Issuu on Google+

DANSK NOTER

DECEMBER 2010 www.dansklf.dk/dn

Lyst til dansk

4


DANSK 4 2010 NOTER Redaktion Ansvarshavende Sophie Holm Strøm Hunderupvej 137 5230 Odense M Tlf.: 8622 1085 Mobil: 2613 1085 sophiestroem@gmail.com Anmeldelser Torben Jakobsen Ahornvej 3 6950 Ringkøbing Tlf.: 9732 4062 tj@rkbgym.dk Billedredaktør Sophie Holm Strøm Øvrige redaktionsmedlemmer Sune Weile, Ildfuglevænget 80, 5260 Odense S, Tlf.: 2578 7435 Anne Mette Finderup Bratskovvej 7 2720 Vanløse Tlf.: 2893 7904 af@ijg.dk Fie Søholm Mårvænget 40 5800 Nyborg Tlf.: 6166 3050 fs@oure.dk Ida Diemar (barsel) Rejsbygade 4, 2. sal 1759 København V Tlf.: 2826 5108 id@norreg.dk Ivar Lærkesen Baneparken 2, 3720 Aakirkeby Tlf.: 5697 2547 lae@bornholm-gym.dk

DANSK NOTER 1/2011: Tema: Sprog – standard eller variation? Deadline: 1.02.2011 Abonnement (4 numre + særnumre): kr. 300,-. Enkeltnumre: kr. 100,-. DANSK NOTERS hjemmeside: www.dansklf.dk/dn Manuskripter og indlæg: Sendes til sophiestroem@gmail.com eller: Sophie Holm Strøm Hunderupvej 137 5230 Odense M Vi modtager meget gerne bidrag til bladet efter disse retningslinier: Maksimallængde på artikler er normalt 18.000 tegn inklusive mellemrum. Skriv gerne kortere. Opsætning: Antal anslag opgives først i artiklen. Skriv forfatternavn, titel mv. over titlen / rubrikken. Og skriv gerne et par linjer om dig selv (fødselsår, stilling, publikationer, andet). Vedlæg digitalt billede af dig selv. Afsnit markeres med indryk. Længere citater skal kursiveres og markeres med en blank linje før og efter samt indryk. Artikler bør have en kort pointerende manchet og mellemrubrikker samt forslag til citater som kan fremhæves grafisk. Eventuelle referencer kan gives i parenteser i teksten eller som noter. Begræns venligst brugen af noter. Fuldstæn-dige litteraturreferencer placeres i litteraturlisten. Antagne tekster kan også offentliggøres her på Dansk Noters hjemmeside og i Dansklærer- foreningens nordiske søsterblade.

Dansklærerforeningens medlemsservice Rathsacksvej 7 1862 Frederiksberg C Tlf. 33 79 00 10 Man-tirs og tors-fredag 10-14 medlemsservice@dansklf.dk Alle henvendelser vedr. medlemskab, kontingent, bogpakker, abonnement og adresseændringer skal ske til medlemsservice. Henvendelser vedr. efteruddannelseskurser skal ske til kursus@dansklf.dk. ISSN: 0107-1424. Oplag: 3000. Printed in Denmark 2010. Illustrationer: Sophie Holm Strøm Grafisk tilrettelæggelse og produktion: Zeuner Grafisk as Tidsskriftet udgives med støtte af Undervisningsministeriets tipsmidler.


Indhold 4

Leder Dannelse i dansk Af Claus Nielsen

5

Præsentation Lyst til dansk

7

Illustrationer Sophie Holm Strøm Tema: Lyst til dansk

8

Distributionen af det sanselige Af Martin Glaz Serup

14

Hvornår er en brosten guddommelig vold? Af Lillian Munk Rösing

22

Lidelseslyster. Om fortællinger og etik Af Stefan Iversen

26

Queerteori og litteratur Af Sidsel Sander Mittet:

28

Vitalismen i dansk litteratur og kultur 1900-1950 Af Lise Præstgaard Andersen

33

LITTERATUR I MIDTEN Af Theresa Salomonsen

40

Hvad er der sket med reality gameshowet? Af Anne Jerslev

48

Brunch med Merete Pryds Helle Af Merete Pryds Helle

8 ”...hvor gik Gud hen, da han gik ud? Han gik ned i kroppen, i materien, i det intense liv…”

33 ”Du kan ikke komme

Faglig orientering og debat

53

Tilbud fra Ekko

54

Dansklærer-voxpop

28

48

igennem slusen uden at have mødt både den blå kat og den gamle dame.”

Generalforsamling i Dansklærerforeningen/G 2010

64

Referat

66

Kurser

64


Leder

Dannelse i dansk Thorkild: ”Jamen det er jo metaforer!” Arne: ”Hvad fanden er det for et bæord at bruge, mand. Hvad nu; skal vi også til at analysere digte?” Peter: ”Arne, lad nu være.” Arne: ”Luk røven, mand. Stefan, sidder du og tuder over et digt?” Stefan: ”Neeej” Arne: ”Er det en saunaklub det her eller hvad? Sådan en flok bøsserøve!” (Citatuddrag fra filmen Blinkende lygter) Efter de nylige revisioner af læreplanerne for dansk på hf og stx er det nye danskfag ved at falde i hak. Vi har som dansklærere de sidste 5 år prøvet at bemestre det nye danskfag, og efter revisionerne der tråde i kraft pr 1. august, står vi med et danskfag der sikkert vil være det centrale modersmålsfag på de to store gymnasiale uddannelser i en lang årrække fremover. Tiden nærmer sig derfor hvor nogle mere overordnede overvejelser over faget vil være givtige og interessante. En central og vigtig overvejelse vil være en overvejelse over dannelsesdimensionen i danskfaget. Dannelse er noget vi er meget forpligtet på i danskfaget. Allerførst i formålsparagraffen for både hf og stx hedder det helt parallelt: ”Danskfaget tjener på en gang et dannelsesmæssigt og et studieforberedende formål.” Det studieforberedende arbejder vi intenst med i disse år. En meget stor del af arbejdet med skriftlighed går ud på dette. Det samme gælder sprogdelen i faget. Men hvad med dannelsen? Den står som nævnt via sin placering fremhævet i læreplanernes formålsparagraffer. Spørgsmålet er imidlertid hvordan det mere præcist skal forstås. På både hf og stx står der at faget skal skærpe elevernes og kursisternes kritisk-analytiske sans, og hermed skal man bidrage til at udvide en dannelseshorisont. At skærpe en kritisk-analytisk sans er naturligvis særdeles vigtigt. Men der er vel en del mere til dannelsen. Hvad dette mere består af, fremgår af fagets tre stofområder, men – og vigtigst i denne sammenhæng – hvordan dannelse i dansk i øvrigt skal forstås må være op til en tolkning. Og det er en

4 DANSK NOTER

tolkning der vil kunne svare på hvad vi vil med faget ud over at varetage de mere funktionelle sider af faget (f.eks. sprog og skriftlighedsdelen). Jeg siger ikke at de mere funktionelle sider ikke er dannende – det er de i høj grad. Men jeg vil påstå at der er et mere overordnet dannelsesaspekt vi bør kigge nærmere på. Ifølge Den Danske Ordbog betyder dannelse: ”Alment kendskab til især kulturelle områder som fx kunst, sprog, litteratur, musik og historie, forbundet med en fremskreden åndelig udvikling og en kultiveret optræden og levevis opnået som resultat af god uddannelse og opdragelse.” Ordet ”Dannelse” kan godt emme af noget bedaget; noget altmodisch. Det er noget der var engang, det er pæne borgerhjem med klaveret i hjørnet, de rigtige opbyggelige bøger korrekt placeret på hylderne og manerer der afspejler en kultiveret og pæn opdragelse. Denne del af et dannelsesprojekt har danskfaget tidligere været stærk bidragsyder til. Sådan er det imidlertid ikke længere. Og det er heller ikke længere sådan at litteraturen er den alt overvejende kerne i faget. De funktionelle sider af faget spiller en stadig større rolle. Og der ligger her vigtige opgaver for faget. Men det rent funktionelle må ikke blive enerådende. Den tidligere forskningsminister havde et mantra der hed ”Fra forskning til faktura”. Man kan frygte at bestemmende kræfter kan opstille et tilsvarende mantra for gymnasieskolen der kunne hedde: ”Fra gymnasium til gage”. For mig at se er det vigtigt at vi i de kommende år prøver at overveje, debattere og revurdere dannelsesaspektet i danskfaget. I filmen Blinkende lygter vil bandelederen Thorkild gerne opdrage og danne sine bandekumpaner. Det skal bl.a. ske ved at man ser samtlige 24 afsnit af Matador, og det skal ske ved at læse god dansk litteratur – f.eks. af den berømte danske digter Ove Ditlevsen. Det er ikke sikkert at det lige er den form for dannelse vi som dansklærere skal satse på. Men at vi skal overveje dannelsen i dansk bør være oplagt. Claus Nielsen


Præsentation

Lyst til dansk I Ordbog over det danske sprog defineres ordet ’lyst’ på flere måder. Én af dem lyder således: ”En af den nærværende legemlige ell. sjælelige tilstand fremgaaet (forbigaaende) tilbøjelighed ell. trang til at gøre ell. erhverve, komme i besiddelse af noget; forbigaaende sindstilstand, i hvilken man føler sig oplagt til, er i rette stemning til at gøre ell. erhverve noget.” Mon ikke denne definition er passende at bringe i anvendelse i forbindelse af dette temanummer af Dansk Noter? Og dette ’noget’ der henvises til i det citerede, kan så kun være danskfaget sådan som det ser ud lige nu. Som det fremgår, kan lysten have en forbigående karakter, og måske er det da også sådan at man som dansklærer en gang i mellem må besinde sig på hvorfor man netop har lyst til at undervise i dansk. Så man kan holde fast i det glædesfyldte ved faget. Årsmødet 2010 havde Lyst til dansk som tema. I oplægget til mødet blev det antydet at det næsten er en erotisk oplevelse at undervise i dansk; i hvert fald blev ord som ’begær’, ’kropslighed’, ’eros’ anvendt ligesom man blev opfordret til at ’boltre sig i medier’. For at det ikke skulle blive for løssluppent, blev man dog også bedt om at diskutere ’fagets dannelsespotentiale’. Temaartiklerne i dette nummer stammer fra kursets oplægsholdere. Vi lægger ud med Martin Glaz Serup som har kaldt både sit foredrag og sin artikel ”Distributionen af det sanselige”. Han beskriver heri blandt andet ”den postproduktive poesi” der, som ordet siger, har fokus på efterbehandling af allerede eksisterende materiale. Martin Glaz Serup arbejder som digter med sms som materiale og giver i artiklen et eksempel på hvordan en uges sms’er kan blive til et digt. Martin Glaz Serup afslutter med at slå til lyd for at man skal nærme sig poesien ad lystens vej. Lillian Munk Rösing fra Københavns Universitet holdt foredrag med titlen Vredens lyst. Hun brugte eksempler som Strindbergs kvindehad og H. C. Andersens uforskammede læserhenvendelser (blandt i den lille fortælling ”Hjertesorg”). Lillian Munks Rösings artikel

her i dette nummer er et af forarbejderne til foredraget nemlig en forkortet udgave af en artikel med den interessante titel ”Hvornår er en brosten guddommelig vold?” Her giver hun to litterære eksempler på vrede stemmer i litteraturen, nemlig Elfriede Jelinek og Lars Skinnebach. Fredag formiddag var der på kurset fire workshopper. Den første artikel fra disse er skrevet af Stefan Iversen med titlen ”Lidelseslyster. Om fortællinger og etik.” Lysten til at betragte andres lidelser er gammel, og vi lever i en kultur der er besat af lidelsesfremstillinger. Stefan Iversen spørger om man i det hele taget kan lære noget af fremstillinger af lidelser og giver tre forskellige bud på et svar. Sidsel Sander Mittet har skrevet om ”Queerteori og litteratur”. Hun giver her en anvisning på hvordan queerteori kan bruges i den litterære analyse i gymnasiet. Ved en queer analyse af en tekst gør man noget med teksten, man stiller ”visse spørgsmål til en teksts begær” som det formuleres i artiklen. Lise Præstgaard Andersen fra Syddansk Universitet giver i artiklen ”Vitalisme i dansk litteratur og kultur 1900 – 1950” en meget grundig og veloplagt gennemgang af vitalismen. Der er et væld af eksempler, så her kan man virkelig blive inspireret til sin undervisning. Vitalismen giver, som Lise Præstgaard Andersen skriver, svaret på hvor Gud gik hen da han gik ud. ”Han gik ned i kroppen, i materien, i det intense liv, i det guddommeliggjorte menneske, der kunne antage skikkelse af den store videnskabsmand eller kunster - eller simpelthen af ”kvinden”, der nu (igen) opfattes som nærmere naturen og de elementære kræfter end manden.” Endelig havde professor Anne Jerslev en workshop om Mediedrømme på Paradise Hotel. Efterfølgende har hun skrevet artiklen ”Hvad er der sket med reality gameshowet?” som er en oversigt over de seneste ti års udvikling inden for reality-game-showet. Artiklen giver et fint indblik i en genre som nogle dansklærere måske har en lidt afstandstagende berøringsangst overfor. Også dette årsmøde sluttede med en brunch hvor en forfatter skulle konkurrere med croissanter, bacon og

DANSK NOTER 5


kaffe om dansklærernes opmærksomhed. Opgaven var givet til Merete Pryds Helle. Hun takkede for opmærksomheden ved at divertere med oplæsning af erotiske noveller og fortælle om sit nyeste forfatterskab hvor hun udnytter sms-genren og sine erfaringer med at lave computerspil. I artiklen her beskriver hun blandt andet hvordan elever der ellers ikke er ”litterære”, bliver gre-

bet af at lave digital litteratur og med mobiltelefonen i hånden viser sprogfantasi og kreativitet. Til sidst kan man læse et referat af generalforsamlingen i Dansklærerforeningen/G. I formandens beretning og i den korte debat bagefter var danskfagets ”dannelsespotentiale” igen i spil. God fornøjelse Redaktionen

Dansk noters redaktion fra venstre: Ansvarshavende redaktør og billedredaktør Sophie Holm Strøm, Sune Weile, Torben Jakobsen, Ivar Lærkesen, Anne Mette Finderup og Fie Søholm.

6 DANSK NOTER


Illustrationer Billederne til dette nummer af Dansk Noter er taget af Sophie Holm Strøm.

DANSK NOTER 7


Tema: Lyst til dansk

Distributionen af det sanselige Lysten ved teksten, grunden til at man bør beskæftige sig med litteratur og kunst i det hele taget. For, med Viktor Skjlovskijs ord, at se verden som et syn og ikke bare en genkendelse. I min artikel vil jeg prøve at få øje på noget ved blandt andet at præsentere forskellige postproduktive digteres arbejder og se på hvordan de bruger det hverdagslige og kedelige for netop at gøre det nyt, at give os øjne og ører så vi kan høre noget af det der egentlig bliver sagt, og se ting vi ikke så før; ting vi ikke nødvendigvis kunne have sagt os selv og også det vi ikke nødvendigvis ved hvad vi skal bruge til. Artiklen handler om litteraturens distribution af det sanselige, og om hvordan verden kan blive større når vi vender os væk fra den og mod litteraturen.

INTRO På Louisianas nye internationale litteraturfestival, der fandt sted i august 2010, hørte jeg blandt andre den norske forfatter Karl Ove Knausgård tale om sit forfatterskab. Han talte om det paradoksale i at vi ikke kan se verden når vi er midt i den, midt i vores hverdag, alt det vi går rundt iblandt. Vi lægger ikke mærke til det, det er blevet vane, vi har ting vi skal have gjort. Det er helt paradoksalt først når vi vender os bort fra verden

”Det er helt paradoksalt først når vi vender os bort fra verden og mod litteraturen, sagde Knausgård, at verden pludselig fremstår helt klart.

og mod litteraturen, sagde Knausgård, at verden pludselig fremstår helt klart. At vi pludselig og faktisk ser den, ser det glas, den grillbar, solnedgangen og det menneske - vi ser det, og vi ser det for os - når vi læser om det. Der foregår i al kunst en særlig distribution af synlighed. Når jeg har valgt at kalde artiklen for Distributionen af det sanselige, er det med inspiration fra den franske filosof Jacques Rancière. For Rancière er distributionen

8 DANSK NOTER

af det sanselige stedet for en egentlig politisk forhandling. Det sanselige er hvad vi kan se og ikke kan se, hvad vi tillægger betydning, og hvad vi ikke tillægger betydning, hvad der opfattes som vigtigt og seriøst og klogt og smukt, og hvad der ikke gør det. Ikke mindst i kunsten. Det politiske i kunsten drejer sig ifølge Rancière ikke om at overbringe budskaber, men om hvad vi ser og hører; kunsten er politisk i den forstand at den indrammer visse måder at se, høre og være på. Den producerer former for opmærksomhed som kan bidrage til at frembringe nye sanselige landskaber; hvordan vi opfatter virkeligheden via det sanselige, er altså et dybt politisk anliggende.1 Det er ikke kun hvilke historier vi fortæller om verden, og hvordan vi fortæller dem, der er vigtigt, men også i høj grad hvad vi overhovedet forstår som en historie. Hvad er fint nok til at komme med i et digt, hvad er vigtigt nok til at komme med i tv-avisen? Politiske fællesskaber og konfigurationer er altså også æstetiske fællesskaber og konfigurationer: Det er i fordelingen af det sanselige at det politiske og det æstetiske mødes. Hvad kan vi se, hvor nysgerrige er vi? Hvornår læser vi først og fremmest vores egne konventioner eller idéer om hvad det er vi står overfor, når vi står over for noget - det gør vi altid i nogen grad, hvad skulle vi ellers læse med om ikke os selv. Men de konventioner og idéer og forventninger, siger Rancière, er altid resultatet af en politisk forhandling. Vores opfattelse af verden ændrer sig alt efter hvem og hvor vi er - historisk, geografisk og i det hele taget. De parametre der ligger bag hvad vi opfatter som vigtigt eller interes-


Af Martin Glaz Serup Forfatter og redaktør Cand.mag. i Moderne Kultur.

sant nok til at man kan skrive en bog om det eller bare til at det kan være med i en bog, er selvsagt ikke størrelser der er neutrale eller objektive eller stabile. POSTPRODUKTON En poesi der i høj grad har været med at udfordre mere konservative idéer om hvad kunst og poesi er eller kan være, er den såkaldt postproduktive poesi.2 Ordet postprduktion er hentet fra film- og tv-produktion og peger på efterbehandlingen; altså alt det arbejde der pågår efter at filmen og lyden er optaget. Der kommer ikke nyt materiale til produktionen, det er det allerede eksisterende der bliver redigeret, klippet, tilrettelagt osv. De postproduktive poeter skriver med andre ord ikke selv deres bøger. Derimod finder de noget af al det sprog der allerede er i fri cirkulation; skærer det til og kalder det kunst. Frem for at undersøge hvad man kan sige med ord, undersøger de hvad der rent faktisk bliver sagt. Den postproduktive poesi er en konceptuel poesi der kort fortalt - jeg kommer med eksempler nedenfor - arbejder med at gøre en masse af det usynlige der til daglig omgiver os, den verden Knausgård taler om, synligt. Men måden de postproduktivt arbejdende poeter vælger at gøre det på, er meget anderledes end Knausgårds metode. Den postproduktive poesi tilskriver det usynlige synlighed, giver det formløse form og tyngde ved at flytte sprog fra en hverdags- og brugskontekst over i en anden. Iført kunstens eleverede særstatus bliver det hverdagslige forlenet med en opmærksomhed og en værdi der gør at man pludselig kan få øje på fx materielle kvaliteter (rim, rytme, metaforer osv.), hvor man før kun så et neutralt redskab. Ikoner på en hjemmeside, trafikradio, vejrudsigten, transmission fra en sportsbegivenhed, seksuelt slang, tilfældige hurtige smser. Hvor man før kun så et neutralt redskab, ser man igennem den postproduktive poesi også hvad det egentlig er for et redskab man står med. Den postproduktive poesi gør netop opmærksom på naturaliserede kulturelle former som noget både kulturelt skabt og skabende, som noget vi uden at tænke over tænker via. OFTE STILLEDE SPØRGSMÅL & POCAHONTAS I 2008 udgav Christian Yde Frostholm digtbogen Ofte stillede spørgsmål. Titlen referer til det OSS (eller på engelsk: FAQ - Frequently Asked Questions) som findes på mange firmaers hjemmesider som en slags service til de surfende kunder. Frostholm har ladet sig inspirere til at undersøge hvad det så er for nogle spørgsmål folk stil-

”Iført kunstens eleverede særstatus bliver det hverdagslige forlenet med en opmærksomhed og en værdi der gør at man pludselig kan få øje på fx materielle kvaliteter (rim, rytme, metaforer osv.), hvor man før kun så et neutralt redskab. Ikoner på en hjemmeside, trafikradio, vejrudsigten, transmission fra en sportsbegivenhed, seksuelt slang, tilfældige hurtige smser.

ler. Bogen består af sprog fundet på nettet, men radikalt omarrangeret; blandt andet har forfatteren valgt at eliminere hjemmesidernes visuelle del, såvel, selvfølgelig, som den funktionelle: tryk her. Derudover har han også sat de mange spørgsmål og udsagn grafisk op så det ligner mere traditionel poesi med vers og strofer. Pludselig kan vi se hvad der står. Det der i én kontekst er neutral og funktionel information, bliver i en anden til eksistentielle statements, for hvem er det der taler til os her, på side 36 og 37 i bogen: ”Ofte Stille Spørgsmål: Hvad gør jeg?” og ”Det du søgte eksisterer ikke.” Eller her, i den første strofe på side 13, hvor der opstår en underlig sitren mellem de forskellige niveauer metaforerne refererer til samtidig; vi forstår hvad det betyder på computeren, men vi læser det i en bog der måske alene på grund af sin mediespecificitet foreslår at vi læser på en anden og måske mere bogstavelig måde: ”Hvad gør jeg hvis jeg får meddelelsen:/størrelsen af dit skrivebord er overskredet?/Hvordan håndterer jeg begrænsningen/ på to tusind personer i min familiehistorie?/Hvordan sletter jeg ægtefæller uden relation?/Kan man fjerne overflødige fakta?» Gode spørgsmål. Den svenske digter og kritiker Ulf Karl Olov Nilsson kalder i sin anmeldelse på Litlive Ofte stillede spørgsmål for: ”... en organiserad

DANSK NOTER 9


destruktion av våra språkliga vanor och därmed också av våra mentala vanor.”3 Den måske kendteste udøver af den postproduktive poesi - eller Uncreative Writing - er den amerikanske Kenneth Goldsmith. Hans seneste bøger - The Weather (2005), Traffic (2007) og Sports (2008) - udgør tilsammen The American Trilogy. De består af afskrifter af henholdsvis et års vejrudsigter, et døgns trafikradio og den længste amerikanske baseballkamp der findes indspillet.4 Lige så radikal, men på en meget anderledes måde, er Goldsmiths landsmand Vanessa Place. Udover at være forfatter arbejder Place som offentlig forsvarsadvokat i Los Angeles hvor hun særligt forsvarer sexforbrydere der har forgrebet sig på mindreårige. Hendes seneste bog, Statement of Facts (2010)5, er således en art selvapproproation hvor 33 sager over 430 sider er transskriberet og altså præsenteret for læseren præcis som de bliver det i retten. Det er fascinerende og urovækkende læsning. Ikke mindst at se hvordan teksten arbejder formelt - som litteratur - med fokalisering, synsvinkelskift, spændingskurver, suggestive beskrivelser, utroværdige fortællere og udpenslede sexscener. Visse steder bringer excesserne, hvis jeg kan omtale dem sådan, i al deres overskridelse af alle sociale og moralske normer

10 DANSK NOTER

mindelser om fx en George Bataille og hans fantasi i Historien om Øjet fra 1928. Problemet er bare at det ikke er fantasi. Men hvordan kan man se forskel når mediet vi benytter til at fortælle hinanden sande og opdigtede historier, er det samme: sproget, og formen åbenbart også den samme: historien. Det er blot et af de spørgsmål bogen giver anledning til at stille. La Medusa (2008) er på mange måder en mere traditionel (avantgardistisk) roman, men også den benytter sig af postproduktive strategier. Blandt andet findes der i bogen en lang remse der udelukkende består af synonymer for de kvindelige kønsorganer.6 Place fremfører ofte stykket i forskellige, og efterhånden længere og længere, versioner når hun læser op. On Pussy, hedder det. På YouTube ligger en oplæsning af det på fire minutter og tolv sekunder.7 Stykket er postproduktivt på den måde at hun finder sit ordmateriale i en fælleskulturel diskurs, hvad man siger, hvad der bliver sagt, hun opfinder ikke selv nye udtryk, på samme måde som når Christian Yde Frostholm går på hugst på nettet i en nærmest altomfattende allerede eksisterende tekst; ikke så meget for at finde ud af hvad det er muligt at sige med ord som for at undersøge hvad der rent faktisk bliver sagt med dem. Places oplæsning begynder med at være sjov, så bliver den frygtelig kedelig og til sidst frygtelig. Der findes åbenbart lige så mange amerikanske ord for de kvindelige kønsorganer som der siges at gøre det for sne på grønlandsk. Hvor mange mon der findes på dansk. Og for de mandlige kønsorganer. Hvornår er det man vil bruge ordet ”Pocahontas”; i hvilken social situation en af de følgende ”Pancake and Sugar Bowl, Cabbage Patch and Bacon Hole, Dripping Pan and Gashee, Gravy-Maker and Gumbo, Honey Altar, and Devil’s Doughnut, Salt-Shaker, and MoneyMaker.” Ordene er organiseret efter lyd og kategori og udgør en slags katalog over det vi i det amerikanske sprog tænker - og måske også kan tænke - om de kvindelige kønsdele, hvad de fantasmagorisk forbindes med i det

”Det der i én kontekst er neutral og funktionel information, bliver i en anden til eksistentielle statements, for hvem er det der taler til os her...


kollektivt bevidste: der er mange beholdere, mange dyr, der er meget mad, meget med lugt, meget med farve, meget med det klistrede halvt flydende, meget med det bløde i mødet med det hårde (”Pincushion”), mange fordybninger, flænger, grotter, ridser, huler, huller, tunneller. Den massive fremmedgørelse, den systematiske reduktion og dehumanisering og tingsliggørelse af kvinden og kvindens bliver uhyggeligt ubehagelig læsning her, ikke mindst på grund af tidsligheden; fordi remsen aggressivt fortsætter og fortsætter. Det der i begyndelsen af teksten er et udtryk der måske alene kan stå som en ubetydelig plathed, bliver i On Pussy en del af en frygtelig kværn, dæmoniserende, ulækkergørende: ”Redeye, Pink, Undertaker, Stink, Lickity-Split, Bite a Bit, Fuzzsplit, Rosebud, and Mother Dear!” Der er tale om en massiv pars pro toto-teknik, men efterhånden viskes alt andet end denne del ud, delen udraderer helheden og kommer på den måde til selv at overtage og udgøre den. Kvinden forsvinder i en slags messende forbandelse der tilsyneladende bare bliver ved og ved. I romanen La Medusa - og til forskel fra oplæsningen hvor remsen kommer fra Vanessa Place - kommer den lange remse fra en Dr. Bowles der på en diner bestiller ”Pussy, please.” Da servitricen ikke helt forstår, uddyber han, skal vi sige, udførligt. Efter remsen: ”The waitress steps back and it appears to Dr. Bowles that he has, if not actually bitten her, certainly tried.” Sådan er det, efter at have hørt On Pussy læse op: som om man er blevet angrebet. Af sproget. Hvad er det for en aggressiv

logik der arbejder dybt i denne del af det, det kan man tænke over. KUNSTEN SOM GREB I Viktor Sjklovskijs vigtige artikel om Kunsten som greb fra 1916 lancerer den russiske litteraturforsker idéen om ostranenije, underliggørelsen, som en grundsten i kunstens måde at virke på.8 Ved på forskellig vis at forrykke det dagligdags, prosaiske perspektiv på verden, ved at ændre et fænomens form uden at ændre dets væsen, kan vi få øje på det: ”… for igjen å gjøre stenen til sten, eksisterer det som kalles kunst. Kunstens mål er å gi oss følelse for tingen, en følelse som er et syn og ikke bare en gjenkennelse.» En stor del af vores daglige liv handler om at gennemføre forskellig effektiv og lydefri transport, det man ser eller gør hver dag, ser man ikke - handlinger bliver automatiske når de bliver til vane; ”Tingene går ligesom indpakkede forbi os, vi ved at de er der ud fra det rum de optager, men vi ser kun deres overflade.” Denne automatisering medfører en maksimal økonomisering af perceptionskræfterne. Vi kan så at sige koncentrere os om at få tingene gjort og komme videre. Men kunsten er ødsel siger Sjklovskij, i kunsten er perceptionsprocessen et mål i sig selv, det er her vi faktisk kan få en oplevelse af verden og alt der er i den, her vi kan se og tænke og føle det velkendte på ny. Igennem forskellige destabiliseringer får vi ting at vide vi ikke kunne have sagt os selv, om os selv og hinanden. Vi kan stille spørgsmål ved ting og organi-

DANSK NOTER 11


seringsprincipper og relationer der igennem vores liv ellers optræder som usynlige naturligheder, hvis de da overhovedet optræder. Automatiseringen, den bevidstløse gentagelse af det allerede (aner)kendte, frem for det møde eller syn som kunsten kan afstedkomme, fortærer tingene, klæderne, møblerne, kvinden og angsten for krigen, skriver Sjklovskij, og ”Slik går livet tapt og blir til intet”. 00:00:40 JA, JEG SMAGER MÅNEDENS KUNSTNERVIN Selv arbejder jeg som digter i øjeblikket med sms’en. Mobiltelefonen er på få år blevet en teknologi der er lige så selvfølgelig i vores hverdag som armbåndsuret - og meget mere udbredt. Det samme gælder for den korte tekstbesked: sms’en. Den billige og allestedsnærværende mobile teknologi har ændret hverdagens rytme og skabt en større grad af synkronicitet. Hele tiden er man også et andet sted, og man er altid til at få fat på. I busser og toge, på gader og i centre, på arbejde, i fritiden, alle steder tjekker folk hele tiden deres telefon, læser og skriver beskeder, men hvad er det de læser og skriver? Hvorfor? Hvordan? Har tekstbeskeden sin egen sproglighed, sine egne sprogligheder? Det er noget af det jeg forsøger at undersøge i de to arbejder Ja, jeg smager månedens kunstnervin! og Mandag (begge 2010). I korthed består Ja, jeg smager månedens kunstnervin! af alle sms’er afsendt en given uge og sorteret kronologisk, men efter klokkeslet, ikke dato. På den måde fremstår døgnets rytme meget klart - på grund af sorteringen af sms’erne fremstår det næsten som om digtet løber over et ekstremt hektisk døgn der begynder med festligheder lige over midnat (jf. titlen) og ender med en småurolig stemning lige før midnat: for sent til rigtigt at arbejde, for tidligt til at gå i seng. Derimellem ligger hele dagen med arbejde og indkøb og børn og fritid. Sådan ser det altså ud. Grundmodusen i sms’en som tekstform synes

”Grundmodusen i sms’en som tekstform synes at være fatisk, den synes at længes, at ville noget med nogen, at række ud og savne og ville have lidt opmærksomhed.

12 DANSK NOTER

at være fatisk, den synes at længes, at ville noget med nogen, at række ud og savne og ville have lidt opmærksomhed. Over de fire mandage i december 2010 følger man i realtime samtlige sms’er der bliver sendt fra min telefon. Her er et fremmed menneske, en nogenlunde eksemplarisk dansker, hvad bruger han egentlig den telefon til? I Mandag bliver en flig af al den usynlige tekst der konstant og upåagtet transmitteres omkring os, gjort synlig. Den mediespecifikke publiceringsform i realtid, forestiller jeg mig, må tilføre værket en slags spænding. At modtageren af digtet modtager præcis det samme som modtageren af sms’en samtidigt, men alligevel oplever de noget helt forskelligt. Når beskederne egentlig ikke er til os, bortfalder deres praktiske betydning, og noget andet træder frem; vi kan betragte dem som en sprogform og måske på en anden måde se: hvad står der egentlig, hvordan står det der, og hvad betyder det? Vi kan med andre ord læse det som litteratur. Med modtageren som en ny slags alvidende læser, for normalt modtager ingen enkelt person alle vores sms’er. Digtet beskriver tids- og stedsspecifikt døgnets rytme fra morgen over middag til aften og nat. Døgnets rytme hver mandag i december blandt andet i forsøget på at finde frem til en slags vintermandagens topoi.9


MÅSKE MAN FÅR ØJE PÅ NOGET Af forskellige sikkert litteratursociologiske årsager er litteraturen og måske særligt poesien fortsat et privilegeret sted for at synliggøre anderledes distributioner af det sanselige, fordi der generelt er så mange forventninger til hvad poesi kan eller bør være og i langt højere grad end der i dag er det til prosa. Hævder jeg altså. Set fra et genrehistorisk perspektiv er poesien den fineste genre, og stadig betragtes den som den vanskeligst tilgængelige. Nogle får ligefrem angst ved mødet med et digt. Angst for at de ikke skal forstå det, angst for at føle sig dumme. Måske fordi de af en lærer engang har lært at et digt er noget der skal fortolkes, fx symbolsk eller allegorisk, så det går restløst op. Måske er de med andre ord blevet vant til at forstå poesi som en slags labyrint hvor man skal lede efter fallossymbolet, eller som et sudokuspil hvor det gælder om at regne ud hvad forfatteren i virkeligheden mener, eller regne ud hvordan hun mon havde det på det tidspunkt i sit liv hvor hun skrev det - og med hvem hun havde det. Måske det altså ikke er en egentlig angst for poesi nogle føler, men

angst for sudoku og labyrinter og det kan jeg godt forstå. I ønsket om umiddelbart at forstå alting går meget tabt, det er jo ikke noget neutralt, dette at forstå. Det vi mener når vi siger det, er ofte at vi skal kunne forstå det med intellektet alene og kunne gengive det vi har læst, på en anden måde, ved at forklare det, det hele, og hvis ikke - ja, så er vi er dumme, eller det er et dårligt digt. Men hvorfor ikke nærme sig poesien ad lystens vej, er det et godt digt, er det dårligt, hvorfor, hvad kan det, hvordan kan det det, hvordan lyder det, hvordan ser det ud, rammer det dig - ikke - hvorfor, er det sjovt, tragisk, hvorfor, hvad kan du - ikke - lide i det – hvorfor? Jeg mener: jeg har aldrig hørt nogen (under 70) sige at de ikke kunne forstå musikvideoer som sådan, at de er for dumme til det, at det ikke er noget for dem. Måske skulle man gå mere til poesien som man går til en musikvideo, med nysgerrighed, se hvad der sker og om der overhovedet sker noget, og måske skulle man gå mere til musikvideoer - og alt andet! - som man går til poesien: mere kritisk, men ikke nødvendigvis skeptisk. Måske man får øje på noget.

Noter 1 Se Boel Christensen-Scheel: “Mannen som ikke døde” i Kunstkritikk.no, publiceret den 9. juni 2006. Jacques Rancières foredrag Contemporary Art and the Paradoxes of Political Art, Paris 24. maj 2006, kan downloades i forbindelse med artiklen her: http://home.online.no/~binok/ sounds/Paris.24.05.06.mov. Se også, i det hele taget, her på engelsk: Jacques Rancière: The Politics of Aesthetics. Oversat af Gabriel Rockhill. Continuum (2007) og interviewet med Truls Lie: ”Vår politiorden: Det som kan sies, synes og gjøres” i nordiske Le Monde Diplomatique, august 2006. 2 Termen postproduktion er direkte inspireret af den fransk kunsthistoriker og kurator Nicholas Bourriaud og hans bog af samme navn, der udkom på dansk på Det Kongelige Kunstakademi i 2006. Se også Martin Glaz Serup (2009): ”Postproduktiv poesi og vores mentale vaner” i Dansk Noter 2/2009 og norske Kunstkritikk - online her: http://www.e-pages.dk/gennemsyn/89/9 og http://www.kunstkritikk.no/kritikk/postproduktiv-poesi-og-vore-mentale-vaner/; Martin Glaz Serup (2009): ”Poesi, politik og postproduktion - om Kenneth Goldsmith, konceptuel poesi og uncreative writing” i Kritik #193; Jørn Erslev Andersen (2010): ”Sprog, objekt, lyd og genre” i Passage #63. 3 Christian Yde Frostholm: Ofte stillede spørgsmål. Afsnit P (2008). Jeg har skrevet mere om Frostholms bog i artiklen ”Postproduktiv poesi og vores mentale vaner”, se note 2. Ulf Karl Olov Nilssons (2008) anmeldelse ”Hela jävla systemet” findes trykt på Litlive og kan læses her: http:// www.litlive.dk/default.asp?content_page=anmeldelse_vis_bestemt.asp?id=573. 4 Alle tre bøger er udkommet på Make Now Press. En grundigere introduktion til Kenneth Goldsmith og hans arbejder findes i min artikel ”Poesi, politik og postproduktion - om Kenneth Goldsmith, konceptuel poesi og uncreative writing”, se note 2. 5 Vanessa Place: Tragodia 1: Statement of Facts. Blanca Press (2010). 6 Vanessa Place: La Medusa. FC2 (2008). S.251-253. 7 http://www.youtube.com/watch?v=ifgDcYGQvD4. 8 Her på norsk:Viktor B. Sjklovskij: ”Kunsten som Grep” i Kittang m.fl. (red.): Moderne litteraturteori. Universitetsforlaget (1991). S.119-131. 9 Martin Glaz Serup: ”Ja, jeg smager månedens kunstnervin!” både som oplæsning og tekst i antologien til Smartboard Stjerneskud. ClassBooks (2010 - under udgivelse). Digtet findes også i en ren visuel udgave som omslag til Per Bäckströms Vårt brokigas ochellericke! Elleströms Förlag (2010). Og Martin Glaz Serup: Mandag. SMSPress (2010 - under udgivelse).

DANSK NOTER 13


æ l k k

Tema: Lyst til dansk

Hvornår er en brosten guddommelig vold? Om vredens politik og litteraturens vrede stemmer

Artiklen er en forkortet udgave af Lilian Munk Rösings artikel ”När är en gatsten gudomligt våld? : Om vredens politik och vredens litterära röster.” I Tidskrift för litteraturvetenskap. 2008; nr. 3-4, s. 45-60. Med denne artikel vil jeg forsøge at åbne et ganske prætentiøst spørgsmål: Hvad er sand vrede? Med “sand” vrede mener jeg en skelsættende vrede, som er i stand til at skabe forandringer. Kan en sådan vrede være en politisk drivkraft? Kan den være en litterær drivkraft? Har den litterære og den politiske vrede noget med hinanden at gøre? Den vrede, jeg eftersøger i litteraturen, er ikke så meget litterære tematiseringer af vreden, som det er vreden som litterær drivkraft, dvs. en vrede, der ikke viser sig i litteraturens tema, men snarere i dens stemme. Mit begreb om den litterær stemme er inspireret af Horace Engdahls Berøringens abc (1994). Dér hvor Engdahls litterære kanon får ham til at kredse om de litterære stemmer, der bevæger sig på grænsen til tavsheden (Beckett, Mallarmé, Ekelöf), vil jeg imidlertid interessere mig for de stemmer, der kan lyde som om de aldrig har tænkt sig at tie, fordi vreden i dem driver en uudslukkelig strøm af velartikuleret sprog. Vi skal lytte til to sådanne vrede stemmer: danske Lars Skinnebach og østrigske Elfriede Jelinek. Mit begreb om vreden er inspireret af Slavoj Zizeks Violence. (2008) Her skelner Zizek mellem tre kvaliteter af vrede: ressentimentet, den spektakulære vrede og ”den guddommelige vold”. Zizek opløser den nietzscheanske identifikation mellem slavemoral og ressentiment og insisterer på at der findes et ”heroisk ressentiment”: når offeret, fx i skikkelse af kz-offeret, rasende insisterer på sit traume og nægter at ”normalisere” det. For Zizek har den heroiske vrede, ressentiment eller ej, karakter af det Walter Benjamin kalder ”guddommelig vold”: den er som et

14 DANSK NOTER

jordskælv der ryster den herskende verdensopfattelse. Den heroiske vrede (den guddommelige vold) forskubber så at sige selve de kontinentalplader, som vores verdensbillede hviler på. Modsætningen til den heroiske vrede bliver for Zizek ikke ressentimentet, men den spektakulære vrede: den vrede der udfolder sig som en del af det medieshow, der i høj grad udgør vores virkelighed i dag. Problemet med kollektive, offentlige vredeseksplosioner (brostenskast, bilafbrænding) er for Zizek, at de ofte alt for let glider lige ind i den strøm at hektisk aktivitet og spektakulære begivenheder, der karakteriserer selve senkapitalismen. De bliver en del af al den ”action”, der kendetegner selve senkapitalismen, frem for at være den ”act”, der afgørende bryder med senkapitalismens verdensorden.

s n n a a

D D

”Den frådende mandehader Jelinek kan synes at repræsentere ressentimentet, og den vrængende provopoet Skinnebach kan synes at repræsentere den spektakulære vrede.

I det følgende skal vi lytte til to litterære stemmer, som umiddelbart repræsenterer hver sin type vrede: Den frådende mandehader Jelinek kan synes at repræsentere ressentimentet, og den vrængende provopoet Skinnebach kan synes at repræsentere den spektakulære vrede. Ressentiment? Jelinek Elfriede Jelinek er en af de raseriets store stemmer i nyere europæisk litteratur. Og det er en stemme, der

p o o p p x x


æ l kl k sk s n n an a a D D D

p o o p p x x

Af Lilian Munk Rösing, adjunkt, Institut for Kunst og Kulturvidenskab, Københavns Universitet.

i én og samme vejrtrækning raser over den private og den offentlige iscenesættelse af menneskelivet under senkapitalismen; der er intet skel hos Jelinek mellem politisk og privat. Jeg vil her transmittere fra romanen Lyst fra 1989. En roman, der er ét langt smædeskrift over den lyst, der driver direktørens klokkeværk, både forstået som hans kønsdele og den kapitalistiske vareproduktion og -cirkulation, han er en del af. Bogens scene er en østrigsk industriby: fjernsynsdopede arbejdere, konsumklynkende børn, sadistiske pik-styrede direktører – og i kulissen de skønne, sneklædte bjerge, hvor doping, pikpræstation og konsum forenes i skisportens outfits, Glühwein og lumre hytter. Romanens tre hovedaktører er lige efter den ødipale bog: far, mor og søn. Far er direktør i den lokale papirfabrik og »bærer byrden for de mange, der kun gror dumt på bredderne som græs«. Moderen er hjemmegående og har til funktion at lette faderens byrde ved at være hans »kloakafløb for livstid«. Og barnet? »Der er ikke ét sandt ord i det barn, det vil bare ud at stå på ski, det kan De være evigt forvisset om.« I en messende, metaforrig stil skildrer romanen igen og igen kønsakten som mandens hidsige pløjning af kvinden, skånselsløse udgravninger i kvindekroppens muld. Metaforerne gør kvindekroppen til hus, til stald,

”I en messende, metaforrig stil skildrer romanen igen og igen kønsakten som mandens hidsige pløjning af kvinden, skånselsløse udgravninger i kvindekroppens muld.

til landskab, til gødning, til garage, til sceneri, og mandens ædle dele til skovl, til vogn, til teknik og redskab. I romanens foragtfulde udstilling af den mandlige lyst som ren og sker bekræftelse af egen potens synes århundreders kvindelidelse at fråde – og det er i den forstand - som kvindeofferets spottende klage over sin herre og mester - at Jelineks raseri kan lugte af ressentiment, feministens ressentiment. Men vi er langt fra en klynkende, selvretfærdig offertone hos Jelinek; vi er langt fra ressentimentets ”slavemoral” og nærmere en ægte tragisk patos, eller måske det som Zizek ville kalde

DANSK NOTER 15


et ”vi” der er kvinderne (s.18), og nogle gange et ”vi”, der bedst kan forstås som hendes majestæt forfatteren, der dog også pludselig kan melde sig som et ”jeg”. Lad os høre, hvordan det lyder, når stemmen raser over den lige så insisterende som imbecile lystmekanik, der driver både sex og samfund:

”heroisk ressentiment”. Både kvinde/offer og mand/ bøddel skildres som redskaber for en (metaforernes) mekanik, som er større end dem selv. Af metaforernes dyndlandskab rejser sig i spinkel konturtegning en fortælling om en østrigsk overklassefamilie, direktørfar, forsørget mor, forbrugende teenagesøn, som drives af begærets dumme eller ligefrem grusomme mekanik, hvad enten det er faderens begær efter at udtømme sig i moderen, sønnens begær efter sportstøj og skiudstyr, moderens begær efter ungdom og en lille kaninblød forelskelse. Det hele ender storslået og forfærdelig tragisk, med at moderen, som en anden Medea, slår sin teenagesøn ihjel – men det er ikke dette plot, der driver fortællingen frem, det er de redundante lystmetaforers tunge, træge masse, der vælter frem som fars fra en kødhakkemaskine. Lad os lytte til Jelineks stemme, eller retteligt: til fortællerstemmen i Jelineks roman. Som måske endnu mere rettelig ikke er én, men flere. Eller: samme rasende stemme, der taler gennem forskellige pronominale masker: nogle gange ”vi mænd” (s.29), nogle gange

16 DANSK NOTER

”Som en blafrende osepind står direktøren ved sengehalmen og kaster sig bort. Frygten flammer op, hvor det hellige sker på dette natlige østr. halmleje, hvor der bliver fortalt om det hellige dyr, som maser på ved truget og socialydelserne. Aldrig så snart er julen forbi, hvor barnet har glædet sig over sine ski, som kunne være dets kiste. Førend nytårsønskerne kommer til. I sin professions og sit behovs rigdom står faren dér og går fra den ene til den anden. Hvert sekund ønsker kvinden, at hun for længst var væk, hun kender de unge og ved, hvad hun har mistet, og hvor der intet er at miste. Sådan går det, når mennesker, som spøger med livet, går under! Kvinden får en fremmed tunge stukket ind i svælget, og så lader man sig løbe godt fuld for at komme af med smagen. Fra sin krops skanse gør manden udfald mod kvinden. Hun dækker sit ansigt med skygge, og dog fra trælfolk tager man, hvad deres er med magt. Ingen kraft kunne hamle op med direktørens voldsomme køn, han må blot tro på det. Hele vores nationale skimandskab lever også af det! Men for kvinden er det allerede som om han var flyttet ud af hendes liv, som et par af vores samtidige kändis’er, hvis navne bare vil lyde besynderlige om ti år. Denne kvinde ønskede ikke andet end ungdom, sådan at hun kunne tage nogle optagelser af deres smukke kroppe og selv blive optaget af den. Sådanne skabninger opstår for hende som kommet fra himlen, mens hendes arme bliver revet væk fra hendes ansigt, og farens sang driver ned ad hendes kinder og efterlader lyserøde pletter, af vin og gråd. Jeg ville gerne vide, hvordan folk ellers ernærer sig (bortset fra deres håb). Tilsyneladende investerer de alting i fotoapparater og hi-fi-udstyr. Der er snart ingen plads til livet i deres huse. Alt er forbi, når købets akt er overstået, men intet er slut, ellers ville der jo ikke være mere der. Indbrudstyvene vil også gerne have noget at feste med” (s.93-94).


Det er i Jelineks prosa, som om vi hører flere stemmer – eller som om stemmen vandrer, som om den er en slags hvileløs ånd, der kan skifte lokalitet, eller være svær at lokalisere. Som om også Jelineks prosa har noget af dramaets flerstemmighed over sig, men uden af de flere stemmer nødvendigvis inkarneres i flere personer. Altså: det er ikke polyfoni, det er monofont, men samme stemme synes at tale fra forskellige steder. Hvorfra taler stemmen eksempelvis, når den hævder, at ”Sådan går det, når mennesker som spøger med livet, går under”? Eller når den udtrykker sig i første person: ”Jeg ville gerne vide, hvordan folk ellers ernærer sig

(bortset fra deres håb)”? Eller pludselig taler i datid: ”Denne kvinde ønskede ikke andet end ungdom”? Den vrede, vi hører her, er skånselsløs, smædende, hånende, latterliggørende. Først springer den af blasfemiens kildevæld, i en sammenblanding af juleevangelium og sex: i glidningen fra ”sengehalm” over ”det hellige” til ”julen” er sengehalmen blevet til både ægtesengens og julekrybbens. ”Det hellige dyr” bliver både mandens kønsorgan og et dyr i stalden ved Betlehem. ”Socialydelserne” bliver både socialydelser og kvindens seksuelle ydelser; menneskets lave behov opfyldes både på socialkontoret og i ægtesengen. Den mandlige

DANSK NOTER 17


seksualitet latterliggøres af metafor og overdrivelse: mandens liderlige krop og køn lignes med ”en blafrende osepind” og en ”skanse”, og vi hører, at ”ingen kraft kunne hamle op” med hans ”voldsomme køn”. Det er blasfemi, det er kras ironi, det er hån, det er had. Det er den morbide modsætning: det gaveglade barns ski, ”som kunne være dets kiste”, hvorved døden indskriver sig i forbrugsbegærets monotone mekanik: dødsdriften indskriver sig i lystprincippet. Det er paradokset: ”Alt er forbi […], men intet er slut”, som spidder den slette uendelighed i det tomme forbrug af kroppe og varer, hvor begæret blot mættes af en tom smag i munden, som straks forsøger at finde fylde i nyt begær. Det er et trøstesløst, klaustrofobisk univers, som kun åbner vejen for udlængslen i et lille parentetisk ”håb”, der anføres som noget, der kan ses bort fra. Men måske er det kun ved at søge tilflugt i parentesen og ringeagtelsen, at håbet kan reddes – at en lille gnist af ømhed over for disse karakterer kan antydes, fordi de ikke bare er imbecilt forbrugende, men også, glimtvis og parentetisk, håbende væsener. Måtte det være mig tilladt at sige, at Jelinek gennempuler den idiotiske lystmekanik lige så godt og grundigt som direktøren gennempuler sin hustru. Den raseriets stemme vi hører her, er ikke ressentimentets. Dens raseri er som en tragisk operadivas – et fortvivlet

18 DANSK NOTER

raseri, som bygger på stor erfaring med smerten. Men som samler sig formende om smerten frem for at skrige den ud. Og som synes også at rumme tragediens kor i sig: en kommenterende stemme, der nogle gange taler fra fortællerens udkigspost, nogle gange fra mængden (vi mænd, vi kvinder). Et raseri, hvor smerten og fortvivlelsen presser sig op gennem kroppen, men formes af brystkassens mægtige instrument og indre kor til storslået sang. Et urbrøl, der presser sig på, men formes i artikulationer og modulationer, i den spænding mellem dionysisk tryk og apollinsk modtryk, som ifølge Nietzsche er tragediens æstetik. Jeg vil vove at påstå, at det er denne tragiske stemme, denne syngende Medea, der baner vejen for, at romanens kvindelige karakter i slutningen handler som en Medea: det er ikke romanens plot, der driver hende dertil, det er dens stemme. I den grad, Jelineks prosa har ”den guddommelige vold” i sig, er det imidlertid måske ikke så meget i dens stemme, som i dens perspektiv; dens særlig perspektivforvrængende måde at bedrive metafor på. Jelinek forekommer i sin metaforbrug at være arvtager til sin landsmand Robert Musil, manden, der kan sammenligne et værelse med en foret lomme og forsyne en af personerne i værelset med lange, gule tænder kun for derefter at hævde, at man lige så vel kunne sige, »at der lå et par lange gule tænder i en sort silkeforet æske, og


”Lars Skinnebachs digteriske stemme kan synes at være poesiens svar på den unge mand, som kaster med brosten.

at disse to mennesker stod spøgelsesagtigt ved siden af den«. På samme måde får man hos Jelinek fornemmelsen af, at metaforerne (for seksualakten) indtager den centrale plads på scenen, mens personerne, manden og kvinden antager spøgelsesagtig skikkelse ved siden af. Der spilles melodier i fjeldets skød, der trækkes vogne gennem dynd, der pløjes striber i skoven, og manden og kvinden virker mindre som agenter for disse billedliggjorte seksuelle foreteelser, end som deres redskaber eller effekter. Seksualmetaforernes billedplan tager overhånd og afpersonificerer sceneriet – denaturaliserer det, kunne man sige, hvis ikke fordi denne denaturalisering hos Jelinek i så høj grad er en naturalisering, en inddrivelse af mennesket i en sumpet naturverden, hvor dets konturer opløses. Hør bare: »Han kaster forenden af hende ned i badekarret og lukker som inspektør for denne bar og lignende barer op til hendes baglokale. Ingen gæst bortset fra ham har lov til at lukke så megen frisk luft ind. Dér vokser hussvampen, man hører den suge vand og producere affald. Ingen anden end direktøren kan tvinge kvinden både i asken og ilden. Snart vil han brølende have lettet sig, denne kæmpemæssige hest, som med fordrejet blik og fråde ved bidslet trækker sin vogn ud i dyndet.« Seksualmetaforernes perspektivforvrængning river vores perceptive vaner op med rode; giver os meat shots på en måde som vi aldrig før har set dem, forskubber lystprincippets kontinentplader. Det er her, Jelineks prosa sprænger fundamentet for en tilvant perceptionsmåde og dermed synes at blive den subversive begivenhed, som for Zizek er den guddommelige vold. Spektakulær vrede? Skinnebach Lars Skinnebachs digteriske stemme kan synes at være poesiens svar på den unge mand, som kaster med brosten. Hans debutsamling fra 2005 I morgen findes systemerne igen formåede faktisk at provokere de danske anmeldere med eksplicit politiske udsagn som: ”Digtproduktion er en samfundsmæssig luksus som sker/ på bekostning af andre, mere fattige samfund” (s.29) og rebelske opfordringer som ”Knep en feminist!/ Knep

en pædofil!/ Knep en socialdemokrat!”, der fik min gode kritikerkollega Erik Skyum-Nielsen til fortørnet at skrive, at han kunne da godt finde på at elske med en socialdemokrat, også selv om hun var feminist. Samlingen, der har karakter af et symfonisk langdigt i seks satser, ender med en suite digte under overskriften ”Besværgelser”, som retter sig vrængende til læseren i en vekslen mellem hån (”Skrid din nar eller jeg klipper benene af dig”) og noget, der ligner en afdanket protestsangers forsøg på politisk bevidstgørelse: ”De tager pis på dig Politikerne som beskytter folkets følelser. Hip, hip, hurra! De tager pis på dig Økonomerne når mennesket bliver økonomiernes redskab De tager pis på dig Digterne når de siger at talentet er en særlig egenskab De tager pis på dig Det er de privilegerede der forsvarer deres privilegier” (s.41) Til disse verbale brosten kan vi spørge, som Zizek spørger til den unge rebels konkrete brosten: Er dette blot og bar spektakulær vold, der på én gang skjuler og indskriver sig i den strukturelle vold, den vil kritisere? Eller skulle dette have noget af den guddommelige vold i sig, dvs. den vold, der bryder ind i den eksisterende orden frem for at udgå fra og bekræfte den? Skal vi følge Zizek, er det noget, kun Lars Skinnebach kan afgøre med sig selv. Ifølge Zizek kan vredens kvalitet ikke måles på dens objektive manifestationer, men kun på dens subjektive sindelag. Mit forsøg på analyse af vredens litterære stemmer er ikke desto mindre et forsøg på at aflæse vredens kvalitet af dens ”objektive” verbale manifestationer. Så lad os lytte mere til, hvordan vreden verbalt manifesterer sig hos Skinnebach. Lad os lytte til det digt, der kulminerer i opfordrin-

”Knep en feminist!/ Knep en pædofil!/ Knep en socialdemokrat.

DANSK NOTER 19


gen til at kneppe en feminist/ en pædofil/ en socialdemokrat. Det er det første digt i fjerde sats, som bærer titlen ”Kejsersnit”. En titel, der i bogens narrative spor hentyder til, at digter-jeget får en lille datter, som fødes ved kejsersnit. Men dette ”kejsersnit” bliver også metafor for digtet selv som et voldeligt indgreb i sproget: ”Betydningen må tages med kejsersnit” (s.28). ”Kejsersnittet” kan for så vidt betragtes som billede på en vold, som er forløsende. Lad os høre, om vi kan høre, om Skinnebachs egen sprogvold bærer denne forløsning i sig: ”Jo større fiktionen er jo større skal monumentet over fiktionen være Din røv er mit lille fiskehul, jeg hiver den ene erkendelse op efter den anden. Brændende hjerne Det er en idyl. Han venter på dig, kæmpen, hvem er han? Med øjne der ikke kan ses, han overvåger dig Landevejen kan føre mange steder hen, helst fører den dig lige lukt i erindring. Det var dét skyggespil du troede var dit liv. Sådan er det om morgenen når solen slår ind ad vinduet, slår vinduet ind og hele bagvæggen oplyses. Ingen tror dig, ingen tror dig Din hals er et fremmed land, drøblen, den lille våde dronning jeg knepper hende sønder og sammen, det brænder ørerne står i hvert sit hjørne og taler om at være sig selv nok. Det er en mærkelig arkitektur! Knep en feminist! Knep en pædofil! Knep en socialdemokrat! (s.27) Her tales der med al den mandlige seksualitets aggression, og man kunne tænke sig en skøn duet mellem Jelinek og Skinnebach, mellem Skinnebachs lille våde drøbeldronning og Jelineks blafrende osepind. Den pornostemme, der taler her, bevæger sig fra filosofisk analsex (”Din røv er mit lille fiskehul, jeg hiver den ene/ erkendelse op efter den anden”) til krigerisk invaderende oralsex (halsens fremmede land med drøblens lille dronning, som kneppes sønder og sammen). Pornostemmens ”jeg” kan knyttes til en mandlig, penetrerende krop og dens ”du” til en penetreret krop, hvis køn for så vidt ikke fastslås, men som dog feminiseres af den lille drøbeldronning. Men hvor tales der fra, og med hvilken stemme, i de upersonlige, nærmest aforistiske startvers: ”Jo større fiktionen er/ jo større

20 DANSK NOTER

skal monumentet over fiktionen være”? Og hvem henvender stemmen sig til, når den taler om kæmpen, der ”venter på dig”, ”overvåger dig”; om landevejen, som ”fører dig lige lukt i erindring”; om skyggespillet, ”du troede var dit liv”, og når den insisterende gentager: ”Ingen tror dig, ingen tror dig”…? Dette ”dig” ligner mere et transponeret lyrisk jeg end et penetreret, fe-

”Skinnebachs egen sprogvold bærer denne forløsning i sig.” miniseret du. Men henvendelsen til det har ikke desto mindre stadig noget aggressivt over sig. Skinnebachs aggression er en henvendt aggression, og hvem den henvender sig til kan glide mellem kvinden, læseren og jeg’et selv. I et digt som dette knyttes aggressionen eksplicit til en mandlig, penetrerende seksualitet. Som smitter tilbage også på startversets aforisme, der i sig selv godt kunne have en tør, neutral stemme, men her må tænkes hånfult fremført. (Ligesom det ”store” ved monumentet og fiktionen får et punkterende kontrapunkt af det ”lille” røvhul) Gennem pornostemmen knyttes filosofisk analsex og krigerisk oralsex sammen, og også gennem ”det brændende”: erkendelsessøgende sex giver ”brændende hjerne”, og sønderkneppende oralsex resulterer også i at ”det brænder”, måske i det ansigt, som er blevet kneppet, så ørerne står i hver sit hjørne. Ører, der normalt hører, og normalt hører sammen som par, men som her er sig selv nok og taler. I sandhed ”en mærkelig arkitektur”, for ikke at sige et mærkeligt orkester, med talende ører. Og så er vejen banet for provostemmens opfordringer: Knep, knep, knep ... Den filosofiske analsex kaster os ud i et landskab, hvor der fiskes subjektfilosofiske erkendelser. Den overvågende kæmpe med øjne, som ikke kan ses, ligner Jacques Lacans subjektfilosofiske begreb om den store Anden, og skyggespillet som metafor for livet lyder som Platons hulemyte. Klonet med henholdsvis eventyrets verden og den poetiske hverdagssansning af sol gennem vinduet. Eller: med henholdsvis eventyret og vejret, som er to gennemgående temaer i bogen. Men også erkendelsens sol får en potentielt voldelig karakter i formuleringen: solen slår ind ad vinduet, med det


mangetydige ekko ”slår vinduet ind”, som blandt andet kan betyde, at solen smadrer vinduet. Men hvad skal vi stille op med denne mandlige seksualitets aggression i digterisk form? Er den bare for meget testosteron, en eksplosion af tymotisk energi, der udtømmer sig i sin egen eksplosion, som Sloterdijk måske ville mene…? Eller skal vi, som Zizek, sige, at det må Lars Skinnebach finde ud af med sig selv? Jeg vil mene, at Skinnebach kaster sine brosten ret. Hvis bogen udelukkende havde bestået af rene provokationer som ”Knep en pædofil” eller ”De tager pis på dig” eller ”Det er de privilegerede der forsvarer deres privilegier”, ville den have risikeret at forskrive sig til den rent spektakulære vold. Men disse udsagn er flettet ind i en lyrisk stemme, der modulerer mellem sådanne provoudsagn og andre typer udsagn, der i den anden ekstrem rummer en fintfølende ømhed. Denne konsekvente sammenfletning (bogens egen genkommende metafor er kørebanesammenfletning) af forskellige typer udsagn giver stemmen en afprøvende karakter. Vi får fornemmelsen af en stemme, der afprøver, hvordan det lyder at kaste et provoudsagn ind i et digt. Hvordan det lyder at kaste med brosten, når man bor i poesiens fine glashus. Skinnebachs vrede stemme er samtidig en stemme, der lytter til sin egen vrede. En lyttende stemme. Det er måske derfor, ørerne i dette digt kan tale. At kaste en brosten ret er også et spørgsmål om timing. I den forstand kan man ikke opleve Skinnebachs verbale brosten uden at læse hele bogen og mærke, hvor, hvordan og hvornår de kastes. Overordnet får hele bogen en særegen tone ved at lade aggressionen være nabo til ømheden. Ved at give et og samme udsagn en tostemmighed af aggression og ømhed. De første fire digte er samlet under titlen ”Til læseren”, som stemmer læseren til at føle sig adresseret af deres imperativer, spørgsmål og henvendelser. ”Så føl dig frem, min skeløjede ven” står der i allerførste vers, og det lyder jo på én gang indbydende og fornærmende. ”Er du mon blind, min ven?” står der et par vers længere henne, og igen kan læseren både føle sig fornærmet over at blive kaldt synshandicappet og kærtegnet af at blive kaldt ”min ven”. Denne tvivl på læserens synsevner kulminerer i næstsidste vers: ”Kan du i det mindste se en hånd for dig?”. Efter man har læst videre i bogen og erfaret, at den gennemløbes af et spor, der handler om en lille datters fødsel ved kejsersnit, kan man vende tilbage til disse henvendelser og lige pludselig også forstå dem som henvendelser til den endnu

”Men disse udsagn er flettet ind i en lyrisk stemme, der modulerer mellem sådanne provoudsagn og andre typer udsagn, der i den anden ekstrem rummer en fintfølende ømhed.

ikke fødte datter. Og så gennemtrænges de pludselig af ømhed frem for fornærmelse. Vi får altså to mulige stemmer til samme udsagn: en spottende og en øm, en vred og en kærlig – eller en samklang af begge dele. Vi er på vej ind i den zone, hvor kærlighed er gennemtrængt af vrede (og derfor ikke bliver sentimentalitet) og vrede gennemtrængt af kærlighed (og derfor ikke bliver trods). Jeg håber, at denne artikels stikprøver på vred litteratur i det mindste har kunnet give en fornemmelse af, hvordan forskning i litterær vrede, eller forskning i vreden gennem litteraturen, kunne se ud. Som litterære stemmer har både Jelineks feministiske ressentiment og Skinnebachs spektakulære vrede vist sig også at rumme dimensioner af ”guddommelig vold” og ”vrede med kærlighed”.

Litteratur: Engdahl, Horace: Beröringens ABC. Albert Bonniers Förlag 1994 Jelinek, Elfriede [1989]: Lyst. På dansk ved Nanna Thirup. Tiderne Skifter 2004. Kertész, Imre[1990]: Kaddish for et ufødt barn, på dansk ved Peter Eszterhás, Batzer & co 2002. Kierkegaard, Søren [1887]: Kjerlighedens Gjerninger. Samlede Værker bd. 12, Gyldendal 1963. Skinnebach, Lars: I morgen findes systemerne igen. Gyldendal 2005 Sloterdijk, Peter: Zorn und Zeit. Suhrkamp 2006. Zizek, Slavoj: Violence. Six Sideways Reflections. Profile Books 2008.

DANSK NOTER 21


Tema: Lyst til dansk

Lidelseslyster Om fortællinger og etik Kan lidelsesfremstillinger tjene et etisk formål? Stefan Iversen skriver om at leve i en kultur, der er besat af lidelsesfremstillinger i stort set alle genrer og medier.

Lysten til at betragte andres lidelse er gammel, måske så gammel som mennesket selv, og allerede hos grækerne finder man indsigten i, at denne lyst er problematisk. Da Platon i Staten skal illustrere en indre konflikt mellem fornuft og drift, vælger han trangen til at stirre på lemlæstede lig som eksempel: ”Da han så at der lå nogle menneske-kadavere som rakkeren tumlede med, blev han på een gang stærkt nysgerrig efter at se dem, og følte samtidig væmmelse og raseri mod sig selv. Nogle minutter holdt han kappen for øjnene og var et bytte for modstridende følelser, men til sidst blev lysten ham for overmægtig – så løb han hen til ligene, spærrede øjnene op og råbte til dem: Så mæt jer da med det dejlige syn, I forbandede bæster!” (Platon, Staten, s. 183).

”I dag lever vi i en kultur, der er besat af lidelsesfremstillinger.” I dag lever vi i en kultur, der er besat af lidelsesfremstillinger. Det synes, som om de faktiske lidelser og de fremstillede lidelser er forbundne kar: I takt med, at vi er udsat for stadigt færre faktiske lidelser, fylder lidelser stadigt mere som motiv og tema på tværs af stort set alle kulturelle genrer og medier: Fra Paradise-hotel deltagernes mere eller mindre strategiske hjertesorger via unge mødres kampe for at magte deres virkelighed til fiktive og faktuelle fremstillinger af ofre for natur- eller menneskeskabte katastrofer i form af fx vidnesbyrd fra krige og folkemord. Tekster af denne type er af flere grunde interessante og vigtige i en danskdidaktisk sammenhæng, og det ikke kun på grund af deres massive tilstedevær i dagens

22 DANSK NOTER

kulturelle landskab. Fremstillinger af lidelser udfordrer ikke blot den gode smag, de udfordrer også en række af de metoder, hvormed undervisningen i dansk typisk omgås tekster. Lidelsesfortællingers fællestræk er således et tema, der for det første nødvendiggør personlig indlevelse og stillingtagen, og som for det andet, qua dets status som tema, er vanskeligt at sige noget præcist om ved hjælp af formelt orienterede tilgange som fx nykritikkens autonome læsning. På den ene side involverer disse genstande deres beskuere for meget. På den anden side svarer de tøvende eller slet ikke på de spørgsmål om struktur og form, som tekstanalyser ofte hviler på. Denne workshop tog udgangspunkt i følgende spørgsmål: Hvad, hvis noget, kan man lære af fremstillinger af lidelser? Diskussionen blev rammesat ved hjælp af tre ganske forskellige svar på det spørgsmål; ét hentet fra amerikansk retorisk narratologi repræsenteret ved James Phelan, ét hentet fra den franske erotiktænker Georges Bataille og ét hentet fra den amerikanske kulturteoretiker og –kritiker Susan Sontag. Retorisk narratologi tager sit udspring hos Wayne C. Booth, og tungt i arven fra hans tænkning vejer to ideer: For det første ideen om, at fortællinger vil over-

”Fremstillinger af lidelser udfordrer ikke blot den gode smag, de udfordrer også en række af de metoder, hvormed undervisningen

i dansk typisk omgås tekster.


Af Stefan Iversen, adjunkt ved Aarhus Universitet.

bevise nogen om noget, at fortællinger som talehandlinger er situerede og målrettede. For det andet ideen om, at fortællinger er uomgængeligt etiske, ikke blot på indholdsniveau, men også på udsigelsesniveau. Enhver fortælling ikke blot rummer etiske dilemmaer – den er også selv udtryk for en etisk positionering, der på sin side fordrer en stillingtagen fra læseren. Phelan formulerer fortællingers dobbelte etiske ladning således: “narrators tell about characters whose interactions with each other have an ethical dimension and [ ] the acts of

telling and receiving these accounts of characters and their actions also have an ethical dimension” (Phelan, Experiencing Fiction, 2007, s. 298). En af flere interessante konsekvenser af en sådan tilgang bliver forestillingen om, at kunstneriske fremstillinger altid forsøger at lære deres læsere noget om det gode og/eller egentlige liv, og videre, at fortællinger dermed også kan forvrænge og vildlede deres læsere. Booth formulerer den potentielle risiko ved at indlade sig med sådanne skadelide fiktive fremstillinger på følgende måde: ”[They] have a

DANSK NOTER 23


24 DANSK NOTER


”Ifølge Booth og Phelan kan fortællinger om lidelser, men kun hvis de er etisk forankrede, tjene etisk opbyggelige formål. Ifølge Bataille kan/bør fortællinger om (lystfyldt) omgang med lidelser vidne om psykens sande tilstand. Ifølge Sontag kan fremstillinger af lidelser minde os om verdens sande tilstand.

direct and seductive access to our emotions [ ] they can devastate our souls” (Wayne C. Booth, anmeldelse af Nussbaums Love’s Knowledge, Philosophy and Literature 15:2, 1991, s. 302). Hos Georges Bataille finder man også en tro på, at kunstens fremstillinger, især litteraturens, har både kommunikativt og etisk sigte, men dette sigte har en noget anden (cirka den modsatte) karakter end hos de retoriske narratologer. For Bataille er det litteraturens pligt at gå til de ekstremer i mennesket lyst, som kulturen kræver fjernet eller hæmmet, ekstremer, som meget ofte befinder sig i krydsfeltet mellem lyst og lidelse. Fx hos Sade, om hvem Bataille rosende skriver, at “there was nothing respectable which he did not mock, nothing pure which he did not soil, nothing joyful which he did not frighten […] this book is the only one in which the mind of man is shown as it really is.” (Bataille, Literature and Evil, 1973, s. 121). En form for mellemposition i forhold til omgangen med fremstillinger af lidelser finder man i Susan Sontags sene forfatterskab, særligt i At betragte andres lidelser (på dansk i 2003). Heri går Sontag i rette med sine egne tidligere entydige afvisninger af lidelsesbilleder. Hvor hun før fandt, at de førte til apati og tab af virkelighedsfølelse, der taler hun nu for nødvendigheden af at bruge disse fremstillinger til at minde os om, hvor onde gerninger mennesket fortsætter med at påføre sin egen art: ”[Let the atrocious images haunt us] Selv om de kun er symboler og langtfra kan omfatte hele den virkelighed, de refererer til, så har de stadig en vigtig

funktion. Billederne siger: Dette er, hvad mennesker er i stand til at gøre – hvad nogle måske frivilligt påtager sig at gøre, entusiastisk og selvretfærdigt. Glem det ikke” (Sontag, At betragte andres lidelser, s. 110). Således altså tre forskellige, inkompatible bud på, hvad, hvis noget, vi kan lære af fremstillinger af lidelse: Ifølge Booth og Phelan kan fortællinger om lidelser, men kun hvis de er etisk forankrede, tjene etisk opbyggelige formål. Ifølge Bataille kan/bør fortællinger om (lystfyldt) omgang med lidelser vidne om psykens sande tilstand. Ifølge Sontag kan fremstillinger af lidelser minde os om verdens sande tilstand. Disse tre bud bragte workshoppen nu i spil i forhold til tre kulturprodukter, der alle tematiserer lidelse på måder, der rejser spørgsmål om publikums lyst til at følge lidelserne, men som gør det med meget forskellige midler og med meget forskellige mål. Teksterne var dokumentarserien Den sorte box, repræsenteret ved et klip fra afsnittet om Bjørn, Johanthan Littells mere end 900 sider lange De velvillige, en roman om SS-officeren Aues liv fra Einsatzgruppen til Auschwitz, fortalt i førsteperson samt et uddrag af tidligere Auschwitz-indsatte Arlette Andersens mundtlige vidnesbyrd, indsamlet og nedskrevet i bogen Vidnesbyrd (Iversen, Kjerkegaard og Nielsen, 2008). Diskussionen viste blandt andet, hvordan lidelsestematikken og lystproblematikken rejser forskellige og dog meget tæt forbundne problemstillinger på tværs af genrer, medier og grænser mellem fiktion og ikke-fiktion; problemstillinger, der dels bekræfter nødvendigheden af stærke metodiske tilgange, dels udfordrer hovedparten af de eksisterende.

Litteraturhenvisninger Bataille, Georges, 1973: Literature and Evil, Calder & Boyars Ltd. Booth, Wayne C., 1991, anmeldelse af Nussbaums Love’s Knowledge, Philosophy and Literature 15:2. Clemmensen, Jesper og Klit, Lisa (med andre), 2006-2008: Den sorte box. Dokumentarserie vist på TV2. Iversen, Stefan, Kjerkegaard, Stefan og Nielsen, Henrik Skov (red.), 2008: Vidnesbyrd, Aarhus Universitetsforlag. Littell, Jonathan, 2008: De velvillige, Gyldendal. Phelan, James, 2007: Experiencing Fiction: Judgements, Progressions and the Rhetorical Theory of Narrative, Ohio State University Press. Platon, 2003: Staten, Platonselsabets Skriftsserie, Museum Tusculanums Forlag. Sontag, Susan, 2003: At betragte andres lidelser, Gyldendal.

DANSK NOTER 25


Tema: Lyst til dansk

Queerteori og litteratur Selvom Queerteori har været en del af de danske universiteters litteraturvidenskabelige landskab siden slutningen af halvfemserne, er teorien kun i lille grad nået ud på de danske gymnasier. Denne artikel skal derfor ses som en opfordring til at bruge queerteoris unikke synsvinkel i undervisningssammenhæng.

Queerteori er en videreudvikling af og et opgør med feminismens italesættelse af kønnet. Den er en kritisk udspringer af amerikanske Gay and Lesbian Studies og nært forbundet med postfeminismen.1 Ligesom flere

”Queerteori handler således om at tænke anderledes end normen (som inden for queerteori typisk opfattes som den heteroseksuelle norm).

26 DANSK NOTER

andre af de nyeste forståelsesrammer tager queerteori afsæt i Michel Foucault og dekonstruktionens relativisme, der benyttes som udgangspunkt for et nuanceret syn på subjektet. Jeg vil i artiklen kort pege på, hvilke muligheder queer-teori tilbyder den litterære analyse, om end længden på artiklen fordrer, at det kun bliver en meget kort introduktion. Denne artikel skal derfor primært ses som en opfordring til at læse videre. Queerteori arbejder ikke med faste definitioner, men betragter i stedet køn og seksualitet som sociale konstruktioner, hvis øjensynlige naturlighed kan dekonstrueres. Queerteori handler således om at tænke anderledes end normen (som inden for queerteori typisk opfattes som den heteroseksuelle norm)2 og stille


Af Sidsel Sander Mittet (f. 1986), stud.mag. i dansk ved Syddansk Universitet, Odense.

”Men hvorfor er det overhovedet interessant at undersøge litterære teksters køns- og seksualitetskonstruktioner?

spørgsmålstegn ved dennes konstruktioner af ”seksualitet” og ”køn”. Men hvorfor er det overhovedet interessant at undersøge litterære teksters køns- og seksualitetskonstruktioner? Ifølge en af queerteoris største inspiratorer, den franske filosof Michel Foucault, lever vi alle i en hyperseksualiseret tidsalder i den forstand, at seksualiteten, gennem de sidste ca. 150 år, er blevet et af de vigtigste aspekter i genkendelsen af subjektet – noget der, hvis det afdækkes, analyseres og kategoriseres, kan fortælle os sandheden om individet. I vores tidsalder er det umuligt ikke at have en seksualitet. I forlængelse af Foucaults begrebsliggørelse af seksualitetsinstallationens rolle i forhold til subjektiveringsprocessen peger teoretikeren Judith Butler på kønningen som central for dannelsen af subjektet - for at blive forståeligt som subjekt må individet tildeles et genkendeligt køn. Når dette er sagt, er queer-begrebet stadig ikke indkredset. Dette hænger sammen med, at det er en pointe for queerteoretikerne, at begrebet ikke skal fastlægges for nøje, men skal kunne mobiliseres mod alt, der måtte være ”normaliserende”. Imidlertid er det allige-

vel muligt at konkretisere, hvad en queer læsestrategi går ud på. Den queer læsestrategi er en kombination af postfeministisk tankegods, Foucaults seksualitetshistorie og magt-videns-analyser, samt Derridas dekonstruktive binaritetstænkning. En queer læsestrategi handler altså ikke om at placere personer eller forfattere i stabile seksualitetskategorier eller lede efter faste køn, men derimod om at opløse og udfordre seksualitets- og kønskategorier overhovedet. En queer tekstanalyse har således en allerede fastlagt agenda og dermed til dels et forudindtaget syn på teksten i den forstand, at queerteoretikeren vil koncentrere sig om visse aspekter af teksten. Ved at lave en queer analyse gør man således noget ved teksten, som på en irreversibel måde sætter sit præg på denne. Hver eneste queer litteraturanalyse vil således bidrage til den radikaliserede kritik, som queerteori retter mod den ideologiske og hermeneutiske hegemonis fortolkningsmonopol, der afviser muligheden for at stille visse spørgsmål til en teksts begær, og udfordrer samtidig den dominerende (litteratur)forsknings begærsbegreb.

Noter 1 En gennemgang af Queer-teories historie, kan findes I Don Kulicks artikel ”Queer Theory” Vad är det och vad är det bra för?”. 2 Jvf. Judith Butlers heteronormativitetsbegreb, der ifølge kønsforkeren Maja Bissenbakker betegner ”Den epistemologiske ramme, der naturaliserer det borgerlige, heteroseksuelle, monogame og reproducerende ægteskab og gør dette til det altomfattende paradigme for begrebsliggørelsen af køn og begær” (Bissenbakker 2005: 12).

Litteratur: Bissenbakker Frederiksen, Maja 2005: Begreb om begær. Queeringer af nyere dansk litteratur, Odense, Syddansk Universitetsforlag, 2005. Butler, Judith: Gender Trouble – Feminism and the Subversion of Identity (1990), Second edition, New York, Routledge, 2006. Butler, Judith: Bodies that Matter – on the Discursive Limits of “Sex”, Routledge, New York & London, 1993. Foucault, Michel: Seksualitetens historie 1. Viljen til viden, København, DET lille FORLAG, 1998. Oversat fra fransk efter Histoire de la sexualité, 1, La volonté de savoir (1976) af Søren Gosvig Olsen. Jagose, Annemarie: Queer theory, Melbourne, Melbourne University Press, 1998. Kulick, Don: “Queer Theory: Vad är det och vad är det bra för?. I: Lambda Nordica, 3-4, 1996. Sidsel Sander Mittet har publiceret artiklerne ”En queer læsning af Karen Blixens ”Den gamle vandrende ridder”” (Spring – tidsskrift for moderne dansk litteratur 25/2007),”Den brudte fiktion – En læsning af Peter Høegs fortælling ”Medlidenhed med børnene i Vaden by” (Synsvinkler – tidsskrift for nordisk litteratur og sprog 35/2007) og ”Et spørgsmål om tid ” (Synsvinkler, 39/2009).

DANSK NOTER 27


Tema: Lyst til dansk

Vitalismen i dansk litteratur og kultur 1900-1950 Vitalisme kan defineres som natur- og naturlighedsdyrkelse, herunder instinktdyrkelse og kropsdyrkelse, med åndelige overtoner og oftest æstetisk iscenesættelse inden for litteraturen og kulturlivet – med en opblomstring omkring 1900 og dominerende i første halvdel af århundredet.

Den kulturelle strømning, der næppe opfattede sig selv som en samlet bevægelse, og som også først er blevet navngivet i eftertiden, har i Danmark rødder tilbage til både romantikken (panteismen og grundtvigianismen) og til det moderne gennembrud – især til Georg Brandes´ rationelt betonede ateisme. Nedennævnte danske forfattere kan siges at være vitalistisk influerede: Thøger Larsen, Jeppe Aakjær, Johannes V. Jensen, Martin Andersen Nexø, Tom Kristensen, Kaj Munk, Gustaf Munch-Petersen, Rudolf Broby-Johansen, Poul Henningsen, Harald Bergstedt, Ole Wivel, Thorkild Bjørnvig. Det samme gælder følgende billedkunstnere: fynbomalerne (Johannes Larsen, Fr. Syberg, Peter Hansen), J. F. Willumsen og billedhuggerne Rudolph Tegner og Kai Nielsen. Endvidere Henry Heerup og Aage SikkerHansen – dog således, at fynbomalerne repræsenterer en afsvalet vitalisme og Willumsen og Tegner en mere kraftfyldt. Kulturstrømningen med dens karakteristiske blanding af kropslighed og spiritualitet viser sig også inden for idrætten, især i den folkelige gymnastik på Ollerup og Snoghøj – begge steder havde legemsøvelserne en åndelig overbygning. Vitalismen er i det hele taget karakteriseret ved kulturel bredde. Den intensiverede dyrkelse af solbeskinnet friluftsliv i det 20. århundredes første halvdel har forbindelse hertil, ligesom bevægelser til forbedring af sundhed og klædedragt (korsettets afskaffelse) er beslægtede. Krops- og sundhedsdyrkelsen kan opfattes som et fremskridt (kroppens og erotikkens befrielse), men også som biologistisk reaktion. Hvis grænserne mellem kønnene - eller for den sags skyld mellem ”racerne” - opfattes som naturgivne, og naturen er den store autoritet, kan der jo angiveligt ikke

28 DANSK NOTER

ændres på disse grænser. Til gengæld kan menneskets insisteren på egen natur og denne naturs ret være med til at flytte arbitrære kulturelle grænser. Karakteristisk er endvidere bevægelsens karakter af religionserstatning, tit aggressivt vendt mod kristendommen, hvorimod antikken og den nordiske mytologi glorificeres ud fra en opfattelse af, at den græske og

”...hvor gik Gud hen, da han gik ud? Han gik ned i kroppen, i materien, i det intense liv…

den nordiske oldtid var perioder ”før syndefaldet”, dvs. før den kristne syndsbevidsthed, den kristne ydmyghedsforestilling og spaltningen mellem krop og sjæl gjorde sig gældende. Forkærligheden for den græske og nordiske mytologi skyldes også et behov for det mytiske og derfor varige eller genkommende, der kan etablere holdepunkter i den hastigt skiftende modernitet. Vitalismen rummer svaret på spørgsmålet: hvor gik Gud hen, da han gik ud? Han gik ned i kroppen, i materien, i det intense liv, i det guddommeliggjorte menneske, der kunne antage skikkelse af den store videnskabsmand eller kunster - eller simpelthen af ”kvinden”, der nu (igen) opfattes som nærmere naturen og de elementære kræfter end manden. Man kan måske undre sig over, hvad hun skulle have imod denne for-


Af Lise Præstgaard Andersen, mag.art., lektor ved Institut for litteratur, kultur og medier, SDU.

trinsstilling, men bagsiden af medaljen er selvfølgelig, at manden omvendt meget hurtigt (igen) får monopol på åndens verden. Naturvidenskaben Vitalismen i kunsten understøttes og legitimeres af den sejrrigt fremstormende naturvidenskab. Det gik faktisk ufatteligt godt. Bivirkningerne var ikke begyndt at vise sig endnu. Et par eksempler: I 1896 påbegyndte ægteparret Pierre og Marie Curie udforskningen af den nyopdagede radioaktivitet, og i 1898 lykkedes det dem at isolere to hidtil ukendte grundstoffer, polonium og radium. Omtrent samtidig, nemlig i 1895, begyndte den danske læge Niels Finsen sine revolutionerende lysbehandlinger af patienter med den vansirende sygdom hudtuberkulose. For opdagelsen af lysets helbredende virkning får han Nobelprisen i medicin i 1903, samme år som ægteparret Curie får deres Nobelpris i fysik. Hvad Finsens opfindelse angår, kunne det ikke passe bedre med den samtidige litteratur, billedkunst og musik (Thøger Larsens ”hedenske salmer” og Carl Nielsens´ Helios-ouverture f.eks.), hvor solen er det centrale livs-

symbol. Finsen får i Danmark et markant kunstnerisk mindesmærke: Rudolph Tegners, Mod Lyset (1906), en soltilbedende gruppe nøgne mennesker, der stræber opad både i fremskridtstro og i en art religiøs andagt. Der var selvfølgelig på daværende tidspunkt ingensomhelst, der havde anelse om solens skadelige virkning på hudkræft eller det livsfarlige ved radioaktiv bestråling. Det nye århundrede havde grund til en uskyldig optimisme, der bl.a. også viste sig i genoptagelsen af de olympiske lege i Athen i 1896 efter gammelgræsk forbillede. Heller ikke i denne forbindelse var det muligt at forestille sig, at den smukke idé om, at den legende kappestrid mellem stærke, glade og sunde unge mennesker skulle føre til overtræning, doping og stridende økonomiske interesser. Religionserstatning Ovenstående optimistiske atmosfære og tro på de menneskelige evners rækkevidde er med til at danne baggrund for den litterære bevægelse, vi i Danmark almindeligvis kalder det folkelige eller stoflige gennembrud, og som bl.a. viser sin gennemslagskraft i tre næsten

DANSK NOTER 29


samtidige digtsamlinger Thøger Larsen, Jord (1904), Johannes V. Jensen, Digte 1906 og Jeppe Aakjær, Rugens Sange (1906). Lidt senere levendegør Johannes V. Jensen som bekendt en optimistisk darwinisme i romanserien Den lange Rejse (1908-22) og i sin omfattende essayistik, og Thøger Larsen lader livslangt sine astronomiske interesser danne himmel over sine kosmiske digte: ”Nu hælder Europa mod Sol igen,/ og Syden blæser paa Norden...” hedder det i ”Solsangen” (Jord, 1904), hvor det danske forår anskues i geografisk og astronomisk perspektiv – jordkloden ses ude fra rummet. men det naturvidenskabelige blik afløses derefter af religiøst, selvom der nu - i direkte opposition til kristendommen - lægges vægt på, at det guddommelige befinder sig i naturen, ikke udenfor. Forårets tilbagekomst beskrives som ”den store Frugtbarhed/ Genfødslens svangre Tider” og ”Paa Marken staar Koen veltilfreds/ og æder af det salige Græs”, idet saligheden så sandelig findes i de jordiske og særdeles materielle og ikke i det hinsides. Elementerne, vand, luft og (solens) ild har et gnistrende møde:

30 DANSK NOTER

Se Fjordenes dybe, svale Blaa! Et utal af faldne Brande Fra Baalet højt i Himlens Blaa Ligger og hopper lystigt derpaa. Der leger Ild og Vande. Jeg´ets grænser udvides i en ekstatisk hengivelse til altet: det ”bløder” af glæde i sindet, jeg´et ”svømmer” i naturens rigdomme, og ”drømmer” i en ”Sol-Søvn”, men dyrkelsen af det intense øjeblik har sine omkostninger. Før eller siden - og måske alt for hurtigt - er det jo forbi, og selvom det enkelte menneske kan trøste sig med, at årets cykliske gang er en form for evighed, så vil det dog selv før eller senere være uigenkaldeligt udelukket fra det hele: ”Der kommer en Tid, en underfuld,/ da Græsset er grønt, og jeg er Muld.”, lyder solhymnens sidstelinje. Intensiteten Dyrkelsen af intensiteten – udtrykt ved uforenelige modsætningernes møde: vand og ild, der leger sammen


– er karakteristisk for vitalismen. Johannes V. Jensen varierer temaet i ”Grottesangen” (Digte, 1906), hvor han med baggrund i nordisk mytologi lader to jættepiger, Fenja og Menja, dreje en gigantisk kværn, hvis skurrende lyd er varmens og kuldens sammenstød i et altovervældende crescendo: Og dog maler vi nyt Foraar og ny Grøde, synger Fenja rasende, Vi maler dig Solhverv og Blikstille paa Havet, vi maler dig Føl og fimrende Hundehvalpe og Søndenvind, vi maler Dig Løvspring og Tro. Ja, vi svinger Kværnen saa det knager, skogrer Menja, vi maler til Barsel, vi maler i Kisten. Vi maler Sne og Fortvivlelse. Jeg synger sidst. (Digte 1906) Fascinationen af intensitet kan slå over i en paradoksal forestilling om undergang og genopstandelse i ét, der i tiden omkring 1. verdenskrigs begyndelse kunne aflæses som en art begejstring for det tilstundende kaos med det indbyggede håb, at vildskaben i ødelæggelsen skulle feje tavlen ren, så en ny og ærligere og mere autentisk verden kunne genopstå. Det er måske ikke særlig forbløffende, at den militærbegejstrede og stokkonservative Valdemar Rørdam kunne have syner af denne art, men mere overraskende er det, at den skuffede radikaler Henrik Pontoppidan kunne forestille sig noget lignende. Nedenfor anføres eksempler fra henholdsvis Rørdams digt ved 1. verdenskrigs udbrud ”Ragnarok” fra Berlingske Tidende 22.11.1914 og et citat fra Henrik Pontoppidan, De dødes Rige, (1912-16), hvor en af hovedpersonerne, Torben Diehmer, ser sit gods brænde, som han havde stillet til rådighed for et naturkollektiv, der rummede en lille håndfuld mennesker, der var kommet fra modernitetens overfladeliv. Først Rørdam: Hvem der sejrer først, og hvem der taberEet skimter vi mens Kampen tordner. Verden befrugtes af den hede Damp. Det er en Dødsstrid, men en Strid som skaber. Og nu Pontoppidan: Der var noget i det vilde Flammebaal, der virkede befriende paa hans Sind. Han følte sig tusinde Mile borte, og Ildhavet lyste for hans indre Syn som en dæmonisk Bebudelse af den store Verdensbrand, han havde ventet paa, den Syndflod af ild, hvori en fordærvet Menneske-

slægt skulle nedhvirvles og forgaa. (De dødes Rige, 4. udg. II, 277). Samme apokalyptiske stemning findes i Sophus Claussens digt ”Digteren og Daarskaben” , ligeledes fra 1916, hvor poeten lover menneskeheden ”en Verden mere ren og vild/ end det sydende Hav og den lutrende Ild”, når først ”Stormfloden” har raset ud. Vist nok seneste aflægger af tankegangen genlyder i Tom Kristensens længsel ”Mod Skibskatastrofer/ og mod Hærværk og pludselig Død” (”Angst”, 1928, genoptrykt i Hærværk, 1930). Viden om to verdenskriges aldeles realistiske, triste og næsten totale ødelæggelser måtte nødvendigvis tage livet af visionen, selvom den som oftest var symbolsk og ikke konkret ment. Umiddelbart kan Tom Kristensens futuristiske og ekspressionistiske betagelse af uartige piger, slambertagtige unge mænd og Københavns provokerende og spændende hæslighed, omend udtrykt i formfuldendte strofer (i Fribytterdrømme, 1920), se ud til at ligge langt fra bondeforfatternes lovprisning af sol og grønne enge og den senere Johannes V. Jensens bekendelse til ”Bondedøtre, vakre, milde med Mælk på Hænderne” (Nornegæst, 1919), men et slægtskab findes i forfatterskabernes fascination af dynamik og dionysisk rus og lyst til grænseoverskridelse, der har en baggrundsfigur i filosoffen Nietzsche. Naturkvindernes indtog I øvrigt havde såvel Johannes V. Jensen som kollegaen Martin Andersen Nexø været vejen om ad dekadence og den tilhørende skrækblandede forelskelse i fatale kvinder, før de bestemte sig til fordel for den sunde norm og polariserede kønsopfattelse. Mænd blev igen til ”rigtige mænd” og kvinder til – udelukkende omsorgsfulde mødre eller varme givende elskerinder. En tredje kvindetype, den emanciperede kvinde, som Georg Brandes havde talt om, når han undte hende ”Bevidsthed, Aand, Lidenskab og Vilie, aktiv Charakter” (Emigrantliteraturen 1872, 119-20), og som vi møder hende i Pontoppidans Lykke-Per (1898-1904) i skikkelse af den lidenskabelige og intellektuelle Jakobe, er blevet helt væk hos det stoflige gennembruds forfattere. Hvorimod den type, Jakobes søster Nanny inkarnerer – kødeligt fristende, lunefuld og dæmonisk bevidst om sin seksuelle magt - stadig optræder i forskellige varianter i Jensens og Nexøs romaner: Skøgen Lucie, der stråler i syndens salvede majestæt i Kongens Fald (1900-01) er et

DANSK NOTER 31


eksempel, og Pelles første københavnerforelskelse i Pelle Erobreren (1906-10) den flagrende og uopnåelige Hanne, der lokker og viger, er en anden variant af århundredskiftets fatale kvinde. Imidlertid skulle disse typer snart blive afløst af de altdominerende naturkvinder. Undertiden kan en sådan kvinde på lykkelig vis supplere manden, når de to parter indgår i de ældgamle roller, som stadig var aktuelle i samtidens bondesamfund. Han som agerdyrker og hun som hjemmets vogterske: Her har jeg min Lykke, her har jeg mit Hjem, Her har jeg mit Kald og min Kvinde; Har Ploven og Ageren trættet hvert Lem, Tyst glimter et Skjær mellem Pilene frem; Da tænder hun Lyset derinde. (”Bondevise”, Rugens Sange 1906) Hyppigere optræder kvinden, der angiveligt er naturen og instinkterne nærmere end manden, som frelserinde af den splittede og alt for tænksomme mand. Således hos H.C. Branner i romanen Legetøj (1936), hvor den vege mandlige hovedperson Martin Lind på romanens sidste side betror sin unge elskede, at han vil være psykiater. Klara, som hun hedder, kender imidlertid ikke det fine ord, og Martin forklarer hende sagen, så godt han kan – og får et instinktivt og kropsligt modsvar: Hvad er det? spurgte Klara. Og han vendte sig om og lo pludselig meget højt fordi hun ikke vidste det. – ”åh, dette unge, sunde og pragtfulde Dyr, som laa der og var hans Mage, hvor skulle hun vide det fra. Pigen forstår ikke helt hans forklaring, men hun forstår hans øjne og tonefald:.

”Det var på daværende tidspunkt stadig at opfatte som en kompliment, når kvinden blev sammenlignet med et dyr.

32 DANSK NOTER

Du! sagde hun og listede en rund Arm om Halsen paa ham, parat til at følge ham gennem alverdens Grænselande og uudforskede Områder. Du! sagde hun. Det var på daværende tidspunkt stadig at opfatte som en kompliment, når kvinden blev sammenlignet med et dyr. Jo nærmere naturen, jo bedre, mente man i kulturradikale kredse. P.H. havde tidligere på samme vis hyldet den mørklødede Josephine Baker, der havde forarget det konservative borgerskab ved sin dans i bananskørt og ellers ingenting: Hvis Naturlighed kunne læres, burde Mødrene sende de unge Piger til Josephine Baker. Hun er en Barnesjæl i Dyreham – er det ikke også Skildringen af den moderne unge Pige?(...) Hvis vi beundrer en Gren, et Daadyr, en Sø hedder det Naturglæde. Hvorfor skal det da være Udtryk for Tidens Perversitet, at vi opløftes ved Mødet med et dybt naturligt Menneske? (Politiken, 28.6.1928) Undertiden stiger den frelsende naturkvinde som en anden jordisk Venus op af havet. Således hos den svenske digter Hjalmar Gullberg, - vi tillader os her at kaste et blik uden for Danmarks grænser - der dog ikke er fri for at lege lidt med klichéen og betragte den alvorlige og åndfulde mand (sig selv) med et smil: Den blonde Venus dök ur havets skum Och simmade i kapp med mig til stranden. För två fanns det på klipputsprånget rum. Vi styrde did. Jag drog dig upp vid handen. (”Kärleksroman”, Kärlek i tjugonde seklet, 1933) Mødet udvikler sig som følger: Med jubel sjönk i hennes famn asketen, Vars forna världsbild varit kristet färgad. Skeppsbruten kom jag från oändligheten. Åt jorden som mig födde, var jag bärgad. Kvinden i pagt med elementerne – hengivende sig til havet eller ligefrem dyrkende elskov med det, havde Johannes V. Jensen allerede set for sig i ”Stev”, (1921): ”Selv naar du bader, Pige/ boler du jo med Bølgen” og endnu tidligere frydede Thøger Larsen sig ved synet af en nøgen, badende pige, som han kunne love: ”Vandets salte Søvn-Omfavnelse” i det tidlige morgengry. (”Morgenbadet” Bakker og Bølger, 1912).


Litteratur i midten – Theresa Salomonsen Her på Dansk Noters midtersider præsenterer vi helt ny og ikke tidligere udgivet litteratur under titlen ”Litteratur i midten”. Vi lægger ud med en serie tekster skrevet af elever fra Forfatterskolen. Denne gang er det Theresa Salomonsen som er 25 år og dimitterede fra Forfatterskolen i september 2010 og i den forbindelse debuterede i Forfatterskolens Afgangsantologi 2010 med 29 digte.

-Om teksterne: ’Aftryk’ Jeg har valgt at bidrage med digtsuiten ’Aftryk’, fordi den handler om temaer, jeg forestiller mig kunne være relevante for aldersgruppen hos gymnasieelever. De oplagte temaer er nok uskyldstab, religion og skam - hvordan far og Gud bliver til en og samme figur i barnets/teenagerens bevidsthed, og hvordan dette fører til søstrenes kollektive følelse af blottelse og skam. En anden vinkel på teksten kunne være, at den handler om at give slip på barndomsillusioner, barndommens tryghed og familiesymbiosen; og derigennem finde frem til sin egen virkelighed som selvstændigt individ, der er i stand til at se sine forældre udefra. Smerten ved at give afkald på noget, man har kærlighed til, for at kunne blive voksen.

’Obduktioner’ Jeg tænker digtene i ’Obduktioner’ som en sproglig undersøgelse (derfor titlen), der gerne vil pille alt fra hinanden og søger at definere begreber som ensomhed, angst og menneskelig dybde på ny ved at afværge allerede eksisterende forestillinger. Jeg’et i teksten har en masse forudindtagede holdninger om du’ets måde at se på ’jeg’et, hvilket gør, at teksten bliver en konstant tiltale og afvisning. Samtidig er det en leg med det visuelle og taktile i sproget - billeder, materialer, farver og rytme, der vil forføre læseren til at følge tekstens (jeg’ets) privat-logik. I en læsning af ’Obduktioner’ kunne det måske være interessant at tale om, hvor læseren står i forhold til teksten, den konstante tiltale og forsøget på at kortlægge verden gennem annullering af klichéer (Hvidt = renhed, kvinde = rose, ’øjnene er sjælens spejl’).

DANSK NOTER 33


Aftryk I

III

Guds kærlighed kondenseres i min fars øjne og falder som nøje afmålte dråber fra pupillens pipette Inde i dem historier om kælketure og engle i sneen Menneskeengle der kan vækkes og folde deres vinger omkring os i kulden Det kan ikke være rent nok ikke hvidt nok vil du ikke varme mig vil du ikke trøste mig JULQHÀLS WU\JKHG DIWHQE¡Q ingen er bange IRU DW IU\VH LKMHO

Guds kærlighed kondenseres i min fars øjne En uudholdelig stilhed som efter et barns latter hans ansigt i hænderne alt for meget kærlighed spildt LPHOOHP ¿QJUHQH

II Guds kærlighed kondenseres i min fars øjne der blanke som i feber kan se gennem vægge så han kan passe på sit hus og værne om sine døtre mens vi har sex på værelset nøgne med en hånd for munden IRU DW KROGH O\GHQH LQGH Og det er som om vægge og døre bliver gennemsigtige vi udstilles YL HU ÀnHGH HQJOH med muskler og sener RJ DOOH YRUHV O\GH IRUVW¡UUHV LJHQ RJ LJHQ i et omvendt ekko og alt hvad han har set sætter sig fast i hans øjne hver en ivrig berøring hver en sammentrækning

34 DANSK NOTER

IIII 0HQQHVNHHQJOH HU ÀDGH DIWU\N langt under himlen vi vifter med armene og ønsker os vinger


Obduktioner I

II

Forstår du at jeg ikke er en blomst en blomst er en blomst med stængel og krone som en marguerit for eksempel og det er smukt jeg er ikke en blomst GHU HU nUHU I\OGW PHG EORG i min krop strenge der forbindes med hinanden XQGHU KXGHQ HQ P\UHWXH snoede gange pumpet fulde af liv vanvittigt, kriblende en enorm pulserende bagkrop P\UHGURQQLQJHQ DOHQH L VLQ KXOH som en ugle i sit hule træ en dronning er ikke en fugl en fugl er ikke et hjerte du må forstå at jeg ikke er et kunstværk det er en forfærdelig ting at være et kunstværk neuronerne har fortættet sig pletvist i min hjerne forstår du savn er et tåbeligt ord Vn VOLSSHU PDQ IRU DW DI¿QGH VLJ med ensomheden så kalder man tomheden savn

6¡HUQH IU\VHU WLO RJ YL KDU KYHU YRUHV KYLGH VN\JJH KDYVNXPVKYLG VN\JJH VN\KYLG VN\JJH V\JH HQJHO du er stivnet med røde øjne Sn IRWRJUD¿HW en mærkelig positur som en svane, nej men gid du var en svane en svane kan slå et menneske ihjel og stadig være helt hvid har jeg hørt jeg tænkte engang på DW VXWWH NRNDLQHQ DI GLQH ¿QJUH men blev pludselig bange for at al din kropsvæske VNXOOH Y OWH XG DI ¿QJHUVSLGVHUQH så tro ikke at du skulle have magt over mig af den grund fordi jeg blev bange for at drukne GHU HU DOWLG HQ YLV IU\JW forbundet med optimisme i ethvert græsstrå der strækker sig mod solen ¿QGHV G¡GVDQJVW og nej du kan ikke redde mig vi er to svaner fastfrosset i isen vi kan ikke hjælpe hinanden

DANSK NOTER 35


III Så sten mig hvis du vil KYLV MHJ HU Vn N\QLVN VRP GX VLJHU kast den første sten du er i en god position til at dømme tror du at jeg er et bjerg så sten bjerget med dets egen materie nEHQ RUNLGHHQV NURQH PHG GLQH ¿QJUH VH RP GX NDQ ¿QGH HQ G\EGH VWLN ¿QJUHQH QHG L VDQGHW og mærk dig selv selv kærlighed kan dissekeres spræt bjerget op med skalpellen marmorhavfruen på obduktionsbordet spræk hende åben som en fersken med sprød hud lad hånden glide ind RJ VH RP GX NDQ ¿QGH HQ G\EGH gør noget foretag en handling en lussing på højre kind rosen er rød mit ansigt er som rosens tro ikke at jeg er et bjerg tro ikke at jeg er en blomst når du ser vandets hinde over mine øjne SXSLOOHU HU G\EH KXOOHU GHW HU LNNH G\EGH GX NDQ VH det er luft lukket inde i kraniet HW KXO HU LNNH GHW VDPPH VRP G\EGH

36 DANSK NOTER


Såvel Jensens drømmekvinde som Thøger Larsens fremtræder visuelt på samarbejdspartneren Johannes Larsens lærred i billedet Morgensol fra 1923, hvor naturkvinden stiger op af Storebælt omgivet af glitrende solskin og med luftens fugle i en diskret glorie om hovedet. Den emanciperede kvinde – Jakobe-typen, som omtalt ovenfor - havde fået sit maleriske modstykke i Willumsens En Bjergbestigerske (1902-04, 1912). Besynderligt nok er det derimod vanskeligt, for ikke at sige umuligt, i dansk billedkunst at finde den fatale kvinde utvetydigt portrætteret, skønt typen, som nævnt, fylder en del i litteraturen og også dominerede malerkunsten ude i Europa omkring århundredskiftet. Man må her ty til den østrigske maler Gustav Klimt og hans Judith I (1901). De tre kvindetyper, der møder hinanden og afløser hinanden omkring 1900 i dansk litteratur, kan imidlertid med pædagogisk fordel illustreres af de tre maleriske kvindefremstillinger, der her er omtalt. Men også den gode naturkvinde kunne med sin bløde omsorgsfuldhed virke skræmmende – og hæmmende for mandens åndelige og viljesbetonede stræben. Således hedder det hos Gustaf Munch-Petersen: -dig tør jeg ikke elske – din store blødtfavnende kærlighed lægger sig som olje paa min ungdoms urolige hav. (...) -dig vil jeg ikke elskejeg vil se solen gennem brydende søer-til de haarde toner fra min bues streng vil jeg gå ud at jage livet – (”til een”, det nøgne menneske 1932)

Her fører de (gen)polariserede kønsroller ikke til harmoni eller frelse, men til fjendtlighed, som i Tegners århundredskifteskulptur Jordbundet (1899), hvor kvinden af al magt prøver at trække den himmelstræbende mand nedad og på bogstavelig vis tøjle ham med sine lange forførende lokker. Forskningshistorie og terminologi Vitalismebegrebet har ikke tidligere været almindelig anvendt i dansk kultur- og litteraturhistorie, men dette har ændret sig inden for de sidste 5-10 år. I al beskedenhed var undertegnede og min kollega fra tysk, Sven Halse, med til at sætte det på dagsordenen, da vi 18.19. - 3. 2004 holdt et vitalismeseminar ved SDU. Indlæggene herfra blev trykt i Kritik 171 (2004). Initiativet var bl.a. inspireret af et særdeles omfattende katalog til en tysk kunstudstilling – rigt illustreret og med talrige kulturhistoriske artikler: Entwürfe zur Neugestaltung vom Leben und Kunst um 1900 1-2 (Darmstadt, Bonn 2001). Det fremgik af dette værk, at bevægelsen i de tysktalende lande havde en langt mere omfattende karakter end en almindelig dansk litteraturhistorie, der skildrer det stoflige gennembrud, lader formode. I Tyskland, Østrig og Schweiz havde århundredskiftets naturdyrkelse og den dermed forbundne søgen efter noget ægte og uspoleret hinsides den borgerlige overflade bl.a. ført til holistiske kollektiver, hvor man gennem ændring af de enkelte menneskers levevis (”Lebenreform”) efterhånden ønskede at påvirke samfundet. Udgangspunktet blev taget i kroppen, men blikket var så sandelig rettet mod det spirituelle. Man gik bl.a. ind for biologisk landbrug, vegetarisme, naturisme, fri dans (Isadora Duncans

DANSK NOTER 37


barfodsdans i græske gevandter), esoterisk tænkning og soldyrkelse. Karakteristiske kollektiver af denne art var f.eks. Monte Veritá i Schweiz, der bl.a. havde Hermann Hesse som medlem, Obstgenossenschaft Eden uden for Berlin og Worpswede i Nordtyskland, hvor digteren Rilke en overgang var medlem, hvad der viser, at det hele ikke drejede sig om robust kropslighed. I Worpswede dyrkedes blandt meget andet også eksperimenterende arkitektur, som udtryk for drømmen om forandring og organisk helhed på én gang. Bevægelsen havde også mere omfattende opbakning i befolkningen

”…vitalismens kernebegreber er neutrale over for højrevenstreoptikken.

i den såkaldte Sera-kreis, der afholdt gigantiske lysfester eller i Monistenbund, hvis filosofisk klingende navn har baggrund i drømmen om det hele menneske, i hvem sjælen og kroppen er ét. De tyske kunstnerkolonier har i og for sig et modsvar i Danmark i mere beskeden udførelse. I denne forbindelse kan Aakjærs Jenle og Johannes Larsens hus i Kerteminde nævnes. Her hengav man sig dog ikke til legemsøvelser eller østerlandsk tænkning endsige formaliseret soldyrkelse, men forsøget på at forene kunstnerisk virksomhed med dagliglivet og at få arkitektur, kunstværker og natur til at hænge sammen har absolut lighedspunkter med de mere radikale tyske vitalistiske eksperimenter. Lebensreform-udstillingen med medfølgende kataloger er i øvrigt udtryk for et forskningsmæssigt nybrud, idet der i Tyskland i lang tid efter 2. verdenskrig har været en vis berøringsangst overfor emnet, fordi visse af vitalismens hjertesager unægtelig går igen eller blev overtaget af nazismen. Ungdoms- og sundhedsdyrkelsen ligger nær ved Kraft-durch-Freude. Imidlertid forholder det sig sådan, at vitalismens kernebegreber er neutrale over for højre-venstreoptikken. Det er muligt med udgangspunkt i vitalismen at dyrke det store, enestående menneske, og det er også muligt at prise det folkelige fællesskab, ligesom det er muligt at være såvel krigsbegejstret (på baggrund af intensitetsdyrkelsen) som pacifist (på baggrund af frugtbarheds- og naturdyrkelsen). Disse dobbeltheder og andre er med til at gøre emnet fascinerende. – Det er da også med stor energi

38 DANSK NOTER

blevet taget op af nyere dansk forskning. Eksempler er Anders Ehlers Dams p.hd.-afhandling fra 2006 (i omarbejdet form publiceret i 2010 under titlen Den vitalistiske strømning i dansk litteratur omkring 1900) og den store danske kunstudstilling Livslyst - skønhed - styrke - i dansk kunst 1890-1940, i lighed med den forudgående tyske søsterudstilling fulgt op af et mammutværk med talrige artikler og illustrationer, Livslyst (Fuglsang Kunstmuseum og Fyens Kunstmuseeum 2008). En bemærkning til terminologien. Slår man op i Den store danske encyklopædi under ”Vitalisme”, forklares først ordets naturvidenskabelige betydning. I naturvidenskaben er vitalisme teorien om, at man ikke udtømmende kan forklare liv på baggrund af fysisk-kemiske lovmæssigheder, men at man må antage tilstedeværelsen af en ikke-materiel livskraft. Opfattelsen står i modsætning til en mekanistisk naturopfattelse, og den søgtes omkring forrige århundredskifte – forgæves – bevist ad eksperimental vej. Artiklen tilføjer dog også, at den vitalistiske ídé, der går tilbage til Aristoteles, får en opblomstring med Goethe og den tyske romantik,


og at man i udvidet forstand kan tale om filosofisk vitalisme hos Nietzsche og Bergson. Sidstnævnte navngav ligefrem den skabende livskraft som élan vital. Men den kunstneriske og i videre forstand kulturelle vitalisme fra det 20. århundredes første halvdel, der har været nærværende artikels emne, nævnes ikke. Lighedspunkterne med den naturvidenskabelige og filosofiske vitalisme i forestillingen om den beåndede materie turde imidlertid være evidente, og den brede betydning af ordet vitalisme synes forbløffende hurtigt af være blevet gængs inden for den skrivende offentlighed, f.eks. i de nyeste litteraturhistorier og i de store avisers kunstanmeldelser. To afsluttende citater I 1920 indviedes et nyt klubhus til de danske studenters roklub i København. Det var designet af Poul Henningsen i græsk stil, og for at understrege sammenhængen mellem sportsudøvelse og kunst havde man bedt den krops- og friluftsbegejstrede Johannes V. Jensen at skrive et digt. Førstestrofen kom til at lyde på denne manende vis: Bær den lange Baad af Skuret! Væk med Hat og Vest og Uret! Ud af tiden bort fra Byen, Stævn mod Sundet under Skyen! Solbeskinnet Sprøjt for Boven Pejling fjernt af Kysten, Skoven – Et med Bølgen, Blæsten Skummet, Solen, Saltet, Dybet, Rummet.

Her bliver friluftsbegejstringen og den dynamiske naturdyrkelse, der står i modsætning til byen og civilisationen og den nødvendige påklædning sammesteds, sat ind i en art panteistisk livsforståelse. De unge mennesker skulle selvforglemmende blive ét med kosmos, der omfattede såvel ”Solen” som ”Dybet”. Vitalisternes hovedproblem, der af og til som i dette digt kan få et noget hektisk udtryk, er angsten for meningstabet midt i livsudfoldelsen, angsten for den lurende nihilisme. Selv en klarhovedet fornuftsdyrker som Otto Gelsted kan føle sig tvunget til at spørge sig selv: Er der ved Randen af Aanden Et Rædslens Gab, Hvor Tillid, Haab og Lykke Styrter ud i det tomme og alt er Tab? (...) Han må jo for at frelse sin egen humanisme selvfølgelig besvare det retoriske spørgsmål med et ”nej”, og han henter argumenter og delvis ordforråd hos vitalisterne fra århundredets begyndelse, som han i øvrigt havde personlige venskabsforhold til – men lyder måske knap så overbevist som disse: Ud til de fjerneste Sole, Ind i det mindste Fnug Hører jeg Skabelsen suse Som et eneste vældigt Fødselssuk . (”Det evigt Tomme”, Henimod Klarhed, 1931).

Litteraturliste: Henrik Wivel, Den store stil- Dansk symbolisme og impressionisme omkring 1900 (1995). Entwürfe zur Neugestaltung von Leben und Kunst um 1900, 1-2 (Darmstadt, Bonn 2001). Livslyst. Sundhed-Skønhed-Styrke i dansk kunst 1890-1940, ed. Gertrud Hvidberg-Hansen og Gertrud Oelsner (2008). Anders Ehlers Dam, Den vitalistiske strømning i dansk litteratur omkring år 1900 (2010). Følgende artikler af Lise Præstgaard Andersen behandler forskellige aspekter af vitalismen fra 1900 og frem. Eksempelmateriale og formuleringer herfra indgår i et vist omfang i nærværende artikel: Lise Præstgaard Andersen, ”Biologiseringen af kvinden. Brikker til en mosaik om vitalismen i dansk litteratur og malerkunst”, Kritik 171 (2004). LPA, ”Henrik Pontoppidan og den tyske vitalisme – med særlig henblik på Lebensreformbewegung”, Nordica 24 (2007), pp. 53-75. LPA, ”Naturkvindernes indtog”, Livslyst. Sundhed-Skønhed-Styrke i dansk kunst 1890-1940, ed. Gertrud Hvidberg-Hansen og Gertrud Oelsner (2008), pp. 198-217. LPA, ”Vitalismen 1900-1960 – og nutidens sundhedsbølge”, Synsvinkler, 41 (2010), pp. 28-59. LPA, ”Tage Skou-Hansens Det runde bord – og vitalismen” Nordica 2010 (under udgivelse)- udvidet og bearbejdet version af ”Vitalismen i Tage Skou-Hansens Det runde bord – under hensyntagen til værkets allusioner og citater”, der ligger på nettet under SDU, Institut for litteratur, kultur og medier, forskning, internetbaseret tidsskrift Interstitiel i anledning af institutleder, lektor Johannes Nørregaard Frandsens 60-årsdag (2010).

DANSK NOTER 39


Tema: Lyst til dansk

Hvad er der sket med reality gameshowet? – fra Big Brother til Paradise Hotel

Da den første sæson af reality gameshowet Big Brother havde premiere på TVDanmark2 i starten af år 2001, kaldte Poul Gazan, daværende chef for kanalen, programmet for ”en slags offentligt og socialrealistisk laboratorium” og ”et socialt eksperiment med et udskillelsesforløb”. Big Brother var som andre gameshows (mest sejlivet Robinson ekspeditionen (1998-) baseret på et koncept, et konkurrenceforløb formet som en udskillelse og et sæt spilleregler. Det banebrydende for Big Brother var, i modsætning til Robinson Ekspeditionen, at alle rum i huset, som dannede ramme om deltagernes etablering af et ’hverdagsliv’ i 100 dage, var videoovervågede døgnet rundt. Der var altså ingen backstage, intet rum, hvor deltagerne kunne øve på den adfærd, der skulle

”Det banebrydende for Big Brother var, i modsætning til Robinson Ekspeditionen, at alle rum i huset, som dannede ramme om deltagernes etablering af et ’hverdagsliv’ i 100 dage, var videoovervågede døgnet rundt.

sendes ud på skærmen, intet sted, de kunne afreagere eller være ”sig selv” og igen lade op til at agere onstage (jf. Goffman 1959, Meyrowitz 1985, Jerslev 2004). Hele pointen var, at deltagerne dermed blev nødt til at være ”sig selv”, at vi fik dem ”uden filter”.1 Det banebry-

40 DANSK NOTER

dende var dermed også det ”uskriptede”, fjernsyn aften efter aften, der ikke var totalt gennemarbejdet, og hvori ”alt” kunne ske – og vises; fjernsyn, som kunne skabe en fornemmelse af autenticitet og sandhed – til trods for at aftenens tv-program var redigeret af materiale fra de foregående 24 timers optagelser. Men lige så tydeligt det uskriptede var, lige så tydeligt måtte det være, at Big Brother ikke kunne fastholde seere til den begivenhedsløshed, det uskriptede også måtte afstedkomme. Det lå i sagens natur, at det hverdagsligt repetitive, som de 100 dages liv lagde op til, ikke altid kunne være lige spændende. For at eliminere oplevelsen af kedsomhed blev livet i huset allerede fra sæson to betragteligt mere styret af tilrettelæggerne gennem en række forskellige interventioner beregnet på at skabe konflikt og drama – og de daglige tv-udsendelser blev strammere og strammere redigeret. 10 år med reality shows – en potensering af indhold og form Allerede i min bog om medier og intimitet fra 2004 skrev jeg, at reality gammeshowet havde ændret sig, at ”en tilsyneladende stigende usikkerhed fra producenterens side m.h.t., om ’almindelige mennesker’ rent faktisk kan lave dramatisk og spændende fjernsyn, synes at have bevirket, at reality-gameshowet i stigende grad er blevet fyldt med gameshow og tømt for reality”. (Jerslev 2004: 134).2 Blandt andet blev ’almindelige mennesker’ erstattet af ’almindelige mennesker’ fra tidligere shows. I 2002 havde vi Robinson Ekspeditionen – det endelig opgør (med deltagelse af tidligere sæsoners Robinson-deltagere) og i 2003 og 2005 henholdsvis Big Brother V.I.P. og Robinson Ekspeditionen V.I.P. (med deltagelse af celebrities i først-


Af Anne Jerslev, Professor, Institut for Medier, Erkendelse og Formidling, Københavns Universitet.

”Big Brother V.I.P. – den med de kendte, stod der på de store reklamer i byrummet som et tidligt udtryk for, hvad der skulle blive en markant tendens i genren i løbet af den lidt mere end 10-årige periode, vi har kendt reality-tv, nemlig at programmerne bliver et led i celebritykulturens fødekæde.

en ’autentisk hverdagslighed’ igennem en realistisk æstetik og en klipning, der fremstod som ikke-redigeret ved at favorisere lange perioder af ubrudt samtale og småsnak i gruppen eller blot momenter af kedsomhed og stillesiddende ingenting, dér er det i Paradise Hotel showets karakter af taktisk spil, der understreges. Dette sker såvel indholdsmæssigt, i deltagernes samtale om strategi og opstillen af ”hvis-så” scenarier, som i programmets omhyggelige bearbejdethed, først og fremmest i en høj production value, æstetisk og narrativt, et fokus på fest, flirt og feriestemning og en montage, der favoriserer konflikt, sladder og rænkespil. Det er signifikant for forskellen mellem de to programmer, at Paradise Hotel-formatets scenarie trækker på drømmen om det eksotiske feriemål og driverlivet på luksushotel-

nævnte og deltagere i tidligere Big Brother og nordiske celebrities i sidstnævnte), endvidere Big Brother – Reality Allstars i 2004 (med deltagelse af tidligere deltagere i reality gameshowene Big Brother, Baren, Temptation Island, Popstars og Robinson Ekspeditionen). Big Brother V.I.P. – den med de kendte, stod der på de store reklamer i byrummet som et tidligt udtryk for, hvad der skulle blive en markant tendens i genren i løbet af den lidt mere end 10-årige periode, vi har kendt reality-tv, nemlig at programmerne bliver et led i celebritykulturens fødekæde. Tendensen i udviklingen af reality gameshowet er groft sagt, at der er sket en potensering af indhold og form: t ’reality’ er blevet nedtonet til fordel for ’gameshow’ og underholdning, t realisme som æstetisk og kommunikativ strategi er blevet erstattet af konstruktionen af en spil- og strategiverden, t hverdagslighed og rutine som indhold er blevet erstattet af fest og partystemning, t uforudsigelighed og liveness som dramatisk motor er blevet erstattet af kontrol og planlægning, t celebrificering er lige så meget blevet en del af spillet som dets resultat. Hvis man sammenligner den første sæson Big Brother med den seneste succesfulde sæson Paradise Hotel, er det tydeligt, at hvor Big Brother forsøgte at iscenesætte

DANSK NOTER 41


let med dets overflod af mad, drikke og tjenende ånder, mens Big Brother formatet iscenesatte en uglamourøs hverdagslighed, hvor deltagerne selv lavede mad og gjorde rent, og hvor de måtte gøre sig fortjent til ekstra mad og drikke ved at udføre pålagte opgaver tilfredsstillende. I forlængelse heraf er det også tydeligt, at den liveness, som Caldwell (1995) benævner den æstetiske iscenesættelse af live (til forskel fra live som det teknisk bestemte forhold, at optage- og udsendelsestidspunkt falder sammen) og den forløbsmæssige uforudsigelighed, som Big Brother forsøgte at iscenesætte, er blevet elimineret. Fordi Paradise Hotel er optaget måneder, inden programmet bliver sendt, og tilrettelæggerne har hele materialet at arbejde med, kan de organisere stoffet i overensstemmelse med det serielle fiktionsnarrativs dramaturgiske regler for bl.a. fremdrift. Man kunne dog også påstå, at live-aspektet alligevel er bibeholdt. Men det er forskudt, transporteret ud i den celebritykultur, programmet har skabt: Deltagerne har i deres kontrakt skrevet under på, at de, mens programmet bliver sendt, vil deltage i storbynattelivet ved at dukke op på barer og diskoteker (Nørgaard 2010) og på den måde reklamere for programmet; dermed etableres en form for samtidighed eller liveness på en anden måde.3 Ifølge B.T.-artiklen ”61 ting du ikke vidste om Para-

42 DANSK NOTER

”Deltagerne har i deres kontrakt skrevet under på, at de, mens programmet bliver sendt, vil deltage i storbynattelivet ved at dukke op på barer og diskoteker (Nørgaard 2010) og på den måde reklamere for programmet; dermed etableres en form for samtidighed eller liveness på en anden måde.

dise Hotel” er det forbudt Paradise deltagerne at snakke med hinanden om deres liv i Danmark (Nørgaard 2010). Denne spilleregel kan medvirke til at skabe en fortættet her-og-nu fornemmelse, der på én gang kan bløde op på den meget stramme redigering og understøtte den dramatisering, der er redigeringens primære


formål. Men forbuddet mod at lade yderverdenen og fortiden sive ind på hotellet er også med til at etablere deltagerne som spillere. Når de ikke kan fortælle om sig selv, kan de så meget desto lettere konstrueres som stereotyper, spilfigurer med bestemte, begrænsede aktionsmuligheder og roller. Deltagerne har kun den historie, som varigheden af deres ophold på Paradise Hotel giver dem. Denne korte historie kan vende sig mod dem, men den relative historieløshed er på den anden side med til at forstærke stereotypiceringen – og dermed at intensivere udtrykket. Spilidentiteten som identitet er altså et vigtigt element i programmets potenserede udtryk. I Paradise Hotel agerer deltagerne strategisk med udgangspunkt i de parkonstellationer (altid mand og kvinde, uanset deres seksuelle præferencer), som er formatets basisbrik. Hvor Big Brothers første vinder, Jill, fik øgenavnet Dildo-Jill i offentligheden, fordi hun som den personlige genstand, hver deltager måtte tage med ind i huset, havde valgt en dildo, dér blev Ulven Peter en spilidentitet og et tilnavn i offentligheden, tilrettelæggerne af Paradise Hotel knyttede til Peter ved, første gang han var intim med Amalie, at lægge det gamle Peter Belli nummer under. Dette cue blev derefter brugt gentagne gange. Hvor Big Brother-tilrettelæggerne gav sig til kende direkte, igennem Big Brothers ikke-kropsliggjorte stemme, der bl.a. kunne beordre en deltager i ”Skriftestolen” eller informere deltagerne om, at de ikke havde bestået en prøve, dér afslørede tilrettelæggerne sig i Paradise Hotel indirekte, primært stilistisk, igennem strategier, der hele tiden cuede stereotypiceringen: den stramme redigering, brugen af underlægningsmusik men også, fx humoristiske tilretterlæggerkommentarer om deltagerne gennem brug af animerede tegn som talebobler. Mens det performative aspekt i Big Brother i vidt omfang blev underspillet af deltagerne (dette ændrede sig noget fra første til anden sæson i form af en højere grad af refleksivitet - blandt andet var fremtrædende samtaleemner i anden sæson den første sæsons deltagere, og hvad seerne mon tænkte om dem),4 er det i forgrunden i Paradise Hotel, hvor deltagernes spilfærdigheder går i to retninger: Dels spiller de strategisk op til og mod hinanden med henblik på at vinde pengepræmien, dels spiller de strategisk op til kameraet – og seerne - med henblik på at vinde opmærksomhed og den gevinst, som i stigende grad er blevet integreret i spillet, nemlig et fortsat liv i rampelyset, efter at programmet er færdigt. Som

reality-celebrity’en Susan K sagde, da hun beklagede sig over, at deltagerne var kontraktligt bundet til at være til rådighed for TV3 halvandet år efter, at programmet var sendt: ”Det er jo ikke selve programmet, man kan tjene penge på. Det er alle tilbuddene bagefter” (www.seoghør.dk 24-5-2009).5 Det er således tydeligt, at reality gameshowet i stigende grad er blevet indlejret i en tværmedial populærkulturel konstruktion, hvor et reality-show, (sladder) historierne i dags- og billedugepressen, såvel online som trykt, og ’realitystjernernes’ celebrityoptræden

DANSK NOTER 43


både i andre reality-programmer (Paradise Hotel deltagere i episoder af MTV-realityshowet Sunny Beach fx) og ved begivenheder i storbyrummet gensidigt markedsfører hinanden. Reality-tv producent Gary Carter sagde i 2004 i en skarpsindig artikel om Big Brother, at ”Reality TV is something of a misnomer, and not because it has nothing to do with reality, but because it will in time come to have less and less to do with television” (Carter 2004: 251). Han formulerede her tidligt, at reality gameshows som underholdningsformat særligt er gearet til en nutidig tværmedial medievirkelighed, hvor tv-programmet ikke mere entydigt er den primære tekst, der genererer alle andre tekster, men snarere ét led i den tværmediale fødekæde, der etablerer reality-underholdning som tværgenerisk og tværmedialt fænomen på en række platforme. Performance og poseren Trods realismen i Big Brother være ikke sagt, at deltagerne ikke også performer i dette program. Chris Carter mener, at til grund for reality-underholdning (Reality

”Hermed være imidlertid ikke sagt, at Jill og Pil og de andre gav os autenticitet i modsætning til Paradise Hotel, der kun giver os et iscenesat, falsk billede. Pointen er, at begge shows indeholder performances; men der er tale om to meget forskellige typer performance.

Entertainment. som han ynder at kalde reality shows som Big Brother og Robinson Ekspeditionen, men også fx dating shows som The Bachelor og talentshows fra Pop

44 DANSK NOTER

Stars til X-Factor) ligger ”a continuum of performance” (Carter 2004: 255). De forskellige shows kræver forskellige typer af performance, fra decideret stage-performance som sang i talentshows til ”the performance of the self” i Big Brother (og Paradise Hotel). Den amerikanske sociolog Erwin Goffman (1959) brugte først teatermetaforen til at begrebsliggøre menneskers sociale omgang, som et sæt af roller vi indtager og afstemmer i forhold til hinanden. Men performancebegrebet kan også bruges til at forstå medieringen af ’almindelige mennesker’ i reality-tv (og i mange andre slags faktaunderholdningsprogrammer). Man kan sige, at mediering per definition skaber en scene og et publikum og dermed altid etablerer deltagerne som performere; det er et grundvilkår for faktaog dokumentarformater – jf. at Bill Nichols (1990) kalder medvirkende i dokumentarfilm for social actors. Men medieringen af ’virkeligheden’ og ’almindelige mennesker’ som performance har forskelligt udtryk afhængigt af genre. I reality gameshowet tager den form af en konkurrence om, hvem der er bedst til at repræsentere eller performe sig selv. I deltagernes performance ligger dermed, hvad man kunne kalde for et autenticitetens paradoks. På den ene side er autenticitet i medierne altid en performance af autenticitet. På den anden side – eller heraf følger – at autenticitet også altid må forstås som en oplevelse af autenticitet. Som autentisk fremstår den performance, som bedst skjuler sig selv som performance, hvor den medvirkende umiddelbart giver os indtrykket af at fremstå som sit sande selv. Jill vandt første sæson Big Brother, fordi hun var bedst til at skabe autenticitetseffekt (Jerslev 2004), at fremstå sand og umedieret. Hermed være imidlertid ikke sagt, at Jill og Pil og de andre gav os autenticitet i modsætning til Paradise Hotel, der kun giver os et iscenesat, falsk billede. Pointen er, at begge shows indeholder performances; men der er tale om to meget forskellige typer performance. Man kan bruge begrebet om poseren til at gribe forskellen i performance i de to shows. Filmforskeren Kaja Silverman (2002) gør opmærksom på, at poseren er det fotografiskes aftryk på kroppen, og i en af hendes inspirationskilder, Barthes berømte Det lyse kammer fra 1980, skriver den franske tænker - som foregreb han diskussionen om berømmelsesfeber og celebritykulturens udbredelse i kølvandet på reality-tv: ”Men meget ofte (for ofte, efter min smag) har jeg vidst, når jeg blev fotograferet. Og så snart jeg føler


Bestyrelsen i G fra venstre: Anders Svejgaard Pors, Sissel Worm Glass, Sophie Holm Strøm, Sune Weile, Næstformand Birgitte Darger, Ivar Lærkesen og Formand Claus Nielsen.

mig iagttaget af objektivet, ændres alt: jeg stiller mig i positur, jeg tillaver mig øjeblikkeligt en anden krop, jeg forvandler mig på forhånd til billede” (Barthes 1983 [1980]: 19-20) Poseren er resultatet af et samarbejde mellem kameraet og den fotograferede. Den anden, tillavede krop, Barthes taler om, er jeg’ets krop, når den i en bestemt indramning tager sig bedst ud i sine egne og kameraets øjne. Om performancen i Big Brother kunne man enten sige, at kroppen performede ikke-poserende; deltagerne virkede – hvilket var pointen med 24/7-overvågningen - som om, de havde glemt, at de var på; de flød ud i møblementet og var påklædt hverdagsligt, backstageagtigt. I den forstand samarbejdede de med kameraet om at skabe hverdagslighed. Eller også gjorde de det modsatte, modarbejdede (overvågnings)kameraerne

ved at performe bevidst, ironisk og vrængende ad dem; dermed gjorde de opmærksom på kameraernes eksistens, og at de var ikke-fotograférbare, i en vis forstand ikke underlagde sig overvågningens aftryk. I Paradise Hotel, derimod, poserede deltagerne lydigt. De tillavede sig kroppe, der var beregnet for kameraet og genren, den særlige porno-light æstetik og stemning, programmet igennem flere sæsoner havde finpudset; deltagerne gjorde sig hele tiden til billeder i overensstemmelse med formatets krav. Det ugentlige udskillelsesritual, kaldet Parceremonien, var koreograferet til poserende kroppe, og de mange sammenhænge, hvor alle var dressed up til fest og dans, lige så. Pressebillederne fra 2010-sæsonen viser dette poserende look tydeligt; men de viser også, at poseren ikke bare er at forvandle kroppen til et billede, men på sæt og vis at iklæde sig et

DANSK NOTER 45


”Som et tidstypisk reality gameshow er Paradise Hotel kendetegnet ved, at deltagerne iklæder sig denne anden, poserende krop som deres egen.

allerede eksisterende billede, at passe ind i en genreskabelon, fx skabelonen ’babe i bikini’. Man kan således sige, at ingen rigtigt vidste, hvilket billede deltagerne skulle gå ind i i første sæson af Big Brother. I Paradise Hotel 2010 har fem tidligere sæsoner etableret en klar visuel ramme, hvori deltagerne skal performe og posere sig selv som noget ganske særligt. Som et tidstypisk reality gameshow er Paradise Hotel kendetegnet ved, at deltagerne iklæder sig denne anden, poserende krop som deres egen. De er sig selv som spilfigurer, som stereotyper, tilvirket af og sat i scene af formatet og forsynet med spillets dekontekstualiserede korttidshukommelse. På én gang spiller de spillet, dvs. interagerer strategisk – individcentreringen er det sociales rationale i Paradise Hotel som i alle andre reality gameshows - og så gør de sig hver især til billede, tilvirker sig i denne anden krop, Barthes taler om, hvorigennem de som sig selv giver lovning på også at kunne være sig selv og levere varen i andre shows. Reality-tv og celebritykulturen Paradise Hotel 2010’s Amalie fik sit eget show, Amalies verden, sendt på TV3 efteråret 2010. Susan K fra 2008-sæsonen dukkede op igen i 2010-sæsonen og tjener stadig gode penge på celebrity-gæstebartenderjobs. For nogle af reality-stjernerne giver deres performance altså en mere langvarig bonus. De bliver en del af celebritykredsløbet, hvor de vandrer fra et show til det næste og bliver en del af den flok ’kendte’, billedugepressen tager billeder af, og hvis privatliv den skriver om. Den engelske sociolog Chris Rojek (2001) har forsøgt at systematisere den moderne celebritykultur i tre kategorier. Han taler for det første om ascribed celebrities (hvis berømmelse er nedarvet, fx moderne kongelige), for det andet om achieved celebrities (hvis berømmelse stammer fra en særlig kunnen, som skuespillere og

46 DANSK NOTER

sportsstjerner) og for det tredje endelig om attributed celebrities, hvis status er erhvervet gennem intensiv eksponering. Den sidste kategori er da på sæt og vis tom eller tautologisk. Her er tale om den type celebrity, der, som Daniel Boorstein (1961) skrev i sin kulturpessimistiske beskrivelse af den amerikanske populærkultur, er ”known for his wellknownness”, alene kendt for at være kendt. Med reality gameshowet er denne tredje kategori celebrities vokset voldsomt, og den får sit klareste udtryk i, hvad Rojek kalder for celetoid’en, en særlig form for komprimeret medieeksponering, som knytter sig til reality-celebrity’en – koncentreret ’på’ i et ganske kort tidsrum og derefter, med få undtagelser, ude af mediernes søgelys igen. På mange måder er Rojeks opdeling brugbar, når man skal forstå celebritykulturen. Men det skal understreges, at der er tale om en dynamisk relation mellem kategorierne – og at celetoid’en ikke nødvendigvis er begrebet for reality-celebrity’en – eller i hvert fald for alle reality-celebrities. Og man kan spørge, om evnen til at performe som sig selv ikke også er en specifik værdifuld og indbringende - kunnen i dag, der flytter reality-celebrity’en fra attributed til achieved kategorien. Omvendt vil skuespillere, der som achieved celebrities inviteres til at deltage i et talent show som Vild med dans, ikke udøve deres specifikke kvalifikationer i showet, således at de på sæt og vis ender i attributed kategorien. Et reality show som Paradise Hotel, som med sine udsendelser fire aftener om ugen fylder så meget

”De bliver en del af celebritykredsløbet, hvor de vandrer fra et show til det næste og bliver en del af den flok ’kendte’, billedugepressen tager billeder af, og hvis privatliv den skriver om.


på TV3’s sendeflade, genererer intensiv eksponering. Og fordi det er sendt forskudt, kan deltagerne være med til at forstærke omtalen af programmet, samtidig med at

de kan markedsføre sig selv som celebrities og, i kraft heraf få en ”rolle” i et nyt show, som på sigt vil generere nyt materiale i billedugepressen og på nettet.

Noter

Litteratur

1 Uden Filter hed et af de mange programmer, som Big Brother flowet bestod af ved siden af de daglige udsendelser. Big Brother Update, Big Brother Talkshowet og Big Brother Udfordringen var andre del-programmer (Jerslev 2004: 98). 2 Som man kan orientere sig om på fx Det Kongelige Biblioteks hjemmeside (www.kb.dk) er der, siden min bog udkom, publiceret en strøm af bøger og artikler om reality-tv, som jeg ikke refererer til her. 3 Denne form for konstrueret samtidighed blev under Robinson Ekspeditionen etableret i det tværmediale spil mellem programmet og formiddagsbladene. På en forside om tirsdagen, efter mandagens udsendelse, kunne en deltager typisk citeres. 4 En central forskel mellem Big Brother og Paradise Hotel er, at seerne deltog i afstemningen om, hvem der skulle smides ud i Big Brother, mens de ikke indvirker på elimineringerne i Paradise Hotel. 5 http://www.seoghoer.dk/Nyheder/FilmOgTv/susan%20k%20daar-

Barthes, Roland (1983 [1980]). Det lyse kammer. København: Rævens sorte bibliotek. Boorstein, Daniel J (1961). The Image, a Guide to Pseudo-events in America. New York: Harper & Row. Caldwell, John (1995). Televisuality. Style,Crisis, and Autority in American Television. New Brunswick, New Jersey: Rutgers University Press. Carter, Gary (2004). “Epilogue – In Front of Our Eyes: Notes on Big Brother. In Ernest Mathijs & Janet Jones (eds.). Big Brother International. Formats, Critics & Publics. London & New York: Wallflower Press. Goffman, Erwin (1990 [1959]). The Presentation of Self in Everyday Life. London: Penguin. Jerslev, Anne (2004). Vi ses på tv – medier og intimitet. København: Gyldendal. Meyrowitz. Joshua (1985). No Sense of Place. The Impact of Electronic Media on Social Behavior. New York & oxford: Oxford University Press. Nørgaard, Sisse Sejr (2010). “61 ting du ikke vidste om Paradise Hotel”. B.T. 25-4. Rojek, Chris (2000). Celebrity. London: Reaktion Book. Silverman, Kaja (2002). The Threshold of the Visible World. London & New York: Routledge.

lige%20tv3%20kontrakter.aspx (besøgt 29-10-2010).

DANSK NOTER 47


Tema: Lyst til dansk

Brunch med Merete Pryds Helle I denne artikel fortæller Merete Pryds Helle hvordan hun som forfatter tager ’den digitale udfordring op’ og anvender den til nye genrer. Resultatet bliver værker der appellerer anderledes end de traditionelle bøger – og måske rammer andre modtagere.

I efteråret 2009 og foråret 2010 underviste jeg elever på flere skoler i Faxeområdet i at skrive sms-noveller. Jeg har selv skrevet flere sms-fortællinger, én af dem for Alinea, der er tilgængelige som undervisningsmateriale. For en forfatter som mig, der normalt ikke underviser børn, har det været lærerigt at være ude, og jeg vil gerne skrive, hvad jeg tænker om anvendelsen af den digitale litteratur i undervisningen. For det første synes jeg, og det gælder ikke kun i undervisningen, at det er vigtigt at skelne mellem digitaliseret litteratur og digital litteratur. Det første er bøger, der er skrevet til at være bøger, som så bliver lagt på nettet som e-bog eller i en anden form, som for eksempel Alice in Wonderland som iPad applikation. Det kan gøre værket mere tilgængeligt eller tilføje en ny visuel dimension, men værket er ikke tænkt i sin konstruktion eller narratologi til mediet og behøver ikke at blive analyseret i forhold til det medie, det optræder i. Digital litteratur retter sig hele tiden efter de nye medier og forholder sig til dem. Udviklingen af medierne går stærkt, og derfor bliver der også afprøvet litterære former, som bliver forladt hurtigt, fordi mediet ændrer sig. Jeg skrev for eksempel i 90‘erne sammen med Michael Valeur manuskripter til nogle computerspil. Vi brugte lang tid på at undersøge, hvad det betød for narrationen, at fortællingen skulle opleves i et spil og ikke læses som tekst, og at indrette den, så den passede til de krav, et computerspil stillede. Men animerede computerspil var uforholdsmæssigt dyre at producere i forhold til markedet, og derfor er mediet ikke blevet videreudviklet, og spillene er svære rent teknisk at spille i dag. Den viden, jeg fik dengang, har derfor ligget i mange år og er blevet let støvet, men pludselig bliver den aktuel igen med iPaden og applikationen som medie.

48 DANSK NOTER

Den fart, medierne forandrer sig med, betyder for underviseren, at man både skal orientere sig i de værker, der kommer ud, men også forstå, hvordan de hænger sammen med den teknologi, de er skabt til, for at kunne formidle den. Jeg vil forsøge at give en oversigt her over de teknologier, jeg selv har produceret til.

”Jeg synes, jeg har set en pludselig og meget høj sprogbevidsthed indtage klasseværelset, især fordi vi også kan tale om etnisk slang, tøseslang osv.

Men først børnene i klassen. Når jeg kommer ud og beder eleverne tage deres telefoner frem og viser dem, at jeg taler deres sprog, som for drengenes vedkommende i høj grad stammer fra spillet World of Warcrafts fantasifulde forkortelser (lol=laughing out loud; rotflmao = rolling on the floor laughing my ass of), oplever jeg, at de pludselig ser sig selv som sproglige væsener. At når det sprog, de skriver og taler væk fra de voksnes verden, pludselig bliver taget alvorligt og inddraget i undervisningen, føler de ikke kun, at de selv bliver taget alvorligt, de ser også på deres sprog som et fænomen blandt andre sprogfænomener. Jeg synes, jeg har set en pludselig og meget høj sprogbevidsthed indtage klasseværelset, især fordi vi også kan tale om etnisk slang, tøseslang osv.


Af Merete Pryds Helle Forfatter.

I de nye medier bliver man nødt til at tage de nye sprogformer alvorligt på en anden måde, fordi det sprog hører til mediet, og det giver de unge selvbevidsthed og fornemmelsen af, at sprog er et spil, som de kan være med til at spille. De har også stor fornøjelse af, at læreren ikke altid ved, hvad vi taler om! Jeg er heldig at have en søn, der i en periode spillede WoW (World of Warcraft) og derfor kunne opdatere mig. Det er svært som voksen og som lærer at følge med i sprogudviklingen. Der kommer hele tiden nye vendinger til, nye moder, nye ord, forkortelser og måder at bruge tegn på. Brugen af smileys er et helt sprog i sig selv. Og udover det kommer der hele tiden nye medier til, som påvirker sproget. Dansk Noter kunne have en løbende sprogopdatering, skrevet af børn i henholdsvis 5. klasse, 9. klasse og 2.g. Det er i følge min erfaring der, hvor der sker brud i sprogudviklingen. For vi bliver nok nødt til at bede de unge undervise os i deres sprog. Fordi det er et sprog, de ikke bruger i deres stile og opgaver, men især på deres telefoner og i deres

facebookudvekslinger, som vi ikke læser. Hvis man beder dem skrive en stil eller en tekst, hvor de skal bruge det sprog, de bruger, når de skriver sms’er eller skriver på hinandens væg på facebook, giver det ikke mening for dem. Det bliver akavet, fordi sproget er knyttet til mediet, telefonen for eksempel, og den helt særlige sociale modus, der er omkring brugen af sms’er. Børnene er ironiske, drillende, sjove og mobbende i deres beskeder og deres sprog, og jeg har ind imellem følt mig meget gammel, fordi jeg ikke forstår koderne. Når en af min datters veninder skriver ’Sov godt lille luder’, tror jeg min datter bliver mobbet, men får at vide, at jeg er fuldstændig håbløs, det er jo indlysende, at det bare er for sjov. ’Sov selv godt, gamle sæk’. Hvorimod en meget mere simpel besked, eller måske snarere en manglende besked, kan gøre ondt. Det var en af de ting, der var lærerigt ved at undervise eleverne i sms-noveller, hvor de selv skulle skrive, fordi de netop bruger de koder for mobning og kærlighed og venskab aktivt, og jeg derfor nemmere kunne se, hvordan

DANSK NOTER 49


”Du kan ikke komme igennem slusen uden at have mødt både

den blå kat og den gamle dame.

koderne fungerer. Det, jeg især har set som mobning, er, når de skriver om hinanden bag hinandens ryg, eller sender uhyggelige eller ubehagelige beskeder om natten. Men også det ændrer sig hele tiden. Jeg skulle lige vænne mig til, at man lægger venindekyssebilleder på facebook. Det betød desværre, at en af mine bedste kilder til facebooksprog forsvandt, fordi jeg kom til at kommentere min datters kyssebilleder og selvfølgelig straks blev slettet som hendes ven. ”Det kunne du da have sagt dig selv, mor”, siger sønnen. Det kunne jeg nok, men jeg følger jo heller ikke altid med. Computerspil De computerspil, der er baseret på manuskripter fra forfattere, er som regel det, man kalder adventurespil i modsætning til skydespil, der hedder arkadespil, fordi man går rundt i lange gange og skyder. Som sagt har Michael Valeur og jeg lavet nogle i Danmark, i England lavede man Sabine-trilogien, som er det bedste og mest

50 DANSK NOTER

litterære tilfredsstillende spil, jeg har spillet. Spillene er som regel bygget op sådan, at der er nogle trin, som kan være mere eller mindre åbenlyse for spilleren. For at komme et trin op skal man have en vis mængde oplysninger eller oplevelser på det trin, man befinder sig på. Det betyder i forhold til narratologien, at fortællingen er skrevet i, lad os sige fire adskilte dele. Hver del har en flad fortællemæssig struktur; det vil sige, at tingene inden for den enkelte del kan opleves i hvilken som helst rækkefølge. Men du kan ikke komme videre til næste del, før du ved alt, eller måske en vis procentdel, på det trin, du er på. Du kan ikke komme videre, hvis du ikke har mødt den blå kat, men som fortæller ved jeg ikke, om du møder den blå kat før eller efter den gamle dame. Det vil sige, at når jeg skriver den gamle dames replikker, kan hun ikke omtale den blå kat som noget, du med sikkerhed har mødt. Hun kan godt tale om katten måske, så du får lyst til at finde den, men jeg bliver nødt til at skrive alle replikker og alle oplevelser, så de ikke er afhængige af hinanden kronologisk. Til gengæld er springet til næste trin er en slags sluse, og er der fire trin, er der altså tre sluser. Du kan ikke komme igennem slusen uden at have mødt både den blå kat og den gamle dame, og derfor kan jeg på næste trin forudsætte, at du har den viden og de informationer, de har givet dig. Det gælder så om at skrive sådan, at spilleren ikke oplever sluserne, men har fornemmelsen af hele tiden at kunne bevæge sig frit i historien og blive dybt overrasket, når den gamle dame pludselig står med den blå kat i armene. Og hun står og taler med en person, du ikke har mødt før. Det gør hun, fordi du er gået igennem en sluse og er kommet et trin op, men det ved du ikke, du oplever bare spillet som lækkert dynamisk og overraskende. Det er i hvert fald meningen! Det står i modsætning til arkadespillene, hvor det tit er udfordringen at komme op på næste trin, og slusen markeres med iørefaldende ny musik og ny baggrund. Det er en stor og sjov udfordring for en fortæller at skrive sådan, en udfordring der gøres lettere, hvis man er velbevandret i modernistisk litteratur, hvor der leges med kronologien. Sms romaner. Sms noveller Som i de andre medier, som e-bogen for eksempel, er der nogle sms-romaner, der bare er romaner skrevet til bøger, som hakkes i stykker og sendes ud som sms’er. (I e-bogen hakkes de selvfølgelig ikke i stykker, men e-bogen er digitaliseret litteratur, ikke digital littera-


tur). De fire, jeg i skrivende stund har skrevet, er alle skrevet til mediet. De to første Jeg tror, jeg elsker dig og Hvem kunne vide, der var hunde - som er skrevet direkte til undervisning - består kun af sms’er, som personerne har skrevet til hinanden, uden en 3-persons fortæller. De mimer altså direkte sms’en som medie. I den første er det et par, som bliver kærester, mens de skriver til hinanden, i den anden er det fire unge, som skriver til og bag om ryggen på hinanden om et tyveri, nogen af dem har begået. Det er også den form, jeg har bedt eleverne bruge, når jeg har undervist. Det er i virkeligheden en form, der minder mere om dramatik end om for eksempel en novelle, fordi sms’erne er en slags replikker, og vi kun lærer personerne at kende gennem deres replikker. Det har været forbløffende at opleve eleverne tage formen til sig; først er de uforstående, så prøver jeg at tale om, hvordan de skriver til hinanden, hvordan de bruger forskelligt sprog, når de skriver til deres mor, deres ven, veninde eller kæreste, og pludselig, det er sket hver gang, går der hul, og helt uproblematisk skriver de faktisk dramatik. Uden at vide, det er dramatik måske, det er som om, de har en naturlig fornemmelse for det dramatiske som genre, for at tegne personer igennem deres måde at skrive en sms på. Jeg plejer at starte med at bede dem give mig nogle sms’er fra deres forældre, og nogle, de har skrevet til hinanden, og forskellen er altid slående. Vi voksne har for eksempel meget svært ved ikke at gå ud og ind af teksten; skrive ’Kære skat’ og ’Kærlig hilsen mor’. Det gør de unge ikke, og de er hurtige til at opfatte, hvordan forskellene i introduktion og sprogbrug kan bruges til at sige noget om afsenderens alder og personernes indbyrdes relation. Efter de to første har jeg skrevet to andre, Liv Mørks julekalender Bittermandel fra julen 2009, og i julen 2010 en julekalender i mit eget navn for Århus kommunes biblioteker til deres brugere. Her har jeg arbejdet med 3-personsfortælleren, mest for afvekslingens skyld,

”Helt uproblematisk skriver de faktisk dramatik. Uden at vide, det er dramatik måske.

men også for at se, hvordan det virker i sms-mediet. Jeg synes, det virker godt, det er muligt at vide rummet ud og få fortalt mere, men det tager selvfølgelig noget af dramatikkens virkemidler af. Men sms-formen er et nyt medie, stadig så nyt at jeg tænker, man må prøve alt muligt af og se, hvordan det forskellige virker. Når jeg har skrevet mine historier, har jeg først skrevet dem i hånden i et notehæfte; måske én til tre om dagen. Det gør det nemt at rette og gå tilbage og strege ting ud eller ændre dem. Det er besværligt på telefonen. Men bagefter, når jeg synes, historien er på plads, har jeg skrevet alle sms’er ind på telefonen og sendt dem til forlæggeren. Jeg ændrer meget i den proces, fordi der er ting, der føles unaturlige, når jeg skriver dem ind med fingrene på telefonen, noget bliver for langt til, at jeg kunne finde på at skrive det i en sms, eller jeg synes, der mangler noget. Jeg bruger meget få forkortelser eller slang, dels fordi det ændrer sig så hurtigt, dels fordi det ikke falder mig naturligt, jeg bruger det ikke selv, når jeg skriver beskeder. Men jeg opfordrer eleverne til at gøre det, eller i hvert fald forholde sig til, om de gør det eller ej i forhold til, hvem de forestiller sig, skal læse deres sms-historier. Om sms-historierne så er romaner eller noveller, synes jeg er svært at svare på. Jeg kan lide at kalde dem romaner, mens andre synes, det er noveller, fordi de er korte. Måske er fortællinger det bedste ord.

DANSK NOTER 51


Det er et genreproblem, jeg gerne overlader til dansklærerne. IPad/iPhone applikationen Jeg har lige færdiggjort en tekst, Begravelsen, som kan købes som en applikation til en iPad eller iPhone. (Det vil sige, det er igen Liv Mørk, der har været på spil). Jeg ved faktisk ikke, om Begravelsen vil kunne købes til andre smartphones, og det er specielt at skrive til en begrænset modtagergruppe, som er afhængige af at have adgang til et særligt stykke elektronik. Jeg beroliger mig selv med, at bibliotekerne er i fuld gang med at indkøbe iPads, og min applikation derfor vil kunne læses af alle på biblioteket. Applikationen fascinerer mig, fordi den som medie er en tilbagevenden til den narrative form, jeg brugte i computerspillene. Jeg har opbygget fortællingen i begravelsen sådan, at man får et skærmbillede frem, hvor der er otte dødsannoncer. Man kan vælge de otte annoncer i hvilken som helst rækkefølge, man vil.

”Applikationen fascinerer mig, fordi den som medie er en tilbagevenden til den narrative form, jeg brugte i

computerspillene.

Under hver annonce er der så en fortælling, en slags skæbnefortællling. En af fortællingerne er større end de andre og binder historierne sammen, men alle fortællingerne kan læses uafhængigt af hinanden og i hvilken som helst rækkefølge. Jo flere fortællinger man læser, jo mere ved man, og jo større dybde får personerne, men jeg ved ikke, hvilken rækkefølge læseren møder personerne i, og hvordan det præger oplevelsen. Det er en måde at skrive på, der kræver, at man holder tungen lige i munden og har et vist overblik, fordi jeg ikke kan læne mig op ad nogen kronologi eller forudsætte en bestemt viden hos læseren. Der er ikke tale om sluser her som i spillene, men det tror jeg vil blive muligt, så snart applikationerne bliver mere avancerede. Og ser frem til det. Bag dødsannoncerne er nogle simple animationer.

52 DANSK NOTER

Et træ og nogle skyer, der bevæger sig. Mediet er stadig nyt og dyrt at producere til. I fremtiden håber jeg at kunne arbejde endnu mere med en billedside til teksten, en slags nyt “boghåndværk”, hvor litteraturen går hånd i hånd med det visuelle - men stadig er litteratur og ikke bare tekst til billeder. For mig er det allervigtigste ved den digitale litteratur nok at insistere på at skrive, så det er lige så litterært som en bog, der skal trykkes. Det er som om, det digitale medie opfordrer til, at man skriver læse-let agtigt, og det synes jeg er vigtigt at skrive op imod, så vi faktisk kan tale om en digital litteratur i fremtiden. At sproget kan være lige så interessant, når man læser det på en skærm, som hvis man læser det på et stykke papir. Lydbøger er som regel også digitaliseret litteratur. En af de allerbedste former synes jeg selv, det er skønt at høre en god bog, når man går eller kører i bil eller tog. Jeg lider selv af køresyge og har svært ved at læse i toget og synes, jeg nærmest har fået togfornøjelsen tilbage af lydbogen. Det er, som om de billeder, jeg danner mig af det, der læses højt, blendes sammen med dens situation, jeg hører det i, på en stærk måde, der bliver siddende i hukommelsen. Jeg kan næsten altid huske, hvor i skoven eller hvor på bilturen jeg var, da jeg hørte det og det afsnit. Når det for eksempel tager 26 timer at høre Dostojevskijs Idioten, er det mange steder, jeg pludselig husker, som jeg før glemte, at jeg var. Og når jeg hører en fremragende amerikansk skuespiller læse William Faulkners The Sound and the Fury op og give hver eneste stemme, der taler i bogen, sit særlige tonefald og særlige accent, forstår jeg værket på en måde, jeg har haft svært ved før. Jeg kunne forestille mig, at lydbogen også er en interessant måde at introducere eleverne for litteratur på. Tage dem i flok ud og gå i skoven med høretelefoner et par timer og høre en Herman Bang novelle måske og se, hvordan de så oplever den. Eller give en lydbog som lektie. Det kan næsten gøre større indtryk, end hvis man læser, og kan måske endda få de læsesvage elever med. Jeg har selv skrevet en lydbog, Tiden flyver, som kun findes som lydbog, den er ikke trykt. Den hænger sammen med min roman Hej menneske, men er uafhængig af den. I historien bevæger personerne sig hele tiden; der sker nogle ting for dem, men historien er ikke så plotbaseret, den handler om det, de bevæger sig igen-


nem. Jeg tænkte, det var sjovt at lave en historie, hvor personerne bevæger sig rundt i et besynderligt, lidt abstrakt landskab, til et medie, hvor læseren næsten altid er i bevægelse, når de hører det. Jeg møder mange, som er bekymret på litteraturens vegne over de nye medier. Jeg er ikke så bekymret, for litteraturen har altid været der og har altid tilpasset sig sin tid og tidens medier. Jeg tror, vi står over for nogle gevaldige forandringer i forhold til formidlingen af litteraturen og forlagenes rolle, men jeg er ikke sikker på, at det er litteraturen og læseren, der taber ved den forandring. Jeg vil selvfølgelig ikke bare være jubeloptimist, men det hjælper i hvert fald på optimismen at

opleve, hvordan alle elever ude på skolerne er åbne for, at sprog og digitale medier er tæt forbundne, og opleve deres fantastiske sprogfantasi og kreativitet; så længe det er en mobiltelefon, og ikke et stykke papir, de sidder med i hånden. Det er muligt at få fat i de omtalte tekster. Computerspillet Giften kan lånes på biblioteket. Sms-novellen Jeg tror jeg elsker dig kan bestilles ved at sende en sms til 1225 og skrive ’Jeg elsker’, prisen er 25 kr. Tiden flyver kan fås som MP3 fil i Lindhardt og Ringhofs digishop. Webadressen er http://www.digibutik.dk/. Begravelsen fås i Itunes store til iPad og iPhone.

Super tilbud fra Ekko til alle medlemmer af Dansklærerforeningen Dansklærerforeningen opfatter Filmmagasinet Ekko som Danmarks bedste filmmagasin – et magasin der må være et must for enhver dansklærer – og det uanset hvilket niveau, man underviser på. Dansklærerforeningen er repræsenteret i Ekkos bestyrelse og har gennem de seneste snart 10 år haft et glimrende samarbejde – i særdeleshed med Ekkos chefredaktør Claus Christensen. Da Ekko fremover ikke mere vil være en obligatorisk del af Bogpakkens titler, er vi glade for at kunne give Dansklærerforeningens medlemmer et helt enestående og uhørt billigt abonnementstilbud. 4 numre årligt for kun 240 kroner – abonnementsprisen er normalt 335 kroner. Vær opmærksom på, at det også vil blive muligt at købe enkelte eksemplarer af Ekko på www.dansklf. dk. Også her giver Ekko Dansklærerforeningens medlemmer en ekstraordinær billig pris på 60 kroner pr eksemplar (plus porto). Ekkos jubilæumsnummer 50 byder på en eksklusiv, anmelderrost dvd med de bedste nordiske kortfilm gennem de sidste 25 år. Bestilling: ƐĞŬƌĞƚĂƌŝĂƚΛĞŬŬŽĮůŵ͘ĚŬ eller telefon 8838 9299. Husk at oplyse fulde navn og adresse samt medlemsnummer af Dansklærerforeningen. Thomas Frandsen Dansklærerforeningens repræsentant i Ekkos bestyrelse

DANSK NOTER 53


· v l s o k r n p p s e a o x r n D p o a æ x · l D o k p æ · v l s o k r n p p s e a o r n D p ox a æ x · l D o k p · v l s o k r n p p s e a o x r n a vo op · D nsklæ r-voxp D · k p p s e a o x r n D p o a æ x · v Dansklærer-voxpop l D o k p · v s o k r n p p s e a o x r n D p o a æ x l -v pop · D o k · v s r n p s e a o x r n D p o a æ x · v l D o k rp · v s o r n p p s e a o x r n D p o a æ x · v l D o k rp · v s o r n p p e a o x r n D p o a æ x · v l D o k r p · v s e o r n p p e a o x r n D p o a æ x · v l D o k p · v s er o r n p p e a o x r D p o a æ x · v l D o k r p · v s o re r n p p e a o x r D p o a æ x · v l D o k r p · v s o re r n p p e a o x r D p o æ x · l -v pop D o k r · v s e r r n p e a o æ x r D p o æ x · v l D o ” Jeg savner ikke de k r p · v s e o r r n p pder er skåret e a o æ x r D p elementer o æ x · v l - væk.” pop D o k r · v s e r r n p e a o æ x r D p o æ x · v l o k r p · v s e o r r n p p e a o æ x r l D p o æ x · v l o k r p · v s e o r r n p p e a klæ er-vox op · D sklær -voxpo klær er-voxp op · Dan sklærer -voxpop r r n p p e a o æ x r l D p o k æ l s -v pop · ox k r v s e r r n o e a p æ x r l x D o k æ o · v l s v k r p s r e o e r n o p r a p æ x l æ x D o l nsk ærer-v pop · Dansk rer-vo p x l æ x · o l k o v k s p v s r n o r n e p e r a x r D p æ o l æ x · v l k o k s r p an klære voxpo · Dans ærer-v x l s o k r n p v s e a o r r n D p ox klæ ære x · Da Dansklærer-voxpop

Ved dansklærerforeningens årsmøde ”Lyst til dansk” spurgte vi fire dansklærere om deres umiddelbare reaktioner på de nye justeringer af læreplanerne i dansk.

Anne Mette Finderup, Ingrid Jespersens Gymnasieskole, Regionsrepræsentant København/Bornholm, redaktionsmedlem i Dansk Noter.

Bodil Bjerre Danielsen, Nakskov Gymnasium og HF.

Generelt er den nye læreplan i dansk meget forbedret. Jeg savner ikke de elementer, der er skåret væk, som fx antallet af værker og de meget specifikke detailkrav. Desuden synes jeg at det er et virkelig godt greb,

En positiv udfordring Det gode ved den nye læreplan er, at der er mere luft. Fint at der kun skal læses fem værker, for det er en stor udfordring for eleverne at skulle læse et værk. Nu kan vi fordybe os i andre ting, fx kan periodelæsningen få mere plads. Og det er rart, at den nu er flyttet længere op i tid. Jeg er også glad for øget fokus på skriftlighed på tværs. For én, der har været dansklærer i mange år, er det en udfordring ikke at rette en stil ”i bund”, men det er godt at skulle rette på andre måder. Det er fint, at processkrivningen nu er legitimeret. Sammen med portfolio åbner den mange muligheder. Medier og sprog er blevet styrket med reformen, og det er fint, for det er dér, vi kan mødes med eleverne og diskutere med dem. Sproget betyder så uendeligt meget, vi har en vigtig opgave i at gøre eleverne sprogligt bevidste. I forhold til før reformen kan man godt savne noget fordybelse; det er der ikke så meget tid til længere. Til gengæld er det meget positivt, at der er mere tværfagligt samarbejde også på tværs af fakulteterne. Jeg ser frem til nye positive erfaringer fx med samarbejde mellem engelsk, biologi og dansk. Dansk er et dejligt fag. Det er sjovt sammen med de unge mennesker at se eksempler på liv før og nu – at sætte dem op mod hinanden – og udvikle historisk bevidsthed. Den nye læreplan er en positiv udfordring.

Susan Mose har haft på at få beskrevet de tre søjler, sprog, litteratur og medier, på en helt ensartet måde, ligesom jeg er glad for den klare beskrivelse af ”redskaber”, eleverne forventes at have styr på. I sin første form var læreplanen en spændetrøje; nu er der lidt mere plads til spontanitet og lyst.

54 DANSK NOTER


x r D p o æ x · v l o k r p v s ære -voxpo · Dan lærer- oxpop · k r p · v s e o r r n p p e a o æ x r l D p o æ x · v l o k r p · v s e o r r n p p e a klæ er-vox op · D sklær -voxpo · klær er-voxp op · Dan sklærer -voxpop klær er-voxp op · Dan sklærer -voxpop r r n p p e a o æ x r l D p o k æ x · v l s o k r p v s e o r r n p p e a o æ x r l D p o nsk ærer-v pop · ansklæ er-vox o x nskl ærer-vo pop · D ansklær er-voxp o x r l D p o k æ x · v l s o k r n p v s e a o r r n p e a æ x r l D”På denne måde p o k æ x · v l s o k r n p vender vi atter v s e a o r r n p e a æ x r l Dblikket ind mod p o k æ andedammen. x · v l s o k r n p v s e a o r r n p e a Er det det signal, danskfaget æ x r l D p o k æ x · v l s o k r n v s” sende? r n Da klære voxpop · skal e a r D æ x l s o k r n p v s e a o r r n D p e a æ x r l D o æ o · v l sk v k r n p s r e a o e rtil lysten tilofaget ”Af lhensyn n D p r a æ x æ D l k · v k s er den ny læreplan v s et stort r n p r n e a o e r a D p r D æ x l æ · o l gode. ” k v k s p v s r n o r n e a p e r a x D r D æ o · l æ · v l k k s r p s e n o r r n a p e a æ x D r l p · Dansk rer-vo pop · D nsklæ r e a æ x · r l D o k p æ · v l s o k r n p s e a o r r n D p e a æ x · r l D o æ l op Dansk rer-v pop · k s n e a æ x · r l D o k p æ · v l s k r p po · Dan s e o r n p e a æ x r l D o k p æ · v l s k r p po · Dan s e o r n p a æ x l e D o r k p · v s o æ l r n p e k a o xp r s D p n æ x · l e a o r k p D v s o æ · l r n p e k a p x Lars Granild, Silkeborg, Silkeborg Gymnasium.

Hvad synes du om de reviderede læreplaner? Jeg er da udelukkende positivt indstillet. Det var et paradoks, at vi med gymnasiereformen gik over til målstyring samtidig med, at der blev indført så mange bindinger i læreplanen. Det er vi ude over nu. Pindene er blevet færre. Man tæller ikke flueben mere. F.eks. synes jeg, at det er godt, at sproghistorie er røget ud. Den blev alligevel stedmoderligt behandlet. Af hensyn til lysten til faget er den ny læreplan et stort gode.

Dog er jeg lidt skeptisk over for, at man fastholder de to selvvalgte værker. Det er vanskeligt at få fornuftig undervisning ud af det. Efter min mening undervurderer man betydningen af at eleverne får læst nogle hovedværker i dansk litteratur.

Mischa Sloth Carlsen, Aurehøj Gymnasium.

”Det er rigtig positivt, at læreplanen er blevet slanket, hvilket giver mere spillerum. Endvidere er jeg især glad for vægtningen af retorik og argumentation, da jeg mener, eleverne dermed optræner en nødvendig kompetence som moderne samfundsborgere. Det uheldige ved den nye læreplan er dog, at en pris har været, at samspillet med litteraturen uden for Norden - eller verdenslitteratur - er faldet bort som kernestof. Netop denne dimension kunne styrke bevidstheden om vores identitet ikke blot som danskere, men også som EU-borgere og som individer i en globaliseret verden. På denne måde vender vi atter blikket ind mod andedammen. Er det det signal, danskfaget skal sende? Desuden ville jeg ønske, hvis en læreplansændring kunne lægge mere op til æstetiske læreprocesser. Det litterære stofområde er jo ikke kun rundet af kognitive, men også af æstetiske forhold. Inden for de nuværende, urimeligt snævre tidsmæssige rammer, hvor formålet er at finde ’luft’, er det selvfølgelig forståeligt, at dette aspekt desværre ikke kan opprioriteres.”

DANSK NOTER 55


Referat af generalforsamlingen

Referat af generalforsamling i Dansklærerforeningen

Biblioteket i Holland House, London, efter tysk bombardement 1940. Ukendt fotograf. Valg af dirigent Gita Pasternak, Københavns VUC, blev valgt Valg af referenter Ivar Lærkesen og Torben Jakobsen, Dansk Noter Formandens mundtlige beretning Dette årsmødes tema er som det er fremgået ”Lyst til

56 DANSK NOTER

dansk”. Og vi har i de forskellige oplæg fået forskellige bud og vinkler på det lyst- og frydefulde. Da bestyrelsen først på året drøftede tema for årsmødet, snakkede vi om at det nu kunne være en ide at spole tilbage og overveje hvorfor det var at vi som dansklærere begyndte at læse dansk. Min påstand er at det for hovedparten af dansklærere handler om en kærlighed og lyst til litteraturen – med de mange aspekter det indebærer. Denne påstand holder måske ikke helt længere – er jeg


blevet belært om. En del yngre kollegaer har måske læst dansk ligeså meget pga. den mediemæssige del af faget. Dette er muligvis rigtigt og viser så de ændringer der er ved at ske i faget. Jeg vil alligevel her holde fast i påstanden. Jeg tror at langt hovedparten af dansklærerne i de gymnasiale uddannelser opfatter danskfaget som et dannelsesfag der har litteraturen som et kernefelt. Lyst til litteratur På min opslagstavle hjemme ved skrivebordet har jeg et forunderligt billede hængende. Det viser Holland House i Kensington, London, efter et tysk bombardement i september 1940. Huset blev meget kraftigt beskadiget, og på billedet ser man nogle mænd gå rundt i det udbombede bibliotek. Hvad det er for nogle mænd, og hvad deres opgave er, aner jeg intet om. Men man kan have sine forestillinger. Jeg forestiller mig at det er nogle mænd der er sat til at undersøge beskadigelserne.

De er gået rundt i bomberuinerne, og så har de fået øje på reolerne og indholdet heri. Dette har optaget dem så deres opmærksomhed er flyttet fra ødelæggelserne og krigen og ind til bøgernes verden. En er ved at hente en bog ud af reolen – han er måske blevet nysgerrig efter at have set titlen. En anden af mændene er allerede i fuld gang med at bladre løs i en af bøgerne. En tredje kigger på bogryggenes titler, og måske forundres han over det væld af emner bøgerne rummer. For mig er dette foto et billede på litteraturens fascinationskraft. Midt i en forfærdelig, voldsom og ødelæggende tid tilbyder litteraturen sig som et modbillede og en mulighed for at møde nye og andre verdener. Mange har oplevet dette, og mange har oplevet hvordan litteratur, man er i gang med kan ligge og råbe efter en så alle mulige andre gøremål har mindre betydning og skal klares så hurtigt som muligt så man igen kan komme ind i den litterære verden. Dette er bl.a. det der med et

DANSK NOTER 57


herligt udtryk kaldes det episke begær. Det kan for en umiddelbar betragtning tage sig ud som ren eskapisme, men er det naturligvis langt fra. Litteraturen kan jo netop også være en mulighed for at udvide verden og virkeligheden. En mulighed for at åbne for nye verdener. Og en mulighed for at møde sprog og tankebaner man ikke kender eksistensen af. Litteraturen kan så også åbne for ubehaget, væmmelsen og vreden – og gøre dette på en lystfyldt måde. Den norske forfatter Per Petterson har i Månen over porten – der er en række tekster om Pettersons personlige tilgang til litteraturen – en beskrivelse af sin mor: ”Min mor var intellektuel, Hun arbejdede i mange år på Freias Chokoladefabrik, så gjorde hun rent på skoler, i offentlige bygninger, på hoteller. Hun gjorde rent på de værelser på Park Hotell hvor popgrupperne overnattede når de gav koncert i Oslo. Engang kom hun ind i en suite hvor badeværelset så frygteligt ud efter gårsdagens festligheder. To af de langhårede fyre var stadigvæk på værelset. Hun skældte dem ud, og de faldt helt sammen, og sagde at det aldrig ville ske igen, Mam.

58 DANSK NOTER

Familiemytologien vil vide at det var Robert Plant og Jimmy Page fra Led Zeppelin. Almindelige hyggelige fyre, sagde min mor senere, bare et glas for meget, det kan ske for enhver. Men det kan da godt være det ikke var dem. Min mor læste altid bøger. Bøger på norsk, dansk, svensk, tysk, engelsk. Hun læste Hemingway og Steinbeck. Hun læste Alan Sillitoe og Aldous Huxley. Hun læste Somerset Maugham. Hun læste Knut Hamsun. Hun læste Dubliners af James Joyce. Hun læste ingen kvindelige forfattere, så vidt jeg husker. Jeg så hende aldrig sove. Når hun lå i sengen, var hun ikke engang i nærheden af puden med hovedet, men hvilede hovedet mod håndfladen mens hun læste, og så kunne jeg spørge hende: hvad er det nu du læser? Og så vendte hun bogen om for at se på omslaget og sagde: - Die Blechtrommel Min mor syntes jeg var intellektuelt lad fordi jeg ikke kunne tysk. Hun rørte aldrig nogen af bøgerne i reolen. Hun ejede ikke en eneste bog. Hun gik på det lokale bibliotek. Det var et godt lille bibliotek, og det var


gode mennesker som arbejdede der: En af dem havde stået i den lokale Narvesenkiosk tidligere. Hun var en ven af min mor, men de mødte ikke hinanden andre steder end på biblioteket. Hun var også passioneret læser, og de to kunne stå længe sammen, over skranken, og det gjorde de én gang om ugen, tror jeg det var. Min mor viste mig hvordan bøgerne var organiseret, skønlitteraturen, poesien, de forskellige faggrupper, og hvis du gav det en halv time af dit liv forstod du de grundlæggende principper, og de kunne føre dig i hvilken som helst retning du havde lyst til at gå, hvis du ville tænde et lys i dig selv og blive oplyst.” (Per Petterson: Månen over porten, dansk 2009) Er denne lidenskabeligt læsende mor en uddøende race eller måske ligefrem en uddød race? (Jeg kan ikke i en parentes undlade at indskyde at min datter på 21 år indimellem sluger danske og engelske romanen med en fart jeg ikke er i nærheden af at kunne hamle op med. Så helt uddød er racen ikke.) Kan vi stadig fremhæve litteraturen som det helt centrale dannelseselement i danskfaget? Nogle vil hævde at det har vi svært ved, og at de kvaliteter man fremhæver ved litteraturen – at åbne for nye verdener, at fremvise en sproglig spændstighed, at vise nye tanker og tolkninger af verden også kan findes i andre medier. Kan vi påstå - spørger nogle - at litteratur kan noget særligt; noget man ikke kan finde andre steder? Kan litteraturen noget ingen andre medier, kommunikationsformer eller kunstarter kan? Jeg har ikke et umiddelbart svar. Jeg har en personlig holdning, men det er ikke så relevant i denne sammenhæng. Jeg vil dog ikke undlade at nævne at jeg her i sommer har været en længere tur i Afrika. Det har jeg været i Jacob Ejersbos Afrika-trilogi – Eksil, Revolution og Liberty. Disse tre bøger rummer i alt ca. 1300 sider, og de sender en ind i verdener man måske nok ved eksisterer, men som man ikke har det store kendskab til. Kvaliteten ved Ejersbos bøger er at man kommer meget meget tæt ind på forskellige personer i Afrika. Det handler om forskellige indfødte grupper, vesterlændinge med forskellige mere eller mindre dubiøse forretninger i Afrika, det handler om såkaldte bistandsarbejder, og det handler ikke mindst om børn og unge af forvirrede og forvirrende vestlige voksne der alkoholiserede rager rundt i Afrika på jagt efter en mening med tilværelsen

de ikke er i nærheden af at kunne finde. Vi får som nævnt også et tæt indblik i indfødte afrikaneres hverdag. Bl.a. får vi en meget indfølende fornemmelse for og viden om hvor lammende det er for et samfund når der er korruption på alle niveauer i hverdagen, og hvordan denne korruption hele tiden skal indregnes i ens forskellige gøremål. Og vi får en grum grum skildring af minearbejdernes rå tilværelse der på alle måder befinder sig på et eksistensminimum. Spørgsmålet er om ikke Ejersbos Afrika-trilogi er et enkelt eksempel blandt ganske mange på at litteraturen giver noget man ikke kan hente andre steder. Jeg kan ikke forestille mig en fyldestgørende og tilfredsstillende filmatisering af de 1300 sider – selv om det evt. ville være en tv-serie. Men det er absolut til diskussion. Dansk og dannelsen På årsmødet 2008 stillede vi spørgsmålet ”Hva mæ litteraturen”. Overvejelsen her var et spørgsmål om

DANSK NOTER 59


det vi i mange år har opfattet som den absolutte kerne i danskfaget – nemlig litteraturen: litteraturanalysen, litteraturhistorien og litteraturoplevelsen – om det var/ er ved at komme i klemme. På årsmødet 2008 fortalte Anne-Marie Mai at det nu også er svært at undervise i litteraturhistorie på universitetet. Dette har givet anledning til nye måder at gribe litteraturhistorien an på. Og dette indebærer at man tager udgangspunkt i de steder hvor litteraturen er udsprunget, og hvor den har fundet sted. Helt for nyligt udgav Anne-Marie Mai så bind 1 og 2 af en ny litteraturhistorie med titlen ”Hvor litteraturen finder sted”. Og stort set samtidig har Dan Ringgaard udsendt ”Steds-sans”. Også en bog der griber litteraturen an ud fra de steder litteraturen foregår. Hvor Anne-Marie Mai holder sig til det danske, har Dan Ringgaard et mere internationalt fokus. Men så vidt jeg forstår det – jeg har ikke læst bøgerne – er ideen nogenlunde den samme nemlig at prøve at kigge på og angribe litteraturen fra en ny vinkel. En redefinering af litteraturforskningen. Og dette er utvivlsomt en redefinering vi som gymnasielærere kan hente meget inspiration i. Men vi kan måske også hente inspiration i selve

60 DANSK NOTER

det at se vores faglige genstandsfelt på en ny måde. Danskfaget har i mange år været det store dannelsesfag – sådan har vi i hvert fald selv set det. Som nævnt har litteraturen båret faget, og det har været her i danskfaget at elever og kursister skulle møde al den gode litteratur. Og det har været her med baggrund i litteraturen at de kunne tilegne sig en historisk bevidsthed. Sådan skal det efter min mening i høj grad stadig være. Men måske skal vi til at genopfinde dannelsesdelen i danskfaget. Vi kan ikke holde fast i en dannelse der var engang. Men vi kan forny et dannelsesaspekt i faget. Hvordan dette skal være, synes jeg er op til overvejelse og diskussion. Det kunne måske være en bedre sammentænkning af fagets tre stofområder. En sammentænkning hvor vi ikke overvejer at vi skal sammentænke, men hvor det sker helt logisk. Jeg vil imidlertid gerne hermed lægge op til en debat om danskfagets dannelsesdel. Læreplaner og vejledninger På sidste års generalforsamling drøftede vi de kommende læreplansændringer. Gymnasiesektionens bestyrelse og fagkonsulent Susan Mose havde fra det


tidlige forår 2009 drøftet hvordan læreplanerne for dansk kunne revideres så faget ikke længere var helt så stoftæt samtidig med at det ambitiøse A-niveau-fag bevaredes. I februar 2010 indgav vi et høringssvar – det kan læses i den skriftlige årsberetning – og i foråret kom de nye reviderede læreplaner. Og i august 2010 kom der i forlængelse af dette nye vejledninger. Vi mener at læreplanerevisionerne er gode og tiltrængte. Det var vigtigt at vi efter nogle år med de nye danskfag fik kigget dem efter i sømmene og tilpasset dem efter de erfaringer vi kunne drage. Vi oplever dansk på stx og hf som et nutidigt, relevant og velfungerende fag. Det er naturligvis stadig et fag til tolkning og til debat. Som tidligere nævnt har vi fået nye vejledninger. Her kan man få en mere udfoldet hjælp til hvordan man skal gribe danskfaget an. Hen over sommeren har fagkonsulenten – som hun også tidligere i dag har redegjort for – arbejdet med at skrive nye vejledninger. Vi synes at det er et flot stykke arbejde der er kommet ud af det. Det er særdeles gode og anvendelige vejledninger vi nu har til rådighed. De er dejligt præcise og fint eksplicitte med hensyn til hvad man skal og hvad

man kan. Endvidere er der nogle gode definitioner der er anvendelige for dansklærerne. Jeg vil opfordre alle til at hente vejledningerne og løbe dem igennem. De kan absolut være en hjælp i en travl dansklærer hverdag. Jeg vil gerne understrege at samarbejdet med fagkonsulenten i forbindelse med læreplansændringerne har været forbilledligt. Fagkonsulenten og bestyrelsen for Dansklærerforeningens gymnasiesektion har i flere omgange holdt møder om læreplansændringerne, og vi har i fællesskab arbejdet frem mod det fælles projekt: at få et så godt og funktionelt danskfag som muligt. Dansk Noter Som faglig forening har vi den gode aftale at vi får lov til at møde op på de fagligt pædagogiske kurser og her præsentere foreningen for de kommende gymnasielærere. Her orienterer jeg om hvorfor man skal være medlem af den faglige forening. Og her har jeg det privilegium at jeg kan henvise til Dansk Noter som en vægtig grund til medlemskab af Dansklærerforeningen. Jeg fortæller at Dansk Noter dels er et medlemsblad, men at det i høj grad også er det sted hvor man som dansklærer kan holde sig ajour med faget. Og det er rart

DANSK NOTER 61


at kunne sige dette med stor troværdighed i stemmen. Som alle har lagt mærke til har Dansk Noter i de senere år undergået nogle markante forandringer. Formatet er forandret; det samme er måden at præsentere artiklerne på. Endvidere er det intentionen at have knap så mange lange og tunge artikler som man måske tidligere havde. Efter min mening er Dansk Noter et godt og lækkert tidsskrift med gode og inspirerende artikler. Det seneste nummer om skriftlig faglig formidling kan tages som eksempel. Her kan man blive opdateret på en del inden for det skriftlige område, og man kan få ret direkte ideer til den daglige undervisning. Dansk Noter kommer regulært fire gange om året. Men nu er det jo ikke sådan at bladet blot flagrer ude af intetheden. Der står en redaktion bag det store arbejde med at få bladet på gaden. Redaktionen består af Niels Kristian Holm, Sophie Holm Strøm og Ivar Lærkesen fra G-bestyrelsen og som eksterne redaktionsmedlemmer sidder Torben Jakobsen og Ida Diemar. Jeg ved af egen erfaring hvilket stort arbejde der ligger bag redaktion og færdiggørelse af Dansk Noter. Og for dette arbejde skal redaktionen af Dansk Noter have en stor, dybfølt og frydefuld tak. En særlig tak skal Torben Jakobsen have. Han har nu i en længere årrække siddet som fast og stabilt redaktionelt holdepunkt i det vestjyske. Kære Torben: tak for dette store arbejde. Medlemstal

62 DANSK NOTER

Sidste års skriftlige årsberetning rummede en bekymring over et let faldende medlemstal. Denne bekymring blev noget modereret i den mundtlige årsberetning idet medlemstallet i slutningen af september sidste år var begyndt at stige. Vi kan nu med stor glæde meddele at medlemstallet i det seneste år er steget ganske markant for Dansklærerforeningens gymnasiesektion. Det er steget fra 1582 medlemmer pr. 30. november 2009 til 1652 medlemmer d. 30. august 2010. Det vil med andre ord sige en medlemstilgang på 70 medlemmer. Vi oplever at vi – populært sagt – har ”knækket kurven”, og vi håber at medlemstallet er stabilt, og at det fortsat vil stige med de mange nye dansklærere der får ansættelser. (I det kommende skoleår skal ca. 160 dansklærere i pædagogikum.) Det er klart at en stor del af de mange nye dansklærere afløser dansklærere der går på pension. Trods dette er der potentiale for flere medlemmer end de 1652. (PS: Medlemstallet er d. 30/9 2010 igen steget. På dette tidspunkt var der 1675 medlemmer af gymnasiesektionen.) Bestyrelsen har gjort en række tiltag for at få flere medlemmer. Vi har udsendt bøger og Dansk Noter i august til skolerepræsentanter med forespørgsel om at informere nye kollegaer om Dansklærerforeningen. Vi informerer om foreningen på diverse møder og kurser. Endvidere er det som jeg var inde på, en gammel tradition at foreningen får lov til at møde op på de fagligt pædagogiske kurser og her præsentere foreningen, give eksempler på bogudgivelser og informere om kursusaktiviteter. Dette informationsarbejde er de senere år forstærket ved at der til kursisterne er tilbud på en række bogudgivelser fra foreningens forlag. Det er tilbud der kun gælder deltagerne på fagligt pædagogisk kursus. Endvidere tror og håber jeg på at ældre medlemmer af Dansklærerforeningen informerer nye kollegaer rundt på lærerværelserne om foreningen og fordelene heri. Vi håber naturligvis at vi kan fastholde medlemsniveauet, og at vi stadig kan tiltrække nye medlemmer. Vi mener at det fagpolitiske arbejde er vigtigt. Dette ikke mindst i en tid hvor danskfaget er udsat for en række udfordringer, og hvor det derfor er vigtigt at debattere faget, og at den faglige forening kan tale med en stærk stemme. Endvidere mener vi at vi med kursustilbud, bogudgivelser og tidsskrift har nogle gode tilbud til medlemmerne.


Vedtægtsændringer i Dansklærerforeningen Sidste år orienterede jeg om kommende vedtægtsændringer i Dansklærerforeningen som helhed. Vedtægtsændringerne blev vedtaget på Dansklærerforeningens generalforsamling sidste år, og de blev endeligt vedtaget på en ekstraordinær generalforsamling i december. En ny bogpakkeordning er vedtaget således at det ikke længere er obligatorisk at købe bøger når man er medlem af Dansklærerforeningen. Det skal være en mulighed, og man skal kunne vælge inden for forskellige kategorier. Bogpakken der kommer til november, er den sidste bogpakke efter den gamle ordning. Herefter skal man selv aktivt ønske de bøger man vil modtage fra Dansklærerforeningens forlag. En fælles kontingentsats for alle sektioner i foreningen er vedtaget. Det har for G-sektionen betydet en nedsættelse af kontingent. Endvidere er det vedtaget at Dansklærerforeningen som helhed har en fælles økonomi. Begrundelsen for disse vedtagelser er at Dansklærerforeningen i endnu højere grad end nu skal være tidssvarende og attraktiv. Og jeg har da også allerede hørt en del positive tilkendegivelser i forhold til den nye bogpakkeordning. Økonomi Som jeg netop har været inde på blev det sidste år på en ekstraordinær generalforsamling besluttet at regnskab og budgetter ikke længere befinder sig i de enkelte sektioner. Det ligger nu i Fællesforeningen. Argumentet har været at en samlet økonomi gør det lettere at overskue de økonomiske forhold og at det regnskabsmæssigt er mere rationelt. Det betyder at gymnasiesektionens generalforsamling ikke længere skal tage stilling til økonomien. Men naturligvis skal generalforsamlingen orienteres om økonomien. Det vil ske som et senere punkt på dagsordenen. Bestyrelsen Sidste år var der – som der er i alle ulige år – bestyrelsesvalg. Her indtrådte Sissel Worm Glass og Sune Weile i bestyrelsen. Sissel er fra Sønderborg Gymnasium og Sune er fra Sct. Knuds Gymnasium i Odense. Jeg vil gerne her byde dem velkommen og takke for at de straks er gået ind i bestyrelsesarbejdet med stor energi og initiativrigdom. Det er nu femte år at jeg holder årsmødeberetning i denne rolle. Hvert år har jeg betonet at bestyrelsesarbej-

det er et frivilligt arbejde der laves ud over det daglige fuldtidsarbejde. Det vil jeg også gøre i år: bestyrelsesarbejdet i Dansklærerforeningen er et frivilligt arbejde der udføres på baggrund af det daglige fuldtidsarbejde. Og som de fleste vist erfarer, bliver det daglige gymnasielærerjob ikke just lettere. Det frivillige arbejde – der ikke er lønnet og som der ikke gives timer for – går ud på via kurser, bogudgivelser, tidsskrift, debatter og deltagelse i forskellige udvalg at holde dansklærerne opdaterede på hvad der foregår inden for faget og så vidt muligt lette det daglige arbejde med faget. For dette bestyrelsesarbejde vil jeg gerne takke Ivar Lærkesen, Anders Svejgaard Pors, Sophie Holm Strøm, Liselotte Henriksen, Niels Kristian Holm og igen Sissel Worm Glass og Sune Weile. Og også i år skal Birgitte Darger have en stor og eksplicit tak for som næstformand at være stærkt medvirkende til at bestyrelsesarbejdet og de opgaver det indbefatter, fungerer. Som nævnt tidligere synes jeg at det vil være interessant om generalforsamlingen vil bidrage til en snak om fagets status efter reform og læreplansændringer og i den forbindelse give bud på fagets fremtid og dets dannelsesdel. Rummer faget en dannelsesopgave? Hvori består denne? Hvilken status har litteraturen osv. Og med et håb om en faglig snak vil jeg stoppe her. Tak.

DANSK NOTER 63


Debat om formandens mundtlige og skriftlige beretning Debatten efter formandens beretning handlede om danskfagets dannelsesdel.

Johan Rosdahl, Frederiksberg Gymnasium: Dansk er et specielt fag når man snakker om dannelse. Dansk kan nemlig bidrage til dannelse på en specifik, enkel og instrumentel måde. Danskfaget kan være med til at lære eleverne at opføre sig ordentligt, til at respektere hinanden rent sprogligt. Den første del af dannelsesprocessen finder sted der hvor klassen starter med at blive enige om spilleregler, klasserumskultur osv. Danskfaget har redskaber der kan vise hvor det kan gå galt. Dér finder dannelsen sted - på baggrund af enkle, sproglige basale sammenhænge. Denne instrumentelle tilgang giver et grundlag at bygge videre på. Anders Pors, Ørestad Gymnasium og bestyrelsen: Mediedimensionen i faget udvider dannelsesbegrebet med en virtuel dannelse. Når vi lærer elever og kursister at analysere medieprodukter, er vi med til at opøve dem i at blive aktive samfundsborgere. Med hensyn til den traditionelle dannelse ud fra litteraturen mangler vi gode argumenter for at netop litteraturen har en særlig status. Birgit Jessen, Hjørring Gymnasium og hfkursus: Dannelse skal ses i forlængelse af det vi allerede har. Sprog, retorik og stilistik er med til at opdrage til demokrati. I litteraturen møder eleverne nye verdener. Det er vigtigt ud fra en oplysningstankegang, og det er med til at udvikle tolerance. Gita Pasternak, Københavns VUC I hf ligger der noget dannelsesmæssigt i kravet om anvendelsesorientering. Det handler om at kunne begå sig i den frie debat, skabe livskompetence. Det er en videreførelse af dannelsesbegrebet. Anders Pors, Ørestad Gymnasium og bestyrelsen: For os synes det at være selvindlysende at litteraturen er noget særligt, men sådan behøver det slet ikke at være. For hvad er det egentlig der er så

64 DANSK NOTER

specielt ved litteraturen? Kan man ikke lige så godt se en dokumentarudsendelse om Afrika som læse Jacob Ejersbos trilogi? Og få lige så meget ud af det? Lars Granild, Silkeborg Gymnasium: Litteraturen har den force at den er sprogligt forankret. Vi læser det bedste sprog og har teksten liggende foran os. Her er det mere besværligt med medierne. Johan Rosdahl, Frederiksberg Gymnasium: Anders Pors har ret i sit synspunkt. Nogle fag er ikke indlysende for alle. Man kan tænke på en øvelse: et fag (f.eks. dansk) skal forklare et andet fags (f.eks. idræt) forberedelsesfaktor. Skal man have lige så meget for at forberede en idrætstime som for at forberede en dansktime? Den øvelse bør vi foretage mod vores eget fag. Kan vi virkelig legitimere at vi beskæftiger os med litteratur? Vi lever i en indforstået verden – en ’latinskolekultur’ hvor vi ved bedre. Vi bliver nødt til at skærpe os med hensyn til en begrundelse, ellers risikerer vi at toget er kørt. Gita Pasternak, Københavns VUC: Det er så godt at læse den allernyeste litteratur. Der er så mange tværformer, crossovers som det er så givende at beskæftige sig med. Kristina Knappe, Svendborg Gymnasium: Man skal tage udgangspunkt i det narrative begær, nemlig den umiddelbare lyst til sprog som børn har. De elsker jo rim og remser. For nogle går dette begær desværre tabt, og det er en skam, for det er en lyst man skal passe på.


Regnskab Regnskabet blev fremlagt af Sune Weile. De kritiske revisorer opfordrede til at sektionen bruger noget af sin egenkapital til aktiviteter til fordel for medlemmerne. Budget 2011 til orientering Med den ny struktur i Dansklærerforeningen orienteres sektionerne om budgettet. I drøftelserne i forbindelse med budgettet understregede Susan Mose at det var klogt at være opmærksom på at indtægterne fra stilesalg vil blive mindre i takt med digitaliseringen. Johan Rosdahl foreslog at man kunne vælge at give alle gymnasier økonomisk mulighed for at deltage i årsmødet. Man kunne bruge en del af formuen hertil. Hertil gjorde Sune Weile opmærksom på at det næppe er kursusafgiften, men timerne som er problemet.

Kristina Knappe, Svendborg, mente derimod at selve deltagerafgiften er et problem. Vedtægtsændringer: Da fællesforeningens vedtægter er ændret, vil der være en række vedtægtsændringer også i sektionsvedtægterne. Birgitte Darger understregede at med det ny system bør formandsberetningen indeholde bemærkninger om foreningens økonomi. Claus Nielsen kunne bekræfte dette. Herefter blev vedtægtsændringerne vedtaget. Der vil dog blive indkaldt til en ekstraordinær generalforsamling senere på året med vedtægtsændringer på programmet. Eventuelt: Intet

DANSK NOTER 65


Kurser

Skriv i alle fag – hvordan underviser vi i skrivekompetencer? Formål Hvad er en skrivekompetence? Kan fagene blive enige om det? Ifølge det nye Bilag 4 om elevernes studieforberedende skrivekompetencer i Stx-bekendtgørelsen fra maj 2010 står der, at eleverne skal lære at skrive formidlende i og på tværs af alle fag. Målet med kurset er at diskutere hvilke skrivekompetencer der er centrale og give forslag til undervisning hvor fagenes metoder tilgodeses, og eleverne samtidig trænes i de flerfaglige akademiske opgaver. Indhold I Bilag 4 står at ”eleverne skal kunne finde og udvælge relevant stof samt behandle og skriftligt formidle centrale enkelt- og flerfaglige emner”. Kurset vil indføre i grundlæggende skrivekompetencer som at skrive i genrer, skrive fagligt metodisk, udvikle sin faglige stemme, arbejde med skrivning i en proces m.v. Oplæggene vil omhandle videnskabsretorik og skriveundervisning generelt. Hertil kommer praktiske eksempler på forløb der træner skrivekompetencer i flerfaglige og enkeltfaglige opgaver. I workshopgrupper vil deltagerne samtale om og skitsere, hvordan dagens input kan omsættes i ideer til skriveundervisning i fagene og på tværs af fagene. Målgruppe Alle faggrupper i de gymnasiale uddannelser Tid og sted Onsdag den 26. til torsdag den 27. januar 2011, Byggecentrum, Middelfart Pris 3.100 kr. for medlemmer af Dansklærerforeningen, 3.500 kr. for ikke-medlemmer Oplægsholdere Ellen Krogh: Proces og genre: Det skrivedidaktiske projekt Leif Becker Jensen: Videnskabsretorik og god faglig formidling i alle fag Kjell Lars Berge: Grundlæggende skrivekompetencer i fagene og på tværs Birgit Lund Henriksen, Sophie Holm Strøm og Gunvor Severinsen: Skriv i alle fag Bente Kristiansen: At lære faglig skrivning Gitte Holten Ingerslev: Læsning og skrivning hænger sammen Marianne Dideriksen: Ny skriftlighed i samfundsfag Birgitte Darger og Anders Svejgaard Pors: Tværfaglig akademisk skrivning Udførligt program kan læses på www.dansklf.dk. Kontakt Kursusansvarlig Sophie Holm Strøm, sophiestroem@gmail.com

66 DANSK NOTER


G-bestyrelsen Formand Claus Nielsen Korsagervej 5 9400 Nørresundby Tlf.: 9817 9805 cni@vucnordjylland.dk Næstformand Birgitte Darger Nørre Side Allé 2, 3.th, 2200 København N Tlf.: 3535 1073 bda@detfri.dk Kasserer Sune Weile Ildfuglevænget 80 5260 Odense S Tlf.: 2578 7435 weile@galnet.dk Øvrige bestyrelsesmedlemmer Anders Svejgaard Pors Saabyesvej 1, st.th. 2100 København Ø Tlf.: 3538 5545 Mobil: 2254 9350 apn@oerestadgym.dk (barselsorlov)

Oversigt over udvalg og bestyrelsens repræsentanter i andre fora: (Koordinator står først) Skolebaserede kurser Anders Svejgaard Pors, Ivar Lærkesen, Sophie Holm Strøm Sune Weile Regionskurser Birgitte Darger, Claus Nielsen, Ivar Lærkesen Internatkurser Birgitte Darger, Liselotte Henriksen Bogudvalg Birgitte Darger, Liselotte Henriksen, Sissel Worm Glass Redaktionsudvalg Liselotte Henriksen Hjemmeside Ivar Lærkesen

Ivar Lærkesen Baneparken 2 3720 Aakirkeby Tlf.: 5697 2547 lae@bornholm-gym.dk

Repræsentant i PS Claus Nielsen

Liselotte Henriksen Poppel alle 5 2650 Hvidovre Tlf.: 3649 7688 Mobil: 2258 1874 lh@mail.gsk.dk

Det nordiske redaktørsamarbejde Sophie Holm Strøm

Sissel Worm Glass Goethesgade 19 6400 Sønderborg Tlf.: 2818 7868 sissel.w.glass@statsskolen.dk

Repræsentant i EKKOs redaktion Claus Nielsen

Sophie Holm Strøm Hunderupvej137 5230 Odense M Tlf.: 8622 1085 Mobil: 2613 1085 sophiestroem@gmail.com

Nordisk Udvalg Ivar Lærkesen

Repræsentant i Danske Banks litterære udvalg Birgitte Darger

Repræsentant i Dansk Sprognævn Anders Svejgaard Pors

Regionsrepræsentanterne København/Bornholm Anne Mette Finderup Ingrid Jespersens Gymnasieskole Bratskovvej 7 2720 Vanløse Tlf.: 2893 7904 AF@ijg.dk Sydjylland/Fyn Morten Mikkelsen Fredericia Gymnasium Mølvangvej 58 7300 Jelling Tlf.: 7587 2745 MM@fredericia-gym.dk Midtjylland Lars Dalum Granild Silkeborg Gymnasium Lillehammervej 5 8200 Århus N Tlf. 8618 7980 lg@silkeborg-gym.dk Nordjylland Irene Kemp Hessellund Nørresundby Gymnasium Risbjergvej 4 9260 Gistrup tlf.: 9636 4858 ihe@nghf.dk

Fagkonsulent Susan Mose Skovgaardsvej 31 5230 Odense M Tlf.: 2557 4154 susan.mose@uvm.dk

Repræsentant i Dansklærerforeningens Hus A/S bestyrelse Birgitte Darger Repræsentant i GYMsprog Birgitte Darger Repræsentant i Fagligt Forum Claus Nielsen

DANSK NOTER 67


IDNR 46586


Dansk Noter 4 2010