er bøger, der er meget genrebevidste. Peter Seeberg sagde allerede på Bogmessen i 1998 – året før sin død – ved udgivelsen af ”Halvdelen af natten”, 1997, hvor han bl.a. eksperimenterer med ”lister” og ”ready mades”, at han gad ikke længere være afhængig af genrefastlæggelser som: 4 sider = novelle ½ side = aforisme 1 linje = kortprosa. Han var blevet mere og mere
”Nogle genreteorier fastslår da også, at fx digte slet og ret er de tekster, vi accepterer at læse som digte.
”
DANSK NOTER 41