Tema: Rod i genrerne
Hvad mener redaktøren, når han skriger på en nyhed? Mikkel Hvid skriver i denne artikel om sit forhold til og syn på de journalistiske genrer.
»Vi skal have en nyhed på det«, bjæffer redaktøren, og når han gør det, forstår alle på redaktionen hvad han mener. Redaktøren mener to ting. Dels at bladet bliver nødt til at skrive en historie om sagen. Det er et udsagn om redaktionel prioritering. Dels at bladet skal skrive historien som en nyhed. Ikke en leder, ikke en baggrundshistorie, men lige netop en nyhed. Det er et udsagn om genre. Så journalistiske arbejdspladser bruger genrer. Og journalisterne ved hvad de snakker om når du snakker genrer. For den journalist som får til opgave at skrive en, vil med næsten 100 procents sikkerhed aflevere en færdig tekst som lever på til nyhedens genrekrav: Historien er relativt kort. Den er vinklet skarpt. Det vigtigste står først. Og journalisten refererer kilderne neutralt. I den forstand fungerer de journalistiske genrer som de skal: De definerer en forventningshorisont, så skribenten ved hvad han skal gøre for at hans tekst bliver godkendt, og så redaktøren (og i sidste ende læserne) kan sige fra hvis journalisten afleverer noget andet end det der blev bestilt1. MR: Praksis kræver kun lidt Så selv om de fleste der skriver om journalistik hævder, at journalister ikke beskæftiger sig med genre, er det kun halvdelen af sandheden. Journalisterne bruger genrerne aktivt. Og de redaktionelle medarbejdere har en fælles og praktisk forståelse af de vigtigste genreudtryk. Når journalister ikke bruger tid på at diskutere og definerer genre, skyldes det måske at det ikke er nødvendigt. Genrebetegnelserne fungerer nemlig som de skal: som adfærdsregulerende pejlemærker. Men som sagt er det kun den halve sandhed. Man skal ikke læse mange journalistiske lærebøger eller stille
22 DANSK NOTER
mange spørgsmål til journalister før den fælles forståelse af genrerne forsvinder. Tag reportagen, for eksempel. Den beskrives af mange som stedet og øjeblikkets genre. Jeg har selv gjort det. Men er reportagen overhovedet en genre? Er det ikke snarere en stilart? I halvdelen af de lærebøger jeg har stående, defineres reportagen som en genre, i den anden halvdel understreges det at reportagen ikke er en genre men noget andet. En stil. En udtryksform. Noget andet og mindre end genre.
”Genrebetegnelserne fungerer nemlig som de skal: som adfærdsregulerende pejlemærker.
”
I en praktisk hverdag som journalisternes er det til gengæld også revnende ligegyldigt om reportagen er en genre eller ej, bare man er enig om hvordan en reportage skal skrives, og det er man stort set. Men tag så featuren. Er det en genre eller en stilart? Og endnu værre: Hvordan ser en feature ud? Hvad kendetegner den? Der findes lige så mange svar på det spørgsmål som der findes bladhuse og medieforskere. MR: Ikke alt er journalistik Beskrivelsen af de journalistiske genrer forudsætter et svar på to spørgsmål: Hvad er journalistisk? Og hvad er genre? I bogen ”Journalistik med stil” definerer John Chr. Jørgensen journalistik som ”… redaktionelle tekster i avisen, dvs. alt det, der står på siderne, bortset fra annoncerne” (s. 9).